Fylder du også din kuffert med strandsand?

Jeg husker endnu hvordan hun holdt sig på ærbødig afstand af paradis-stranden Is Arutas, som hører blandt Sardiniens smukkeste. Forestil dig lysende, gennemsigtige perler af kvarts på størrelse med ukogte risottoris, som dækker kysten, og fortsætter ud under havoverfladen så saltvandet spiller som en diamant.

Trods skønheden var det nok for Claudia at iagttage synet fra forreste klitrække. ”Er her ikke skønt, Cecilie”, råbte hun til mig igennem blæsten, og jeg skreg bekræftende tilbage til den sardiske kvinde, hos hvem jeg boede, og begravede tæerne i et brus af kvarts.

Is Arutas hører blandt de strande, der siden 1960’erne er blevet plyndret af såkaldte ’sandrøvere’.  De dukker op i nattens mulm og mørke med deres poser, sække, eller endog gravkøer, og pløjer igennem det sjældne kvartssand, for at tage det med sig for altid. I årtier har den lille strand fodret indkørslerne, stierne og haveanlæggene i Costa Smeralda med sine funklende sandskorn, for sandet blev solgt videre til luksusbyggerierne på nordøstkysten, indtil lokalområdet fik nok, og man fik fredet Is Arutas.

Sandtyverierne fortsætter dog, ikke så meget på grund af kommercielle interesser som af romantiske. I dag er det nemlig øens stigende antal udenlandske turister, der fylder kufferten med sand fra Sardiniens mange eventyr-strande, for at føre det ud af landet som souvenirs. Deres sandskorn ender som pynt i potteplanter, krukker og vindueskarme eller sågar på loftet, indtil en eller anden glemmer hvor de kommer fra, og smider dem ud.

Og vi taler ikke kun diskrete portioner: jeg har set billeder af åbne kufferter, hvor over 20 kilo sand er forsøgt fragtet ud af øen i 2 liters plastic flasker med sirlige, påskrevne navne i tusch, alt efter hvilken strand sandet er stjålet fra. På ét år beslaglægger alene lufthavnen i Cagliari 5 tons sand, og så har man endnu ikke talt de portioner med, som man finder i lufthavnene i Alghero og Olbia.

Når jeg kigger på disse groteske billeder slår det mig, at motivet ikke ligger langt fra den virkelighed, man ser, når politiet beslaglægger kufferter fulde af narko fra alverdens obskure lufthavne. Det foruroligende syn af en kuffert fuld af poser med hvidt indhold, hvis påskrift fortæller om kokain og heroin, og hvor hvert enkelt stof giver en overjordisk oplevelse, et rush, et sus.

Da jeg kørte tilbage fra stranden i bilen sammen med Claudia, fortalte hun mig om området, vi gled igennem: om hendes hjemstavn her nord for Cabras, om multen ude i marskens brakvand, der gyder i det lave hav, og hvis tørrede æg bliver brugt som krydderi. Om Sinis-halvøens forblæste kirker, der er ældre her end noget andet sted i Italien, og om de lave pilgrimshuse, de såkaldte cumbessias, hvortil pilgrimme en gang om året kommer løbende på nøgne, blodige fødder, for at søge frelse i det prærieagtige landskab, hvor sollyset er pink som i Sydamerika.

Is Arutas

”Is Arutas består af kvarts fra øen Mal di Ventre, som ligger ude i havet foran stranden. Igennem årtusinder har bølgerne gnavet krystaller af klipperne derude, det er en slags udveksling af energier. Vidste du, at der har boet en eremit derude, som trykte sin egen møntfod? Han erklærede øen for sin egen”, fortæller Claudia, og tager et øjeblik øjnene fra vejen, for at se min reaktion.

Jeg husker endnu silhuetten af Mal di Ventre, øen lå som en smal stribe ude i horisonten og dengang som nu madede den Is Arutas med sine kvartskrystaller. Hvert af disse korn er unikke smykker, og de tilhører Sardinien og Claudia. Så når jeg ser billederne af de opslåede kufferter fulde af strandsand tænker jeg over det sus af frihed, som vi længes efter, når vi vender tilbage fra ferie, og som vi naivt tror at vi kan tage med os hjem i bagagen. Det er et narkotikum, som ingen nytte tjener udenfor sit eget element, og som alligevel falmer i vindueskarmen, når hverdagen indfinder sig.

Den sande frihed bor i stedet i hovedet på hende eller ham, der kan betragte skønheden uden at skulle bemægtige sig den, og stille sig i behørig afstand til dens storhed.

Har du lyst til at læse mere specifikt om problematikkerne på Sardinien, har jeg udtalt mig til Politiken i en artikel som ligger HER

Coverfoto: det berømte sand fra Is Arutas taget fra sitet Sardegna Turismo