Category Archives: SICILIEN

Lampedusas mesterlige roman ’Leoparden’ sender én på jagt efter Siciliens mystiske kattedyr der er blevet symbolet på øens (s)tilstand.

Når Burt Lancaster lægger armen om Claudia Cardinales smalle liv og fører hende rundt i en sensuel vals, holder både adelsgæsterne i dansesalen og tilskueren bag tv-skærmen vejret. For det er et af de absolutte højdepunkter i filmatiseringen af Tomasi di Lampedusas roman Leoparden,  hvor man trods de forgyldte møbler, de overdådige kjoler og de varme farver i den sicilianske nat fornemmer en skæbnesvanger forandring: Det er øjeblikket, hvor Fabrizio Corbera di Salina, en af de mægtigste fyrster på Sicilien, lader den nye generation, repræsenteret af den skønne og ambitiøse Angelica og hendes opportunistiske forlovede og Fabrizios nevø, Tancredi, træde i forgrunden.

Angelica Sedaras dans med Leoparden Frabrizio Corbera di Salina er en nøglescene i Luchino Viscontis filmaterisering fra 1963, hvor fortid og fremtid mødes, mand og kvinde. 

Selv med adelig kone og 7 børn er Fabrizio en ensom mand, der hellere vil bruge sin tid på at betragte planeterne i sit planetarium indrettet i paladset udenfor Palermo, jage dyr ihjel i baglandets skove eller gå igennem sine overbegroede haver med hunden Bendico halsende ved sin side, end deltage i adelsstandens overfladiske teater-tragik.

Som Italiensskribent er det med ærefrygt, at man nærmer sig det ikoniske vært Il Gattopardo, der blev udgivet i 1958 og sidenhen er blevet en absolut klassiker. Jeg har set filmen af Luchino Visconti, der i 1963 vandt guldpalmerne i Cannes, og blevet dybt bevæget over Burt Lancasters desillusionerede karaktér, der betragter Sicilien under de forskellige ideologiers åg. Og jeg har også skimmet værket, når det har været nødvendigt. Men NU har jeg læst bogen fra ende til anden, og er meget begejstret.

Burt Lancaster i rollen som Fyrst Salina i sit elskede observatorium, hvorfra han betragter himlen og længes efter at hæve sig over livets overfladiskhed blandt stjernerne. Wikipedia.

For det første er romanen meget mere moderne i sit udtryk, end jeg forventede: bogen blev skrevet i 50’erne, og skønt den udgør noget så usædvanligt som en kanoniseret roman skrevet af en adelsmand fra Siciliens absolutte elite, er den forbløffende realistisk helt ud i det kyniske i sin skildring af Fyrst Salinas psykologiske tilstand. For det andet er den syditalienske, litterære udtryk, med sin svulstighed og sit blik for landskabernes storhed og kontraster, stadig tydeligt.

Romanen starter i året 1860, hvor Garibaldi går i land i Marsala. Snart vil han og sine 1000 mand indtage Sicilien og Syditalien og hjælpe kong Vittorio Emanuele med at samle Italien, og den politiske begivenhed repræsenterer på både et fysisk og et psykisk plan adelsstandens fald og opstigningen af den borgerlige klasse. Fabrizio fortæller hvordan det betyder, at ”leoparder og løver nu udskiftes med sjakaler og hyæner”, men Fabrizio har i lang tid  forinden mærket adelens degenerering: han fornemmer den i Tancredis støtte af Garibaldi og den piemontesiske hær i den unge adelsmands håb om at gøre militær karriere i den vindende lejr, i Angelica Sedaras familie, hvor bedstefaren var sindssyg og levede i sit eget skidt, men hvor hendes far med kynisme og snilde nu er blevet den største jordbesidder omkring Salina-familiens sommerresidens i Donnafugata nær Sicilien sydkyst, og i den grimme ungdom, der med overbid, dårlige tænder og fede ansigter betragter Fabrizios dans med Angelica.

Salina-familien ankommer til deres sommerresidens i Donnafugata.

Som romanen skrider frem forvandles Fabrizio fra en stærk og handlekraftig fyrste, som folk både elsker og frygter og i statur fuldstændig mimer leoparden i sit våbenskjold, med smidige bevægelser, bred brystkasse, blond pels og stærke poter, til en gammel mand, der dør i sin seng i familiens lejlighed i Palermo i 1883, og på rørende vis ser døden komme til sin seng i form af en ung kvinde i brun kjole og tornure. Men romanen følger Salina-familiens fald helt op til 1910, hvor Fabrizios ugifte døtre bliver til grin fordi de i deres private kapel disponerer over falske relikvier og beder foran en madonna, der ved en kirkelig inspektion blot viser sig at være et anonymt motiv af en nøgen kvinde.

I det sidste kapitel indser Concetta, der sidder i sin forgyldte lejlighed omgivet af rådne møbler og ragelse og har en nøglerolle i romanen som Tancredis kusine, der aldrig bliver gift med sin kærlighed, men må vansmægte i sin egen familie grundet dens økonomiske interesser i at danne alliance med Sedara’erne, at slægtens omdømme og fremtid endegyldigt er ved at formulde. Pengene og besiddelserne er væk – og nu også familiens rygte i de gejstlige kredse. Concetta rejser sig, tager det gamle, mugne skind fra Bendicò, der ligger på gulvet, og smider det ud af vinduet, som en sidste, symbolsk handling.

Palazzo Filangeri i landsbyen Santa Margherita di Belice var ejet af Lampedusas familie og er model for slottet i Leopardens Donnafugata. Wikipedia.

Leoparden er især verdensberømt for Fabrizio Salinas samtale med Tancredi, hvor han udtaler ordene: ”alt skal forandres, så alt kan forblive, som det er”, og ”Sicilien er gammel, ældgammel, og træt.” Sætningerne kendetegner Sicilien i en nøddeskal, en ø, hvis befolkning er forblevet sig selv på trods og måske netop på grund af de utallige invasioner, krige og ideologier, som har passeret henover dens støvede overflade.

Romanen er blevet kaldt mere europæisk end italiensk i dens spejling af kontinentets evige spændinger og paradokser og dens befolknings længsel efter en tabt verden, men værket blev først udgivet et år efter Tomaso di Lampedusas død i 1957 efter et stort forarbejde fra hans familie, der insisterede på at få bogen på gaden på trods af modvilje fra forlagene, som syntes bogen umiddelbart lød for svulstig og elitær i forhold til datidens mere minimalistiske strømninger. Men Tomasi insisterede og troede på sin roman til det sidste, og leverede i et brev dateret den 30 maggio 1957 til sin ven baron Enrico Merlo di Tagliavia en indgang til både stederne og personerne i Leoparden:

”Det er unødvendigt at fortælle dig, at fyrst Salina var fyrst Lampedusa, Giulio Fabrizio, min oldefar. Hver en ting er sand: hans statur, matematikken, den falske vold, skepsissen, konen, hans tyske mor, modviljen mod at blive senator (..)  Angelica ved jeg ikke, hvem ligner, men husk at hendes efternavn Sedara rimer på Favara. Donnafugata er landsbyen Palma; slottet ligger i Santa Margherita. Jeg holder meget af de to sidste kapitler: Don Fabrizios død, en mand, der altid har været alene på trods af at havde kone og 7 børn; scenen med relikvierne, der slår hovedet på sømmet, er absolut autentisk, jeg så det med mine egne øjne. Sicilien er det, Sicilien er, i 1860, og som det altid har været. Jeg synes kapitlerne indeholder deres egen melankolske ironi. Jeg rejser i dag, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage (…) Bemærk: hunden Bendicò er en vigtig karakter, den er næsten romanens nøgle (..). Dette heraldiske emblem er nøglen til destruktionen, fordi ødelæggelsen når hele vejen til hunden.”

Giuseppe Tomasi di Lampedusa levede fra 1896-1957 og byggede sin roman over sin egen slægts historie og skæbne. Flere forlag afviste romanen, men efter hans død blev den udgivet hos Feltrinelli, og fik straks stor succes. Wikipedia.

Tomasi di Lampedusa har altså givet eftertiden en regulær rejseguide til Leopardernes univers, og i dag besøger mange Palma, Santa Margherita og Siciliens sydkyst med romanen i baghovedet. Også slottet Donnafugata, der ligger i samme område, og hvor dansescenerne til filmen blev optaget, er blevet en turistdestination grundet romanens berømmelse.

Selvom leoparden i dag kun kan findes i levende live i øens zoologiske haver, er dyret blevet et ledemotiv i den sicilianske bevidsthed. Leoparden var en del af Lampedusa-familiens eget våbenskjold, hvor den står på bagbenene på et bjerg med 3 bjergtoppe, og en krone på hovedet. Lampedusa-familien var en af Siciliens ældste adelsslægter, og kan spores helt tilbage til 330, hvor forfædrene kom til Italien fra Istanbul, datidens Byzans. Måske det eksotiske dyr var en del af den lokale fauna i det tyrkiske opland, som det gav mening at huske og forbinde sig med, i rejsen mod vest? Det giver mening hvis man kigger på panterfamilien, som leoparden er en del af, og som endnu i dag lever i Lilleasiens skove.

Lampedusa-familiens våbenskjold. Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ser man på det italienske ord gattopardo, mener nogen, at det er forkert at oversætte det direkte til leopard. I stedet mener forskere og zoologer at ordet henviser til servalen, et mindre kattedyr med blond, stribet og plettet pels, som i dag lever i Afrika vest for Sahara, og hvis vildkattefamilie endda fandtes på Sicilien indtil midten af 1800-tallet, hvor de sidste eksemplarer udgjorde en trussel mod kvæget og derfor blev jagtet og udslettet.

En serval på Serengeti-sletten, Tanzania. Den menes at være i familie med de vildkatte, som levede på Sicilien op til midten af 1800-tallet, og hvis motiv måske er blevet benyttet i Lampedusa-familiens våbenskjold. Wikipedia.

Det ville passe godt ind i Lampedusas symbolik: Tomasi døde uden børn i 1957 som den sidste i sin tusindårige slægt, ligesom Fyrst Salina i romanen blot kan iagttage sin egen families udslettelse. Og ser man sig omkring er Sicilien den region i Syditalien, der suverænt kan byde på flest blonde leoparder i befolkningen. De lister rundt i gaderne på bløde poter med aner tilbage til de lyse normannere, og kan på forunderlig vis vokse op med flammende rødt hår, mælkehvide ansigter og fregner i et Middelhav omgivet af hud ’a olivastro’, med olivenglød.

Skønt de gamle adelsfamilier forlængst har fået ophævet deres privilegier og kun har de ældgamle navne til pynt, opdrages man stadig til at ranke ryggen og skride nedad gaden i stolt positur og blande sig med resten af øens befolkning, der også forstår at bære sig med katteagtig ynde.

Leoparden vandrer som ledemotiv meget længere tilbage end Lampedusas univers til en tid, hvor store kattedyr blev anset som magiske. Dante skrev om hvordan han drømte om at møde panteren i Italiens skove og blive parfumeret af rovdyrets duftende ånde. Den befolkede middelalderens mytologi ligesom enhjørninger og griffer. Noget af mystikken lå i det faktum, at en leopard mentes at være en krydsning mellem en panter og en løve – en smuk bastard med en pels der spejler underskovens vekslende flimmer af sol og skygger. Akkurat som Sicilien, der er både synes at tilhøre Europa og Afrika,  og har en overflade, der plettet af blod, mælk, sved og olie altid vaskes ren af regnen, i sin læggen ryg til tidens ubønhørlige gang.

Giuseppe Tomasi di Lampedusa: Il gattopardo, Feltrinelli, 2016.

Oversat af Thomas Harder til Leoparden, Gyldendal, 2004.

Hovedmotiv: scene fra filmen ‘The Leopard’ med Burt Lancaster og Claudia Cardinale i hovedrollerne. Wikipedia.    

 

 

 

 

Scicli er Siciliens glemte barokby og filminstruktørernes taknemmelige kulisse

Da jeg forleden skrev om kommissær Montalbanos genkomst på italiensk tv, kunne jeg ikke lade være med at tænke på byen, hvor hans politstation ligger – nemlig i Scicli (det fiktive Vigata), der i Montalbano-universet sammen med langt mere berømte byer som Ragusa og Modica udgør kulisserne for den nu 20 år gamle hit-serie.

Jeg kender alle de verdenskendte barokbyer – Ragusa, Noto, Modica – der ligger som kunstfærdige konditorkager i de elfenbenshvide Ibleo-bjerge i Siciliens fjerne, sydøstlige hjørne. De er resultaterne af det gruopvækkende jordskælv, der i 1693 med en kæmpe krampetrækning forvandlede områdets landsbyer til støv, og som måtte genopbygges på et tidspunkt, hvor barokken befandt sig i sin allermest svulstige periode. På dette tidspunkt havde Sicilien været under spansk herredømme i århundreder, og var hjemsted for vicekonger og senatorer, der virkelig sværgede til pomp og pragt.

Idag er barokbyerne i Ibleo.bjergene udnævnt til verdens kulturarv af Unesco, og det er blandingen af landskabernes dramatik, byernes tæhed og varme farver, og de enkelte bygningers finurlige skønhed, der gør området så spændende at besøge. Netop mødet mellem den italienske og spanske barok på øen har gjort at siciliansk barok er blevet sin helt egen stilart, med ansigter, dyr og symboler udhugget i den specielle kalksten fra Ibleo-bjergene, der viste sig særlig blød at hugge i, og særlig stærk at bygge med.

Det er ikke kun borgerhusene fra barokken, der er fulde af kunstfærdigheder – også kirkerne, som her San Bartolomeo. Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor langt de fleste valfarter til de førnævnte byer, har så godt som ingen opdaget Scicli, der ligger 26 kilometer fra Ragusa og balancerer på en bjergvæg, omkring hvilken 3 enorme kløfter skærer sig ned i det bløde kalkmassiv. Bjergenes dramatik er igennem millioner af år blevet understreget af erosion, og det klukker og bobler overalt af kilder og floder, der gør de tørre klipper forbløffende frodige.

Jeg synes Scicli er et oplagt alternativ til især Ragusa – sidstnævnte er den mest berømte og besøgte af barokbyerne, men skønt dens gamle Ibla-bydel skam er smuk og velbevaret, synes jeg også, at den virker ret museumsagtig, og mennesketøm. I Scicli er de gamle gader fulde af barok også fulde af indbyggere, der handler, bor og arbejder her, og det giver de gamle bygninger et uimodståeligt liv.

Scicli opleves bedst enten vinter eller det spæde forår, hvor det endnu ikke er blevet for hedt, og gaderne er grønne af terrasser med blomster, citrontræer og olivengrene. Alle gader i det gamle centrum er fuld af imponerende borgerhuse fra barokperioden, men særligt Via Mormino Penna er berømt for sine karakteristiske facader. Palazzo Beneventano, Palazzo Fava, Palazzo Spadaro og Palazzo di Citta viser udviklingen fra den vilde barok til den lettere stil i starten af 1800tallet – sidstnævnte er byens rådhus, som på film er Montalbanos politistation.

Detalje fra Palazzo Beneventano.Wikipedia.

Men det er ikke kun barok, der gør Scicli markant: ligesom i slugterne udenfor byen er mange af bjergskrænterne her gennemhullet af grotter, nogle naturlige, andre menneskeskabte, hvor man har boet i tusindvis af år. Og langs nogle af byens indfaldsveje udnyttes disse huler idag af ældre håndværkere, som kommer her hver dag og hamrer på stål og træ i deres værksteder, når vejret er godt. Det billede herunder er fra min sidste tur til Scicli, hvor jeg mødte en af smedene, og købte en lille petroleumslampe i blik.

Nye afsnit med Kommissær Montalbano der hjælper bådflygtninge på Sicilien skaber postyr, men seriens succes ligger netop i balancen mellem virkelighed og fantasi

Netop nu ruller Siciliens hvide barokbyer og forblæste landskaber henover de italienske TV-skærme i form af serien om Kommissær Montalbano, der på tyvende år underholder seere verden over.  Den 11 februar blev det nyeste afsnit sendt på La RAI under titlen ’L’altro capo del filo’ (den anden ende af tråden), og mens folk kunne glæde sig over at se seriens kendte skuespillere indtage de sædvanlige pladser i forfatteren Andrea Camilleris ærkesicilianske univers, skabte afsnittet også en del postyr.

Luca Zingaretti har fået stor succes i sin rolle som den både alvorlige og retfærdige Salvo Montalbano, men nu er hans fiktive karakter kommet i modvind grundet de politiske spændinger i Italien. Wikipedia.

57-årige Luca Zingaretti, der siden seriestarten i 1998 har fortolket Montalbano-figuren med stor succes, bliver nemlig konfronteret med en farlig bådflygtningesituation, og må blandt andet springe i havet for at bjerge liget af en marokkaner i land. Bådflygtninge-temaet er gennemgående i det første afsnit, og det har fået sindene i kog i Italien, blandt dels en fløj, der mener, at La Rai således laver bevidst propaganda i mod regeringens holdning overfor immigranterne,  mens den anden fløj forsvarer historien.

Ovenfor kan du se de første minutter af afsnittet som gik i luften den 11 februar med titlen ‘laltro capo del filo – den anden ende af tråden’.

For at gøre afsnittet som autentisk som muligt har tv-kanalen gjort et stort forarbejde ved at opsøge statister blandt Siciliens modtagercentre og migrantsamfund, og direktør Teresa De Santis, har svaret således imod anklagerne i avisen La Repubblica: ”La RAI skammer sig ikke over noget som helst, immigration er et kompleks tema som berører mange virkeligheder, og filmen fortæller ud fra sit eget udgangspunkt og inviterer til refleksion. Den aktuelle, politiske polemik har ikke noget med os at gøre.”

Forsvarere af afsnittets indhold har også påpeget at seriens ophavsmand, succesforfatteren Andrea Camilleri, skrev handlingen allerede i 2016, og at han derfor ikke kan have brugt den som en kommentar til Salvini-regeringens hårde immigrantpolitik.

La Sicilia e Montalbano secondo il dott. Pasquano

Le splendide parole di Marcello Perracchio riguardo la Sicilia e Montalbano.

Slået op af Gli amici del Commissario Montalbano i Torsdag den 7. februar 2019

Ovenfor ses en lille film med en sicilianer, der er fan af Montalbano, og som fortæller om hvordan serien har fået sicilianerne til at genopdage deres øs skønhed.

Omkring 11 millioner italienere så afsnittet forleden, som vil blive fulgt op den 18 februar med afnittet ’Un diario del ’43 – en dagbog fra ’43’. Teresa de Santis, som også har været med helt fra starten, er naturligvis begejstret for at Montalbano har så stor succes både ude og hjemme, og begrunder det med Siciliens og Syditaliens skønhed og eviggyldige appel:

”Den verden, som Camilleri har opbygget, fortæller om alle Italiens ansigter og gør Syditalien og især Sicilien central, både når det kommer til det fantastiske (den opfundne by Vigata, hvor Montalbano bor og arbejder) og i repræsentationen af alt det, der sker i den virkelige verden. Montalbano er en styrke for La RAI. Jeg ønsker alle god fornøjelse med serien, men jeg håber også på refleksion, og der mangler så sandelig ikke stikord.”

Hovedfoto: I Montalbano-serien bor og arbejder politikommissæren i den fiktive by Vigata. I virkeligheden udspiller mange af scenerne sig i flere forskellige, gamle barokbyer på det sydøstlige Sicilien, specielt i Scicli, hvis rådhus  danner rammen for Montalbanos politstation. Wikipedia.

Ansigt til ansigt med mafiaen – den 31 marts deltager jeg i Syditaliensk Aften under Copenhagen Dox i samtale med Thomas Harder.

Jeg skal prøve noget, jeg aldrig har prøvet før – nemlig tale om mafiaen. For et par ugers tid siden blev jeg nemlig kontaktet af dokumentarfilmfestivalen Copenhagen Dox, der i anledningen af visningen af 2 spritnye, italienske dokumentarer om emnet under CPH DOX søndag den 31 marts ønskede oplæg fra et panel af syditaliensk-kyndige, Jeg var naturligvis glad for at blive talt mellem disse, der udover mig selv også tæller seniorforsker Gert Sørensen fra KUA, oversætter og forfatter Thomas Harder og forfatter Ditte Roslyng, der blandt andet har skrevet bogen Med mafiaen under huden fra 2017.
Efter visningen af den første film og en middag skal jeg sammen med Thomas Harder samtale om mafiaen – og selvom jeg jo allerede har beskæftiget mig med emnet i mine bøger og i mine artikler, har jeg aldrig talt særskilt om mafiaen – så dette bliver den første gang, og jeg glæder mig.
Der er en helt særlig balance, som jeg synes, man skal have for øje, når man tager fat i så følsomt og alvorligt et emne som den iitalienske mafia: dels er det vigtigt at undsige sig de klichéer og romanticeringer, som begrebet er blevet pakket ind i efter årtiers fortolkninger af krimiforfattere og Hollywood-instruktører, og dels bør man også have respekt for den virkelighed,  der også handler om, at Syditalien trods alt er en landsdel i udvikling:
Aldrig har der været så mange lokale initiativer fra både statens og lokalbefolkningernes side som nu, hvor man prøver at gå imod den organiserede kriminalitet: tusindvis af mafiapalæer, landsteder og jorde er i løbet af de sidste par år blevet beslagslagt af den italienske stat og overbragt til de lokale til fordel for landbrugskooperativer og sociale projekter. Og på græsrodsplan laves der netværk som Senzapizzo, hvor sicilianere åbenlyst støtter og promoverer butikker i Palermo, som ikke betaler beskyttelsespenge, og landbrugsprojektet LIBERA, der fra Sicilien har bredt sig til hele Syditalien og nu råder over enorme områder af mafiakonfiskerede hektarer med dyrkning af  økologiske råvarer.
Jeg er ikke en af dem, der har studeret det syditalienske mafiafænomen specifikt. Det er et uudtømmeligt og vigtigt emne, som jeg er sikker på, at mine kolleger i panelet kan fortælle om, mens jeg for min part især ønsker a byde ind med hvordan den syditalienske kultur på godt og ondt rummer elementer, som mafiaen kan udnytte. Disse er historisk funderede og hjulpet på vej af sociale mekanismer, som jo også gør Syditalien til et uimodståeligt sted at være: opmærksomheden overfor hinanden, altruismen, vigtigheden af familien.
Og så har jeg i løbet af de år, jeg har boet og færdedes i Syditalien, oplevet slummen og fattigdommen på egen krop i Napoli-kvartererne Sanita og Poggioreale, og set hvordan mistilliden til staten skaber parallelle systemer overalt i landsdelen. Systemer, der rent faktisk fungerer bedre i hverdagen end det gængse, og dermed kan vokse til det monstrøse.
Nedenfor kommer beskrivelserne af filmene fra programmet – du kan læse mere om tid og sted og købe billet til arrangementet HER.

Camorra

Instruktør: Francesco Patierno

Napoli er mafialand. Få steder den kriminelle underverden haft så meget magt som her. I en film, der udelukkende består af utroligt materiale fra de italiensk tv-arkiver, oprulles byens mørke historie siden 1960’erne. Fattig, voldelig og korrupt – men også med en helt særlig napolitansk karakter, som indbyggerne bærer med stolthed og som den lokale underverden også har taget til sig. Der er flere interne magtkampe og store offentlige blow-outs i den napolitanske camorra, end i de mere lyssky grupperinger mange andre steder.

Byens historie fortalt i billeder er af samme grund en både dramatisk og dybt fascinerende oplevelse. Francesco Patiernos kritikerroste film løfter opgaven til fulde. Ligesom virkelighedens camorra faktisk skabte en vis (voldelig) orden i byens kaos, skaber Patiernos film en samlet fortælling ud af fragmenterne. Og den er virkelig god.

Shooting the Mafia

Instruktør: Kim Longinotto

Hun har dedikeret sit lange liv til at dokumentere den sicilianske mafia – og resten af det sicilianske samfund – i sine uforglemmelige sort/hvide billeder. Fotografen Letizia Battaglia lever farligt, til gengæld lever hun livet fuldt ud! Den nu 83-årige Battaglia er mere streetwise end de gangsterspirer, hun fortsat fotograferer og hænger ud med. Og så kan hun fortælle historier.

Den kvindelige doku-veteran og CPH:DOX-vinder Kim Longinottos portræt får det hele med. Billederne, fortællingerne og Battaglia selv i både close-up og fuld figur. Hun startede først for alvor som fotograf da hun var i midten af 30’erne og var ved at opdrage sit tredje barn. Og hendes livsværk på over 600.000 fotografier (hvoraf vi her ser de absolut bedste) er ikke blot en overvældende skildring af Siciliens historie på godt og ondt. De var også med til at sætte en stopper for Cosa Nostras voldelige regime. Men når man ligefrem hedder ‘kamp’ til efternavn skal der også meget til at stoppe én.

Hovedfoto: Fra Kim Longinottos film Shooting The Mafia, 2018, Copyright: Kim Longinotto.


Nytårshilsen fra Syditalien om året der er gået: Til Sicilien og Napoli-bugten med Mine Geniale Veninder

Traditionen tro samler jeg op på året, der i gået, i Syditaliens tegn –  og 2018 var året, der kom til at handle om især Sicilien og øerne i Napoli-bugten. I februar 2019 udkommer de spritnye udgaver af Turen Går Til Sicilien og Turen Går Til Napoli og Syditalien, og researchen til disse hanlagde jeg til april og maj i år, i anderledes selskab.

I lang tid har jeg rejst på egen hånd, når jeg har opdateret mine rejsebøger. Jeg har nemlig altid tænkt, at ledsagere på en sådan research-tur ville komme til at kede sig, når jeg efter endt rejsedag kryber sammen i et hjørne, for at renskrive notater og transkrivere interviews.

Procidas lille havn Corricella hjemsøges af katte og fiskere, der hygger sig langs promenaden. Kattene fodres hver dag af gavmilde damer, der kaster mad ud af køkkenvinduerne.

Men det kan omvendt også være ret ensomt at tilbringe uger hjemmefra uden nogen at dele sine oplevelser med, og derfor besluttede jeg i år at tage to af mine bedste men også vidt forskellige veninder med på turene, der jo kender mig rigtig godt. Det ville være en stor oplevelse for dem at se Italien fra en anden side. Og desuden havde den ene, Signe, kørekort, hvilket jeg ikke selv havde, og med hendes hjælp (og en gesvindt Lancia) lykkedes det mig at trænge helt ind i Siciliens mest forladte centrum.

Det viste sig at blive en stor succes! I kølvandet på Napolis turistboom og store popularitet takket være Elena Ferrantes Napoli-serie, besluttede jeg mig for at udforske øerne i bugten udfor den store million-by. Procida, Ischia og Capri er 3 meget unikke steder, der alle ligger som perler på en snor i Golfo di Napoli, og jeg følte det var på tide at genopdage øerne og se, hvad de rummede.

Min gode veninde Lisbeth Nebelong, der selv skriver Turen Går Til Færøerne, var med på ø-hop, og vi morede os meget over at finde forskelle og lighedspunkter mellem middelhavsøerne og de Færøer, som hun selv har tabt sit hjerte til i Nordatlanten.

Ischia er en vulkansk ø med mørke strande og varme kilder der udspringer fra den aktive undergrund fuld af magma.

 

 

 

Turen tog godt 14 dage, og vel ankommet hjemme i Danmark havde jeg nu 2 uger til at akklimatisere og forberede mig på research-turen til Sicilien. Signe havde aldrig været på Middelhavets største ø, og sikke en tur vi var på! Min mission var nemlig at komme helt ind i Siciliens centrum, og få området omrking Enna, Piazza Armerina og ikke mindst Caltanissetta ordentlig under huden.

Caltanissetta har for mig altid stået som en næsten mytisk by: et sted så lang væk fra havet, som man kan komme på Sicilien, men som ikke desto mindre var et industrielt lokomotiv fra 1700-tallet og frem til midten af 1900-tallet, hvor de utallige miner, der omgiver byen, blev lukket. Den svovl, som lå 600 meter under jorden, og som gjorde Caltanissetta førende i Europa i eksport af mineraler til USA, blev nemlig for dyr, da man i Amerika selv begyndte at udvinde svovl.

Centrum i Caltanissetta er fuld af caféer og små restauranter som her på Piazza Duomo.

Jeg kan på det varmeste anbefale Caltanissetta som destination i det nye år: takket være byens rige industrifamilier er det gamle centrum fuld af smukke, aristokratiske bygninger, pladser og springvand, men kør også gerne rundt i byens opland og besøg for eksempel le zolfotare di… hvor det fine museum udenfor de gamle mineskakter fortæller den gribende historie om det farlige og hårde arbejde.

Jeg og Signe fik desuden mulighed for at genoplive vores fælles hobby, ridning, og vi fik en fortryllende forårsdag sammen med Alessandro og hans pensionerede travheste fra en bane i Rom som nu tilbragte deres pension på hans dejlige agriturismo Il Mandorleto nær Pergusa-søen. Elsker man heste og det landlige Sicilien er agriturismoen et godt valg for enhver dansker, der gerne vil komme helt tæt på Siciliens landbrugskultur, og opleve økologiske mandelplantager, fersken-træer og masser af glade husdyr.

I Siciliens centrum fik jeg reddet mellem mandeltræer, vild fennikel og forårsblomster.

Endelig blev 2018 også året, hvor jeg rigtig begyndte at holde foredrag – især om Matera som kulturby 2019, hvilket fik mig flere gange til Jylland og fortælle på skoler og biblioteker. Desuden deltog jeg også til en tema-aften om Napoli for italiensk kandidatforening på KUA, hvor jeg fortalte om byens fascinerende femminiello-begreb, og det blev så stor en succes at foreningen måtte skifte lokale flere gange, på grund af tilslutningen.

Den 3 oktober holdt jeg foredrag for et fyldt auditorium om det napolitanske femminiello-begreb.

Nu glæder jeg mig til 2019, hvor jeg blandt andet  skal forelæse om Sardinien på Folkeuniversitetet. Og så drømmer jeg om at lave pod casts om og fra Syditalien, så det hele ikke kun bliver ord, men også lyd. Jeg glæder mig!

Fotos: privatfotos 

Petralia Soprana er kåret som Italiens smukkeste landsby i 2018

Konkurrencen il borgo piu bello d’Italia – Italiens smukkeste landsby 2018 – er netop løbet ad stablen i Italien, og vinderen blev en helt speciel by beliggende på en hylde i Madonie-nationalparken ved navn Petralia Soprana.

Jeg har selv besøgt stedet og er overmåde begejstret for den forbløffende velbevarede tidslomme, der oser af middelalderatmosfære, og hvis placering på et granitmassiv vest for Etna giver en fejende udsigt til vulkanen.

Udsigt til Etna fra Petralia Soprana.

Hver region gør hvert år sit yderste for at hive den prestigefyldte titel hjem til et af sine nominerede steder, der for fremtiden vil blive indskrevet i en eksklusiv familie af vinder-byer, og dermed får en ekstra markedsføringsplatform indenfor den vigtige turismeindustri.

Især i Syditalien er konkurrencen uhyre populær, fordi den med sine tv-kampagner, programmer og live-transmissioner fra de nominerede landsbyer tilbyder en sjælden mulighed for at fortælle ukendte historier fra Italiens periferi.

Helbredende harpiks og salt under granitten

Petralia Soprana ligger mit hjerte nær, fordi landsbyen befinder sig i baglandet tæt på et af mine sicilianske yndlingssteder, Cefalu.  Og jeg har rejst rigtig meget både i Madonieparken og Nebrodi-parken, der ved siden af hinanden langs Siciliens nordkyst, men som i stemning og farver er vidt forskellige.

Mens Nebrodiparken udgør Siciliens største skovområde, er Madonieparken mindre. I Madonie ligger de ældgamle, kulturelle centre tættere, og klippernes farver er varmere i nuancen, og man har unikke ressourcer i området, så som den helbredende harpiks, den såkaldte manna, der udvindes fra særlige asketræer, og salt, der ligger aflejret i tonsvis under granitten i Petralia Sotranas opland.

Lige udenfor Petralia Soprana kan man besøge byens saltminer, miniere di salgemma, og se skulpturer udhugget i salt.

Selve Petralia har en atmosfære, der på samme tid er adstadig og dynamisk: for selvom landsbyen som så mange andre steder i Europa kæmper med affolkning af unge, der flytter fra landsbyerne til de store metropoler, føler de tilbageblevne en stærk tilknytning til deres landsby; de lokale er berømte for tæppevævning, og hvert år afholdes der blomsterfester i byen, hvor gader og veje smykkes med blomsterblade og farvede ris, og og byen er fuld af smukke bygninger, kirker og slotte, som giver stedet et distinkt præg af noget majestætisk og ophøjet.

På vej til udsigtspunktet ved kirken Santa Maria di Loreto udenfor Petralia Soprana.

Særligt monumentale er søjlegangene og husene omkring Piazza Duomo og Piazza del Popolo, og lige i udkanten af byen snor en brolagt sti flankeret af løvtræer sig op til kirken Santa Maria di Loreto, som ligger på vej til et udsigtspunkt, et belvedere, ude midt i bjerglandskabet.

Kig til domkirkepladsen gennem søjlegangene ved la Chiesa Madre San Petro e Paolo.

Selve navnet Petralia stammer fra normannerperioden, hvor man tilpassede stedets oprindelige, arabiske navn Batraliah, der betyder ’by af sten’, til noget mere romansk. Byen blomstrede med handel under Ventimiglia-familien, der i 1200-tallet plettede mange af Madonieparkens byer med borge og kirker.

Og hvis du undrer dig over, at byen har en navnebror tæt ved, har du ikke læst forkert. Mod nord ligger Petralia Sottana sig nemlig, og spejler den syditalienske skik med at give byer navne efter deres beliggenhed i forhold til hinanden. Soprana betyder højtliggende, og Sottana lavtliggende.

Hovedillustration: Petralia Soprana om vinteren