Category Archives: SICILIEN

Nytårshilsen fra Syditalien om året der er gået: Til Sicilien og Napoli-bugten med Mine Geniale Veninder

Traditionen tro samler jeg op på året, der i gået, i Syditaliens tegn –  og 2018 var året, der kom til at handle om især Sicilien og øerne i Napoli-bugten. I februar 2019 udkommer de spritnye udgaver af Turen Går Til Sicilien og Turen Går Til Napoli og Syditalien, og researchen til disse hanlagde jeg til april og maj i år, i anderledes selskab.

I lang tid har jeg rejst på egen hånd, når jeg har opdateret mine rejsebøger. Jeg har nemlig altid tænkt, at ledsagere på en sådan research-tur ville komme til at kede sig, når jeg efter endt rejsedag kryber sammen i et hjørne, for at renskrive notater og transkrivere interviews.

Procidas lille havn Corricella hjemsøges af katte og fiskere, der hygger sig langs promenaden. Kattene fodres hver dag af gavmilde damer, der kaster mad ud af køkkenvinduerne.

Men det kan omvendt også være ret ensomt at tilbringe uger hjemmefra uden nogen at dele sine oplevelser med, og derfor besluttede jeg i år at tage to af mine bedste men også vidt forskellige veninder med på turene, der jo kender mig rigtig godt. Det ville være en stor oplevelse for dem at se Italien fra en anden side. Og desuden havde den ene, Signe, kørekort, hvilket jeg ikke selv havde, og med hendes hjælp (og en gesvindt Lancia) lykkedes det mig at trænge helt ind i Siciliens mest forladte centrum.

Det viste sig at blive en stor succes! I kølvandet på Napolis turistboom og store popularitet takket være Elena Ferrantes Napoli-serie, besluttede jeg mig for at udforske øerne i bugten udfor den store million-by. Procida, Ischia og Capri er 3 meget unikke steder, der alle ligger som perler på en snor i Golfo di Napoli, og jeg følte det var på tide at genopdage øerne og se, hvad de rummede.

Min gode veninde Lisbeth Nebelong, der selv skriver Turen Går Til Færøerne, var med på ø-hop, og vi morede os meget over at finde forskelle og lighedspunkter mellem middelhavsøerne og de Færøer, som hun selv har tabt sit hjerte til i Nordatlanten.

Ischia er en vulkansk ø med mørke strande og varme kilder der udspringer fra den aktive undergrund fuld af magma.

 

 

 

Turen tog godt 14 dage, og vel ankommet hjemme i Danmark havde jeg nu 2 uger til at akklimatisere og forberede mig på research-turen til Sicilien. Signe havde aldrig været på Middelhavets største ø, og sikke en tur vi var på! Min mission var nemlig at komme helt ind i Siciliens centrum, og få området omrking Enna, Piazza Armerina og ikke mindst Caltanissetta ordentlig under huden.

Caltanissetta har for mig altid stået som en næsten mytisk by: et sted så lang væk fra havet, som man kan komme på Sicilien, men som ikke desto mindre var et industrielt lokomotiv fra 1700-tallet og frem til midten af 1900-tallet, hvor de utallige miner, der omgiver byen, blev lukket. Den svovl, som lå 600 meter under jorden, og som gjorde Caltanissetta førende i Europa i eksport af mineraler til USA, blev nemlig for dyr, da man i Amerika selv begyndte at udvinde svovl.

Centrum i Caltanissetta er fuld af caféer og små restauranter som her på Piazza Duomo.

Jeg kan på det varmeste anbefale Caltanissetta som destination i det nye år: takket være byens rige industrifamilier er det gamle centrum fuld af smukke, aristokratiske bygninger, pladser og springvand, men kør også gerne rundt i byens opland og besøg for eksempel le zolfotare di… hvor det fine museum udenfor de gamle mineskakter fortæller den gribende historie om det farlige og hårde arbejde.

Jeg og Signe fik desuden mulighed for at genoplive vores fælles hobby, ridning, og vi fik en fortryllende forårsdag sammen med Alessandro og hans pensionerede travheste fra en bane i Rom som nu tilbragte deres pension på hans dejlige agriturismo Il Mandorleto nær Pergusa-søen. Elsker man heste og det landlige Sicilien er agriturismoen et godt valg for enhver dansker, der gerne vil komme helt tæt på Siciliens landbrugskultur, og opleve økologiske mandelplantager, fersken-træer og masser af glade husdyr.

I Siciliens centrum fik jeg reddet mellem mandeltræer, vild fennikel og forårsblomster.

Endelig blev 2018 også året, hvor jeg rigtig begyndte at holde foredrag – især om Matera som kulturby 2019, hvilket fik mig flere gange til Jylland og fortælle på skoler og biblioteker. Desuden deltog jeg også til en tema-aften om Napoli for italiensk kandidatforening på KUA, hvor jeg fortalte om byens fascinerende femminiello-begreb, og det blev så stor en succes at foreningen måtte skifte lokale flere gange, på grund af tilslutningen.

Den 3 oktober holdt jeg foredrag for et fyldt auditorium om det napolitanske femminiello-begreb.

Nu glæder jeg mig til 2019, hvor jeg blandt andet  skal forelæse om Sardinien på Folkeuniversitetet. Og så drømmer jeg om at lave pod casts om og fra Syditalien, så det hele ikke kun bliver ord, men også lyd. Jeg glæder mig!

Fotos: privatfotos 

Petralia Soprana er kåret som Italiens smukkeste landsby i 2018

Konkurrencen il borgo piu bello d’Italia – Italiens smukkeste landsby 2018 – er netop løbet ad stablen i Italien, og vinderen blev en helt speciel by beliggende på en hylde i Madonie-nationalparken ved navn Petralia Soprana.

Jeg har selv besøgt stedet og er overmåde begejstret for den forbløffende velbevarede tidslomme, der oser af middelalderatmosfære, og hvis placering på et granitmassiv vest for Etna giver en fejende udsigt til vulkanen.

Udsigt til Etna fra Petralia Soprana.

Hver region gør hvert år sit yderste for at hive den prestigefyldte titel hjem til et af sine nominerede steder, der for fremtiden vil blive indskrevet i en eksklusiv familie af vinder-byer, og dermed får en ekstra markedsføringsplatform indenfor den vigtige turismeindustri.

Især i Syditalien er konkurrencen uhyre populær, fordi den med sine tv-kampagner, programmer og live-transmissioner fra de nominerede landsbyer tilbyder en sjælden mulighed for at fortælle ukendte historier fra Italiens periferi.

Helbredende harpiks og salt under granitten

Petralia Soprana ligger mit hjerte nær, fordi landsbyen befinder sig i baglandet tæt på et af mine sicilianske yndlingssteder, Cefalu.  Og jeg har rejst rigtig meget både i Madonieparken og Nebrodi-parken, der ved siden af hinanden langs Siciliens nordkyst, men som i stemning og farver er vidt forskellige.

Mens Nebrodiparken udgør Siciliens største skovområde, er Madonieparken mindre. I Madonie ligger de ældgamle, kulturelle centre tættere, og klippernes farver er varmere i nuancen, og man har unikke ressourcer i området, så som den helbredende harpiks, den såkaldte manna, der udvindes fra særlige asketræer, og salt, der ligger aflejret i tonsvis under granitten i Petralia Sotranas opland.

Lige udenfor Petralia Soprana kan man besøge byens saltminer, miniere di salgemma, og se skulpturer udhugget i salt.

Selve Petralia har en atmosfære, der på samme tid er adstadig og dynamisk: for selvom landsbyen som så mange andre steder i Europa kæmper med affolkning af unge, der flytter fra landsbyerne til de store metropoler, føler de tilbageblevne en stærk tilknytning til deres landsby; de lokale er berømte for tæppevævning, og hvert år afholdes der blomsterfester i byen, hvor gader og veje smykkes med blomsterblade og farvede ris, og og byen er fuld af smukke bygninger, kirker og slotte, som giver stedet et distinkt præg af noget majestætisk og ophøjet.

På vej til udsigtspunktet ved kirken Santa Maria di Loreto udenfor Petralia Soprana.

Særligt monumentale er søjlegangene og husene omkring Piazza Duomo og Piazza del Popolo, og lige i udkanten af byen snor en brolagt sti flankeret af løvtræer sig op til kirken Santa Maria di Loreto, som ligger på vej til et udsigtspunkt, et belvedere, ude midt i bjerglandskabet.

Kig til domkirkepladsen gennem søjlegangene ved la Chiesa Madre San Petro e Paolo.

Selve navnet Petralia stammer fra normannerperioden, hvor man tilpassede stedets oprindelige, arabiske navn Batraliah, der betyder ’by af sten’, til noget mere romansk. Byen blomstrede med handel under Ventimiglia-familien, der i 1200-tallet plettede mange af Madonieparkens byer med borge og kirker.

Og hvis du undrer dig over, at byen har en navnebror tæt ved, har du ikke læst forkert. Mod nord ligger Petralia Sottana sig nemlig, og spejler den syditalienske skik med at give byer navne efter deres beliggenhed i forhold til hinanden. Soprana betyder højtliggende, og Sottana lavtliggende.

Hovedillustration: Petralia Soprana om vinteren

Parco di Argimusco – en usædvanlig skulpturpark formet af vind og vejr

Hvis du ser godt efter på billedet, kan du godt se hende: En bedende Madonna i profil, med hænderne foldet foran sig i bøn, øjensynligt perfekt udhugget i hård granit. Og hun er ikke alene på højsletten: en gigantisk ørn breder sine vinger ud foran solnedgangen, dér står en pelikan, og derovre en ugle. Lige øst for Nebrodi-nationalparken, der udgør Siciliens vigtigste, grønne lunge på øens nordkyst, finder man den fascinerende Argimusco højslette, der siden tidernes morgen har været omgærdet af mystik.

Rundt omkring i det græsbeklædte månelandskab kan man nemlig finde sten og klipper, der ligner mennesker og dyr på en prik, som om nogen engang har udhugget dem med stor, kunsterisk sans. Hvilket urfolk står mon bag? Og har stenskulpturerne mon noget med stjernehimlen at gøre?

Jeg har selv vandret i det utrolige landskab og isæt tabt kæben foran Den Bedende Madonna – en enorm klippe, hvis ene side på perfekt vis ligner en kvinde med bøjet hoved og foldede hænder. Mange myter og legender knytter sig til figurerne i Argimusco, men på trods af deres usævanlige kunstfærdighed mener arkæloger, at der ikke ligger menneskehænder bag fænomenet, men rettere drejer sig om klipper, der igennem årtusinderne er blevet præget af vind og vejr og fået usædvanlige, antromoforbe former.

En af klipperne på Argimusco-sletten ligner en ørn, der folder sine vinger ud.

Nu er det ikke kun de lokale, der priser Argimuscos skønhed og særlige stemning – hele Sicilien har fået øje på den skønne plet nord for Etna, og forleden blev der i den nærliggende landsby Montalbano Elicona holdt en kongres af videnskabsmænd, som kunne bekræfte, at Argimusco lever op til alle kriterier for at blive erklæret UNESCO verdensarv.

Næste skridt bliver indstille stedet til at komme under UNESCOS hæder og beskyttelse. Og jeg kan varmt anbefale at besøge Argimusco, når man er på de kanter.

EN HYRDE HAR BYGGET SYDSICILIENS MEST SPEKTAKULÆRE UDENDØRSTEATER

Sicilien er fuld af smukke udendørsteatre, hvoraf det græske i Taormina er verdensberømt. Men et langt mere hemmeligt men ikke desto mindre ligeså smukt sted udgør et højdedrag i sicaner-bjergene, der tårner sig op bag Agrigento ved siciliens sydkyst. Her, i 1000 meters højde udenfor bjergbyen Santo Stefano di Quisquina, har hyrden Lorenzo Reina bygget et utroligt teater, der udenfor sæsonen omgives af 70 æsler og en stor gruppe får.

Lorenzo er nemlig af hyrdebyrd, og det var arbejdet med dyrene, der åbnede hans øjne for den utrolige placering. En dag, da han gik blandt sine dyr, stod han på plateauet, hvorfra man på et god dag kan skimte Pantelleria i det fjerne Middelhav. Og han begyndte spontant at bygge skulpturer af de tilhåndsværende sten, og før han vidste af det, var han igang med at bygge verdens højest beliggende udendørsteater.

Projektet udviklede sig, og idag er omgivelserne blevet et slags maleri, der indrammer havet og bjergene, og i hvis midte kunstnere, musikere og dansere nu opfører taterstykker på en scene under åben himmel.

Stedet hedde Teatro Andromeda, og har omdannet hele lokalområdet til en udendørs kunstoplevelse, komplet med skulpturer og kæmpemaskiner, der ligger strøet rundt i landskabet. I hele august har Teatro Andromeda rummet dans og dramatik, og udenfor sæsonen kan man bestille en guidet rundtur i området via hjemmesiden w.taeatroandromeda.it. Du kan også tage direkte kontakt til Lorenzo og møde ham på fattoriadellarte@gmail.com Tel: +39 328 7671914.

PÅ SICILIEN BOR DER FARAO-HUNDE SOM STAMMER FRA DET EGYPTISKE HOF

Den ligner faktisk en egyptisk hieroglyf i sig selv, og noget, der sagtens kunne være blevet malet på en faraograv i Kongernes Dal. Og Siciliens helt unikke hunderace, Il Cirneco, siges også at stamme fra de fønikiske handelsmænd, som for 3000 år siden bragte hunden til øen fra faraoernes hof.

Idag er hunden øens mest karakteristiske hunderace og er særlig tilpasset det barske liv på Etna, hvor den bruges til jagt efter kaniner og harer. Den kan nemlig nå en imponerende fart på 45 kilometer i timen, og er lynhurtig til at skifte retning.

Den bløde, lyse sandfarve er hunden mest almindelige nuance, som får den til at falde i ét med sommerens tørre vulkanjord, og Il Cirneco er så hårdfør, at enkelte eksemplarer bliver helt op til 20 år gamle.

Mønt fra Segesta, en 2500 år gammel, græsk koloni på Sicilien, som menes besmykket med en cirneco-hund.
Mønt fra Segesta, en 2500 år gammel, græsk koloni på Sicilien, som menes besmykket med en cirneco-hund.

Hunden kan sagtens være social med andre, men den foretrækker at holde sig helt tæt til sit menneske og lever bedst i en symbiose med hende eller ham. Hunden har dog en forkærlighed for de åbne vidder, og slippes den løs i åbent land, bor man først have bundet et stærkt, mentalt bånd med den.

Il Cirneco menes at være i familie med de farao-hunde, som også eksisterer på Malta, og er udover på Sicilien også blevet populær i USA.

Foto: fra Wikipedia

KENDER DU DET NÅR SICILIEN TAGER FUSEN PÅ EN?

Mød Calascibetta, den hemmelige oase som jeg ikke havde hørt om før forleden:

Til maj 2018 tager jeg på research-tur for at opdatere min bog Turen Går Til Sicilien, og jeg bliver gang på gang overrasket over alle de vilde hemmeligheder, som den lille ø rummer. Har du for eksempel nogensinde hørt om Calascibetta? Jeg havde ikke, før jeg i går satte mig ned for at begynde på forårets rute. Jeg vil nemlig gerne vide mere om Siciliens centrum på min næste rejse derned, og pludselig stødte jeg på denne ældgamle juvel af en by, der blev grundlagt i 800-tallet af araberne i bakkerne nord for Enna og Caltanissetta, og idag har 4.500 indbyggere.

Med sine smalle gader, krogede middelalderhuse og skæve kirker er der grund nok i sig selv til at besøge byen, som jeg glæder mig til at berette mere om til foråret. Men der er flere ting, som gør Calascibetta til meget mere end blot et kønt postkort:

– Fra byen går der antikke 3 veje (som oprindeligt var imponerede 36 meter brede) i hver deres retning mod havet. Calascibetta ligger nemlig placeret således, at der er lige langt til både syd, nord- og østkysten, og det var smart for de mange handelsfolk og royale spidser, der siden normannerne udbyggede fæstningen til en egentlig by, kom til Calascibetta. Stedet var nemlig ’kongelig privilegeret’ og havde tætte bånd til den royale familie på øen.

– Calascibetta havde en af Siciliens mest vitale, jødiske befolkningsgrupper, der boede i deres eget kvarter udenfor centrum, og bidrog til byens handelsliv. Ruinerne fra ’la giudecca’ kan stadig ses.

– Cirka 4 kilometer fra Calascibetta finder man ’den byzaninske landsby’ – il villaggio bizantino’ – hvor de allerførste byzantiske tilflyttere slog sig ned i 500-og 600tallet. ’Byen’ er hugget ud i klipperne i en dalsænkning, og man kan selv udforske hulerne, der indeholder kirker og gravkamre i form af hylder hvor man for 1500 år siden placerede de døde. Eventyret venter!

Fotos: Davide Mauro og Yulca Lucia, Wikipedia