Category Archives: Uncategorized

Syditalienske forfattere: Anna Maria Ortese

Hvor New York havde danske Johannes Friis til at dokumentere de fattiges kår med sit kamera, havde Napolis efterkrigstid Anna Maria Ortese. Dog var hun ikke fotograf, men journalist og forfatter, og med sin skarpe og sarkastiske pen er hun idag mest kendt for at have dokumenteret forholdene for byens ‘anden halvdel’ i sin fænomentale samling af fortællinger i ‘Il mare non Bagna Napoli’ fra 1953.

Anna Maria Ortese blev født den 14 juni 1914 i Rom, men tilbragte det meste af sin opvækst i Sydtalien og i Tripoli. Hendes far arbejdede for den italienske regering, og familien måtte derfor ofte følge med ham rundt i hele landet. Da Anna Marias bror, Emmanuel, som hun var tæt knyttet til, dør i Martinique i 1933, har Anna Maria et sammenbrud, der får hende til at flygte ind i skriveprocessens terapeutiske rum.

I årene herefter begynder hun at få trykt digte og noveller i italienske aviser og litteraturmagasiner, blandt andet Angelici dolori – ‘Englesmerter’ – som får god kritik. Hun begynder dog at miste gejsten og inspirationen, og flytter til Firenze i en periode, for at arbejde som korrekturlæser. Men da krigen bryder ud, rejser hun tilbage til sin familie i Napoli, og det er her, hun oplever byens intense balance mellem overlevelse og overgivelse, som får hende til at skrive sine egne tekster igen, blandt andet for det syditalienske magasin, SUD. 

Enhver tid har brug for sine egne dokumentarister til at afdække epokens uhyrligheder – og Anna Maria Ortese var det perfekte vidne til de sociale katastrofer, som 2 verdenskrig bragte med sig. Med både indlevelse, empati og skønhed beskriver hun leveforholdene for Napolis fattigste, når hun trænger helt ind i deres grotter og skabsbefængte senge for at fortælle en historie, de fleste dengang helst ville glemme.

I 1953 udgiver hun det værk, som gør hende verdensberømt, nemlig Il mare non bagna Napoli, som rummer Orteses vidneberetninger fra sin bombede hjemby i de kaotiske år efter 2 verdenskrig. Direkte oversat til dansk ville bogens titel lyde: ”Havet væder ikke Napoli”, og bogen findes på tysk med navnet: ’Der er intet hav i Napoli’. Nogen er endnu ikke oversat til dansk, men kan findes på engelsk med titlen: ‘Neapolitan Chronicles’.

Ortese vinder den prestigefyldte Viareggio Pris for bogen, hvis første historie, un paio di occhiali – et par briller – anses for at være en af Italiens bedste noveller nogensinde. Den er desuden blevet filmatiseret  af Carlo Damasco i 2001, og handler om hvad der sker, når en fattig og næsten blind pige i den napolitanske slum for mulighed for at se sin omverden klart:

Det er nok hævet over enhver tvivl at Ferrante blev inspireret af Orteses sammenligninger, da hun 40 år senere skulle skrive sine Napoli-romaner og vise Elena og Lias begrænsede råderum i det kvarter, de voksede op i, ved at skrive, at pigerne aldrig havde set havet, skønt de boede i en havneby.

I Orteses bog beskriver forfatterinden i fortællingen ’Guld i Forcella’ hvordan hun fra Via Duomo, der løber som en rygrad med adskillige ribben ned gennem Napolis ældste bydel, bevæger sig mod øst gennem Forcella-kvarterets mylder. Folkedybets armod åbenbarer sig omkring hende med en genkendelig fandenivoldskhed, der virker karakteristisk for alle, der selv har oplevet napolitanernes energi, selv, eller måske endda netop, på livets yderste bastion, dansende på tåspidserne, med udsigt til en slugt af desperation:

”Her væder havet ikke Napoli. Jeg var sikker på, at ingen her havde set det, og heller ikke huskede det. I denne bælgmørke kløft skinnede kun seksualitetens lys under ovetroens sorte himmel.”

Senere kulminerer fortællingen om napolitanernes armod i kapitlet ’Den ufrivillige by’, hvor Ortese besøger Il Palazzo dei Granili. Den enorme magasinbygning, der i slutningen af 1700-tallet blev bygget syd for Napoli af de spanske konger, der ved kysten, hvor havnebassinet rammer de første forstæder ved Vesuvios fod, og med sine mastodontiske dimensioner på 560 meter i længden og 30 meter i højden skulle rumme Napolis kornforsyninger.

Inde i bygningen løb for sin tid endeløse korridorer forbi store rum på 3 etager, hvor man kunne opbevare forskellige varer, der op igennem århundrederne varierede fra korn over bælgfrugter til jern, våben og mennesker. Bygningen blev slemt beskadiget af bombardementerne under 2 verdenskrig, og da Ortese lægger vejen forbi ruinerne af den dystre bygning ved stranden, er den for længst blevet et slumstormersted for Napolis mest miserable befolkning.

Palazzo dei Granili set fra stranden og med Vesuvio i baggrunden, fra før bygningen blev bombarderet under 2 verdenskrig. Fra et gammel postkort. Wikipedia.

Ortese beskriver hvordan hun har fået skrevet et navn ned på en tændstikæske. En kvindelig læge, der skulle bo inde i Il Palazzo dei Granili – signora Lo Salvio. Lægen har inviteret Ortese på besøg, og da forfatteren ankommer til udørkenen med en sporvogn, beskriver hun synet af den engang så imposante men nu uhyggelige arkitektur som et skaldet bjerg, sammensunket og gennemborret af termitter.

Hun går undrende ind i ruinens mørke, hvor de hjemløse har blændet alle vinduerne med brædder, og hvor syfilisbefængte, skorpede og magre kroppe kravler frem imod hende. Hun spørger sig frem til Lo Savio, der sidder i et af de store rum ved et sammenflikket skrivebord, og som nu tager hende med på en tour de force ned gennem Granili-bygningens dødsrigeagtige cirkler:

”Jeg vil gerne vise dig et barn, sagde hun. Hun førte mig ned mod bunden af korridoren, hvor en lille smule grønt lys, som trængte ind gennem en sprække, lod os vide, at nu var det blevet aften i Napoli. Der var en dør, hvorfra man hverken hørte lyde eller stemmer. Lo Savio bankede sagte på, og gik så lige ind, uden at have fået nogen tilladelse, som én, der føler sig hjemmevant.

Det var et stort, rent værelse, der lå mellem templet og grotten. Havde det ikke været for lyset fra en lillebitte lampe, der skinnede et sted så højt oppe, at det irriterede mere end det gav glæde, ville rummet have mindet om en antik og glemt ruin. Her var, stærkere og dybere end noget andet sted, en stank af fugt, blandet med lugten af råd. En kvinde, der stadig var ung, og med et ekstatisk udtryk, kom os i møde.

”Hvordan har Deres Nunzia det?” Spurgte Lo Savio. ”Kom med.” Hun førte os hen til en bette vugge, som var blevet flikket sammen af en Coca Cola-kasse, den så lille og elendig ud som den stod der nedenfor et af de mange, hermetisk blændede vinduer i bygningen. I den lille seng, uden linned, på en lille pude, under en herrejakke, forhærdet og fuld af skorper, lå en nyfødt med et bizart, venligt og voksent ansigt: et delikat ansigt, kridhvidt, oplyst af to intelligente og blide øjne, fra hvilke det blå aftenlys skinnede, og som barnet drejede fra side til side mens det observerede det hele med en opmærksomhed, som man ikke ville tilskrive et barn på blot få måneder. Da øjnene så os, hvilede de på os begge, så på mig, på min pande, de kørte rundt, ledte efter moderen, som om de ville spørge om noget.

Med sin hånd løftede moderen på frakken, og vi så en lille krop, der kun var på størrelse med en håndsbredde, et perfekt skelet. Knoglerne var tynde som blyanter, fødderne var helt indtørrede, små som fugleben. Da benene kom i kontakt med den kolde luft, trak barnet dem stille til sig. Moderen lod jakkedynen falde ned over det.

Jeg havde ikke taget fejl da jeg ved synet af barnet gættede på, at Nunzia Faiella allerede kendte en del til livet, og at hun så og forstod alt, uden dog at kunne tale. ”Dette barn er 2 år gammelt”, fortalte Lo Savio mig sagte. ”Der er noget med dets indvolde, der gør, at det ikke vokser længere… smukke lille Nunzia”, kaldte hun stille. Da det lille menneske hørte de ord, smilede det svagt. 

Engang tog jeg hende med udenfor, til lægen”, sagde den unge kvinde, hun talte med en tyk, maskulin stemme i et toneleje mellem det ekstatiske og det resignerende (og sådan fandt jeg ud af, at Nunzia Faiella i det mindste én gang i sit liv havde set solen, måske en bleg vintersol), ”hun kiggede rundt i luften, på solen, helt overrasket”.

Også nu var Nunzia Faiella overrasket: hendes søde øjne granskede af og til det høje loft, de muggrønne vægge, blikket rykkede så væk, tilbage til lampens lys, som om det mindede hende om noget. Øjnene rummede hverken tristhed eller smerte, men forventningen om en straf, der blev udholdt i et helt liv og i stilhed, og som kunne komme fra den anden side af disse enorme mure, fra det høje, blændede vindue, fra mørket, fra denne stank, fra denne lugt af død.

”Nunzia”, kaldte Lo Savio igen, idet hun bøjede sig over kassen og talte kærligt til det lille menneske: ”Hvad laver du? Vil du forlade din mor? Vil du gerne op i himlen og holde jul med Jesusbarnet?”

Og så skete der noget, jeg aldrig ville have forventet. Barnet drejede hovedet og så på sin mor med et usikkert smil, der pludselig blev til en grimasse, og begyndte at græde med en lyd, som om den kom inde fra et møbel, så svag var gråden, halvkvalt, let, som hos én, der græder for sig selv, og hverken har kræfter til eller håb om at blive hørt.” 

I den nyeste udgave af ’Il mare non bagna Napoli’, som jeg har læst, har Ortese tilføjet et forord (hun døde i 1998), der ligger årtier fra den kaotiske efterkrigstid. Her reflekterer hun over den hårde medfart, som hendes værk fik af mange af samtidens intellektuelle napolitanere. Det var ulideligt for dem at blive konfronteret med Orteses ubærlige øjenvidneberetninger, i stedet ville man se fremad og håbede, at den nye tid kunne udslette byens ar.  

Il Palazzo dei Granili blev jævnet med jorden i 1953 – Vejen Via dei Granili, som løber forbi det sted, hvor bygningen stod, er det eneste fysiske tegn på, at det har eksisteret –  og på stedet byggede man almene boligbyggerier, såkaldte ’case popolari’, i en kraftanstrengelse, der skulle matche den nye tids optimisme om et økonomiske mirakel. Her i Napolis periferi skød anonyme huse efterhånden op foran hinanden, indtil man ikke længere kunne se direkte til havet. Det er disse huse, Lila og Elena vokser op i, uden dog at fremmedgørelsen overfor staten og omverdenen forsvinder af den grund. Tværtimod.


Anna Maria Ortese har udgivet flere romaner og noveller, blandt andet de mest kendte: L’infanta Sepolta i 1950, Poveri e semplici fra 1967, og L’iguana fra 1965. Hun dør i 1998, 84 år gammel, i Rapallo udenfor Genova, og er siden blevet kendt som en af Napolis mest betydningsfulde, kvindelige forfattere.

Hovedillustration: Anna Maria Ortese. Af Fabio Matteo, Wikipedia.

Den napolitanske hest – klog som et menneske og stærk som en bjørn

Kører man rundt på Sorrento-halvøen og tager en afstikker ind i baglandets bjerge mellem Sorrento på den ene side og Positano på den anden, befinder man sig på en lille, frodig slette, Piano di Sorrento, hvor nogle af Italiens sjældneste og smukkeste heste går og græsser.

Det er den stolte, napolitanske hest, som man egentlig troede var uddød, men som den lokale heste-elsker, Giuseppe Maresca, har viet sit liv til at redde. Her på hans stutteri har Giuseppe siden hans redningsprojekt begyndte i 90’erne, fået opdrættet omkring 30 styks, som er blevet så berømte, at folk kommer fra nær og fjern for at opleve den lette og stærke hest optræde.

Det er nemlig ikke en hvilken som helst hest, vi har med at gøre, men en af fordums klogeste racer, som først blev brugt i militæret, og senere af Syditaliens konger, som elskede den smukke hest – især spaniolerne, der havde hovedsæde i Napoli under deres herredømme i Syditalien fra 1400-1800-tallet. De brugte også ‘il napoletano’ til at forædle deres egne lipizzaner-heste derhjemme, og tilførte ‘il napoletano’ fuldblod ved at krydse dem med de små og letbenede arabere.

Man mener at den napolitanske hest blev fremavlet for flere tusinde år siden, da etruskerne blandede deres heste med berbernes udholdende racer. Romerne fik smag for atruskernes avlsarbejde, og overtog hestetypen, som i de efterfølgende århundreder blev forfinet og især avlet i Syditalien.

I middelalderen var hesten i en tungere udgave, end vi kender den idag, og blev brugt i 1200-tallet og frem som kørehest og krigshest. Den udmærkede sig især ved sjældent at gå i panik, og ved at have en usædvanlig lydhørhed overfor sin rytter og herre.

Der findes historier om napolitaner-heste, som selv i de mest kogende og voldelige slag aldrig tabte fatningen, og adlød sin rytters mindste vink, selv i et kaos af larm og død. Nogle heste panikker desuden ved lugten af blod – men meget sjældent il napolitano, som stred sig igennem de værste søler, uden at lade sig mærke med de stærke stanke, som ville have bragt enhver anden hest ud af fatning.


At hesten var et af Napolis vidundere, fortæller endda Boccaccio i sin Decameron, da han i en af sine fortællinger lader sin uheldige heste-handler, Andreuccio, tage til Napoli, fordi byen allerede i 1300-tallet var berømt for sine hingste.

Hestens stamina gav den et ry som bjørnestærk, men i takt med at krigsvåbnene blev udviklet og blev lettere at håndtere, havde man mindre brug for krigs-og arbejdsheste i felten. Nu skulle il napolitano især vise sig værd som paradehest for de rigeste, og op igennem 16-og 1700-tallet begyndte man at avle en hest af fuldblodstypen, ravnsort, med et ganske lille hoved på en lang hals, og en markeret, let krop.


Il napolitano blev en stjerne i Europa indenfor dressurens højeste skole – det vil sige den disciplin, hvor man tog hestens naturlige forsvarsmekanismer – spark, spring, at bukke og stejle, som soldaterne indtil videre havde brugt på slagmarken, når hestene skulle forsvare sig selv og sin rytter  – og raffinerede dem til perfektion.

Den napolitanske hest viser ‘piaffe’ under en optræden i Sorrento.

Efter Italiens samling havde man mindre brug for parade-og krigsheste, og Syditaliens racer blev blandet med blod fra hele landet. Avlsarbejdet stoppede, og der blev færre og færre ‘cavalli napolitani’, indtil man i 1950 erklærede, at racen nu var så godt som uddød, efter at man især havde brugt den til at forfine og forbedre egenskaberne i lipizzanerhesten.

Et faktum er, at det var den napolitanske hest, Conversano i 1767 bliver grundstammen i avlsarbejdet for at skabe lipizzanerracen, som idag er en af de mest brugte racer indenfor den høje dressur.

Det er her, at Giuseppe Maresca kommer ind i billedet. I 1989 hørte han nemlig om en napolitaner-hingst i Serbien, som blev kaldt ‘Il Vecchio’, den gamle, og som skulle være en af de sidste eksemplarer i live. Som føl skulle den have tilhørt diktatoren Tito, men blev solgt til en gammel, serbisk bonde, der derefter solgte den videre til Maresca.


Det er fra ‘Il vecchio’, at Marescas 30 heste stammer, og flere af dem, man idag kan møde i Piano di Sorrento, har den karakeristiske, ravnsorte farve – nogle få er også kastagnebrune, og skimlede – det lille hoved og den lette bygning. Af og til viser Maresca sine smukke heste frem, og ofte med shows i Napoli og på Sorrento-halvøen, hvor en dressør fra jorden får hesten til at duføre de avancerede spring, som kendetegner den høje skole indenfor dressur.

Et eksempel på høj, napolitansk skole. Bemærk at hesten samles og udfører sine øvelser ikke ved brug af tøjlen, men udelukkende ved rytterens balance, sæde og stemme:

Læs mere om Giuseppe Maresca og hans arbejde HER.
Et ekstra lille kuriosum er, at den napolitanske hest startede med at være emblemet for Napolis fodboldhold, da klubben i 1926 blev grundlagt på et pizzeria i Via Toledo. Her ser man en stejlende hest på en fodbold, men som årene gik, blev hesten forvandlet til et æsel.

Hovedfoto: En tegning fra 1600-tallet, som viser den napolitanske hest. Abraham van DeepenBieck, Wikipedia.

Rejser til Syditalien i foråret 2020 – en servicemeddelelse

jeg bliver i disse dage kontaktet af folk og læsere, som havde planlagt at rejse til Syditalien her i foråret, men nu spørger mig, hvordan de skal gribe situationen an. Her kommer derfor de råd, som jeg i disse dage har fået efter at have konsulteret gode venner i Syditaliens turistbranche:

Din kontaktperson i Syditalien tænker på dig og dit helbred:

Uden at kunne tale for langtfra alle hotelejere etc. i Syditalien, er min klare fornemmelse, at han/hun først og fremmest tænker på deres gæsters velbefindende. Og man ønsker som det sidste i verden at være skyldig i, at nogen bliver syge på syditaliensk jord – det er de meldinger, jeg får. Hensynet for sin egen situation som forretningsdrivende kommer umiddelbart i anden række.

Indgå i en konstruktiv dialog:

Overvejer man at tage til Syditalien her til foråret, eller har man bestilt et ophold i Syditalien, og overvejer at afbestille sin rejse, er der flere scenarier, som jeg har prøvet at opstille i nedenstående flow chart:

1) Skal jeg rejse i marts / april / maj?
Nej = gør ikke noget
Ja = spørgsmål 2

2) er min booking rufendérbar?
Nej = kontakt hotel og spørg om du kan flytte dit ophold til anden dato
Ja = spørgsmål 3

3) vil jeg flytte rejse til en senere periode?
Nej = afbestil din rejse
Ja = kontakt hotel og spørg om at flytte datoer

Som I kan se er det en god idé at etablere en dialog med sit hotel og sin hotelejer, i fald ens booking ikke kan refunderes. På den måde får man måske tilbudt at få udskudt sit ophold, feks. til næste år – en win win situation for begge parter. Tag dig tiden til at skrive en mail, hvori du beskriver dine tanker og planer, og giv din syditalienske vært lidt tid til at svare.

Jeg håber, disse informationer kan bruges og gøre tingene lettere, både for jer som rejsende, og overfor de mange syditalienere, som lige nu prøver at gøre deres bedste i en svær situation.

Foto: Castellammare del Golfo, Sicilien. Wikipedia.

Kæleørne og diktatorens hjerne

I september 2014 var jeg i Mussolinis fødeby Predappio for at opleve den lille soveby i hjertet af Romagna, hvor man i årtier har levet side om side med den fascistiske arv. Jeg beskrev byen i en artikel til Politiken, der udkom 15 dec 2015, med fokus på Predappios spændende bygninger og den skam, som lige nu er ved at blive omdannet til noget konstruktivt:

http://politiken.dk/rejser/storbyogkultur/ECE2972101/kaeleoerne-og-diktatorhjerne-gaa-paa-opdagelse-i-mussolinis-foedeby/

predappio1_989239y

Se Napoli fra skraldebunkens top

En storbys periferi er ofte mere skrabet end pæn, og spejler derfor ofte befolkningens karaktér bedre end i det polerede centrum.  Uventede landskaber dukker op, og på landevejsdistancen mellem Napoli og byens lufthavn får miljøet endda et surrealistisk twist, når bunker af funklende, junglebegroede bilkirkegårde tårner sig op over trafikken. Den 26 april 2015 bragte Politiken min reportage derfra.

http://politiken.dk/rejser/storbyogkultur/ECE2639303/det-sidste-hvilested-for-napolis-biler-er-et-surrealistisk-sceneri/

bilkirkegård

 

Forfatter-refugie på Hald Hovedgård

Jeg er lige vendt tilbage fra en uges forfatterrefugie på Det Danske Forfatter- og Oversættercenter Hald Hovedgaard udenfor Viborg, hvor jeg har skrevet på mit skønlitterære projekt med arbejdstitlen “Dyret fra Cefalù”. Projektet har indtil videre stået på i 3 år, og vokser vildt omkring sig. Det er 3 gang, jeg besøger Hald Hovedgaard med mit manuskript bag pandebenet, og bliver altid stormende modtaget af centerlederne og de øvrige forfattere, hvis sparring er helt uvurderlig.

Du kan læse mere om Hald Hovedgaard her

Hald2015