Hvis man tror at Elena Ferrante er den eneste napolitanske forfatterinde med punch, så skulle man beskæftige sig med journalisten, essayisten og forlæggeren Matilde Serao, som i det 19 og 20 århundrede var en af Napolis vigtigste skribenter og stadig udgør en kæmpe inspiration for kvindelige forfattere fra Syditalien. 4 gange var hun nomineret, og ligeså mange gange gik hun glip af en Nobelpris i litteratur – blandt andet fordi fascisterne trak Matildes kandidatur tilbage grundet hendes glødende kritik af regimet.

Matilde blev født i Grækenland i 1856 af napolitanske forældre og flyttede som ung tilbage til Napoli for at undervise. Her oplevede hun den dybe forarmethed, som mange napolitanere levede i, og hun havde især et blik for kvindernes og børnenes kår og den sociale uretfærdighed, der ikke var blevet mindre siden Italiens samling. Inspireret af den syditaliens realisme-bevægelse indenfor litteraturen kaldet Verismo, satte hun sig for at beskrive folkedybets realiteter, og hendes noveller og artikler blev både udgivet i bog-og avisformat.

I 1892 grundlagde hun sammen med sin mand avisen Il Mattino, der endnu idag er en af Syditaliens mest læste, og sin egen avis Il Giorno, hvilket gjorde hende til verdens første kvindelige avisejer.

Jeg har selv stiftet bekendtskab med Matilde Seraos både smukke og gribende historier i hendes nok mest berømte værk til dato, nemlig Il Ventre di Napoli – Napolis Mave – fra 1884, hvor hun efter en buldertale i indledningen mod de italienske politikere, der ignorerer og udnytter byens fattigdom, på næsten antropologisk vis beskriver de fattiges hverdag.

Som kvinde giver hun et unikt indblik i en feminin hverdag, som dengang var ikke-eksisterende i den italienske litteratur, og beskriver på finurlig vis byens kvindesammenhold som den egentlige sociale lim mellem størstedelen af af Napolis miserable befolkning.

Mest gribende måske er hendes ord i afsnittet ‘Barmhjertighed’, hvor hun beskriver hvordan der eksisterer forskellige grader af fattigdom, og hvor den mindre fattige kvinde hjælper den, der har det værre end hende – også når det kommer til modermælk:

“Ingen kvinde, der går og spiser i gaderne, kan se et barn standse og betragte hende, uden at give det noget at spise. Når en gravid kvinde standser på vejen, får hun straks tilbudt føde af de forbipasserende, uden at hun har spurgt om det. Hvis en fattig kvinde spiser macceroni med stærk ost på, vil hun straks tilbyde sit kogevand til en endnu fattigere medsøster, som så kan hælde vandet udover sit hårde brød og derved få lidt smag af pasta.”

“En anden type barmhjertighed er denne: en moder var alt for svag til at få mælk i sin barm. Men der var altid en veninde eller en fremmed, der kunne amme det alligevel. Tre gange om dagen bar kvinden med det tørre bryst barnet til den lykkelige mor, og så satte de sig begge ned på dørtrinet og betragtede babyen, der sugede livet til sig. Man skal have set sådan en scene for at forstå dens storhed, have hørt den lave stemme, hvormed den tørlagte moder hvisker sin velsignelse til sin medsøster:”Må Herren velsigne dig for den barmhjertighed, du viser dette barn”. Pludselig en dag er der ikke længere brug for ammemoderens mælk, og hun lider ved ikke at se barnet, så hun opsøger det mens det vokser, nogle gange har hun et stykke frugt med til det, eller en amulet. Et barn har to mødre. “