Category Archives: Sardinien

Salvatore Satta og Dommens Dag: I en coronatid kan ‘ensomhedens roman’ lære os noget om at være alene hver for sig

Det er langt fra noget nyt, at mennesket har brug for nærhed for at kunne leve – ikke blot den fysiske nærhed, men også den psykiske. Det bliver jeg mindet om i disse dage, hvor jeg er i færd med at læse en af Sardiniens vigtigste, skønlitterære værker, ’Il giorno del giudizio’ – Dommens Dag, fra 1979 af Salvatore Satta, hvor hyrdebyen Nuoro bliver et mikrokosmos på verdens forgængelighed og den ensomhed, som til alle tider har omsluttet den menneskelige eksistens.


I romanen følger vi hyrder, bønder og rige borgere i en af Sardiniens mest omskiftelige perioder fra slutningen af 1800-tallet til tiden efter 1 verdenskrig. Moderniteten og industrialismen banker på – ligeså gør de revolutionære tanker fra Rusland, og en krig, der koster utallige sardere livet.


Alt dette på trods gør indbyggerne i Nuoro, Sardiniens sjette største by, som ligger indesluttet mellem de barske bjerge nord for Sopramonte, deres bedste for at opretholde en hverdag, hvor de sociale skel er enorme, hvor fattigdommen og sulten hele tiden truer, og hvor ægteskabet leves efter ældgamle forskrifter.


Romanen kaldes ’et mesterværk indenfor italiensk ensomhed og litteratur’ – historien følger nemlig familien Sanna, hvis overhoved, notaren Don Sebastiano, sammen med sin kone, Donna Vincenza, har fået opbygget en familie med 7 syv sønner, som han venter sig meget af.

Salvatore Satta blev født i Nuoro den 9 august 1902, og uddannet jurist i byen Sasssari. Han skrev flere juridiske værker og medvirkede til at forny Italiens straffelovgivning efter fascismens fald. Dommens dag blev udgivet posthumt, og manuskriptet fundet mellem hans papirer, da familien ryddede op i hans hjem efter Sattas død i 1975. Wikipedia.


Men Don Sebastiano er også en kold, kalkulerende og verdensfjern hustyran, der terroriserer sin kone: ”Du er kun sat i verden, fordi der var plads”, er en af hans yndlingssætninger, der får Donna Vincenza til at trække sig endnu længere ind i sin depression – konen er blot i midten af 40’erne, men så fed og gigtbesværet, at hun må tilbringe hele dagen i en enorm lænestol, i smertelig meditation over sit spildte liv.


Som Don Sebastianos hustru er hun på grund af sit handikap og af sine nederlag i den psykiske kamp med sin mand låst inde i det store hus i Nuoro, der nok er det smukkeste i byen, men hvis værelser og gård er et regulært fængsel for Sebastianos familie. Don Sebastiano er som notar og med en position i samfundets øverste top ligeså fastlåst som Donna Vincenza, og konventionerne får ham til at kæmpe sin egen kamp for at holde ensomheden på afstand.


I denne corona-tid er det gribende at læse beskrivelserne af Donna Vincenzas tiltagende desperation, i takt med at sønnerne bliver større, og rejser bort. Hun er ladt tilbage alene i sin evige karantæne som hustru og mandens ejendom. Hun får kun besøg af sin tante Gonaria, der er nonne, og et par af de andre kvinder, i de lange dage, hvor Don Sebastiano rider tidligt bort for at tilse sine jorde, og kommer så sent tilbage, at hun kun kan skimte ham i aftenmørket gennem sine halvblinde øjne. Her er min egen oversættelse af nogle gribende linjer, som beskriver hende på side 170:

“Donna Vincenza kendte intet til filosofi. Hun havde heller aldrig hørt ordet. Men hun levede fastsømmet til sin lænestol, og det fik hende til at meditere. Når Don Sebastiano i bunden af gårdspladsen satte sig op på sin hest og forsvandt ud af porten uden at sige farvel til hende, var det en scene, som gentog sig hver dag efter eftermiddagshvilen.

Donna Vincenza forblev alene, og sank ned på bunden af tidens dyb, der også var ubevægelig ligesom hende, og omsluttede hendes stakkels person som vindruerne, der hang ned fra pergolaen, og som hun hvert år så forme sig og vokse, enorme stalagtitter i en blind grotte. Hun talte dem én for én, ti, hundrede gange, for at holde spøgelserne på afstand, der overfaldt hende fra alle sider.”


Satta har på side 167 en meget smuk beskrivelse af, hvordan folk, der bor alene i byen, mødes, ikke for at konversere, men blot for at være sammen, hver for sig, som en slags trøst i isolationen. Jeg har prøvet at oversætte linjerne her:


”Et hus med 4 ugifte søstre er aldrig alene. Med regelmæssig rytme kom også de gamle, ugifte kvinder, der boede tæt på, i deres dragter, når de forlod deres egne huse, puttede nøglerne ned i den store, rødbroderede lomme, og gik indenfor i stuen uden at banke på. Her sad de så ubevægelige i mørket, som invaderede rummet, for de ville spare på lyset, og til sidst var de blot skygger, stumme vidner i en ligegyldig venten.


Lyset blussede først op, når mørket havde udvisket skyggerne, og det eneste levende var skæret fra ilden, hvis det var vinter. Gonaria hældte af og til lidt sukker på flammerne, fordi det skabte en dejlig duft, men også fordi røgen derfra så kunne tjene som en slags røgelse.


Når lampen endelig blev tændt, rejste de besøgende sig, og gik, én for én, af den samme grund, som de var kommet: De havde fået to timer i deres liv til at gå, og de havde hjulpet hinanden med det. De vidste det ikke, men det var også en barmhjertighedsgerning i sig selv.”

Dommens dag er blevet oversat til dansk og udgivet i 1989.

Hovedillustration: Traditionelle dragter fra Sardinien i 1880erne, Gallerie Bassenge, Wikipedia.

Essay-uddrag: Sarderne er Italiens stenfolk

Sarderne er Italiens stenfolk. Det oplevede jeg første gang i Maddalena-skærgården, der består af en håndfuld forblæste øer omgivet af posidonia-vandplanter og et hav, der presses gennem Bonifacio-strædet af mistralen og pisker kysternes lyserøde klipper bløde langs Sardiniens nordligste rand. Jeg var netop ankommet på hovedøen Maddalena. Den er på størrelse med Fanø, og huser en stolt, verdensfjern befolkning, der kalder Sardinien et fastland, og har god grund til aldrig at forlade deres paradis.

Mit første måltid fik jeg på Osteria da Liò i en smøge i Maddalenas eneste by, der hedder det samme som øen. Borgmesteren stod oppe ved barens marmorskænk lige ved indgangsdøren, og spillede kort med sine bysbørn. Os spisende sad så tæt på havnen, at saltet på ens læber krydrede maden, skønt hvert et vindue i timevis havde været stænget mod den stærke vind, der fik klemmerne på gydens tørresnore til at rotere med en raslen.

Jeg husker at spise ravioli med kartoffelfyld og mynte, da restaurantens ejer kommer hen imod mig. Hun hviler sine hænder mod en stoleryg, og spørger, om jeg nyder maden? Ganske meget, bekræfter jeg. Alt imens det aldrig er en synd at spise alene i Syditalien, har kvinden alligevel villet henvende sig med et par høflige ord, og min notesblok gør hende nysgerrig. ”Hvad laver De?” Jeg forklarer hende at jeg er rejsejournalist og er på øen som en del af min research for at blive klogere på Sardinien. Hun læner sig frem over stoleryggen, ser mig i øjnene, og siger: ”Kender du den magiske sten syd for Palau?”

Det gjorde jeg desværre ikke. Palau er den havneby, hvorfra man tager færgen ud til Maddalena fra Sardinien, og jeg var rejst direkte hertil fra lufthavnen i Olbia uden at stoppe op i landskabet, og uden at tale med nogen af de lokale. Ikke før nu. ”Hvis du lægger dine håndflader på stenen, kan du se din egen aura lyse.”

Stenen skulle stå langt inde på en mark i Palaus bagland. Der var ingen indikationer langs vejene, man skulle spørge sig frem. Jeg kom aldrig hen til det magiske sted, men stenen i sig selv var heller ikke vigtigst. Det var tværtimod restauratørens umiddelbarhed og insisterende tone. At dele sin kærlighed til lokale aurasten med andre er åbenbart ligeså selvfølgeligt som ravioli og gæstfrihed. I hvert fald hvis man bor på Sardinien.

At øen er helt sin egen i forhold til resten af Italien, og at fornemmelsen synes at have sin oprindelse i grundfjeldet, havde den engelske forfatter D.H. Lawrence også et øje for. Ligesom mange andre bohemer fra den eksperimenterende kunstnerklasse i London drog han til Syditalien i starten af 1900-tallet for at komme på afstand af industrialiseringens og kapitalismens forbandelser.

Panorama af Cagliaris ældste bydel Castello fra 1895, hvor enorme mure og bastioner præger kvarterets atmosfære. Tegnet af Gustavo Strafforello. Wikipedia, Giuseppe Barberis.

Men hvor de fleste rejste til Napolibugten eller Sicilien og blev der, tog Lawrence videre til Sardinien. Øen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og i sin bog Sea and Sardinia fra 1921 beskriver han Sardiniens sortklædte kvinder, nøjsomme hyrdekultur og den omnipotente natur som var han kommet til en præmordial verden, der svævede udenfor tid og sted.

Allerede ved ankomsten til Cagliari, Sardiniens største by, fornemmer han øens egenart. Han ser op på fæstningsmuren, der indeslutter middelalderbyen i en gullig elfenbenskrone af kalksten, og beskriver synet med ærefrygt:

”Mærkelige, stenede Cagliari (..) Henover dens bastion fortsætter byen længere op, stejlt i retning af domkirken og fæstningen. Det, der er så mærkeligt, er, at denne terrasse eller bastion er så stor, at den er næsten foruroligende, og man forstår ikke hvordan den kan hænge her, fristvævende i luften.(…)

Det er et mærkeligt landskab, som om verden har forladt det. (…) Cagliari er tabt mellem Europa og Afrika uden at høre hjemme på nogen af kontinenterne. Byen hører faktisk slet ikke til noget sted, og har aldrig gjort det. Hører ikke til noget eller nogen steds. Mest til spanierne og araberne og fønikerne. Men har aldrig rigtig haft en skæbne. Ingen skæbne. Udeladt fra tiden og historien.” 

Hovedillustration: Gade i byen Maddalena. Foto: Marek Slusarczyk, Wikipedia.

Syditalierne elsker deres søpindsvin, men nu er de så truede at Puglia og Sardinien slår alarm

I Syditalien hersker der en næsten mytisk status omkring søpindsvinenes koralrøde kød (kønsorganer!), som man skraber ud af dyrets skal og enten spiser råt eller kommer på panden og vender med spaghetti til en himmelsk mundfuld for feinschmeckere.

Men nu er den gastronomiske besættelse ved at gå ud over de ravnsorte søpindsvin, som bor langs Italiens reneste kyster: Det er nonprofit-organisationen QuiEtica, der rejser bekymringen og samtidigt med søpindsvine-sæsonen den 1 november har startet kampagnen ‘Lasciamoli in mare’ – lad dem blive i havet.

Faktum er nemlig at efterspørgslen på især de søde pindsvin, der bor langs Syditaliens frodige kyster og er en stor delikatesse i de regionale køkkener, er rekordhøj. Det får fiskere til at fiske ulovligt og ureguleret, og man anslår at der på blot en weekend kan blive opsamlet over en million søpindsvin ad gangen med kæmpe net, der også ødelægger bunden og dyrenes levesteder.

Især i Puglia er fiskeriet gået over gevind. Her oplever man at også de fiskere, der har tilladelse til at fiske, langt overstiger deres kvoter. Indtil videre siger de eneste officielle regler, at søpindsvinet er ‘fredet’ i maj og juni, og at de ikke må fanges, hvis de er under 5cm i bredde. Begge ting, som det ulovlige fiskeri lader hånt om, og som har ødelagt store dele af økosystemet under vandet syd for Bari langs Ostunis og Brindisis kyster.

Et andet sted hvor søpindsvin er kult er på Sardinien, hvor man især i Oristano-bugten og langs kysten omkring Alghero sætter tonsvis af søpindsvin til livs. Også her er man blevet opmærksom på problemet, og flere restauranter har besluttet at boycotte det lille, stikkende dyr i år, og istedet servere andre skaldyr for deres gæster, så søpindsvinet kan komme til hægterne igen.

Jeg tror selv at jeg springer over ‘spaghetti ai ricci di mare’ i den nærmeste fremtid.

Foto: Det sorte Middelhavssøpindsvin er under pres af glubske munde i den syditalienske restaurationsbranche. Det er æggene og kønsdelene, som spises fra hunpindsvinene. Frederic Ducarme, Wikipedia.

Sardiniens renæssance – en overset tid på øen der fortjener at blive besøgt

De er derude – de gemte og glemte mesterværker fra den sardiske renæssance, som af mange grunde har været ukendte i århundreder: dels fordi de blev undfanget under det spanske herredømme og således har haft en anden synlighed end de ikoniske værker fra de selvstændige, italienske republikker i Toscana og Emilia-Romagna; dels fordi de hænger på vægge og står i reoler i hvad man i dag ville kalde byer langt fra alfarvej, og dels fordi de med rødder i den spanske kunst har et helt andet æstetisk udtryk end det vi kender fra Da Vinci, Michelangelo, Giotto og Piero della Francesca og Botticelli.

Da jeg efter gymnasiet flyttede til Firenze, flyttede jeg også ind i renæssancen med Dante, Uffizi-gallerierne og de ikoniske kirker, hvor genier som Masaccio slog hul i væggen ved at skabe sin berømte, hvælvede perspektivgang La Trinità, som nærmeste naboer. Foran maleriet La Trinità måtte florentinerne røre ved kirkevæggen for at sikre sig, at der vitterligt ikke var slået hul på muren, og i de årtier grundlages humanismen med Petrarcas erkendelsesrejse på Mount Ventoux og genopdagelse af Ciceros værker, og Pico della Mirandolas tale om Om Menneskets Værdighed.

Jeg begravede mig i værker af Johannes Sløk og studerede Thomas Moores utopier for at komme renæssancens optimistiske dyrkning af menneskets grænseløshed nærmere. Men da jeg senere begyndte at rejse rundt på Sardinien, fik jeg ikke umiddelbart øje på den tidsalder, jeg var blevet så begejstret for år forinden.

Jeg er dog blevet meget klogere på min yndlingsepoke fordi jeg netop har læst kunsthistoriker Luigi Agus’ digre værk ’Rinascimento in Sardegna’ fra 2009, hvori han gennemgår de oversete malere, forfattere, digtere og tænkere, som dengang plantede og dyrkede renæssancens frø på øen.  Det kan godt være at der ikke står en Davidsstatue foran rådhuset i Cagliari, men tidens gang har forskudt og udvisket vigtigheden af de steder, som dengang var centrum for øens identitet. I dag anses byer som Sorgono, Castelsardo og Bonarcado som hyggelige men perifære i forhold til Cagliari, Olbia, Sassari og Alghero. Ikke desto mindre rummer de nogle af Sardiniens vigtigste renæssanceværker og er helt klart en rejse værd, hvis man er indstillet på at gå i dybden med 14- og 1500-talles historie.

Blandt nogle historikere har der ifølge Agus hersket en teori om at Sardinien aldrig rigtig oplevede sin egen genfødsel og videreforarbejdning af den antikke fortid, som blev selve fremkaldevæsken for renæssancens verdenssyn. Med mennesket i centrum og individets ubegrænsede muligheder udi ånd, intellekt og fysik blev idéen om det selvstændigt tænkende menneske født i 1300-tallets Firenze, og bredte sig til resten af det europæiske kontinent, der blev forvandlet for altid. Således også til Sardinien, selvom sporene derpå ikke er lette at finde, hvis man leder de forkerte steder.

Ser man overordnet på de epoker i Sardiniens moderne kulturhistorie, som har tiltrukket sig opmærksomhed igennem årtierne, har forskere især fokuseret på Sardiniens middelalder, hvor øen adskiller sig markant fra Italiens øvrige regioner ved at være opdelt i selvstændige småstater kaldet ’gudicati’, og på perioden lige efter Italiens samling. Agus mener dog at renæssancen på Sardinien er spændende, fordi den får et unikt udtryk på øen, som er værd at undersøge: Renæssanceperioden udenfor det centrale Italien, hvor den blev undfanget, tog tydelige aftryk fra de regioner og lande, hvor den slog rod, og fik således sit helt eget udseende alt efter lokalhistorie, kultur og sprog.

I forhold til den toscanske renæssance fik perioden først sit rigtige gennembrud på Sardinien i 15-tallet af flere grunde: dels blev den stækket af efterdønningerne af krigen med franskmændene i 1527-28, hvor en stor hær bla. nåede at lande på øen og hærge byerne i Logudoro-provinsen i nord, og dels var der pesten i 1529, som især gik hårdt udover Sassari.

Det er også oplagt at nævne at Sardinien i 14-og 1500tallet bruger mange ressourcer på at tilpasse sig et overherredømme fra Spanien, der ekspanderer voldsomt og sætter sig på Syditalien med store økonomiske og historiske konsekvenser for området. Disse faktorer har fået nogle historikere til at hævde, at Sardinien i århundreder stod udenfor den kulturelle udvikling i Middelhavet, men som vi sammen med Agus skal se, er det nærmere en virkelighed med modifikationer.

Agus fremfører forskellige argumenter for at Sardinien tværtimod havde en langt mere central rolle i den iberiske renæssance end troet: rent fysisk udgør øen den syditalienske region, der ligger tættest på kongemagten i Spanien. Sardinien kunne således have udgjort et vigtigt mødested for den kulturelle udveksling mellem det italienske fastland og den iberiske halvø, og Agus fastholder at virkeligheden om den sardiske renæssances udbredelse nok ligger et sted mellem de kilder, der mener, at epoken så godt som ingen indflydelse havde på øens befolkning (Parraguez), og dem, der beskrev sarderne som veluddannede og i fuld kontakt med strømningerne på det europæiske kontinent(Giovanni Francesco Fara).

Agus stiller selv spørgsmålstegn ved de tidssvarende kilder, der generelt anså sarderne som uoplyste og underlagt et styre, der ikke ønskede at udbrede renæssancens nye vinde på øen. Sammen med historikeren Sestan peger han for eksempel på, at en boghandler fra Cagliari i 1573 sendte 312 udgaver af en om bog om den hellige Mauros liv til landsbyen Sorgono i La Barbagia, hvilket går imod argumenterne om analfabetisme på øen. Derudover åbnede der i 15-og 16-tallet flere skoler og  universiteter på øen under spansk herredømme, som sammenlignet med den lave befolkningstæthed på Sardinien må sige noget om øens intellektuelle niveau.

Ifølge Agus får renæssancen sit stærkeste udtryk i malerkunsten: Mesteren fra Castelsardo malede blandt andet La Trinità, La Madonna sul trono og San Michele i 1490’erne, og værkerne kan stadig nydes i kirken San’Antonio Abate og dens kælder i selv samme by, hvor man kan forvisse sig om en stærk indflydelse fra malerstilen i Barcelonas renæssancekredse: ansigterne, farverne og arbejdet med perspektivet indskriver malerierne i epoken, men man fornemmer et anderledes æstetisk udtryk end hvad man er vant til at se fra samme periodes genier i Firenze og Rom – højst sandsynligt spejlet af kunstnere som selv var blevet uddannet i den spanske mester Jaime Huguets værksted i Barcelona.

Ærkeenglen Michael portrætteret af den anonyme Mester af Castelsardo, i færd med at bekæmpe Djævlen, fra 1491-92. Mange mener at maleren var Giacchino Cavaro fra en af de vigtigste kunsterfamilier i Cagliari. Fra Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

I 14- og 1500-tallet kom mange af øens største kunstnere fra kunstskolen i Stampace, Cagliari: Cavaro-familien var den vigtigste, og stod i generationer for undfangelsen af øens egne malerere, som Pietro og  Gioacchino, men også malere som Giovanni del Giglio, Francesco Pinna og Giovanni Sanna udtrykte sig med renæssancens virkemidler. I dag indeholder kunstmuseet Pinacoteca nazionale di Cagliari mange af øens renæssancemotiver, men som nævnt gemmer malerierne sig også i mindre byer, hvis kirker det er værd at besøge hvis man vil se stor kunst i intime omgivelser: udover Mesteren fra Castelsardos værker, der gemmer sig i byens mørke søjlegange under Sant’Antonio Abate-kirken i et bittelille museum, rummer Sassaris egen domkirke og Pinacoteca flere værker af Giovanni del Giglio. Del Giglio finder man også i Ozieris lokale kunstmuseum, mens der i Ardaras kirke Santa Maria del Regno  hænger en altertavle fra Pietro Calvanos værksted af en ammende Madonna, og sammestedsfra kommer en bebudelsesscene i en kirke i Bortigali nær Nuoro.

Del Giglios Nedtagning fra korset fra midten af 15-tallet hænger i Ozieri og er et godt eksempel på mannerismen, der sent i renæssanceperioden brugte stærke effekter med svulmende kroppe, dramatiske scenarier, lys og skygge og stærke farver til at fremkalde folks følelser foran kunstværket. Del Giglio var en af de vigtigste kunstnere indenfor mannerismen på Sardinien. Wikipedia.

Nøglepersoner for at sprede renæssancens udtryk og filosofi var blandt andet biskoppen Salvatore Alepus, der i 1530’erne bestilte kunstværker og tiltrak forfattere til Sassari. Genfødslen af byen bredte sig også til Alghero og Bosa, og en historisk begivenhed, der yderligere fik Sardinien til at blomstre kreativt, var ankomsten af vicekongen Carlo Borja til Sassari i 1613, hvis besøg satte hele byen i gang med at dekorere kirker, facader og opbygge en enorm, udskåret velkomstport.

Den voksende elite af rige borgere og adelsfamilier fra Spanien, der bosatte sig og fik besiddelser på øen, var fuldt ud opmærksomme på kunsten som statussymbol og magt: Familier som Santa Cruz og Guzman bestilte alterstykker og portrætter, der kunne hænge i kirkerne i de landsbyer, som lå indenfor deres besiddelser: førstnævnte familie prydede i slutningen af 1400-tallet San Pietro-kirken i Tuili med en overdådig altertavle, muligvis udført af Mesteren af Castelsardo, og som endnu kan ses samme sted, der desuden rummer flere renæssanceværker af lokale, anonyme kunstnere.

Ikke kun lokale kunstnere bidrog til renæssancens udfoldelse på Sardinien: man importerede også malere og værker fra både Spanien og Italien, og i dag kan man blandt andet besigtige Donatellos Madonna con bambino i Bonaccattu-kirken i Bonarcado. Maleriet er sikkert udført af Donatello i Padova i 1447, inden det blev sendt til Sardinien året efter, hvor maleriet har hængt lige siden.  Ligesådan kan man aflæse tydelige spor fra den napolitanske håndværkerskole i San Giacomo-kirkens marmorfacade i Cagliari, og listen over napolitanske og spanske kunstnere, der boede og arbejdede i både Cagliari og Sassari, er lang: af de største kan nævnes Bartolomeo Castagnola og Ursino Bonocore, og Pietro Martinez og Francesco Attanasio.

Arkitektur: renæssancens byggerier på øen blev inspireret af øens egne gotiske kirker som katedralen i Sorres, i San Gavino og i Santa Giusta, og fik udtryk i for eksempel Sant’Eulalia og Santa Maria del Monte i Cagliari.  Men et af de største arkitektoniske højdepunkter, hvori man ser den tydeligste renæssance-indflydelse fra Spanien, er ifølge Agus kirken San Francesco di Tempio. Heriblandt kommer også de overdådige tabernakler og skulpturer, som bliver undfanget under den sardiske renæssance.

San Francesco-kirken i Tempio Pausania bygget mellem 1543-48 var en af de første kirker i såkaldt pseudo-renæssancestil, hvor påvirkninger fra både italien og Spanien blev blandet med inspiration fra lokale, gotiske kirker. Francesco Careddu, Wikipedia.

Agus remser desuden flere gravører og forfattere op, der gjorde en stor forskel i det poetiske og skønlitterære miljø på øen i renæssancen. Heraf var den største digter uden tvivl Pietro Delitala, der blev kaldt øens Petrarca og skrev sit mest kendte værk Rime Diverse med stor indflydelse fra de store, italienske renæssancepoeter. Derudover var der også Girolama Araolla, som især arbejdede med digterkunsten i spændet mellem de 3 sprog italiensk, spansk og sardisk, der blev talt samtidigt på Sardinien.

Alt i alt konkluderer Agus at der på Sardinien var en fuldt udviklet bevidsthed om en ny tidsalders indtog, som de lærde tog aktivt del i, og som de rige købmænd og adelsfamilier ønskede at bidrage til med hæder og kunst til følge. Hvis renæssancen undfangede det moderne, individuelle menneske i Europa gjorde den det ligeså på Sardinien, og der dukker hele tiden nye spor op fra epoken, hvor kunstnere, arkitekter og forfattere formulerede sine egne, unikke udtryk med afsæt i sardisk kultur, geografi og natur.

Generelt er Luigi Agus bog ’Rinascimento in Sardegna’ interessant hvis man ønsker at blive klog på en strømning, hvis potentiale og indflydelse på det sardiske samfund endnu ikke er blevet fuldt udforsket. Bogen rummer flere dokumenter på spansk fra de vigtigste personligheders hånd. Bagi bogen er der desuden et vægtigt appendiks med de vigtigste malerier og tryk afbilledet.

Hovedfoto:  Madonna på tronen af Mesteren af Castelsardo fra 1491-92. Malerier hænger i Sant’Antonio Abate-kirken i Castelsardo. Især madonnaens ansigtstræk og den stærke røde farve afslører inspirationen fra den catalanske kunstskole i Barcelonas renæssanceperiode. Wikipedia.

 

MÆLKEKRIGEN ER OVRE: SARDINIENS HÅRDT PRØVEDE HYRDER ER NÅET TIL ENIGHED MED INDUSTRIEN

i den sidste måneds tid har Sardiniens gader flydt af fåremælk hældt ud i protest mod den rekordlave mælkepris på under 0,60 euro pr. liter, som en overflod af mælk og en overproduktion af pecorino-ost har resulteret i på øen – et beløb, som de sardiske hyrder ikke engang har kunnet dække deres malke-og staldudgifter med, og som derfor satte gang i et historisk oprør blandt hyrderne, der i århundreder har udgjort en vigtig brik i Sardiniens lokaløkonomi.

Forleden kunne prefekten i byen Sassari lukke en forhandlingsaftale mellem den sardiske hyrdeorganisation, forarbejdningsindustrien og den italienske stat, der garanterede hyrderne en pris på 0.74 pr liter mælk. Prisen var et kompromis mellem den meget debaterede bundpris på under 0.60 euro og hyrdernes ønske om en slutpris på 0.80 euro. Staten har desuden hjulpet til ved at overføre 24 mio euro til de hårdprøvede mini-mejerier på Sardinien, for at give dem et tiltrængt skud likviditet.

Parterne er nu gået hver til sit og der vil endelig blive bragt nymalket mælk til de mange fabrikker, der producerer den berømte ost, parmesanens lillebror, il pecorino romano, hvis hovedbestanddel netop er fåremælk fra Sardinien. Men der skal kun en ny glød til at tænde vreden, der blev udløst af den lave pris hånd i hånd med et politisk løfte: Inden det italienske parlamentsvalg havde Matteo Salvini nemlig lovet, at blev han valgt, skulle literprisen ligge på 1 euro for den sardiske fåremælk. Da politikeren endelig kom til magten, blev løftet sløjfet.

La Sartiglia – Sardiniens mystiske og pompøse ringridderturnering

Et person med hvid maske, dug over hovedet og sort hat lader sig falde bagover på sin hest, der galoperer vildt nedad Via Mazzini i centrum af et blomsterpyntet Oristanto. Omkring Su Componidori hujer tusindvis af mennesker, og først når han har lavet magiske fagter med sin violduftende stok nedover hestens hale, er La Sartiglia officielt skudt igang, og de mange tilskuere, som er kommet hertil fra hele Sardinien, kan komme i gang med at finde og hylde Stjernevinderen – ham eller hende, der som en anden ring-ridder får spiddet den stjerne med sin lanse, som hele ritualet kredser om.

Ringridderfesten indeholder også Le Pariglie-ritualet, hvor der dystes i akrobatiske øvelser på hesteryg.

Nogle kalder La Sartiglia et karneval, andre et levn fra ridderkulturen, andre igen forbinder ritualet med Sardiniens tusindårige fortid, hvor de kolde vintermåneder blev brugt til at vække naturen til live igen ved hjælp af frugtbarhedsritualer. Men ligegyldigt hvad udgør La Sartiglia Sardiniens nok mest overvældende og komplicerede folkefest, hvis kostumer og optrædener ikke har deres lige på resten af øen, og altid fejres i overgangen mellem februar og marts måned.

Selve ordet Sartiglia betyder ’stjerne’ eller ’ring’ på gammelt spansk og stammer fra den periode, hvor Sardinien var under aragonsk herredømme. Dengang var ringridderturneringer og militære opvisninger en vigtig del af kongemagtens ydre image, og de første skriftlige vidnesbyrd om La Sartiglia stammer tilbage fra 1500-tallet, hvor festens hovedby Oristano var en travl og rig handelsby fuld af social hierarki. Her udviklede La Sartiglia til et ritual, hvis forberedelser af mad, seletøj, tøj og våben satte alle håndværk i gang, og fik økonomien til at blomstre. Og endnu i dag er La Sartiglia en begivenhed, der bekræfter de lokales kærlighed til deres by og deres traditioner her ved Sardiniens stolte vestkyst.

Herover i videoen kan du opleve stemningen fra det årlige Sartiglia og høre de lokale fortælle om deres tilknytning til fejringen.

La Sartiglia er en ringridderturnering, der henover 2 dage markerer starten på følger et skrapt program af ritualiserede hændelser: først ankommer der hundredevis af dygtige ryttere fra hele øen, der har brugt året på at øve sig i at spidde stjernen. De iføres traditionelle dragter og smykker i stærke farver, og hestenes seletøj er fuld af knuder og blomster.  Og påklædningen sker ved hjælp af kvinder, der giver hver især en hvis maske over hovedet, og bidrager til at gøre figuren helt kønsløs – om det er en mand eller en kvinde kan hverken ses på ansigt, hår eller tøj, og man mener at der ligger en helt særlig symbolik i dette faktum om begivenheden, der i mange årtier også har talt adskillige kvindelige ringriddere.

Hestene pyntes også fornemt med læder, stof og blomster.

De mange ryttere stilles så op i kø og rider på skift i stærk galop igennem Oristanos gamle byport og ned ad Via Mazzini, hvor stjernen hænger og dingler. Den når får sin lanse flest gange igennem stjernen, vinder turneringen. Og i centrum af turneringen befinder sig vigtige, maskerede figurer som Su Componidori, der er vært for festlighederne, og Capo della Corsa, der leder selve væddeløbet mod stjernen. Su Componidori udpeges ifølge ældgamle ritualer af de gamle håndværkerstænder i Oristano, som den 2 februar under lysfejringen La Candelora får overrakt æren i form af et stearinlys.

Imellem turneringerne under La Sartiglia opføres der et væld af imponerende akrobatik på hesteryg kaldet La Pariglie med deltagere, der øver sig i månedsvis på at udvikle det helt særlige bånd til deres hest, som øvelserne kræves.