Category Archives: Sardinien

DEN 9 FEBRUAR LÆSER JEG DIGTE OP PÅ POSTHUS TEATRET I ET SAMARBEJDE MED DEN SARDISKE KULTURFORENING INCANTOS.

Der har i lang tid været et levende miljø af sardere i Danmark og København, som bor her og virkelig ønsker at fortælle om deres fascinerende føde-ø til danskerne. Af samme grund havde jeg sidste år fornøjelsen af at deltage til den officielle åbning af INCANTOS: en sardisk kulturforening i Danmark, som havde været undervejs længe, og nu endelig kunne gå igang med at stable officielle events på benene.

2018 har allerede været fuld af begivenheder, og 2019 starter stærkt ud med et musik-og poesi-arrangement den februar klokken 19-22.30 i Posthus Teatret i centrum af København, hvor jeg sammen med andre danskere og sardere går på scenen og læser digte fra nogle af Danmarks vigtigste poeter op. Oplæsningen, der både vil være på dansk og italiensk, er akkompagneret af musik og baggrundsbilleder fra naturen. Begivenheden hedder nemlig QUATTRO STAGIONI NEL CUORE – 4 SÆSONER I HJERTET, og er en hyldest til årets evige cyklus.

En af initiativ-tagerne og foreningens formand er Olimpia Grossu, der også er kendt for at drive slow-food-restauranten Ristorante San Giorgio i Rosenborggade sammen med sin mand, Achille Melis. I 80’erne var de nogle af de første til at lave rigtig, italiensk mad til danskerne, og idag er stedet den absouitte højborg indenfor sardisk mad herhjemme, med traditionelle bondefavoritter som pasta fregula, langtidsstegt lam, vild fennikel og masser af gode oste fra øen, hvor der bor 6 mio geder og 1.5 mio mennesker – det siger noget om størrelsesforholdet og landskabet, som mange steder domineres af langstrakte marker fulde af græssende dyr.

Naturen er allestedsnærværende på Sardinien, og derfor er arrangementet den 9 februar så oplagt. Både i Danmark og på Sardinien mærker man tydeligt årets gang, og afsættet er en god grund til at hylde den dansk-sardiske relation, og fejre at vi kan nyde poesien og årstiderne sammen.

Før, under og efter oplæsningerne vil gæsterne opleve litterære og musiske indslag fra sardiske kunstnere, og selvfølgelig vil der være godt til ganen og tungen imens. Ses vi? Arrangementet koster 100kr per person, og billetter kan købes HER. Læs mere om arrangementet på Facebook HER.

Bliv klogere på Sardinien når jeg forelæser om øens historie og kultur på Folkeuniversitetet

Det var som om det var skæbnebestemt, at 2019 skulle stå i formidlingens tegn for mig: i efteråret gik jeg nemlig og tænkte på at jeg burde kontakte Københavns Folkeuniversitet for at tilbyde forelæsninger om Sardinien – en af de syditalienske regioner, hvis identitet de færreste kender rigtig til, og som virkelig fortjener at få mere opmærksomhed. Og bingo! Blev jeg faktisk SELV kontaktet af Folkeuniversitetet, der netop ville høre, om jeg kunne komme og fortælle om Sardinien i deres lokaler i København.
Det var noget af et sammentræf, selvom jeg ikke tror på tilfældet. Der er altid en mening med tingene, og jeg takkede selvfølgelig ja tak, og formulerede 4 forelæsninger for deres programplanlægger, som blev godtaget med det samme.  I løbet af timerne, som løber fra 11 feb. til 4 marts, vil jeg kommer omkring øens fascinerende bronzealder, om det kreative og anarkistiske bagland, der har fostret nogle af øens største kunstnere, og sardernes livsstil, der er så sund, at de hører blandt verdens ældste folk. Nysgerrig? Så læs nærmere i beskrivelsen nedenfor, som stammer fra universitetets eget katalog, og læs mere og tilmeld dig  HER.
Sardinien: Italiens hemmelighedsfulde region
Hold 1031: 4 mandage kl. 10.15­ -12 (11/2 – 4/3)
Ved cand.mag. Cecilie Marie Meyer
De fleste kender Sardinien som et badeparadis, men øen udgør
også et for mange ukendt univers med sit helt eget sprog, sin unikke
fortid og sin ligeså specielle be­folkning. Er man berejst i resten af
Italien, bliver man derfor forbløffet over Sardiniens bagland, hvis
kontrastfyldte virkelighed fuld af både vildskab, kunst og kultur
udgør en vigtig brik i forståelsen af den syditalienske identitet.
Hinsides strandene møder man nemlig nogle af verdens ældste
mennesker, unikke naturfænome­ner og innovative hyrdelandsbyer.
Tag med til Sardiniens ukendte bagland og se, hvorfor øen udgør
en af Syditaliens mest dynamiske regioner.
Forelæsningerne handler om:
1. Den sardiske bronzealder og nuraghe­folket
2. Vil du leve i 100 år? På sporet af den sardiske livsstil og identitet
3. La Barbagia­regionen: Banditter, anarkisme og verdenskunst
4. Fra all inclusive til grøn oase: Sardinien for den rejsende
Sted: Læderstræde 34, 2. sal. Pris: 460 kr.

Sardiniens Robinson Crusoe vil leve og dø på sin lyserøde ø

Nej, det er ikke et fatamorgana – der går en 79-årig mand rundt inde på en øde ø med drivtømmer over nakken og solskoldet overkrop. Han bor i et simpelt skur, der ligger og putter sig mellem pinjetræerne. Og hele det Robinson Crusoe-agtige syn er som svøbt i pink. For stranden på isola Budelli ER vitterligt lyserød, og øen har siden romertiden været berømt for sin utrolige farve, der flimrer som et drømmesyn mellem klipperne og det smaragdgrønne vand.

Som et af de eneste steder i verden kan man her opleve sand iblandet microskopiske koral-rester og kalk fra specielle plankton-arter, som giver kornene et lyserødt skær, og på den måde er Isola Budelli det perfekte billede på både skønheden og sårbarheden i den Maddalena-skærgård, som den 1,6 kvadratmkilometer store ø er en del af i havet nord for Sardinien.

Isola Budellis strand har et lyserødt skær takket være særligt plankton og koral.

Det eneste, man hører her, er mistralens vinde. Men på trods af stilheden befinder Isola Budelli sig lige nu i orkanens øje: på øen har der nemlig siden 1989 boet en meget speciel norditaliener ved navn Mauro Morandi. Egentlig ville han som ung lægge den vestlige verden bag sig og rejse til Polynesien, men han endte på Isola Budelli, og her vil han også dø.

Mauros historie er historien om Sardiniens for mange ukendte Maddalena-skærgård. Et sted med pibende vinde, storslåede udsigter til Korsika og surrealistiske pastelfarver, der slår op mod himlen fra havets vandplanter og kysternes rå klipper. Her er både smukt og barskt, og allermest kontrastfyldt er netop isola Budelli, der igennem tiden har været ejet af adskillige rigmænd.

Øen er ubeboet, men Budellis skiftende ejere er godt klar over øens sårbarhed, hvortil turister og spekulanter kan finde på at komme i nattens mulm og mørke, for at stjæle det kostbare sand. Derfor er Mauro ansat som opsynsmand på Isola Budelli: han tager imod de få gæster, der kommer i båd – man må kun besøge øen hvis ledsaget af en autoriseret guide – og viser dem rundt. Han sørger for, at intet lider overlast i naturen, og har opbygget en kæmpe fanskare på Facebook, hvor han poster sfæriske fotos fra øen for at dele stedets skønhed med resten af verden.

Et af Mauros egne fotos fra Isola Budelli.

I 2016 blev øen dog lagt ind under Maddalena-nationalparken, og med skiftet fra privat til offentlig ejendom kan Mauros rolle gå hen og blive truet. Han har indtil videre modtaget et brev fra nationalparkens præsident, der erklærer at han muligvis er nødt til at forlade øen, men det har rejst en proteststorm i Italien og ikke mindst på Sardinien, hvor man har startet en underskriftsindsamlign for at sikre, at Super-Mauro, som han kaldes af sine fans, kan blive på øen indtil han dør.

Har du lyst til at være med, kan du finde indsamlingen HER. Og finde Mauro på hans facebookside HER. Og så kan jeg selvfølgelig anbefale dig at besøge Maddalena-skærgårdens fascinerende ø-hav på din næste ferie til Sardinien.

Fotos: Ohmymag, Mauro Morandi og Wikipedia

Kom med og mød Sardiniens 100-årige:”Det er altså min mor, ikke min søster!”

Fredag den 30 november kl 19.00 rykker mysteriet om Sardiniens ældgamle mennesker ind på kulturinstituttet i Hellerup i form af BIANCO E NERO, en forestilling, der indeholder billeder, ord og lyd fra Sardinien. Det er øens mange hundrede-årige, der er i kunstnerisk fokus, og som ofte rejsende på øen tæller jeg blandt en af de mange, der er yderst fascinerede af sardernes ’longevita’ – altså deres evne til at leve længe og godt. Sarderne hører blandt verdens 5 superseniorfolk, hvoraf en markant høj procentdel lever i et århundrede eller mere, og det er ikke uden grund, at man ofte drikker på den høje alder: ”A Kent’annos!” udbryder man på Sardinien, når glasset med en god passito hæves i en skål: ”Må du leve i 100 år!”.

Jeg har selv mødt adskillige af dem – Sardiniens gamle – og det er vitterligt slående, hvor friske og anerledes de er fra andre ældre i Syditalien. Både mænd og kvinder bliver i visse dele af øen godt over 100 år, og der findes en familie i Perdadesfogu, en landsby i Sardiniens barske Ogliastra-region, som flere gange har haft deres navn i Guiness rekordbog, fordi de talt sammen på deres alder sammenlagt var verdens ældste.

Og der er altså noget om det, for Sardinien er nok den syditalienske region, hvor jeg har sværest ved at gætte folks alder. Det er desuden en stående joke, og noget, man ofte driller udefrakommende med. Sarderne prøver at få én til at gætte nogens alder – og ofte skyder man mindst 10 år forkert, og bedømmer ens mor til at være en søster, eller en far til at være en bror.

Det er især i Sardinien indre, hvor generne ikke er blevet synderligt blandet, og hvor kosten tæller ganske lidt animalsk protein, at sarderne bliver meget gamle. Både i landsbyerne nord for Cagliari og i Barbagia-regionen, hvor man spiser masser af bælgfrugter, grøntsager, supper, lagret ost og drikker den gode, mørke cannonau-vin, som skulle være fuld af sunde antioxidanter, finder man ’superseniorlandsbyer’ – Villagrande Strisaili, Arzana, Talana, Baunei, Urzulei, UlassaiFonni, Mamoiada, Orgosolo og Oliena er blot nogle af dem.

På Sardinien er de ældre en tydelig del af gadebilledet, men i stedet for at nyde deres otium på en bænk i skyggen, er de ofte i fuldt vigør til langt over 100: Jeg har personligt set meget gamle mennesker jogge i vejkanten i selv de mest ufremkommelige bjergegne, hyrde deres får og geder på tværs af meget store afstande, og så er de skarpe i hovedet: Da jeg engang boede i byen Dorgali, der ligger på på grænsen til det kridhvide Supramonte-massiv blot få kilometer fra Orosei-bugtens blå, fik jeg fornøjelsen af at møde min værtindes mor. Jeg spurgte ikke til hendes alder, men hun indskrev sig i den store gruppe af enker, der i centrum af Sardinien stadig klæder sig helt i sort. Som i helt, helt sort: sort uldsjal, sort bluse, sort nederdel, sorte strømper – og sorte silkesløjler på særligt festlige dage.

Når jeg kom hjem om aftenen stod hun klar i entréen med te i en sølvkande. Jeg spurgte til hendes lange, kunstfærdigt opsatte hår, der sad i så stram en knold, at de fleste af hendes hårstrå havde løsnet sig og efterhånden gjort hende skallet i en perfekt cirkel omkring knuden.

”Det vasker jeg hver morgen, og så folder jeg det over et stykke pap, kommer en elastik omkring, og dækker det hele med et stykke stof.” Hun vendte ryggen til mig og pegede på sit eget baghoved, hvor frisuren ganske rigtigt var omsluttet af et stykke sort bomuld.

Vi talte sammen ganske længe: hun viste mig et frønnet bryllupsbillede af sig selv og sin afdøde mand. Hun havde valgt ham især på grund af hans velformede, atletiske ben, fnes hun, og gennede mig så ind i hendes soveværelse for at vise mig sin brudekjole: Dorgalis nationaldragt , komplet med slør, guldfiligran og røde og grønne farver, som tog flere timer at tage på. ”Ingen vidste det, men på bryllupsdagen havde jeg de højeste hæle på inde under. Skoene havde jeg bestilt fra Amerika”, sagde hun, og pegede ned i bunden af klædeskabet på et par frække pumps.

”Næste gang, du kommer på besøg, tager jeg det hele på”, fortalte morlillen mig. For hun havde ikke taget så meget som et kilo på siden dengang, og kunne stadig passe kjolen perfekt.

Jeg er endnu ikke vendt tilbage til Dorgali, men måske jeg snart burde gøre det. Det er alligevel noget af en invitation at have liggende. Imens vil jeg glæde mig til udstillingen i Hellerup, og jeg opfordrer jer til at tage med.

Sardiniens pizza-revolution og historien om hvordan øens hyrdemad blev gourmet

Forleden var jeg så heldig at møde Pierluigi Fais på Københavns Madhus – han er om nogen en af de kokke, der har forstået at løfte Sardiniens spændende mad-arv ind i det nye årtusinde, og i min bog Turen Går Til Sardinien har jeg både nævnt hans restaurant Josto og hans vilde pizza-bageri Framento, hvor han fortolker den syditalienske pizza-kærlighed og kombinerer den med sardernes smagsløg.

Begge steder ligger i Cagliari, og jeg linker til stederne nederst i denne artikel, så I kan besøge dem næste gang i er på Sardinien.

Rammen for mit møde med Pierluigi var en invitation til en 6 retters middag, hvor det italienske handelskammer ville give journalister fornemmelsen for det særlige Sardinien, og jeg var rigtig glad for både at komme og smage på hans mad.

Hvad får man serveret på tallerkenen på Sardinien?

Lidt længere nede vil jeg fortælle lidt om kombi’en pizza og Sardinien, men inden da vil jeg bruge forledens menu som udgangspunkt for at fortælle lidt om hvordan man spiser på Sardinien, og hvad man kan forvente at møde på øens rustikke madsteder:

Giardinera – hjemmelavet pickles:

Hvis der er noget, der kendetegner sarderne, er det deres kærlighed til at opholde sig i naturen. Jeg husker flere gange, hvor jeg er kørt igennem et bjergrigt terræn på øen, og har set sardiske familier høste urter, blomster og vilde asparges og vild fennikel i vejsiden.

Giardinera er egentlig en hjemmelavet pickles lavet på spæde grøntsager fra haven (som navnet antyder), helst kombineret med vilde urter fra bjerge og marker. Denne Giardinera havde den perfekte kombination af syre og sødme. Og netop det syrlige er vigtigt for sarderne, der går meget op i at ’åbne’ maven inden de spiser, hvilket syreholdige småretter krydret med citronsaft eller eddike er meget effektive til.

Zuppa di finocchietto – suppe på vild fennikel

Hvis der er en grøntsag, som karakteriserer sarderne, er det helt klat den vilde fennikel. Dens pebrede og krydrede anis-smag bliver flittigt brugt i masser af retter: Fenniklerne, der høstes om foråret og står med lange stængler rundt omkring i naturen, kan koges og henkoges, syltes og steges og for eksempel serveres i pastaretter med kød eller bare vegetarisk. Planten er også lækker at lave snaps og likør på.

I denne ret var fenniklens stængler hovedrolleindehaver i en helt enkel suppe fuld af saft og kraft, og med syltede, små tomater på toppen.

Pasta ai granchi – pasta med krabber

Pierluigi kommer selv fra byen Oristano, der ligger på Sardiniens flade vestside, og hvis indsøer og brakvand huser nogle af Italiens lækreste, marine delikatesser. Her syd for Alghero finder man de lækreste blåmuslinger, multer, søpindsvin og krabber – og alt forvandles til enkle og saftige retter, der nydes langs hele vestkysten.

Linguine pasta med skaldyr fra fjordene ved Oristano. Foto: Josto.

Jeg fik serveres en typisk ret fra vestkysten, nemlig pasta med granchi, krabber – ikke store, majestætiske skaldyr, men små strandkrabber, der lever i det lave vand og små fjorde, og som man koger fonder på. Pastaen var vendt med den duftende sauce, hvor krabberne er siet fra og har givet masser af smag, tilsat svampe fra området, hvilket var efterårets måde at spille en hovedrolle på i retten.

Pastaen med krabbe, som vi fik den serveret på Københavns Madhus. Pastatypen var ‘mezzo dito’ – halvfinger-pasta, som oftest bruges i supper.

Risotti ai capperi – kapers-risotto

Sardernes grundelement er jorden, ikke vandet. I gamle dage var det farligt at leve langs kysten pga. piratinvasioner og naturkatastrofer, og derfor er det relativt nyt at spise mad fra havet. Kapers er om noget indbegrebet af det bjergrige bagland, hvor buskene vokser på de tørreste, vertikale steder, og med sin kraftige smag matcher sardernes kærlighed til enkle, aromatiske råvarer.

Pecora bollita – kogt får

Når man bor på en ø med 4 gange så mange får som mennesker – der bor cirka 1,5 mio sardere på øen, hvis 5mio. får er en stor del af den lokale økonomi – bliver kød selvfølgelig en vigtig del af kosten, og i tråd med Sardiniens nøjsomme hyrdekultur, nøjes man ikke kun med at mæske sig i lam. Voksne dyr sættes også til livs, og noget af det mest lokale og velsmagende, man kan få serveret som hovedret, er enten ged eller får, langtidssimret og krydret med oliven , hvidløg eller friske krydderurter som rosmarin eller oregano. Vi fik serveret fåret som en slags terrin, hvor kødet var plukket fra benet og serveret med syrlig mælk og friske, hakkede urter.

Panna cotta – flødedessert med kvæde og rosmarin

Pierluigi sluttede af med en genial dessert. Sarderne er glade for mælkeprodukter – husk at den romerske pecorino laves på sardisk fåremælk – og panna cotta er elsket på øen, gerne krydret med urter – her rosmarin – bær og årstidens frugt.

Pierluigi og den sardiske pizza-revolution

Framentos pizzaer hæver på hjemmelavet gær, en såkaldt lievito madre. Foto: Framento.

Med sin restaurant Josty, der indtil for nyligt lå i Oristano men nu er rykket til Sardiniens hovedstad Cagliari, har Pierluigi Fais været en af de vigtigste ambassadører for den såkaldte kilometer 0-politik, hvor alle råvarer skal være lokale og vokse så tæt på restauranten som muligt.

Selvom maden på Josto for mange anses som gourmet, har Pierluigi altid en direkte kontakt til sine rødder og den traditionelle, sardiske mad, som stammer fra øens ældgamle hyrdekultur, med friske urter fra marken, kød, ost og brød. Det kan også ses ud fra den menu, jeg lige har beskrevet, og på Josto kan man nyde en 3 retters menu for rørende 35 euro, og 5 retter for 53 euro, som priserne ser ud lige nu – men tjek dem selv på deres facebook-side.

Men Pierluigi har også opnået at blive en af Italiens mest hyldede pizza-bagere, hvilket er noget af en bedrift på en ø, hvis yndlings-brød er papirstyndt og hedder pan carasau. Ikke desto mindre flokkes folk til hans pizzeria Framento, der bla. er blevet døbt et af Italiens bedste steder at spise pizza lige nu af bla. Gambero Rosso.

Sardinien er ligesom resten af Italien begejstret for pizza, og med en stor brødtradition har man for længst forfinet produktet, der oprindeligt kommer fra Napoli, med egne gærtyper og råvarer. Det er også tilfældet på Framento. Pizzeriaets navn er det sardiske udtryk for surdej, og stedet har kombineret et urbant, æstetisk udtryk med den mættende pizza, som laves af lokale ingredienser fra hele landet. Framento har gourmetfaktor og er da også nævnt i den italienske madbibel Gambero Rosso, og bag disken står Pierluigi Fais ham selv, og hans to søstre Chiara og Elisabetta, som driver stedet.

Her finder du Pierluigis to restauranter:

Josto

Via Sassari 25-26
09123 Cagliari, Italy

+39 070 351 0722

www.ufficialejosto.it

 

Framento

Corso Vittorio Emanuele II, 82,

09123 Cagliari CA, Italy

+39 070 667 0370

www.framento.it

Hovedfoto: Josto.

 

Sommerferie 2018: skal du prøve at bo på et albergo diffuso?

Syditaliens mange gamle, forladte huse har i det seneste årti fået et nyt, forbløffende liv takket være ‘diffuso’-begrebet, som faktisk er ærke-italiensk: det blev ‘opfundet i de tidlige 1980’ere af Giancarlo dell’Ala, men er ved lynets hast ved at sprede sig til lande som Kroatien og Schweiz.

Idéen er at man istedet for at bygge nye hoteller udnytter eksisterende kvadratmetre i den gamle boligmasse, som ellers ville være blevet revet ned, renovererer dem og bruger dem som hotelværelser. Albergo diffuso betyder et ‘spredt hotel’, for mange af de gamle stenhuse er så små, at  der slet ikke er plads til et helt hotel i de små rum, men et, måske to, lækre værelser med eget bad og toilet.

Derefter slår man de renoverede småhuse sammen under ét hotel, hvis reception og morgenmadsrestaurant også ligger et helt andet sted. Resultatet er et dynamisk lokalområde, der ellers ville have ligget øde hen, men hvor der atter er mennesker i gaderne, som går på opdagelse og køber ind i de lokale butikker. Denne måde at bo på er blevet overmåde populær og appelerer godt til den rejsende i Syditalien, som holder af at blive en del af det sted, de bor.

Måske er denne rejseform noget for dig? Den gør i hvert fald at man kommer steder, man aldrig ville have set, og giver en stemning af nærhed og tryghed, fordi man lynhurtigt kommer i kontakt med de lokale. Jeg har selv boet på to ret fantastiske alberghi diffusi, som jeg klart kan anbefale. De kommer her:

Albergo Mannois ved Sardiniens blinkende hav

Da albergo diffuso-konceptet blev født i den nordøstlige region Alto Adige, var Sardinien den første, syditalienske region til at følge trop i 1996. Begrebet har vist sig at være en bæredygtig måde at drive hotel på i øens små landsbyer, og i 2010 tog den unge Emanuele Mannois springet og åbnede Albergo Mannois i Orosei 20 km fra Nuoro. Orosei ligger få kilometer fra den blinkende bugt af samme navn, og højt oppe på et plateau er der en fejende udsigt udover hele det nordøstlige Sopramonte-massiv. Udgangspunktet for Emanueles hotel er en 200 år gammel gård, hvor man finder receptionen. resten af værelserne er spredt rundt i den gamle bydel og er i tip-top-stand. Du kan finde stedet her.

Albergo Sextantio på Abruzzos tag

Man tror det er løgn, når man kører igennem den øde, abruzzesiske højslette og pludselig ankommer til landsbyen Santo Stefano di Sessanio, der ligger på sin helt egen bjergtop i et månelandskab af sten og klipper. Men skulle tro man var med i en film, og faktisk er mange amerikanske eventyrfilm blevet optaget heromkring. Santo Stefano di Sessanio er delvist blevet genopbygget efter et voldsomt jordskælv, og forfaldet bidrager til stemningen i en mini-samfund, som rigmanden Daniele Kilgren faldt for på en rejse, og besluttede at genopbygge. Han ville ikke tillade stedet at gå til grunde og købte derfor mange af de små huse, og satte dem i stand på luksusniveau. Idag kan man opleve resultatet på egen krop ved at tjekke ind i sit eget byhus, hvor svalerederne under spærrene er blevet bibeholdt, ligesom de rå vægge og de skæve møbler. Virkelig en speciel oplevelse, som du kan se på billedet, der indleder denne artikel! Besøg stedet her.

Foto: Albergo Sextantio