Category Archives: SICILIEN

Da Roberto Rossellini optog filmen Stromboli ændrede det både hans og øens fremtid for altid

Denne sommer er det præcis 70 år siden, at neo-realisten og instruktøren Roberto Rossellini drog den lange, lange vej fra det italienske fastland til øen Stromboli for at filme Stromboli – Terra di Dio ( Guds land), som skulle vise sig skæbnesvanger på mange måder: dels var det indledningen til hans for manges skandaløse forhold med den gifte Ingrid Bergman, som spillede hovedrollen, og dels rev filmen den glemte ø Stromboli ud af glemslen og resulterede i, at De æoliske øer (også kaldet De lipariske øer) nord for Sicilien blev en turistdestination for først Hollywoods og siden Europas jetset.

I sommeren 1949 rykkede Roberto et helt filmhold til den afsidesliggende vulkan-ø, hvor der kun boede et par hundrede fiskere. Resten var immigreret til USA og Australien for at flygte fra de hårde kår, og de tilbageværende levede et kummerligt liv, presset sammen i landsbyerne San Bartolo og San Vincenzo på de få kvadratkilometer langs vandet, hvor de kunne være i nogenlunde sikkerhed fra Strombolis konstante lavastrøm ad La Sciara del Fuoco, ildskrænten.

Her skulle Ingrid Bergman spille den litauiske pige Karin, der for at undslippe en fangelejr gifter sig med en fisker fra Stromboli, og flytter med ham til den barske ø. Her møder hun dog en voldsom verden i sort aske, hvor støvede, grå huse putter sig langs vulkanens fod på de få meter der er til rådighed mellem lava og hav, og begynder en tilværelse præget af angst, aggressioner og vold.

Nogle måneder i forvejen havde Ingrid Bergman skrevet et fan-brev til Rossellini og betroet ham, at hun ønskede at lave en film med den berømte neo-realist:

Kære Hr. Rossellini,

jeg har set deres film Roma – cittá aperta og Paisà, og har sat stor pris på dem. Hvis De har brug for en skuespiller, der taler rigtig godt engelsk, som ikke har glemt sit tyske, der knap kan gøre sig forståelig på fransk og kun kan sige ‘ti amo’ på italiensk,  så er jeg parat til at komme til Italien og arbejde med Dem.”

Roberto tog imod tilbuddet fra svenskeren, som allerede var et stort navn i Hollywood. Opholdet på Stromboli skulle imidlertid forandre begges liv for altid: instruktøren og skuespillerinden indledte et forhold under optagelserne skønt de begge var gift, og boede sammen i et rosa hus på hovedgaden i San Vincenzo, der i dag bærer en mindeplade over de to turtelduers romance.

På Stromboli lever historierne fra dengang stadigvæk: om Rossellinis glødende jalousi, der fik ham til at svovle, når Mario Vitale – en lokal fisker, som Rosselini i bedste realistiske stil havde castet blandt øens beboere – kyssede Bergman for længe foran kameraet; og om Ingrids hårde kår i det spartanske miljø, hvor der ikke var rindende, varmt vand, så hun kunne få sig sit daglige bad, men hvor instruktøren fik slået hul i loftet, så der kunne hældes vand ned gennem et brusehoved til den ventende diva.

Filmen udgør desuden en vigtig antropologisk kulturskat idet flere af værkets scener dokumenterer de lokales autentiske hverdagsliv – for eksempel Strombolis rituelle tunfangst og en virkelig evakuering af befolkningen under et særlig voldsomt udbrud fra vulkanen. Begge begivenheder, der kom med i den færdige film, og  kan ses i klippet nedenfor:

Skandalen brød for alvor ud i lys lue da Ingrid fødte deres fælles kærlighedsbarn, Roberto junior, nogle uger før filmens premiere, og måske var det fordømmelsen, der fik verdens førende aviser til at give værket meget lunkne anmeldelser. Ingrid og Roberto giftede sig efterfølgende og fik 2 børn mere sammen, og dag er Stromboli- Terra di Dio anset som en af den italienske neo-realismes vigtigste film, med nøglescenen helt til sidst, hvor Karin flygter til Strombolis top, besvimer i dampen og vågner som et nyt menneske, et slags urvæsen, der pludselig ser verden for første gang og kan smile over dens guddommelige skønhed.

I 50’erne og 60’erne fik filmen flere italienere fra især Campania til at flytte til Stromboli for at prøve lykken med at lave vin i den ekstremt fertile askejord. Indtil da havde øens perfekte kegleform og dens hyppige ildglimt tjent som fyrtårn for de mange rejsende, der siden antikken navigerede i farvandet mellem Napoli og Sicilien, og blevet befolket og forladt flere gange på grund af sine konstante, eksplosive udbrud. Stromboli betyder ’kegle’ eller ’snurretop’ på oldgræsk, og Homer fortæller, hvordan Odysseus besøger vindguden Aeolus’ øer på sin rejse tilbage til Itacha, og på Stromboli får en lædertaske, der indeholder de gunstige briser, som kan føre ham hjem til den ventende Penelope.

Filmen Stromboli gjorde også stedet berømt hos rige europæere og amerikanere, der tog til øen i efterkrigstiden for at holde ferie, og idag er De æoliske øer en populær turistdestination. Her kan man bo både spartansk på B&B eller på hvidkalkede luksushoteller, og i centrumaf San Vincenzo findes der selvfølgelig i en Bar Ingrid, hvor de lokale holder af at drikke deres morgenkaffe.

Stromboli er stadigvæk ikke til at spøge med: for et par ugers tid siden døde en turist under en voldsom eksplosion fra krateret, og de lokale ‘strombolianere’ vokser op med bevidstheden om, at en evakuering altid kan vente lige om hjørnet.

Hovedfoto: Ingrid bergman vågner op på toppen af vulkanen efter et flugtforsøg fra øen. Wikipedia,  Gawain78.

Den sicilianske finalist til Strega-prisen 2019: Addio fantasmi af Nadia Terranova

Flere italienske anmeldere og forfattere har udnævnt denne bog til den bedste, italienske læseoplevelse i 2018 – blandt andet Domenico Starnone, som egenhændigt kaldte værket ’en dybt bevægende roman’:

Da Ida, hovedpersonen i Nadia Terranovas nyeste roman, Addio, fantasmi, ( Farvel, genfærd) vender hjem til sin fødeby Messina for at hjælpe sin mor med at sætte familiens gamle lejlighed i stand til salg, bliver hun tvunget til at forholde sig til sin barndoms traume om faderens forsvinden. 23 år tidligere forduftede han. Han døde ikke, gik sig bare en tur en morgen og kom aldrig mere tilbage.

Hændelsen vender tilbage til Ida, da hun atter opholder sig i de gamle rum, der både indeholder nye og gamle ting, og hun konfronteres med det faktum, at faderens forsvindingsnummer siden har påvirket hendes liv dybt: Tavsheden overfor moderen, problemerne med at udvikle en identitet baseret på fortielse og anormalitet, selv hendes forhold til ægtemanden, der både er hendes redning og hendes afgrund.

Som dagene går i lejligheden, møder hun sin angst og manglende tillid overfor sine egne ønsker, og omgivet af barndomshjemmets genfærd må hun finde en vej gennem mørket og vække faderens spøgelse til live for at få svar.

Nadia Terranovas bog blev i allerede i december 2018 udråbt som en af årets 12 bedste udgivelser af det valansete tidsskrift La Lettura, og værker er blevet oversat til dansk takket være Forlaget Grif.

Jeg synes, der ligger en spændende dobbelthed mellem temaet om spøgelser og den tragiske lokation, som Messina udgør i den sicilianske bevidsthed. Byen har igennem tiden været voldsomt ramt af jordskælv, blandt andet i 1783 og 1908, hvor tusindvis af mennesker døde, og byen ad flere omgange sank i grus.

Messina er et sted, der er konstant under genopbygning, og indbyggerne bidrager selv til at bryde tingenes tilstand ned: I 1847 brød et af de første Risorgimento-oprør på Syditaliensk jord ud i Messina, og i 2013 gjorde de lokale oprør mod den dybt korrupte kommune og indsatte den barfodede folkeskolelærer Renato Accorinti som borgmester.

Messinas gader rummer et flimret galleri af skygger fra en voldsom fortid, en slags febril rastløshed, der giver byen sin atmosfære, og fuldstændig muliggør et stimulerende bagtæppe for en litteratur fuld af genfærd.

Foto: Vara-processionen i Messina, Wikipedia.

Min nye udgave af Turen Går Til Sicilien er lige landet hos din boghandler

Så er jeg på banen igen med en nyudgivelse: denne gang drejer det sig om Turen Går Til Sicilien, som jeg overtog som titel i 2014. Det omfattede en total omskrivning, for jeg ville lave en helt ny bog, der rakte hinsides ruinerne, iskioskerne og de turistområder langs kysten, som for nogens vedkommende er det eneste, man når at se, når målet er en badeferie med solskinsgaranti til Middelhavets største ø.

Hvad hvis man kunne trænge ind gennem de ældgamle skove af kork-ege i Nebrodi-bjergene, og få sig en tiltrængt pause fra heden? Forstå Siciliens tusindårige historie ved at følge normannertårnene på nordkysten? Eller opdage anderledes steder som alpebyen Castelbuono i Madonie-reservatet, integrationseksperimentet i Mazara del Vallo, og landingspladsen for Italiens bedste rejer i Sciacca?

Da jeg i foråret 2018 tog på research-tur for at skrive denne udgave af Turen Går Til Sicilien, ville jeg sporenstregs ind til øens centrum: jeg havde været der flere år forinden på for at skrive en artikel om antikke kornsorter for weekendavisen, for Siciliens kerne rummer bølgende marker med durumhvede så langt øjet rækker, men var stadig fuld af uudforskede huller for mig.

Siciliens indre er også det mest ukendte sted på øen – selv for sicilianerne. Her kommer man mestendels hvis man er født her, vejret er smeltende varmt om sommeren, og baglandet er propfyldt med både vidundere og traumer, der bunder i menneskets kamp for overlevelse i den evigt foranderlige virkelighed, som opretholder Siciliens evindelige status quo.

Jeg opsøgte ruinerne af Castello di Pietratagliata udenfor landsbyen Aidone med sin baune, der har lyst her i tusind år og båret beskeder igennem Siciliens centrum med samme fart, som man kunne nå at tænde et bål; jeg gik gennem montrene i svovlminemuseet Trabia Tallarita i Riesi, hvor børnene af områdets sidste minearbejdere viste mig rundt og fortalte om faren for stenlunger og sammenstyrtede gange. Og jeg besøgte Alessandro på hans bondegård Il Mandorleto syd for Enna, hvor man kan ride på pensionerede travheste imellem gårdens plantager af økologiske fersken-og mandeltræer…

… Foruden endelig at få sat ansigt og fornemmelse på den forbløffende sprudlende by Caltanissetta, der ligger lige præcis i midten af Sicilien, og hvis provinsliv er indbegrebet af siciliansk laidback.

Kort sagt: jeg har gjort al forarbejdet for dig. SE AT KOMME AFSTED!

Foto credit: Politikens Forlag

I maj klæder Syditaliens marker sig i farven lilla

Hvis du nogensinde har bevæget dig igennem de syditalienske regioner i maj måned, vil du på landet have lagt mærke til de lilla blomster, som dækker markerne i enorme tæpper.

Jeg lagde selv mærke til dem, da jeg sidste forår kørte rundt i Siciliens centrum på research-tur, og blomstens udbredelse var så markant, at jeg spurgte Filippo, en af mine sicilianske venner, hvad det dog var for en plante.

“Det er sulla. Bønderne bruger den til at forbedre jorden, da den binder kvælstof, lidt ligesom kløver i Danmark.”

Filippo har selv både køkkenhave og et lille æsel, og efter et langt liv på kontor omgiver han sig nu helst med de mange sicilianske landmænd, som dyrker afgrøder på samme vis som deres forfædre.

Synet af de nærmest uendelige marker fulde af lilla blomster var så skønt, at jeg besluttede mig til at undersøge sulla-plantens kvaliteter. Det viser sig, at den lille vækst, der bærer bælgfrugter, er flerårig og lyder det latinske navn hedysarum coronarium, kom til Syditalien med de spaniere, som sad på landsdelen fra middelalderen og næsten frem til Italiens samling.

Herover kan du se en smuk timelapse-film der viser Siciliens skiftende årstider af den sicilianske dokumentarist Franco Blandi. Cirka 8 minutter inde i filmen kan man se markerne skifte farve fra grøn til lilla. 

I 1700-tallet begynder man at nævne sulla-planten, som både i frisk og tørret udgave er et fortræffeligt foder for dyrene. I synergi med kornsorter som især byg binder den næringsstoffer fra luften til jorden ved hjælp af et kompliceret rodsystem, som også gør den hårdfør overfor tørke.

I starten dyrkede man sullaen kontrolleret, men planten bredte sig hurtigt til hele naturen på især Sicilien, hvis bagland bliver til et regulært tæppe af vækstens lilla blomsterkroner i maj måned. Blomstens smukke farve afløses i juni måned af en tæt klase med frø, som er yderst næringsrig for kvæg, og mennesker har brugt sullaens blade til medicinsk brug i mixturer og cremer på grund af sine vitaminer.

Dens blade er lækre i en frisk salat, og især honningen på sulla-blomster er en lokal delikatesse fra det syditalienske bagland. Planten skulle desuden sænke niveauet af kolesterol i blodet, og hjælpe kvæg med fordøjelsen pga. sin tannin.

Blomsten dufter desuden sukkersødt. Hvad mere kan man forlange?

Hovedillustration: Lucarelli, Wikipedia.

 

Vil du med mig til Sicilien og opleve Syditaliens virkelige vidundere?

På et eller andet tidspunkt sker det – nok i 2020: at jeg laver mine helt egne ture til Syditalien, som ikke bekræfter det gængse billede af landsdelen, de fleste ser i medierne, og som ej heller går til de sædvanlige attraktioner. Der findes nemlig et Syditalien, som undslipper de sædvanlige statistikker, og som handler om udvikling, håb, innovation og ganske enkelt, kunsten at leve livet, mens man har det.

Jeg har aldrig prøvet at lave rejser for folk før, men det her bliver i forvejen ulig alt, du ellers har været med til – højst sandsynligt. Så forvent det skøreste, det smukkeste, det mærkeligste, og det mest uventede! På min tur skal det være VORES tur. VORES kærlighed til Syditalien, det skal handle om.

Turen gå til de usynlige vidundere, som også er en del af den syditalienske virkelighed: Lokale helte, som på trods af fattigdom og bureaukrati dyrker antikke kornsorter langt ude på landet, og som har startet en revolution udenom storindustrien, hvor bønderne rent faktisk kan få det til at løbe rundt; bjergfolk, der holder grise, køer og får, og laver himmelske produkter. Mennesker, som gør drømmen til virkelighed og laver verdens bedste vin på vulkanske skråninger, der før var ejet af spekulanter, men nu er sat fri. Og gæstfrie sjæle, der åbner teatre, restauranter, bagerier og små hoteller på steder, hvor ingen havde troet det muligt.

Det her er bare en føler for at fornemme, om der overhovedet er interesse: kunne du tænke dig at være med? Eller forestille dig det, på et tidspunkt, når jeg ved mere? Tænk over det. send mig en besked, skriv en kommentar, en mail, hvis det ikke lyder tosset. Eller, igen: gem min idé i baghovedet, og giv lyd hvis det stadig lyder sjovt, når jeg dukker frem med mere nyt.

Jeg forestiller mig at det skal foregå på Sicilien i en uges tid, til forår/efterår. I flyver selv derned, og så mødes vi der, og tager videre sammen til en by, hvor I højst sandsynligt aldrig har været før. Der skal vi bo, derfra vores rejser skal udgå til hele øen. Vi skal ikke kun på gæstebesøg hos de lokale, se vilde landskaber og spise utrolig mad, men også fornemme og dvæle ved de små og store ting, der skaber Syditalien: spadsereturene på hovedgaden. Den evige eftermiddag. Fordøjelsen. In vino veritas. Den elastiske tid. Madonnaen – enhver syditalieners geniale veninde. Helbredet. De kulturelle spor fra normannere, arabere og spanioler, som gemmer sig steder, de færreste ser.

Jeg tegner og fortæller på vejen. Måske læser jeg op under morgenmaden af en siciliansk forfatter, som sætter dagens stemning. Måske nogen kommer forbi og spiller musik.

Jeg glæder mig.

Cecilie.

Immigranter laver mad med duft af Senegal, Gambia og Afghanistan: I Palermos historiske Ballaró-marked ligger vidunderet Ristorante Moltivolti

Da immigrantkrisen i Middelhavet for et par år siden var på sit højeste, ankom der cirka 200.000 bådflygtninge til Sicilien om året, og mens en del af dem blev forflyttet til Italiens øvrige regioner eller Europa, var Palermo en af de byer, der blev ikonisk for sin modtagelse af de udmattede flygtninge: borgmester Leoluca Orlando stod mange gange selv ved kajen, for at hive immigranterne i land, og frivillige borgere kom spontant ned til havnen for at hjælpe med mad og tøj.
Idag har immigranterne spredt sig til hele Sicilien og har for de flestes vedkommende gået en usikker fremtid i møde, men rundt omkring er der også positive historier at fortælle: blandt andet i Palermos historiske Ballaro-marked, der i over 1000 år har været centrum for handel og møder mellem folk fra hele verden, der kom til byen.
I 2014 åbnede restauranten og kontorfællesskabet Moltivolti i Via Giuseppe Mario Puglia på initiativ af både lokale palermitanere og immigranter, der havde lyst til at lave noget sammen, og vise Italien og Europa, at integration også kan være bæredygtig. Idag er det aflange, travle lokale fuld af liv, farver og ikke mindst dufte fra den lækre mad, som bæres rundt til bordene.

I den lille film ovenfor besøger et tv-hold Moltivolti og giver et indtryk af det dynamiske sted, som i sin stemning både er eksotisk og ærke-siciliansk.
Moltivolti drives af folk fra 7 lande – blandt andet Gambia, Senegal, Afghanistan og Zambia, hvilket gør stedet til en kulturel smeltedigel og et eksempel på hvordan man genfortolke immigrationsudfordringen ved at se immigranterne som en ressource, og ikke et problem.
I centrum befinder maden sig, der med udgangspunkt i de bugnende boder udenfor i Ballaro-markedet den ene dag er arabisk inspireret, den anden afrikansk, den tredje måske palermitansk. Grundlæggerne af Moltivolti mener nemlig, at måltidet er det bedste sted at socialisere starte en dialog, og man er ikke bange for at eksperimentere med nye smage.
Desuden tilbyder Moltivolti også kontorpladser for de udenlandske gæster udefra, der ikke har et netværk til at starte en virksomhed op, eller blot har brug for et netværk eller et udgangspunkt til at søge arbejde.
Palermo er i forvejen berømt for sin multikulturelle historie, og byen er bygget på skuldrene af udvekslinger med Tunesien, Marokko, Grækenland og Mellemøsten, der både aflæses i gastronomien, arkitekturen og i de mange sprog, der tales her.
Jeg glæder mig til at komme til Palermo næste gang, hvor jeg uden tvivl skal prøve at spise på Moltivolto – ‘de mange ansigter’. Besøg stedet via linket her.
Moltivoltis kontakoplysninger:
  • Via G.M. Puglia, 21 – 90138 – Palermo
  • info@moltivolti.org
  • www.moltivolti.org
  • 091 2710285 | 327 2377487 | 347 9776306