Category Archives: SICILIEN

Franciskanermunke i Napolis og Siciliens udkant bor i togvogne og har dedikeret deres liv til Syditaliens fattige

De laver deres egne måltider af rester, som grønthandlerne ikke har kunnet sælge, og bruger deres liv på at bede, lave gratis mad til byens udsatte, og hjælpe dem, der er i nød, skønt de ingenting har selv.

På den måde efterlever de den hellige Frans af Assisis doktriner om næstekærlighed, barmhjertighed og askede i en virkelighed, der langtfra ligner et Paradis, og hvor flere og flere mennesker i det Syditalienske samfund presses ud i periferien af arbejdsløshed, dårlige, sociale tilbud og et sundhedssystem i knæ.

Jeg er netop selv stødt på munke-ordenen ‘Frati Minori Rinnovati’ ved et tilfælde, og er blevet nysgerrig på denne gren af den romersk-katolske kirke, hvor mænd (og også kvinder – søstrene ‘Sorelle Minori Rinnovati’ udbreder det samme budskab i deres klostre udenfor Messina og Palermo) tager Francesco d’Assis ord meget bogstavelige.

Ordenen blev indstiftet i 1972 i bispesædet i Monreale (en by i Palermos bagland der i århundreder har været berømt for sin gigantiske og forgyldte normannerkirke) i forbindelse med et såkaldt barmhjertighedsdekret fra Vatikanet, hvor det blev gjort muligt at hylde Den Hellige Frans’ måde at virke og leve på i sin helt oprindelige form.

Denne ‘back to basic’-tilgang efterleves idag af cirka 60 Minori Rinnovati-munke, hvoraf 8 styks lige nu bor i et rustent kloster sammenflikket af et par 3-klasses togvogne i Napolis slumkvarter, Scampia. Her har man praktiseret munkelivet siden starten af 70’erne, hvor man besluttede sig til at slå sig ned i millionbyen.

Mens munkene ventede på at få tilsendt et par containere, som de kunne bo i, dukkede nogle lokale op og tilbød dem de udrangerede togvogne istedet. De er blevet forvandlet til munkenes hjem, og hver lille kupé indrettet til isolationsceller med en seng og et skrivebord, hvor munkene kan bo ‘in clausura’.

Besøg i tog-klostret er begrænset, men enhver der har brug for omsorg, et måltid, en velsignelse eller et tag over hovedet kan bo her hos munkene, når brødrene ikke beder eller er ude i Napoli for at lave frivilligt arbejde.

Munkene tilbyder for eksempel deres hjælp på ungdomsfængslet på den aflåste ø Nisida nord for Napolis centrum, hvor der i årtier har boet kriminelle, eller på hospitalerne rundt omkring i Napoli, for at pleje de syge og aflaste sygeplejerskerne.

Munkene nægter at modtage hjælp men tager til takke med togvognene, der ligger i et buskads med en mur omkring, og en lille have med de mest nødtørftige planter og frugttræer. Maden laver de over åben ild, og retterne er selvfølgelig vegetariske, for Den Hellige Frans elskede dyr.

Udover brødrene i Scampia, der bor lige midt i en af Napolis mest camorra-inficerede bydele, opholder resten af ordenen sig i lignende, perifære slumklostre udenfor byerne Corleone og Palermo, samt i Colombia og Tanzania, hvor de ligeledes hjælper de fattigste med fysisk og psykisk bistand.

På denne høje klippe i Corleone ligger ruinerne af Castello Sottano-slottet, hvor den lokale gren af Minori Rinnovati-munkene bor. Wikimapia.org

Du kan læse mere om ordenen her:
https://www.fratiminoririnnovati.org/

Hovedillustration: Franciscanermunk på  vej op til sit kloster i ruinerne af Castello Sottano i Corleone, Sicilien. Wikimapia.org.

Nytårshilsen fra mig og Claudia Cardinale i Once Upon a Time in the West

Er der et soundtrack, der kan gribe mig om hjertet, er det musikken til western-mesterværket Once Upon a Time in the West fra 1968 med Charles Bronson, Henry Fonda og Claudia Cardinale – et af de absolutte højdepunkter indenfor italiensk filmkunst. Filmen er instrueret af legendariske Sergio Leone, og musikken komponeret af ligeså mytiske Ennio Morricone.

Forleden blev jeg grebet af nostalgi, og fik lyst til at høre mit yndlingstema fra filmen, ‘Jills Theme’, som altid giver mig tårer i øjnene. Jeg fandt nedenstående klip på Youtube, og tænk: jeg genkender landskabet, som Claudia Cardinale rejser igennem i hestevogn, som Monument Valley i Arizona, hvor jeg selv befandt mig for blot et par måneders tid siden.

2019 stod nemlig i en anderledes rejses tegn: en odyssé igennem USAs vestlige stater, hvor jeg var på udkig efter det Syditalien, som dengang som nu, sammen med en myriade af indvandrere fra hele verden, har været med til at forme det forjættede lands kultur.

Claudia Cardinale er en italiensk skuespiller på højde med Sofia Loren og Marcello Mastroianni, der især fik mulighed for at udfolde sig i italienske og amerikanske film i de årtier, hvor begge lande var i fuld gang med at redefinere sin identitet efter 2 verdenskrige. Det økonomiske boom var igang, og hjemme i Italien havde det konsekvenser for de sociale dynamikker, som skubbede syditalienske familier mod fabrikkerne nord for at overleve sygdom, underudvikling og fattigdom i syd, mens USA greb bagud i tiden efter de kvantespring, som førte til nationens fødsel.

Once Upon a Time in the West er et strålende eksempel på hvad der kan ske, når USA og Italien mødes i kunsten: når amerikanske eposer udfoldes i storslåede landskaber, og italienernes følsomhed og fornemmelse for drama favner historiefortællingen.

Claudia Cardinale blev født i Tunis, Tunesien, den 15 april 1938 af sicilianske immigrantforældre fra Trapani. Hendes bedsteforældre på mødrene side havde haft et lille skibsværft i Trapani, men valgte at flytte til Tunis, hvor der på det tidspunkt boede et stort, siciliansk mindretal. Hendes far havde været jernbanearbejder i Gela på Siciliens sydkyst, og i Cardinales barndomshjem blev der både talt fransk, arabisk og siciliansk.

Cardinale fik sit italienske gennembrud i starten af 60’erne i film som det socialrealistiske mesterværk Rocco e i suoi fratelli, der handlede om nogle unge, syditalienske brødre, som rejser til Milano for at arbejde, og mødes af racisme og chikane. Internationalt blev hun en stjerne efter at have optrådt som den skønne Angelica i Luchino Viscontis Leoparden fra 1963.

Men hvor jeg elsker Cardinale allermest er altså som Jill i Once Upon a Time in the West. I klippet nedenfor ankommer hun til Flagstone fra New Orleans, hvor hendes kommende mand, McBain, skal hente hende. Hun venter tålmodigt på trinbrættet, men ingen henter hende, så hun må praje en vogn, der skal køre hende til gården Sweetwater, hvor hendes nye liv skal starte.

Det viser sig at McBain og hans børn er blevet slået ihjel på gården af Henry Fonda og hans slæng, men inden Jill ved det, kører hun intetanede igennem Monument Valley, som man får et storslået panorama af. Den melodi, der følger hende som et tema, hver gang, hun dukker op i filmen, ligger som en smuk strøm igennem hele klippet. Strygerne er hjerteskærende, og ligeså er sangerinden Edda dell’Orsos stemme, som hæver og sænker sig.
Dette lille men smukke klip er min nytårshilsen til jer – ‘Jills Theme’ starter 2.40 minutter inde i klippet, og dukker op og tones ned igennem scenerne, indtil Jill kommer til første stop på køreturen. Se det hele til ende, og skru op for lyden!

Hovedillustration: Filmplakaten for Once Upon a Time in the West. Copyright: Paramount Pictures. Wikipedia.

Læserrejse til Vestsicilien med mig i efteråret 2020?

Rigtig mange har spurgt ind til info om min første læserrejse til Syditalien, og I skal vide at jeg arbejder i kulisserne med forberedelserne, så jeg forhåbenligt kan tage afsted med den første lille gruppe til Vestsicilien en uge i oktober 2020.

Jeg holder jer orienteret og vil udsende program og priser via nyhedsbrev (du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev på forsiden af min blog) og min profil på Facebook – det bliver ikke billigt, men heller ikke dyrt – når og hvis alt kommer til at klappe til tiden.

Det er jo første gang, at jeg prøver sådan noget, og heldigvis får jeg professionel hjælp. Men skriv til mig hvis i mister tålmodigheden;-)

På turen kommer vi til at gå i dybden med det overordnede tema, som min blog og det, jeg skriver, altid beskæftiger sig med: Det Andet Syditalien, som man sjældent hører om, men som ikke desto mindre rummer et kæmpe potentiale af mennesker og lokalsamfund, der kæmper for at gøre en forskel i et fjernt hjørne af Europa fuld af uendelige muligheder og uendelige udfordringer.

Hvis alt går i orden, så vi kan nå at komme afsted til oktober, kan I glæde jer til en tur, der spejler journalisten og forfatterens Marcello Venezianis ord: “Hvis norden driver verden fremad, holder syden den oppe”.

Og se lige på billedet… det er her i Castellammare del Golfo, at jeg rigtig gerne vil have vores faste base under turen. Mica male! Cecilie.

Foto: Castellammare del Golfo ligger vest for Palermo og er en spændende kulturby fuld af minder fra Siciliens arabiske og normanniske periode. Wikipedia, Yulka Lucia.

Da Roberto Rossellini optog filmen Stromboli ændrede det både hans og øens fremtid for altid

Denne sommer er det præcis 70 år siden, at neo-realisten og instruktøren Roberto Rossellini drog den lange, lange vej fra det italienske fastland til øen Stromboli for at filme Stromboli – Terra di Dio ( Guds land), som skulle vise sig skæbnesvanger på mange måder: dels var det indledningen til hans for manges skandaløse forhold med den gifte Ingrid Bergman, som spillede hovedrollen, og dels rev filmen den glemte ø Stromboli ud af glemslen og resulterede i, at De æoliske øer (også kaldet De lipariske øer) nord for Sicilien blev en turistdestination for først Hollywoods og siden Europas jetset.

I sommeren 1949 rykkede Roberto et helt filmhold til den afsidesliggende vulkan-ø, hvor der kun boede et par hundrede fiskere. Resten var immigreret til USA og Australien for at flygte fra de hårde kår, og de tilbageværende levede et kummerligt liv, presset sammen i landsbyerne San Bartolo og San Vincenzo på de få kvadratkilometer langs vandet, hvor de kunne være i nogenlunde sikkerhed fra Strombolis konstante lavastrøm ad La Sciara del Fuoco, ildskrænten.

Her skulle Ingrid Bergman spille den litauiske pige Karin, der for at undslippe en fangelejr gifter sig med en fisker fra Stromboli, og flytter med ham til den barske ø. Her møder hun dog en voldsom verden i sort aske, hvor støvede, grå huse putter sig langs vulkanens fod på de få meter der er til rådighed mellem lava og hav, og begynder en tilværelse præget af angst, aggressioner og vold.

Nogle måneder i forvejen havde Ingrid Bergman skrevet et fan-brev til Rossellini og betroet ham, at hun ønskede at lave en film med den berømte neo-realist:

Kære Hr. Rossellini,

jeg har set deres film Roma – cittá aperta og Paisà, og har sat stor pris på dem. Hvis De har brug for en skuespiller, der taler rigtig godt engelsk, som ikke har glemt sit tyske, der knap kan gøre sig forståelig på fransk og kun kan sige ‘ti amo’ på italiensk,  så er jeg parat til at komme til Italien og arbejde med Dem.”

Roberto tog imod tilbuddet fra svenskeren, som allerede var et stort navn i Hollywood. Opholdet på Stromboli skulle imidlertid forandre begges liv for altid: instruktøren og skuespillerinden indledte et forhold under optagelserne skønt de begge var gift, og boede sammen i et rosa hus på hovedgaden i San Vincenzo, der i dag bærer en mindeplade over de to turtelduers romance.

På Stromboli lever historierne fra dengang stadigvæk: om Rossellinis glødende jalousi, der fik ham til at svovle, når Mario Vitale – en lokal fisker, som Rosselini i bedste realistiske stil havde castet blandt øens beboere – kyssede Bergman for længe foran kameraet; og om Ingrids hårde kår i det spartanske miljø, hvor der ikke var rindende, varmt vand, så hun kunne få sig sit daglige bad, men hvor instruktøren fik slået hul i loftet, så der kunne hældes vand ned gennem et brusehoved til den ventende diva.

Filmen udgør desuden en vigtig antropologisk kulturskat idet flere af værkets scener dokumenterer de lokales autentiske hverdagsliv – for eksempel Strombolis rituelle tunfangst og en virkelig evakuering af befolkningen under et særlig voldsomt udbrud fra vulkanen. Begge begivenheder, der kom med i den færdige film, og  kan ses i klippet nedenfor:

Skandalen brød for alvor ud i lys lue da Ingrid fødte deres fælles kærlighedsbarn, Roberto junior, nogle uger før filmens premiere, og måske var det fordømmelsen, der fik verdens førende aviser til at give værket meget lunkne anmeldelser. Ingrid og Roberto giftede sig efterfølgende og fik 2 børn mere sammen, og dag er Stromboli- Terra di Dio anset som en af den italienske neo-realismes vigtigste film, med nøglescenen helt til sidst, hvor Karin flygter til Strombolis top, besvimer i dampen og vågner som et nyt menneske, et slags urvæsen, der pludselig ser verden for første gang og kan smile over dens guddommelige skønhed.

I 50’erne og 60’erne fik filmen flere italienere fra især Campania til at flytte til Stromboli for at prøve lykken med at lave vin i den ekstremt fertile askejord. Indtil da havde øens perfekte kegleform og dens hyppige ildglimt tjent som fyrtårn for de mange rejsende, der siden antikken navigerede i farvandet mellem Napoli og Sicilien, og blevet befolket og forladt flere gange på grund af sine konstante, eksplosive udbrud. Stromboli betyder ’kegle’ eller ’snurretop’ på oldgræsk, og Homer fortæller, hvordan Odysseus besøger vindguden Aeolus’ øer på sin rejse tilbage til Itacha, og på Stromboli får en lædertaske, der indeholder de gunstige briser, som kan føre ham hjem til den ventende Penelope.

Filmen Stromboli gjorde også stedet berømt hos rige europæere og amerikanere, der tog til øen i efterkrigstiden for at holde ferie, og idag er De æoliske øer en populær turistdestination. Her kan man bo både spartansk på B&B eller på hvidkalkede luksushoteller, og i centrumaf San Vincenzo findes der selvfølgelig i en Bar Ingrid, hvor de lokale holder af at drikke deres morgenkaffe.

Stromboli er stadigvæk ikke til at spøge med: for et par ugers tid siden døde en turist under en voldsom eksplosion fra krateret, og de lokale ‘strombolianere’ vokser op med bevidstheden om, at en evakuering altid kan vente lige om hjørnet.

Hovedfoto: Ingrid bergman vågner op på toppen af vulkanen efter et flugtforsøg fra øen. Wikipedia,  Gawain78.

Den sicilianske finalist til Strega-prisen 2019: Addio fantasmi af Nadia Terranova

Flere italienske anmeldere og forfattere har udnævnt denne bog til den bedste, italienske læseoplevelse i 2018 – blandt andet Domenico Starnone, som egenhændigt kaldte værket ’en dybt bevægende roman’:

Da Ida, hovedpersonen i Nadia Terranovas nyeste roman, Addio, fantasmi, ( Farvel, genfærd) vender hjem til sin fødeby Messina for at hjælpe sin mor med at sætte familiens gamle lejlighed i stand til salg, bliver hun tvunget til at forholde sig til sin barndoms traume om faderens forsvinden. 23 år tidligere forduftede han. Han døde ikke, gik sig bare en tur en morgen og kom aldrig mere tilbage.

Hændelsen vender tilbage til Ida, da hun atter opholder sig i de gamle rum, der både indeholder nye og gamle ting, og hun konfronteres med det faktum, at faderens forsvindingsnummer siden har påvirket hendes liv dybt: Tavsheden overfor moderen, problemerne med at udvikle en identitet baseret på fortielse og anormalitet, selv hendes forhold til ægtemanden, der både er hendes redning og hendes afgrund.

Som dagene går i lejligheden, møder hun sin angst og manglende tillid overfor sine egne ønsker, og omgivet af barndomshjemmets genfærd må hun finde en vej gennem mørket og vække faderens spøgelse til live for at få svar.

Nadia Terranovas bog blev i allerede i december 2018 udråbt som en af årets 12 bedste udgivelser af det valansete tidsskrift La Lettura, og værker er blevet oversat til dansk takket være Forlaget Grif.

Jeg synes, der ligger en spændende dobbelthed mellem temaet om spøgelser og den tragiske lokation, som Messina udgør i den sicilianske bevidsthed. Byen har igennem tiden været voldsomt ramt af jordskælv, blandt andet i 1783 og 1908, hvor tusindvis af mennesker døde, og byen ad flere omgange sank i grus.

Messina er et sted, der er konstant under genopbygning, og indbyggerne bidrager selv til at bryde tingenes tilstand ned: I 1847 brød et af de første Risorgimento-oprør på Syditaliensk jord ud i Messina, og i 2013 gjorde de lokale oprør mod den dybt korrupte kommune og indsatte den barfodede folkeskolelærer Renato Accorinti som borgmester.

Messinas gader rummer et flimret galleri af skygger fra en voldsom fortid, en slags febril rastløshed, der giver byen sin atmosfære, og fuldstændig muliggør et stimulerende bagtæppe for en litteratur fuld af genfærd.

Foto: Vara-processionen i Messina, Wikipedia.

Min nye udgave af Turen Går Til Sicilien er lige landet hos din boghandler

Så er jeg på banen igen med en nyudgivelse: denne gang drejer det sig om Turen Går Til Sicilien, som jeg overtog som titel i 2014. Det omfattede en total omskrivning, for jeg ville lave en helt ny bog, der rakte hinsides ruinerne, iskioskerne og de turistområder langs kysten, som for nogens vedkommende er det eneste, man når at se, når målet er en badeferie med solskinsgaranti til Middelhavets største ø.

Hvad hvis man kunne trænge ind gennem de ældgamle skove af kork-ege i Nebrodi-bjergene, og få sig en tiltrængt pause fra heden? Forstå Siciliens tusindårige historie ved at følge normannertårnene på nordkysten? Eller opdage anderledes steder som alpebyen Castelbuono i Madonie-reservatet, integrationseksperimentet i Mazara del Vallo, og landingspladsen for Italiens bedste rejer i Sciacca?

Da jeg i foråret 2018 tog på research-tur for at skrive denne udgave af Turen Går Til Sicilien, ville jeg sporenstregs ind til øens centrum: jeg havde været der flere år forinden på for at skrive en artikel om antikke kornsorter for weekendavisen, for Siciliens kerne rummer bølgende marker med durumhvede så langt øjet rækker, men var stadig fuld af uudforskede huller for mig.

Siciliens indre er også det mest ukendte sted på øen – selv for sicilianerne. Her kommer man mestendels hvis man er født her, vejret er smeltende varmt om sommeren, og baglandet er propfyldt med både vidundere og traumer, der bunder i menneskets kamp for overlevelse i den evigt foranderlige virkelighed, som opretholder Siciliens evindelige status quo.

Jeg opsøgte ruinerne af Castello di Pietratagliata udenfor landsbyen Aidone med sin baune, der har lyst her i tusind år og båret beskeder igennem Siciliens centrum med samme fart, som man kunne nå at tænde et bål; jeg gik gennem montrene i svovlminemuseet Trabia Tallarita i Riesi, hvor børnene af områdets sidste minearbejdere viste mig rundt og fortalte om faren for stenlunger og sammenstyrtede gange. Og jeg besøgte Alessandro på hans bondegård Il Mandorleto syd for Enna, hvor man kan ride på pensionerede travheste imellem gårdens plantager af økologiske fersken-og mandeltræer…

… Foruden endelig at få sat ansigt og fornemmelse på den forbløffende sprudlende by Caltanissetta, der ligger lige præcis i midten af Sicilien, og hvis provinsliv er indbegrebet af siciliansk laidback.

Kort sagt: jeg har gjort al forarbejdet for dig. SE AT KOMME AFSTED!

Foto credit: Politikens Forlag