Castellammare del Golfo – Siciliens uimodståelige tidslomme

Jeg tænker altid på Castellammare del Golfo som en forunderlig luftspejling: en by, der kun eksisterer, når man ser på den, og ellers fordamper, så snart man vender ryggen til. Hvordan skulle man ellers kunne forklare det faktum, at denne, en af Siciliens mest spændende og vitale byer, er så godt som ukendt udenfor Sicilien?

Jeg var selv dybt forundret, da jeg ankom for første gang. ”Hvorfor har jeg dog aldrig været her”, tog jeg konstant mig selv i at spørge. For Castellammare del Golfo er faktisk ikke sådan lige til at overse: her bor cirka 15.000 mennesker, hvilket faktisk er en del, sammenlignet med øens øvrige bysamfund, og den har givet navn til hele den bugt, som vest for Palermo også indeholder nationalparker, historiske steder og verdensberømte strande.

Castellammare del Golfo udmærker sig specielt med sin utrolige beliggenhed langs kysten, med ældgamle, kalkede huse, der nærmest vælter nedad bjergsiderne mod vandet, og med det elfenbensfarvede normannerslot, der som et kulturelt vartegn tårner sig op på havnens centrale pynt. Men faktisk går byens historie helt tilbage til antikken, da kysten her var udskibningssted for den græske by Segesta, hvis verdensberømte tempel endnu troner i Castellammares bagland.

Så kom romerne og siden araberne, der begyndte at opbygge selve Castellammare, mens normannerne gjorde det slot på pynten færdigt, som araberne allerede havde påbegyndt. I Castellammares kældre finder man endnu tusindårige, gamle kornlagre fra arabernes tid her i 600-800-tallet, men faktisk er Castellamare del Golfo mest berømt for sine mange notoriske mafiabosser, der tog herfra i starten af 1900-tallet for at søge lykken i USA.

Klinger navnene John Salvatore Maranzano, Tartamella og Joseph Bonanno bekendte? Så er det nok fordi de har optrådt i amerikanske gangsterfilm, og alle kom de fra Castellammare del Golfo.

Det er højst sandsynligt derfor, at byen har kunnet eksistere i ubemærkethed: i den sicilianske bevidsthed er Castellammare nemlig forbundet med mafia, og i årtier var den idylliske havneby et af de sidste steder, som italienere havde lyst til at sætte deres fødder. Det er lidt, som om byen med vilje har lagt et røgslør ud, så man har kunnet beholde sit tilbagelænede liv og undgå verdens stress og jag.

Det har også beskyttet Castellammare for spekulationer i grimt hotelbyggeri, og da befolkningen vinkede farvel til de store bosser, som hoppede på skibene mod New York, besejlede det byens skæbne: Castellammare slap af med sine værste bøller, og i dag er byen en forbløffende rolig oase, der især præges af de lokales hjælpsomhed og tydelige stolthed over deres dejlige hjemby.

Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg har besøgt Castellammare, og elsker man Sicilien er byen et absolut must: her kommer mine egne forslag til hvad en førstegangsbesøgende ikke må gå glip af:

En god middag på strøget:

Corso Garibaldi løber igennem byen som en livlig stribe, og gadens statelige byhuse er netop blevet renoverede, hvilket gør strøget til indbegrebet af siciliansk idyl: det er hyggeligt at slentre rundt her og betragte altanerne i kunstfærdigt bøjet jern, og overalt har folk hevet borde og stole ud på de gamle brosten for at nyde lidt mad. Castellammare har et utrolig lækkert køkken, der baserer sig på fisk, skaldyr og couscous – den eksotiske spise, der kommer fra Nordafrika, og som man har taget til sig her og krydrer med persille, pinjekerner, rosiner og god olivenolie. Langs Corso’en ligger der adskillige gode spisesteder – jeg vil vove den påstand, at ligegyldigt, hvor man går ind, vil man få en stor oplevelse, for de få turister, der kommer hertil, tages imod med kyshånd, og får kun serveret det bedste. Andre lokale retter er spaghetti med sardiner – spaghetti con le sarde, og sarde a beccafico, som er ruller af sardiner fyldte med krydderier.  Siciliansk gademad er også populært her, og serveres tilmed på de finere restauranter.

1024px-Sarde_a_beccafico_franzconde

Udsigten fra normannerborgen

Selve navnet Castellamare betyder ’slottet ved havet’, og det tusindårige kompleks, som troner på pynten, er absolut et besøg værd. Slottet indeholder byens egen bymuseum og er fuld af arkæologiske fund og historier om områdets erhverv og levevis, men i sig selv er slottet et smukt, arkitektoniske vidnesbyrd om, hvordan normannerne integrerede den arabiske stil i deres egen æstetik. Oppe fra borgmuren er der en utrolig udsigt udover bugten.

Slentretur langs havnen

Castellamare del Golfo er ældgammel – det får man en fornemmelse af, når man slentrer langs havnefronten. På byens østside mødes man af høje fæstningsmure, der løber langs vandet, mens man på vestsiden bliver en del af det livlige havnemiljø, hvor både lystbåde og fiskekuttere ligger side og side. Her på molen kan man af og til købe lidt fisk, og om aftenen ændrer stedet karaktér: så går de lokale tur arm i arm i deres bedste tøj, og beværtninger sælger snacks, øl og cocktails. Hele sceneriet er indrammet af de gamle bymure, og slottet knejser på sin pynt.

En smuttur ind i baglandet

Har man god tid til rådighed er det oplagt at udforske Castallammares bagland, hvor blandt andet det verdensberømte, græske tempel Segesta troner på en bakketop. Templet udmærker sig ved sin utrolige intakthed og det faktum, at her er ganske lidt turisthalløj. Og skønt det er imponerende at komme helt tæt på templets tykke søjler er det smukkeste syn næsten på lang afstand, når templet dukker frem bag bjergene og går i ét med det øde, omkringliggende landskab. Er man mere til kyst er strandene ved Scopello og San Vito lo Capo berømte for deres klare vand.

Illustrationer: hovedfotoet er lånt fra sitet On Sicily, og sardinerne fra Wikipedia.

 

Poggioreale er et helvede

I Poggioreale, et af Napolis mest berygtede og forarmede kvarterer, spadserer man ikke på fortovene, når mørket falder på. Man løber. Spæner, så hurtigt, man kan, for at nå hjem i tide.

Alt efter hvor meget frygten har greb i én, gør man sig umage med ikke at støde ind i dem, der løber den modsatte vej – alle er trods alt i samme båd og har sat tempoet op for at undgå et overfald.

Ligger panikken kun som en sten i maven, har man måske overskud til at dreje sin torso, og give plads til de flygtende, alt imens man selv bevæger sig afsted i høj fart. Men er frygten så stor, at den er kravlet op igennem spiserøret og nu ligger på tungen, hvor den udspyr galde og blod og gør munden til et syrebad, er der ikke megen plads at give af. Så rammer man skuldre, arme og hænder for at nå sin hoveddør og alle de mennesker bag den, der uroligt venter på ens hjemkomst.

At jeg i disse dage ubønhørligt vender tilbage til mit eget møde med Poggioreale, er Elena Ferrantes skyld. Den mystiske, napolitanske forfatter uden ansigt og stemme, der kun giver sig til kende igennem sine bøger, og lige nu er verdensaktuel med den sidste bog i sin Napoli-serie. Om pigerne Elena og Lila, der vokser op i efterkrigstidens kaos af sortbørs, sult og fattigdom i et dødsensfarligt kvarter.

Det kvarter kunne sagtens være Poggioreale, med kriminaliteten som levegrundlag og volden og aggressionen som levevilkår. Men stedet spiller i teorien ingen rolle. For den vigtigste sætning, Ferrante endnu har overdraget mig fra sit litterære univers, og som var dén, der ved læsningen af hendes bog ’Min Geniale Veninde mere end noget andet katapulterede mig tilbage til Poggioreales groteskheder, hæver sig op over bygninger, adresser og vejnavne, og handler om helt andre grænser. Den handler om Elena, der i en alder af cirka 10 år hører rygter om noget vidunderligt. Man har nemlig fortalt hende, at der findes noget blåt et sted, noget, der bliver kaldt havet.

På sprogskole i Salerno

Det var helt tilfældigt, at jeg i år 2000 havnede i Poggioreale: jeg gik på sprogskole i byen Salerno, og fik en veninde, Angela, hvis familie boede i Napoli blot 50 kilometer derfra. Hun inviterede mig med på besøg, så vi tog toget til hovedbanegården på Piazza Garibaldi. Her skulle jeg, på præcis samme sted, om 3 år modtage falske pengesedler af en taxachauffør. Men det hører en anden tid (og en anden historie) til, og nu ankom Angelas onkel i en bil, der lige netop blev holdt sammen af gaffatape.

Han fragtede os østpå, hvor bygningerne med ét skiftede karakter: væk var de støvede men statelige belle epoque huse, der præger Napolis centrum, til fordel for et betonlandskab med lave barakker. Upudsede huse i ét plan, der fik strækningen langs den hullede vej (hullet, som i afgrundsdyb: noget, der lignede granatsprængninger, havde efterladt gabende perforeringer i kvarterets asfalthud, og kørte vi i et af dem, ville vi ikke kunne komme op ved egen hjælp) til at ligne noget fra en koncentrationslejr.

1280px-Carcere_Poggioreale
Poggioreale-fængslet blev bygget i 1914 til 700 fanger. I foråret 2016 landede de officielle tal på ca. 1900 indsatte – kritikere siger, at nummeret er dobbelt så højt, hvilket gør Poggioreale til Europas mest overfyldte. Foto: Mischa004 fra Wiki Commons.

En stor del af strækningen var desuden domineret af en høj, grå stenmur – flanken på Poggioreales berygtede fængsel. Angelas familie boede lidt bag hovedvejen i et højhus med smuldrende altaner, der vendte mod Vesuvio. Aftenen var ved at falde på, og vulkanen blinkede allerede fosforescerende, som en gople fra de store dybder. Ikke optændt af ild, men af elektriciteten fra alle de ulovlige byggerier, som la camorra, den napolitanske mafia, har opført til de allerfattigste, der kun har råd til at bo direkte på en tikkende lava-bombe. Her fra altanen slår onklen stumt ud mod sceneriet, der synes at vibrere. Ligeså meget på grund af hede og luftforurening, som af min egen skræk for at træde ud på den sprøde beton.

Som skibsstavne fra et eksotisk kontinent

Angelas to magre fætre havde spillet Money For Nothing af Dire Straitsrepeat, så det gjaldede i gasbetonen, lige siden vi kom indenfor i lejligheden, og de blev vores kavalerer i resten af det døgn, vi skulle tilbringe i Napoli. Men jeg så aldrig deres øjne – de var konstant skjulte af solbriller, hvis overflader kastede alt, hvad der spejlede sig i dem, tilbage, ud i rummet.

De tog os først med ned på gaden og hen langs fængslets mure, hvis hjørner var afsluttede med vagttårne i panserglas, rundt om de snoede hundelorte på asfalten og forbi en kirkegård, hvor den sære, afventende stemning, som prægede hele kvarteret, en følelse af, at et eller andet uundgåeligt snart ville indtræffe, kulminerede i det foruroligende syn af vandaliserede gravstene.

Folk lå på dem, hang op ad dem, i tavs inerti. Ja, det husker jeg også. Ligeså usædvanligt, som det var at se en hærget kirkegård i et land, der ellers anser sine afdødes gravfred for absolut hellig, var det at opleve stilheden. Ikke den slags ro, der kommer ud af meditativ fordybelse, men rettere den, som har sit rodnet i indre kaos og spredning væk fra kernen.

Den ene fætter sparker til en papirspose med et ordentligt lods, som stod han midt på grøntsværen i Napolis fodboldstadium, og ud flyver en kattestor rotte. Den lander midt på kørebanen, ligger et øjeblik paralyseret, og flygter så bort langs fængslet. Og kigger man op over den mur, der omkranser detentionen, dukker de sorte skyskrabere fra Centro Direzionale frem på himlen som skibsstavne fra et eksotisk kontinent. For Poggioreale ligger lige op ad Napolis finansdistrikt, og der er blot en kort spadseretur derhen.

Blandt de pompøst anlagte glasbygninger og friserede hække er det første, vi lægger mærke til, en metalkopi af Leonardo da Vincis Den Vitruvianske Mand. En af fætrene springer hen til statuen, og jeg ser pludseligt mig selv afbilledet, idet jeg instinktivt kigger efter hans øjne bag spejlbrillerne, men i stedet må betragte mit eget ansigt, grotesk forvredet på deres konvekse flade.

Knægten, der ikke kan være mere end 20, løfter sine arme og holder dem helt ud fra kroppen for at mime statuens positur. T-shirtens ærmer smøger sig tilbage ved bevægelsen og afslører armhuler, hvis få hår allerede er ved at gråne.

Det nødvendige løb

Om aftenen besøger vi det mondæne Pozzuoli, strandene med deres kolde sand og bleggule brændinger, centrum. Os alle som turister: Jeg og Angela som udefrakommende, men med vores to drenge som de virkelige fremmede. Og så er det om aftenen, at vi ankommer til hovedbanegården, og med nød og næppe slipper ud derfra, inden man lukker selve stationen af med lænker. Drejer dem om dørhåndtagene indefra, for at forhindre indbrud og hærværk. Vi tager bussen til Poggioreale, stiger ud, og ser Angelas 2 fætre sætte i løb.

Og da jeg opdager, at folk på det modsatte fortov gøre det samme, forstår jeg først rigtigt, hvad det vil sige at bo i et kvarter, der i meter ligger klods op ad det moderne, mytiske og elskelige Napoli, men er lysår fra at kunne overstige sine egne, indre grænser.

Det rystende var derfor ikke løberiet i sig selv. Det var erkendelsen af dets nødvendighed, der slog imod mig som trykket fra et passerende godstog, og et øjeblik fik mig ud af balance, der, på fortovet.

1024px-Spaccanapoli_da_s_Elmo_1050131
Napoli er kontrasternes by: sydøst for det historiske centrum rager skyskraberne fra byens finansdistrikt i vejret – Poggioreale befinder sig lige bag dem. Foto: Lalupa fra Wiki Commons.

Hos Elena Ferrante har Elena og Lila aldrig set havet, skønt de bor i en havneby omgivet af vand. Ligeså lever man i Poggioreales isolerede virkelighed under forhold, der blot et par gader derfra ville synes groteske, umenneskelige, og som endnu sætter tårnhøje barrierer for den enkelte beboers frihed og udsyn.

Jeg følger stadigvæk tingenes tilstand i Poggioreale. Forleden så jeg et filmklip, hvor eks-fanger fra kvarterets fængsel marcherede rundt foran dets indgangsport. De demonstrerede mod detentionens horrible forhold. Fængslet er det mest overfyldte i Europa, og én af demonstranterne havde presset et skilt ind mellem barrerne i det gitter, som afskærmer døren.

Der stod: ”Dante har skrevet om 3 dødsriger. I Poggioreale kender de kun til ét af dem, Helvede.” 

Fylder du også din kuffert med strandsand?

Jeg husker endnu hvordan hun holdt sig på ærbødig afstand af paradis-stranden Is Arutas, som hører blandt Sardiniens smukkeste. Forestil dig lysende, gennemsigtige perler af kvarts på størrelse med ukogte risottoris, som dækker kysten, og fortsætter ud under havoverfladen så saltvandet spiller som en diamant.

Trods skønheden var det nok for Claudia at iagttage synet fra forreste klitrække. ”Er her ikke skønt, Cecilie”, råbte hun til mig igennem blæsten, og jeg skreg bekræftende tilbage til den sardiske kvinde, hos hvem jeg boede, og begravede tæerne i et brus af kvarts.

Is Arutas hører blandt de strande, der siden 1960’erne er blevet plyndret af såkaldte ’sandrøvere’.  De dukker op i nattens mulm og mørke med deres poser, sække, eller endog gravkøer, og pløjer igennem det sjældne kvartssand, for at tage det med sig for altid. I årtier har den lille strand fodret indkørslerne, stierne og haveanlæggene i Costa Smeralda med sine funklende sandskorn, for sandet blev solgt videre til luksusbyggerierne på nordøstkysten, indtil lokalområdet fik nok, og man fik fredet Is Arutas.

Sandtyverierne fortsætter dog, ikke så meget på grund af kommercielle interesser som af romantiske. I dag er det nemlig øens stigende antal udenlandske turister, der fylder kufferten med sand fra Sardiniens mange eventyr-strande, for at føre det ud af landet som souvenirs. Deres sandskorn ender som pynt i potteplanter, krukker og vindueskarme eller sågar på loftet, indtil en eller anden glemmer hvor de kommer fra, og smider dem ud.

Og vi taler ikke kun diskrete portioner: jeg har set billeder af åbne kufferter, hvor over 20 kilo sand er forsøgt fragtet ud af øen i 2 liters plastic flasker med sirlige, påskrevne navne i tusch, alt efter hvilken strand sandet er stjålet fra. På ét år beslaglægger alene lufthavnen i Cagliari 5 tons sand, og så har man endnu ikke talt de portioner med, som man finder i lufthavnene i Alghero og Olbia.

Når jeg kigger på disse groteske billeder slår det mig, at motivet ikke ligger langt fra den virkelighed, man ser, når politiet beslaglægger kufferter fulde af narko fra alverdens obskure lufthavne. Det foruroligende syn af en kuffert fuld af poser med hvidt indhold, hvis påskrift fortæller om kokain og heroin, og hvor hvert enkelt stof giver en overjordisk oplevelse, et rush, et sus.

Da jeg kørte tilbage fra stranden i bilen sammen med Claudia, fortalte hun mig om området, vi gled igennem: om hendes hjemstavn her nord for Cabras, om multen ude i marskens brakvand, der gyder i det lave hav, og hvis tørrede æg bliver brugt som krydderi. Om Sinis-halvøens forblæste kirker, der er ældre her end noget andet sted i Italien, og om de lave pilgrimshuse, de såkaldte cumbessias, hvortil pilgrimme en gang om året kommer løbende på nøgne, blodige fødder, for at søge frelse i det prærieagtige landskab, hvor sollyset er pink som i Sydamerika.

Is Arutas

”Is Arutas består af kvarts fra øen Mal di Ventre, som ligger ude i havet foran stranden. Igennem årtusinder har bølgerne gnavet krystaller af klipperne derude, det er en slags udveksling af energier. Vidste du, at der har boet en eremit derude, som trykte sin egen møntfod? Han erklærede øen for sin egen”, fortæller Claudia, og tager et øjeblik øjnene fra vejen, for at se min reaktion.

Jeg husker endnu silhuetten af Mal di Ventre, øen lå som en smal stribe ude i horisonten og dengang som nu madede den Is Arutas med sine kvartskrystaller. Hvert af disse korn er unikke smykker, og de tilhører Sardinien og Claudia. Så når jeg ser billederne af de opslåede kufferter fulde af strandsand tænker jeg over det sus af frihed, som vi længes efter, når vi vender tilbage fra ferie, og som vi naivt tror at vi kan tage med os hjem i bagagen. Det er et narkotikum, som ingen nytte tjener udenfor sit eget element, og som alligevel falmer i vindueskarmen, når hverdagen indfinder sig.

Den sande frihed bor i stedet i hovedet på hende eller ham, der kan betragte skønheden uden at skulle bemægtige sig den, og stille sig i behørig afstand til dens storhed.

Har du lyst til at læse mere specifikt om problematikkerne på Sardinien, har jeg udtalt mig til Politiken i en artikel som ligger HER

Coverfoto: det berømte sand fra Is Arutas taget fra sitet Sardegna Turismo

Historien om dengang jeg fandt en mobiltelefon på et fortov I Syditalien og satte svigerfamilien på den anden ende.

Du er blevet italieniseret”, siger Matteo, idet jeg møder ham på strøget midt i Salerno – den livlige syditalienske havneby i bunden af Amalfi-kysten, hvor jeg i 2003 og 2004 bor for at gå på universitetet. Han er min italienske kærestes bedste ven, og det er ikke første gang, at jeg hører den bemærkning fra folk, der endnu husker, hvordan jeg kom til byen med forblæst frisure iklædt praktiske bukser og flade sko. Nu står jeg så her med lyse striber i det nyglattede hår, og i en lang, figursyet frakke. Indenunder har jeg en bluse på med indvævede perler og lædersnore. Noget ganske andet end den noget enklere garderobe, jeg benyttede hjemme i Danmark.

Italienere elsker at pynte sig, og på én eller anden måde havde jeg taget den noget mere feminine stil til mig, uden at vide det. Ingen havde tvunget mig til det eller peget fingre. Det var bare blevet sådan, fandt jeg med ét ud af, da jeg der på Strøget fik set rigtig ned af mig selv. ”Er jeg virkelig ved at blive som en Italiener?” Spurgte jeg mig selv med lige dele undren og spænding.

Historien om mobiltelefonen

Spørgsmålet er naturligvis komplekst. For hvad vil det sige at være enten det ene eller det andet? Man tør jo næsten ikke spørge i disse tider, hvor der visse steder hersker en hel grotesk diskussion om den enkeltes ret (og især mangel på samme) til at påberåbe sig en national tilknytning.

Indtil jeg flyttede til Italien havde jeg egentlig aldrig oplevet mig selv som værende særligt dansk. Jeg så nærmere mig selv som en europæer, der skulle ud og opleve verden, og uden problemer ville kunne respektere og tilpasse mig de normer, som jeg fandt.

Men jeg blev snart meget klogere. Vidunderligt illustreret i en hændelse, jeg kalder ”Historien om Mobiltelefonen”, og som jeg endnu ynder at fortælle til mine nærmeste, fordi den på både smukkeste og kyniske vis viste mig, at jeg bar rundt på noget så indgroet dansk, at jeg indtil da slet ikke havde fået øje på det.

Hændelsen tog sin begyndelse en aften, da jeg og min kæreste var på vej hjem fra byen. Vi spadserede henad fortovet, da jeg pludselig så noget rødt ligge og blinke på flisen foran mig. ”Det er jo en helt ny mobiltelefon”, udbrød min kæreste begejstret. ”Din egen er jo efterhånden så gammel, og nu behøver du ikke at købe en ny. Den kan du beholde”. Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det, men samlede forsigtigt telefonen op, tog den i lommen og fortsatte.

Målløs, lamslået, chokeret

Næste dag begyndte samvittigheden dog at nage mig. Jeg havde jo slet ikke lyst til at tage mobiltelefonen selv, for en eller anden derude gik jo lige nu rundt og ærgrede sig gul og blå. Vedkommende havde tilmed mistet alle sine kontakter og alle sine sms’er foruden den dyre telefon, som var sidste skrig dengang i 2003. Så jeg pillede sim-kortet ud af den, satte det ind i min egen mobil, og begyndte at kigge i kontaktlisten efter folk, jeg kunne ringe til for at levere telefonen tilbage. Hurtigt fik jeg snakket med en god ven af ejeren, der så fik vedkommende til at ringe mig op. Han var målløs, lamslået, chokeret. Aldrig havde han forventet at få sin mobiltelefon igen, og da vi aftalte, at jeg ville mødes med ham om aftenen for at give ham hans tabte ejendom tilbage, tilbød han mig adskillige kontanter for tjenesten. Penge jeg dog ikke ville tage imod. Det ville være nok belønning at se hans glade ansigt.

Lidt senere fortæller jeg så kæresten om min beslutning – det gør jeg lidt henkastet, fordi der jo i bund og grund ikke var noget odiøst i, at jeg havde besluttet mig for at levere mobiltelefonen tilbage. Jeg havde dog fuldstændig fejlvurderet hans og omverdenens reaktion: ingen, og her mener jeg hverken min svigerfamilie, skolekammeraterne og mine italienske veninder, forstod mit rationale. Hvordan i alverden kunne jeg levere noget tilbage til én, jeg ikke kendte? Jeg forsøgte at forklare mig, men ligemeget nyttede det. Sværest var forståelsen fra min kærestes og svigerfamilies side. Det gav mig rigtig dårlig samvittighed, fordi de jo havde taget mig ind som en datter, og vitterlig gjorde alt for, at jeg skulle have det godt under mit studieår i Salerno. Jeg syntes faktisk, at mine svigerforældre var cool og elskelige, fordi de havde et ret moderne mindset og var afslappede omkring ting, som andre syditalienske forældre aldrig ville have tilladt deres børn og deres respektive partnere at gøre.

Lykken står den tillidsfulde bi

Men det her, det var alligevel for mærkeligt, og to verdener stødte frontalt sammen: Den danske mentalitet, hvor en høj grad af tillid til omverdenen har skabt en reciprok mekanisme af hjælpsomhed overfor selv dem, man ikke kender, og så den syditalienske, der præget af århundreders historie med magthaveres udnyttelse af befolkningen og et korrupt statsapparat har gjort, at man helst meler sin egen kage, og derfor gør bedst i kun at stole på den nærmeste omgangskreds.

Det er naturligvis en grov generalisering, som man ikke kan tillade sig at lægge så firkantet nedover en nationalitet, og selvfølgelig kan man finde mange syditalienere, der ville have gjort præcis som jeg.  Men der var alligevel noget kulturelt på spil, det kunne jeg mærke, og sjældent har jeg følt mig så alene og ‘anderledes’ som i de dage.

Sagen med mobilen udviklede sig. Jeg holdt stædigt på, at telefonen skulle leveres tilbage, mens mit italienske bagland for sin part insisterede på, at jeg enten skulle give min svigermor telefonen, eller betale halvdelen af mobilens værdi til min kæreste, hvis jeg leverede den tilbage, fordi vi nu engang havde fundet mobilen sammen.

Jeg gjorde ingen af delene, men mødtes med mobiltelefonens ejermand, der – stadigvæk chokeret over sit held – fik sin ejendel tilbage. Og så tog jeg hjem til min lejlighed og dagen efter på besøg hos min svigerfamilie, hvor hverdagen efter lidt indledende tavshed atter snart indfandt sig. Vi havde mange dejlige stunder sammen efterfølgende, og syditalienerne står stadigvæk mit hjerte uendelig nært. Allermest taknemmelig er jeg dem faktisk for at have blotlagt den betingelsesløse tillid, der er så specielt dansk, og som jeg indtil da aldrig havde anset som noget særligt, men som pludselig blev afgørende for vores vidt forskellige måder at anskue verden på.

Det er sidenhen blevet dokumenteret af adskillige lykkeforskere, at tilliden er en af de mest afgørende faktorer for et menneskes trivsel, og at denne tillid har en af verdens højeste forekomster i Danmark. Når disse undersøgelser jævnligt kommer op og vende i medierne, har de fleste – inklusiv mig selv – tendens til at slå det hen med sarkasme. Vi fortæller os selv: jamen, det passer jo slet ikke, danskere er både stressede, sure og smålige. Men så husker jeg på historien fra Salerno og kan pludselig se, hvor heldig jeg er. At jeg kan gå igennem livet med så stor og selvfølgelig en tillid til mine omgivelser, at jeg slet ikke stiller spørgsmålstegn ved den. Det er da lykkeligt.

Syditaliens nye forfattere: Michela Murgia og det sande Sardinien

Syditalien er ikke kun lig med Elena Ferrante: landsdelen bugner af spændende forfattere, og en af mine yndlingsskribenter har i lang tid været Michela Murgia, der om nogen forstår at vække Sardiniens mytiske landskaber og fascinerende befolkning til live i sine bøger.

Murgia er af mange anset som en af de vigtigste, kvindelige forfattere fra Sardinien siden Grazia Deledda i 1936 vandt Nobelprisen i litteratur som den første italienske kvinde nogensinde.  Begge forstår de på smukkeste vis at formidle øens både ældgamle og yderst vitale kultur, hvor bjergene befolkes af sortklædte kvinder med historier på læberne og hvor “stilheden er den mest talte dialekt”, som Michela Murgia selv udtrykker det i sit værk, Viaggio in Sardegna – 11 percorsi nell’isola che non c’é”, fra 2008. Blot titlen: På rejse på Sardinien – 11 ruter på øen, som man ikke  ser” slår tonen an i et værk, hvor de læsere, der tror at Sardinien kun er lig med ressort og luksusturisme, får slået døren ind til en stor overraskelse.

Michela Murgia er født i 1972 i Cabras på Sardinien og blev som 18-årig til et fillus d’anima – et såkaldt ’sjælebarn’, hvilket i århundreder har været betegnelsen for børn, der i en høj alder adopteres bort til enten nær familie eller andre bekendte i omgangskredsen. Hun læste teologi på universitetet i Oristano men fandt efterhånden en karriere i bøgernes verden, da hendes gennembrud ’Il Mondo deve sapere’ tog Italien med storm med sin hudfletning af arbejdsforholdene på et call center.

Men det er Murgias værker, der tager deres udgangspunkt i det sardiske univers som en verden fuld af historier og myter, som ifølge min egen smag står stærkest hos Michela Murgia. Derfor elsker jeg Viaggio in Sardegna, som jeg på det kraftigste kan anbefale alle dem, som ønsker at udforske det sardiske bagland – også hvis det kun er hjemme fra lænestolen (desværre er den endnu ikke oversat til dansk). Murgia har selv påpeget at Sardinien har det højeste antal læsere af skønlitteratur sammenlignet med de øvrige italienske regioner:

”Sardinien er en stærk tradition for litteratur, engang var der mindst 3-4 poeter i selv den mindste landsby, det var helt normalt. Sardinien er en fortællende kultur, det ligger i vores DNA.”

I Viaggio in Sardegna lærer vi om sardernes nære forhold til øens klipper, underjordiske kilder, mad og overtro. Kort sagt, som der står i bogens forord:

”Der er huller i Sardinien, som er lavet af feer, dødsfald, som sker på grund af kvindelige vampyrer, hellige dampe, som helbreder mareridt og hemmelige vandspejl, som afslører fremtiden og dens bedrag, når månen spejler sig i dem.”

Et andet mesterværk er Murgia hidtil største succes, bogen Accabadora fra 2009 for hvilken hun vandt dem prestigefyldte Mondello-pris. Bogen er oversat til dansk med undertitlen ”dødsenglen fra Soreni”, og forlaget skriver selv om bogen:

”I Soreni på Sardinien har tzia Bonaria Urrai, landsbyens gamle syerske, i snart mange måneder ligget på sit yderste, ”fanget i sig selv, som ophængt i en ståltråd så tynd at man ikke kunne se den, men så stærk at den ikke knækkede.” Den unge kvinde Maria, der som 6-årig er blevet adopteret af Bonaria, passer hende, men er desperat over at være vidne til de lidelser hun gennemgår, og føler sig mere og mere fristet til at gøre noget for at bringe det til en afslutning.

For skønt man står på tærsklen til en ny tid, er gamle sardiske traditioner med rod i det arkaiske bondesamfund endnu nærværende, og dødsenglen, accabadora, ’hende der afslutter’, betragtes med respekt som en kærlig og barmhjertig person.”

Så hvis du er nysgerrig efter at fordybe dig i Syditaliens bedste litteratur giver disse to værker af Michela Murgia et sjældent indblik i et Sardinien, som både er hypermoderne og evigt relevant.

Michela Murgia er ved siden af sit forfatterskab gået ind i lokalpolitik og arbejder for det sardiske separatistparti, Progetu Republica de Sardigna.

(Hovedfoto: Alec Cane)

Hvil i fred, vertikale hjerter

Da Charles Houston i 1954 får at vide, at en gruppe bjergbestigere fra Italien endelig har besteget K2, får han hukommelsestab – såkaldt global amnesi. Han begiver sig ud i New Hampshires gader, hvor han bor, og forsvinder. Mr. Houston aner ikke, hvem han selv er, eller hvor han befinder sig, men først og fremmest er han i chok. Og det er ikke før myndighederne samler den amerikanske bjergbestiger op på gaden og transporterer ham hjem i familiens skød, at mr. Houston genfinder sine fulde fem og dermed må leve med visheden om, at andre er kommet før ham.

Bedriften kaster nemlig en skygge over Houstons eget, heltemodige forsøg på at bestige K2, der året forinden endte i katastrofe, og kostede en af hans venner livet på The Savage Mountain. Øgenavnet er blot et af mange, der med rette udtrykker ærefrygt for bjerget, der ligger yderst i Himalaya, og med sine diabolske vejrforhold og glatte, diamantformede silhuet regnes for verdens sværeste at bestige.

Tæppefald og et skrig fra Kanchenjungas dæmoner

Houstons reaktion siger noget om, hvad høje bjerge gør ved de mennesker, der klatrer dem, og har drømmen om at stå på toppen som ambition, som eksistensvilkår. De hører uafbrudt de vertikale linjer kalde, og drages mod stilheden og kompromisløsheden på deres flader. Og når drømmen brister, kan det få fatale konsekvenser: som dengang i 1939, da tyske Fritz Wiessner drog afsted mod K2 med en horde af sherpa’er og uprøvede klatrere i sit slipspor. Alle andre måtte give op, på nær Wiessner og den lokale sherpa ved navn Pasang, der i dyb sne og 700 fod fra toppen stopper og formaner sin herre: ”Fortsæt ikke længere, sahib, natteånderne vil ikke have det.”

Wiessner lyttede til sin trofaste sherpa, der var særligt sensitiv overfor bjergets kræfter, og gik ned til holdets øverste lejr, fast besluttet på at forsøge igen næste dag. Men efter flere nervepirrende uheld må Fritz opgive at finde et vindue i det tiltagende uvejr, og den desillusionerede tysker beskrev senere for sine børn, hvordan han på vej ud af passet kastede et sidste blik på K2, og så en enorm snestorm lukke sig om bjerget. Synet forfulgte Fritz til hans dødsdag, for det var samtidigt også tæppet, der endegyldigt blev trukket for Wiessners livslange ambition om at bestige K2.

Alle var enige om, at Wiessner aldrig blev sig selv igen, men lukkede sig inde i en kalejdoskopisk fantasiverden, hvor han gennemlevede ekspeditionens traumer og med uhyggelige knytnæveslag i bordplader og vægge prøvede at komme af med sine frustrationer.

34 år før Wiessners ekspedition anførte magikeren og poeten Aleister Crowley Englands første seriøse forsøg på at bestige K2. Han måtte dog opgive grundet dårligt vejr, men det var et af Himalayas øvrige giganter, det frygtindgydende Kangchenjunga, som fik det mentale kram på Crowley. Det var i 1905, og efter at uheld og laviner havde revet både europæere og sherpa’er med sig i dybet, flygtede Crowley fra bjerget i rædsel, overbevist om at dets 5 dødsånder havde anråbt ham igennem snefoget.

I sin alderdom fortsatte han nedbrudt og heroinrystende at henvise til hændelsen som Kangchenjunga-fobi – den ondeste følelse af alle, og måske en metafor for øjeblikket, hvor mennesket indser, at vejret mod toppen er blokeret, og de eneste dæmoner, man kæmper mod, i virkeligheden er ens egne.

K2 ligger i udkanten af Himalaye og er ofte plaget af dårligt vejr. Bjergets diamantform og vertikale sider gør det særligt svært at bestige.
K2 ligger i udkanten af Himalaye og er ofte plaget af dårligt vejr. Bjergets diamantform og vertikale sider gør det særligt svært at bestige.

Som en udenforstående, der aldrig har haft bjergbestigning som et kald, kan det virke komplet hasarderet og nytteløst at risikere livet på en ensom klippevæg. Chancen for succes er minimal selv for de bedste i verden, og er man så heldig ikke at miste livet, kan bjergenes særlige, spirituelle kraft og bevidstheden om, at ambitionen ikke lykkedes, drive én til vanvid.

Alligevel drager hundredevis af mennesker hver år til verdens tag for at prøve kræfter med bjergene, og med sig selv.

De fleste af de 10 polakker, der om et halvt år skal foretage en vinterbestigning af K2 som de første i verden, lever til hverdag som skorstensmalere af 200 meter høje cementrør, vinduespudsere på skyskrabere og håndværkere på svimlende byggeprojekter i højder, hvor ingen andre tør balancere. De bevæger sig rundt i et intenst og ensomt fællesskab deroppe i stilladserne, som mange hverken forstår eller har lyst til at være en del af.

Personligt har jeg aldrig selv villet prøve kræfter med bjergbestigning. Jeg har så meget højdeskræk at jeg bliver svimmel bare af at på en skammel. Men alligevel er jeg dybt fascineret: Hvorfor gør de det?

Opad bjerget og ind i sig selv

Journalisten og bjergbestigeren Jon Krakauer udgav i 1997 sin bestseller Into the Wild (på dansk: Ind i vildmarken), hvori han undersøger den autentiske historie om eventyreren Chris McCandless, der på trods af de bedste levevilkår i den amerikanske middelklasse en dag i 1992 forsvinder. Krakauer fatter interesse for historien da Chris McCandless’ livløse krop senere findes på bagsædet af en skrottet bus, som står dybt inde i Alaskas vildmark.

Historien blusser op og dør hurtigt ud i de amerikanske medier, men Krakauer kan ikke slippe McCandless. Han vil vide, hvad der fik den 24 –årige mand til at lægge den trygge hverdag bag sig og drage ind i et af verdens mest øde områder, for at leve som en vildmand.

John mener selv at finde nogle af svarene på bjergvæggen. Han kender det barske område omkring The Stampede Trail, som Chris McCandless gik ad, og sammenligner den overjordiske, transcenderende følelse af frihed, som McCandless selv beskriver i sine notesbøger, med oplevelserne under sine egne bjergbestigninger.

Fornemmelsen af øjeblikkets renhed, af den meditative tilstand, man kommer i, når fødder og hænder bevæger sig instinktivt opad bjergsiden, og virkeligheden udvider sig i takt med den befriende erkendelse af, at livet ikke foregår i går eller i morgen, men nu. Lige nu.

Flere bjergbestigere har igennem tiden beskrevet den samme følelse af genuin mening, som deres liv pludselig får, når de hænger i neglespidserne over Himalayas bundløse dale. Når alle andre excesser fjernes, og kroppens funktioner står nøgne tilbage. Og måske vi alle instinktivt stræber efter den samme tilstand i en verden, som mange finder tiltagende meningsløs, og hul?

En deprimeret boheme på verdens tag

Der er i hver fald ingen tvivl om, at virkeligheden på verdens tag er meget anderledes end ved jorden. Deroppe bliver alt vendt på hovedet, og lovmæssigheder, der ellers synes universelle, udfordres: vand vil ikke koge ved 100 grader på grund af det lavere tryk. Tidsfornemmelsen sættes på stand by.

Som hovedregel overlever oftest den, der er kraftig, kvabset og godt i stand, i modsætning til seje og mere atletiske klatrere.  Ikke engang ungdom er en fordel i store højder: Man siger at gode bjergbestigere først topper, når de er i 50’erne, hvilket ligger langt fra de fleste opfattelser af, hvad ekstreme sportsgrene kræver.

Men det er ikke kun fysikken, der påvirkes. Efter lang tid i iltfattig luft bliver klatrernes mentale tilstand også udfordret, og dømmekraften sløres. Nogle går i en slags apatisk trance. Da Fritz Wiessner må give op i 1939, forsøger et par af hans sherpa’er stadigvæk at nå camp 8, hvor gruppens mest usandsynlige deltager havde ligget alene i en uge.

Hans navn var Dudley Wolfe, en notorisk boheme og rigmand, der følte sig draget af Himalayas dramatik, men absolut ingen erfaring havde udi bjergbestigning. Alligevel tog han med i kølvandet på en grim skilsmisse, og mange af hans venner havde en fornemmelse af, at de aldrig mere ville se ham igen.

Da de 3 sherpa’er når Dudleys stormombruste telt, kigger Dudley ud på dem med vilde øjne. Han havde det efter omstændighederne fint, der var intet at bekymre sig om, sagde amerikaneren. Kunne de ikke komme igen i morgen, så ville han gå med ned? Sherpa’erne bemærkede, at Dudley havde forrettet sine nødtørft inde i teltet. Men da bærerne næste dag tog samme vej op, kom hverken de eller Dudley nogensinde tilbage.

Længes vi ikke alle efter en parallel virkelighed?

Helt så galt gik det trods alt ikke for Achille Compagnoni, da han den 31 juli 1954 stod som det første menneske på toppen af K2. Men havde han ikke haft sin kollega Lino Lacedelli ved sin side, kunne det sagtens være end grimt. Forud var der gået måneder med rigide tests hos det italienske militær, inden landet sendte blomsten af sine klatrere afsted mod Himalaya, og alle var opsatte på endelig at bestige The Savage Mountain. 

I BBC-dokumentaren “The Ghosts of K2” fortæller Achille, hvordan han nåede toppen, tårevædet og på knæ. ”Pludselig var der ikke mere at klatre. Vi havde gjort det”, ihukommer han.

Men Achille havde højdesyge, og ødemer var begyndt at lege kispus med hans hjerne. Heldigvis var Lino lige bag ham. De gav hinanden hånden, beundrede synet af bjergtoppene i horisonten, og forberedte sig på nedstigningen. Men så sagde Achille henkastet til Lino”: jeg bliver heroppe. Gå du bare ned med dig, jeg kommer om lidt.”

Lino reagerede prompte ved at råbe: ”Hvis du ikke kommer med mig nu, slår jeg dig til plukfisk med den her isøkse!” Achille forstod straks alvoren, og var senere overbevist om, at Lino i det øjeblik reddede hans liv fra bjergets forheksende skønhed.

Achille Compagnoni på toppen af K2 i 1954. Billedet er taget af Lino Lacedelli, wiki.
Achille Compagnoni på toppen af K2 i 1954. Billedet er taget af Lino Lacedelli, wiki.

Selvom jeg aldrig ville udsætte mig selv for Himalayas farer, genkender jeg af og til længslen efter at træde ind i en parallel virkelighed. Et sted, hvor andre regler gælder, og enten-eller råder, i en knivskarp definition af den menneskelige essens. Og jeg finder det alt for let at stemple bjergbestigere som lykkeriddere og tankeløse eventyrere.

Bjergbestigning er ligeså farligt i dag som for 100 år siden, men de personer, der afsøger grænseområderne af vores fysiske verden og fatteevne, vil aldrig kunne standses. I stedet må vi erkende deres længsel og tage imod det, de giver os, selvom tableauerne ofte bunder i tragik.

”Ich kann nicht mer”

En af Europas største klatrekatastrofer nogensinde skete i 1936. Det, der siden er blevet kaldt ’The Eiger North Face Disaster’, begyndte som et optimistisk forsøg på at bestige en af Alpernes sidste jomfruelige kæmper, Eiger-bjerget. Året forinden var flere tyskere blevet dræbt på bjergets glatte flanker, men Toni Kurz, Andreas Hinterstoisser, Willy Angerer og og Edi Rainer ville det anderledes. De begav sig derfor opad bjergets nordside, mens opstemte skiturister fulgte deres strabadser fra en kikkert nede i dalen.

På vejen begik de næsten umenneskelige bedrifter, som at klatre tværs henover en vertikal væg, nu døbt The Hinterstoisser Traverse, opkaldt efter den selv samme mand i gruppen, som knækkede nødden ved at spænde et reb på langs af granitten.

Den frygtede Hinterstoisser Traverse på The Eiger. Foto: Franz Alpin, wiki.
Den frygtede Hinterstoisser Traverse på The Eiger. Foto: Franz Alpin, wiki.

Samme sted blev dog de 4 mænds skæbne: ubekymret havde de på vej op fjernet rebet, men da de skulle tilbage samme vej – i øvrigt uden at bestige Eiger; Angerer blev så slemt skadet af frit faldende klippestykker, at gruppen besluttede sig for at klatre tilbage – var klippevæggen spejlglat af is, og det var umuligt at fæstne rebet fra den anden side. De måtte derfor klatre lige ned ad en forræderisk glat iskappe, idet en lavine fangede dem alle, og henholdsvis knuste, henholdsvis kvalte mændene på nær Toni Kurz.

Han hang nu i rebet udover bjergsiden som en hjælpeløs edderkop, med sine døde kammerater over og under sig, og kunne ingen vegne komme. Heroiske klatrere kom ham til hjælp, men kunne kun nå Tonis pigsko med deres snestave.

En pludselig storm gjorde evakuering umulig, og den uheldige tysker måtte blive hængende til næste dag, hvor han dækket af is og med frostbidte hænder forbandt det ekstra stykke reb, som redningsholdet havde med til ham, til sin egen line. Angerer skar han fri, så han nu hang alene for enden af rebet, og kunne fire sig ned.

Men: ingen havde taget højde for, at Kurz’ karabinhage, hvormed han sad fast til rebet, var for smal til at passere knuden, der nu bandt de to liner sammen. Grædende og bidende og kæmpende måtte Kurz efterhånden give op og endelig udtale de nu berømte ord:” Ich kann nicht mehr.” Nogle døgn efter – visse kilder siger endda, at der gik et helt år  – fik man endelig skåret hans stivfrosne lig ned, og bugseret det igennem dalen.

Det lyder måske kynisk, det lyder måske perverst, men det fotografi, der blev taget af Kurz’ dinglende lig idet en klatrer er på vej opad Eiger for at skære ham løs, er et af de smukkeste motiver, jeg kender.

Det griber mig om hjertet hver gang, og jeg er ikke alene om at føle sådan:  I 2011 malede den britiske kunstner Billy Childish en serie værker baseret på fotografierne fra redningsauktionen, og især i ’Fetching the body of Toni Kurz (hanging from rope study 1)’ har Childish fanget både gruen og skønheden i den store tragedie, med sitrende strejf af olie.

Billy Childish: Fetching the body of Toni Kurz (hanging from rope study 1) 2011.
Billy Childish: Fetching the body of Toni Kurz (hanging from rope study 1) 2011.

Og som en slags ode til begge mænds bedrifter lavede kunstnerpseudonymet Harry Adams samme år en mindst ligeså gribende fortolkning af værket i sin ’Scetch for Fetching the body of Toni Kurtz’, i lyse, æteriske nuancer. Overskriften på Adams’ bearbejdning var ’Paintings to Celebrate Heroic Futility’.

I erkendelsen af, at mænd som Toni Kurz altid vil eksistere, og altid vil klatre, siger jeg tak for alt. Hvil i fred, I rastløse, vertikale hjerter.

Harry Adams after Childish: skitse af Fetching the body of Toni Kurz, 2011.
Harry Adams after Childish: skitse af Fetching the body of Toni Kurz, 2011.

 

Billedtekst til hovedillustration: Det orginale foto taget under redningsauktionen af Toni Kurz’ nu afsjælede og isdækkede legeme. Copyright: AS Verlag Zürich.

(Se gerne den smukke dokumentar om The Eiger Disaster herover.)