Napolis obelisker fortæller om håbet midt i katastrofen

Syditaliens største by er fuld af uvurderlige, historiske ledetråde, som er værd at følge, men som kan være svære at knække koden til, hvis man ikke kender deres baggrund. Jeg har for eksempel ofte undret mig over de mange, kunstfærdige obelisker, som pryder Napolis største pladser, og blot set deres spir som en ornamentering. Men forleden besluttede jeg mig for at gå i dybden med de enorme og mystiske ’guglie’, og fandt selvfølgelig ud af at de har spillet og stadig spiller en vigtig rolle i napolitanernes hverdag, fordi de minder de lokale om, at der er liv og håb på den anden side af katastrofen.

Det er en lektion, som er vigtig at huske i disse tider, hvor hele Italien og Europa er i viruskrise.  Lad os sammen slentre igennem Napoli og besøge de 3 vigtigste og største obelisker – byen rummer i alt 5 –  som hver især er blevet rejst for at minde de lokale om dem, de mistede, og om det, der hjalp dem igennem de svære perioder.

Obelisken der skulle mildne pesten på Piazza San Domenico Maggiore

Foto: Mongolo 1984 Wikipedia.

San Domenico Maggiore-pladsen er en af de vigtigste i Napoli, og ligger opad Spaccanapoli – ’bysplitteren’ og det ældgamle strøg, som i 2000 år har skåret sig tværs gennem den gamle bydel. Her lå grænsen til den antikke græske by mod øst, og blev især bebygget under den aragonske kong Alfonso den førstes herredømme her i Napoli i 1400-tallet. I dag er den omgivet af caféer  statelige byhuse i barokstil.

Planerne om at bygge en obelisken i centrum af pladsen blev besluttet i 1650’erne på anmodning af den paniske, napolitanske befolkning. I 1656 hærgede der nemlig en voldsom pestepidemi, og man mente at den hellige San Domenico ville mildne sygdommens fremskridt i byen, ved at vise ham den ære at afbillede hans herligheder på en piedestal. Obelisken var således en gave til helgenen, en ex voto, som straks skulle sættes i værk, men blev på grund af politik og økonomi først færdig i 1737.

Piazza San Domenico Maggiore. Foto: Sistemone, Wikipedia

Pesten truede med at udrydde store dele af Napolis befolkning i 1600-tallets midte, men ved hjælp fra en tysk læge fra Bayern, Martinus Ludheim, som kom byen til undsætning, startede man et større karantæne-program, hvor Napolis fattigste kvarterer, som især var ramt af smitten, blev isoleret fra resten af byen. Det gjorde, at de tidligere, store udbrud af pest – senest i 1629-31, der især gik hårdt udover Milano og Norditalien, og hvor en million mennesker døde – ikke gentog sig med samme styrke i Napoli.

San Domenico-kirken er en af Napolis største, og ligger netop på denne plads, med sin runde apsis og en sidetrappe, der fører ind i kirken. Langs kirkens skib kan man lægge nakken tilbage og højt oppe se de aragonske konger og dronningers kister stillet op i række og geled på en hylde, dækket af skarlagenfarvet silke med indvævede, heraldiske mønstre.

San Gennaro-obelisken på Piazzetta Riario Sforza hylder helgenens magt over Vesuvio

Foto: Berthold Werner, Wikipedia

Går man ned ad Via Tribunali i retning af Forcella-kvarteret og stopper op på den anden side af Via Duomo, finder man en lille men ikke desto mindre vigtig plads, klemt inde mellem pastelfarvede barokhuse overfor den ottekantede kirke, Pio Monte della Misericordia. Det er Piazzetta Riario Sforza, opkaldt efter en kardinal og prydet med byens ældste obelisk, dedikeret til Napolis skytshelgen, San Gennaro.

San Gennaros ’guglia’ er 24 meter høj og blev bygget mellem 1645 og 1660 i en tilstand af ekstase og taknemmelighed, for den skulle minde napolitanerne om et sandt mirakel, der reddede byen fra at blive dækket af lava. Den 16 december 1631 gik Vesuvio nemlig i et af sine kraftigste udbrud i mange århundreder idet en kæmpe sprække åbnede sig i vulkanens ene side, og en gigantisk gaseksplosion slyngede lava, sten og giftgasser op i atmosfæren.

Domenico Gargiulo: Vesuvios udbrud i 1631 og tilsynekomsten af San Gennaro, foto: Micco Spadaro, Wikipedia.

Napolitanerne løb skrækslagne ud af deres huse og rundt i gaderne, og mens himlen blev totalt formørket af røg, damp og støv, samledes kirkens mænd sig bag San Gennaros statue, som blev hentet ud af domkirken sammen med relikvierne. Her viste det første mirakel sig, da solen pludselig tvang de natsorte skyer til side, og San Gennaro blev set svæve mellem dens stråler.

Man fatter mod og begynder at marchere mod Vesuvio, hvis lava allerede er nået til byens porte, og processionens deltagere oplever, hvordan ilden straks standser ved synet af San Gennaro, og lavastrømmen bøjer af, for at  finde en ny, destruktiv vej ned mod vandet.

Obelisken blev opført på den lille plads nær domkirken, hvor man i forvejen plejede at hylde San Gennaro med musik og dans.

La Madonna dell’Immaculata på Piazza del Gesu Nuovo minder os om det rene og altopofrende menneske

Foto: Berthold Werner, Wikipedia

Madonnaen rejser sig med sin glorie og masser af barokfiligran i centrum af Piazza del Gesù Nuovo, hvor hun med sin renhed og altopofrelse statuerer et godt eksempel for befolkningen. Obelisken blev opført af den lokale jesuitter-orden, som ville hylde Den Hellige Moders ubesmittethed – at Jomfru Maria ved et mirakel skulle være helt uden synd, skønt hun var blevet undfanget og født, og selv havde født.

Madonnaens obelisk er fra 1750 og den højeste af de 5 ’spir’, som er rejst rundt om i byen, og som skulle holde pesten borte fra Napoli.

Ud mod pladsen ligger Kirken Gesu Nuovo fra 1470 med sit stovte udseende og sin karakteristiske gavl af spidse munkesten. Den var her, jesuitterne boede, og som havde skabt en helt særlig kult omkring La Madonna Immaculata. I dag hyldes hun stadigvæk på sin festdag den 8 december, hvor brandmænd hejses op i en kran, så de kan pryde Madonnaens pande med en blomsterkrans.

Hovedfoto: Napoli under pesten i 1656 af Domenico Gargiulo. Micco Spaddaro, Wikipedia.

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *