Category Archives: SICILIEN

Syditaliensk fodbold blev født på dækket af de engelske handelsskibe

Den 3 november 1985 spiller Napolis fodboldhold mod ærkerivalerne fra nord, Juventus. Napoli er på det tidspunkt Italiens fattigste by, og i befolkningen sidder stadig traumet efter en horribel kolera-epidemi i 1973.

Men med på holdet har de legendariske Maradona, som efterhånden har fundet sig til rette i Napoli, og gør, hvad mange i Italien havde fundet umuligt: Han scorer på frispark, og tilskuerne går så meget amok, at 5 besvimer, og 2 får et hjerteslag på tribunerne.

I ugen op til turneringen havde Napoli været genstand for racisme og chikane i både medierne og på gaderne af Juventus’ fans, der skreg, at napolitanerne skulle vaske sig, at de var Italiens kloak, og at man håbede, at Vesuvio ville begrave byen i lava.

Da en journalist i nedenstående klip spørger ham hvilken farve, målet var, siger han “Målet er lyseblåt (Napolis holdfarve), blåt for hele Napolis befolkning. For ingen udefra kan forestille sig, alle de ting, der er blevet sagt om os i ugens løb. Det mål og den sejr havde folket fortjent.”

Maradonas geniale scoring i 1985, som tegnede begyndelsen på Napolis genrejsning som fodboldby, kan ses her:


Forleden vandt Napoli det italienske mesterskab i fodbold, og det har dels fået mig til at se den fremragende dokumentarfilm, “Diego” om Maradona. Om sine år i Napoli siger han: “Napolitanerne var Italiens afrikanere. Jeg repræsenterede en del af Italien, som ikke blev regnet for noget.”


Udsagnet gjorde mig nysgerrig på, hvor og hvordan fodbold i Syditalien egentlig opstod. Sporten har nemlig haft helt andre forudsætninger mod syd end i det norditalien, som først introducerede sporten i landet. Her er hvad jeg fandt ud af:

Da fodbold i slutningen af 1800-tallet kom til Italien fra england, brugte man i starten ordet ‘Foot-ball’. Men da lokalsamfundene fangede, at sporten ikke blot var en flygtig bibeskæftigelse, men vitterligt samlede italienerne, begyndte man at spekulere i, om der kunne være et italiensk ord for fænomenet.

Valget faldt på termen ‘calcio’, og blev første gang foreslået af fodboldspilleren Luigi Bosisio i 1907, og underbygget af en artikel i sportsavisen La Gazzetta dello sport samme år. Man skrev:

“I renæssancen bedrev ungdommen deres fritid med at spille bold på de søde, toscanske bakkedrag mod modstandere fra de tilstødende kommuner. Det spil hed ‘il calcio’!”

Artiklen argumenterede i sarkastisk stil for at bruge et italiensk ord istedet for det importerede engelske term, fordi det også ville være en del af samskabelsen af det italienske folk. “Italienerne skaber man jo ikke på et øjeblik”, stod der i artiklen, og legede således med politikeren Mazzinis udtalelse om, at man ved Italiens samling nok havde samlet landet fysisk, men nu blot manglede at skabe italienerne.


Mens fodboldklubber skød op i Torino, Milano og Genova, var situationen en anden i Syditalien. Her kom lokalbefolkningen i kontakt med fodboldsporten gennem de mange britiske handelsmænd, som tjente gode penge på at handle med det frugtbare syd, og sælge engelske varer som te og kiks i byer som Napoli i Palermo, mod at købe frugt, mineraler og andre råvarer til deres eget marked.

I de syditalienske havne spillede de engelske skibsfolk fodbold, når de havde fri – gerne midt på de store skibsdæk, eller på molerne, hvor der var plads. Italienerne blev inviteret til at spille med, og i Napoli fik det så stor succes, at Napolis Football and Cricket Club blev grundlagt i 1905 af den engelske sejler William Poths og hans forretningspartner, Hector M. Bayon.

Den første officielle kamp, Napoli var med i, løb ad stablen mod skibsbesætningen på det engelske skib Arabik. Napoli vandt 3-2, og en livslang passion for byens indbyggere var født.

Napolis første fodboldhold havde blandt andet stjernen Attila Sallustro med. Han står i midten i dette foto fra 1927. Wikipedia.

I den syditalienske fodbolds barndom – og faktisk helt op til 1926 – var de syditalienske klubber, som efterhånden skød op i resten af landsdelen, ikke en del af det officielle, italienske mesterskab. I stedet spillede man mod hinanden i turneringer som Thomas Liptons Lipton Challenge Cup, hvor Napoli og Palermo som oftest deltes om at ligge først. Thomas Lipton gjorde gode forretninger i Syditalien, hvor han efterhånden havde opbygget et mindre handelsimperium –


I 1926 kom Napoli med i serie A, og store personligheder som træneren William Garbutt revolutionerede spillet, mens fodboldspilleren og en af datidens helte, Attila Sallustro, stod for mange af holdets smukkeste mål. Klubbens succes gik op og ned gennem årene, hvor kulminationerne endte i store sejre både indenlands og udenlands, mens nedturene også talte nedrykninger, korruptionsskandaler og konkurser.


I disse år er Napolis fodboldhold atter inde i en af sine store perioder. Holdet har pt. Italiens fjerde største fanbase, og i sæsonen sprudler det af liv omkring stadionet San Paolo i Fuorigrotta i Napolis udkant. Jeg krydser fingre for både dem og alle de hold i Syditalien, som hver uge giver italienerne og alle os andre én på opleveren.

Hovedillustration: San Paolo-stadionet i Napoli koger i 1987, da Napoli atter vinder det italienske mesterskab med Maradona ved roret. Wikipedia.

3 sicilianske vidundere jeg gik glip af dette forår

Corona-situationen har vendt op og ned, ikke kun på mine egne rejserplaner i det syditalienske, men hos de mange tusinde turister, som havde glædet sig til at opholde sig i landsdelen henover sommeren. Jeg havde selv planer om at komme til bla. Sicilien denne sæson, men af respekt for risicien har jeg skubbet det hele lidt.
Ikke desto mindre kan jeg stadig drømme, og hvem ved, måske strege nedenstående vidundere af fra min besøgsliste senere på året? Her kommer de 3 ting, jeg er gået glip af, til inspiration for alle jer, der før eller siden kommer til Sicilien:

Artisti di sicilia – overdådig udstilling med det 19 århundredes største sicilianske kunstnere:

Bruno Carusos issælger fra 1953. Bruno Caruso, Wikipedia.

Noto, som ligger i Iblei-bjergene på Siciliens sydøstlige hjerne, er i forvejen berømt for flere ting: byens gader bliver hvert forår dækket med fantasifulde mønstre og billeder lavet af rigtige blomster og blade. Begivenheden bliver kaldt ‘L’infiorata’. Og så er der de utrolige barokhuse, som svulmer i honninggul limsten, med byens domkirke som den ultimative ‘honningkage’ i centrum af den gamle by.

Men den figurative kunst er nu også kommet til Noto i form af udstillingen ‘Artisti siciliani del Novecento – 1900-tallets sicilianske kunstnere’, kurateret af ingen ringere end Vittorio Sgarbi, Italiens førende kunsthistoriker. Det er øens hidtil største udstilling med hjemmehørende kunstnere, der nu samles i museet Museo Convitto delle Arti Noto.

Renato Guttuso var en af Siciliens mest ikoniske malere og blev især berømt for sit motiv, ‘Vucciria’. Fra Wikipedia.

Udstillingen er allerede åbnet og løber indtil 30 oktober, hvor man kan nyde værker af genier som bla. Fausto Pirandello, Bruno Caruso og Renato Guttuso. Sgarbi har i forbindelse med udstillingens åbning udtalt, at hvor resten af Italien op gennem 1900-tallet var optaget af avantgardens nihilisme og postmodernismens sortsyn, var og er Siciliens kunstnere optagede af en hylde livet. Tag med rundt på udstillingen her:

https://www.rainews.it/tgr/sicilia/video/2020/02/sic-mostra-artisti-siciliani-noto-Sgarbi-b12d7cb1-e07d-4147-a6a6-daa5329dd00f.html

Renato Guttusos ‘stranden’. Parma nationalgalleri, Wikipedia.

La camera delle meraviglie – det mystiske blå værelse i Palermo

Man kan kun se værelse, hvis man ringer til et privat mobilnummer, eller slutter sig til nogle af de meget sjældne, årlige byvandringer, som fører til ‘La camera delle meraviglie’ i nummer 239, Via Porta di Castro, Palermo. Besværligheden gør det dog ikke mindre lokkende, tværtimod, og jeg har længe drømt om at komme ind og se et af Palermos mest enigmatiske rum – det nyligt restaurerede raritetskabinet, undrekammer, kunstkammer eller ‘wunderkammer’, som familien Cadili ved et tilfælde opdagede, da de renoverede en gammel herskabslejlighed, de lige havde købt.


I nedenstående video fortæller et af familimedlemmerne op hvordan de opdagede rummet ved en tilfældighed: lidt af den gamle maling var skallet af, og inde under fornemmede de så koboltblå nuancer, at de tilkaldte en konservator, som langsomt begyndte at fjerne malingen og blotlægge et værelse dekoreret i orientalsk stil, med arabiske beskeder i sølvskrift, olielamper og fugle på væggene:

https://www.youtube.com/watch?v=-tJaMaqRiuA

Siciliansk ‘wunderkammer’ fra 1600-tallet, hvor man opbevarede sjældne figurer og naturobjekter. Wikipedia.

Historikere gætter på, at værelset engang i 17-eller 1800-tallet har rummet et broderskab, som mødtes her for at dele den arabiske spiritualitet, og lade sig inspirere af koranen. Og måske dyrke det okkulte – nogle af sætningerne er nemlig ganske mystiske, idet de fra højre til venstre læses på arabisk, men bagvendt, fra venstre til højre, fremstår på latin. Palermo har en årtusindårig forbindelse til Mellemøsten, og man skulle føle sig hensat til 1001 nats eventyr, når man træder ind i rummet. Hold øje med opdateringer og rundvisninger på værelsets egen facebookside:

https://www.facebook.com/lacameradellemeraviglie/

Moltivolti og smagen af solidaritet – immigranternes egen restaurant

I samme by kan man ligeledes blive hensat til et andet kontinent når man besøger den multikulturelle restaurant, Moltivolti. Navnet betyder ‘de mange ansigter’ og drives da også af immigranter, som i deres søgen efter et bedre liv er landet på Sicilien, og nu serverer deres livretter på spisestedet.
Restauranten er blevet en realitet i samarbejde med lokale kræfter, og rummer også et kontorfællesskab for start ups og en summende, livlig stemning, der flyder naturligt sammen med Ballarò-markedets farverige boder lige udenfor.

Besøg www.moltivolti.org og hold øje med hvornår de åbner igen efter corona-lukningen.

3 nye bøger på dansk om og fra Syditalien tager dig med til Napoli og Sicilien

Der dukker flere og flere spændende værker op i Danmark, der enten skønlitterært eller akademisk beskæftiger sig med Syditalien – og alt imens mange af Syditaliens største forfattere kan findes og læses på engelsk, er det en stor glæde for mig at stadig flere af dem oversættes til dansk. Hvad enten du er til krimi, byvandringer eller romaner, er der lige nu ny, oversat litteratur at mæske sig i fra landsdelen – her kommer mine 3 favoritter lige nu, der hver især tager dig med til Napoli og Sicilien:


Drengen fra Napoli af Viola Ardone – udkommer på Gyldendal den 5 juni 2020. Pris: 249,95kr.

Den sensibilitet, man som læser kunne stifte bekendtskab med gennem Elena Ferrantes forfatterskab, hang især sammen med forfatterindens geniale beskrivelser af to små pigers venskab. Og barnets perspektiv er blevet et nyt og anderledes glughul ind i det syditalienske samfund, som vækker genkendelse og glæde hos rigtig mange læsere af skønlitteratur.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at endnu et episk værk om barndommens dramaer har fundet vej fra Napoli til Danmark takket være Gyldendal, som nu udgiver Viola Ardones ‘Il treno dei bambini’ – børnetoget. På dansk har romanen fået navnet ‘Drengen fra Napoli, og beskrivelsen fra forlaget lyder således (under billedet):

Foto: Gyldendal.

Et barns uforglemmelige beretning om kærligheden til familien, sorgen over at miste og glæden ved at få en ny chance i livet. Napoli 1946. Syvårige Amerigo hutler sig igennem til­værelsen sammen med sin mor i et af Napolis fattigste kvarterer. Men da hans mor får mulighed for at sende ham nordpå vinteren over, slår hun til. Amerigo bliver sat på et tog til Bologna, og da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid.40 år senere vender han tilbage til Napoli for at be­grave sin mor og finde svar på de spørgsmål, han har båret rundt på siden barndommen. Drengen fra Napoli giver stemme til de 70.000 børn, der i tog krydsede den italienske halvø efter krigen. I Norditalien fik børnene mulighed for et bedre liv, men adskillelsen havde også store menneskelige konse­kvenser.

HER finder du et interview med Viola Ardone på italiensk, hvor hun fortæller om sin egen, fattige opvækst i Napolikvartererne Sanità og Arenella og om hvordan barndomsoplevelserne dèr fik hende til at skrive. Og HER en artikel om hende på dansk i Alt for damerne.

Napoli. Liv, død og mirakler af Andreas Rude – er udkommet på Forlaget Orbis. Pris: 200kr.

Denne kulturarvsguide til Napoli hilsner jeg virkelig velkommen – og som akademiker kan jeg ikke få armene ned, når nogle bruger deres faglighed, og går i dybden med et sted som Napoli. Byen er jo en skattekiste af utrolige og hemmelige steder. ‘Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler’, som det står i forlagets beskrivelse. Og det er den perfekte indgang, hvis man vil forstå napolitanerne bedre, og i selskab med Andreas Rude gå gennem Napoli og møde unik kulturarv. Jeg siger tak til forlaget Orbis, som ihærdigt udgiver bøger og magasinet Sfinx om Middelhavslandenes store historier – hermed beskrivelsen fra forlaget:

Foto: Forlaget Orbis.

Afrika begynder i Napoli, siger man længere nordpå i Italien, og selv om det ikke er ment som en kompliment, kan man også som turist se mere end et gran af sandhed i den pointe. Havets nærhed, solen, menneskemylderet, de ramponerede paladser og gadehandlerne peger mere i retning af Marseilles, Tanger og Algier end de gængse europæiske destinationer.

Napoli er Italiens tredjestørste by kun overgået i indbyggerantal af Rom og Mila­no og fuld af trestjernede seværdigheder, der ikke er meget kendt i Danmark. Men det er også en by, der i størstedelen af sit næsten 3000-årige liv er blevet stedmoderligt behandlet. Napoli har også fået sin rigelige del af naturkatastrofer og anden modgang. Mest berømt er Vesuvs udbrud i år 79 e. Kr., der ødelagde de nærliggende byer Pompeji og Herculanum.

Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler. Som altid i Europas gamle byer er kirkerne oplagte som afsæt, hvis man gerne vil vide noget om topografi og historie, og hvis man er nysgerrig efter kunstens klassiske temaer og de store personligheder, der i ældre tid var beslutningstagere, meningsdannere og smagsdommere. Der er nok at undres over. Og nok at overraskes af.

Bogen kan købes online HER.

Ridderen og døden af Leonardo Sciascia – er udkommet på forlaget Palomar. Pris: 159,95kr.

Foto: Forlaget Palomar.

Da jeg læste italiensk på universitetet, var Leonardo en litterær mastodont, som af god grund ikke var til at komme udenom. Jeg husker især hans krimi om fysikeren Ettore Marjoranas mystiske forsvinden, ‘La scomparsa di Marjorana’, og fra 50’erne og 4 årtier frem op skrev han nogle af Italiens mest fængslende krimier, som sidenhen har besat tusindvis af læsere, der sværger til hans præcise stil. Sciascia blev født i Racalmuto på Sicilien, og er i sit forfatterskab optaget af at finde frem til sandheden – gerne med udgangspunkt i komplekse sager om politik og mafia.

Her teaseren for Ridderen og døden fra forlaget:

”I en af Sandoz’ lommer fandt vi den her seddel,” sagde
kommissæren og fiskede den lille elfenbensfarvede lap op af en
af sine egne lommer. ”På den ene side står Deres navn skrevet på
maskine: Ingeniør Cesare Aurispa, præsident for F. I. På den
anden side står der med håndskrift Jeg slår dig ihjel … Et
bordkort er til at forstå, men hvad med Jeg slår dig ihjel?”
”En trussel der straks blev omsat til handling, tænker De. Og
selvfølgelig udført af mig.” Præsidenten slog forbitret og
samtidig overbærende en hånlatter op.
Skyldes mordet på Sandoz mon at de to efterstræber den samme
kvinde? Eller ligger der noget andet bag? Hvem repræsenterer
for eksempel organisationen med det kryptiske navn Børnene af
89?

Besøg forlaget HER, der løbende udgiver italienske værker oversat til dansk – blandt andet af sardiske Michela Murgia og pugliesiske Nicola Lagioia.

Hovedfoto: Forlaget Orbis.

Thomas Bartholin – den danske livlæge i Syditalien

I 1600-tallet var Napoli og Sicilien ikke kun et sted man tog hen for at suge til sig af den sidste nye kultur, mode og ingeniørkunst. Også lægevidenskaben var langt fremme ved barok-hoffet under de spanske kongers herredømme, og Europas klogeste hoveder tog til Syditalien for at opleve avancerede eksperimenter indenfor kirurgi, anatomi og medicinering.

En af dem var Thomas Bartholin. Han var født 1616 i Malmø, og kom ud af en agtværdig videnskabsfamilie, der i 3 generationer fik placeret intet mindre end 12 professorer på Københavns Universitet. Bartholinerne udførte det absolutte pionérarbejde indenfor tidens medicinstudier i Danmark. For eksempel udgav hans far, Caspar Bartholin, Danmarks første anatomiske værk i 1611 – en bog,  som Thomas senere selv udbyggede med hvad der skulle vise sig at blive hans speciale om blodkarrenes funktion og lymfesystemet.

Af Frederik 3. fik Thomas Bartholin overladt ligene af forbrydere, som var henrettet kort efter et stort måltid, så lymfen var fedtholdig og mælkelignende. Han påviste herved brystgangen, ductus thoracicus, hvori lymfekarrene fra ben og krop samles.

Senere blev Thomas udnævnt til Christian den femtes livlæge. Han gik i sin fars og brødres fodspor og uddannede sig til ‘medicus’, men det var især hans årelange studier i Syditalien, der satte trumf på hans virke. I 1644 tog hans til Messina for at besøge den anerkendte botaniker, Pietro Castelli,  for at lære mere om sydens healende medicinplanter. Castelli var blandt andet en af de første til at foreslå plante-ekstrakt og bark (kinin) til forebyggelse og bekæmpelse af malaria. Bartholin fortsatte sin rejse rundt på det nordøstlige Sicilien, hvor han faldt i svime over øens geologi, havdyr, koraller og unikke lavaformationer.

En af Castellis tegninger af Syditaliens medicinske planter fra 1627. Daniel Rabel, Wikipedia.

 

 

 

Rejsen fortsatte til Napoli, hvor Thomas mødte en af periodens mest berømmede læger, Marco Aurelio Severino, der på det tidspunkt eksperimenterede flittigt med såkaldt ‘fryse-anæstesi’. Aurelio fik bragt is og sne ned fra Syditaliens bjerge, og lavede forsøg med patienter, der skulle opereres, og forinden fik det syge område bedøvet med kulde, for at skåne dem mod smerten på en tid, hvor operationer blev udført uden anæstesi.

Marco Aurelio Severino blev født i 1580 i Tarsia, Calabria, og skulle siden blive en af Syditaliens fremmeste botanikere. Han døde i 1656 i Napoli under et pestudbrud. Wikipedia.

Thomas var så fascineret af metoden, at han i 1646 skrev sine observationer ned og tog praksissen med hjem til Danmark, hvor den var hidtil ukendt. Men Syditalien skulle også vise sig at åbenbare andre opdagelser. Da Bartholin er i Campania-regionen på sin Italienstur, bryder der nemlig en voldsom difteri-epidemi ud blandt de lokale børn. Han omtaler kvælningshalsbetændelsen, der siden 1618 har hærget Syditalien, og især slår børn ihjel. Sygdommen rammer dem som en pest, og de får høj feber og tykke belægninger i halsen, der får svælget til at hæve så meget, at mange dør af kvælning. Når betændelsen løsner sig fra mandlerne, resultererer det i voldsomme blødninger, der rummer difteri-virussen, som hurtigt breder sig til organerne og fører til lammelser.

Severino havde forinden forgæves prøvet af helbrede børnene ved hjælp af gurglemidler, rosensirup og honning, men Bartholin gjorde sine egne observationer og endte med at skrive en hel afhandling om emnet undet navnet ‘Undersøgelser vedrørende en difteriepidemi blandt børn i Campania og på Sicilien’.
Den lille bog på 140 sider udgav han i 1646 i Paris på sin vej hjem til Danmark, og uden at vide det havde Bartholin dermed bidraget signifikant til Europas pædiatri – læren om børnesygdomme – som i takt med folkesundhedsreformerne først blev et anerkendt studie i løbet af 1800-tallets Danmark.

Thomas Bartholin døde i 1680 og blev begravet i Vor Frue Kirke. Idag kan man tænke på Bartholinslægten og deres forskning, når man slentrer nedad Bartholinsgade nær Botanisk Have i det indre København. Gaden er opkaldt efter Bartholinerne og rummer i sit navn en passende hyldest til pionérfamilien.

Hovedfoto: Wikipedia.

Franciskanermunke i Napolis og Siciliens udkant bor i togvogne og har dedikeret deres liv til Syditaliens fattige

De laver deres egne måltider af rester, som grønthandlerne ikke har kunnet sælge, og bruger deres liv på at bede, lave gratis mad til byens udsatte, og hjælpe dem, der er i nød, skønt de ingenting har selv.

På den måde efterlever de den hellige Frans af Assisis doktriner om næstekærlighed, barmhjertighed og askede i en virkelighed, der langtfra ligner et Paradis, og hvor flere og flere mennesker i det Syditalienske samfund presses ud i periferien af arbejdsløshed, dårlige, sociale tilbud og et sundhedssystem i knæ.

Jeg er netop selv stødt på munke-ordenen ‘Frati Minori Rinnovati’ ved et tilfælde, og er blevet nysgerrig på denne gren af den romersk-katolske kirke, hvor mænd (og også kvinder – søstrene ‘Sorelle Minori Rinnovati’ udbreder det samme budskab i deres klostre udenfor Messina og Palermo) tager Francesco d’Assis ord meget bogstavelige.

Ordenen blev indstiftet i 1972 i bispesædet i Monreale (en by i Palermos bagland der i århundreder har været berømt for sin gigantiske og forgyldte normannerkirke) i forbindelse med et såkaldt barmhjertighedsdekret fra Vatikanet, hvor det blev gjort muligt at hylde Den Hellige Frans’ måde at virke og leve på i sin helt oprindelige form.

Denne ‘back to basic’-tilgang efterleves idag af cirka 60 Minori Rinnovati-munke, hvoraf 8 styks lige nu bor i et rustent kloster sammenflikket af et par 3-klasses togvogne i Napolis slumkvarter, Scampia. Her har man praktiseret munkelivet siden starten af 70’erne, hvor man besluttede sig til at slå sig ned i millionbyen.

Mens munkene ventede på at få tilsendt et par containere, som de kunne bo i, dukkede nogle lokale op og tilbød dem de udrangerede togvogne istedet. De er blevet forvandlet til munkenes hjem, og hver lille kupé indrettet til isolationsceller med en seng og et skrivebord, hvor munkene kan bo ‘in clausura’.

Besøg i tog-klostret er begrænset, men enhver der har brug for omsorg, et måltid, en velsignelse eller et tag over hovedet kan bo her hos munkene, når brødrene ikke beder eller er ude i Napoli for at lave frivilligt arbejde.

Munkene tilbyder for eksempel deres hjælp på ungdomsfængslet på den aflåste ø Nisida nord for Napolis centrum, hvor der i årtier har boet kriminelle, eller på hospitalerne rundt omkring i Napoli, for at pleje de syge og aflaste sygeplejerskerne.

Munkene nægter at modtage hjælp men tager til takke med togvognene, der ligger i et buskads med en mur omkring, og en lille have med de mest nødtørftige planter og frugttræer. Maden laver de over åben ild, og retterne er selvfølgelig vegetariske, for Den Hellige Frans elskede dyr.

Udover brødrene i Scampia, der bor lige midt i en af Napolis mest camorra-inficerede bydele, opholder resten af ordenen sig i lignende, perifære slumklostre udenfor byerne Corleone og Palermo, samt i Colombia og Tanzania, hvor de ligeledes hjælper de fattigste med fysisk og psykisk bistand.

På denne høje klippe i Corleone ligger ruinerne af Castello Sottano-slottet, hvor den lokale gren af Minori Rinnovati-munkene bor. Wikimapia.org

Du kan læse mere om ordenen her:
https://www.fratiminoririnnovati.org/

Hovedillustration: Franciscanermunk på  vej op til sit kloster i ruinerne af Castello Sottano i Corleone, Sicilien. Wikimapia.org.

Nytårshilsen fra mig og Claudia Cardinale i Once Upon a Time in the West

Er der et soundtrack, der kan gribe mig om hjertet, er det musikken til western-mesterværket Once Upon a Time in the West fra 1968 med Charles Bronson, Henry Fonda og Claudia Cardinale – et af de absolutte højdepunkter indenfor italiensk filmkunst. Filmen er instrueret af legendariske Sergio Leone, og musikken komponeret af ligeså mytiske Ennio Morricone.

Forleden blev jeg grebet af nostalgi, og fik lyst til at høre mit yndlingstema fra filmen, ‘Jills Theme’, som altid giver mig tårer i øjnene. Jeg fandt nedenstående klip på Youtube, og tænk: jeg genkender landskabet, som Claudia Cardinale rejser igennem i hestevogn, som Monument Valley i Arizona, hvor jeg selv befandt mig for blot et par måneders tid siden.

2019 stod nemlig i en anderledes rejses tegn: en odyssé igennem USAs vestlige stater, hvor jeg var på udkig efter det Syditalien, som dengang som nu, sammen med en myriade af indvandrere fra hele verden, har været med til at forme det forjættede lands kultur.

Claudia Cardinale er en italiensk skuespiller på højde med Sofia Loren og Marcello Mastroianni, der især fik mulighed for at udfolde sig i italienske og amerikanske film i de årtier, hvor begge lande var i fuld gang med at redefinere sin identitet efter 2 verdenskrige. Det økonomiske boom var igang, og hjemme i Italien havde det konsekvenser for de sociale dynamikker, som skubbede syditalienske familier mod fabrikkerne nord for at overleve sygdom, underudvikling og fattigdom i syd, mens USA greb bagud i tiden efter de kvantespring, som førte til nationens fødsel.

Once Upon a Time in the West er et strålende eksempel på hvad der kan ske, når USA og Italien mødes i kunsten: når amerikanske eposer udfoldes i storslåede landskaber, og italienernes følsomhed og fornemmelse for drama favner historiefortællingen.

Claudia Cardinale blev født i Tunis, Tunesien, den 15 april 1938 af sicilianske immigrantforældre fra Trapani. Hendes bedsteforældre på mødrene side havde haft et lille skibsværft i Trapani, men valgte at flytte til Tunis, hvor der på det tidspunkt boede et stort, siciliansk mindretal. Hendes far havde været jernbanearbejder i Gela på Siciliens sydkyst, og i Cardinales barndomshjem blev der både talt fransk, arabisk og siciliansk.

Cardinale fik sit italienske gennembrud i starten af 60’erne i film som det socialrealistiske mesterværk Rocco e i suoi fratelli, der handlede om nogle unge, syditalienske brødre, som rejser til Milano for at arbejde, og mødes af racisme og chikane. Internationalt blev hun en stjerne efter at have optrådt som den skønne Angelica i Luchino Viscontis Leoparden fra 1963.

Men hvor jeg elsker Cardinale allermest er altså som Jill i Once Upon a Time in the West. I klippet nedenfor ankommer hun til Flagstone fra New Orleans, hvor hendes kommende mand, McBain, skal hente hende. Hun venter tålmodigt på trinbrættet, men ingen henter hende, så hun må praje en vogn, der skal køre hende til gården Sweetwater, hvor hendes nye liv skal starte.

Det viser sig at McBain og hans børn er blevet slået ihjel på gården af Henry Fonda og hans slæng, men inden Jill ved det, kører hun intetanede igennem Monument Valley, som man får et storslået panorama af. Den melodi, der følger hende som et tema, hver gang, hun dukker op i filmen, ligger som en smuk strøm igennem hele klippet. Strygerne er hjerteskærende, og ligeså er sangerinden Edda dell’Orsos stemme, som hæver og sænker sig.
Dette lille men smukke klip er min nytårshilsen til jer – ‘Jills Theme’ starter 2.40 minutter inde i klippet, og dukker op og tones ned igennem scenerne, indtil Jill kommer til første stop på køreturen. Se det hele til ende, og skru op for lyden!

Hovedillustration: Filmplakaten for Once Upon a Time in the West. Copyright: Paramount Pictures. Wikipedia.