Category Archives: Sardinien

MÆLKEKRIGEN ER OVRE: SARDINIENS HÅRDT PRØVEDE HYRDER ER NÅET TIL ENIGHED MED INDUSTRIEN

i den sidste måneds tid har Sardiniens gader flydt af fåremælk hældt ud i protest mod den rekordlave mælkepris på under 0,60 euro pr. liter, som en overflod af mælk og en overproduktion af pecorino-ost har resulteret i på øen – et beløb, som de sardiske hyrder ikke engang har kunnet dække deres malke-og staldudgifter med, og som derfor satte gang i et historisk oprør blandt hyrderne, der i århundreder har udgjort en vigtig brik i Sardiniens lokaløkonomi.

Forleden kunne prefekten i byen Sassari lukke en forhandlingsaftale mellem den sardiske hyrdeorganisation, forarbejdningsindustrien og den italienske stat, der garanterede hyrderne en pris på 0.74 pr liter mælk. Prisen var et kompromis mellem den meget debaterede bundpris på under 0.60 euro og hyrdernes ønske om en slutpris på 0.80 euro. Staten har desuden hjulpet til ved at overføre 24 mio euro til de hårdprøvede mini-mejerier på Sardinien, for at give dem et tiltrængt skud likviditet.

Parterne er nu gået hver til sit og der vil endelig blive bragt nymalket mælk til de mange fabrikker, der producerer den berømte ost, parmesanens lillebror, il pecorino romano, hvis hovedbestanddel netop er fåremælk fra Sardinien. Men der skal kun en ny glød til at tænde vreden, der blev udløst af den lave pris hånd i hånd med et politisk løfte: Inden det italienske parlamentsvalg havde Matteo Salvini nemlig lovet, at blev han valgt, skulle literprisen ligge på 1 euro for den sardiske fåremælk. Da politikeren endelig kom til magten, blev løftet sløjfet.

La Sartiglia – Sardiniens mystiske og pompøse ringridderturnering

Et person med hvid maske, dug over hovedet og sort hat lader sig falde bagover på sin hest, der galoperer vildt nedad Via Mazzini i centrum af et blomsterpyntet Oristanto. Omkring Su Componidori hujer tusindvis af mennesker, og først når han har lavet magiske fagter med sin violduftende stok nedover hestens hale, er La Sartiglia officielt skudt igang, og de mange tilskuere, som er kommet hertil fra hele Sardinien, kan komme i gang med at finde og hylde Stjernevinderen – ham eller hende, der som en anden ring-ridder får spiddet den stjerne med sin lanse, som hele ritualet kredser om.

Ringridderfesten indeholder også Le Pariglie-ritualet, hvor der dystes i akrobatiske øvelser på hesteryg.

Nogle kalder La Sartiglia et karneval, andre et levn fra ridderkulturen, andre igen forbinder ritualet med Sardiniens tusindårige fortid, hvor de kolde vintermåneder blev brugt til at vække naturen til live igen ved hjælp af frugtbarhedsritualer. Men ligegyldigt hvad udgør La Sartiglia Sardiniens nok mest overvældende og komplicerede folkefest, hvis kostumer og optrædener ikke har deres lige på resten af øen, og altid fejres i overgangen mellem februar og marts måned.

Selve ordet Sartiglia betyder ’stjerne’ eller ’ring’ på gammelt spansk og stammer fra den periode, hvor Sardinien var under aragonsk herredømme. Dengang var ringridderturneringer og militære opvisninger en vigtig del af kongemagtens ydre image, og de første skriftlige vidnesbyrd om La Sartiglia stammer tilbage fra 1500-tallet, hvor festens hovedby Oristano var en travl og rig handelsby fuld af social hierarki. Her udviklede La Sartiglia til et ritual, hvis forberedelser af mad, seletøj, tøj og våben satte alle håndværk i gang, og fik økonomien til at blomstre. Og endnu i dag er La Sartiglia en begivenhed, der bekræfter de lokales kærlighed til deres by og deres traditioner her ved Sardiniens stolte vestkyst.

Herover i videoen kan du opleve stemningen fra det årlige Sartiglia og høre de lokale fortælle om deres tilknytning til fejringen.

La Sartiglia er en ringridderturnering, der henover 2 dage markerer starten på følger et skrapt program af ritualiserede hændelser: først ankommer der hundredevis af dygtige ryttere fra hele øen, der har brugt året på at øve sig i at spidde stjernen. De iføres traditionelle dragter og smykker i stærke farver, og hestenes seletøj er fuld af knuder og blomster.  Og påklædningen sker ved hjælp af kvinder, der giver hver især en hvis maske over hovedet, og bidrager til at gøre figuren helt kønsløs – om det er en mand eller en kvinde kan hverken ses på ansigt, hår eller tøj, og man mener at der ligger en helt særlig symbolik i dette faktum om begivenheden, der i mange årtier også har talt adskillige kvindelige ringriddere.

Hestene pyntes også fornemt med læder, stof og blomster.

De mange ryttere stilles så op i kø og rider på skift i stærk galop igennem Oristanos gamle byport og ned ad Via Mazzini, hvor stjernen hænger og dingler. Den når får sin lanse flest gange igennem stjernen, vinder turneringen. Og i centrum af turneringen befinder sig vigtige, maskerede figurer som Su Componidori, der er vært for festlighederne, og Capo della Corsa, der leder selve væddeløbet mod stjernen. Su Componidori udpeges ifølge ældgamle ritualer af de gamle håndværkerstænder i Oristano, som den 2 februar under lysfejringen La Candelora får overrakt æren i form af et stearinlys.

Imellem turneringerne under La Sartiglia opføres der et væld af imponerende akrobatik på hesteryg kaldet La Pariglie med deltagere, der øver sig i månedsvis på at udvikle det helt særlige bånd til deres hest, som øvelserne kræves.

Mælkekrig på Sardinien: hyrder hælder tonsvis af mælk ud i gaderne i protest mod rekordlave priser

Store dele af Sardinien er lige nu i oprør, og jorden er farvet hvid. Det er ikke sne, men tonsvis af fåremælk, som hver dag hældes direkte fra jungerne og ud i gaderne i Sardiniens landsbyer. Tusindvis af sardere marcherer i gaderne med bannere, og flere steder i Syditalien mobiliserer hyrder og landmænd sig også i en støtteprotest, som er gået viralt i medierne, og indeholder mange års vrede, vendt mod industrien.
Det er især i de små landsbyer i Sardiniens bagland, hvis økonomi er baseret på hyrdekulturen, at der hældes mælk ud i gaderne.  Via dette link kan du se en italiensk video om hvad der er på spil.
Forleden raslede prisen på fåremælk nemlig ned til undseelige 0,60 euro pr. liter og ramte således den laveste pris i årtier. Hermed har hyrdene, som på Sardinien i århundreder har været stolte af at leve af deres dyr og natur, også ramt smertegrænsen, både mentalt og fysisk, fordi det traditionelle hyrdehverv i lang tid har været under økonomisk pres.

Videoen ovenfor er fra den 12 februar 2019, hvor hyrder i centrum af byen Nuoro hælder deres mælk ud på gaden med støtte og deltagelse fra byens borgmester
De sardiske oste er en hjørnesten i kulturen og gastronomien på øen og bidrager betydeligt til den lokale økonomi. Wikipedia.
Den lave mælkepris truer med at få markedet til at kollapse, og tusindvis af sardere foretrækker nu at hælde mælken, som de hver morgen troligt malker ud af deres dyr, ud på gaderne, istedet for at sælge den til underpris. For at sætte tingene lidt i perspektiv: i 2015 kostede en liter fåremælk – et produkt der er essentielt for den italienske osteindustri, fordi man deraf laver den eftertragtede pecorino romano – 1,20 euro, mens et kilo pecorino kostede 10 euro kiloet. Nu koster en pecorino ost 5 euro kiloet, og prisen er et resultat af det faktum at markedet er oversvømmet med mælk, og at forabejdningsindustrien har lavet alt for mange oste.

Droneoptagelse af sardiske hyrder som mødes i centrum af Fonni for at hælde deres mælk ud
Sardinien er fuld af får og geder, som græsser på de vidtstrakte græsgange i især øens indre. Wikipedia.
Det koster 0.80 euro at producere en liter mælk, men den nye, rekordlave pris gør, at mælk nu er billigere end vand på Sardinien, og at visse hyrder derfor foretrækker at hælde den ud. Men det sker ikke uden smerte, for hyrderne er stolte af deres hverv og udfører det af mange andre grunde end profit: det er nemlig også en kulturarv og en levevis under åben himmel med dyrene, som er truet, når hyrderne pludselig ikke kan betale deres omkostninger og husleje.

Videoklip fra protester over hele øen
Om året laves der 340.000 tons pecorino romano, og flere frygter nu at osten i en nær fremtid kan blive sjælden markedet, hvis ingen vil sælge mælken til industrien. Nogle af hyrderne er gået endnu videre end blot at smide mælk ud: de blokerer vejene og de lastvogne, der henter mælk på øen, og forhindrer dem i at nå færgen videre til osteindustrien inde på fastlandet.
Det har gjort nogle hyrder vrede, som mener, at det er at gå for langt. For ikke alle sardere er enige i, at mælken skal smides ud i protestens navn. Den bør hellere komme de lokale til nytte. Derfor er der også de hyrder, som hellere vil fodre deres grise og høns med mælk, end sælge det, eller ganske enkelt laver deres egne oste istedet. I flere landsbyer er hyrder begyndt at uddele mælk og ost gratis til lokalsamfundene, hvor man har lukket kommunen og butikkerne i solidaritet, og folk samles på piazzaen for at nyde de lækre produkter.

A #Samugheo i pastori in piazza regalano latte e formaggio. Il paese solidarizza chiudendo uffici e attività commerciali ⤵️

Slået op af Videolina i Onsdag den 13. februar 2019

Ovenfor ses sammenholdet på en optagelse fra landsbyen Samugheo, hvor de lokale hyrder deler mælk og ost ud, og hvor børnene meget rørende siger, at de vil være hyrder, når de bliver store – trods alt.  I Samugheo er der 126 små hyrdevirksomheder, der tilsammen opdrætter og passer 17.000 får og geder.
Problematikken er kompleks, og den sardiske afdeling af arbejdsgiverforeningen Confindustria har indtil videre forgæves prøvet at tale hyrdernes sag overfor forarbejdningsindustrien.
På de sociale medier erklærer italienere og sardere i hele verden deres solidaritet med hyrderne under tagget ‘io sto con i pastori sardi – jeg holder med de sardiske hyrder’, også her i Danmark.
Der findes omkring 12 tusind små hyrdevirksomheder på Sardinien, der årligt leverer ca. 3 millioner tons fåremælk til osteproduktion af især pecorino romano.

Guide: Lige nu går Sardinien amok i mørke karneval med bål, hekse og monstre

Et stort uhyre springer op og ned på stedet, så de kæmpe klokker, man har spændt fast til hans pelsede ryg med et bælte, skælder og smælder. Monstret virrer med hovedet og munden er trukket nedad i et stumt brøl, mens et andet væsen pisker ham, og får ham til at løbe ud af landsbyen, til tilskuernes store jubel.

Sardinien er kendt for sine hede og farvestrålende somre, men det er midt om vinteren, at øen virkelig åbner sit kulturelle hjerte. I januar og februar er det godtnok koldere, ja, men selv i de mindste landsbyer udspiller der sig i disse måneder uforgemmelige optog, der mest af alt ligner noget taget ud af filmene ”Ringenes Herre”.

Mamuthone i sort pels holdes i reb under karnevallet af sin fanger og modstander, en Issadore. Fra Wikipedia.

 

For mens karnevalstraditionen de fleste steder i Italien er blevet til kæmpe, kommercielle udstyrsstykker fulde af farver og leben, oplever man stadig højtidens monstrøse rødder på Sardinien, hvor tingenes tilstand virkelig afgjorde forskellen på liv og død. Det er sammenholdet og den fælles historie, som er centrum for landsbyernes egne karneval, og man mødes om stedets myter, farver og overleveringer, og ofte knytter der sig særlige, lokale delikatesser og drikke til karnevalsdagene.

Sardinien er uden tvivl den region i Syditalien, hvor karnevallet både er smukkest og mest dybfølt. Her er festlighederne på ægte Dionysisk vis vulgære, livsbekræftende og sært foruroligende, og de allermest overvældende holdes i Sardiniens barske bagland, hvor man pisker udklædte monstre ud af gaderne og danser med fortidens ånder i en mirakuløs ros.
 

Her går traditionerne tusindvis af år tilbage, og spejler karnevallets aner i oldtiden, måske endda bronealderen, hvor Sardinien var befolket af de mystiske nurgahe-stammer. Omgivet af en barsk natur og en hård hverdag var det nødvendigt at tøjle og jage det onde ud af byen mindst én gang om året. Man mener det er det, der sker, når mænd i byer i Barbagia-regionen som Mamoiada, Nuoro Ulassai, Samugheo, Olzai og Oniferi og Ottana iklæder sig dyrepelse, horn, masker og klokker, går i optog og siden piskes og jages ud af byen, eller indfanges i reb og tugtes.

Nogle af de kunstfærdigt udskårede masker i læder og træ fra et sardisk karneval. Fra Wikipedia.

Andre mener at optoget symboliserer årstidernes skiften. Frugtbarhed og forplantning kan også  have været centrale emner hos den kultur, der opfandt de sære, pelsede skikkelser. Pelsmændene skal flere steder ligne tyre, et dyr, der i nuraghekulturen var helligt på grund af sin fertilitet og styrke. Optogene ender i hvert fald nogle steder med at i de pelsede mænd gør sig fri og overfalder landsbyens unge kvinder for at indlade sig med dem, og ofte bygger man tilsidst bål i gyderne, der med deres flammer oplyser selv de mørkeste kroge. Mest berømte er bålene til ære for Sant’Antonio.

Det er en helt særlig oplevelse at befinde sig i de små bjerglandsbyer og opleve de lokales spænding ved de dramatiske optog, der selvfølgelig altid afsluttes i fredsommelighed og ledsaget af masser af god vin og mad, bål, musik og dans. Mange små børn iklæder sig pelse for at efterligne de voksne, og tegner sig med kul i ansigterne, for at skræmme hinanden og forberede sig på engang selv at deltage i optogene.

Hele landsbyen følger optoget nedadn hovedgaden. Fra Wikipedia.

Hver lille landsby har ofte deres helt egne traditioner, som bunder i ældgammel overtro, men generelt handler om det godes kamp mod det onde. I I Ottana ledsages pelsmændene også af endnu en ældgammel figur, nemlig Sa Filonzana, der så vidt vides er den eneste hovedrolleindehaver i karnevallet med et kvindeligt udseende på hele øen. Det drejer sig om en mystisk heksefigur der i virkeligheden er en udklædt mand med sort kappe og maske. Under optoget er hun i gang med at spinde uld på en ten, og man mener at uldtråden repræsenterer selve livet, som hun er klar til at klippe over med en saks, hvis udvalgte af tilskuerne ikke giver hende noget at drikke.

I Gavoi er musikken i centrum, hvor monstrene i optoget spiller på tamburiner, mens det er ‘Is Cerbus’, som er hovedrolleindehaverne i byen Sinnai nær Serrabus-nationalparken øst for Cagliari. De pelsede og hornede mænd klædes ud for at efterligne de hjorte, som i årtusinder har været det vigtigste jagtbytte for de lokale, og dermed det primære fødegrundlag for hele det ældgamle samfund her.

Så hvis du tror at Sardinien går i vinterhi, så tro om igen og se at komme afsted til øens bagland. Det er koldt og det er barskt, men det er også en oplevelse for livet.

Hovedfoto: Maske fra væsnet Ainu Orriadore, der i årtusinder har hørt hjemme i landsbyen Scanos folklore.

DEN 9 FEBRUAR LÆSER JEG DIGTE OP PÅ POSTHUS TEATRET I ET SAMARBEJDE MED DEN SARDISKE KULTURFORENING INCANTOS.

Der har i lang tid været et levende miljø af sardere i Danmark og København, som bor her og virkelig ønsker at fortælle om deres fascinerende føde-ø til danskerne. Af samme grund havde jeg sidste år fornøjelsen af at deltage til den officielle åbning af INCANTOS: en sardisk kulturforening i Danmark, som havde været undervejs længe, og nu endelig kunne gå igang med at stable officielle events på benene.

2018 har allerede været fuld af begivenheder, og 2019 starter stærkt ud med et musik-og poesi-arrangement den februar klokken 19-22.30 i Posthus Teatret i centrum af København, hvor jeg sammen med andre danskere og sardere går på scenen og læser digte fra nogle af Danmarks vigtigste poeter op. Oplæsningen, der både vil være på dansk og italiensk, er akkompagneret af musik og baggrundsbilleder fra naturen. Begivenheden hedder nemlig QUATTRO STAGIONI NEL CUORE – 4 SÆSONER I HJERTET, og er en hyldest til årets evige cyklus.

En af initiativ-tagerne og foreningens formand er Olimpia Grossu, der også er kendt for at drive slow-food-restauranten Ristorante San Giorgio i Rosenborggade sammen med sin mand, Achille Melis. I 80’erne var de nogle af de første til at lave rigtig, italiensk mad til danskerne, og idag er stedet den absouitte højborg indenfor sardisk mad herhjemme, med traditionelle bondefavoritter som pasta fregula, langtidsstegt lam, vild fennikel og masser af gode oste fra øen, hvor der bor 6 mio geder og 1.5 mio mennesker – det siger noget om størrelsesforholdet og landskabet, som mange steder domineres af langstrakte marker fulde af græssende dyr.

Naturen er allestedsnærværende på Sardinien, og derfor er arrangementet den 9 februar så oplagt. Både i Danmark og på Sardinien mærker man tydeligt årets gang, og afsættet er en god grund til at hylde den dansk-sardiske relation, og fejre at vi kan nyde poesien og årstiderne sammen.

Før, under og efter oplæsningerne vil gæsterne opleve litterære og musiske indslag fra sardiske kunstnere, og selvfølgelig vil der være godt til ganen og tungen imens. Ses vi? Arrangementet koster 100kr per person, og billetter kan købes HER. Læs mere om arrangementet på Facebook HER.

Bliv klogere på Sardinien når jeg forelæser om øens historie og kultur på Folkeuniversitetet

Det var som om det var skæbnebestemt, at 2019 skulle stå i formidlingens tegn for mig: i efteråret gik jeg nemlig og tænkte på at jeg burde kontakte Københavns Folkeuniversitet for at tilbyde forelæsninger om Sardinien – en af de syditalienske regioner, hvis identitet de færreste kender rigtig til, og som virkelig fortjener at få mere opmærksomhed. Og bingo! Blev jeg faktisk SELV kontaktet af Folkeuniversitetet, der netop ville høre, om jeg kunne komme og fortælle om Sardinien i deres lokaler i København.
Det var noget af et sammentræf, selvom jeg ikke tror på tilfældet. Der er altid en mening med tingene, og jeg takkede selvfølgelig ja tak, og formulerede 4 forelæsninger for deres programplanlægger, som blev godtaget med det samme.  I løbet af timerne, som løber fra 11 feb. til 4 marts, vil jeg kommer omkring øens fascinerende bronzealder, om det kreative og anarkistiske bagland, der har fostret nogle af øens største kunstnere, og sardernes livsstil, der er så sund, at de hører blandt verdens ældste folk. Nysgerrig? Så læs nærmere i beskrivelsen nedenfor, som stammer fra universitetets eget katalog, og læs mere og tilmeld dig  HER.
Sardinien: Italiens hemmelighedsfulde region
Hold 1031: 4 mandage kl. 10.15­ -12 (11/2 – 4/3)
Ved cand.mag. Cecilie Marie Meyer
De fleste kender Sardinien som et badeparadis, men øen udgør
også et for mange ukendt univers med sit helt eget sprog, sin unikke
fortid og sin ligeså specielle be­folkning. Er man berejst i resten af
Italien, bliver man derfor forbløffet over Sardiniens bagland, hvis
kontrastfyldte virkelighed fuld af både vildskab, kunst og kultur
udgør en vigtig brik i forståelsen af den syditalienske identitet.
Hinsides strandene møder man nemlig nogle af verdens ældste
mennesker, unikke naturfænome­ner og innovative hyrdelandsbyer.
Tag med til Sardiniens ukendte bagland og se, hvorfor øen udgør
en af Syditaliens mest dynamiske regioner.
Forelæsningerne handler om:
1. Den sardiske bronzealder og nuraghe­folket
2. Vil du leve i 100 år? På sporet af den sardiske livsstil og identitet
3. La Barbagia­regionen: Banditter, anarkisme og verdenskunst
4. Fra all inclusive til grøn oase: Sardinien for den rejsende
Sted: Læderstræde 34, 2. sal. Pris: 460 kr.