Category Archives: SICILIEN

I maj klæder Syditaliens marker sig i farven lilla

Hvis du nogensinde har bevæget dig igennem de syditalienske regioner i maj måned, vil du på landet have lagt mærke til de lilla blomster, som dækker markerne i enorme tæpper.

Jeg lagde selv mærke til dem, da jeg sidste forår kørte rundt i Siciliens centrum på research-tur, og blomstens udbredelse var så markant, at jeg spurgte Filippo, en af mine sicilianske venner, hvad det dog var for en plante.

“Det er sulla. Bønderne bruger den til at forbedre jorden, da den binder kvælstof, lidt ligesom kløver i Danmark.”

Filippo har selv både køkkenhave og et lille æsel, og efter et langt liv på kontor omgiver han sig nu helst med de mange sicilianske landmænd, som dyrker afgrøder på samme vis som deres forfædre.

Synet af de nærmest uendelige marker fulde af lilla blomster var så skønt, at jeg besluttede mig til at undersøge sulla-plantens kvaliteter. Det viser sig, at den lille vækst, der bærer bælgfrugter, er flerårig og lyder det latinske navn hedysarum coronarium, kom til Syditalien med de spaniere, som sad på landsdelen fra middelalderen og næsten frem til Italiens samling.

Herover kan du se en smuk timelapse-film der viser Siciliens skiftende årstider af den sicilianske dokumentarist Franco Blandi. Cirka 8 minutter inde i filmen kan man se markerne skifte farve fra grøn til lilla. 

I 1700-tallet begynder man at nævne sulla-planten, som både i frisk og tørret udgave er et fortræffeligt foder for dyrene. I synergi med kornsorter som især byg binder den næringsstoffer fra luften til jorden ved hjælp af et kompliceret rodsystem, som også gør den hårdfør overfor tørke.

I starten dyrkede man sullaen kontrolleret, men planten bredte sig hurtigt til hele naturen på især Sicilien, hvis bagland bliver til et regulært tæppe af vækstens lilla blomsterkroner i maj måned. Blomstens smukke farve afløses i juni måned af en tæt klase med frø, som er yderst næringsrig for kvæg, og mennesker har brugt sullaens blade til medicinsk brug i mixturer og cremer på grund af sine vitaminer.

Dens blade er lækre i en frisk salat, og især honningen på sulla-blomster er en lokal delikatesse fra det syditalienske bagland. Planten skulle desuden sænke niveauet af kolesterol i blodet, og hjælpe kvæg med fordøjelsen pga. sin tannin.

Blomsten dufter desuden sukkersødt. Hvad mere kan man forlange?

Hovedillustration: Lucarelli, Wikipedia.

 

Vil du med mig til Sicilien og opleve Syditaliens virkelige vidundere?

På et eller andet tidspunkt sker det – nok i 2020: at jeg laver mine helt egne ture til Syditalien, som ikke bekræfter det gængse billede af landsdelen, de fleste ser i medierne, og som ej heller går til de sædvanlige attraktioner. Der findes nemlig et Syditalien, som undslipper de sædvanlige statistikker, og som handler om udvikling, håb, innovation og ganske enkelt, kunsten at leve livet, mens man har det.

Jeg har aldrig prøvet at lave rejser for folk før, men det her bliver i forvejen ulig alt, du ellers har været med til – højst sandsynligt. Så forvent det skøreste, det smukkeste, det mærkeligste, og det mest uventede! På min tur skal det være VORES tur. VORES kærlighed til Syditalien, det skal handle om.

Turen gå til de usynlige vidundere, som også er en del af den syditalienske virkelighed: Lokale helte, som på trods af fattigdom og bureaukrati dyrker antikke kornsorter langt ude på landet, og som har startet en revolution udenom storindustrien, hvor bønderne rent faktisk kan få det til at løbe rundt; bjergfolk, der holder grise, køer og får, og laver himmelske produkter. Mennesker, som gør drømmen til virkelighed og laver verdens bedste vin på vulkanske skråninger, der før var ejet af spekulanter, men nu er sat fri. Og gæstfrie sjæle, der åbner teatre, restauranter, bagerier og små hoteller på steder, hvor ingen havde troet det muligt.

Det her er bare en føler for at fornemme, om der overhovedet er interesse: kunne du tænke dig at være med? Eller forestille dig det, på et tidspunkt, når jeg ved mere? Tænk over det. send mig en besked, skriv en kommentar, en mail, hvis det ikke lyder tosset. Eller, igen: gem min idé i baghovedet, og giv lyd hvis det stadig lyder sjovt, når jeg dukker frem med mere nyt.

Jeg forestiller mig at det skal foregå på Sicilien i en uges tid, til forår/efterår. I flyver selv derned, og så mødes vi der, og tager videre sammen til en by, hvor I højst sandsynligt aldrig har været før. Der skal vi bo, derfra vores rejser skal udgå til hele øen. Vi skal ikke kun på gæstebesøg hos de lokale, se vilde landskaber og spise utrolig mad, men også fornemme og dvæle ved de små og store ting, der skaber Syditalien: spadsereturene på hovedgaden. Den evige eftermiddag. Fordøjelsen. In vino veritas. Den elastiske tid. Madonnaen – enhver syditalieners geniale veninde. Helbredet. De kulturelle spor fra normannere, arabere og spanioler, som gemmer sig steder, de færreste ser.

Jeg tegner og fortæller på vejen. Måske læser jeg op under morgenmaden af en siciliansk forfatter, som sætter dagens stemning. Måske nogen kommer forbi og spiller musik.

Jeg glæder mig.

Cecilie.

Immigranter laver mad med duft af Senegal, Gambia og Afghanistan: I Palermos historiske Ballaró-marked ligger vidunderet Ristorante Moltivolti

Da immigrantkrisen i Middelhavet for et par år siden var på sit højeste, ankom der cirka 200.000 bådflygtninge til Sicilien om året, og mens en del af dem blev forflyttet til Italiens øvrige regioner eller Europa, var Palermo en af de byer, der blev ikonisk for sin modtagelse af de udmattede flygtninge: borgmester Leoluca Orlando stod mange gange selv ved kajen, for at hive immigranterne i land, og frivillige borgere kom spontant ned til havnen for at hjælpe med mad og tøj.
Idag har immigranterne spredt sig til hele Sicilien og har for de flestes vedkommende gået en usikker fremtid i møde, men rundt omkring er der også positive historier at fortælle: blandt andet i Palermos historiske Ballaro-marked, der i over 1000 år har været centrum for handel og møder mellem folk fra hele verden, der kom til byen.
I 2014 åbnede restauranten og kontorfællesskabet Moltivolti i Via Giuseppe Mario Puglia på initiativ af både lokale palermitanere og immigranter, der havde lyst til at lave noget sammen, og vise Italien og Europa, at integration også kan være bæredygtig. Idag er det aflange, travle lokale fuld af liv, farver og ikke mindst dufte fra den lækre mad, som bæres rundt til bordene.

I den lille film ovenfor besøger et tv-hold Moltivolti og giver et indtryk af det dynamiske sted, som i sin stemning både er eksotisk og ærke-siciliansk.
Moltivolti drives af folk fra 7 lande – blandt andet Gambia, Senegal, Afghanistan og Zambia, hvilket gør stedet til en kulturel smeltedigel og et eksempel på hvordan man genfortolke immigrationsudfordringen ved at se immigranterne som en ressource, og ikke et problem.
I centrum befinder maden sig, der med udgangspunkt i de bugnende boder udenfor i Ballaro-markedet den ene dag er arabisk inspireret, den anden afrikansk, den tredje måske palermitansk. Grundlæggerne af Moltivolti mener nemlig, at måltidet er det bedste sted at socialisere starte en dialog, og man er ikke bange for at eksperimentere med nye smage.
Desuden tilbyder Moltivolti også kontorpladser for de udenlandske gæster udefra, der ikke har et netværk til at starte en virksomhed op, eller blot har brug for et netværk eller et udgangspunkt til at søge arbejde.
Palermo er i forvejen berømt for sin multikulturelle historie, og byen er bygget på skuldrene af udvekslinger med Tunesien, Marokko, Grækenland og Mellemøsten, der både aflæses i gastronomien, arkitekturen og i de mange sprog, der tales her.
Jeg glæder mig til at komme til Palermo næste gang, hvor jeg uden tvivl skal prøve at spise på Moltivolto – ‘de mange ansigter’. Besøg stedet via linket her.
Moltivoltis kontakoplysninger:
  • Via G.M. Puglia, 21 – 90138 – Palermo
  • info@moltivolti.org
  • www.moltivolti.org
  • 091 2710285 | 327 2377487 | 347 9776306

Lampedusas mesterlige roman ’Leoparden’ sender én på jagt efter Siciliens mystiske kattedyr der er blevet symbolet på øens (s)tilstand.

Når Burt Lancaster lægger armen om Claudia Cardinales smalle liv og fører hende rundt i en sensuel vals, holder både adelsgæsterne i dansesalen og tilskueren bag tv-skærmen vejret. For det er et af de absolutte højdepunkter i filmatiseringen af Tomasi di Lampedusas roman Leoparden,  hvor man trods de forgyldte møbler, de overdådige kjoler og de varme farver i den sicilianske nat fornemmer en skæbnesvanger forandring: Det er øjeblikket, hvor Fabrizio Corbera di Salina, en af de mægtigste fyrster på Sicilien, lader den nye generation, repræsenteret af den skønne og ambitiøse Angelica og hendes opportunistiske forlovede og Fabrizios nevø, Tancredi, træde i forgrunden.

Angelica Sedaras dans med Leoparden Frabrizio Corbera di Salina er en nøglescene i Luchino Viscontis filmaterisering fra 1963, hvor fortid og fremtid mødes, mand og kvinde. 

Selv med adelig kone og 7 børn er Fabrizio en ensom mand, der hellere vil bruge sin tid på at betragte planeterne i sit planetarium indrettet i paladset udenfor Palermo, jage dyr ihjel i baglandets skove eller gå igennem sine overbegroede haver med hunden Bendico halsende ved sin side, end deltage i adelsstandens overfladiske teater-tragik.

Som Italiensskribent er det med ærefrygt, at man nærmer sig det ikoniske vært Il Gattopardo, der blev udgivet i 1958 og sidenhen er blevet en absolut klassiker. Jeg har set filmen af Luchino Visconti, der i 1963 vandt guldpalmerne i Cannes, og blevet dybt bevæget over Burt Lancasters desillusionerede karaktér, der betragter Sicilien under de forskellige ideologiers åg. Og jeg har også skimmet værket, når det har været nødvendigt. Men NU har jeg læst bogen fra ende til anden, og er meget begejstret.

Burt Lancaster i rollen som Fyrst Salina i sit elskede observatorium, hvorfra han betragter himlen og længes efter at hæve sig over livets overfladiskhed blandt stjernerne. Wikipedia.

For det første er romanen meget mere moderne i sit udtryk, end jeg forventede: bogen blev skrevet i 50’erne, og skønt den udgør noget så usædvanligt som en kanoniseret roman skrevet af en adelsmand fra Siciliens absolutte elite, er den forbløffende realistisk helt ud i det kyniske i sin skildring af Fyrst Salinas psykologiske tilstand. For det andet er den syditalienske, litterære udtryk, med sin svulstighed og sit blik for landskabernes storhed og kontraster, stadig tydeligt.

Romanen starter i året 1860, hvor Garibaldi går i land i Marsala. Snart vil han og sine 1000 mand indtage Sicilien og Syditalien og hjælpe kong Vittorio Emanuele med at samle Italien, og den politiske begivenhed repræsenterer på både et fysisk og et psykisk plan adelsstandens fald og opstigningen af den borgerlige klasse. Fabrizio fortæller hvordan det betyder, at ”leoparder og løver nu udskiftes med sjakaler og hyæner”, men Fabrizio har i lang tid  forinden mærket adelens degenerering: han fornemmer den i Tancredis støtte af Garibaldi og den piemontesiske hær i den unge adelsmands håb om at gøre militær karriere i den vindende lejr, i Angelica Sedaras familie, hvor bedstefaren var sindssyg og levede i sit eget skidt, men hvor hendes far med kynisme og snilde nu er blevet den største jordbesidder omkring Salina-familiens sommerresidens i Donnafugata nær Sicilien sydkyst, og i den grimme ungdom, der med overbid, dårlige tænder og fede ansigter betragter Fabrizios dans med Angelica.

Salina-familien ankommer til deres sommerresidens i Donnafugata.

Som romanen skrider frem forvandles Fabrizio fra en stærk og handlekraftig fyrste, som folk både elsker og frygter og i statur fuldstændig mimer leoparden i sit våbenskjold, med smidige bevægelser, bred brystkasse, blond pels og stærke poter, til en gammel mand, der dør i sin seng i familiens lejlighed i Palermo i 1883, og på rørende vis ser døden komme til sin seng i form af en ung kvinde i brun kjole og tornure. Men romanen følger Salina-familiens fald helt op til 1910, hvor Fabrizios ugifte døtre bliver til grin fordi de i deres private kapel disponerer over falske relikvier og beder foran en madonna, der ved en kirkelig inspektion blot viser sig at være et anonymt motiv af en nøgen kvinde.

I det sidste kapitel indser Concetta, der sidder i sin forgyldte lejlighed omgivet af rådne møbler og ragelse og har en nøglerolle i romanen som Tancredis kusine, der aldrig bliver gift med sin kærlighed, men må vansmægte i sin egen familie grundet dens økonomiske interesser i at danne alliance med Sedara’erne, at slægtens omdømme og fremtid endegyldigt er ved at formulde. Pengene og besiddelserne er væk – og nu også familiens rygte i de gejstlige kredse. Concetta rejser sig, tager det gamle, mugne skind fra Bendicò, der ligger på gulvet, og smider det ud af vinduet, som en sidste, symbolsk handling.

Palazzo Filangeri i landsbyen Santa Margherita di Belice var ejet af Lampedusas familie og er model for slottet i Leopardens Donnafugata. Wikipedia.

Leoparden er især verdensberømt for Fabrizio Salinas samtale med Tancredi, hvor han udtaler ordene: ”alt skal forandres, så alt kan forblive, som det er”, og ”Sicilien er gammel, ældgammel, og træt.” Sætningerne kendetegner Sicilien i en nøddeskal, en ø, hvis befolkning er forblevet sig selv på trods og måske netop på grund af de utallige invasioner, krige og ideologier, som har passeret henover dens støvede overflade.

Romanen er blevet kaldt mere europæisk end italiensk i dens spejling af kontinentets evige spændinger og paradokser og dens befolknings længsel efter en tabt verden, men værket blev først udgivet et år efter Tomaso di Lampedusas død i 1957 efter et stort forarbejde fra hans familie, der insisterede på at få bogen på gaden på trods af modvilje fra forlagene, som syntes bogen umiddelbart lød for svulstig og elitær i forhold til datidens mere minimalistiske strømninger. Men Tomasi insisterede og troede på sin roman til det sidste, og leverede i et brev dateret den 30 maggio 1957 til sin ven baron Enrico Merlo di Tagliavia en indgang til både stederne og personerne i Leoparden:

”Det er unødvendigt at fortælle dig, at fyrst Salina var fyrst Lampedusa, Giulio Fabrizio, min oldefar. Hver en ting er sand: hans statur, matematikken, den falske vold, skepsissen, konen, hans tyske mor, modviljen mod at blive senator (..)  Angelica ved jeg ikke, hvem ligner, men husk at hendes efternavn Sedara rimer på Favara. Donnafugata er landsbyen Palma; slottet ligger i Santa Margherita. Jeg holder meget af de to sidste kapitler: Don Fabrizios død, en mand, der altid har været alene på trods af at havde kone og 7 børn; scenen med relikvierne, der slår hovedet på sømmet, er absolut autentisk, jeg så det med mine egne øjne. Sicilien er det, Sicilien er, i 1860, og som det altid har været. Jeg synes kapitlerne indeholder deres egen melankolske ironi. Jeg rejser i dag, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage (…) Bemærk: hunden Bendicò er en vigtig karakter, den er næsten romanens nøgle (..). Dette heraldiske emblem er nøglen til destruktionen, fordi ødelæggelsen når hele vejen til hunden.”

Giuseppe Tomasi di Lampedusa levede fra 1896-1957 og byggede sin roman over sin egen slægts historie og skæbne. Flere forlag afviste romanen, men efter hans død blev den udgivet hos Feltrinelli, og fik straks stor succes. Wikipedia.

Tomasi di Lampedusa har altså givet eftertiden en regulær rejseguide til Leopardernes univers, og i dag besøger mange Palma, Santa Margherita og Siciliens sydkyst med romanen i baghovedet. Også slottet Donnafugata, der ligger i samme område, og hvor dansescenerne til filmen blev optaget, er blevet en turistdestination grundet romanens berømmelse.

Selvom leoparden i dag kun kan findes i levende live i øens zoologiske haver, er dyret blevet et ledemotiv i den sicilianske bevidsthed. Leoparden var en del af Lampedusa-familiens eget våbenskjold, hvor den står på bagbenene på et bjerg med 3 bjergtoppe, og en krone på hovedet. Lampedusa-familien var en af Siciliens ældste adelsslægter, og kan spores helt tilbage til 330, hvor forfædrene kom til Italien fra Istanbul, datidens Byzans. Måske det eksotiske dyr var en del af den lokale fauna i det tyrkiske opland, som det gav mening at huske og forbinde sig med, i rejsen mod vest? Det giver mening hvis man kigger på panterfamilien, som leoparden er en del af, og som endnu i dag lever i Lilleasiens skove.

Lampedusa-familiens våbenskjold. Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ser man på det italienske ord gattopardo, mener nogen, at det er forkert at oversætte det direkte til leopard. I stedet mener forskere og zoologer at ordet henviser til servalen, et mindre kattedyr med blond, stribet og plettet pels, som i dag lever i Afrika vest for Sahara, og hvis vildkattefamilie endda fandtes på Sicilien indtil midten af 1800-tallet, hvor de sidste eksemplarer udgjorde en trussel mod kvæget og derfor blev jagtet og udslettet.

En serval på Serengeti-sletten, Tanzania. Den menes at være i familie med de vildkatte, som levede på Sicilien op til midten af 1800-tallet, og hvis motiv måske er blevet benyttet i Lampedusa-familiens våbenskjold. Wikipedia.

Det ville passe godt ind i Lampedusas symbolik: Tomasi døde uden børn i 1957 som den sidste i sin tusindårige slægt, ligesom Fyrst Salina i romanen blot kan iagttage sin egen families udslettelse. Og ser man sig omkring er Sicilien den region i Syditalien, der suverænt kan byde på flest blonde leoparder i befolkningen. De lister rundt i gaderne på bløde poter med aner tilbage til de lyse normannere, og kan på forunderlig vis vokse op med flammende rødt hår, mælkehvide ansigter og fregner i et Middelhav omgivet af hud ’a olivastro’, med olivenglød.

Skønt de gamle adelsfamilier forlængst har fået ophævet deres privilegier og kun har de ældgamle navne til pynt, opdrages man stadig til at ranke ryggen og skride nedad gaden i stolt positur og blande sig med resten af øens befolkning, der også forstår at bære sig med katteagtig ynde.

Leoparden vandrer som ledemotiv meget længere tilbage end Lampedusas univers til en tid, hvor store kattedyr blev anset som magiske. Dante skrev om hvordan han drømte om at møde panteren i Italiens skove og blive parfumeret af rovdyrets duftende ånde. Den befolkede middelalderens mytologi ligesom enhjørninger og griffer. Noget af mystikken lå i det faktum, at en leopard mentes at være en krydsning mellem en panter og en løve – en smuk bastard med en pels der spejler underskovens vekslende flimmer af sol og skygger. Akkurat som Sicilien, der er både synes at tilhøre Europa og Afrika,  og har en overflade, der plettet af blod, mælk, sved og olie altid vaskes ren af regnen, i sin læggen ryg til tidens ubønhørlige gang.

Giuseppe Tomasi di Lampedusa: Il gattopardo, Feltrinelli, 2016.

Oversat af Thomas Harder til Leoparden, Gyldendal, 2004.

Hovedmotiv: scene fra filmen ‘The Leopard’ med Burt Lancaster og Claudia Cardinale i hovedrollerne. Wikipedia.    

 

 

 

 

Scicli er Siciliens glemte barokby og filminstruktørernes taknemmelige kulisse

Da jeg forleden skrev om kommissær Montalbanos genkomst på italiensk tv, kunne jeg ikke lade være med at tænke på byen, hvor hans politstation ligger – nemlig i Scicli (det fiktive Vigata), der i Montalbano-universet sammen med langt mere berømte byer som Ragusa og Modica udgør kulisserne for den nu 20 år gamle hit-serie.

Jeg kender alle de verdenskendte barokbyer – Ragusa, Noto, Modica – der ligger som kunstfærdige konditorkager i de elfenbenshvide Ibleo-bjerge i Siciliens fjerne, sydøstlige hjørne. De er resultaterne af det gruopvækkende jordskælv, der i 1693 med en kæmpe krampetrækning forvandlede områdets landsbyer til støv, og som måtte genopbygges på et tidspunkt, hvor barokken befandt sig i sin allermest svulstige periode. På dette tidspunkt havde Sicilien været under spansk herredømme i århundreder, og var hjemsted for vicekonger og senatorer, der virkelig sværgede til pomp og pragt.

Idag er barokbyerne i Ibleo.bjergene udnævnt til verdens kulturarv af Unesco, og det er blandingen af landskabernes dramatik, byernes tæhed og varme farver, og de enkelte bygningers finurlige skønhed, der gør området så spændende at besøge. Netop mødet mellem den italienske og spanske barok på øen har gjort at siciliansk barok er blevet sin helt egen stilart, med ansigter, dyr og symboler udhugget i den specielle kalksten fra Ibleo-bjergene, der viste sig særlig blød at hugge i, og særlig stærk at bygge med.

Det er ikke kun borgerhusene fra barokken, der er fulde af kunstfærdigheder – også kirkerne, som her San Bartolomeo. Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor langt de fleste valfarter til de førnævnte byer, har så godt som ingen opdaget Scicli, der ligger 26 kilometer fra Ragusa og balancerer på en bjergvæg, omkring hvilken 3 enorme kløfter skærer sig ned i det bløde kalkmassiv. Bjergenes dramatik er igennem millioner af år blevet understreget af erosion, og det klukker og bobler overalt af kilder og floder, der gør de tørre klipper forbløffende frodige.

Jeg synes Scicli er et oplagt alternativ til især Ragusa – sidstnævnte er den mest berømte og besøgte af barokbyerne, men skønt dens gamle Ibla-bydel skam er smuk og velbevaret, synes jeg også, at den virker ret museumsagtig, og mennesketøm. I Scicli er de gamle gader fulde af barok også fulde af indbyggere, der handler, bor og arbejder her, og det giver de gamle bygninger et uimodståeligt liv.

Scicli opleves bedst enten vinter eller det spæde forår, hvor det endnu ikke er blevet for hedt, og gaderne er grønne af terrasser med blomster, citrontræer og olivengrene. Alle gader i det gamle centrum er fuld af imponerende borgerhuse fra barokperioden, men særligt Via Mormino Penna er berømt for sine karakteristiske facader. Palazzo Beneventano, Palazzo Fava, Palazzo Spadaro og Palazzo di Citta viser udviklingen fra den vilde barok til den lettere stil i starten af 1800tallet – sidstnævnte er byens rådhus, som på film er Montalbanos politistation.

Detalje fra Palazzo Beneventano.Wikipedia.

Men det er ikke kun barok, der gør Scicli markant: ligesom i slugterne udenfor byen er mange af bjergskrænterne her gennemhullet af grotter, nogle naturlige, andre menneskeskabte, hvor man har boet i tusindvis af år. Og langs nogle af byens indfaldsveje udnyttes disse huler idag af ældre håndværkere, som kommer her hver dag og hamrer på stål og træ i deres værksteder, når vejret er godt. Det billede herunder er fra min sidste tur til Scicli, hvor jeg mødte en af smedene, og købte en lille petroleumslampe i blik.

Nye afsnit med Kommissær Montalbano der hjælper bådflygtninge på Sicilien skaber postyr, men seriens succes ligger netop i balancen mellem virkelighed og fantasi

Netop nu ruller Siciliens hvide barokbyer og forblæste landskaber henover de italienske TV-skærme i form af serien om Kommissær Montalbano, der på tyvende år underholder seere verden over.  Den 11 februar blev det nyeste afsnit sendt på La RAI under titlen ’L’altro capo del filo’ (den anden ende af tråden), og mens folk kunne glæde sig over at se seriens kendte skuespillere indtage de sædvanlige pladser i forfatteren Andrea Camilleris ærkesicilianske univers, skabte afsnittet også en del postyr.

Luca Zingaretti har fået stor succes i sin rolle som den både alvorlige og retfærdige Salvo Montalbano, men nu er hans fiktive karakter kommet i modvind grundet de politiske spændinger i Italien. Wikipedia.

57-årige Luca Zingaretti, der siden seriestarten i 1998 har fortolket Montalbano-figuren med stor succes, bliver nemlig konfronteret med en farlig bådflygtningesituation, og må blandt andet springe i havet for at bjerge liget af en marokkaner i land. Bådflygtninge-temaet er gennemgående i det første afsnit, og det har fået sindene i kog i Italien, blandt dels en fløj, der mener, at La Rai således laver bevidst propaganda i mod regeringens holdning overfor immigranterne,  mens den anden fløj forsvarer historien.

Ovenfor kan du se de første minutter af afsnittet som gik i luften den 11 februar med titlen ‘laltro capo del filo – den anden ende af tråden’.

For at gøre afsnittet som autentisk som muligt har tv-kanalen gjort et stort forarbejde ved at opsøge statister blandt Siciliens modtagercentre og migrantsamfund, og direktør Teresa De Santis, har svaret således imod anklagerne i avisen La Repubblica: ”La RAI skammer sig ikke over noget som helst, immigration er et kompleks tema som berører mange virkeligheder, og filmen fortæller ud fra sit eget udgangspunkt og inviterer til refleksion. Den aktuelle, politiske polemik har ikke noget med os at gøre.”

Forsvarere af afsnittets indhold har også påpeget at seriens ophavsmand, succesforfatteren Andrea Camilleri, skrev handlingen allerede i 2016, og at han derfor ikke kan have brugt den som en kommentar til Salvini-regeringens hårde immigrantpolitik.

La Sicilia e Montalbano secondo il dott. Pasquano

Le splendide parole di Marcello Perracchio riguardo la Sicilia e Montalbano.

Slået op af Gli amici del Commissario Montalbano i Torsdag den 7. februar 2019

Ovenfor ses en lille film med en sicilianer, der er fan af Montalbano, og som fortæller om hvordan serien har fået sicilianerne til at genopdage deres øs skønhed.

Omkring 11 millioner italienere så afsnittet forleden, som vil blive fulgt op den 18 februar med afnittet ’Un diario del ’43 – en dagbog fra ’43’. Teresa de Santis, som også har været med helt fra starten, er naturligvis begejstret for at Montalbano har så stor succes både ude og hjemme, og begrunder det med Siciliens og Syditaliens skønhed og eviggyldige appel:

”Den verden, som Camilleri har opbygget, fortæller om alle Italiens ansigter og gør Syditalien og især Sicilien central, både når det kommer til det fantastiske (den opfundne by Vigata, hvor Montalbano bor og arbejder) og i repræsentationen af alt det, der sker i den virkelige verden. Montalbano er en styrke for La RAI. Jeg ønsker alle god fornøjelse med serien, men jeg håber også på refleksion, og der mangler så sandelig ikke stikord.”

Hovedfoto: I Montalbano-serien bor og arbejder politikommissæren i den fiktive by Vigata. I virkeligheden udspiller mange af scenerne sig i flere forskellige, gamle barokbyer på det sydøstlige Sicilien, specielt i Scicli, hvis rådhus  danner rammen for Montalbanos politstation. Wikipedia.