Mælkekrig på Sardinien: hyrder hælder tonsvis af mælk ud i gaderne i protest mod rekordlave priser

Store dele af Sardinien er lige nu i oprør, og jorden er farvet hvid. Det er ikke sne, men tonsvis af fåremælk, som hver dag hældes direkte fra jungerne og ud i gaderne i Sardiniens landsbyer. Tusindvis af sardere marcherer i gaderne med bannere, og flere steder i Syditalien mobiliserer hyrder og landmænd sig også i en støtteprotest, som er gået viralt i medierne, og indeholder mange års vrede, vendt mod industrien.
Det er især i de små landsbyer i Sardiniens bagland, hvis økonomi er baseret på hyrdekulturen, at der hældes mælk ud i gaderne.  Via dette link kan du se en italiensk video om hvad der er på spil.
Forleden raslede prisen på fåremælk nemlig ned til undseelige 0,60 euro pr. liter og ramte således den laveste pris i årtier. Hermed har hyrdene, som på Sardinien i århundreder har været stolte af at leve af deres dyr og natur, også ramt smertegrænsen, både mentalt og fysisk, fordi det traditionelle hyrdehverv i lang tid har været under økonomisk pres.

Videoen ovenfor er fra den 12 februar 2019, hvor hyrder i centrum af byen Nuoro hælder deres mælk ud på gaden med støtte og deltagelse fra byens borgmester
De sardiske oste er en hjørnesten i kulturen og gastronomien på øen og bidrager betydeligt til den lokale økonomi. Wikipedia.
Den lave mælkepris truer med at få markedet til at kollapse, og tusindvis af sardere foretrækker nu at hælde mælken, som de hver morgen troligt malker ud af deres dyr, ud på gaderne, istedet for at sælge den til underpris. For at sætte tingene lidt i perspektiv: i 2015 kostede en liter fåremælk – et produkt der er essentielt for den italienske osteindustri, fordi man deraf laver den eftertragtede pecorino romano – 1,20 euro, mens et kilo pecorino kostede 10 euro kiloet. Nu koster en pecorino ost 5 euro kiloet, og prisen er et resultat af det faktum at markedet er oversvømmet med mælk, og at forabejdningsindustrien har lavet alt for mange oste.

Droneoptagelse af sardiske hyrder som mødes i centrum af Fonni for at hælde deres mælk ud
Sardinien er fuld af får og geder, som græsser på de vidtstrakte græsgange i især øens indre. Wikipedia.
Det koster 0.80 euro at producere en liter mælk, men den nye, rekordlave pris gør, at mælk nu er billigere end vand på Sardinien, og at visse hyrder derfor foretrækker at hælde den ud. Men det sker ikke uden smerte, for hyrderne er stolte af deres hverv og udfører det af mange andre grunde end profit: det er nemlig også en kulturarv og en levevis under åben himmel med dyrene, som er truet, når hyrderne pludselig ikke kan betale deres omkostninger og husleje.

Videoklip fra protester over hele øen
Om året laves der 340.000 tons pecorino romano, og flere frygter nu at osten i en nær fremtid kan blive sjælden markedet, hvis ingen vil sælge mælken til industrien. Nogle af hyrderne er gået endnu videre end blot at smide mælk ud: de blokerer vejene og de lastvogne, der henter mælk på øen, og forhindrer dem i at nå færgen videre til osteindustrien inde på fastlandet.
Det har gjort nogle hyrder vrede, som mener, at det er at gå for langt. For ikke alle sardere er enige i, at mælken skal smides ud i protestens navn. Den bør hellere komme de lokale til nytte. Derfor er der også de hyrder, som hellere vil fodre deres grise og høns med mælk, end sælge det, eller ganske enkelt laver deres egne oste istedet. I flere landsbyer er hyrder begyndt at uddele mælk og ost gratis til lokalsamfundene, hvor man har lukket kommunen og butikkerne i solidaritet, og folk samles på piazzaen for at nyde de lækre produkter.

A #Samugheo i pastori in piazza regalano latte e formaggio. Il paese solidarizza chiudendo uffici e attività commerciali ⤵️

Slået op af Videolina i Onsdag den 13. februar 2019

Ovenfor ses sammenholdet på en optagelse fra landsbyen Samugheo, hvor de lokale hyrder deler mælk og ost ud, og hvor børnene meget rørende siger, at de vil være hyrder, når de bliver store – trods alt.  I Samugheo er der 126 små hyrdevirksomheder, der tilsammen opdrætter og passer 17.000 får og geder.
Problematikken er kompleks, og den sardiske afdeling af arbejdsgiverforeningen Confindustria har indtil videre forgæves prøvet at tale hyrdernes sag overfor forarbejdningsindustrien.
På de sociale medier erklærer italienere og sardere i hele verden deres solidaritet med hyrderne under tagget ‘io sto con i pastori sardi – jeg holder med de sardiske hyrder’, også her i Danmark.
Der findes omkring 12 tusind små hyrdevirksomheder på Sardinien, der årligt leverer ca. 3 millioner tons fåremælk til osteproduktion af især pecorino romano.

2 thoughts on “Mælkekrig på Sardinien: hyrder hælder tonsvis af mælk ud i gaderne i protest mod rekordlave priser”

  1. Kursus i Sardinien mandage .
    Hvad var overskriften på det sendte materiale
    Fra kurset mandage begyndende i januar2019

    Jeg leder for at printe det ud.

    Med tak
    Vh Janne dalby

    1. Kære Janne Dalby, tak for venlig mail. Mit aktuelle kursus på Københavns Folkeuniversitet handler om Napoli og begynder den 21 oktober med ialt 5 forelæsninger henover efteråret. Jeg fortsætter med 5 øvrige forelæsninger om Napoli efter nytår, men de er endnu ikke lagt fast mht. datoer. Du finder linket til tilmelding her (dog kun dette efterår): https://www.fukbh.dk/program/forelaesningsraekker/kulturhistorie/kulturhistorie-napoli-elsket,-udskaeldt-og-genfoedt.aspx

      Jeg håber at kunne holde flere forelæsninger om Sardinien snart igen, de var en stor succes i foråret, men der er pt. ingen nye planlagte endnu. Jeg skal nok melde ud når/hvis det sker.

      Jeg håber på at se dig og lære dig mere om Napoli – de bedste hilsner fra Cecilie

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *