Category Archives: SYDITALIENSKE FORFATTERE

På jagt efter Syditalien på Bogforum: Elena Ferrantes Napoli-romaner er kommet med i ny bog over verdenslitteraturens højdepunkter

Igår var jeg et smut på bogforum i Bella Center i København, og selvfølgelig var jeg på udgik efter bøgen om Italien og syditaliensk litteratur blandt de mange nye titler.

En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig, var et interview på Aarhus Universitetsforlags stand, hvor Jakob Ladegaard og Mads Rosendahl Thomsen, som er henholdsvis lektor og professor MSO i Litteraturhistorie, Aarhus Universitet, fortalte om forlagets nye bog, 50 VÆRKER. HØJDEPUNKTER I VERDENSLITTERATUREN.

Min veninde Hanne Roer, som er lektor i retorik ved Københavns Universitet, havde bidraget med et kapitel om Dantes Guddommelige Komedie, og med på listen sammen med forfattere som Homer og H.C. Andersen stod minsandten også Elena Ferrante og hendes Napoli-serie.

Det var jeg naturligvis meget begejstret for at se, og jeg interviewede derfor kort Mads om hvorfor de havde valgt at tage Ferrante med i deres antologi:

“Først og fremmest er det jo en utrolig stærk historie, som er overmåde godt fortalt. Ferrante har ramt noget hos folk over hele jorden, der kan se sig spejlet i hendes hovedpersoner og univers. Og så er der noget med bøger i serier, som vi kan mærke har et stort appel. Ligesom Karl Ove Knausgård, der også er med på listen på grund af hans selvbiografiske værk, Min Kamp.

Det er faktisk overraskende, fordi man skulle tro, at meget lange historier, hvor man skal gå og vente på fortsættelsen, ikke har nogen plads i vores travle hverdag. Men der er vi altså blevet klogere. Godt nok har Napoli-trilogien endnu ikke stået tidens prøve som de ældre værker på listen, men vi ville omvendt gerne have noget helt nyt med, og der faldt valget altså på Elena Ferrante”, fortalte Mads Rosendahl Thomsen.

Du kan læse mere om bogen HER.

TEMA-AFTEN OM NAPOLI

Onsdag den 3 oktober klokken 18.30 samles der en nørdet gruppe på Københavns Universitet Amager for at fortælle, lytte og lære mere om den fascinerende by Napoli. Arrangementet er stablet på benene af italiensk kandidatforening, som jeg er medlem af, og ALLE er velkomne, OGSÅ dem uden en uni-grad i italiensk – og jeg vil som en af de 4 oplægsholdere fortælle om Napolis fantastiske femminiello-fænomen, hvor mænd på helt særlig vis udlever deres kvindelige side i tråd med en ældgammel tradition, der overraskende nok også har med Madonnaen at gøre. Nysgerrig? så kom med!

Du finder mere info HER – personligt glæder jeg mig rigtig meget til både at møde min gamle specialevejleder, dygtige Gert Sørensen, som skal fortælle om Napolis udvikling fra hovedstad til udkantsområde, og Pia Laustsens analyse af byen Napolis rolle i Elena Ferrantes nu verdensberømte romanserie derfra. Det hele koster rørende 20 kr person, som kan betales i døren. Jeg håber at vi ses!

MATILDE SERAO OG NAPOLIS UBESKREVNE KVINDELIV

Hvis man tror at Elena Ferrante er den eneste napolitanske forfatterinde med punch, så skulle man beskæftige sig med journalisten, essayisten og forlæggeren Matilde Serao, som i det 19 og 20 århundrede var en af Napolis vigtigste skribenter og stadig udgør en kæmpe inspiration for kvindelige forfattere fra Syditalien. 4 gange var hun nomineret, og ligeså mange gange gik hun glip af en Nobelpris i litteratur – blandt andet fordi fascisterne trak Matildes kandidatur tilbage grundet hendes glødende kritik af regimet.

Matilde blev født i Grækenland i 1856 af napolitanske forældre og flyttede som ung tilbage til Napoli for at undervise. Her oplevede hun den dybe forarmethed, som mange napolitanere levede i, og hun havde især et blik for kvindernes og børnenes kår og den sociale uretfærdighed, der ikke var blevet mindre siden Italiens samling. Inspireret af den syditaliens realisme-bevægelse indenfor litteraturen kaldet Verismo, satte hun sig for at beskrive folkedybets realiteter, og hendes noveller og artikler blev både udgivet i bog-og avisformat.

I 1892 grundlagde hun sammen med sin mand avisen Il Mattino, der endnu idag er en af Syditaliens mest læste, og sin egen avis Il Giorno, hvilket gjorde hende til verdens første kvindelige avisejer.

Jeg har selv stiftet bekendtskab med Matilde Seraos både smukke og gribende historier i hendes nok mest berømte værk til dato, nemlig Il Ventre di Napoli – Napolis Mave – fra 1884, hvor hun efter en buldertale i indledningen mod de italienske politikere, der ignorerer og udnytter byens fattigdom, på næsten antropologisk vis beskriver de fattiges hverdag.

Som kvinde giver hun et unikt indblik i en feminin hverdag, som dengang var ikke-eksisterende i den italienske litteratur, og beskriver på finurlig vis byens kvindesammenhold som den egentlige sociale lim mellem størstedelen af af Napolis miserable befolkning.

il ventre

Mest gribende måske er hendes ord i afsnittet ‘Barmhjertighed’, hvor hun beskriver hvordan der eksisterer forskellige grader af fattigdom, og hvor den mindre fattige kvinde hjælper den, der har det værre end hende – også når det kommer til modermælk:

“Ingen kvinde, der går og spiser i gaderne, kan se et barn standse og betragte hende, uden at give det noget at spise. Når en gravid kvinde standser på vejen, får hun straks tilbudt føde af de forbipasserende, uden at hun har spurgt om det. Hvis en fattig kvinde spiser macceroni med stærk ost på, vil hun straks tilbyde sit kogevand til en endnu fattigere medsøster, som så kan hælde vandet udover sit hårde brød og derved få lidt smag af pasta.”

“En anden type barmhjertighed er denne: en moder var alt for svag til at få mælk i sin barm. Men der var altid en veninde eller en fremmed, der kunne amme det alligevel. Tre gange om dagen bar kvinden med det tørre bryst barnet til den lykkelige mor, og så satte de sig begge ned på dørtrinet og betragtede babyen, der sugede livet til sig. Man skal have set sådan en scene for at forstå dens storhed, have hørt den lave stemme, hvormed den tørlagte moder hvisker sin velsignelse til sin medsøster:”Må Herren velsigne dig for den barmhjertighed, du viser dette barn”. Pludselig en dag er der ikke længere brug for ammemoderens mælk, og hun lider ved ikke at se barnet, så hun opsøger det mens det vokser, nogle gange har hun et stykke frugt med til det, eller en amulet. Et barn har to mødre. “