Den napolitanske hest – klog som et menneske og stærk som en bjørn

Kører man rundt på Sorrento-halvøen og tager en afstikker ind i baglandets bjerge mellem Sorrento på den ene side og Positano på den anden, befinder man sig på en lille, frodig slette, Piano di Sorrento, hvor nogle af Italiens sjældneste og smukkeste heste går og græsser.

Det er den stolte, napolitanske hest, som man egentlig troede var uddød, men som den lokale heste-elsker, Giuseppe Maresca, har viet sit liv til at redde. Her på hans stutteri har Giuseppe siden hans redningsprojekt begyndte i 90’erne, fået opdrættet omkring 30 styks, som er blevet så berømte, at folk kommer fra nær og fjern for at opleve den lette og stærke hest optræde.

Det er nemlig ikke en hvilken som helst hest, vi har med at gøre, men en af fordums klogeste racer, som først blev brugt i militæret, og senere af Syditaliens konger, som elskede den smukke hest – især spaniolerne, der havde hovedsæde i Napoli under deres herredømme i Syditalien fra 1400-1800-tallet. De brugte også ‘il napoletano’ til at forædle deres egne lipizzaner-heste derhjemme, og tilførte ‘il napoletano’ fuldblod ved at krydse dem med de små og letbenede arabere.

Man mener at den napolitanske hest blev fremavlet for flere tusinde år siden, da etruskerne blandede deres heste med berbernes udholdende racer. Romerne fik smag for atruskernes avlsarbejde, og overtog hestetypen, som i de efterfølgende århundreder blev forfinet og især avlet i Syditalien.

I middelalderen var hesten i en tungere udgave, end vi kender den idag, og blev brugt i 1200-tallet og frem som kørehest og krigshest. Den udmærkede sig især ved sjældent at gå i panik, og ved at have en usædvanlig lydhørhed overfor sin rytter og herre.

Der findes historier om napolitaner-heste, som selv i de mest kogende og voldelige slag aldrig tabte fatningen, og adlød sin rytters mindste vink, selv i et kaos af larm og død. Nogle heste panikker desuden ved lugten af blod – men meget sjældent il napolitano, som stred sig igennem de værste søler, uden at lade sig mærke med de stærke stanke, som ville have bragt enhver anden hest ud af fatning.


At hesten var et af Napolis vidundere, fortæller endda Boccaccio i sin Decameron, da han i en af sine fortællinger lader sin uheldige heste-handler, Andreuccio, tage til Napoli, fordi byen allerede i 1300-tallet var berømt for sine hingste.

Hestens stamina gav den et ry som bjørnestærk, men i takt med at krigsvåbnene blev udviklet og blev lettere at håndtere, havde man mindre brug for krigs-og arbejdsheste i felten. Nu skulle il napolitano især vise sig værd som paradehest for de rigeste, og op igennem 16-og 1700-tallet begyndte man at avle en hest af fuldblodstypen, ravnsort, med et ganske lille hoved på en lang hals, og en markeret, let krop.


Il napolitano blev en stjerne i Europa indenfor dressurens højeste skole – det vil sige den disciplin, hvor man tog hestens naturlige forsvarsmekanismer – spark, spring, at bukke og stejle, som soldaterne indtil videre havde brugt på slagmarken, når hestene skulle forsvare sig selv og sin rytter  – og raffinerede dem til perfektion.

Den napolitanske hest viser ‘piaffe’ under en optræden i Sorrento.

Efter Italiens samling havde man mindre brug for parade-og krigsheste, og Syditaliens racer blev blandet med blod fra hele landet. Avlsarbejdet stoppede, og der blev færre og færre ‘cavalli napolitani’, indtil man i 1950 erklærede, at racen nu var så godt som uddød, efter at man især havde brugt den til at forfine og forbedre egenskaberne i lipizzanerhesten.

Et faktum er, at det var den napolitanske hest, Conversano i 1767 bliver grundstammen i avlsarbejdet for at skabe lipizzanerracen, som idag er en af de mest brugte racer indenfor den høje dressur.

Det er her, at Giuseppe Maresca kommer ind i billedet. I 1989 hørte han nemlig om en napolitaner-hingst i Serbien, som blev kaldt ‘Il Vecchio’, den gamle, og som skulle være en af de sidste eksemplarer i live. Som føl skulle den have tilhørt diktatoren Tito, men blev solgt til en gammel, serbisk bonde, der derefter solgte den videre til Maresca.


Det er fra ‘Il vecchio’, at Marescas 30 heste stammer, og flere af dem, man idag kan møde i Piano di Sorrento, har den karakeristiske, ravnsorte farve – nogle få er også kastagnebrune, og skimlede – det lille hoved og den lette bygning. Af og til viser Maresca sine smukke heste frem, og ofte med shows i Napoli og på Sorrento-halvøen, hvor en dressør fra jorden får hesten til at duføre de avancerede spring, som kendetegner den høje skole indenfor dressur.

Et eksempel på høj, napolitansk skole. Bemærk at hesten samles og udfører sine øvelser ikke ved brug af tøjlen, men udelukkende ved rytterens balance, sæde og stemme:

Læs mere om Giuseppe Maresca og hans arbejde HER.
Et ekstra lille kuriosum er, at den napolitanske hest startede med at være emblemet for Napolis fodboldhold, da klubben i 1926 blev grundlagt på et pizzeria i Via Toledo. Her ser man en stejlende hest på en fodbold, men som årene gik, blev hesten forvandlet til et æsel.

Hovedfoto: En tegning fra 1600-tallet, som viser den napolitanske hest. Abraham van DeepenBieck, Wikipedia.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *