Historien om dengang jeg fandt en mobiltelefon på et fortov I Syditalien og satte svigerfamilien på den anden ende.

Du er blevet italieniseret”, siger Matteo, idet jeg møder ham på strøget midt i Salerno – den livlige syditalienske havneby i bunden af Amalfi-kysten, hvor jeg i 2003 og 2004 bor for at gå på universitetet. Han er min italienske kærestes bedste ven, og det er ikke første gang, at jeg hører den bemærkning fra folk, der endnu husker, hvordan jeg kom til byen med forblæst frisure iklædt praktiske bukser og flade sko. Nu står jeg så her med lyse striber i det nyglattede hår, og i en lang, figursyet frakke. Indenunder har jeg en bluse på med indvævede perler og lædersnore. Noget ganske andet end den noget enklere garderobe, jeg benyttede hjemme i Danmark.

Italienere elsker at pynte sig, og på én eller anden måde havde jeg taget den noget mere feminine stil til mig, uden at vide det. Ingen havde tvunget mig til det eller peget fingre. Det var bare blevet sådan, fandt jeg med ét ud af, da jeg der på Strøget fik set rigtig ned af mig selv. ”Er jeg virkelig ved at blive som en Italiener?” Spurgte jeg mig selv med lige dele undren og spænding.

Historien om mobiltelefonen

Spørgsmålet er naturligvis komplekst. For hvad vil det sige at være enten det ene eller det andet? Man tør jo næsten ikke spørge i disse tider, hvor der visse steder hersker en hel grotesk diskussion om den enkeltes ret (og især mangel på samme) til at påberåbe sig en national tilknytning.

Indtil jeg flyttede til Italien havde jeg egentlig aldrig oplevet mig selv som værende særligt dansk. Jeg så nærmere mig selv som en europæer, der skulle ud og opleve verden, og uden problemer ville kunne respektere og tilpasse mig de normer, som jeg fandt.

Men jeg blev snart meget klogere. Vidunderligt illustreret i en hændelse, jeg kalder ”Historien om Mobiltelefonen”, og som jeg endnu ynder at fortælle til mine nærmeste, fordi den på både smukkeste og kyniske vis viste mig, at jeg bar rundt på noget så indgroet dansk, at jeg indtil da slet ikke havde fået øje på det.

Hændelsen tog sin begyndelse en aften, da jeg og min kæreste var på vej hjem fra byen. Vi spadserede henad fortovet, da jeg pludselig så noget rødt ligge og blinke på flisen foran mig. ”Det er jo en helt ny mobiltelefon”, udbrød min kæreste begejstret. ”Din egen er jo efterhånden så gammel, og nu behøver du ikke at købe en ny. Den kan du beholde”. Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det, men samlede forsigtigt telefonen op, tog den i lommen og fortsatte.

Målløs, lamslået, chokeret

Næste dag begyndte samvittigheden dog at nage mig. Jeg havde jo slet ikke lyst til at tage mobiltelefonen selv, for en eller anden derude gik jo lige nu rundt og ærgrede sig gul og blå. Vedkommende havde tilmed mistet alle sine kontakter og alle sine sms’er foruden den dyre telefon, som var sidste skrig dengang i 2003. Så jeg pillede sim-kortet ud af den, satte det ind i min egen mobil, og begyndte at kigge i kontaktlisten efter folk, jeg kunne ringe til for at levere telefonen tilbage. Hurtigt fik jeg snakket med en god ven af ejeren, der så fik vedkommende til at ringe mig op. Han var målløs, lamslået, chokeret. Aldrig havde han forventet at få sin mobiltelefon igen, og da vi aftalte, at jeg ville mødes med ham om aftenen for at give ham hans tabte ejendom tilbage, tilbød han mig adskillige kontanter for tjenesten. Penge jeg dog ikke ville tage imod. Det ville være nok belønning at se hans glade ansigt.

Lidt senere fortæller jeg så kæresten om min beslutning – det gør jeg lidt henkastet, fordi der jo i bund og grund ikke var noget odiøst i, at jeg havde besluttet mig for at levere mobiltelefonen tilbage. Jeg havde dog fuldstændig fejlvurderet hans og omverdenens reaktion: ingen, og her mener jeg hverken min svigerfamilie, skolekammeraterne og mine italienske veninder, forstod mit rationale. Hvordan i alverden kunne jeg levere noget tilbage til én, jeg ikke kendte? Jeg forsøgte at forklare mig, men ligemeget nyttede det. Sværest var forståelsen fra min kærestes og svigerfamilies side. Det gav mig rigtig dårlig samvittighed, fordi de jo havde taget mig ind som en datter, og vitterlig gjorde alt for, at jeg skulle have det godt under mit studieår i Salerno. Jeg syntes faktisk, at mine svigerforældre var cool og elskelige, fordi de havde et ret moderne mindset og var afslappede omkring ting, som andre syditalienske forældre aldrig ville have tilladt deres børn og deres respektive partnere at gøre.

Lykken står den tillidsfulde bi

Men det her, det var alligevel for mærkeligt, og to verdener stødte frontalt sammen: Den danske mentalitet, hvor en høj grad af tillid til omverdenen har skabt en reciprok mekanisme af hjælpsomhed overfor selv dem, man ikke kender, og så den syditalienske, der præget af århundreders historie med magthaveres udnyttelse af befolkningen og et korrupt statsapparat har gjort, at man helst meler sin egen kage, og derfor gør bedst i kun at stole på den nærmeste omgangskreds.

Det er naturligvis en grov generalisering, som man ikke kan tillade sig at lægge så firkantet nedover en nationalitet, og selvfølgelig kan man finde mange syditalienere, der ville have gjort præcis som jeg.  Men der var alligevel noget kulturelt på spil, det kunne jeg mærke, og sjældent har jeg følt mig så alene og ‘anderledes’ som i de dage.

Sagen med mobilen udviklede sig. Jeg holdt stædigt på, at telefonen skulle leveres tilbage, mens mit italienske bagland for sin part insisterede på, at jeg enten skulle give min svigermor telefonen, eller betale halvdelen af mobilens værdi til min kæreste, hvis jeg leverede den tilbage, fordi vi nu engang havde fundet mobilen sammen.

Jeg gjorde ingen af delene, men mødtes med mobiltelefonens ejermand, der – stadigvæk chokeret over sit held – fik sin ejendel tilbage. Og så tog jeg hjem til min lejlighed og dagen efter på besøg hos min svigerfamilie, hvor hverdagen efter lidt indledende tavshed atter snart indfandt sig. Vi havde mange dejlige stunder sammen efterfølgende, og syditalienerne står stadigvæk mit hjerte uendelig nært. Allermest taknemmelig er jeg dem faktisk for at have blotlagt den betingelsesløse tillid, der er så specielt dansk, og som jeg indtil da aldrig havde anset som noget særligt, men som pludselig blev afgørende for vores vidt forskellige måder at anskue verden på.

Det er sidenhen blevet dokumenteret af adskillige lykkeforskere, at tilliden er en af de mest afgørende faktorer for et menneskes trivsel, og at denne tillid har en af verdens højeste forekomster i Danmark. Når disse undersøgelser jævnligt kommer op og vende i medierne, har de fleste – inklusiv mig selv – tendens til at slå det hen med sarkasme. Vi fortæller os selv: jamen, det passer jo slet ikke, danskere er både stressede, sure og smålige. Men så husker jeg på historien fra Salerno og kan pludselig se, hvor heldig jeg er. At jeg kan gå igennem livet med så stor og selvfølgelig en tillid til mine omgivelser, at jeg slet ikke stiller spørgsmålstegn ved den. Det er da lykkeligt.

Syditaliens nye forfattere: Michela Murgia og det sande Sardinien

Syditalien er ikke kun lig med Elena Ferrante: landsdelen bugner af spændende forfattere, og en af mine yndlingsskribenter har i lang tid været Michela Murgia, der om nogen forstår at vække Sardiniens mytiske landskaber og fascinerende befolkning til live i sine bøger.

Murgia er af mange anset som en af de vigtigste, kvindelige forfattere fra Sardinien siden Grazia Deledda i 1936 vandt Nobelprisen i litteratur som den første italienske kvinde nogensinde.  Begge forstår de på smukkeste vis at formidle øens både ældgamle og yderst vitale kultur, hvor bjergene befolkes af sortklædte kvinder med historier på læberne og hvor “stilheden er den mest talte dialekt”, som Michela Murgia selv udtrykker det i sit værk, Viaggio in Sardegna – 11 percorsi nell’isola che non c’é”, fra 2008. Blot titlen: På rejse på Sardinien – 11 ruter på øen, som man ikke  ser” slår tonen an i et værk, hvor de læsere, der tror at Sardinien kun er lig med ressort og luksusturisme, får slået døren ind til en stor overraskelse.

Michela Murgia er født i 1972 i Cabras på Sardinien og blev som 18-årig til et fillus d’anima – et såkaldt ’sjælebarn’, hvilket i århundreder har været betegnelsen for børn, der i en høj alder adopteres bort til enten nær familie eller andre bekendte i omgangskredsen. Hun læste teologi på universitetet i Oristano men fandt efterhånden en karriere i bøgernes verden, da hendes gennembrud ’Il Mondo deve sapere’ tog Italien med storm med sin hudfletning af arbejdsforholdene på et call center.

Men det er Murgias værker, der tager deres udgangspunkt i det sardiske univers som en verden fuld af historier og myter, som ifølge min egen smag står stærkest hos Michela Murgia. Derfor elsker jeg Viaggio in Sardegna, som jeg på det kraftigste kan anbefale alle dem, som ønsker at udforske det sardiske bagland – også hvis det kun er hjemme fra lænestolen (desværre er den endnu ikke oversat til dansk). Murgia har selv påpeget at Sardinien har det højeste antal læsere af skønlitteratur sammenlignet med de øvrige italienske regioner:

”Sardinien er en stærk tradition for litteratur, engang var der mindst 3-4 poeter i selv den mindste landsby, det var helt normalt. Sardinien er en fortællende kultur, det ligger i vores DNA.”

I Viaggio in Sardegna lærer vi om sardernes nære forhold til øens klipper, underjordiske kilder, mad og overtro. Kort sagt, som der står i bogens forord:

”Der er huller i Sardinien, som er lavet af feer, dødsfald, som sker på grund af kvindelige vampyrer, hellige dampe, som helbreder mareridt og hemmelige vandspejl, som afslører fremtiden og dens bedrag, når månen spejler sig i dem.”

Et andet mesterværk er Murgia hidtil største succes, bogen Accabadora fra 2009 for hvilken hun vandt dem prestigefyldte Mondello-pris. Bogen er oversat til dansk med undertitlen ”dødsenglen fra Soreni”, og forlaget skriver selv om bogen:

”I Soreni på Sardinien har tzia Bonaria Urrai, landsbyens gamle syerske, i snart mange måneder ligget på sit yderste, ”fanget i sig selv, som ophængt i en ståltråd så tynd at man ikke kunne se den, men så stærk at den ikke knækkede.” Den unge kvinde Maria, der som 6-årig er blevet adopteret af Bonaria, passer hende, men er desperat over at være vidne til de lidelser hun gennemgår, og føler sig mere og mere fristet til at gøre noget for at bringe det til en afslutning.

For skønt man står på tærsklen til en ny tid, er gamle sardiske traditioner med rod i det arkaiske bondesamfund endnu nærværende, og dødsenglen, accabadora, ’hende der afslutter’, betragtes med respekt som en kærlig og barmhjertig person.”

Så hvis du er nysgerrig efter at fordybe dig i Syditaliens bedste litteratur giver disse to værker af Michela Murgia et sjældent indblik i et Sardinien, som både er hypermoderne og evigt relevant.

Michela Murgia er ved siden af sit forfatterskab gået ind i lokalpolitik og arbejder for det sardiske separatistparti, Progetu Republica de Sardigna.

(Hovedfoto: Alec Cane)

Hvil i fred, vertikale hjerter

Da Charles Houston i 1954 får at vide, at en gruppe bjergbestigere fra Italien endelig har besteget K2, får han hukommelsestab – såkaldt global amnesi. Han begiver sig ud i New Hampshires gader, hvor han bor, og forsvinder. Mr. Houston aner ikke, hvem han selv er, eller hvor han befinder sig, men først og fremmest er han i chok. Og det er ikke før myndighederne samler den amerikanske bjergbestiger op på gaden og transporterer ham hjem i familiens skød, at mr. Houston genfinder sine fulde fem og dermed må leve med visheden om, at andre er kommet før ham.

Bedriften kaster nemlig en skygge over Houstons eget, heltemodige forsøg på at bestige K2, der året forinden endte i katastrofe, og kostede en af hans venner livet på The Savage Mountain. Øgenavnet er blot et af mange, der med rette udtrykker ærefrygt for bjerget, der ligger yderst i Himalaya, og med sine diabolske vejrforhold og glatte, diamantformede silhuet regnes for verdens sværeste at bestige.

Tæppefald og et skrig fra Kanchenjungas dæmoner

Houstons reaktion siger noget om, hvad høje bjerge gør ved de mennesker, der klatrer dem, og har drømmen om at stå på toppen som ambition, som eksistensvilkår. De hører uafbrudt de vertikale linjer kalde, og drages mod stilheden og kompromisløsheden på deres flader. Og når drømmen brister, kan det få fatale konsekvenser: som dengang i 1939, da tyske Fritz Wiessner drog afsted mod K2 med en horde af sherpa’er og uprøvede klatrere i sit slipspor. Alle andre måtte give op, på nær Wiessner og den lokale sherpa ved navn Pasang, der i dyb sne og 700 fod fra toppen stopper og formaner sin herre: ”Fortsæt ikke længere, sahib, natteånderne vil ikke have det.”

Wiessner lyttede til sin trofaste sherpa, der var særligt sensitiv overfor bjergets kræfter, og gik ned til holdets øverste lejr, fast besluttet på at forsøge igen næste dag. Men efter flere nervepirrende uheld må Fritz opgive at finde et vindue i det tiltagende uvejr, og den desillusionerede tysker beskrev senere for sine børn, hvordan han på vej ud af passet kastede et sidste blik på K2, og så en enorm snestorm lukke sig om bjerget. Synet forfulgte Fritz til hans dødsdag, for det var samtidigt også tæppet, der endegyldigt blev trukket for Wiessners livslange ambition om at bestige K2.

Alle var enige om, at Wiessner aldrig blev sig selv igen, men lukkede sig inde i en kalejdoskopisk fantasiverden, hvor han gennemlevede ekspeditionens traumer og med uhyggelige knytnæveslag i bordplader og vægge prøvede at komme af med sine frustrationer.

34 år før Wiessners ekspedition anførte magikeren og poeten Aleister Crowley Englands første seriøse forsøg på at bestige K2. Han måtte dog opgive grundet dårligt vejr, men det var et af Himalayas øvrige giganter, det frygtindgydende Kangchenjunga, som fik det mentale kram på Crowley. Det var i 1905, og efter at uheld og laviner havde revet både europæere og sherpa’er med sig i dybet, flygtede Crowley fra bjerget i rædsel, overbevist om at dets 5 dødsånder havde anråbt ham igennem snefoget.

I sin alderdom fortsatte han nedbrudt og heroinrystende at henvise til hændelsen som Kangchenjunga-fobi – den ondeste følelse af alle, og måske en metafor for øjeblikket, hvor mennesket indser, at vejret mod toppen er blokeret, og de eneste dæmoner, man kæmper mod, i virkeligheden er ens egne.

K2 ligger i udkanten af Himalaye og er ofte plaget af dårligt vejr. Bjergets diamantform og vertikale sider gør det særligt svært at bestige.
K2 ligger i udkanten af Himalaye og er ofte plaget af dårligt vejr. Bjergets diamantform og vertikale sider gør det særligt svært at bestige.

Som en udenforstående, der aldrig har haft bjergbestigning som et kald, kan det virke komplet hasarderet og nytteløst at risikere livet på en ensom klippevæg. Chancen for succes er minimal selv for de bedste i verden, og er man så heldig ikke at miste livet, kan bjergenes særlige, spirituelle kraft og bevidstheden om, at ambitionen ikke lykkedes, drive én til vanvid.

Alligevel drager hundredevis af mennesker hver år til verdens tag for at prøve kræfter med bjergene, og med sig selv.

De fleste af de 10 polakker, der om et halvt år skal foretage en vinterbestigning af K2 som de første i verden, lever til hverdag som skorstensmalere af 200 meter høje cementrør, vinduespudsere på skyskrabere og håndværkere på svimlende byggeprojekter i højder, hvor ingen andre tør balancere. De bevæger sig rundt i et intenst og ensomt fællesskab deroppe i stilladserne, som mange hverken forstår eller har lyst til at være en del af.

Personligt har jeg aldrig selv villet prøve kræfter med bjergbestigning. Jeg har så meget højdeskræk at jeg bliver svimmel bare af at på en skammel. Men alligevel er jeg dybt fascineret: Hvorfor gør de det?

Opad bjerget og ind i sig selv

Journalisten og bjergbestigeren Jon Krakauer udgav i 1997 sin bestseller Into the Wild (på dansk: Ind i vildmarken), hvori han undersøger den autentiske historie om eventyreren Chris McCandless, der på trods af de bedste levevilkår i den amerikanske middelklasse en dag i 1992 forsvinder. Krakauer fatter interesse for historien da Chris McCandless’ livløse krop senere findes på bagsædet af en skrottet bus, som står dybt inde i Alaskas vildmark.

Historien blusser op og dør hurtigt ud i de amerikanske medier, men Krakauer kan ikke slippe McCandless. Han vil vide, hvad der fik den 24 –årige mand til at lægge den trygge hverdag bag sig og drage ind i et af verdens mest øde områder, for at leve som en vildmand.

John mener selv at finde nogle af svarene på bjergvæggen. Han kender det barske område omkring The Stampede Trail, som Chris McCandless gik ad, og sammenligner den overjordiske, transcenderende følelse af frihed, som McCandless selv beskriver i sine notesbøger, med oplevelserne under sine egne bjergbestigninger.

Fornemmelsen af øjeblikkets renhed, af den meditative tilstand, man kommer i, når fødder og hænder bevæger sig instinktivt opad bjergsiden, og virkeligheden udvider sig i takt med den befriende erkendelse af, at livet ikke foregår i går eller i morgen, men nu. Lige nu.

Flere bjergbestigere har igennem tiden beskrevet den samme følelse af genuin mening, som deres liv pludselig får, når de hænger i neglespidserne over Himalayas bundløse dale. Når alle andre excesser fjernes, og kroppens funktioner står nøgne tilbage. Og måske vi alle instinktivt stræber efter den samme tilstand i en verden, som mange finder tiltagende meningsløs, og hul?

En deprimeret boheme på verdens tag

Der er i hver fald ingen tvivl om, at virkeligheden på verdens tag er meget anderledes end ved jorden. Deroppe bliver alt vendt på hovedet, og lovmæssigheder, der ellers synes universelle, udfordres: vand vil ikke koge ved 100 grader på grund af det lavere tryk. Tidsfornemmelsen sættes på stand by.

Som hovedregel overlever oftest den, der er kraftig, kvabset og godt i stand, i modsætning til seje og mere atletiske klatrere.  Ikke engang ungdom er en fordel i store højder: Man siger at gode bjergbestigere først topper, når de er i 50’erne, hvilket ligger langt fra de fleste opfattelser af, hvad ekstreme sportsgrene kræver.

Men det er ikke kun fysikken, der påvirkes. Efter lang tid i iltfattig luft bliver klatrernes mentale tilstand også udfordret, og dømmekraften sløres. Nogle går i en slags apatisk trance. Da Fritz Wiessner må give op i 1939, forsøger et par af hans sherpa’er stadigvæk at nå camp 8, hvor gruppens mest usandsynlige deltager havde ligget alene i en uge.

Hans navn var Dudley Wolfe, en notorisk boheme og rigmand, der følte sig draget af Himalayas dramatik, men absolut ingen erfaring havde udi bjergbestigning. Alligevel tog han med i kølvandet på en grim skilsmisse, og mange af hans venner havde en fornemmelse af, at de aldrig mere ville se ham igen.

Da de 3 sherpa’er når Dudleys stormombruste telt, kigger Dudley ud på dem med vilde øjne. Han havde det efter omstændighederne fint, der var intet at bekymre sig om, sagde amerikaneren. Kunne de ikke komme igen i morgen, så ville han gå med ned? Sherpa’erne bemærkede, at Dudley havde forrettet sine nødtørft inde i teltet. Men da bærerne næste dag tog samme vej op, kom hverken de eller Dudley nogensinde tilbage.

Længes vi ikke alle efter en parallel virkelighed?

Helt så galt gik det trods alt ikke for Achille Compagnoni, da han den 31 juli 1954 stod som det første menneske på toppen af K2. Men havde han ikke haft sin kollega Lino Lacedelli ved sin side, kunne det sagtens være end grimt. Forud var der gået måneder med rigide tests hos det italienske militær, inden landet sendte blomsten af sine klatrere afsted mod Himalaya, og alle var opsatte på endelig at bestige The Savage Mountain. 

I BBC-dokumentaren “The Ghosts of K2” fortæller Achille, hvordan han nåede toppen, tårevædet og på knæ. ”Pludselig var der ikke mere at klatre. Vi havde gjort det”, ihukommer han.

Men Achille havde højdesyge, og ødemer var begyndt at lege kispus med hans hjerne. Heldigvis var Lino lige bag ham. De gav hinanden hånden, beundrede synet af bjergtoppene i horisonten, og forberedte sig på nedstigningen. Men så sagde Achille henkastet til Lino”: jeg bliver heroppe. Gå du bare ned med dig, jeg kommer om lidt.”

Lino reagerede prompte ved at råbe: ”Hvis du ikke kommer med mig nu, slår jeg dig til plukfisk med den her isøkse!” Achille forstod straks alvoren, og var senere overbevist om, at Lino i det øjeblik reddede hans liv fra bjergets forheksende skønhed.

Achille Compagnoni på toppen af K2 i 1954. Billedet er taget af Lino Lacedelli, wiki.
Achille Compagnoni på toppen af K2 i 1954. Billedet er taget af Lino Lacedelli, wiki.

Selvom jeg aldrig ville udsætte mig selv for Himalayas farer, genkender jeg af og til længslen efter at træde ind i en parallel virkelighed. Et sted, hvor andre regler gælder, og enten-eller råder, i en knivskarp definition af den menneskelige essens. Og jeg finder det alt for let at stemple bjergbestigere som lykkeriddere og tankeløse eventyrere.

Bjergbestigning er ligeså farligt i dag som for 100 år siden, men de personer, der afsøger grænseområderne af vores fysiske verden og fatteevne, vil aldrig kunne standses. I stedet må vi erkende deres længsel og tage imod det, de giver os, selvom tableauerne ofte bunder i tragik.

”Ich kann nicht mer”

En af Europas største klatrekatastrofer nogensinde skete i 1936. Det, der siden er blevet kaldt ’The Eiger North Face Disaster’, begyndte som et optimistisk forsøg på at bestige en af Alpernes sidste jomfruelige kæmper, Eiger-bjerget. Året forinden var flere tyskere blevet dræbt på bjergets glatte flanker, men Toni Kurz, Andreas Hinterstoisser, Willy Angerer og og Edi Rainer ville det anderledes. De begav sig derfor opad bjergets nordside, mens opstemte skiturister fulgte deres strabadser fra en kikkert nede i dalen.

På vejen begik de næsten umenneskelige bedrifter, som at klatre tværs henover en vertikal væg, nu døbt The Hinterstoisser Traverse, opkaldt efter den selv samme mand i gruppen, som knækkede nødden ved at spænde et reb på langs af granitten.

Den frygtede Hinterstoisser Traverse på The Eiger. Foto: Franz Alpin, wiki.
Den frygtede Hinterstoisser Traverse på The Eiger. Foto: Franz Alpin, wiki.

Samme sted blev dog de 4 mænds skæbne: ubekymret havde de på vej op fjernet rebet, men da de skulle tilbage samme vej – i øvrigt uden at bestige Eiger; Angerer blev så slemt skadet af frit faldende klippestykker, at gruppen besluttede sig for at klatre tilbage – var klippevæggen spejlglat af is, og det var umuligt at fæstne rebet fra den anden side. De måtte derfor klatre lige ned ad en forræderisk glat iskappe, idet en lavine fangede dem alle, og henholdsvis knuste, henholdsvis kvalte mændene på nær Toni Kurz.

Han hang nu i rebet udover bjergsiden som en hjælpeløs edderkop, med sine døde kammerater over og under sig, og kunne ingen vegne komme. Heroiske klatrere kom ham til hjælp, men kunne kun nå Tonis pigsko med deres snestave.

En pludselig storm gjorde evakuering umulig, og den uheldige tysker måtte blive hængende til næste dag, hvor han dækket af is og med frostbidte hænder forbandt det ekstra stykke reb, som redningsholdet havde med til ham, til sin egen line. Angerer skar han fri, så han nu hang alene for enden af rebet, og kunne fire sig ned.

Men: ingen havde taget højde for, at Kurz’ karabinhage, hvormed han sad fast til rebet, var for smal til at passere knuden, der nu bandt de to liner sammen. Grædende og bidende og kæmpende måtte Kurz efterhånden give op og endelig udtale de nu berømte ord:” Ich kann nicht mehr.” Nogle døgn efter – visse kilder siger endda, at der gik et helt år  – fik man endelig skåret hans stivfrosne lig ned, og bugseret det igennem dalen.

Det lyder måske kynisk, det lyder måske perverst, men det fotografi, der blev taget af Kurz’ dinglende lig idet en klatrer er på vej opad Eiger for at skære ham løs, er et af de smukkeste motiver, jeg kender.

Det griber mig om hjertet hver gang, og jeg er ikke alene om at føle sådan:  I 2011 malede den britiske kunstner Billy Childish en serie værker baseret på fotografierne fra redningsauktionen, og især i ’Fetching the body of Toni Kurz (hanging from rope study 1)’ har Childish fanget både gruen og skønheden i den store tragedie, med sitrende strejf af olie.

Billy Childish: Fetching the body of Toni Kurz (hanging from rope study 1) 2011.
Billy Childish: Fetching the body of Toni Kurz (hanging from rope study 1) 2011.

Og som en slags ode til begge mænds bedrifter lavede kunstnerpseudonymet Harry Adams samme år en mindst ligeså gribende fortolkning af værket i sin ’Scetch for Fetching the body of Toni Kurtz’, i lyse, æteriske nuancer. Overskriften på Adams’ bearbejdning var ’Paintings to Celebrate Heroic Futility’.

I erkendelsen af, at mænd som Toni Kurz altid vil eksistere, og altid vil klatre, siger jeg tak for alt. Hvil i fred, I rastløse, vertikale hjerter.

Harry Adams after Childish: skitse af Fetching the body of Toni Kurz, 2011.
Harry Adams after Childish: skitse af Fetching the body of Toni Kurz, 2011.

 

Billedtekst til hovedillustration: Det orginale foto taget under redningsauktionen af Toni Kurz’ nu afsjælede og isdækkede legeme. Copyright: AS Verlag Zürich.

(Se gerne den smukke dokumentar om The Eiger Disaster herover.)

 

 

Campi Flegrei stinker af svovl og dufter af Dante

Et besøg ved supervulkanen Campi Flegrei vest for Napoli er ikke kun overvældende for lugtesansen. Det boblende og sydende månelandskab gør også indtryk, fordi det var her, antikkens mennesker fandt nedgangen til Hades, og Italienske digtere som Virgil og Dante blev inspirerede til nogle af verdenslitteraturens største fortællinger.

De lå udstrakte på bårer derinde i hulerne, de værkbrudne patienter. Nøgne på ryggen og med halvskoldet hud, mens svovldampene fra jordens indre fortættede sig i grotteloftet og dryppede ned på deres kroppe. Dråber varme nok til at smerte i huden, men lige præcis kølige nok til at mændene og kvinderne kunne holde behandlingen ud, og blive liggende. For svovlen gjorde i sidste ende godt: den åbnede stenlunger, helbredte hudlidelser og smøg sig på forunderlig vis om led og knogler, så gigten kunne holdes i skak, og lemmer atter bøjes.

På litterær pilgrimsfærd til et paradoks

Campi Flegrei. De Brændende Marker, Antikkens indgang til Hades og Europas farligste supervulkan, har igennem årtusinder udgjort et paradoks: på den ene side vil området her 12 kilometer vest for Napoli kunne gylpe nok magma ud af sine åbninger til at formørke hele kontinentet. Et sådant udbrud skete for 39.000 år siden, da en enorm askesky fra Campi Flegrei dækkede det meste af himlen over Europa, og højst sandsynligt resulterede i neandertalerens uddøen. På den anden side har Campi Flegrei i århundreder fungeret som et open air wellness center, hvor man byggede saunaer i mursten ovenpå skoldhede svovldampe, så syge kunne indånde og absorbere de helbredende mineraler fra jordens indre.  Sidst men ikke mindst har Campi Flegrei løst topografiske problematikker for både druider, præster og digtere, for de mange rygende sprækker og boblende svovlpøle, der især præger Campi Flegreis mest aktive krater La Solfatara, er nemlig blevet fortolket som nedgangen til adskillige dødsriger. Først hos grækerne og romerne, der mente at Campi Flegrei var en af åbningerne ind til selve Hades, senere hos Dante, som ifølge flere forskere brugte Campi Flegreis landskab som inspiration til beskrivelsen af Helvede i Den Guddommelige Komedie.

Som skribent og Dante-fan er det derfor en stærk oplevelse at stå midt i det rygende Solfatara-krater, der i dag kan besøges ad smalle stier, og hvis blege måneoverflade og æggede stank gør stort indtryk. Kraterets skålform kaster områdets få lyde rundt i caldera’en, og forkrøblede buske omkranser kraterkanten, så man ikke ænser de moderne bebyggelser lige udenfor, men i stedet dvæler i den lille boble af tidløs mystik og overjordisk atmosfære.

Gassede fisk skyller i land

Campi Flegreis består af en kæmpe, indsunken kraterbund, et såkaldt caldera, som stammer fra et enormt, forhistorisk udbrud, der sprængte vulkankeglen af og blotlagte en overflade fuld af kratere, sprækker og svovlpøle. Midt i det hele ligger i dag havnebyen Pozzuoli, hvis befolkning ofte må døje med dramatiske forskydninger i asfalten. og af og til kan betragte gassede fisk skylle i land, når en afgrund ind til jordens indre åbner sig ude i bugten. Det sker også jævnligt for badegæsterne i Averno-søen blot en kilometer herfra. Dens vandspejl gemmer både på lig fra den napolitanske mafia, skrot og lejlighedsvise fumarol’er, der damper alt liv væk i ferskvandet, når underjordisk magma får søbunden til at slå revner. Men det var også på søens overflade, inde i det tæt omsluttede vulkankrater, der dengang som nu var indrammet af høje skrænter og tæt bevoksning, at grækerne og romerne lagde Karons færgerute. Den ældre, gråskæggede herre, der sejlede mellem de levendes og de dødes verden og sørgede for, at sjælene kom over helvedesfloden Acheron, som var forbundet med Averno-søens gule vandspejl.

På nedenstående illustration, hvor stederne fra den romerske digter Virgils Æneiden er plottet ind, ser man netop Averno-søen oppe til venstre, og lidt til højre for den, Stygia Palux – de stygiske sumpe – som igen er forbundet med et stort, underjordisk ocean. Æneas drog nemlig i værkets 6 sang ned til søen for at besøge sin afdøde fader i Hades.

Fra Wikipedia
Fra Wikipedia

Det er ingen tvivl om, at Dante kendte til Campi Flegrei, og højst sandsynligt selv har taget dets sceneri, der dengang henlå som et mennesketomt, stinkende månelandskab, i øjesyn. Dante var velbevandret i sine klassikere og et produkt af en tid, hvor Antikkens idealer om frihed og kunst var i fuld gang med at genetablere sig i Europa, og det må derfor have været et oplagt valg for ham at finde inspiration i sine antikke idolers topografi. Og det er da også Virgil selv, der tidligt i Den Guddommelige Komedie møder Dante, ”da han forvildet fra den sti, han ellers burde følge”, fortaber sig i en stor skov. Virgil dukker heldigvis frem fra buskadset og giver sig til kende, for derefter at føre Dante sikkert igennem helvedets og skærsildens uforglemmelige torturscener.

Den Guddommelige Komedie er ikke en komedie

Kender man hverken rammer for eller indholdet af Den guddommelige Komedie, kan det umiddelbart lyde som om, at det gigantiske værk, der udgør den første jeg-roman i verdenshistorien og med sine nøje detaljerede beskrivelser af de 3 dødsriger kommer til at ligge til grund for menneskets religiøse billedverden i renæssancen, er en, ja, komedie. Hvis ikke direkte humoristisk, så i hvert fald fuld af høvisk middelalder og romantisk lyrik. Men selvom Dante igennem værket længes efter sin ungdomskærlighed Beatrice og til sidst møder hende i paradis, er den Guddommelige Komedie langtfra noget, de skal grines af. Bogen er dødelig alvor og undfanget i et giftligt, politisk miljø i kølvandet på de mange stridigheder mellem pavestaten og de verdslige magthavere i 1300-tallets kulturelle centrum, Firenze.

På trods af en strålende karriere i det italienske high society-liv endte Dante nemlig sine dage i exil. Han havde støttet den forkerte fraktion under stridighederne og blev udvist fra sin fødeby med en senere dødsdom hængende over hovedet, i fald han nogensinde vendte tilbage til Firenze. Dante Alighieri skrev derfor på Komedien rundt omkring i de italienske byer, der tog imod ham, og hvor den knuste mand i lange perioder følte sig som en levende død. Men med pennen mod papiret fik han sig en genrejsning, der ikke kun har gjort ham verdensberømt, men også for altid har forbundet ham med landskabet omkring Campi Flegrei og de antikke digtere, der brugte det barske vulkanområde i deres mytologi.

 

Især Komediens Helvede bliver nemlig stedet, hvor Dante straffer de korrupte og fordærvede italienere, som med deres griskhed og vold havde forgiftet Firenzes åndsliv. Han er ikke sen til at nævne mange af dem ved navn på sin rejse igennem underverdenen, og Dante frydes åbenlyst ved at opleve sine værste fjenders lidelser i Helvedets floddelta: Først når han Acherons bredder sammen med Virgil, hvor han ved indgangen til dødsriget ser Karon brutalt vælte fordømte sjæle ned i sin båd. Senere krydser Dante floden Styx ved at sidde i kronen på flodens vogter, den gigantiske dæmon Phlegyas, som vader igennem det sorte klister fuld af kogende syndere. Den opmærksomme læser kan her ikke undgå at bemærke et sammenfald mellem navnene: Flegrei kommer af det græske ord flégo, som betyder ’brændende’ eller glødende’, mens Phlegeton i øvrigt var navnet på en af de 5 helvedesfloder i græsk mytologi.

 

Med Komediens brug af Campi Flegreis udseende og scenerier og med den antikke mytologi som topografisk løftestang er Dantes første sange i Helvede for mig et gribende eksempel på, hvordan et virkeligt landskab kan komme digtere og forfattere til undsætning i poesien. Især, når alle andre ting fejler, og kunsten må vende tilbage til naturens egne tableauer, for at få styrke nok til at give igen.

 

 

 

 

Napoli elsker Banksys ekstatiske Madonna

– og nu har de lokale dækket den verdensberømte graffiti i Piazza San Gerolimini over med glas for at beskytte den mod vandaliserende rivaler.

Pludselig en morgen var hun der – Bankys hvidklædte madonna, der svæver frem på en sort baggrund med sine gevandter baskende omkring sig, som befandt hun sig i en vindtunnel. Men det gør hun ikke, tværtimod. I løbet af natten har den verdensberømte, britiske graffiti-maler Banksy nemlig foreviget hende på en af de smuldrende husmure, der udgør Napolis tusindårige centrum, hvor forandringens briser sjældent når frem. Her synes tiden at stå helt stille i gyderne, ja nogle gange kan det endda virke som om den går baglæns, når den overvældende by bølger én i møde med helgenoptog, fandenivoldskhed og og besværgelser.

På trods af dette – og måske lige netop derfor – valgte Banksy at tage til Syditalien og spraye sin kunst på Napolis husmure. Idag udgør den omtalte Madonna det sidst overlevende kunstværk af den britiske kunstner på napolitansk jord. De øvrige er blevet malet over af vandaler og rivaler indenfor genren, der af ukendte grunde har villet slette Bankys bidrag til Napolis livlige gadekunst, og det har fået de lokale til at tage affære: således er madonnaen for nyligt blevet dækket til at et tykt lag glas, så det udsatte kunstværk ikke kommer til at lide samme tort. Jeg var i Napoli i sidste uge og ville som altid slå et smut forbi Piazza San Gerolomini for at nyde kunstværket. Og rygterne talte sandt: endnu svæver hun frem ud af mørket, med udslåede arme i en ekstatisk gestus og blikket vendt mod himlen og den sorte pistol, der hænger over hende som en glorie. Men nu gør hun det bag en vinduesramme, som en lille messingplade erklærer er blevet opsat på muren af det tilstødende pizzeria og Agostino ‘O Pazzo – ‘den skøre’.

Banksys inspiration virker åbenbar: få steder i Europa findes der en by, der som Napoli dyrker votiv-motivet og de religiøse symboler i gadebilledet. Overalt mødes man af improviserede altre og falmede malerier af madonnaer og helgener, der i århundreder har hængt ude i al vejrlig, og hvis beskyttelse de lokale endnu regner med, hvis man skal dømme efter de blafrende stearinlys og friske blomster foran tabernaklerne. Pistolen er en hentydning til den vold, der stadigvæk udgør Napolis skyggeside, men napolitanerne er vante til drama: deres egne madonnaer har i århundreder dryppet med blod og tårer, og Banksys provokerende udgave er i dén grad blevet adopteret af de lokale, som dag og nat hæger over kvinden i kjortlen.

Jeg har i hvert fald ikke noget imod den ekstra beskyttelse, som nu indeslutter Madonnaen i en tyk linse af glas. Både fordi den forhåbentligt kan skærme kunstværket mange år fremover, og fordi glasset på elegant vis symboliserer den fernis af kærlighed, der uundgåeligt lægger sig på overfladen af alle de særligt smukke ting, som vi mennesker omgiver os med.

 

 

HVORFOR TOG ALEISTER CROWLEY TIL CEFALU?

Forestil jer en midaldrende mand i turban, lepard-skind og troldmands-slåbrok gå ned ad hovedgaden i en fattig fiskerlandsby på Siciliens nordkyst med et følge af nøgne kvinder. Se for jeres indre blik, at nogle af dem har lænker om hænderne, og måske er bemalet med esoteriske slogans i farver, der kunne minde om størknet blod. Året er ikke 2016, men rettere 1920, og omkring dette sære optog står der italienere, der knap nok tror deres egne øjne, mens ligeså mange er flygtet indenfor, for at falde på knæ foran hjemmets krucifiks og slå korsets tegn.

Man har været bange ved synet. Få har forstået budskabet, som Crowley prøvede at sende, og endnu færrere har været upåvirkede af seancerne, der gentog sig hver uge i de 3 år, Crowley boede i Cefalu og fra et forfaldent bondehus i udkanten af byen prøvede at udbrede en ny verdenslære ved navn Thelemas Lære.

Men hvorfor lige Cefalu? Byen havde på det tidspunkt blot 6000 indbyggere – størstedelen af dem var analfabeter, mange led endnu af de både fysiske som psykiske skamferinger, som 1 verdenskrig havde pådraget Italien efter en 6 år lang krig, og blot 50 kilometer derfra glimrede Palermo. Sicilien var hyppigt forbundet med færge til Napoli og resten af et Europa, der var ved at rejse sig efter krigen og brølede derudaf – mest notorisk Paris, London og Berlin.

Crowley kendte alle disse boheme-byer og flere til – han var en berejst verdensmand, og havde set mere af kloden end de fleste på det tidspunkt, og det ville umiddelbart have givet mere mening for ham grundlægge et spiritum sanctum i en metropol.

Så hvorfor Cefalu? Det har jeg fundet flere bud på. Lad os som det første se, hvad Crowley selv afslører om sit valg: I selve The Magic Record, dagbogen, som Crowley fører som en obligatorisk del af sin uddannelse til magus, skriver han helt explicit, hvordan han den 1 marts kl 5.30 adspørger sit kinesiske hexagram I Ching om, hvor han skal tage hen og grundlægge sit tempel. Hexagrammet sige nej til både Marseille og Capri, men ja til Cefalu. I en parentes skriver han endda i dgabogen, som for at mane alle andre grunde i jorden: ”Det var udelukkende ifølge denne indikation at jeg tog til Cefalu – med dens mange konsekvenser. Og jeg gjorde det med vilje som en slags sandhedshandling, (side 98-99, TMR.), med et slags hånligt mod.”

Så langt, så godt. Det interessante ligger dog i, hvorfor Cefalù overhovedet dukkede op i Crowleys bevidsthed, som et valg. Marseilles kendte Crowley udmærket i forvejen, og fremstår som en åbenlys mulighed: Han havde før boet og udført magi der, mens Capri på linje med Cefalu virker som et spøjst valg. I 20’erne nød øen i Napoli-bugten endnu ikke den berømmelse, som den skulle få i efterkrigstiden, hvor først filmstjerner og behemer og siden velhavende charterturister frekventerede det lille paradis. Både Capri og Cefalú lå dog på den rute, som rige borgere og adelsmænd tog ned igennem Europa og 17- og 1800-tallet som en slags dannelses-etape, og herigennem må den belæste Crowley også være stødt på byens navn.

At Aleister, parallelt med sin boheme-livsstil og sin åbenlyse dyrkelse af jordiske fristelser, konstant befandt sig i et åndeligt univers med helt andre myter og inventarlister, end os almindelige dødelige kender til, spiller også en rolle. Protokoller, der ifølge en gængs, vestlig tankegang ikke gav mening, men tjente som universelle rettesnore for dem, der dyrkede den esoteriske livsstil. Ifølge visse okkulte lærebøger skulle der nemlig i Europa være nogle særlige, magiske koordinater, på hvis skæringspunkter jordens og universetets kraft er særligt stærk. Det er fremsagt at netop Capri og Cefalu skulle befinde sig sådanne steder på kloden, og at denne viden var incitamentet til Crowleys grundlæggende interesse i begge steder.

Indtil videre er disse faktorer om Crowleys valg af Cefalus som steder, hvor han ville grundlægge sit spiritum sanctum, i spil: hexagrammets udpegning, Cefalu som allerede kendt kunstner-destination, og en særlig, okkult viden om det Europæiske kontinents energi-baner.

Jeg tror, at den endelige konklusion beror på en syntese af dem alle.