Category Archives: Sardinien

Sardiniens renæssance – en overset tid på øen der fortjener at blive besøgt

De er derude – de gemte og glemte mesterværker fra den sardiske renæssance, som af mange grunde har været ukendte i århundreder: dels fordi de blev undfanget under det spanske herredømme og således har haft en anden synlighed end de ikoniske værker fra de selvstændige, italienske republikker i Toscana og Emilia-Romagna; dels fordi de hænger på vægge og står i reoler i hvad man i dag ville kalde byer langt fra alfarvej, og dels fordi de med rødder i den spanske kunst har et helt andet æstetisk udtryk end det vi kender fra Da Vinci, Michelangelo, Giotto og Piero della Francesca og Botticelli.

Da jeg efter gymnasiet flyttede til Firenze, flyttede jeg også ind i renæssancen med Dante, Uffizi-gallerierne og de ikoniske kirker, hvor genier som Masaccio slog hul i væggen ved at skabe sin berømte, hvælvede perspektivgang La Trinità, som nærmeste naboer. Foran maleriet La Trinità måtte florentinerne røre ved kirkevæggen for at sikre sig, at der vitterligt ikke var slået hul på muren, og i de årtier grundlages humanismen med Petrarcas erkendelsesrejse på Mount Ventoux og genopdagelse af Ciceros værker, og Pico della Mirandolas tale om Om Menneskets Værdighed.

Jeg begravede mig i værker af Johannes Sløk og studerede Thomas Moores utopier for at komme renæssancens optimistiske dyrkning af menneskets grænseløshed nærmere. Men da jeg senere begyndte at rejse rundt på Sardinien, fik jeg ikke umiddelbart øje på den tidsalder, jeg var blevet så begejstret for år forinden.

Jeg er dog blevet meget klogere på min yndlingsepoke fordi jeg netop har læst kunsthistoriker Luigi Agus’ digre værk ’Rinascimento in Sardegna’ fra 2009, hvori han gennemgår de oversete malere, forfattere, digtere og tænkere, som dengang plantede og dyrkede renæssancens frø på øen.  Det kan godt være at der ikke står en Davidsstatue foran rådhuset i Cagliari, men tidens gang har forskudt og udvisket vigtigheden af de steder, som dengang var centrum for øens identitet. I dag anses byer som Sorgono, Castelsardo og Bonarcado som hyggelige men perifære i forhold til Cagliari, Olbia, Sassari og Alghero. Ikke desto mindre rummer de nogle af Sardiniens vigtigste renæssanceværker og er helt klart en rejse værd, hvis man er indstillet på at gå i dybden med 14- og 1500-talles historie.

Blandt nogle historikere har der ifølge Agus hersket en teori om at Sardinien aldrig rigtig oplevede sin egen genfødsel og videreforarbejdning af den antikke fortid, som blev selve fremkaldevæsken for renæssancens verdenssyn. Med mennesket i centrum og individets ubegrænsede muligheder udi ånd, intellekt og fysik blev idéen om det selvstændigt tænkende menneske født i 1300-tallets Firenze, og bredte sig til resten af det europæiske kontinent, der blev forvandlet for altid. Således også til Sardinien, selvom sporene derpå ikke er lette at finde, hvis man leder de forkerte steder.

Ser man overordnet på de epoker i Sardiniens moderne kulturhistorie, som har tiltrukket sig opmærksomhed igennem årtierne, har forskere især fokuseret på Sardiniens middelalder, hvor øen adskiller sig markant fra Italiens øvrige regioner ved at være opdelt i selvstændige småstater kaldet ’gudicati’, og på perioden lige efter Italiens samling. Agus mener dog at renæssancen på Sardinien er spændende, fordi den får et unikt udtryk på øen, som er værd at undersøge: Renæssanceperioden udenfor det centrale Italien, hvor den blev undfanget, tog tydelige aftryk fra de regioner og lande, hvor den slog rod, og fik således sit helt eget udseende alt efter lokalhistorie, kultur og sprog.

I forhold til den toscanske renæssance fik perioden først sit rigtige gennembrud på Sardinien i 15-tallet af flere grunde: dels blev den stækket af efterdønningerne af krigen med franskmændene i 1527-28, hvor en stor hær bla. nåede at lande på øen og hærge byerne i Logudoro-provinsen i nord, og dels var der pesten i 1529, som især gik hårdt udover Sassari.

Det er også oplagt at nævne at Sardinien i 14-og 1500tallet bruger mange ressourcer på at tilpasse sig et overherredømme fra Spanien, der ekspanderer voldsomt og sætter sig på Syditalien med store økonomiske og historiske konsekvenser for området. Disse faktorer har fået nogle historikere til at hævde, at Sardinien i århundreder stod udenfor den kulturelle udvikling i Middelhavet, men som vi sammen med Agus skal se, er det nærmere en virkelighed med modifikationer.

Agus fremfører forskellige argumenter for at Sardinien tværtimod havde en langt mere central rolle i den iberiske renæssance end troet: rent fysisk udgør øen den syditalienske region, der ligger tættest på kongemagten i Spanien. Sardinien kunne således have udgjort et vigtigt mødested for den kulturelle udveksling mellem det italienske fastland og den iberiske halvø, og Agus fastholder at virkeligheden om den sardiske renæssances udbredelse nok ligger et sted mellem de kilder, der mener, at epoken så godt som ingen indflydelse havde på øens befolkning (Parraguez), og dem, der beskrev sarderne som veluddannede og i fuld kontakt med strømningerne på det europæiske kontinent(Giovanni Francesco Fara).

Agus stiller selv spørgsmålstegn ved de tidssvarende kilder, der generelt anså sarderne som uoplyste og underlagt et styre, der ikke ønskede at udbrede renæssancens nye vinde på øen. Sammen med historikeren Sestan peger han for eksempel på, at en boghandler fra Cagliari i 1573 sendte 312 udgaver af en om bog om den hellige Mauros liv til landsbyen Sorgono i La Barbagia, hvilket går imod argumenterne om analfabetisme på øen. Derudover åbnede der i 15-og 16-tallet flere skoler og  universiteter på øen under spansk herredømme, som sammenlignet med den lave befolkningstæthed på Sardinien må sige noget om øens intellektuelle niveau.

Ifølge Agus får renæssancen sit stærkeste udtryk i malerkunsten: Mesteren fra Castelsardo malede blandt andet La Trinità, La Madonna sul trono og San Michele i 1490’erne, og værkerne kan stadig nydes i kirken San’Antonio Abate og dens kælder i selv samme by, hvor man kan forvisse sig om en stærk indflydelse fra malerstilen i Barcelonas renæssancekredse: ansigterne, farverne og arbejdet med perspektivet indskriver malerierne i epoken, men man fornemmer et anderledes æstetisk udtryk end hvad man er vant til at se fra samme periodes genier i Firenze og Rom – højst sandsynligt spejlet af kunstnere som selv var blevet uddannet i den spanske mester Jaime Huguets værksted i Barcelona.

Ærkeenglen Michael portrætteret af den anonyme Mester af Castelsardo, i færd med at bekæmpe Djævlen, fra 1491-92. Mange mener at maleren var Giacchino Cavaro fra en af de vigtigste kunsterfamilier i Cagliari. Fra Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

I 14- og 1500-tallet kom mange af øens største kunstnere fra kunstskolen i Stampace, Cagliari: Cavaro-familien var den vigtigste, og stod i generationer for undfangelsen af øens egne malerere, som Pietro og  Gioacchino, men også malere som Giovanni del Giglio, Francesco Pinna og Giovanni Sanna udtrykte sig med renæssancens virkemidler. I dag indeholder kunstmuseet Pinacoteca nazionale di Cagliari mange af øens renæssancemotiver, men som nævnt gemmer malerierne sig også i mindre byer, hvis kirker det er værd at besøge hvis man vil se stor kunst i intime omgivelser: udover Mesteren fra Castelsardos værker, der gemmer sig i byens mørke søjlegange under Sant’Antonio Abate-kirken i et bittelille museum, rummer Sassaris egen domkirke og Pinacoteca flere værker af Giovanni del Giglio. Del Giglio finder man også i Ozieris lokale kunstmuseum, mens der i Ardaras kirke Santa Maria del Regno  hænger en altertavle fra Pietro Calvanos værksted af en ammende Madonna, og sammestedsfra kommer en bebudelsesscene i en kirke i Bortigali nær Nuoro.

Del Giglios Nedtagning fra korset fra midten af 15-tallet hænger i Ozieri og er et godt eksempel på mannerismen, der sent i renæssanceperioden brugte stærke effekter med svulmende kroppe, dramatiske scenarier, lys og skygge og stærke farver til at fremkalde folks følelser foran kunstværket. Del Giglio var en af de vigtigste kunstnere indenfor mannerismen på Sardinien. Wikipedia.

Nøglepersoner for at sprede renæssancens udtryk og filosofi var blandt andet biskoppen Salvatore Alepus, der i 1530’erne bestilte kunstværker og tiltrak forfattere til Sassari. Genfødslen af byen bredte sig også til Alghero og Bosa, og en historisk begivenhed, der yderligere fik Sardinien til at blomstre kreativt, var ankomsten af vicekongen Carlo Borja til Sassari i 1613, hvis besøg satte hele byen i gang med at dekorere kirker, facader og opbygge en enorm, udskåret velkomstport.

Den voksende elite af rige borgere og adelsfamilier fra Spanien, der bosatte sig og fik besiddelser på øen, var fuldt ud opmærksomme på kunsten som statussymbol og magt: Familier som Santa Cruz og Guzman bestilte alterstykker og portrætter, der kunne hænge i kirkerne i de landsbyer, som lå indenfor deres besiddelser: førstnævnte familie prydede i slutningen af 1400-tallet San Pietro-kirken i Tuili med en overdådig altertavle, muligvis udført af Mesteren af Castelsardo, og som endnu kan ses samme sted, der desuden rummer flere renæssanceværker af lokale, anonyme kunstnere.

Ikke kun lokale kunstnere bidrog til renæssancens udfoldelse på Sardinien: man importerede også malere og værker fra både Spanien og Italien, og i dag kan man blandt andet besigtige Donatellos Madonna con bambino i Bonaccattu-kirken i Bonarcado. Maleriet er sikkert udført af Donatello i Padova i 1447, inden det blev sendt til Sardinien året efter, hvor maleriet har hængt lige siden.  Ligesådan kan man aflæse tydelige spor fra den napolitanske håndværkerskole i San Giacomo-kirkens marmorfacade i Cagliari, og listen over napolitanske og spanske kunstnere, der boede og arbejdede i både Cagliari og Sassari, er lang: af de største kan nævnes Bartolomeo Castagnola og Ursino Bonocore, og Pietro Martinez og Francesco Attanasio.

Arkitektur: renæssancens byggerier på øen blev inspireret af øens egne gotiske kirker som katedralen i Sorres, i San Gavino og i Santa Giusta, og fik udtryk i for eksempel Sant’Eulalia og Santa Maria del Monte i Cagliari.  Men et af de største arkitektoniske højdepunkter, hvori man ser den tydeligste renæssance-indflydelse fra Spanien, er ifølge Agus kirken San Francesco di Tempio. Heriblandt kommer også de overdådige tabernakler og skulpturer, som bliver undfanget under den sardiske renæssance.

San Francesco-kirken i Tempio Pausania bygget mellem 1543-48 var en af de første kirker i såkaldt pseudo-renæssancestil, hvor påvirkninger fra både italien og Spanien blev blandet med inspiration fra lokale, gotiske kirker. Francesco Careddu, Wikipedia.

Agus remser desuden flere gravører og forfattere op, der gjorde en stor forskel i det poetiske og skønlitterære miljø på øen i renæssancen. Heraf var den største digter uden tvivl Pietro Delitala, der blev kaldt øens Petrarca og skrev sit mest kendte værk Rime Diverse med stor indflydelse fra de store, italienske renæssancepoeter. Derudover var der også Girolama Araolla, som især arbejdede med digterkunsten i spændet mellem de 3 sprog italiensk, spansk og sardisk, der blev talt samtidigt på Sardinien.

Alt i alt konkluderer Agus at der på Sardinien var en fuldt udviklet bevidsthed om en ny tidsalders indtog, som de lærde tog aktivt del i, og som de rige købmænd og adelsfamilier ønskede at bidrage til med hæder og kunst til følge. Hvis renæssancen undfangede det moderne, individuelle menneske i Europa gjorde den det ligeså på Sardinien, og der dukker hele tiden nye spor op fra epoken, hvor kunstnere, arkitekter og forfattere formulerede sine egne, unikke udtryk med afsæt i sardisk kultur, geografi og natur.

Generelt er Luigi Agus bog ’Rinascimento in Sardegna’ interessant hvis man ønsker at blive klog på en strømning, hvis potentiale og indflydelse på det sardiske samfund endnu ikke er blevet fuldt udforsket. Bogen rummer flere dokumenter på spansk fra de vigtigste personligheders hånd. Bagi bogen er der desuden et vægtigt appendiks med de vigtigste malerier og tryk afbilledet.

Hovedfoto:  Madonna på tronen af Mesteren af Castelsardo fra 1491-92. Malerier hænger i Sant’Antonio Abate-kirken i Castelsardo. Især madonnaens ansigtstræk og den stærke røde farve afslører inspirationen fra den catalanske kunstskole i Barcelonas renæssanceperiode. Wikipedia.

 

MÆLKEKRIGEN ER OVRE: SARDINIENS HÅRDT PRØVEDE HYRDER ER NÅET TIL ENIGHED MED INDUSTRIEN

i den sidste måneds tid har Sardiniens gader flydt af fåremælk hældt ud i protest mod den rekordlave mælkepris på under 0,60 euro pr. liter, som en overflod af mælk og en overproduktion af pecorino-ost har resulteret i på øen – et beløb, som de sardiske hyrder ikke engang har kunnet dække deres malke-og staldudgifter med, og som derfor satte gang i et historisk oprør blandt hyrderne, der i århundreder har udgjort en vigtig brik i Sardiniens lokaløkonomi.

Forleden kunne prefekten i byen Sassari lukke en forhandlingsaftale mellem den sardiske hyrdeorganisation, forarbejdningsindustrien og den italienske stat, der garanterede hyrderne en pris på 0.74 pr liter mælk. Prisen var et kompromis mellem den meget debaterede bundpris på under 0.60 euro og hyrdernes ønske om en slutpris på 0.80 euro. Staten har desuden hjulpet til ved at overføre 24 mio euro til de hårdprøvede mini-mejerier på Sardinien, for at give dem et tiltrængt skud likviditet.

Parterne er nu gået hver til sit og der vil endelig blive bragt nymalket mælk til de mange fabrikker, der producerer den berømte ost, parmesanens lillebror, il pecorino romano, hvis hovedbestanddel netop er fåremælk fra Sardinien. Men der skal kun en ny glød til at tænde vreden, der blev udløst af den lave pris hånd i hånd med et politisk løfte: Inden det italienske parlamentsvalg havde Matteo Salvini nemlig lovet, at blev han valgt, skulle literprisen ligge på 1 euro for den sardiske fåremælk. Da politikeren endelig kom til magten, blev løftet sløjfet.

La Sartiglia – Sardiniens mystiske og pompøse ringridderturnering

Et person med hvid maske, dug over hovedet og sort hat lader sig falde bagover på sin hest, der galoperer vildt nedad Via Mazzini i centrum af et blomsterpyntet Oristanto. Omkring Su Componidori hujer tusindvis af mennesker, og først når han har lavet magiske fagter med sin violduftende stok nedover hestens hale, er La Sartiglia officielt skudt igang, og de mange tilskuere, som er kommet hertil fra hele Sardinien, kan komme i gang med at finde og hylde Stjernevinderen – ham eller hende, der som en anden ring-ridder får spiddet den stjerne med sin lanse, som hele ritualet kredser om.

Ringridderfesten indeholder også Le Pariglie-ritualet, hvor der dystes i akrobatiske øvelser på hesteryg.

Nogle kalder La Sartiglia et karneval, andre et levn fra ridderkulturen, andre igen forbinder ritualet med Sardiniens tusindårige fortid, hvor de kolde vintermåneder blev brugt til at vække naturen til live igen ved hjælp af frugtbarhedsritualer. Men ligegyldigt hvad udgør La Sartiglia Sardiniens nok mest overvældende og komplicerede folkefest, hvis kostumer og optrædener ikke har deres lige på resten af øen, og altid fejres i overgangen mellem februar og marts måned.

Selve ordet Sartiglia betyder ’stjerne’ eller ’ring’ på gammelt spansk og stammer fra den periode, hvor Sardinien var under aragonsk herredømme. Dengang var ringridderturneringer og militære opvisninger en vigtig del af kongemagtens ydre image, og de første skriftlige vidnesbyrd om La Sartiglia stammer tilbage fra 1500-tallet, hvor festens hovedby Oristano var en travl og rig handelsby fuld af social hierarki. Her udviklede La Sartiglia til et ritual, hvis forberedelser af mad, seletøj, tøj og våben satte alle håndværk i gang, og fik økonomien til at blomstre. Og endnu i dag er La Sartiglia en begivenhed, der bekræfter de lokales kærlighed til deres by og deres traditioner her ved Sardiniens stolte vestkyst.

Herover i videoen kan du opleve stemningen fra det årlige Sartiglia og høre de lokale fortælle om deres tilknytning til fejringen.

La Sartiglia er en ringridderturnering, der henover 2 dage markerer starten på følger et skrapt program af ritualiserede hændelser: først ankommer der hundredevis af dygtige ryttere fra hele øen, der har brugt året på at øve sig i at spidde stjernen. De iføres traditionelle dragter og smykker i stærke farver, og hestenes seletøj er fuld af knuder og blomster.  Og påklædningen sker ved hjælp af kvinder, der giver hver især en hvis maske over hovedet, og bidrager til at gøre figuren helt kønsløs – om det er en mand eller en kvinde kan hverken ses på ansigt, hår eller tøj, og man mener at der ligger en helt særlig symbolik i dette faktum om begivenheden, der i mange årtier også har talt adskillige kvindelige ringriddere.

Hestene pyntes også fornemt med læder, stof og blomster.

De mange ryttere stilles så op i kø og rider på skift i stærk galop igennem Oristanos gamle byport og ned ad Via Mazzini, hvor stjernen hænger og dingler. Den når får sin lanse flest gange igennem stjernen, vinder turneringen. Og i centrum af turneringen befinder sig vigtige, maskerede figurer som Su Componidori, der er vært for festlighederne, og Capo della Corsa, der leder selve væddeløbet mod stjernen. Su Componidori udpeges ifølge ældgamle ritualer af de gamle håndværkerstænder i Oristano, som den 2 februar under lysfejringen La Candelora får overrakt æren i form af et stearinlys.

Imellem turneringerne under La Sartiglia opføres der et væld af imponerende akrobatik på hesteryg kaldet La Pariglie med deltagere, der øver sig i månedsvis på at udvikle det helt særlige bånd til deres hest, som øvelserne kræves.

Mælkekrig på Sardinien: hyrder hælder tonsvis af mælk ud i gaderne i protest mod rekordlave priser

Store dele af Sardinien er lige nu i oprør, og jorden er farvet hvid. Det er ikke sne, men tonsvis af fåremælk, som hver dag hældes direkte fra jungerne og ud i gaderne i Sardiniens landsbyer. Tusindvis af sardere marcherer i gaderne med bannere, og flere steder i Syditalien mobiliserer hyrder og landmænd sig også i en støtteprotest, som er gået viralt i medierne, og indeholder mange års vrede, vendt mod industrien.
Det er især i de små landsbyer i Sardiniens bagland, hvis økonomi er baseret på hyrdekulturen, at der hældes mælk ud i gaderne.  Via dette link kan du se en italiensk video om hvad der er på spil.
Forleden raslede prisen på fåremælk nemlig ned til undseelige 0,60 euro pr. liter og ramte således den laveste pris i årtier. Hermed har hyrdene, som på Sardinien i århundreder har været stolte af at leve af deres dyr og natur, også ramt smertegrænsen, både mentalt og fysisk, fordi det traditionelle hyrdehverv i lang tid har været under økonomisk pres.

Videoen ovenfor er fra den 12 februar 2019, hvor hyrder i centrum af byen Nuoro hælder deres mælk ud på gaden med støtte og deltagelse fra byens borgmester
De sardiske oste er en hjørnesten i kulturen og gastronomien på øen og bidrager betydeligt til den lokale økonomi. Wikipedia.
Den lave mælkepris truer med at få markedet til at kollapse, og tusindvis af sardere foretrækker nu at hælde mælken, som de hver morgen troligt malker ud af deres dyr, ud på gaderne, istedet for at sælge den til underpris. For at sætte tingene lidt i perspektiv: i 2015 kostede en liter fåremælk – et produkt der er essentielt for den italienske osteindustri, fordi man deraf laver den eftertragtede pecorino romano – 1,20 euro, mens et kilo pecorino kostede 10 euro kiloet. Nu koster en pecorino ost 5 euro kiloet, og prisen er et resultat af det faktum at markedet er oversvømmet med mælk, og at forabejdningsindustrien har lavet alt for mange oste.

Droneoptagelse af sardiske hyrder som mødes i centrum af Fonni for at hælde deres mælk ud
Sardinien er fuld af får og geder, som græsser på de vidtstrakte græsgange i især øens indre. Wikipedia.
Det koster 0.80 euro at producere en liter mælk, men den nye, rekordlave pris gør, at mælk nu er billigere end vand på Sardinien, og at visse hyrder derfor foretrækker at hælde den ud. Men det sker ikke uden smerte, for hyrderne er stolte af deres hverv og udfører det af mange andre grunde end profit: det er nemlig også en kulturarv og en levevis under åben himmel med dyrene, som er truet, når hyrderne pludselig ikke kan betale deres omkostninger og husleje.

Videoklip fra protester over hele øen
Om året laves der 340.000 tons pecorino romano, og flere frygter nu at osten i en nær fremtid kan blive sjælden markedet, hvis ingen vil sælge mælken til industrien. Nogle af hyrderne er gået endnu videre end blot at smide mælk ud: de blokerer vejene og de lastvogne, der henter mælk på øen, og forhindrer dem i at nå færgen videre til osteindustrien inde på fastlandet.
Det har gjort nogle hyrder vrede, som mener, at det er at gå for langt. For ikke alle sardere er enige i, at mælken skal smides ud i protestens navn. Den bør hellere komme de lokale til nytte. Derfor er der også de hyrder, som hellere vil fodre deres grise og høns med mælk, end sælge det, eller ganske enkelt laver deres egne oste istedet. I flere landsbyer er hyrder begyndt at uddele mælk og ost gratis til lokalsamfundene, hvor man har lukket kommunen og butikkerne i solidaritet, og folk samles på piazzaen for at nyde de lækre produkter.

A #Samugheo i pastori in piazza regalano latte e formaggio. Il paese solidarizza chiudendo uffici e attività commerciali ⤵️

Slået op af Videolina i Onsdag den 13. februar 2019

Ovenfor ses sammenholdet på en optagelse fra landsbyen Samugheo, hvor de lokale hyrder deler mælk og ost ud, og hvor børnene meget rørende siger, at de vil være hyrder, når de bliver store – trods alt.  I Samugheo er der 126 små hyrdevirksomheder, der tilsammen opdrætter og passer 17.000 får og geder.
Problematikken er kompleks, og den sardiske afdeling af arbejdsgiverforeningen Confindustria har indtil videre forgæves prøvet at tale hyrdernes sag overfor forarbejdningsindustrien.
På de sociale medier erklærer italienere og sardere i hele verden deres solidaritet med hyrderne under tagget ‘io sto con i pastori sardi – jeg holder med de sardiske hyrder’, også her i Danmark.
Der findes omkring 12 tusind små hyrdevirksomheder på Sardinien, der årligt leverer ca. 3 millioner tons fåremælk til osteproduktion af især pecorino romano.

Guide: Lige nu går Sardinien amok i mørke karneval med bål, hekse og monstre

Et stort uhyre springer op og ned på stedet, så de kæmpe klokker, man har spændt fast til hans pelsede ryg med et bælte, skælder og smælder. Monstret virrer med hovedet og munden er trukket nedad i et stumt brøl, mens et andet væsen pisker ham, og får ham til at løbe ud af landsbyen, til tilskuernes store jubel.

Sardinien er kendt for sine hede og farvestrålende somre, men det er midt om vinteren, at øen virkelig åbner sit kulturelle hjerte. I januar og februar er det godtnok koldere, ja, men selv i de mindste landsbyer udspiller der sig i disse måneder uforgemmelige optog, der mest af alt ligner noget taget ud af filmene ”Ringenes Herre”.

Mamuthone i sort pels holdes i reb under karnevallet af sin fanger og modstander, en Issadore. Fra Wikipedia.

 

For mens karnevalstraditionen de fleste steder i Italien er blevet til kæmpe, kommercielle udstyrsstykker fulde af farver og leben, oplever man stadig højtidens monstrøse rødder på Sardinien, hvor tingenes tilstand virkelig afgjorde forskellen på liv og død. Det er sammenholdet og den fælles historie, som er centrum for landsbyernes egne karneval, og man mødes om stedets myter, farver og overleveringer, og ofte knytter der sig særlige, lokale delikatesser og drikke til karnevalsdagene.

Sardinien er uden tvivl den region i Syditalien, hvor karnevallet både er smukkest og mest dybfølt. Her er festlighederne på ægte Dionysisk vis vulgære, livsbekræftende og sært foruroligende, og de allermest overvældende holdes i Sardiniens barske bagland, hvor man pisker udklædte monstre ud af gaderne og danser med fortidens ånder i en mirakuløs ros.
 

Her går traditionerne tusindvis af år tilbage, og spejler karnevallets aner i oldtiden, måske endda bronealderen, hvor Sardinien var befolket af de mystiske nurgahe-stammer. Omgivet af en barsk natur og en hård hverdag var det nødvendigt at tøjle og jage det onde ud af byen mindst én gang om året. Man mener det er det, der sker, når mænd i byer i Barbagia-regionen som Mamoiada, Nuoro Ulassai, Samugheo, Olzai og Oniferi og Ottana iklæder sig dyrepelse, horn, masker og klokker, går i optog og siden piskes og jages ud af byen, eller indfanges i reb og tugtes.

Nogle af de kunstfærdigt udskårede masker i læder og træ fra et sardisk karneval. Fra Wikipedia.

Andre mener at optoget symboliserer årstidernes skiften. Frugtbarhed og forplantning kan også  have været centrale emner hos den kultur, der opfandt de sære, pelsede skikkelser. Pelsmændene skal flere steder ligne tyre, et dyr, der i nuraghekulturen var helligt på grund af sin fertilitet og styrke. Optogene ender i hvert fald nogle steder med at i de pelsede mænd gør sig fri og overfalder landsbyens unge kvinder for at indlade sig med dem, og ofte bygger man tilsidst bål i gyderne, der med deres flammer oplyser selv de mørkeste kroge. Mest berømte er bålene til ære for Sant’Antonio.

Det er en helt særlig oplevelse at befinde sig i de små bjerglandsbyer og opleve de lokales spænding ved de dramatiske optog, der selvfølgelig altid afsluttes i fredsommelighed og ledsaget af masser af god vin og mad, bål, musik og dans. Mange små børn iklæder sig pelse for at efterligne de voksne, og tegner sig med kul i ansigterne, for at skræmme hinanden og forberede sig på engang selv at deltage i optogene.

Hele landsbyen følger optoget nedadn hovedgaden. Fra Wikipedia.

Hver lille landsby har ofte deres helt egne traditioner, som bunder i ældgammel overtro, men generelt handler om det godes kamp mod det onde. I I Ottana ledsages pelsmændene også af endnu en ældgammel figur, nemlig Sa Filonzana, der så vidt vides er den eneste hovedrolleindehaver i karnevallet med et kvindeligt udseende på hele øen. Det drejer sig om en mystisk heksefigur der i virkeligheden er en udklædt mand med sort kappe og maske. Under optoget er hun i gang med at spinde uld på en ten, og man mener at uldtråden repræsenterer selve livet, som hun er klar til at klippe over med en saks, hvis udvalgte af tilskuerne ikke giver hende noget at drikke.

I Gavoi er musikken i centrum, hvor monstrene i optoget spiller på tamburiner, mens det er ‘Is Cerbus’, som er hovedrolleindehaverne i byen Sinnai nær Serrabus-nationalparken øst for Cagliari. De pelsede og hornede mænd klædes ud for at efterligne de hjorte, som i årtusinder har været det vigtigste jagtbytte for de lokale, og dermed det primære fødegrundlag for hele det ældgamle samfund her.

Så hvis du tror at Sardinien går i vinterhi, så tro om igen og se at komme afsted til øens bagland. Det er koldt og det er barskt, men det er også en oplevelse for livet.

Hovedfoto: Maske fra væsnet Ainu Orriadore, der i årtusinder har hørt hjemme i landsbyen Scanos folklore.

DEN 9 FEBRUAR LÆSER JEG DIGTE OP PÅ POSTHUS TEATRET I ET SAMARBEJDE MED DEN SARDISKE KULTURFORENING INCANTOS.

Der har i lang tid været et levende miljø af sardere i Danmark og København, som bor her og virkelig ønsker at fortælle om deres fascinerende føde-ø til danskerne. Af samme grund havde jeg sidste år fornøjelsen af at deltage til den officielle åbning af INCANTOS: en sardisk kulturforening i Danmark, som havde været undervejs længe, og nu endelig kunne gå igang med at stable officielle events på benene.

2018 har allerede været fuld af begivenheder, og 2019 starter stærkt ud med et musik-og poesi-arrangement den februar klokken 19-22.30 i Posthus Teatret i centrum af København, hvor jeg sammen med andre danskere og sardere går på scenen og læser digte fra nogle af Danmarks vigtigste poeter op. Oplæsningen, der både vil være på dansk og italiensk, er akkompagneret af musik og baggrundsbilleder fra naturen. Begivenheden hedder nemlig QUATTRO STAGIONI NEL CUORE – 4 SÆSONER I HJERTET, og er en hyldest til årets evige cyklus.

En af initiativ-tagerne og foreningens formand er Olimpia Grossu, der også er kendt for at drive slow-food-restauranten Ristorante San Giorgio i Rosenborggade sammen med sin mand, Achille Melis. I 80’erne var de nogle af de første til at lave rigtig, italiensk mad til danskerne, og idag er stedet den absouitte højborg indenfor sardisk mad herhjemme, med traditionelle bondefavoritter som pasta fregula, langtidsstegt lam, vild fennikel og masser af gode oste fra øen, hvor der bor 6 mio geder og 1.5 mio mennesker – det siger noget om størrelsesforholdet og landskabet, som mange steder domineres af langstrakte marker fulde af græssende dyr.

Naturen er allestedsnærværende på Sardinien, og derfor er arrangementet den 9 februar så oplagt. Både i Danmark og på Sardinien mærker man tydeligt årets gang, og afsættet er en god grund til at hylde den dansk-sardiske relation, og fejre at vi kan nyde poesien og årstiderne sammen.

Før, under og efter oplæsningerne vil gæsterne opleve litterære og musiske indslag fra sardiske kunstnere, og selvfølgelig vil der være godt til ganen og tungen imens. Ses vi? Arrangementet koster 100kr per person, og billetter kan købes HER. Læs mere om arrangementet på Facebook HER.