Category Archives: SICILIEN

Nye afsnit med Kommissær Montalbano der hjælper bådflygtninge på Sicilien skaber postyr, men seriens succes ligger netop i balancen mellem virkelighed og fantasi

Netop nu ruller Siciliens hvide barokbyer og forblæste landskaber henover de italienske TV-skærme i form af serien om Kommissær Montalbano, der på tyvende år underholder seere verden over.  Den 11 februar blev det nyeste afsnit sendt på La RAI under titlen ’L’altro capo del filo’ (den anden ende af tråden), og mens folk kunne glæde sig over at se seriens kendte skuespillere indtage de sædvanlige pladser i forfatteren Andrea Camilleris ærkesicilianske univers, skabte afsnittet også en del postyr.

Luca Zingaretti har fået stor succes i sin rolle som den både alvorlige og retfærdige Salvo Montalbano, men nu er hans fiktive karakter kommet i modvind grundet de politiske spændinger i Italien. Wikipedia.

57-årige Luca Zingaretti, der siden seriestarten i 1998 har fortolket Montalbano-figuren med stor succes, bliver nemlig konfronteret med en farlig bådflygtningesituation, og må blandt andet springe i havet for at bjerge liget af en marokkaner i land. Bådflygtninge-temaet er gennemgående i det første afsnit, og det har fået sindene i kog i Italien, blandt dels en fløj, der mener, at La Rai således laver bevidst propaganda i mod regeringens holdning overfor immigranterne,  mens den anden fløj forsvarer historien.

Ovenfor kan du se de første minutter af afsnittet som gik i luften den 11 februar med titlen ‘laltro capo del filo – den anden ende af tråden’.

For at gøre afsnittet som autentisk som muligt har tv-kanalen gjort et stort forarbejde ved at opsøge statister blandt Siciliens modtagercentre og migrantsamfund, og direktør Teresa De Santis, har svaret således imod anklagerne i avisen La Repubblica: ”La RAI skammer sig ikke over noget som helst, immigration er et kompleks tema som berører mange virkeligheder, og filmen fortæller ud fra sit eget udgangspunkt og inviterer til refleksion. Den aktuelle, politiske polemik har ikke noget med os at gøre.”

Forsvarere af afsnittets indhold har også påpeget at seriens ophavsmand, succesforfatteren Andrea Camilleri, skrev handlingen allerede i 2016, og at han derfor ikke kan have brugt den som en kommentar til Salvini-regeringens hårde immigrantpolitik.

La Sicilia e Montalbano secondo il dott. Pasquano

Le splendide parole di Marcello Perracchio riguardo la Sicilia e Montalbano.

Slået op af Gli amici del Commissario Montalbano i Torsdag den 7. februar 2019

Ovenfor ses en lille film med en sicilianer, der er fan af Montalbano, og som fortæller om hvordan serien har fået sicilianerne til at genopdage deres øs skønhed.

Omkring 11 millioner italienere så afsnittet forleden, som vil blive fulgt op den 18 februar med afnittet ’Un diario del ’43 – en dagbog fra ’43’. Teresa de Santis, som også har været med helt fra starten, er naturligvis begejstret for at Montalbano har så stor succes både ude og hjemme, og begrunder det med Siciliens og Syditaliens skønhed og eviggyldige appel:

”Den verden, som Camilleri har opbygget, fortæller om alle Italiens ansigter og gør Syditalien og især Sicilien central, både når det kommer til det fantastiske (den opfundne by Vigata, hvor Montalbano bor og arbejder) og i repræsentationen af alt det, der sker i den virkelige verden. Montalbano er en styrke for La RAI. Jeg ønsker alle god fornøjelse med serien, men jeg håber også på refleksion, og der mangler så sandelig ikke stikord.”

Hovedfoto: I Montalbano-serien bor og arbejder politikommissæren i den fiktive by Vigata. I virkeligheden udspiller mange af scenerne sig i flere forskellige, gamle barokbyer på det sydøstlige Sicilien, specielt i Scicli, hvis rådhus  danner rammen for Montalbanos politstation. Wikipedia.

Ansigt til ansigt med mafiaen – den 31 marts deltager jeg i Syditaliensk Aften under Copenhagen Dox i samtale med Thomas Harder.

Jeg skal prøve noget, jeg aldrig har prøvet før – nemlig tale om mafiaen. For et par ugers tid siden blev jeg nemlig kontaktet af dokumentarfilmfestivalen Copenhagen Dox, der i anledningen af visningen af 2 spritnye, italienske dokumentarer om emnet under CPH DOX søndag den 31 marts ønskede oplæg fra et panel af syditaliensk-kyndige, Jeg var naturligvis glad for at blive talt mellem disse, der udover mig selv også tæller seniorforsker Gert Sørensen fra KUA, oversætter og forfatter Thomas Harder og forfatter Ditte Roslyng, der blandt andet har skrevet bogen Med mafiaen under huden fra 2017.
Efter visningen af den første film og en middag skal jeg sammen med Thomas Harder samtale om mafiaen – og selvom jeg jo allerede har beskæftiget mig med emnet i mine bøger og i mine artikler, har jeg aldrig talt særskilt om mafiaen – så dette bliver den første gang, og jeg glæder mig.
Der er en helt særlig balance, som jeg synes, man skal have for øje, når man tager fat i så følsomt og alvorligt et emne som den iitalienske mafia: dels er det vigtigt at undsige sig de klichéer og romanticeringer, som begrebet er blevet pakket ind i efter årtiers fortolkninger af krimiforfattere og Hollywood-instruktører, og dels bør man også have respekt for den virkelighed,  der også handler om, at Syditalien trods alt er en landsdel i udvikling:
Aldrig har der været så mange lokale initiativer fra både statens og lokalbefolkningernes side som nu, hvor man prøver at gå imod den organiserede kriminalitet: tusindvis af mafiapalæer, landsteder og jorde er i løbet af de sidste par år blevet beslagslagt af den italienske stat og overbragt til de lokale til fordel for landbrugskooperativer og sociale projekter. Og på græsrodsplan laves der netværk som Senzapizzo, hvor sicilianere åbenlyst støtter og promoverer butikker i Palermo, som ikke betaler beskyttelsespenge, og landbrugsprojektet LIBERA, der fra Sicilien har bredt sig til hele Syditalien og nu råder over enorme områder af mafiakonfiskerede hektarer med dyrkning af  økologiske råvarer.
Jeg er ikke en af dem, der har studeret det syditalienske mafiafænomen specifikt. Det er et uudtømmeligt og vigtigt emne, som jeg er sikker på, at mine kolleger i panelet kan fortælle om, mens jeg for min part især ønsker a byde ind med hvordan den syditalienske kultur på godt og ondt rummer elementer, som mafiaen kan udnytte. Disse er historisk funderede og hjulpet på vej af sociale mekanismer, som jo også gør Syditalien til et uimodståeligt sted at være: opmærksomheden overfor hinanden, altruismen, vigtigheden af familien.
Og så har jeg i løbet af de år, jeg har boet og færdedes i Syditalien, oplevet slummen og fattigdommen på egen krop i Napoli-kvartererne Sanita og Poggioreale, og set hvordan mistilliden til staten skaber parallelle systemer overalt i landsdelen. Systemer, der rent faktisk fungerer bedre i hverdagen end det gængse, og dermed kan vokse til det monstrøse.
Nedenfor kommer beskrivelserne af filmene fra programmet – du kan læse mere om tid og sted og købe billet til arrangementet HER.

Camorra

Instruktør: Francesco Patierno

Napoli er mafialand. Få steder den kriminelle underverden haft så meget magt som her. I en film, der udelukkende består af utroligt materiale fra de italiensk tv-arkiver, oprulles byens mørke historie siden 1960’erne. Fattig, voldelig og korrupt – men også med en helt særlig napolitansk karakter, som indbyggerne bærer med stolthed og som den lokale underverden også har taget til sig. Der er flere interne magtkampe og store offentlige blow-outs i den napolitanske camorra, end i de mere lyssky grupperinger mange andre steder.

Byens historie fortalt i billeder er af samme grund en både dramatisk og dybt fascinerende oplevelse. Francesco Patiernos kritikerroste film løfter opgaven til fulde. Ligesom virkelighedens camorra faktisk skabte en vis (voldelig) orden i byens kaos, skaber Patiernos film en samlet fortælling ud af fragmenterne. Og den er virkelig god.

Shooting the Mafia

Instruktør: Kim Longinotto

Hun har dedikeret sit lange liv til at dokumentere den sicilianske mafia – og resten af det sicilianske samfund – i sine uforglemmelige sort/hvide billeder. Fotografen Letizia Battaglia lever farligt, til gengæld lever hun livet fuldt ud! Den nu 83-årige Battaglia er mere streetwise end de gangsterspirer, hun fortsat fotograferer og hænger ud med. Og så kan hun fortælle historier.

Den kvindelige doku-veteran og CPH:DOX-vinder Kim Longinottos portræt får det hele med. Billederne, fortællingerne og Battaglia selv i både close-up og fuld figur. Hun startede først for alvor som fotograf da hun var i midten af 30’erne og var ved at opdrage sit tredje barn. Og hendes livsværk på over 600.000 fotografier (hvoraf vi her ser de absolut bedste) er ikke blot en overvældende skildring af Siciliens historie på godt og ondt. De var også med til at sætte en stopper for Cosa Nostras voldelige regime. Men når man ligefrem hedder ‘kamp’ til efternavn skal der også meget til at stoppe én.

Hovedfoto: Fra Kim Longinottos film Shooting The Mafia, 2018, Copyright: Kim Longinotto.


Nytårshilsen fra Syditalien om året der er gået: Til Sicilien og Napoli-bugten med Mine Geniale Veninder

Traditionen tro samler jeg op på året, der i gået, i Syditaliens tegn –  og 2018 var året, der kom til at handle om især Sicilien og øerne i Napoli-bugten. I februar 2019 udkommer de spritnye udgaver af Turen Går Til Sicilien og Turen Går Til Napoli og Syditalien, og researchen til disse hanlagde jeg til april og maj i år, i anderledes selskab.

I lang tid har jeg rejst på egen hånd, når jeg har opdateret mine rejsebøger. Jeg har nemlig altid tænkt, at ledsagere på en sådan research-tur ville komme til at kede sig, når jeg efter endt rejsedag kryber sammen i et hjørne, for at renskrive notater og transkrivere interviews.

Procidas lille havn Corricella hjemsøges af katte og fiskere, der hygger sig langs promenaden. Kattene fodres hver dag af gavmilde damer, der kaster mad ud af køkkenvinduerne.

Men det kan omvendt også være ret ensomt at tilbringe uger hjemmefra uden nogen at dele sine oplevelser med, og derfor besluttede jeg i år at tage to af mine bedste men også vidt forskellige veninder med på turene, der jo kender mig rigtig godt. Det ville være en stor oplevelse for dem at se Italien fra en anden side. Og desuden havde den ene, Signe, kørekort, hvilket jeg ikke selv havde, og med hendes hjælp (og en gesvindt Lancia) lykkedes det mig at trænge helt ind i Siciliens mest forladte centrum.

Det viste sig at blive en stor succes! I kølvandet på Napolis turistboom og store popularitet takket være Elena Ferrantes Napoli-serie, besluttede jeg mig for at udforske øerne i bugten udfor den store million-by. Procida, Ischia og Capri er 3 meget unikke steder, der alle ligger som perler på en snor i Golfo di Napoli, og jeg følte det var på tide at genopdage øerne og se, hvad de rummede.

Min gode veninde Lisbeth Nebelong, der selv skriver Turen Går Til Færøerne, var med på ø-hop, og vi morede os meget over at finde forskelle og lighedspunkter mellem middelhavsøerne og de Færøer, som hun selv har tabt sit hjerte til i Nordatlanten.

Ischia er en vulkansk ø med mørke strande og varme kilder der udspringer fra den aktive undergrund fuld af magma.

 

 

 

Turen tog godt 14 dage, og vel ankommet hjemme i Danmark havde jeg nu 2 uger til at akklimatisere og forberede mig på research-turen til Sicilien. Signe havde aldrig været på Middelhavets største ø, og sikke en tur vi var på! Min mission var nemlig at komme helt ind i Siciliens centrum, og få området omrking Enna, Piazza Armerina og ikke mindst Caltanissetta ordentlig under huden.

Caltanissetta har for mig altid stået som en næsten mytisk by: et sted så lang væk fra havet, som man kan komme på Sicilien, men som ikke desto mindre var et industrielt lokomotiv fra 1700-tallet og frem til midten af 1900-tallet, hvor de utallige miner, der omgiver byen, blev lukket. Den svovl, som lå 600 meter under jorden, og som gjorde Caltanissetta førende i Europa i eksport af mineraler til USA, blev nemlig for dyr, da man i Amerika selv begyndte at udvinde svovl.

Centrum i Caltanissetta er fuld af caféer og små restauranter som her på Piazza Duomo.

Jeg kan på det varmeste anbefale Caltanissetta som destination i det nye år: takket være byens rige industrifamilier er det gamle centrum fuld af smukke, aristokratiske bygninger, pladser og springvand, men kør også gerne rundt i byens opland og besøg for eksempel le zolfotare di… hvor det fine museum udenfor de gamle mineskakter fortæller den gribende historie om det farlige og hårde arbejde.

Jeg og Signe fik desuden mulighed for at genoplive vores fælles hobby, ridning, og vi fik en fortryllende forårsdag sammen med Alessandro og hans pensionerede travheste fra en bane i Rom som nu tilbragte deres pension på hans dejlige agriturismo Il Mandorleto nær Pergusa-søen. Elsker man heste og det landlige Sicilien er agriturismoen et godt valg for enhver dansker, der gerne vil komme helt tæt på Siciliens landbrugskultur, og opleve økologiske mandelplantager, fersken-træer og masser af glade husdyr.

I Siciliens centrum fik jeg reddet mellem mandeltræer, vild fennikel og forårsblomster.

Endelig blev 2018 også året, hvor jeg rigtig begyndte at holde foredrag – især om Matera som kulturby 2019, hvilket fik mig flere gange til Jylland og fortælle på skoler og biblioteker. Desuden deltog jeg også til en tema-aften om Napoli for italiensk kandidatforening på KUA, hvor jeg fortalte om byens fascinerende femminiello-begreb, og det blev så stor en succes at foreningen måtte skifte lokale flere gange, på grund af tilslutningen.

Den 3 oktober holdt jeg foredrag for et fyldt auditorium om det napolitanske femminiello-begreb.

Nu glæder jeg mig til 2019, hvor jeg blandt andet  skal forelæse om Sardinien på Folkeuniversitetet. Og så drømmer jeg om at lave pod casts om og fra Syditalien, så det hele ikke kun bliver ord, men også lyd. Jeg glæder mig!

Fotos: privatfotos 

Petralia Soprana er kåret som Italiens smukkeste landsby i 2018

Konkurrencen il borgo piu bello d’Italia – Italiens smukkeste landsby 2018 – er netop løbet ad stablen i Italien, og vinderen blev en helt speciel by beliggende på en hylde i Madonie-nationalparken ved navn Petralia Soprana.

Jeg har selv besøgt stedet og er overmåde begejstret for den forbløffende velbevarede tidslomme, der oser af middelalderatmosfære, og hvis placering på et granitmassiv vest for Etna giver en fejende udsigt til vulkanen.

Udsigt til Etna fra Petralia Soprana.

Hver region gør hvert år sit yderste for at hive den prestigefyldte titel hjem til et af sine nominerede steder, der for fremtiden vil blive indskrevet i en eksklusiv familie af vinder-byer, og dermed får en ekstra markedsføringsplatform indenfor den vigtige turismeindustri.

Især i Syditalien er konkurrencen uhyre populær, fordi den med sine tv-kampagner, programmer og live-transmissioner fra de nominerede landsbyer tilbyder en sjælden mulighed for at fortælle ukendte historier fra Italiens periferi.

Helbredende harpiks og salt under granitten

Petralia Soprana ligger mit hjerte nær, fordi landsbyen befinder sig i baglandet tæt på et af mine sicilianske yndlingssteder, Cefalu.  Og jeg har rejst rigtig meget både i Madonieparken og Nebrodi-parken, der ved siden af hinanden langs Siciliens nordkyst, men som i stemning og farver er vidt forskellige.

Mens Nebrodiparken udgør Siciliens største skovområde, er Madonieparken mindre. I Madonie ligger de ældgamle, kulturelle centre tættere, og klippernes farver er varmere i nuancen, og man har unikke ressourcer i området, så som den helbredende harpiks, den såkaldte manna, der udvindes fra særlige asketræer, og salt, der ligger aflejret i tonsvis under granitten i Petralia Sotranas opland.

Lige udenfor Petralia Soprana kan man besøge byens saltminer, miniere di salgemma, og se skulpturer udhugget i salt.

Selve Petralia har en atmosfære, der på samme tid er adstadig og dynamisk: for selvom landsbyen som så mange andre steder i Europa kæmper med affolkning af unge, der flytter fra landsbyerne til de store metropoler, føler de tilbageblevne en stærk tilknytning til deres landsby; de lokale er berømte for tæppevævning, og hvert år afholdes der blomsterfester i byen, hvor gader og veje smykkes med blomsterblade og farvede ris, og og byen er fuld af smukke bygninger, kirker og slotte, som giver stedet et distinkt præg af noget majestætisk og ophøjet.

På vej til udsigtspunktet ved kirken Santa Maria di Loreto udenfor Petralia Soprana.

Særligt monumentale er søjlegangene og husene omkring Piazza Duomo og Piazza del Popolo, og lige i udkanten af byen snor en brolagt sti flankeret af løvtræer sig op til kirken Santa Maria di Loreto, som ligger på vej til et udsigtspunkt, et belvedere, ude midt i bjerglandskabet.

Kig til domkirkepladsen gennem søjlegangene ved la Chiesa Madre San Petro e Paolo.

Selve navnet Petralia stammer fra normannerperioden, hvor man tilpassede stedets oprindelige, arabiske navn Batraliah, der betyder ’by af sten’, til noget mere romansk. Byen blomstrede med handel under Ventimiglia-familien, der i 1200-tallet plettede mange af Madonieparkens byer med borge og kirker.

Og hvis du undrer dig over, at byen har en navnebror tæt ved, har du ikke læst forkert. Mod nord ligger Petralia Sottana sig nemlig, og spejler den syditalienske skik med at give byer navne efter deres beliggenhed i forhold til hinanden. Soprana betyder højtliggende, og Sottana lavtliggende.

Hovedillustration: Petralia Soprana om vinteren

Parco di Argimusco – en usædvanlig skulpturpark formet af vind og vejr

Hvis du ser godt efter på billedet, kan du godt se hende: En bedende Madonna i profil, med hænderne foldet foran sig i bøn, øjensynligt perfekt udhugget i hård granit. Og hun er ikke alene på højsletten: en gigantisk ørn breder sine vinger ud foran solnedgangen, dér står en pelikan, og derovre en ugle. Lige øst for Nebrodi-nationalparken, der udgør Siciliens vigtigste, grønne lunge på øens nordkyst, finder man den fascinerende Argimusco højslette, der siden tidernes morgen har været omgærdet af mystik.

Rundt omkring i det græsbeklædte månelandskab kan man nemlig finde sten og klipper, der ligner mennesker og dyr på en prik, som om nogen engang har udhugget dem med stor, kunsterisk sans. Hvilket urfolk står mon bag? Og har stenskulpturerne mon noget med stjernehimlen at gøre?

Jeg har selv vandret i det utrolige landskab og isæt tabt kæben foran Den Bedende Madonna – en enorm klippe, hvis ene side på perfekt vis ligner en kvinde med bøjet hoved og foldede hænder. Mange myter og legender knytter sig til figurerne i Argimusco, men på trods af deres usævanlige kunstfærdighed mener arkæloger, at der ikke ligger menneskehænder bag fænomenet, men rettere drejer sig om klipper, der igennem årtusinderne er blevet præget af vind og vejr og fået usædvanlige, antromoforbe former.

En af klipperne på Argimusco-sletten ligner en ørn, der folder sine vinger ud.

Nu er det ikke kun de lokale, der priser Argimuscos skønhed og særlige stemning – hele Sicilien har fået øje på den skønne plet nord for Etna, og forleden blev der i den nærliggende landsby Montalbano Elicona holdt en kongres af videnskabsmænd, som kunne bekræfte, at Argimusco lever op til alle kriterier for at blive erklæret UNESCO verdensarv.

Næste skridt bliver indstille stedet til at komme under UNESCOS hæder og beskyttelse. Og jeg kan varmt anbefale at besøge Argimusco, når man er på de kanter.

EN HYRDE HAR BYGGET SYDSICILIENS MEST SPEKTAKULÆRE UDENDØRSTEATER

Sicilien er fuld af smukke udendørsteatre, hvoraf det græske i Taormina er verdensberømt. Men et langt mere hemmeligt men ikke desto mindre ligeså smukt sted udgør et højdedrag i sicaner-bjergene, der tårner sig op bag Agrigento ved siciliens sydkyst. Her, i 1000 meters højde udenfor bjergbyen Santo Stefano di Quisquina, har hyrden Lorenzo Reina bygget et utroligt teater, der udenfor sæsonen omgives af 70 æsler og en stor gruppe får.

Lorenzo er nemlig af hyrdebyrd, og det var arbejdet med dyrene, der åbnede hans øjne for den utrolige placering. En dag, da han gik blandt sine dyr, stod han på plateauet, hvorfra man på et god dag kan skimte Pantelleria i det fjerne Middelhav. Og han begyndte spontant at bygge skulpturer af de tilhåndsværende sten, og før han vidste af det, var han igang med at bygge verdens højest beliggende udendørsteater.

Projektet udviklede sig, og idag er omgivelserne blevet et slags maleri, der indrammer havet og bjergene, og i hvis midte kunstnere, musikere og dansere nu opfører taterstykker på en scene under åben himmel.

Stedet hedde Teatro Andromeda, og har omdannet hele lokalområdet til en udendørs kunstoplevelse, komplet med skulpturer og kæmpemaskiner, der ligger strøet rundt i landskabet. I hele august har Teatro Andromeda rummet dans og dramatik, og udenfor sæsonen kan man bestille en guidet rundtur i området via hjemmesiden w.taeatroandromeda.it. Du kan også tage direkte kontakt til Lorenzo og møde ham på fattoriadellarte@gmail.com Tel: +39 328 7671914.