Syditalienske vidundere: Manden, faderen, ridderen og patriarken

Den syditalienske mands hjerte er gjort af et sjældent stof, jeg har selv set det, selv mærket det. Min italienske sproglærer i Salerno sagde det lige ud, da vi engang talte om kulturelle forskelle: ”den syditalienske mands hjerte er større end de flestes”, og hun forkyndte det med en alvor, der dengang forbløffede mig.

Nu hvor årene er løbet igennem tidens store sandur ved jeg naturligvis, at det er sådan: at den syditalienske mands hjerte svulmer og oftere end andres løber over at følelser. Jeg ved at denne påstand er stik imod den fordom, der generelt florerer om italienske mænd. Men hvor påstande jo blot beror på ubegrundede ytringer, hviler min fortælling på et grundfjeld af fakta.

I årtier har jeg studeret ham, både som partner, svigerfar, patriark, vejviser og fortrolig. Og selvom det nu er mange år siden, at jeg var fast bosat i Salerno, er det den samme hengivenhed, der rammer mig, når jeg sætter fod i de syditalienske regioner og møder ham ansigt til ansigt. Det er gensynet med det maskuline, ligestillede blik, der i årtusinder har aflæst de rejsende på sin vej, det er den medmenneskelige konstatering af at jeg eksisterer i et andet menneskes verden og en almengyldig anerkendelse af, at vi lever i den samme virkelighed, blottet for fordomme og køn.

Mandekærlighed på åben gade

Med den syditalienske mand ved sin side er man aldrig alene, aldrig usynlig. For ja, han føler vitterligt mere end de fleste i synergi med det nedarvede, social system, der igennem generationer har pålagt ham ansvaret for familien: det er synet af fædrene på gaden, der spontant overkysser børnenes kinder og hinandens, det er broderen, der som den førstefødte overtager den skrantende familieforretning for ikke at skuffe og såre, det er mindet om min syditalienske ekskæreste, der engang lod tårerne dryppe spontant ved mindet om sin killing Leo, som ikke ville tage imod kattemodermælk. Er der smerte i familien vil en syditaliensk mand altid være den bedste trøster. Som dengang jeg fortalte en kollega at min mor lå på operationsbordet, og han som det naturligste i verden lod mig begrave min snotnæse i sin cashmere-sweater.

Det anatomiske studie af mandens hjerte

Selv den nyeste forskning indenfor menneskets fysiognomi interesserer sig for den syditalienske mands svulmende hjerte. I en hvælvet kælder et par meter under Napolis fortov befinder der sig to, menneskelige silhuetter så mystiske, at de i århundreder er blevet kaldt for ’anatomiske maskiner’. Egentlig udgør de et kuriøst appendix til adressens suverænt mest berømte attraktion, nemlig Den tilslørede Kristus’, der oppe i stueetagen ligger stedt til hvile i midten af den minimale Cappella Sansepolcro-kirke med sit liglagen så mesterligt udhugget i marmor, at gæster selv i dag må række ud efter profetens ansigt under klædet for at forvisse sig om, at det vitterligt er af sten, og ikke silke.

Alligevel udgør et møde med de to avatar-agtige figurer i fuld menneskestørrelse et uforglemmeligt klimaks på en anderledes form for rejse, som de står der ret op og ned i deres glasmontrer og iagttager én med deres kraniesmil.

’De anatomiske maskiner’ var i 2014 stadig en af Napolis største mysterier, for ingen havde indtil da evnet at gennemskue metoden med hvilken Fyrst Raimondo di Sangro i sidste halvdel af 1700-tallet så effektivt havde balsameret hvad der ifølge rygtet var 2 lokale tjenere fra hans egen husholdning, en mand og en kvinde, fra hvilke han pertentligt havde fjernet hele deres kardiovaskulære system. Netværket af alt fra store arterier til minimale blodårer opløb sig i adskillige meter af violette tråde, som fyrsten og hans videnskabsmænd evnede at bevare og sidenhen hænge op på de to skeletter, der nu står i kirkekrypten, som var de brynjer af ståltråd. For Raimondo di Sangro var en af Napolis største excentrikere, der elskede at lege med det morbide og til stor morskab for byens bedre borgerskab opfandt dampmaskineagtige både, fyrværkeri og kuriøse medikamenter. Så hvorfor skulle han ikke også have fundet en metode, der på så forbløffende effektiv måde kunne bevare noget så skrøbeligt som et komplet, menneskeligt kredsløb?

I 2014 samledes forskere og hjerte-eksperter imidlertid sig om de to, anatomiske maskiner og kunne gennem diverse prøver endelig konkludere, at blodårene var rekonstruerede, og ikke lavet af menneskeligt materiale. Og jeg tror dem på deres ord. For den syditalienske mands hjerte er som sagt gjort af noget særligt, skønt organet hos de fleste blot er på størrelse med en knyttet hånd og vejer omkring 300 gram.

En syditaliensk mand står aldrig – han poserer

Men der er også andre vidundere, der knytter sig til den syditalienske mands fysiognomi: for eksempel bliver jeg aldrig træt af at observere hans krop i det offentlige rum. For en syditaliensk mand står aldrig ret op og ned, for blot at stå. Han poserer. Opad lygtepæle, hjørner, biler, døre. Og denne stationære form for catwalk udgør en helt særlig kategori, når han læner sig opad en anden syditaliensk mand. En favorit-stilling er at lægge sin ene arm op på den andens skulder, og bøje knæet på det modsatte ben ud til siden, gerne med den overskyende hånd i hoften, så han fylder så meget som muligt i gadebilledet, og ligner et fastfrossent balletspring, lige inden danseren letter. Ingen stilling er spontan, alt er koreografi i følelsernes vold, ligesom de kærtegn, der så ofte udveksles mellem syditalienske mænd, og målrettes kinder, hager og pande, til glæde for vores andres blik for det teatralske.

Det skulpturelle krop i kunsten

Den syditalienske mand har da også et imponerende arsenal af monumentale forbilleder at trække på, der igennem årtusinder har dikteret det syditalienske kropsideal for tidens mand: De syditalienske regioner indeholder en perlerække af verdensberømte silhuetter fra kunstens verden, hvor alt fra muskelsvulmende giganter til bly ynglinge fremstiller mandekroppen som et tempel, der skal stilles til skue:

tag for eksempel de to 2500 år gamle og knap 2 meter høje bronzestatuer, der i 1972 blev bjærget fra havbunden udfor havnebyen Riace Marina i Calabria. Statuerne regnes for at være blandt verdens bedst bevarede bronzefigurer fra det antikke Grækenland, og kroppene er lydefrie og skabt af en kunstner, som har evnet at overføre en særlig, kødelig elasticitet til det ellers hårde materiale.

Bronestatuerne fra Riace, der nu befinder sig på det arkæologiske museum i Reggio Calabria. Wikipedia.
Bronestatuerne fra Riace, der nu befinder sig på det arkæologiske museum i Reggio Calabria. Wikipedia.

Det samme kan siges om Den Dansende Satyr, der også blev trukket op af Middelhavet udfor den sydsicilianske by Mazara del Vallo i 1997, og hvis vridende krop i dag kan beskues i det lokale museum. Af samme kvalitet er den noget mindre, men af historisk betydning langtfra klejne faun, der griber efter himlen og selv efter vulkankatastrofen i år 72 endnu pryder atriummet i Faunens Hus i Pompei.

Fatter fikser alt

Langtfra alle syditalienske mænd kan prale af at have de samme, atletiske kroppe, som fortidens forbilleder. Alligevel fylder de i landskabet. I det familiære, hvor man sydpå endnu aner silhuetten af den klassiske, italienske patriark, der engang vågede over sin familie, og hvis forsvinden i moderniseringens navn ikke kun begrædes af de nostalgiske. Mod syd kan man stadig finde ham for enden af spisebordet, hvor han sørger for at maden fordeles ligeligt, og at alle er til stede. Det er ham, der møder op på kommunekontoret og slidsomt sørger for en anbefaling fra en fjern, indflydelsesrig onkel, når bureaukratiet forstener og tilladelserne ikke kommer. Og han har en hær af unavngivne venner på den lokale piazza, der ofte involveres i spørgsmål om stort og småt, og med hvem han gerne tilbagelægger kilometervis af diskussioner på hovedgaden, hvor han animeret vender verdenssituationen og sin families kvaler.

Han fylder i det erotiske, hvor hans kærtegn af og til kan være så indfølte og intuitive, at de minder om en kvindes. Og i det offentlige rum, hvor han agerer tidløs ridder. Utallige er de gange, hvor jeg er draget igennem et syditaliensk landskab, og har spurgt en mand efter vej. Næst efter en gammel morlil er de bedste hjælpere nemlig en klynge syditalienske mænd,  den slags grupper, der siden tidernes morgen har fyldt de lokale piazza’er som dansende, heliumfyldte balloner af maskuline ressourcer, og synes strategisk placeret for netop at hjælpe en fortabt sjæl videre.

På besøg i en siciliansk beduinlejr

Engang tog jeg en umulig vej gennem Siciliens centrum for sammen med en dansk veninde at nå Castello di Pietratagliata, der endnu står ret op og ned som en brækket tand i baglandet omkring byerne Enna og Piazza Armerina. Slottet fungerede siden normannertiden som livsvigtig bavne,  der som et pulsslag i en lang række af forbundne fæstninger kunne kommunikere krig, nød og fred ved at lade et bål flamme op på landskabets højeste punkt.

Ruten dertil var dog så strabadserende, at vejene end ikke var tegnet ind på google. Vi holdt en vandingspause i en sval by navn Aidone, der var sidste, civiliserede stop inden ruinen, men jeg havde brug for vejledning. Den kom i overdådighed fra et improviseret plastiktelt, der lå midt  på hovedpiazzaen og i det skarpe middagslys lignede en beduinlejr udenfor tid og sted. Den rummede imidlertid en forbløffende veludstyret kaffebar, hvis indre myldrede af førsteklasses fuldblodseksemplarer af den syditalienske manderace.

Den ridderlige vejviser

Knapt havde jeg og min veninde stukket hovederne ind i teltet, før en tyk, men elegant manicureret finger blev boret ned i de sørgelige rester af mit michelinkort. Den var landet oveni et grønt felt langtfra det sted, hvor jeg egentlig troede, at bavnen befandt sig: ”Du kommer aldrig derud uden hjælp. Nu kalder vi på Antonio”, lød en mandestemme, og imens jeg blev beværtet med espresso, blev Antonio tilkaldt af et råbekor aktiveret fra baren, der bar budskabet videre til pladsen, som igen blev videregivet til gaderne længere væk. I løbet af et par minutter skred Antonio ind i teltet, og de ophidsede stemmer, der beskæftigede sig med mit problem, blev ved et trylleslag formindsket til mumleri ned i espressokoppernes porcelæn.

Antonio lænede sig roligt mod kaffebarens kant og tog mit kort i øjesyn. Tålmodigt prøvede han at forklare mig den bedste vej til ruinen, akkompagneret af rigelige formaninger om jordskred, floder og eroderede veje, der ville udgøre forhindringer for mit forehavende. Men da han så mig tøve et kort øjeblik, var det overbevisning nok: ”Jeg kører dig og din veninde derud. Ville i være utrygge ved det?” Vi rystede på hovedet. Og heldigvis for det, for Antonio brugte derefter 2 stive timer af sin uforklarligt elastiske fritid til at køre os til verdens ende, og tilbage igen. På turen nåede vi Pietratagliata, og synet af bavnen og dalen, der var dyb som et enormt, omvendt syltetøjsglas og gennemfløjet af rovfugle, blev et af højdepunkterne på min Sicilienstur.

Fra slottet Pietratagliata har man udsigt til den dybe dal mellem Aidone og Raddusa.
Fra slottet Pietratagliata har man udsigt til den dybe dal mellem Aidone og Raddusa.

Bagefter kørte han os tilbage og satte os af ved sin yndlingsrestaurant, hvor kokkefamilien tydeligvis kendte ham. ”Nå, Antonio, har du hjulpet de to søde piger godt på vej?” Jeg forventede at finde skælmskhed i deres blikke, men i stedet var de fulde af taknemmelighed. Det viste sig nemlig at to turister sidste år havde forvildet sig i retning af Pietratagliata og var blevet så meget væk, at man måtte alarmere en helikopter, der til sidst fandt de tabte sjæle et sted på halvvejen.

Verdens smukkeste kompliment

Det er blandt andet til den syditalienske mand, at mit håb henrinder, når jeg funderer over verdens fortrædeligheder. Når kloden brænder af populisme, klimakatastrofer og alt for høje temperaturer, vender jeg tilbage til det nære, til det altruistiske standpunkt om, at vi alle i bund og grund vil hinanden det godt, trods alt. Som dengang, jeg kom gående henad strøget i Salerno, med en stor buket blomster i favnen. Den var købt for at muntre min syge svigermor op, og på vejen tiltrak jeg og den enorme buket duftende liljer, roser og tulipaner en del opmærksomhed. Folk vendte sig op, nogle stoppede i bilerne for at nyde farverne, og roste mig med tilråb for valget af sorter. Og smukkest blev det, da en ældre mand tog sit hat af, bukkede med et lille knæfald, og gav mig mit livs kompliment: ”Quel mazzo di fiori é degno di te – den buket blomster er dig værdig.”

Hovedillustration: motorcykelkøreren Giacomo Agostini, Wikipedia.

Sommerferie 2018: skal du prøve at bo på et albergo diffuso?

Syditaliens mange gamle, forladte huse har i det seneste årti fået et nyt, forbløffende liv takket være ‘diffuso’-begrebet, som faktisk er ærke-italiensk: det blev ‘opfundet i de tidlige 1980’ere af Giancarlo dell’Ala, men er ved lynets hast ved at sprede sig til lande som Kroatien og Schweiz.

Idéen er at man istedet for at bygge nye hoteller udnytter eksisterende kvadratmetre i den gamle boligmasse, som ellers ville være blevet revet ned, renovererer dem og bruger dem som hotelværelser. Albergo diffuso betyder et ‘spredt hotel’, for mange af de gamle stenhuse er så små, at  der slet ikke er plads til et helt hotel i de små rum, men et, måske to, lækre værelser med eget bad og toilet.

Derefter slår man de renoverede småhuse sammen under ét hotel, hvis reception og morgenmadsrestaurant også ligger et helt andet sted. Resultatet er et dynamisk lokalområde, der ellers ville have ligget øde hen, men hvor der atter er mennesker i gaderne, som går på opdagelse og køber ind i de lokale butikker. Denne måde at bo på er blevet overmåde populær og appelerer godt til den rejsende i Syditalien, som holder af at blive en del af det sted, de bor.

Måske er denne rejseform noget for dig? Den gør i hvert fald at man kommer steder, man aldrig ville have set, og giver en stemning af nærhed og tryghed, fordi man lynhurtigt kommer i kontakt med de lokale. Jeg har selv boet på to ret fantastiske alberghi diffusi, som jeg klart kan anbefale. De kommer her:

Albergo Mannois ved Sardiniens blinkende hav

Da albergo diffuso-konceptet blev født i den nordøstlige region Alto Adige, var Sardinien den første, syditalienske region til at følge trop i 1996. Begrebet har vist sig at være en bæredygtig måde at drive hotel på i øens små landsbyer, og i 2010 tog den unge Emanuele Mannois springet og åbnede Albergo Mannois i Orosei 20 km fra Nuoro. Orosei ligger få kilometer fra den blinkende bugt af samme navn, og højt oppe på et plateau er der en fejende udsigt udover hele det nordøstlige Sopramonte-massiv. Udgangspunktet for Emanueles hotel er en 200 år gammel gård, hvor man finder receptionen. resten af værelserne er spredt rundt i den gamle bydel og er i tip-top-stand. Du kan finde stedet her.

Albergo Sextantio på Abruzzos tag

Man tror det er løgn, når man kører igennem den øde, abruzzesiske højslette og pludselig ankommer til landsbyen Santo Stefano di Sessanio, der ligger på sin helt egen bjergtop i et månelandskab af sten og klipper. Men skulle tro man var med i en film, og faktisk er mange amerikanske eventyrfilm blevet optaget heromkring. Santo Stefano di Sessanio er delvist blevet genopbygget efter et voldsomt jordskælv, og forfaldet bidrager til stemningen i en mini-samfund, som rigmanden Daniele Kilgren faldt for på en rejse, og besluttede at genopbygge. Han ville ikke tillade stedet at gå til grunde og købte derfor mange af de små huse, og satte dem i stand på luksusniveau. Idag kan man opleve resultatet på egen krop ved at tjekke ind i sit eget byhus, hvor svalerederne under spærrene er blevet bibeholdt, ligesom de rå vægge og de skæve møbler. Virkelig en speciel oplevelse, som du kan se på billedet, der indleder denne artikel! Besøg stedet her.

Foto: Albergo Sextantio

 

 

 

 

Sådan rejser du bæredygtigt i Syditalien

Politiet giver bøder på tusindvis af kroner når turister bader i Trevi-fontænen eller klatrer rundt på monumenterne i Firenze, Venedig og Rom. Mange italienere er ser desperate til overfor den tiltagende strøm af besøgende udefra, der negligerer de universelle regler om god opførsel, og nu står Syditalien for tur. Læs med her, hvis du vil have tips til hvordan man som ansvarlig rejsende bedst muligt skåner de syditalienske regioner.

Hver højsæson kommer der millioner af turister til Italien, og især Sicilien, Sardinien og Puglia boomer som syditalienske destinationer i 2018. Skønt turistflowet langtfra er så massivt som i de klassiske turistbyer mod nord, har Syditalien oplevet en markant, procentvis stigning, og med god grund: her er billigere, her er åbne vidder og en særegen italiensk stemning, men nogle steder er man desværre også begyndt at mærke bagsiden af medaljen: sidste år måtte lufthavnene på Sardinien for eksempel beslaglægge tonsvis af sand, som turisterne havde taget med sig hjem i deres kufferter fra øens berømte strande uden at tænke på, at sandet er tusindvis af år om at blive gendannet, og at de ofte ret små strande hurtigt kan blive helt tømt for sine bløde klitter.

5 ekstra tips til den ansvarlige turist

Heldigvis er det langtfra alle rejsende i Syditalien, der opfører sig sådan: danskere, der rejser sydpå søger ofte et helt andet Italien end det i nord, og er ganske ansvarlige og bevidste om landskabernes skrøbelighed. Alligevel er det altid godt at rejse ud med par ekstra tips i baghånden – i miljøets, klimaets og lokaløkonomiens navn:

1:  Rejs væk fra de pressede områder – og udenfor sæsonen

Med ganske få ændringer kan man gøre en stor forskel som turist i Syditalien. Turismen anses af mange dernede som det store guldæg, og rundt omkring udenfor alfarvej spirer det med B&Bs og lokale turistkontorer, der lægger sig i selen for at tiltrække besøgende.  Ved at søge lidt væk fra de gængse destinationer kan man på den måde få uforglemmelige oplevelser til en meget billigere penge – et eksempel: på Sicilien har byen og områderne omkring Taormina længe været en magnet for masseturisme, men de mange mennesker slider også markant på landskabet. Vil man gerne være nær østkysten og Etna kan det i stedet betale sig at besøge de små fiskerbyer Aci Castello og Acireale, eller endnu bedre: bo i nogle af de små og lækre landsbyer i Nebrodi-parken mod nord. En anden turistmagnet er Cefalu, som helt klart bør besøges – men måske med base i alpebyen Castelbuono i baglandet, der er langt roligere?

En anke mod at udforske de mindre kendte byer i Syditalien er for mange prisen. Og ja, måske kan man ikke direkte købe en pakkerejse, men den tid man bruger på at planlægge turen selv får man igen i form af billigere måltider, billigere hoteller/B&Bs og uforglemmelige oplevelser. Især hvis du rejser i perioden marts-maj, eller sep-okt, hvor vejret endnu er godt, og højsæsonen ovre.

2: gå i dybden i dit lokalområde – udvalget er større end du tror

Mange af Syditaliens landsbyer og naturområder er skattekister af store og små oplevelser. Måske er der ikke grund til at rejse langt hver dag for at besøge de klassiske attraktioner? Gå istedet lidt ned i gear. En ferie kan sagtens udspille sig omkring den lokale piazza, hvor man bor, på en nyopdaget stamcafé, eller på et marked. Og syditalien er så fuld af historie at selv de mindste flækker huser ruiner, slotte og gamle kirker, der på et eller andet tidspunkt har spillet en vigtig rolle for den lokale identitet.

De mest overraskende steder er der også begyndt at skyde hoteller op, der markedsfører sig ved at have en bæredygtig forretning. Det er især agriturismo’er, hvor man er mere eller mindre selvforsynende med råvarer, og i såkaldte ‘diffuso’ B&Bs, hvor man renoverer forfaldne huse i byerne og genåbner dem som lejligheder for turister, istedet for at bygge nyt. Flere restauranter skilter også med en 0-kilometers politik, der betyder, at  råvarerne dyrkes så tæt som muligt på spisestedet.

3: prøv en tur med bussen

Syditalien er lettest at besøge i bil. Alligevel kan det være underholdende at lade bilen stå en dag, og prøve en tur med den lokale bus. Vil man længere væk er de store, blå busser, som væver byerne i de sydtalienske regioner sammen, værd at prøve. De finder i hver region og hedder SITA, se www.sitabus.it og www.sitasudtrasporti.it . Alt efter region bliver tjenesten ofte varetaget af forskellige, private selskaber. Spørg for eksempel der hvor du bor. Busserne har deres egen, faste holdeplads i de fleste store byer, og chaufførerne er generelt vidende om de lokale forhold og meget hjælpsomme.

4: tag med en lokal guide

Den syditalienske natur er grandios og vild. Af samme grund bør den besøges med respekt. Hvert år ødelægger turister naturen eller bliver væk, når de forvilder sig ind i Syditaliens smukke natur og forlader de gængse ruter. Den bedste løsning er at hyre en lokal guide, der kender sit territorie. Mange syditalienere elsker at vise folk rundt – de er stolte af deres lokalområde, og ved meget. Især ved de, hvordan man finder rundt, og hvad man skal lægge mærke til. Spørg gerne hos din vært, om de kender en lokal guide. Mange steder findes der private bureauer, der laver vandreture, hiking, cykling og sejlads med turister.

5: spørg altid én gang for meget end én gang for lidt

Vær ikke bange for at tage kontakt, hvis du er i tvivl om noget. Det er naturligvis lettere at gøre og sige, hvis man kan italiensk, men selv med lidt engelsk og lidt oprigtig interesse kan man få god kontakt med syditalienerne, som ofte elsker at kommunikere og fortælle. Ved at spørge sig frem undgår man misforståelser og viser respekt, og kontakten kan lede til overraskelser. Måske bliver man inviteret med til bords, eller måske bliver man venligt ledsaget til det sted, man leder efter? Et emne kan for eksempel være affaldssortering. Flere steder er man begyndt at sortere sit affald i Syditalien, og det er god stil at gøre det samme, når man lejer en lejlighed, der er omfattet af sorteringsreglerne.

Foto: Evan Erickson, wikipedia

En dør i døren i Napoli

Overalt i Syditalien finder man husporte, men intet andet sted end i Napoli vokser de sig så enorme, at de synes groteske i forhold til resten af gadebilledet og udgør Alice-i-eventyrland-ragtige tableauer, hvor nøgler drejer i en dør i døren, og mennesker forsvinder for at vende ændrede tilbage.

Det var under spaniernes dominans i Syditalien at de gigantiske ’portoni’ blev en del af byernes fysiognomi, og med det nye herrefolk fik hele landsdelen et nyt, energisk pulsslag, der fra 1600-tallet og frem bibeholdt samfundet i en feudal skruestik, men samtidigt pumpede moderne koncepter som industri, kapitalisme, sanitet og hygiejne rundt i alle hjørner af sydens gamle krop.

Napoli blev centrum for kongen og det nye, spanske aristokrati, der opførte pragthuse støttet af giganter med spændte blomkålsmuskler langs Via Toledo, i det historiske centrum, der endnu i dag har bibeholdt sit 2000-årige, græske vejnet, og i Sanità-kvarteret, som dengang blev anlagt lige udenfor byporten i den sundere luft – deraf navnet, ’det rene sted’.

Her blandt kvarterets absolutte forfald befinder der sig endnu et af byens smukkeste huse fra dengang, nemlig Il Palazzo dello Spagnolo, hvis åbne, dobbelte trappesystem gentages i flere af Napolis fornemste komplekser. Her kunne husets beboere møde omverdenen og hinanden i trappernes finurlige hjørner i en arkitektur, der på perfekt vis imødekom napolitanernes forkærlighed for teatralsk iscenesættelse.

Disse huse skulle naturligvis have et passende indgangsparti, og gigantiske porte ud til gaden blev opført i deres ære. Mange af dørene havde rundede isser, så de passede ind i de buede, murede portåbninger. De blev lavet i massivt tømmer, som blev fragtet hertil fra baglandets tætte skove, men variationer over temaet var også tilladte: således blev en hær af smede sat i værk for at bøje halvmåner af jern, der kunne udfylde det øverste parti, i fald at døren skulle være firkantet.

Det har i dag gjort Napoli til en by med hundredevis af glorier, der stråler fra portåbningernes isser og igennem deres filigran giver kig til baggårdenes skygge.

Det er som om der er igennem tidens store sandur er gået en logik tabt siden man opførte disse enorme dørpartier. Dels synes de unødvendigt høje – ja helt op til 6 meter i huse, der ikke engang virker særlig fornemme og har så få etager, at nogle af husenes porte når helt op til taget.

Historikere har forsøgt at forklare deres højde udfra størrelsen på de spanske vicekongers hestevogne, der fuldt udstyret med kæmpehjul, kuske og strudsefjer fyldte godt i gadebilledet, og krævede både højde og drøjde omkring sig for at kunne svinge fra gaden og ind i baggården uden at tage for meget af farten.

Men hvis det er korrekt, hvordan kan det så være, at mange af de samme porte samtidigt er markant smalle, og de tilstødende gader ofte så trange, at der kun er få meter over til nabohuset på den anden side? Det virker som et optisk bedrag af dimensioner, der højst ville tillade en ponyjumpe at komme helskinnet gennem et sådan sving.

Disse gigantiske porte vedbliver med at fascinerer mig, især på grund af deres lille, indbyggede dør, der virker tilfældigt udskåret i den venstre træfløj, som om nogen havde trukket nogle uvilkårlige linjer henover tømmeret med en blyant, og derefter begyndt at save en firkant i overfladen.  Det er naturligvis den dør, man benytter i hverdagen, så porten ikke skal svinges op i hele sin radius hver gang nogen skal ind og ud. Men for mig virker den med mere som en mystisk faldlem ind til en anden verden, end en egentlig dør.

Fornemmelsen forstærkes af det faktum, at dørens nedre kant ikke flugter med gaden, for døren udgør et regulært hul i den oprindelige port, så man skal løfte fødderne adskillige centimeter over et slags panel, for at komme ind. Der er ej heller noget håndtag at tage fat i. I stedet kommer man ind ved at sætte en meget lille nøgle i mini-dørens eget nøglehul, dreje, så låsen går op, og presse, indtil det massive stykke tømmer lader én falde indad.

Hver gang jeg bevæger mig ind og ud af disse miniaturedøre, der ofte kun er en meter høje og derfor byder deres betvingere at bøje i både knæ og nakke ved gennemtrængningen, kommer jeg til at tænke på en gammel Carl Barks-historie. Anders And og Onkel Joachim er på besøg hos en rig farmer ude på den amerikanske prærie, og da de ankommer til hans gård, skal de ind ad en enorm dør. Anders spørger: ”Hvorfor er din hoveddør så stor?”. Farmeren svarer: ”Fordi dem der besøger mig altid er så høje i hatten”. Joachim og Anders får derefter en rundvisning på bedriften, og farmeren viser dem ind i en lagerhal, hvor hver sæk indeholder én gigantisk kartoffel. På et tidspunkt går den lille gruppe tegneseriefigurer forbi en grusvej, der er pløjet så voldsomt op, at der ligger store bunker jord langs dens sider. ”Hvad er der dog sket her”, spørger Ander bekymret, og får det svar, at farmeren har så mange mænd, at de blot ved én ridetur på vejen har forårsaget erosionen. Tilsidst er rundturen færdig, og Anders peger på en lille udgangsdør, som han knapt selv kan komme ud af. ”Hvorfor er den der dør så lille”, spørger han farmeren, der svarer: ”Det er fordi folk bliver så små, når de har set min bedrift.”

Det er naturligvis umuligt at vide, hvad de syditalienske baggårde gemmer, men når man presser sig ind igennem den lodrette faldlem, bør man vente sig alt: oppustelige svømmepøle, skrottede scootere, Madonna-altre og selv levn fra de samme spaniere, der i sin tid opførte disse boliger. Jeg husker for eksempel hvordan jeg en aften gik henover rådhuspladsen i Siracusa og oplevede et surrealistisk drømmesyn. Porten ind til kommunens baggård stod nemlig åben, og blandt embedsmændenes sodede biler stod en barokkaret parkeret, komplet med røde silkepuder og seletøj til et imaginært hestespand, som om dyrene lige var blevet spændt af og ført i stald. Portneren vinkede mig nærmere, da hun så min undren, og forklarede at den 400 år gamle vogn havde tilhørt Siciliens spanske vicekonge. Nu stod den her, det kunne den ligeså vel som på et museum.

Jeg kan godt lide at forestille mig hvordan de små døre egentlig er en genialitet udtænkt af en særlig sensitiv arkitekt, som kendte til baggårdenes mysterier. Sandt er det at man bag de enorme porte kan finde så forunderlige ting, at man må bøje sig i ydmyghed på vejen ud.

(Fotos: fra Wikipedia, Pinotto999)

 

 

 

 

 

TUREN GÅR SNART TIL NAPOLI – OG DISSE BØGER SKAL JEG HAVE MED HJEM:

Den 9 april tager jeg til Napoli – jeg skal nemlig opdatere Turen Går Til Napoli og Syditalien, men jeg misser aldrig muligheden for at købe bøger med hjem, der på én eller anden måde kan kaste nyt lys på det syditalien, som jeg elsker. Hvis du selv mangler lidt inspiration til bøger om Syditalien, så kig lige med her på top 3 på min aktuelle bogindkøbsliste:

L’arminuta af Donatella Di Pietrantonio

Det er Abruzzo som agerer kulisse i denne prisbelønnede roman fra 2017, som Donatella di Pietrantonio har skrevet om en kvinde, der vender hjem til sin barndoms lanlarminutadsby. ‘L’Arminuta’ er netop abruzzesisk for ‘den tilbagevendte’, og handler om moderskab, det kropslige, familiebånd og tilknytning. Jeg glæder mig til at læse den og i tankerne vende tilbage til de bjerglandsbyer, som Abruzzo er så fuld af.

 

La pelle af Curzio Malaparte

her har vi at gøre med en rigtig Napoli-klassiker, der udspiller sig i 1943 dengang de allierede ankom til byen efter flere år i fascismens greb. Vi lærer om ‘Napolis 4 dage’, da befolkningen tog sagen i egen hånd og jagede både tyskere og fascister på porten. Det er både en historie om Napoli, Italien og Europa i tiden efter 2 verdenskrig, og denne sætning fra værket siger det perfekt: “Hvad forventer i at finde i London, Paris eller Wien? I vil finde Napoli. Det er Europas skæbne at blive til Napoli.”

la pelle

Made in Naples af Angelo Forgione

– hvordan Napoli har civiliseret Europa. Hvis du kunne tænke dig et anderledes, historisk perspektiv på hvor vigtig Napoli har været for den vestlige civilisations udvikling, så bør du læse denne bog. Ifølge Forgione var det nemlig i Napoli, at man allerede i 17-og 1800tallet opfandt mange af de samfundsmæssige begreber, som vi idag tager for givet, såsom sanitet, bankkonti, cafeér, affaldssortering, lighed for loven, pengesedler, etc.

made in naples

Syditalienske vidundere: S’accabadora – Sardiniens dødsengel

”Jeg har hjulpet en mand med at dø, det er Gud, der har givet mig denne opgave, og mit seneste indgreb skete for blot et par måneders tid siden”, fortæller en 80-årig morlil i 2003 til en overrasket præst.

Begge sidder de i en skriftestol i landsbyen Luras på toppen af et stålgråt granitplateau, der i århundreder har tilbudt Luras’ indbyggere en fejende udsigt udover Limbara-bjergene. Her i det nordlige Sardinien mødes kontrasterne voldsommere end noget andet sted på øen: blot 30 kilometer mod øst breder chikke luksushoteller i pseudo-middelhavsstil sig langs Costa Smeralda, og katamaraner bringer jetsettere frem og tilbage i den forblæste Maddalena-skærgård.

Bådene ligner rokker med udspilede maver som de glider afsted ude på havet – monstre fra en svunden tid, der dukker frem af bølgerne med solens og turisternes komme.

Hende der afslutter

De er dog intet at regne overfor den nødvendige monstrøsitet, som det sardiske bagland har fostret igennem tusindvis af år. Præstens vidneudsagn om den skriftende kvinde i Luras er den hidtil yngste dokumentation af en ældgammel praksis, hvor særlige kvinder hjælper uhelbredeligt syge med at dø, og mens denne form for aktiv dødshjælp i dag kan virke makaber, har det været den mest humane løsning, når fattige, sardiske pårørende har villet gøre ende på et familiemedlems lidelser.

S’accabadora er hendes navn, og betyder ’hende, der afslutter’. Med et præcist hammerslag på den døendes kranium bringer kvinden lettelse i det sørgende hjem, og mens ’sa femmina accabadora’ i dag mest anses som et kuriosum, der tilhører fortiden, bevidner den 80-åriges udsagn, at hun stadigvæk findes i Sardiniens ufremkommelige indre.

Et sted, som romerne for 2000 år siden døbte ’barbarernes land’, og hvor det energiske herrefolk på trods af sin effektive krigsmaskine aldrig rigtig formåede at trænge ind. I dag er La Barbagia og øens isolerede bjergsamfund stadig tidslommer, hvor unævnelige ting sker. Ikke på grund af deres voldsomhed, men nærmere fordi de er så forunderlige, at de ofte ikke lader sig forklare.

For hvor starter og ender historien om S’accabadora?

De første nedskrevne kilder går tilbage til 1700-tallet, hvor en lokal jesuittermunk skrev personlige hyldestdigte om s’accabadora, og hundrede år senere nedfældede undrende udlændinge, der var på rejse på øen, flere historier om Sardiniens gådefulde dødsengel. Den lokale fattigmandspræst Pietro Calvisi fra hyrdebyen Bitti levede i starten af 1900tallet og skrev i sine memoirer:

”I Bitti, omkring år 1906, oplevede jeg følgende: I et hjem tæt på mit eget hus lå der et barn, som havde haft stærke smerter i mere end 3 dage. Pludselig dukkede en kone med et hårdt og energisk udseende op i hjemmet og præsenterede sig for den døendes mor. Hun var høj og indtørret. Den gamle tilbød moderen at forkorte barnets lidelser.”

Et vidnesbyrd fra 1943 lyder: ”Kvinden med træhammeren har ramt personen lige i panden, som lå i sengen.”

Historikere og antropologer er enige om at s’accabadoras oprindelse fortaber sig i fortiden, men der er ingen tvivl om at hun er lige så gammel som de hedenske ritualer, der hvert år resulterer i sære karnevaller overalt på øen.

Her kan man opleve mænd med langhornede, forvrængede masker, ansigter sorte af kul og tunge kroppe, der behænges med gigantiske koklokker. Når mørket falder på piskes de rundt om flammende bål og forjages derefter – de indpiskere, som indtil da har holdt monstrene i korte reb, slipper taget, og misfostrende stikker af med sine buldrende rygge, der nu ikke kun rummer klokkernes larm, men hele landsbyens ulykke og synd.

De kristne symboler pilled ned fra væggen

S’accabadora er dog langtfra samfundets sorte får – tværtimod. Dødens forløsende nødvendighed har i folketroen gjort hende til en barmhjertig figur, som tilkaldes, enten af den døende eller af de pårørende, når vedkommende ikke står til at redde. Fra gammel tid har det ofte været fattige enker, som har påtaget sig hvervet som accabadora, og som dermed atter får en aktiv rolle i samfundet.

S’accabadora ankommer tilsløret og helt klædt i sort og bliver altid ført indad hoveddøren som et symbolsk tegn på, at hele familien anerkender den handling, hun snart skal udføre. Så går hun ind i sygeværelset og begynder at pille alle religiøse artefakter ned fra væggene: kors, helgenbilleder og krucifikser, som lempes udad rummet.

Med sig har hun to ting: Il giogo og il martello. Il giogo er på størrelse med en lineal, skåret ud af træ og forestiller et åg i miniudgave, der placeres under den syges hovedpude. Åget er et af de ældste ledemotiver i den europæiske landsbrugskultur, og især på Sardinien tilskrives det en stærk, magisk kraft.

Åget lægges traditionelt henover nakken på to tyre sammen med tøjret, når de skal spændes for en plov og gennemtrænge bondens ager, og redskabet forener dermed maskulinitet, virilitet og frugtbarhed i én figur, der indeholder helbredende kræfter.

Overleveringer fortæller, hvordan åget skal dyppes i en træspand med isvand og derefter lempes indunder puden med håbet om, at friskheden kan dulme og måske endda helbrede den syge. Sker det ikke, træder ågets anden funktion i kraft, nemlig den udrensende, der sletter den døendes synder i det jordiske liv.

Øjenvidneberetninger fra blandt andet Paolina Concas i nedenstående video tyder dog også på, at åget i sig selv blev brugt som dødsredskab. Paolina oplevede som ganske lille pige hvordan il giogo slog en døende ihjel, så snart åget blev placeret under vedkommendes hals. S’accabadora pressede ganske enkelt personens hoved så effektivt ned mod det hårde træ, at nakken knækkede øjeblikkeligt.

Jordemoder og ‘sidstemoder’

S’accabadora kan også gribe til sit næste redskab, il martello. Hammeren er formet i et massivt stykke oliventræ og på størrelse med den slags økser, vi i dag bruger til havebrug, når der skal kløves brænde.

Oliventræet er et af middelhavets hårdeste trætyper, og på Sardinien kender man til mindst ét udstillet eksemplar. Det befinder sig på et egnsmuseum i Gallura og ligger stadig i den sorte uldpose, som s’accabadora altid opbevarer sit redskab i, når hun skal på visit.

Det fortælles, hvordan Sardiniens dødsengel benytter sig af to teknikker, alt efter den dødsmærkedes lidelser og placering i sengen: enten slår hun vedkommende hårdt og præcist i nakken, eller også falder slaget midt i panden. Kvælning med enten en pude eller kvindens egne hænder bliver også brugt. Men ligegyldigt hvad bliver den aktive dødshjælp pålagt s’accabadora med stor tillid. Rollen som dødsengel tilfalder nemlig ofte den selv samme kvinde, som også hjælper landsbyernes kvinder med at føde.

Ligeså kan man finde s’accabadora ved sengekanten, når en syg men ikke uhelbredelig patient skal passes. Hun kender derfor mere til den menneskelige anatomi end de fleste, og har set hjertegribende scenarier nok til at vide, hvordan man også skal håndtere de pårørende.

Når hammeren er faldet og døden indtruffet, træder s’accadabora ud blandt den efterladte familie og høster sin løn i form af takketaler og velsignelser.

Kvinden bliver sjældent betalt for sit arbejde. I stedet forsvinder hun atter igennem hoveddøren hverken tungere eller lettere, end da hun ankom. I sig rummer hun stadig den fine balance mellem livet og døden og retten til at afslutte de liv, som hendes forgængere i årtusinder har vristet ud af Sardiniens skød.