Category Archives: Sardinien

Mælkekrig på Sardinien: hyrder hælder tonsvis af mælk ud i gaderne i protest mod rekordlave priser

Store dele af Sardinien er lige nu i oprør, og jorden er farvet hvid. Det er ikke sne, men tonsvis af fåremælk, som hver dag hældes direkte fra jungerne og ud i gaderne i Sardiniens landsbyer. Tusindvis af sardere marcherer i gaderne med bannere, og flere steder i Syditalien mobiliserer hyrder og landmænd sig også i en støtteprotest, som er gået viralt i medierne, og indeholder mange års vrede, vendt mod industrien.
Det er især i de små landsbyer i Sardiniens bagland, hvis økonomi er baseret på hyrdekulturen, at der hældes mælk ud i gaderne.  Via dette link kan du se en italiensk video om hvad der er på spil.
Forleden raslede prisen på fåremælk nemlig ned til undseelige 0,60 euro pr. liter og ramte således den laveste pris i årtier. Hermed har hyrdene, som på Sardinien i århundreder har været stolte af at leve af deres dyr og natur, også ramt smertegrænsen, både mentalt og fysisk, fordi det traditionelle hyrdehverv i lang tid har været under økonomisk pres.

Videoen ovenfor er fra den 12 februar 2019, hvor hyrder i centrum af byen Nuoro hælder deres mælk ud på gaden med støtte og deltagelse fra byens borgmester
De sardiske oste er en hjørnesten i kulturen og gastronomien på øen og bidrager betydeligt til den lokale økonomi. Wikipedia.
Den lave mælkepris truer med at få markedet til at kollapse, og tusindvis af sardere foretrækker nu at hælde mælken, som de hver morgen troligt malker ud af deres dyr, ud på gaderne, istedet for at sælge den til underpris. For at sætte tingene lidt i perspektiv: i 2015 kostede en liter fåremælk – et produkt der er essentielt for den italienske osteindustri, fordi man deraf laver den eftertragtede pecorino romano – 1,20 euro, mens et kilo pecorino kostede 10 euro kiloet. Nu koster en pecorino ost 5 euro kiloet, og prisen er et resultat af det faktum at markedet er oversvømmet med mælk, og at forabejdningsindustrien har lavet alt for mange oste.

Droneoptagelse af sardiske hyrder som mødes i centrum af Fonni for at hælde deres mælk ud
Sardinien er fuld af får og geder, som græsser på de vidtstrakte græsgange i især øens indre. Wikipedia.
Det koster 0.80 euro at producere en liter mælk, men den nye, rekordlave pris gør, at mælk nu er billigere end vand på Sardinien, og at visse hyrder derfor foretrækker at hælde den ud. Men det sker ikke uden smerte, for hyrderne er stolte af deres hverv og udfører det af mange andre grunde end profit: det er nemlig også en kulturarv og en levevis under åben himmel med dyrene, som er truet, når hyrderne pludselig ikke kan betale deres omkostninger og husleje.

Videoklip fra protester over hele øen
Om året laves der 340.000 tons pecorino romano, og flere frygter nu at osten i en nær fremtid kan blive sjælden markedet, hvis ingen vil sælge mælken til industrien. Nogle af hyrderne er gået endnu videre end blot at smide mælk ud: de blokerer vejene og de lastvogne, der henter mælk på øen, og forhindrer dem i at nå færgen videre til osteindustrien inde på fastlandet.
Det har gjort nogle hyrder vrede, som mener, at det er at gå for langt. For ikke alle sardere er enige i, at mælken skal smides ud i protestens navn. Den bør hellere komme de lokale til nytte. Derfor er der også de hyrder, som hellere vil fodre deres grise og høns med mælk, end sælge det, eller ganske enkelt laver deres egne oste istedet. I flere landsbyer er hyrder begyndt at uddele mælk og ost gratis til lokalsamfundene, hvor man har lukket kommunen og butikkerne i solidaritet, og folk samles på piazzaen for at nyde de lækre produkter.

A #Samugheo i pastori in piazza regalano latte e formaggio. Il paese solidarizza chiudendo uffici e attività commerciali ⤵️

Slået op af Videolina i Onsdag den 13. februar 2019

Ovenfor ses sammenholdet på en optagelse fra landsbyen Samugheo, hvor de lokale hyrder deler mælk og ost ud, og hvor børnene meget rørende siger, at de vil være hyrder, når de bliver store – trods alt.  I Samugheo er der 126 små hyrdevirksomheder, der tilsammen opdrætter og passer 17.000 får og geder.
Problematikken er kompleks, og den sardiske afdeling af arbejdsgiverforeningen Confindustria har indtil videre forgæves prøvet at tale hyrdernes sag overfor forarbejdningsindustrien.
På de sociale medier erklærer italienere og sardere i hele verden deres solidaritet med hyrderne under tagget ‘io sto con i pastori sardi – jeg holder med de sardiske hyrder’, også her i Danmark.
Der findes omkring 12 tusind små hyrdevirksomheder på Sardinien, der årligt leverer ca. 3 millioner tons fåremælk til osteproduktion af især pecorino romano.

Guide: Lige nu går Sardinien amok i mørke karneval med bål, hekse og monstre

Et stort uhyre springer op og ned på stedet, så de kæmpe klokker, man har spændt fast til hans pelsede ryg med et bælte, skælder og smælder. Monstret virrer med hovedet og munden er trukket nedad i et stumt brøl, mens et andet væsen pisker ham, og får ham til at løbe ud af landsbyen, til tilskuernes store jubel.

Sardinien er kendt for sine hede og farvestrålende somre, men det er midt om vinteren, at øen virkelig åbner sit kulturelle hjerte. I januar og februar er det godtnok koldere, ja, men selv i de mindste landsbyer udspiller der sig i disse måneder uforgemmelige optog, der mest af alt ligner noget taget ud af filmene ”Ringenes Herre”.

Mamuthone i sort pels holdes i reb under karnevallet af sin fanger og modstander, en Issadore. Fra Wikipedia.

 

For mens karnevalstraditionen de fleste steder i Italien er blevet til kæmpe, kommercielle udstyrsstykker fulde af farver og leben, oplever man stadig højtidens monstrøse rødder på Sardinien, hvor tingenes tilstand virkelig afgjorde forskellen på liv og død. Det er sammenholdet og den fælles historie, som er centrum for landsbyernes egne karneval, og man mødes om stedets myter, farver og overleveringer, og ofte knytter der sig særlige, lokale delikatesser og drikke til karnevalsdagene.

Sardinien er uden tvivl den region i Syditalien, hvor karnevallet både er smukkest og mest dybfølt. Her er festlighederne på ægte Dionysisk vis vulgære, livsbekræftende og sært foruroligende, og de allermest overvældende holdes i Sardiniens barske bagland, hvor man pisker udklædte monstre ud af gaderne og danser med fortidens ånder i en mirakuløs ros.
 

Her går traditionerne tusindvis af år tilbage, og spejler karnevallets aner i oldtiden, måske endda bronealderen, hvor Sardinien var befolket af de mystiske nurgahe-stammer. Omgivet af en barsk natur og en hård hverdag var det nødvendigt at tøjle og jage det onde ud af byen mindst én gang om året. Man mener det er det, der sker, når mænd i byer i Barbagia-regionen som Mamoiada, Nuoro Ulassai, Samugheo, Olzai og Oniferi og Ottana iklæder sig dyrepelse, horn, masker og klokker, går i optog og siden piskes og jages ud af byen, eller indfanges i reb og tugtes.

Nogle af de kunstfærdigt udskårede masker i læder og træ fra et sardisk karneval. Fra Wikipedia.

Andre mener at optoget symboliserer årstidernes skiften. Frugtbarhed og forplantning kan også  have været centrale emner hos den kultur, der opfandt de sære, pelsede skikkelser. Pelsmændene skal flere steder ligne tyre, et dyr, der i nuraghekulturen var helligt på grund af sin fertilitet og styrke. Optogene ender i hvert fald nogle steder med at i de pelsede mænd gør sig fri og overfalder landsbyens unge kvinder for at indlade sig med dem, og ofte bygger man tilsidst bål i gyderne, der med deres flammer oplyser selv de mørkeste kroge. Mest berømte er bålene til ære for Sant’Antonio.

Det er en helt særlig oplevelse at befinde sig i de små bjerglandsbyer og opleve de lokales spænding ved de dramatiske optog, der selvfølgelig altid afsluttes i fredsommelighed og ledsaget af masser af god vin og mad, bål, musik og dans. Mange små børn iklæder sig pelse for at efterligne de voksne, og tegner sig med kul i ansigterne, for at skræmme hinanden og forberede sig på engang selv at deltage i optogene.

Hele landsbyen følger optoget nedadn hovedgaden. Fra Wikipedia.

Hver lille landsby har ofte deres helt egne traditioner, som bunder i ældgammel overtro, men generelt handler om det godes kamp mod det onde. I I Ottana ledsages pelsmændene også af endnu en ældgammel figur, nemlig Sa Filonzana, der så vidt vides er den eneste hovedrolleindehaver i karnevallet med et kvindeligt udseende på hele øen. Det drejer sig om en mystisk heksefigur der i virkeligheden er en udklædt mand med sort kappe og maske. Under optoget er hun i gang med at spinde uld på en ten, og man mener at uldtråden repræsenterer selve livet, som hun er klar til at klippe over med en saks, hvis udvalgte af tilskuerne ikke giver hende noget at drikke.

I Gavoi er musikken i centrum, hvor monstrene i optoget spiller på tamburiner, mens det er ‘Is Cerbus’, som er hovedrolleindehaverne i byen Sinnai nær Serrabus-nationalparken øst for Cagliari. De pelsede og hornede mænd klædes ud for at efterligne de hjorte, som i årtusinder har været det vigtigste jagtbytte for de lokale, og dermed det primære fødegrundlag for hele det ældgamle samfund her.

Så hvis du tror at Sardinien går i vinterhi, så tro om igen og se at komme afsted til øens bagland. Det er koldt og det er barskt, men det er også en oplevelse for livet.

Hovedfoto: Maske fra væsnet Ainu Orriadore, der i årtusinder har hørt hjemme i landsbyen Scanos folklore.

DEN 9 FEBRUAR LÆSER JEG DIGTE OP PÅ POSTHUS TEATRET I ET SAMARBEJDE MED DEN SARDISKE KULTURFORENING INCANTOS.

Der har i lang tid været et levende miljø af sardere i Danmark og København, som bor her og virkelig ønsker at fortælle om deres fascinerende føde-ø til danskerne. Af samme grund havde jeg sidste år fornøjelsen af at deltage til den officielle åbning af INCANTOS: en sardisk kulturforening i Danmark, som havde været undervejs længe, og nu endelig kunne gå igang med at stable officielle events på benene.

2018 har allerede været fuld af begivenheder, og 2019 starter stærkt ud med et musik-og poesi-arrangement den februar klokken 19-22.30 i Posthus Teatret i centrum af København, hvor jeg sammen med andre danskere og sardere går på scenen og læser digte fra nogle af Danmarks vigtigste poeter op. Oplæsningen, der både vil være på dansk og italiensk, er akkompagneret af musik og baggrundsbilleder fra naturen. Begivenheden hedder nemlig QUATTRO STAGIONI NEL CUORE – 4 SÆSONER I HJERTET, og er en hyldest til årets evige cyklus.

En af initiativ-tagerne og foreningens formand er Olimpia Grossu, der også er kendt for at drive slow-food-restauranten Ristorante San Giorgio i Rosenborggade sammen med sin mand, Achille Melis. I 80’erne var de nogle af de første til at lave rigtig, italiensk mad til danskerne, og idag er stedet den absouitte højborg indenfor sardisk mad herhjemme, med traditionelle bondefavoritter som pasta fregula, langtidsstegt lam, vild fennikel og masser af gode oste fra øen, hvor der bor 6 mio geder og 1.5 mio mennesker – det siger noget om størrelsesforholdet og landskabet, som mange steder domineres af langstrakte marker fulde af græssende dyr.

Naturen er allestedsnærværende på Sardinien, og derfor er arrangementet den 9 februar så oplagt. Både i Danmark og på Sardinien mærker man tydeligt årets gang, og afsættet er en god grund til at hylde den dansk-sardiske relation, og fejre at vi kan nyde poesien og årstiderne sammen.

Før, under og efter oplæsningerne vil gæsterne opleve litterære og musiske indslag fra sardiske kunstnere, og selvfølgelig vil der være godt til ganen og tungen imens. Ses vi? Arrangementet koster 100kr per person, og billetter kan købes HER. Læs mere om arrangementet på Facebook HER.

Bliv klogere på Sardinien når jeg forelæser om øens historie og kultur på Folkeuniversitetet

Det var som om det var skæbnebestemt, at 2019 skulle stå i formidlingens tegn for mig: i efteråret gik jeg nemlig og tænkte på at jeg burde kontakte Københavns Folkeuniversitet for at tilbyde forelæsninger om Sardinien – en af de syditalienske regioner, hvis identitet de færreste kender rigtig til, og som virkelig fortjener at få mere opmærksomhed. Og bingo! Blev jeg faktisk SELV kontaktet af Folkeuniversitetet, der netop ville høre, om jeg kunne komme og fortælle om Sardinien i deres lokaler i København.
Det var noget af et sammentræf, selvom jeg ikke tror på tilfældet. Der er altid en mening med tingene, og jeg takkede selvfølgelig ja tak, og formulerede 4 forelæsninger for deres programplanlægger, som blev godtaget med det samme.  I løbet af timerne, som løber fra 11 feb. til 4 marts, vil jeg kommer omkring øens fascinerende bronzealder, om det kreative og anarkistiske bagland, der har fostret nogle af øens største kunstnere, og sardernes livsstil, der er så sund, at de hører blandt verdens ældste folk. Nysgerrig? Så læs nærmere i beskrivelsen nedenfor, som stammer fra universitetets eget katalog, og læs mere og tilmeld dig  HER.
Sardinien: Italiens hemmelighedsfulde region
Hold 1031: 4 mandage kl. 10.15­ -12 (11/2 – 4/3)
Ved cand.mag. Cecilie Marie Meyer
De fleste kender Sardinien som et badeparadis, men øen udgør
også et for mange ukendt univers med sit helt eget sprog, sin unikke
fortid og sin ligeså specielle be­folkning. Er man berejst i resten af
Italien, bliver man derfor forbløffet over Sardiniens bagland, hvis
kontrastfyldte virkelighed fuld af både vildskab, kunst og kultur
udgør en vigtig brik i forståelsen af den syditalienske identitet.
Hinsides strandene møder man nemlig nogle af verdens ældste
mennesker, unikke naturfænome­ner og innovative hyrdelandsbyer.
Tag med til Sardiniens ukendte bagland og se, hvorfor øen udgør
en af Syditaliens mest dynamiske regioner.
Forelæsningerne handler om:
1. Den sardiske bronzealder og nuraghe­folket
2. Vil du leve i 100 år? På sporet af den sardiske livsstil og identitet
3. La Barbagia­regionen: Banditter, anarkisme og verdenskunst
4. Fra all inclusive til grøn oase: Sardinien for den rejsende
Sted: Læderstræde 34, 2. sal. Pris: 460 kr.

Sardiniens Robinson Crusoe vil leve og dø på sin lyserøde ø

Nej, det er ikke et fatamorgana – der går en 79-årig mand rundt inde på en øde ø med drivtømmer over nakken og solskoldet overkrop. Han bor i et simpelt skur, der ligger og putter sig mellem pinjetræerne. Og hele det Robinson Crusoe-agtige syn er som svøbt i pink. For stranden på isola Budelli ER vitterligt lyserød, og øen har siden romertiden været berømt for sin utrolige farve, der flimrer som et drømmesyn mellem klipperne og det smaragdgrønne vand.

Som et af de eneste steder i verden kan man her opleve sand iblandet microskopiske koral-rester og kalk fra specielle plankton-arter, som giver kornene et lyserødt skær, og på den måde er Isola Budelli det perfekte billede på både skønheden og sårbarheden i den Maddalena-skærgård, som den 1,6 kvadratmkilometer store ø er en del af i havet nord for Sardinien.

Isola Budellis strand har et lyserødt skær takket være særligt plankton og koral.

Det eneste, man hører her, er mistralens vinde. Men på trods af stilheden befinder Isola Budelli sig lige nu i orkanens øje: på øen har der nemlig siden 1989 boet en meget speciel norditaliener ved navn Mauro Morandi. Egentlig ville han som ung lægge den vestlige verden bag sig og rejse til Polynesien, men han endte på Isola Budelli, og her vil han også dø.

Mauros historie er historien om Sardiniens for mange ukendte Maddalena-skærgård. Et sted med pibende vinde, storslåede udsigter til Korsika og surrealistiske pastelfarver, der slår op mod himlen fra havets vandplanter og kysternes rå klipper. Her er både smukt og barskt, og allermest kontrastfyldt er netop isola Budelli, der igennem tiden har været ejet af adskillige rigmænd.

Øen er ubeboet, men Budellis skiftende ejere er godt klar over øens sårbarhed, hvortil turister og spekulanter kan finde på at komme i nattens mulm og mørke, for at stjæle det kostbare sand. Derfor er Mauro ansat som opsynsmand på Isola Budelli: han tager imod de få gæster, der kommer i båd – man må kun besøge øen hvis ledsaget af en autoriseret guide – og viser dem rundt. Han sørger for, at intet lider overlast i naturen, og har opbygget en kæmpe fanskare på Facebook, hvor han poster sfæriske fotos fra øen for at dele stedets skønhed med resten af verden.

Et af Mauros egne fotos fra Isola Budelli.

I 2016 blev øen dog lagt ind under Maddalena-nationalparken, og med skiftet fra privat til offentlig ejendom kan Mauros rolle gå hen og blive truet. Han har indtil videre modtaget et brev fra nationalparkens præsident, der erklærer at han muligvis er nødt til at forlade øen, men det har rejst en proteststorm i Italien og ikke mindst på Sardinien, hvor man har startet en underskriftsindsamlign for at sikre, at Super-Mauro, som han kaldes af sine fans, kan blive på øen indtil han dør.

Har du lyst til at være med, kan du finde indsamlingen HER. Og finde Mauro på hans facebookside HER. Og så kan jeg selvfølgelig anbefale dig at besøge Maddalena-skærgårdens fascinerende ø-hav på din næste ferie til Sardinien.

Fotos: Ohmymag, Mauro Morandi og Wikipedia

Kom med og mød Sardiniens 100-årige:”Det er altså min mor, ikke min søster!”

Fredag den 30 november kl 19.00 rykker mysteriet om Sardiniens ældgamle mennesker ind på kulturinstituttet i Hellerup i form af BIANCO E NERO, en forestilling, der indeholder billeder, ord og lyd fra Sardinien. Det er øens mange hundrede-årige, der er i kunstnerisk fokus, og som ofte rejsende på øen tæller jeg blandt en af de mange, der er yderst fascinerede af sardernes ’longevita’ – altså deres evne til at leve længe og godt. Sarderne hører blandt verdens 5 superseniorfolk, hvoraf en markant høj procentdel lever i et århundrede eller mere, og det er ikke uden grund, at man ofte drikker på den høje alder: ”A Kent’annos!” udbryder man på Sardinien, når glasset med en god passito hæves i en skål: ”Må du leve i 100 år!”.

Jeg har selv mødt adskillige af dem – Sardiniens gamle – og det er vitterligt slående, hvor friske og anerledes de er fra andre ældre i Syditalien. Både mænd og kvinder bliver i visse dele af øen godt over 100 år, og der findes en familie i Perdadesfogu, en landsby i Sardiniens barske Ogliastra-region, som flere gange har haft deres navn i Guiness rekordbog, fordi de talt sammen på deres alder sammenlagt var verdens ældste.

Og der er altså noget om det, for Sardinien er nok den syditalienske region, hvor jeg har sværest ved at gætte folks alder. Det er desuden en stående joke, og noget, man ofte driller udefrakommende med. Sarderne prøver at få én til at gætte nogens alder – og ofte skyder man mindst 10 år forkert, og bedømmer ens mor til at være en søster, eller en far til at være en bror.

Det er især i Sardinien indre, hvor generne ikke er blevet synderligt blandet, og hvor kosten tæller ganske lidt animalsk protein, at sarderne bliver meget gamle. Både i landsbyerne nord for Cagliari og i Barbagia-regionen, hvor man spiser masser af bælgfrugter, grøntsager, supper, lagret ost og drikker den gode, mørke cannonau-vin, som skulle være fuld af sunde antioxidanter, finder man ’superseniorlandsbyer’ – Villagrande Strisaili, Arzana, Talana, Baunei, Urzulei, UlassaiFonni, Mamoiada, Orgosolo og Oliena er blot nogle af dem.

På Sardinien er de ældre en tydelig del af gadebilledet, men i stedet for at nyde deres otium på en bænk i skyggen, er de ofte i fuldt vigør til langt over 100: Jeg har personligt set meget gamle mennesker jogge i vejkanten i selv de mest ufremkommelige bjergegne, hyrde deres får og geder på tværs af meget store afstande, og så er de skarpe i hovedet: Da jeg engang boede i byen Dorgali, der ligger på på grænsen til det kridhvide Supramonte-massiv blot få kilometer fra Orosei-bugtens blå, fik jeg fornøjelsen af at møde min værtindes mor. Jeg spurgte ikke til hendes alder, men hun indskrev sig i den store gruppe af enker, der i centrum af Sardinien stadig klæder sig helt i sort. Som i helt, helt sort: sort uldsjal, sort bluse, sort nederdel, sorte strømper – og sorte silkesløjler på særligt festlige dage.

Når jeg kom hjem om aftenen stod hun klar i entréen med te i en sølvkande. Jeg spurgte til hendes lange, kunstfærdigt opsatte hår, der sad i så stram en knold, at de fleste af hendes hårstrå havde løsnet sig og efterhånden gjort hende skallet i en perfekt cirkel omkring knuden.

”Det vasker jeg hver morgen, og så folder jeg det over et stykke pap, kommer en elastik omkring, og dækker det hele med et stykke stof.” Hun vendte ryggen til mig og pegede på sit eget baghoved, hvor frisuren ganske rigtigt var omsluttet af et stykke sort bomuld.

Vi talte sammen ganske længe: hun viste mig et frønnet bryllupsbillede af sig selv og sin afdøde mand. Hun havde valgt ham især på grund af hans velformede, atletiske ben, fnes hun, og gennede mig så ind i hendes soveværelse for at vise mig sin brudekjole: Dorgalis nationaldragt , komplet med slør, guldfiligran og røde og grønne farver, som tog flere timer at tage på. ”Ingen vidste det, men på bryllupsdagen havde jeg de højeste hæle på inde under. Skoene havde jeg bestilt fra Amerika”, sagde hun, og pegede ned i bunden af klædeskabet på et par frække pumps.

”Næste gang, du kommer på besøg, tager jeg det hele på”, fortalte morlillen mig. For hun havde ikke taget så meget som et kilo på siden dengang, og kunne stadig passe kjolen perfekt.

Jeg er endnu ikke vendt tilbage til Dorgali, men måske jeg snart burde gøre det. Det er alligevel noget af en invitation at have liggende. Imens vil jeg glæde mig til udstillingen i Hellerup, og jeg opfordrer jer til at tage med.