Molise eksisterer ikke!

Jeg har opdaget at der i Italien hærger en stående joke om, at den syditalienske region Molise ikke eksisterer, og at mange italienere end ikke ved, hvor de skal placere Molise på et kort. Den lille region, der ligger klemt inde mellem Abruzzo, Puglia, Lazio og Campania, og som på mystisk vis sjældent optræder hverken i medierne eller i rejsebøgerne.

Journalisten Antonio Leggieri har skrevet om Molise, at problemet ligger i regionens mangel på identitet: ”Molise kan ikke tilskrive sig selv noget, der virkelig adskiller den fra de øvrige regioner”, og citerer en fantomfigur på Facebook, der erklærer, at ingen kender Molises hovedstad, Molises signaturret, Molises sangskat eller regionens dialekt. Derfor: Molise eksisterer ikke!

Men på trods af stor skønhed og en lang historie, er det som om at regionen er blevet Italiens svar på Belgien – et område, der for de fleste italieneres vedkommende går under radaren, og som man tilsidst begynder at gøre lidt grin med. Nettet svømmer over med jokes om Molise, med landkort, hvor regionen er blevet pillet ud, og i stedet rummer Adriaterhavet. Nogle af de ondeste tunger hævder endda, at Molise er mest kendt for at have  Italiens smalleste gyde på blot 30 centimeter. Den skulle befinde sig i havnebyen Termoli, og spørgsmålet findes sågar i Italiens svar på Matador, Monopoly. That’s it.

Fra Darlin.it – tegning lavet af Andrea Scandurra

For at give joken en grotesk kant, så oplever Molise i disse år en slem affolkning af især unge, der rejser til nord eller sågar udlandet for at finde arbejde. Det er som om selv mange i Molise vender deres føderegion ryggen, som med sine små svært fremkommelige landsbyer og sit fokus på landbrug- og hyrdebrug er blevet selve billedet på Italiens periferi.

Jeg overgiver mig i denne artikel til joken, og fremhører her lidt argumenter, der vitterligt stiller spørgsmålstegn ved, om Molise overhovedet eksisterer:

1: Den tidligere, italienske præsident Giordano Napolitano har rejst i og besøgt alle Italiens regioner – undtagen Molise.

2: Molise har både bjerge og hav – men bjergene blegner i forhold til naboregionen Abruzzo i nord, der rummer Syditaliens tag. Og med kun 50 kilometers kystlinje kan Molise på ingen måde hamle op med Puglias brede strande i syd, der varer så langt øjet rækker.

3:  På Facebook findes der en side med titlen Molise Non Esiste, der med cirka 15000 følgere sætter fokus på den underrepræsenterede region og fremdriver beviser på, at Molise blot er et tankeeksperiment.

4: Hollywood går også udenom Molise: selvom Robert di Niros oldeforældre kommer fra landsbyen Ferrazzano i Molise, har skuespilleren aldrig nogensinde besøgt regionen. Til sammenligning nyder Francis Ford Coppola hvert år den syditalienske sommer på sit palæ i Basilicata-regionen nær landsbyen Bernalda, hvor Coppolas egen familie kommer fra.

5: Fra havnebyen Termoli i Molise afgår der færger til paradis-øerne Tremiti. Øerne er små vidundere af blændende hvide kalkmassiver fulde af skyggefulde pinjer. Eneste bagdel for Molise er, at øerne slet ikke tilhører regionen, men derimod Puglia. At have en færgeservice, der udelukkende afgår til en naboregions øer, understreger på finurlig vis Molises egen utilstrækkelighed.

(PS: I min næste artikel vil jeg bevise det modsatte: Molise esiste!)

Hovedfoto: still fra filmen Molise Non Esiste fra Youtube, af Giuliano di Paolo.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *