Da jeg for snart ti år siden besluttede mig for at ville skabe en niche om Syditalien, var der mange, der ikke rigtig forstod det. Når jeg ringede til forlag her i Danmark og foreslog dem at udgive bøger om Napoli, mødte jeg undren: “Der er da ingen danskere, der tager til den by. Og er der ikke også farligt?”

Aviserne var heller ikke interesserede i artikler fra Syditalien – deres læsere ville hellere høre om mere kendte destinationer. De gamle kulturbyer i Toscana. Om Venedig.

Da jeg i 1999 gik på sprogskole i Firenze, forstod italienerne ej heller, hvorfor jeg bagefter ville tage til en lille privatskole i Salerno og læse videre. En ukendt havneby, der lå uoverskueligt langt fra det Italien, de fleste kender og er trygge ved, men hvor jeg havde fået nys om et hyggeligt sprog-akademi med unge, lokale lærere i et palazzo ved havet.

Jeg havde nemlig fået fornemmelse af noget grandiost, af noget eksotisk, som jeg ville undersøge. Under gymnasiet havde jeg nemlig været på frivillig arbejdslejr med Mellemfolkelig Samvirke i en lille by der hedder Gaeta syd for Rom. Og selvom Lazio er en centralitaliensk region, boede vi tæt på Campania, og landsbyer, der i farver, stemning og landskaber lå meget langtfra det, jeg kendte fra Firenze.

Derfor ville jeg til Salerno, og derfra udviklede tingene sig. Og idag ser alt anderledes ud: fra at Syditalien selv for danske Italienskendere var noget, som man kun havde hørt om, aldrig besøgt, er danskerne nu mere nysgerrige end nogensinde før efter hvad der foregår syd for Rom: de rejser, de læser, de opsøger foredrag (og det er egentlig det, der inspiererede mig til at sætte mig ned idag og skrive dette blogindlæg):

igår aftes fortalte jeg nemlig om kulturby Matera og Basilicata-regionen for Italiensk Kandidatforening på Københavns Universitet. Jeg elskede mit italiensk-studie og er stadig i kontakt med mine dygtige undervisere fra dengang, og der er sket det forunderlige, at studiets kandidatforening nogle gange booker mig til at holde foredrag, ikke blot for deres medlemmer, men også til aftener, hvor alle kan komme udefra og være med ved blot at betale et symbolsk beløb i døren.

Det var en mørk og stormfuld igår aftes på KUA. Jeg kæmpede mig frem på cykel og ind i et tomt lokale, hvor jeg begyndte at sætte computer og det hele op. Og mens jeg står og hyggesnakker med min gamle Erasmus-vejleder, begynder det pludselig at vælte ind – så mange, at der må hentes ekstra stole. Så gilk jeg igang, og havde fornøjelsen af at berette foran et fantastisk lydhørt og spændende publikum.

Bagefter kom et af foreningens bestyrelsesmedlemmer hen til mig:”Der er altså sket noget her det sidste år. Der kommer simpelthen så mange mennesker. Også når det handler om Syditalien. Det er virkelig markant. Noget er forandret.”

Jeg tror, det jeg i sidste ende ønsker at sige med denne tekst, er TAK: Det er stadig ufatteligt for mig, at mennesker, jeg ikke kender, sætter en dato i kalenderen, tager fint tøj på, bevæger sig ud i vintermørket og langt ud til Amager for at høre mig fortælle. Jeg takker. På vegne af mig selv, men selvfølgelig – først og fremmest – på Syditaliens vegne. Verdens bedste, skøreste og skønneste landsdel, der nu endelig er ved at få den opmærksomhed, den fortjener.