Essay-uddrag: er forskellen mellem ude og hjemme Syditaliens stærkeste kontrast?

Det er umuligt at skrive om Syditaliens rituelle spadsereture, om beklædning og den timelange eftermiddagspause mellem klokken 13 og 17 uden også at beskæftige sig med de lokales forhold til den private og offentlige sfære, og det nogle gange tydelige, andre gange flydende, skel mellem disse to.

Jeg har talt med rejsende i Syditalien, der gang på gang forbløffes, når de skal på besøg i et hjem: udefra indgyder de stereotype, moderne højhuse ikke de store forventninger i gæsten. Byggematerialer som plastik, asbest og beton giver næppe håb om overlegne designinteriører, og fornemmelsen af ugæstfrihed understreges mange steder af visne palmer og gult græs, der omkranser boligkompleksernes hullede parkeringspladser.

Man kan opleve at blive inviteret indenfor i huse, som man i Nordeuropa næppe ville kalde for hjem, men udefra mere ligner pågående byggeprojekter, hvor entreprenøren er stukket af, eller opgaven er vokset indehaverne over hovedet, der i resignation har efterladt husmurene nøgne med direkte udsyn til gasbeton og grå mørtel.

Det ufærdiges kunst højner fremmedgjortheden lige indtil man tager den gyngende elevator op til en hoveddør, banker på og bliver mødt af stråleglans: det er den fine spisestue, der i de fleste syditalienske hjem er forbundet med hoveddøren, der står blankpoleret klar til at blive vist frem, når døren åbnes, med arvesølv på hylderne, plastickærter i lysekronen og de tunge møbler af dyrt træ langs væggene.

Den anderledes kontrast mellem ude og inde, hjemme og borte, er slående i Syditalien – på mange planer. Ikke bare bygningerne, men også menneskene skifter ham, når de kommer hjem, og bliver indvendige: den nystrøgne skjorte hænges på bøjle, bæltet løsnes, skuldrene blottes. Alle de gange, jeg har spist frokost med min svigerfamilie i årets varme måneder, er det for mændenes vedkommende sket med enten bar overkrop, eller blot iført en nødtørftig undertrøje. Marcos mor tog en tynd natkjole på, når hun havde lavet mad, og skulle slappe af og ventileres, når temperaturen nåede over 30 grader, og dieseltogene udenfor plastikvinduerne brølede forbi og afgav deres varme til de tilstødende bygninger.

Den lille spiseplads, der lå i forlængelse af køkkenet – køkkenet var ikke meget andet end en mørk korridor, flankeret af skabe og hylder med potter, pander og kaffekander –  hang et par centimeter udover jernbanen i en slags karnap, bygget i beton og gennemsigtige skydevægge i plastic. Herfra kunne man klemme sig ud på en smal terrasse, hvor vasketøjet hang, og Marcos mor havde sin gas-ovn.

Året rundt og i al slags vejr stegte og brasede hun familiens mad blot få, svimlende meter fra jernbanetrafikken, og det med en selvfølgelighed, som jeg også har bemærket andre steder i Syditalien, hvor man bor tæt på en færdselsåre, og jeg mistænker, nærmere dyrker beliggenheden, end prøver at afbøde for den.

Det er for eksempel ikke usædvanligt at opleve nye huse opført i dyre materialer, med flotte haver og springvand, ligge klods opad Syditaliens travleste motor- og landeveje. Matriklerne er åbenlyst valgt på grund af beliggenheden, og i de varmeste måneder kan man se beboerne sidde ude på terrassen og drikke kaffe, alt imens de tilfreds iagttager trafikken suse forbi.

På motorvejen langs Siciliens nordkyst skal man passere bjerge, som vejarbejdere har sprunget sig vej igennem, og anlagt tunneler. Især på strækningen mellem Cefalu og Palermo har jeg flere gange undret mig over huse, der ligger faretruende tæt på. Et af stederne kan man endda løfte blikket til tunnelens top, og lige der, hvor konstruktionens bue ender, se en elegant villa klynge sig fast til klippen, hvor store panoramavinduer giver en øjensynlig værdifuld udsigt udover trafikken, der bruser ind under husets underside, som var den en svulmende elv ved forårstid.

Er det en fascination af fremskridtet, af menneskets potentiale, af maskinernes råstyrke? Måske det er den samme tiltrækningskraft, som fik rige forretningsmænd i Hellerup, København, Odense og Aarhus til at opføre byens smukkeste palæer lige ud til stationerne, dengang den mekaniske trafik var et vidunder, hvis forjættende energi man ønskede at være så tæt på som muligt?

Overgangen mellem den offentlige sfære og privatlivet er på én gang flydende og tydelig: Syditalien er notorisk kendt for at være et sted, hvor livet leves udenfor. Hvor tv’et bæres ned i gaden, og ældre mennesker sidder på stole udenfor deres skjoldede lejligheder i stueplan, for at opfange sollyset.

På den anden side opretholdes der en klar forskel i påklædningen og kroppens udfoldelsesgrad, når man går et officielt ærinde, er på arbejdet eller på kommunen. Her kunne ingen drømme om at møde op i sjusket tilstand, men ikke så snart er man nået hjem, før udklædningen tages af, og man udvider sig. Efter frokosten tager man løst tøj på, gerne træningsdragt eller en tyk pyjamas, og lægger sig på sengen. Nu kan man slumre, tage sig et bad, nyde synet af sin nøgne krop i spejlet, gabe op og studere sine mandler og farven på sin tunge, analysere sine organers aktuelle funktioner eller gå på toilettet og lempe fødens rejse videre gennem kroppen.

Illustration: Salerno set mod syd fra Canalone-kvarteret. Giaros, Wikipedia.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *