Category Archives: Sundhed

Napolis obelisker fortæller om håbet midt i katastrofen

Syditaliens største by er fuld af uvurderlige, historiske ledetråde, som er værd at følge, men som kan være svære at knække koden til, hvis man ikke kender deres baggrund. Jeg har for eksempel ofte undret mig over de mange, kunstfærdige obelisker, som pryder Napolis største pladser, og blot set deres spir som en ornamentering. Men forleden besluttede jeg mig for at gå i dybden med de enorme og mystiske ’guglie’, og fandt selvfølgelig ud af at de har spillet og stadig spiller en vigtig rolle i napolitanernes hverdag, fordi de minder de lokale om, at der er liv og håb på den anden side af katastrofen.

Det er en lektion, som er vigtig at huske i disse tider, hvor hele Italien og Europa er i viruskrise.  Lad os sammen slentre igennem Napoli og besøge de 3 vigtigste og største obelisker – byen rummer i alt 5 –  som hver især er blevet rejst for at minde de lokale om dem, de mistede, og om det, der hjalp dem igennem de svære perioder.

Obelisken der skulle mildne pesten på Piazza San Domenico Maggiore

Foto: Mongolo 1984 Wikipedia.

San Domenico Maggiore-pladsen er en af de vigtigste i Napoli, og ligger opad Spaccanapoli – ’bysplitteren’ og det ældgamle strøg, som i 2000 år har skåret sig tværs gennem den gamle bydel. Her lå grænsen til den antikke græske by mod øst, og blev især bebygget under den aragonske kong Alfonso den førstes herredømme her i Napoli i 1400-tallet. I dag er den omgivet af caféer  statelige byhuse i barokstil.

Planerne om at bygge en obelisken i centrum af pladsen blev besluttet i 1650’erne på anmodning af den paniske, napolitanske befolkning. I 1656 hærgede der nemlig en voldsom pestepidemi, og man mente at den hellige San Domenico ville mildne sygdommens fremskridt i byen, ved at vise ham den ære at afbillede hans herligheder på en piedestal. Obelisken var således en gave til helgenen, en ex voto, som straks skulle sættes i værk, men blev på grund af politik og økonomi først færdig i 1737.

Piazza San Domenico Maggiore. Foto: Sistemone, Wikipedia

Pesten truede med at udrydde store dele af Napolis befolkning i 1600-tallets midte, men ved hjælp fra en tysk læge fra Bayern, Martinus Ludheim, som kom byen til undsætning, startede man et større karantæne-program, hvor Napolis fattigste kvarterer, som især var ramt af smitten, blev isoleret fra resten af byen. Det gjorde, at de tidligere, store udbrud af pest – senest i 1629-31, der især gik hårdt udover Milano og Norditalien, og hvor en million mennesker døde – ikke gentog sig med samme styrke i Napoli.

San Domenico-kirken er en af Napolis største, og ligger netop på denne plads, med sin runde apsis og en sidetrappe, der fører ind i kirken. Langs kirkens skib kan man lægge nakken tilbage og højt oppe se de aragonske konger og dronningers kister stillet op i række og geled på en hylde, dækket af skarlagenfarvet silke med indvævede, heraldiske mønstre.

San Gennaro-obelisken på Piazzetta Riario Sforza hylder helgenens magt over Vesuvio

Foto: Berthold Werner, Wikipedia

Går man ned ad Via Tribunali i retning af Forcella-kvarteret og stopper op på den anden side af Via Duomo, finder man en lille men ikke desto mindre vigtig plads, klemt inde mellem pastelfarvede barokhuse overfor den ottekantede kirke, Pio Monte della Misericordia. Det er Piazzetta Riario Sforza, opkaldt efter en kardinal og prydet med byens ældste obelisk, dedikeret til Napolis skytshelgen, San Gennaro.

San Gennaros ’guglia’ er 24 meter høj og blev bygget mellem 1645 og 1660 i en tilstand af ekstase og taknemmelighed, for den skulle minde napolitanerne om et sandt mirakel, der reddede byen fra at blive dækket af lava. Den 16 december 1631 gik Vesuvio nemlig i et af sine kraftigste udbrud i mange århundreder idet en kæmpe sprække åbnede sig i vulkanens ene side, og en gigantisk gaseksplosion slyngede lava, sten og giftgasser op i atmosfæren.

Domenico Gargiulo: Vesuvios udbrud i 1631 og tilsynekomsten af San Gennaro, foto: Micco Spadaro, Wikipedia.

Napolitanerne løb skrækslagne ud af deres huse og rundt i gaderne, og mens himlen blev totalt formørket af røg, damp og støv, samledes kirkens mænd sig bag San Gennaros statue, som blev hentet ud af domkirken sammen med relikvierne. Her viste det første mirakel sig, da solen pludselig tvang de natsorte skyer til side, og San Gennaro blev set svæve mellem dens stråler.

Man fatter mod og begynder at marchere mod Vesuvio, hvis lava allerede er nået til byens porte, og processionens deltagere oplever, hvordan ilden straks standser ved synet af San Gennaro, og lavastrømmen bøjer af, for at  finde en ny, destruktiv vej ned mod vandet.

Obelisken blev opført på den lille plads nær domkirken, hvor man i forvejen plejede at hylde San Gennaro med musik og dans.

La Madonna dell’Immaculata på Piazza del Gesu Nuovo minder os om det rene og altopofrende menneske

Foto: Berthold Werner, Wikipedia

Madonnaen rejser sig med sin glorie og masser af barokfiligran i centrum af Piazza del Gesù Nuovo, hvor hun med sin renhed og altopofrelse statuerer et godt eksempel for befolkningen. Obelisken blev opført af den lokale jesuitter-orden, som ville hylde Den Hellige Moders ubesmittethed – at Jomfru Maria ved et mirakel skulle være helt uden synd, skønt hun var blevet undfanget og født, og selv havde født.

Madonnaens obelisk er fra 1750 og den højeste af de 5 ’spir’, som er rejst rundt om i byen, og som skulle holde pesten borte fra Napoli.

Ud mod pladsen ligger Kirken Gesu Nuovo fra 1470 med sit stovte udseende og sin karakteristiske gavl af spidse munkesten. Den var her, jesuitterne boede, og som havde skabt en helt særlig kult omkring La Madonna Immaculata. I dag hyldes hun stadigvæk på sin festdag den 8 december, hvor brandmænd hejses op i en kran, så de kan pryde Madonnaens pande med en blomsterkrans.

Hovedfoto: Napoli under pesten i 1656 af Domenico Gargiulo. Micco Spaddaro, Wikipedia.

 

 

 

Thomas Bartholin – den danske livlæge i Syditalien

I 1600-tallet var Napoli og Sicilien ikke kun et sted man tog hen for at suge til sig af den sidste nye kultur, mode og ingeniørkunst. Også lægevidenskaben var langt fremme ved barok-hoffet under de spanske kongers herredømme, og Europas klogeste hoveder tog til Syditalien for at opleve avancerede eksperimenter indenfor kirurgi, anatomi og medicinering.

En af dem var Thomas Bartholin. Han var født 1616 i Malmø, og kom ud af en agtværdig videnskabsfamilie, der i 3 generationer fik placeret intet mindre end 12 professorer på Københavns Universitet. Bartholinerne udførte det absolutte pionérarbejde indenfor tidens medicinstudier i Danmark. For eksempel udgav hans far, Caspar Bartholin, Danmarks første anatomiske værk i 1611 – en bog,  som Thomas senere selv udbyggede med hvad der skulle vise sig at blive hans speciale om blodkarrenes funktion og lymfesystemet.

Af Frederik 3. fik Thomas Bartholin overladt ligene af forbrydere, som var henrettet kort efter et stort måltid, så lymfen var fedtholdig og mælkelignende. Han påviste herved brystgangen, ductus thoracicus, hvori lymfekarrene fra ben og krop samles.

Senere blev Thomas udnævnt til Christian den femtes livlæge. Han gik i sin fars og brødres fodspor og uddannede sig til ‘medicus’, men det var især hans årelange studier i Syditalien, der satte trumf på hans virke. I 1644 tog hans til Messina for at besøge den anerkendte botaniker, Pietro Castelli,  for at lære mere om sydens healende medicinplanter. Castelli var blandt andet en af de første til at foreslå plante-ekstrakt og bark (kinin) til forebyggelse og bekæmpelse af malaria. Bartholin fortsatte sin rejse rundt på det nordøstlige Sicilien, hvor han faldt i svime over øens geologi, havdyr, koraller og unikke lavaformationer.

En af Castellis tegninger af Syditaliens medicinske planter fra 1627. Daniel Rabel, Wikipedia.

 

 

 

Rejsen fortsatte til Napoli, hvor Thomas mødte en af periodens mest berømmede læger, Marco Aurelio Severino, der på det tidspunkt eksperimenterede flittigt med såkaldt ‘fryse-anæstesi’. Aurelio fik bragt is og sne ned fra Syditaliens bjerge, og lavede forsøg med patienter, der skulle opereres, og forinden fik det syge område bedøvet med kulde, for at skåne dem mod smerten på en tid, hvor operationer blev udført uden anæstesi.

Marco Aurelio Severino blev født i 1580 i Tarsia, Calabria, og skulle siden blive en af Syditaliens fremmeste botanikere. Han døde i 1656 i Napoli under et pestudbrud. Wikipedia.

Thomas var så fascineret af metoden, at han i 1646 skrev sine observationer ned og tog praksissen med hjem til Danmark, hvor den var hidtil ukendt. Men Syditalien skulle også vise sig at åbenbare andre opdagelser. Da Bartholin er i Campania-regionen på sin Italienstur, bryder der nemlig en voldsom difteri-epidemi ud blandt de lokale børn. Han omtaler kvælningshalsbetændelsen, der siden 1618 har hærget Syditalien, og især slår børn ihjel. Sygdommen rammer dem som en pest, og de får høj feber og tykke belægninger i halsen, der får svælget til at hæve så meget, at mange dør af kvælning. Når betændelsen løsner sig fra mandlerne, resultererer det i voldsomme blødninger, der rummer difteri-virussen, som hurtigt breder sig til organerne og fører til lammelser.

Severino havde forinden forgæves prøvet af helbrede børnene ved hjælp af gurglemidler, rosensirup og honning, men Bartholin gjorde sine egne observationer og endte med at skrive en hel afhandling om emnet undet navnet ‘Undersøgelser vedrørende en difteriepidemi blandt børn i Campania og på Sicilien’.
Den lille bog på 140 sider udgav han i 1646 i Paris på sin vej hjem til Danmark, og uden at vide det havde Bartholin dermed bidraget signifikant til Europas pædiatri – læren om børnesygdomme – som i takt med folkesundhedsreformerne først blev et anerkendt studie i løbet af 1800-tallets Danmark.

Thomas Bartholin døde i 1680 og blev begravet i Vor Frue Kirke. Idag kan man tænke på Bartholinslægten og deres forskning, når man slentrer nedad Bartholinsgade nær Botanisk Have i det indre København. Gaden er opkaldt efter Bartholinerne og rummer i sit navn en passende hyldest til pionérfamilien.

Hovedfoto: Wikipedia.

Guide: Tag med til Ischias og Napoli-områdets varme bade, spa’er og helbredende kilder

Tænker du at det er for sent at tage til Syditalien for at få varmen, så tro om igen, for selvom italienerne nu er forsvundet fra de fleste strande med efterårets komme, betyder det ikke, at man ikke man bade – tværtimod. Især i Campania-regionen, hvor der er stor, vulkansk aktivitet, findes der alskens typer spa-bade, fra det rustikke til det luksuriøse, hvor man godt ind i efteråret kan slange sig i det svovlrige vand fra undergrunden. Og det er her, mange lokale tager hen, for at slappe af og pleje sig selv,

Da jeg boede i Salerno var det en yndet fritidsbeskæftigelse – selv for de helt unge – at tage på et dagligt spa-ophold, og jeg og mine venner nød det i fulde drag. Jeg guider derfor er til nogle af Napoli-områdets bedste spa’er og termalske bade. Jeg har selv besøgt flere af dem og synes det er et fascinerende helle for de kropsbevidste italienere, der forstår at pleje sig selv, og nyde naturens helbredende ressourcer.

1: Giardini Poseidon terme

Vi starter på øen Ischia i Napoli-bugten, der i årtusinder har været et mekka for termalske bade med helbredende effekt, og det behagelige ved traditionen med at tage på spa i Syditalien er, at det bliver anset som en menneskeret – ikke en luksus-ting. Derfor er selv de smukkeste og største, termalske bade ganske billige, og et godt eksempel på dette er Giardini Poseidon Terme, der ligger på Ischias vestkyst nær den kønne, pastelfarvede by, Forio.

Jeg har selv tilbragt en weekend her ved havet, hvor jeg boede i Forio, men havde en flerdagsbillet, så man kunne komme og gå. Poesidon rummer et væld af kilder, der både stammer direkte fra svolvvandet i undergrunden, varme kilder i forskellige temperaturer, og saltvandsbade. Der er også mulighed for et hav af mudder- wellness- og massagebehandlinger, og spa-stedet har adgang til sin egen strand. Prisen i september og oktober (sidste åbningsdag er den 31 okt.) er 33 euro for voksne med adgang til og brug af hele spa-området, og 16.5 for børn fra 4-11 år.

Se mere på www.giardiniposeidonterme.com

2: Terme Cavascura

De ældste kabiner hos Cavascusa stammer helt tilbage til romerne, som hakkede sig ind i klipperne for at få adgang til de helbredende dampe.

På Ischias sydkyst langs den store Maronti-strand ligger der flere, ældgamle spa’er, der er op til 2000 år gamle. Spa-traditionen er ældgammel i Syditalien, og grækerne var de første til at etablere bade i hele Napoli-området, og derefter romerne. Campaenia-regionen var grundet sin skønhed og frodighed romernes ferie-destination numero uno, og med ferie kom selvfølgelig afslapning og restituering. Romerne opbyggede termalske bade op omkring de kogende og dampende kilder fra undergrunden, bæandt andet her ved Cavascura, som idag er et lille, lokalt termalsk bad, hvor man stadig kan prøve at svede i de samme kabiner, som romerne gravede ud i klipperne. Cavascura har åbnet indtil oktober og åbner igen i april.

Se mere på www.cavascura.it

3: Spa-hoteller med egne termalske kilder

Et helt unikt træk ved Ischia er det høje antal af sprækker ned til undergrunden, hvorfra der konstant damper vulkanske mineraler, og det har flere hotelkomplekser igennem tiden benyttet sig af, så man mange steder på øen kan tjekke ind på et hotel egne, varme kilder. Der ligger ialt 88 såkaldte spa-hoteller på Ischia, og mulighederne spænder fra det helt simple til det luksuriøse. Det gør at man kan gå direkte fra sit eget værelse og ned i badene, uden at skulle udenfor.

Find din egen favorit på www.spahotels-ischia.com

4: Le fumarole di Lido Maronti

Heldigvis findes der rundtomkring varme kilder og damp, som er til fri afbenyttelse på Ischia, og stederne er velbesøgte af de lokale. De er dog små, og man skal vide, hvor man skal lede. Et tip er at begive sig sydpå til Lido di Maronti, hvis vestligste hjørne er berømt for sit brandvarme sand, fordi der damper vulkanske mineraler op lige under overfladen. Graver man en halv meter ned i sandet vil man derfor brænde sig, men manger lokale kommer her for at begrave sig i den øvre overflade, for at lindre hudproblemer, gigt og rheumatiske lidelser. Man finder lettest de såkaldte fumarole ved at tage hen til restaurant Emanuela, der ligger lige ned til det kogende sand, og hvor man også tilbereder maden i den vulkanske damp:

www.ischiareview.com

Terme Napoli Stufe di Nerone

Inde på fastlandet findes et af Italiens mest berømte spa’er, Terme Napoli Stufe Nerone, der ligger nordvest for Napoli nær Pozzuoli og udgør verdens ældste, aktive spa. Stedet blev nemlig grundlagt af romerne og er opkaldt efter kejser Nero, der brugte kilderne, og elskede det. Badet ligger nær den ældgamle og vigtige ferie-by Baia, og den arkæologiske park lige ved siden af er en stor oplevelse, som man også bør unde sig. Der er et væld af muligheder for bade, wellness og skønhedsbehandlinger på Stufe di Nerone, men for mig er det mest fascinerende at man sidder og sveder i de selv samme grotter som kejserne og senatorerne dengang. Stedet er åbent til langt ind i efteråret, og det åbne pool-område kan også bruges om vinteren.

www.termestufedinerone.it

Hovedfoto: Terme Stufe di Nerone

Kom rask gennem efteråret: 5 tips og tricks til et stærkt helbred fra Syditalien

Hvis der er noget, jeg har lært fra mine år i Syditalien er det, at Middelhavsområdet er en regulær skatkiste af viden om vores krop, som mange steder er blevet glemt.
Alt imens jeg er opvokset i en nordeuropæisk kontekst, hvor begrundelserne for enhver sygdom og helbredelse altid er videnskabeligt funderede, har jeg alligevel aldrig følt mig så uvidende som under mit liv i Salerno. Her mødte jeg nemlig helt andre måder at aflæse sin krop på, og lærte at respektere elementerne og årstidernes indlfydelse på vores helbred.
Med efterårets komme er det er derfor blevet det oplagte tidspunkt at øse lidt af de sjove, tankevækkende og anderledes helbredstips, som jeg oplevede omkring mig. Nogle af dem får mig stadig til at trække lidt på smilebåndet, men måske der er noget om snakken? Hvad tænker du? Her kommer de ihvertfald – Salute!
1: Vær opmærksom på årstidernes skiften
Årstiderne er det årshjul, som samtlige syditalienere lever deres liv efter. Hvadenten de er bosat i byen eller på landet, har årstiderne en direkte indvirkning på deres tilstand, humør og ja, helbred.
Når årstiderne skifter resulterer det i temperatursvingninger og anderledes luftfugtighed, og syditalienerne ved, at disse forandringer kan aflæses i kroppen. I Salerno oplevede jeg flere gange folk tilskrive hovedpiner, træthed, uoplagthed og gigtsmerter det faktum, at man gik fra sommer til efterår, eller fra efterår til vinter. Generelt ubehag blev forklaret med denne slags vejrskifte, især hvis man gik fra et stærkt højtryk til et stærkt lavtryk, eller omvendt.
2: Skærm nakken mod kastevinde
En af de helt store trusler mod helbredet i Syditalien er de såkaldte ‘colpi d’aria’ – direkte oversat ‘slag af vind’, som med det køligere vejr og den kraftigere efterårsvind kan udsætte kroppen for chok.
I Salerno var disse kastevinde, som hujede gennem gyder og nedad bjergvægge, suverænt den største grund til dårligdomme: uregelmæssig menstruation, ørepine og hovdpine, for eksempel,  og resulterede i værste fald i ‘cervicale’, stive nakker, som syditalienere frygter, og som de skærmer sig imod ved at gå med halstørklæder, halsedisser og hætter allerede inden sommeren går rigtig på hæld.
3: Gå ikke udenfor med vådt hår
En af de værste ting, jeg gjorde under mit ophold i Syditalien, var dengang jeg gik udenfor med langt, vådt hår. Det var sommer, men jeg fik stadig at vide at det våde hår kunne give mig gigt, ‘cervicale’, feber og forkølelse, og at hårtørrer er obligatorisk.
Efter jeg atter er flyttet til Danmark kan jeg stadig godt finde på at gå udenfor med vådt hår, men til gengæld har jeg fundet ud af at jeg altid bliver snot forkølet, hvis jeg falder i søvn/går i seng med fugtigt hår. Måske det er noget om snakken? Når det sker sender jeg hver gang en kærlig tanke til mine syditalienske venner og deres formaninger.
4: Ondt i halsen? Frem med citronerne
Jeg blev faktisk ofte syg, da jeg boede i Salerno, hvilket dog suverænt må tilskrives mine daglige boligforhold. Jeg havde nemlig lejet mig ind på et lille værelse med utætte vinduer og skimmelsvamp, så jeg fik kronisk halsbetændelse.
Et syditaliensk universalmiddel mod halsbetændelse er at gurgle sin hals flere gange om dagen med citronsaft. Hver gurglen skal vare så lang tid som muligt – minimum et minut – og jeg fandt med min lidelse ud af, at øjensynligt alle omkring mig gik og gurglede hals i citronsaft, også når der ikke var noget tydeligt galt. Mere som en slags ‘man ved aldrig.’
Tilsidst kom jeg mig over min kroniske halsbetændelse, men først da det blev sommer og skimmelsvampen faldt til ro i min lejlighed.
5: Pas på den skrøbelige fordøjelse
Fordøjelsen er ofte centrum for syditalienernes helbred. Det er udfra den, at de aflæser deres sundhedstilstand, og det giver god mening. De er suveræne til at udpege et fordøjelsesorgan, hvis det gør ondt, hvor de fleste danskere blot kan sige: “Jeg har ondt i maven” uden at ane, om smerten kommer fra tarmene, mavesækken, galdeblæren eller leveren.
Når vejret bliver køligere og mere fugtigt betyder det, at der kommer nye, tungere råvarer i maden. Det skift kan forårsage lidt rumsteren i maveregionerne, og helt slemt bliver det, hvis man efter et solidt måltid går ud i kulden uden at dække maven ordenligt til. Det kan give mavepine og i værste fald dårlig fordøjelse.
Så ved I det!