Sardiniens renæssance – en overset tid på øen der fortjener at blive besøgt

De er derude – de gemte og glemte mesterværker fra den sardiske renæssance, som af mange grunde har været ukendte i århundreder: dels fordi de blev undfanget under det spanske herredømme og således har haft en anden synlighed end de ikoniske værker fra de selvstændige, italienske republikker i Toscana og Emilia-Romagna; dels fordi de hænger på vægge og står i reoler i hvad man i dag ville kalde byer langt fra alfarvej, og dels fordi de med rødder i den spanske kunst har et helt andet æstetisk udtryk end det vi kender fra Da Vinci, Michelangelo, Giotto og Piero della Francesca og Botticelli.

Da jeg efter gymnasiet flyttede til Firenze, flyttede jeg også ind i renæssancen med Dante, Uffizi-gallerierne og de ikoniske kirker, hvor genier som Masaccio slog hul i væggen ved at skabe sin berømte, hvælvede perspektivgang La Trinità, som nærmeste naboer. Foran maleriet La Trinità måtte florentinerne røre ved kirkevæggen for at sikre sig, at der vitterligt ikke var slået hul på muren, og i de årtier grundlages humanismen med Petrarcas erkendelsesrejse på Mount Ventoux og genopdagelse af Ciceros værker, og Pico della Mirandolas tale om Om Menneskets Værdighed.

Jeg begravede mig i værker af Johannes Sløk og studerede Thomas Moores utopier for at komme renæssancens optimistiske dyrkning af menneskets grænseløshed nærmere. Men da jeg senere begyndte at rejse rundt på Sardinien, fik jeg ikke umiddelbart øje på den tidsalder, jeg var blevet så begejstret for år forinden.

Jeg er dog blevet meget klogere på min yndlingsepoke fordi jeg netop har læst kunsthistoriker Luigi Agus’ digre værk ’Rinascimento in Sardegna’ fra 2009, hvori han gennemgår de oversete malere, forfattere, digtere og tænkere, som dengang plantede og dyrkede renæssancens frø på øen.  Det kan godt være at der ikke står en Davidsstatue foran rådhuset i Cagliari, men tidens gang har forskudt og udvisket vigtigheden af de steder, som dengang var centrum for øens identitet. I dag anses byer som Sorgono, Castelsardo og Bonarcado som hyggelige men perifære i forhold til Cagliari, Olbia, Sassari og Alghero. Ikke desto mindre rummer de nogle af Sardiniens vigtigste renæssanceværker og er helt klart en rejse værd, hvis man er indstillet på at gå i dybden med 14- og 1500-talles historie.

Blandt nogle historikere har der ifølge Agus hersket en teori om at Sardinien aldrig rigtig oplevede sin egen genfødsel og videreforarbejdning af den antikke fortid, som blev selve fremkaldevæsken for renæssancens verdenssyn. Med mennesket i centrum og individets ubegrænsede muligheder udi ånd, intellekt og fysik blev idéen om det selvstændigt tænkende menneske født i 1300-tallets Firenze, og bredte sig til resten af det europæiske kontinent, der blev forvandlet for altid. Således også til Sardinien, selvom sporene derpå ikke er lette at finde, hvis man leder de forkerte steder.

Ser man overordnet på de epoker i Sardiniens moderne kulturhistorie, som har tiltrukket sig opmærksomhed igennem årtierne, har forskere især fokuseret på Sardiniens middelalder, hvor øen adskiller sig markant fra Italiens øvrige regioner ved at være opdelt i selvstændige småstater kaldet ’gudicati’, og på perioden lige efter Italiens samling. Agus mener dog at renæssancen på Sardinien er spændende, fordi den får et unikt udtryk på øen, som er værd at undersøge: Renæssanceperioden udenfor det centrale Italien, hvor den blev undfanget, tog tydelige aftryk fra de regioner og lande, hvor den slog rod, og fik således sit helt eget udseende alt efter lokalhistorie, kultur og sprog.

I forhold til den toscanske renæssance fik perioden først sit rigtige gennembrud på Sardinien i 15-tallet af flere grunde: dels blev den stækket af efterdønningerne af krigen med franskmændene i 1527-28, hvor en stor hær bla. nåede at lande på øen og hærge byerne i Logudoro-provinsen i nord, og dels var der pesten i 1529, som især gik hårdt udover Sassari.

Det er også oplagt at nævne at Sardinien i 14-og 1500tallet bruger mange ressourcer på at tilpasse sig et overherredømme fra Spanien, der ekspanderer voldsomt og sætter sig på Syditalien med store økonomiske og historiske konsekvenser for området. Disse faktorer har fået nogle historikere til at hævde, at Sardinien i århundreder stod udenfor den kulturelle udvikling i Middelhavet, men som vi sammen med Agus skal se, er det nærmere en virkelighed med modifikationer.

Agus fremfører forskellige argumenter for at Sardinien tværtimod havde en langt mere central rolle i den iberiske renæssance end troet: rent fysisk udgør øen den syditalienske region, der ligger tættest på kongemagten i Spanien. Sardinien kunne således have udgjort et vigtigt mødested for den kulturelle udveksling mellem det italienske fastland og den iberiske halvø, og Agus fastholder at virkeligheden om den sardiske renæssances udbredelse nok ligger et sted mellem de kilder, der mener, at epoken så godt som ingen indflydelse havde på øens befolkning (Parraguez), og dem, der beskrev sarderne som veluddannede og i fuld kontakt med strømningerne på det europæiske kontinent(Giovanni Francesco Fara).

Agus stiller selv spørgsmålstegn ved de tidssvarende kilder, der generelt anså sarderne som uoplyste og underlagt et styre, der ikke ønskede at udbrede renæssancens nye vinde på øen. Sammen med historikeren Sestan peger han for eksempel på, at en boghandler fra Cagliari i 1573 sendte 312 udgaver af en om bog om den hellige Mauros liv til landsbyen Sorgono i La Barbagia, hvilket går imod argumenterne om analfabetisme på øen. Derudover åbnede der i 15-og 16-tallet flere skoler og  universiteter på øen under spansk herredømme, som sammenlignet med den lave befolkningstæthed på Sardinien må sige noget om øens intellektuelle niveau.

Ifølge Agus får renæssancen sit stærkeste udtryk i malerkunsten: Mesteren fra Castelsardo malede blandt andet La Trinità, La Madonna sul trono og San Michele i 1490’erne, og værkerne kan stadig nydes i kirken San’Antonio Abate og dens kælder i selv samme by, hvor man kan forvisse sig om en stærk indflydelse fra malerstilen i Barcelonas renæssancekredse: ansigterne, farverne og arbejdet med perspektivet indskriver malerierne i epoken, men man fornemmer et anderledes æstetisk udtryk end hvad man er vant til at se fra samme periodes genier i Firenze og Rom – højst sandsynligt spejlet af kunstnere som selv var blevet uddannet i den spanske mester Jaime Huguets værksted i Barcelona.

Ærkeenglen Michael portrætteret af den anonyme Mester af Castelsardo, i færd med at bekæmpe Djævlen, fra 1491-92. Mange mener at maleren var Giacchino Cavaro fra en af de vigtigste kunsterfamilier i Cagliari. Fra Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

I 14- og 1500-tallet kom mange af øens største kunstnere fra kunstskolen i Stampace, Cagliari: Cavaro-familien var den vigtigste, og stod i generationer for undfangelsen af øens egne malerere, som Pietro og  Gioacchino, men også malere som Giovanni del Giglio, Francesco Pinna og Giovanni Sanna udtrykte sig med renæssancens virkemidler. I dag indeholder kunstmuseet Pinacoteca nazionale di Cagliari mange af øens renæssancemotiver, men som nævnt gemmer malerierne sig også i mindre byer, hvis kirker det er værd at besøge hvis man vil se stor kunst i intime omgivelser: udover Mesteren fra Castelsardos værker, der gemmer sig i byens mørke søjlegange under Sant’Antonio Abate-kirken i et bittelille museum, rummer Sassaris egen domkirke og Pinacoteca flere værker af Giovanni del Giglio. Del Giglio finder man også i Ozieris lokale kunstmuseum, mens der i Ardaras kirke Santa Maria del Regno  hænger en altertavle fra Pietro Calvanos værksted af en ammende Madonna, og sammestedsfra kommer en bebudelsesscene i en kirke i Bortigali nær Nuoro.

Del Giglios Nedtagning fra korset fra midten af 15-tallet hænger i Ozieri og er et godt eksempel på mannerismen, der sent i renæssanceperioden brugte stærke effekter med svulmende kroppe, dramatiske scenarier, lys og skygge og stærke farver til at fremkalde folks følelser foran kunstværket. Del Giglio var en af de vigtigste kunstnere indenfor mannerismen på Sardinien. Wikipedia.

Nøglepersoner for at sprede renæssancens udtryk og filosofi var blandt andet biskoppen Salvatore Alepus, der i 1530’erne bestilte kunstværker og tiltrak forfattere til Sassari. Genfødslen af byen bredte sig også til Alghero og Bosa, og en historisk begivenhed, der yderligere fik Sardinien til at blomstre kreativt, var ankomsten af vicekongen Carlo Borja til Sassari i 1613, hvis besøg satte hele byen i gang med at dekorere kirker, facader og opbygge en enorm, udskåret velkomstport.

Den voksende elite af rige borgere og adelsfamilier fra Spanien, der bosatte sig og fik besiddelser på øen, var fuldt ud opmærksomme på kunsten som statussymbol og magt: Familier som Santa Cruz og Guzman bestilte alterstykker og portrætter, der kunne hænge i kirkerne i de landsbyer, som lå indenfor deres besiddelser: førstnævnte familie prydede i slutningen af 1400-tallet San Pietro-kirken i Tuili med en overdådig altertavle, muligvis udført af Mesteren af Castelsardo, og som endnu kan ses samme sted, der desuden rummer flere renæssanceværker af lokale, anonyme kunstnere.

Ikke kun lokale kunstnere bidrog til renæssancens udfoldelse på Sardinien: man importerede også malere og værker fra både Spanien og Italien, og i dag kan man blandt andet besigtige Donatellos Madonna con bambino i Bonaccattu-kirken i Bonarcado. Maleriet er sikkert udført af Donatello i Padova i 1447, inden det blev sendt til Sardinien året efter, hvor maleriet har hængt lige siden.  Ligesådan kan man aflæse tydelige spor fra den napolitanske håndværkerskole i San Giacomo-kirkens marmorfacade i Cagliari, og listen over napolitanske og spanske kunstnere, der boede og arbejdede i både Cagliari og Sassari, er lang: af de største kan nævnes Bartolomeo Castagnola og Ursino Bonocore, og Pietro Martinez og Francesco Attanasio.

Arkitektur: renæssancens byggerier på øen blev inspireret af øens egne gotiske kirker som katedralen i Sorres, i San Gavino og i Santa Giusta, og fik udtryk i for eksempel Sant’Eulalia og Santa Maria del Monte i Cagliari.  Men et af de største arkitektoniske højdepunkter, hvori man ser den tydeligste renæssance-indflydelse fra Spanien, er ifølge Agus kirken San Francesco di Tempio. Heriblandt kommer også de overdådige tabernakler og skulpturer, som bliver undfanget under den sardiske renæssance.

San Francesco-kirken i Tempio Pausania bygget mellem 1543-48 var en af de første kirker i såkaldt pseudo-renæssancestil, hvor påvirkninger fra både italien og Spanien blev blandet med inspiration fra lokale, gotiske kirker. Francesco Careddu, Wikipedia.

Agus remser desuden flere gravører og forfattere op, der gjorde en stor forskel i det poetiske og skønlitterære miljø på øen i renæssancen. Heraf var den største digter uden tvivl Pietro Delitala, der blev kaldt øens Petrarca og skrev sit mest kendte værk Rime Diverse med stor indflydelse fra de store, italienske renæssancepoeter. Derudover var der også Girolama Araolla, som især arbejdede med digterkunsten i spændet mellem de 3 sprog italiensk, spansk og sardisk, der blev talt samtidigt på Sardinien.

Alt i alt konkluderer Agus at der på Sardinien var en fuldt udviklet bevidsthed om en ny tidsalders indtog, som de lærde tog aktivt del i, og som de rige købmænd og adelsfamilier ønskede at bidrage til med hæder og kunst til følge. Hvis renæssancen undfangede det moderne, individuelle menneske i Europa gjorde den det ligeså på Sardinien, og der dukker hele tiden nye spor op fra epoken, hvor kunstnere, arkitekter og forfattere formulerede sine egne, unikke udtryk med afsæt i sardisk kultur, geografi og natur.

Generelt er Luigi Agus bog ’Rinascimento in Sardegna’ interessant hvis man ønsker at blive klog på en strømning, hvis potentiale og indflydelse på det sardiske samfund endnu ikke er blevet fuldt udforsket. Bogen rummer flere dokumenter på spansk fra de vigtigste personligheders hånd. Bagi bogen er der desuden et vægtigt appendiks med de vigtigste malerier og tryk afbilledet.

Hovedfoto:  Madonna på tronen af Mesteren af Castelsardo fra 1491-92. Malerier hænger i Sant’Antonio Abate-kirken i Castelsardo. Især madonnaens ansigtstræk og den stærke røde farve afslører inspirationen fra den catalanske kunstskole i Barcelonas renæssanceperiode. Wikipedia.

 

Ferragosto: I den kommende uge går Italien på ferie. Og det har man gjort i 2000 år.

Det er fascisterne, de romerske kejsere og den katolske kirke, der har skabt og formet Italienernes nok ældste ferietradition, Ferragosto, der i næste uge får millioner af italienere til at rykke ud af deres hjem: for mange går turen til Syditalien – til havet, til bjergene og til de mange små, halvforladte landsbyer, hvor forældre og bedsteforældre bor tilbage, og hvortil børnene vender hjem fra deres karriere i de nordlige og centrale regioner.

Ferragosto har alle italienere til fælles: Augustferien, der ligger dybt i befolkningens DNA, fordi den både historisk, socialt og kulturelt definerer et hårdtarbejdende folks rytme igennem generationer. Da jeg boede i Salerno var jeg henover året ret paf over, hvor lidt ferie folk rent faktisk holdt: man gik i skole, passede butikken eller gik på kontoret henover en stor del af dagen, og mange var også travle om lørdagen, hvis de arbejdede i detail.

Det har selvfølgelig også noget med arbejdsmarkedets muligheder at gøre, og det politiske og økonomiske bagland: der skal vitterligt knokles for at få til dagen og vejen. Men aldrig hørte jeg nogen klage over at have et arbejde. Tværtimod.

Søndagen var ugens egentlige hviledag, men ferier tog man sig meget sjældent, med undtagelse af de faste helligdage omkring jul og påske. At have et arbejde ses af mange som et privilegie i Syditalien, og jeg oplever at selv det enkleste hverv, som i Danmark ville blive anset som inferiørt, stadig omgærdes med stor respekt: om man så er gadefejer foran sin onkels butik, blåmuslingesælger på et hjørne, opvarter hos en frisør eller stik-i-rend-kaffe-dreng.

Så meget mere grund til at holde ferie, når der vitterligt er mulighed for det, for den 15 august, som er den officielle Ferragosto helligdag, lukker alt ned: storbyerne ligger øde hen, persiennerne rulles ned og man drager enten til havet eller til bjerget for at slappe af i heden.

August måned har navn efter den romerske kejser Augustus, der grundlagde ferien Feriae Augusti 18 år før vor tidsregning. Perioden op til hviledagene var fuld af festligheder, som fejrede den overståede høst i ugerne forinden, og indbyggerne i Romerriget blev underholdt med hestevæddeløb, dekorerede optog og en overflod af mad og vin.

Ferien blev overtaget af den katolske kirke efter Romerrigets Fald, der lagde Maria Himmelfartsdag netop den 15 august. Perioden midt i august er desuden anset som det varmeste tidspunkt på året i Italien, og hele traditionen med at rykke ud af byerne for at finde brise enten ved havet eller i bjergene har gjort Augustferien folkelig – den mest populære Ferragosto har i umindelige tider været en picnic, hvor man pakkede sig selv og sit transportmiddel (hest? Æsel? Kærre? Bil?) med mad og drikke, og tog ud i marken med familien.

Det var fascismen og senere det økonomiske boom, der fik italienerne til at rejse på egentlige eventyr – fascisterne arrangerede udflugter med datidens arbejdsforeninger, hvor rejsen gik med tog og busser ud i de forskellige regioners periferi, og i efterkrigstiden kunne man begynde at tillade sig ture mod nord og syd, måske endda Frankrig eller Spanien.

Idag er Ferragosto et åndehul, hvor man tager sig et par ekstra fridage forbundet med den midterste weekend i august og således kommer på afstand af arbejde, rutine, larm og halløj. Ferragosto er selvfølgelig også blevet en kommerciel begivenhed, hvor resorts, agriturismi og hoteller underbyder hinanden for at få fyldt deres værelser med feriehungrende italienere.

I begejstring for strømmen af feriegæster kan man desuden opleve mange af Syditaliens helgenfester og madfestivaler, de såkaldte sagre, genopført omkring Ferragosto, på trods af at de hellige mænds og kvinders navnedage ligger spredt udover hele året.

For først og fremmest er det i Syditalien tidspunktet, hvor man vendet hjem: til familien, til det kendte landskab fra barndommen, til vennerne, som måske er flyttet til udlandet for at få en karriere, og nu virkelig er ‘a casa’ for en stund.

Hovedillustration: August måned. Fra freskerne Il Ciclo dei mesi – de 12 måneder, malet af Maestro Venesclao cirka 1397. Værket befinder sig i Castello del Buonconsiglio, Trento. Wikipedia.

Turen Går Til: Rejsejournalistens nye dogmer

For fem år siden ville gletsjeren have fyldt hele billedet. Om femten år er den måske væk. Som “Turen Går Til”-forfattere bliver vi stadigt mere optaget af, hvordan man kan skrive troværdig og ansvarlig rejsejournalistik i en verden med klimaforandringer og overturisme. Kunne et sæt dogmeregler være en del af løsningen?

af Lisbeth Nebelong og Cecilie Marie Meyer. Hovedfoto: Lisbeth Nebelong.

Et øjeblik tror vi, at vi er vidner til et modeshow ved Solheimajökull. Men kvinden til højre i billedet er alene – og har klædt sig ud for at tage selfies foran den smeltende gletsjer.

Som led i researchen til en novelle med Islands turisme som kulisse deltog vi for nylig i flere af landets populæreste udflugter. Men det, der var tænkt som en skønlitterær inspirationstur, blev ikke mindst en faglig erkendelsesrejse.

Forfærdelsen over, hvor drastisk masseturismen allerede har ødelagt oplevelsen af rejsemålets store naturattraktioner, affødte en diskussion om, hvordan man som rejsejournalist kan forholde sig til klimakrise og overturisme.

Ønskes: Selvransagende rejsejournalistik

Siden 2010 har vi skrevet rejsebøger om henholdsvis Syditalien og Færøerne. To rejsemål, der har udviklet sig fra at være relativt ukendte til flere steder at lide under turisttilstrømningen. I de seneste udgaver har vi forsøgt at fremhæve de mindre besøgte sider af landene, så turisterne ikke kun valfarter til de sædvanlige steder.

Men hvordan videreudvikler man rejsejournalistikken i takt med klimaforandringer og lokalbefolkningernes ambivalens over for den støt stigende turisme?

Fjernøstlige strande, der lukker for at beskytte faunaen, og norske bygder, der overrendes af krydstogtturister, hører vi nu jævnligt om i nyhederne. Det samme gælder byer som Venedig, Barcelona og Amsterdam –  og vores eget “Turisthelvede: Nyhavn er tabt for københavnerne”, som det hed på en Berlingske-sektionsforside for nylig.

Senest har det sigende foto af selfiekøen til Mount Everest, hvor mennesker omkom på vejen til toppen, bidraget til en berettiget mediedebat om, hvordan det dog er kommet så vidt.

Selvransagelsen har tilsyneladende endnu ikke spredt sig til rejsejournalistikken, hvor en kritisk tilgang også burde være en selvfølge. Men i en verden, hvor stadigt flere rejser, skal der skrives stadigt mere, hurtigere – og dårligere honoreret – rejsejournalistik.

Resultatet er et væld af artikler, baseret på ensidig vinkling og klichéfyldt sprog. Ofte tilsat stereotype bureaubilleder, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det er journalistik  eller reklame for rejsemål, baseret på presseture arrangeret af et rejsebureau, en turistorganisation eller andre partskilder.

Når vi efterlyser en troværdig og ansvarlig rejsejournalistik, skyldes det ikke mindst massemediernes dobbeltrolle i nutidens senmoderne samfund, hvor de på én gang spejler og medskaber tidsånden. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad og hvordan der kommunikeres om det at rejse.

På Capri udenfor Napoli er strømmen af udenlandske turister steget med 50% siden 2014. Øen er et så berømt rejsemål, at man som journalist hurtigt henfalder til de samme ord og historier, når Capri skal beskrives. Går man i dybden rummer Capri dog mange andre sider, som kan udforskes og fortælles. For eksempel har Kejser Augustus præget øens arkitektur og stemning, og Den Blå Grotte har været inspiration for både H.C. Andersen og August Bournonville. Her er grotten foreviget af Jakob Alt i 1836. Foto: Wikipedia.

At overveje hvorfor man rejser

Før i tiden drog mennesker afsted for at blive klogere på verden. I renæsssancen sendte den nordeuropæiske elite sin ungdom ned gennem Tyskland til Middelhavsområdet for undervejs at lære om malerkunst, litteratur og videnskab.

Senere kunne personligheder som H.C. Andersen, Oehlenschlæger og J.C. Jacobsen opleve den industrielle tidsalder forandre Europa.

Datidens rejsende havde ofte også et metaperspektiv på selve det at rejse. Da Francesco Petrarca, der i dag anses som humanismens grundlægger, i 1336 besteg det franske Mount Ventoux, blev han både overvældet over udsigten og fik moralske anfægtelser.

På bjergtoppen greb han Augustinus’ Bekendelser fra år 400, der var med i bagagen, og slog op på sætningen:

“Folk bevæges af bjergtoppenes vidundere, af havenes udstrakte bølger, af de brede vandfald ved floderne, af oceanernes omfavnende udstrækning, af stjernernes bevægelser. Men om sig selv kerer de sig ej.”

Ikke mindst med Petrarca og hans erkendelse af ikke at “kere sig” om eget indre, blev det moderne menneske født.

Selv omtalte han sig som den første siden Antikken, der besteg Mount Ventoux, ikke af nødvendighed, men “for egen fornøjelses skyld”.  Og under nedstigningen fra bjerget grublede han over sit forfængelige ønske om at erobre bjergtoppen for at skue udad – frem for at se indad.

Også senere har store forfattere problematiseret det at rejse. I 1926 skriver Stefan Zweig i essayet “At rejse eller blive rejst”, der handler om forrige århundredes begyndende masseturisme:

“Rejsen er allerede forberedt og planlagt med matematisk præcision, ingen behøver lede efter noget, ingen behøver regne på noget, motoren starter, man transporteres til en fremmed by, middagsmaden (indregnet i prisen) står og venter sammen med sengen om aftenen.”

I 1960’erne og 70’erne eskalerede charterturismen. I 80’erne og 90’erne drog back pack’erne til fjerne kontinenter. Siden da har stadigt flere individuelt rejsende jagtet “autenciteten”.

Og i takt med globalisering, befolkningsvækst og stigende velstand indtages dele af kloden nu af samtlige rejseformer på én gang. Hvor længe kan det fortsætte?

På Islandsrejsen blev det for alvor tydeligt for os, at rejsejournalisten ideelt set har en vigtig funktion som tillidsrepæsentant for såvel de rejsende som det land, der besøges:

At være bevidste om blikket, rejsemålet betragtes med. Indgå i ligeværdig dialog med de lokale. Ikke at forfalde til klichéer, aldrig at overdrive, forskønne eller fortie. Eller, som gode journalister på andre stofområder, at benytte sig af “tilstræbt objektivitet”, hvor man lader objektet, her destinationen, komme til syne som sig selv.

Regler for en ny rejsefortælling

Som led i vores overvejelser har vi udarbejdet følgende “dogmeregler” for vores egne fremtidige rejsefortællinger:

  • Undgå at tage udgangspunkt i dit rejsejournalist-jeg  “in medias res”.
  • Brug aldrig lokalbefolkningen som staffage eller”ædle vilde”. Inddrag dem som ligeværdige dialogpartnere, der validerer og perspektiverer din fortælling.
  • Overvej om dit sprog er tidssvarende. Se fx hvordan The Guardian nyligt har opdateret deres “style guide” for at skabe et mere præcist og troværdigt sprog på kilmaområdet. Her vil de fremover bruge termer som “climate emergency” frem for “climate change” og “global heating” i stedet for “global warming”.
  • Brug så få adjektiver som muligt. Undgå overdrivelser og klichéer som  “autentisk”,  “eksotisk”, “unikt” ,   “ikonisk”, “fantastisk”, “enestående”, “spændende”. Og døde metaforer som “perle”, “oase”, “smeltedigel” og  “smørhul”.
  • Forsyn så vidt muligt dine fortællinger med fotos, taget af en fotograf eller dig selv på stedet. Vend linsen mod andre motiver end de mest gængse. Redigér dem mindst muligt, og brug aldrig filtre, der forstærker stedets farver eller på anden måde manipulerer med virkeligheden.  

SHOPPESERVICE MED INDKØBSLISTE: VÆLG SYDITALIENSKE PRODUKTER PÅ DIN FERIE

I de seneste år er Italien blevet oversvømmet med madvarer fra især Østen og Amerika, som kan købes en del billigere end de lokale af slagsen, men som sætter den lokale økonomi under pres. Du kan imidlertid hjælpe dit lokalsamfund og din region ved at vælge lokalt og regionalt, når du handler madvarer i Syditalien.

Der er selvfølgelig ingen grund til at købe hverken ferskner fra Californien, salt fra Rumænien eller oliven fra Tyrkiet, når man står i Syditalien, og mens det er lettere at komme til de lokale og friske varer på markederne, kan det nogle gange være svært at vælge lokale dagligvarer i et almindeligt supermarked eller købmandshandel.

Derfor har jeg nedenfor lavet en ukomplet liste (finder du en syditaliensk producent på din rejse, som ikke er med på listen, og som burde optræde, så giv mig et praj) over produkter, der både dyrkes, høstes, forarbejdes og pakkes i de syditalienske regioner. Den er langtfra komplet, men viser, at der faktisk findes rigtig mange små, spændende virksomheder indenfor en bred ramme af produkter, som har rødder i Syditalien. Listen har jeg fra denne italienske side.

Har du tid og overskud, når du står ved hylderne, så kast derfor et ekstra blik på kassen, dåsen, glasset eller posen, som du er ved at købe. Måske står du allerede med et unikt, lokalt produkt i hånden, eller også der findes et syditaliensk alternativ lige ved siden af?

Hvis det ikke fremgår af etikettens ord og forside at produktet er lokalt, så kig på det, der står med småt nær ingredienslisten. Der kan for eksempel stå prodotto a/confezionato a/messo in scatola/bottiglia a, etc, og så adressen på producenten, hvor der altid skrives forkortelsen for den pågældende provins.

Det, du skal kigge efter, er derfor provinserne, som de syditalienske regioner er inddelte i. Finder du et produkt, der matcher det område, du befinder dig i på ferie, gør du en god, økonomisk gerning ved at lægge det i indkøbskurven. Og er det ikke muligt at finde et produkt fra ‘dit’ ferieområde, gør du alligevel en vigtig indsats ved at vælge (syd)italiensk istedet for spansk, græsk, amerikansk eller kinesisk.

I italien skriver man provinserne med forkortelser, ofte i en parantes, når det gælder fødevarer – de kommer her i alfabetisk orden, med de syditalienske regioner indikeret:

AG Agrigento – Sicilia
AG L’Aquila – Abruzzo
AV Avellino – Campania
BA Bari – Puglia
BT Barletta-Andria-Trani – Puglia
BN Benevento – Campania
BR Brindisi – Puglia
CA Cagliari – Sardegna
CL Caltanissetta – Sicilia
CB Campobasso – Molise
CI Carbonia Iglesias – Sardegna
CE Caserta – Campania
CT Catania – Sicilia
CZ Catanzaro – Sicilia
CH Chieti – Abruzzo
CS Cosenza – Calabria
KR Crotone – Calabria
EN Enna – Sicilia
FG Foggia – Puglia
IS Isernia – Molise
LE Lecce – Puglia
MT Matera – Basilicata
VS Medio Campidano – Sardegna
MS Messina – Sicilia
NA Napoli – Campania
NU Nuoro – Sardegna
OG Ogliastra – Sardegna
OT Olbia Tempio – Sardegna
OR Oristano – Sardegna
PA Palermo – Sicilia
PE Pescara – Abruzzo
PZ Potenza – Basilicata
RG Ragusa – Sicilia
RC Reggio-Calabria – Calabria
SA Salerno – Campania
SS Sassari – Sardegna
SR Siracusa – Sicilia
TA Taranto – Puglia
TE Teramo – Abruzzo
TP Trapani – Sicilia
VV Vibo Valentia – Calabria

Og nedenfor kommer endelig min ukomplette liste over syditalienske producenter, delt ind efter produkt. Måske du selv finder nogle nye på din ferie, som kan tilføjes – send mig gerne navnet, så listen kan blive længere:

Biscotti (småkager):
Fantasie del mattino Divella, www.divella.it, Puglia
Biscotti Doemi, www.doemi.com, Puglia
Biscotti Dais, www.dais.it, Sicilia
Dolce Giorno, www.dolcegiorno.com, Calabria
Di Leo Frollini, www.dileo.it, Basilicata (anche biscotti Vegan)
Ciabor Biscotti, Campania
Biscotti Falcone, www.dolciariafalcone.com, Abruzzo
Biscotti Papà Mesiti, www.papamesitishop.com, Calabria
Biscotti Domenico Mascolo, www.biscottimascolo.it, Campania
Biscotti Ambrosino, www.ambrosino.it, Campania
Krumiry Alimenta 2000 (senza glutine), www.alimenta2000.it, Campania
Savoioardi Vesuvio (senza glutine), www.alimenta2000.it, Campania
Dolce Ada, www.dolceada.it, Campania
Dolciaria Alessandria, www.dolcialessandria.it, Calabria
Galameo, www.galameo.it, Campania
Sapori Veri, www.saporiveri.it, Abruzzo
Zeroglu (senza glutine), www.zeroglu.it, Puglia
Buon Salento, www.buonsalento.it, Puglia
Panificio Petrolo, www.panificiopetrolo.it, Calabria
Biscottificio Boiano, facebook.com/biscottificioboiano, Campania
Biscottificio Cianciullo, www.biscottificiocianciullo.com, Molise
Casciaro, www.fornocasciaro.it, Puglia

Pasta:

Garofalo, www.pastagarofalo.it, Campania

Il Mulino di Gragnano, www.ilmulinodigragnano.it, Campania

Pasta Re Cilento, www.pastarecilento.it, Campania

Pastificio del Sole, www.pastificiodelsole.it, Campania

La Fabbrica della Pasta di Gragnano, www.fabbricadellapastadigragnano.com, Campania

Pasta Reggia, www.pastareggia.it, Campania

Pasta Ferrara, www.pastaferrara.com, Campania

Pasta Armando, www.pastarmando.it, Campania

Croissants (Cornetti):
Kornè Ambrosino, www.ambrosino.it, Campania
Cornetti Pandittaino, www.pandittaino.it, Sicilia
Panese (Martinucci), www.martinucci1950.com, Puglia

Kornprodukter til morgenmaden (Cereali):
Cereali Mr Kenny, www.mrkanny.it, Puglia
Dolce Ada, www.dolceada.it, Campania

Ristet toastbrød (Fette biscottate):
Dolce Ada, www.dolceada.it, Campania

Mellemmåltider (Merendine):
D’Auria, www.panettonidauria.it, Campania
Merendine Dais, www.dais.it, Sicilia
Merendine Falcone, www.dolciariafalcone.com, Abruzzo
Pan di Spagna Divella, www.divella.it, Puglia
Tortini Divella, www.divella.it, Puglia
La Tortina Tomarchio, www.tomarchio.eu, Sicilia
Alimenta 2000 (senza glutine), www.alimenta2000.it, Campania
Dolce Ada, www.dolceada.it, Campania

Kaffe (Caffè):
Kimbo, www.kimbo.it, Campania
Kosè, www.kose.fr, Campania
Passalacqua, www.passalacqua.com, Campania
El Tostador, www.caffeeltostador.com, Campania
Guglielmo www.caffeguglielmo.it, Calabria
Caffè Torrisi, www.torrisi.it, Sicilia
Caffè Aiello, www.caffeaiello.it, Calabria
Caffè Mauro, www.caffemauro.com, Calabria
Caffè Quarta, www.quartacaffe.com, Puglia
Caffè del Professore, ilcaffedelprofessore.it, Sicilia
Zicaffè, www.zicaffe.com, Sicilia
Caffè Saquella, www.saquella.it, Abruzzo
Caffè Mokambo, www.mokambo.it, Abruzzo
Caffè Kenon, www.kenon.it, Campania
Caffè Moak, www.caffemoak.com, Sicilia
Caffè Milord, www.caffemilord.it, S. Giorgio a Liri (Terra di Lavoro)
Biancaffè, www.biancaffe.com, Campania
Caffè Motta, www.intercaf.it, Campania
Caffè Barbera, www.caffebarbera.it, Sicilia
Caffè Maresca, caffemaresca.com, Campania
Caffè Moreno, www.caffemoreno.it, Campania
Caffè Cilento, www.caffecilento.it, Campania
Caffè Trucillo, www.trucillo.it, Campania
Caffè Castorino, caffecastorino.it, Campania
Caffè Opinum, www.opinumcaffe.it, Basilicata
Escaffè, www.escaffe.com, Basilicata
Sao Caffè, www.saicaf.it, Puglia
Caffè Saicaf, www.saicaf.it, Puglia
Caffè Cremè, www.caffecreme.it, Puglia
Caffè Lazzarelle, caffelazzarelle.jimdo.com, Campania
Caffè Patria, Campania
Caffè Morettino, www.morettino.it, Sicilia
Caffen il Don Caffè, www.caffen.eu, Campania
Caffè Expresso, www.italianacaffesrl.com, Campania
Caffè Borbone – L’Aromatika, www.caffeborbone.it, Campania
Lollo Caffè – Dical, www.lollocaffe.it, Campania
Miscela d’ Oro, http://www.misceladoro.com/, Sicilia

Grøn kaffe (Caffè verde):
GreenCoffee Sandemetrio, www.sandemetriosrl.it, Puglia

Ginseng
Ginseng Sandemetrio, www.sandemetriosrl.it, Puglia

Kaffeerstatning på byg (Orzo):
Sandemetrio, www.sandemetriosrl.it, Puglia


Sandemetrio, www.sandemetriosrl.it, Puglia

Kamille-te (Camomilla):
Sandemetrio, www.sandemetriosrl.it, Puglia

Urte-te (Tisane):
Sandemetrio, www.sandemetriosrl.it, Puglia

Honning (Miele):
Vastapi, www.vastapi.it, Campania
Solmielato, www.solmielato.it, Sicilia
Apicoltura Iblea, www.apicolturaiblea.it, Sicilia
De Nunzio, www.mieledenunzio.it, Campania
Sicilmiele, www.sicilmiele.it, Sicilia
Iacovanelli, www.iacovanelli.it, Abruzzo
Il Gallo al Grill, www.ilgalloalgrill.it, Calabria
Terre Nere, www.http://www.terrenere.it , Sicilia
Buona Salento, http://www.buonsalento.it/it/index.html, Puglia

Sukker (Zucchero):
Belsol, www.supermercatipiccolo.it, Campania
Zucchero Sudzuccheri, www.sudzuccheri.it, Campania
Zucchero Sicilzuccheri www.sicil-zuccheri.com, Sicilia
Zucchero D’Avino, www.davinozucchero.it, Campania
Zucchero Serafino, www.granzuccheri.it, Campania
Zucchero Sweet, www.sweetcompany.it, Campania
Zucchero Zeta, www.pomiliazuccheri.it, Campania
Zucchero Suicrà, www.suicra.it, Campania
Aromificio Barra, www.aromificiobarra.com, Campania

Sødemidler (Dolcificanti):
Sandemetrio, www.sandemetriosrl.it, Puglia

Salt (Sale):
Sale di Sicilia, http://www.italkali.com/it/marchi.php, Sicilia
Armonia di Sale, http://www.italkali.com/it/marchi.php, Sicilia
SoSalt, www.sosalt.it, Sicilia

Sødt smørepålæg (Creme spalmabili):
Cioca, albadolciaria.it, Campania
Crema di Nocciole Fruit Service, www.fruitservice.eu, Sicilia
Crema di Mandorle Fruit Service, www.fruitservice.eu, Sicilia
Crema di Pistacchio Fruit Service, www.fruitservice.eu, Sicilia
Crema di Pistacchio I veri sapori dell’Etna, www.iverisaporidelletna.com, Sicilia
Pistacchiosa Di Stefano, www.produzionedistefano.net Sicilia
Fiasconaro, www.fiasconaro.com, Sicilia
Crema di Nocciole Dolce Ada, www.dolceada.it, Campania
Crema Bicolore Dolce Ada, www.dolceada.it, Campania
Noccioro45, www.noccioro.it, Campania
Galamella, www.galameo.it, Campania
Anutel, www.muscolodigrano.com, Calabria
Terre Nere, www.terrenere.it, Sicilia
Coral – Sorsi di Sicilia, www.coralsorsidisicilia.com, Sicilia
Le Cremose di Bacco, www.baccosrl.com, Sicilia
Crema di Pistacchio Bacco, www.baccosrl.com, Sicilia
La Golosa Di Bacco, www.baccosrl.com, Sicilia
Sodano, http://www.sodanogroup.it/, Campania
Crema di pistacchio ‘A Ricchigia, http://www.aricchigia.com, Sicilia.

Marmelade og syltetøj (Marmellate e Confetture):
Terre D’Amuri, www.terradamuri.it, Sicilia
Sicilfrutti, www.sicilfrutti.it, Sicilia
Agrirape, www.agrirape.it, Sicilia
Nevola, www.aziendanevola.it, Sicilia
Solefrutta, www.solefrutta.it, Calabria
Antichi sapori di Sicilia, www.antichisaporidisicilia.it, Sicilia
Orto D’Autore, www.ortodautore.net, Molise
Pintagro, www.pintagro.it, Sicilia
TradizionEvoluzione, www.tradizionevoluzione.com, Puglia
Cooperativa Nido di Seta, infonidodiseta.wix.com, Calabria
Serfunghi, www.serfunghicalabria.it, Calabria
Il Gallo al Grill, www.ilgalloalgrill.it, Calabria
Terre Nere, www.http://www.terrenere.it , Sicilia
Miele, http://www.mielegroup.it/, Campania
Agrisicilia, http://www.agrisicilia.eu, Sicilia
‘A Ricchigia, http://www.aricchigia.com, Sicilia

Frisk mælk (Latte fresco):
Centrale del Latte di Salerno, www.centralelatte.sa.it, Campania
Latte fresco Alta Qualità SP, www.supermercatipiccolo.it, Campania
Latte Zappalà, www.zappala.it, Sicilia
Latte Yma, www.yma.it, Campania
Latte Rugiada, www.latterugiada.it, Basilicata
Latte Altis, www.delgiudice.it, Molise
Latte Foreste Molisane, www.forestemolisane.it, Campania
Latte La Tramontina, www.latramontina.it, Campania
Latte Fattorie Donna Giulia, www.fattoriedonnagiulia.it, Basilicata
Latte Ragusa, www.ragusalatte.it, Sicilia
Latte Vallepiana, www.vallepiana.com, Campania
Latte CAP, www.cap-putignano.it, Puglia
Latte Silac, www.silac.it, Puglia
Latte Astorino, www.astorino.it, Calabria
Latte Puccio, www.lattepuccio.eu, Sicilia
Latte dell’ Appennino Campano, www.latteappenninocampano.it , Campania
Latte Nobile, www.lattenobile.it, Campania
Latte Fresco Ciro Amodio, http://www.ciroamodio.it, Campania

Yoghurt (Yogurt):
Yma, http://www.yma.it/, Campania
Burro Rugiada, http://www.latterugiada.it/, Basilicata
Del Giudice, http://www.delgiudice.it/, Molise
Fattorie Donna Giulia, http://www.fattoriedonnagiulia.it/, Basilicata
Vallepiana, http://www.vallepiana.com/, Campania
Silac, http://www.silac.it/ , Puglia
Ciro Amodio, http://www.ciroamodio.it, Campania
(Non è facile – per esempio in Sicilia – trovare yogurt prodotto da aziende del Sud Italia. E su questo fronte andrebbe fatto uno sforzo per far arrivare lo yogurt prodotto nel Sud in tutto il Sud).  

Smør (Burro):

Burro Zappalà, http://www.zappala.it/, Sicilia
Burro della Centrale del latte di Salerno, http://www.centralelatte.sa.it/, Campania
Yma, http://www.yma.it/, Campania
Latterie riunite, http://www.latterieriunite.it/home.htm, Sicilia
Foreste Molisane, http://www.forestemolisane.it/, Campania
Del Giudice, http://www.delgiudice.it/, Molise
La Tramontina, http://www.latramontina.it/, Campania
Burro Vallepiana, http://www.vallepiana.com/, Campania
Burro latte Puccio, http://www.lattepuccio.eu/, Sicilia
Burro Astorino, http://www.astorino.it/, Calabria
Burro Silac, http://www.silac.it/, Puglia
Ciro Amodio, http://www.ciroamodio.it, Campania
Formaggi freschi
Formaggi Zappalà, http://www.zappala.it/, Sicilia
Sole, http://www.lattesole.it/, Sicilia
Latterie riunite, http://www.latterieriunite.it/home.htm, Sicilia
Scamorza Puccio, http://www.latte-puccio.com/, Sicilia
Formaggi Ragusa, http://www.ragusalatte.it/, Sicilia
Formaggi Astorino, http://www.astorino.it/, Calabria
Formaggi Silac, http://www.silac.it/, Puglia
Formaggi CAP, http://www.cap-putignano.it/, Puglia
Barone Caseificio, http://www.caseificiobarone.it/, Puglia
Ciro Amodio, http://www.ciroamodio.it, Campania

Fløde til desserter (Panna per dolci):
Hulalà, http://www.codap.it/index.phpoption=com_frontpage&Itemid=211, Campania
Foreste Molisane, http://www.forestemolisane.it/, Campania
Del Giudice, http://www.delgiudice.it/, Molise

Fløde til madlavning (Panna da cucina):
Gran Cucina, http://www.codap.it/index.phpoption=com_frontpage&Itemid=210, Campania
Foreste Molisane, http://www.forestemolisane.it/, Campania
Del Giudice, http://www.delgiudice.it/, Molise
Panna Ragusa, http://www.ragusalatte.it/, Sicilia
Panna Silac, http://www.silac.it/, Puglia
Panna CAP, http://www.cap-putignano.it/, Puglia
Ciro Amodio, http://www.ciroamodio.it, Campania

Konserves:
Delizie Vaticane, www.delizievaticane.it, Calabria
Miele, http://www.mielegroup.it/, Campania

Dåsetomater (Conserve di pomodoro):
La Doria, www.gruppoladoria.com, Campania
Valgrì, www.valgri.it, Campania
La Torrente, www.latorrente.com, Campania
Tagliamonte, www.tagliamonte.biz, Campania
Gran Pomodoro Contorno, www.fratellicontorno.com, Sicilia
Annalisa, www.annalisa.it, Campania
Pomilia, www.pomilia.it, Campania
La Contadina, www.lacontadinasrl.com, Campania
Vitale, www.domenicovitale.com, Campania
La Casareccia, http://www.lacasareccia.it/, Campania
De Clemente, http://www.declementeconserve.it/, Campania
Strianese, http://www.agriconserverega.it , Campania
Pintagro, www.pintagro.it , Sicilia
Davia , www.davia.it , Campania
La Fiammante, http://www.lafiammante.it/web/it , Campania
ò Sole è Napule, http://www.osoleenapule.it/, Campania
Muraca, http://www.muraca.it/, Calabria
GranGusto, www.finagricola.it , Campania
La Palma, http://www.franzesespa.it/, Campania
Metelliana, www.pancrazio.it , Campania
Ciro Curcio, www.cirocurcio.it , Campania
La Costantinopoli, http://www.lacostantinopoli.it/, Campania
De Cecco, www.dececco.it , Abruzzo
La Rosina, http://www.larosinaconserve.com/, Campania
Divella, http://www.divella.it/, Puglia
La Padula, http://www.lapadula.it/, Campania
Orto D’Autore, www.ortodautore.net , Molise
CIRO, http://www.ciroconserve.it/, Campania
PUGLIESE, http://www.puglieseconserve.it/, Puglia
Sica, http://www.sicaconserve.it/, Campania
Il Gallo al Grill, www.ilgalloalgrill.it, Calabria
Tamma, www.tamma.it, Puglia
Miele, http://www.mielegroup.it/, Campania
Ciro Amodio, http://www.ciroamodio.it, Campania
Conserve di Sicilia, http://www.rossoconservedisicilia.it/, Sicilia
Rega, http://www.agriconserverega.it, Campania

Pesto og krydderier til pasta og ris (Pesto e condimenti per pasta e riso):
Terre D’Amuri, www.terradamuri.it, Sicilia
Agromonte, www.agromonte.it, Sicilia
Donna Rosa, www.pensabenechiossone.it, Sicilia
Nevola, www.aziendanevola.it, Sicilia
Priebel, www.pribelcondimenti.com, Sicilia
Antichi sapori di Sicilia, www.antichisaporidisicilia.it, Sicilia
Pintagro, www.pintagro.it, Sicilia
Muraca, www.muraca.it, Calabria
De Cecco, www.dececco.it, Abruzzo
Divella, www.divella.it, Puglia
Orto D’Autore, www.ortodautore.net, Molise
TradizionEvoluzione, www.tradizionevoluzione.com, Puglia

Attinà, www.attinaeforti.it, Calabria
Foglie di Vitae, fogliedivitae.it, Puglia
Serfunghi, www.serfunghicalabria.it, Calabria
Bacco – Pesto alla Brontese, www.baccosrl.com, Sicilia
Bacco – Pesto di Mandorle, www.baccosrl.com, Sicilia
Conserve di Sicilia, http://www.rossoconservedisicilia.it/, Sicilia

Færdige saucer (Sughi pronti):
Serfunghi, www.serfunghicalabria.it, Calabria
Il Gallo al Grill, www.ilgalloalgrill.it, Calabria
Miele,http://www.mielegroup.it/, Campania
Conserve di Sicilia, http://www.rossoconservedisicilia.it/, Sicilia
Pralina, http://www.pralinasrl.com , Puglia

Patè og saucer:
Serfunghi, www.serfunghicalabria.it, Calabria
Buscema, www.buscema.com, Calabria
Conserve di Sicilia, http://www.rossoconservedisicilia.it/, Sicilia
Pralina, http://www.pralinasrl.com , Puglia
Peperoni arrostiti in barattolo
La Fiammante, http://www.lafiammante.com/lafiammante.asp, Campania
ò Sole è Napule, http://www.osoleenapule.it/, Campania
La Padula, http://www.lapadula.it/, Campania
CIRO, http://www.ciroconserve.it/, Campania
PUGLIESE, http://www.puglieseconserve.it/, Puglia

Det meste af listen kommer herfra:

Compra al Sud/ Dove acquistare i prodotti del Sud: biscotti, cornetti, fette biscottare, miele, caffè, zucchero, sale…

Da Roberto Rossellini optog filmen Stromboli ændrede det både hans og øens fremtid for altid

Denne sommer er det præcis 70 år siden, at neo-realisten og instruktøren Roberto Rossellini drog den lange, lange vej fra det italienske fastland til øen Stromboli for at filme Stromboli – Terra di Dio ( Guds land), som skulle vise sig skæbnesvanger på mange måder: dels var det indledningen til hans for manges skandaløse forhold med den gifte Ingrid Bergman, som spillede hovedrollen, og dels rev filmen den glemte ø Stromboli ud af glemslen og resulterede i, at De æoliske øer (også kaldet De lipariske øer) nord for Sicilien blev en turistdestination for først Hollywoods og siden Europas jetset.

I sommeren 1949 rykkede Roberto et helt filmhold til den afsidesliggende vulkan-ø, hvor der kun boede et par hundrede fiskere. Resten var immigreret til USA og Australien for at flygte fra de hårde kår, og de tilbageværende levede et kummerligt liv, presset sammen i landsbyerne San Bartolo og San Vincenzo på de få kvadratkilometer langs vandet, hvor de kunne være i nogenlunde sikkerhed fra Strombolis konstante lavastrøm ad La Sciara del Fuoco, ildskrænten.

Her skulle Ingrid Bergman spille den litauiske pige Karin, der for at undslippe en fangelejr gifter sig med en fisker fra Stromboli, og flytter med ham til den barske ø. Her møder hun dog en voldsom verden i sort aske, hvor støvede, grå huse putter sig langs vulkanens fod på de få meter der er til rådighed mellem lava og hav, og begynder en tilværelse præget af angst, aggressioner og vold.

Nogle måneder i forvejen havde Ingrid Bergman skrevet et fan-brev til Rossellini og betroet ham, at hun ønskede at lave en film med den berømte neo-realist:

Kære Hr. Rossellini,

jeg har set deres film Roma – cittá aperta og Paisà, og har sat stor pris på dem. Hvis De har brug for en skuespiller, der taler rigtig godt engelsk, som ikke har glemt sit tyske, der knap kan gøre sig forståelig på fransk og kun kan sige ‘ti amo’ på italiensk,  så er jeg parat til at komme til Italien og arbejde med Dem.”

Roberto tog imod tilbuddet fra svenskeren, som allerede var et stort navn i Hollywood. Opholdet på Stromboli skulle imidlertid forandre begges liv for altid: instruktøren og skuespillerinden indledte et forhold under optagelserne skønt de begge var gift, og boede sammen i et rosa hus på hovedgaden i San Vincenzo, der i dag bærer en mindeplade over de to turtelduers romance.

På Stromboli lever historierne fra dengang stadigvæk: om Rossellinis glødende jalousi, der fik ham til at svovle, når Mario Vitale – en lokal fisker, som Rosselini i bedste realistiske stil havde castet blandt øens beboere – kyssede Bergman for længe foran kameraet; og om Ingrids hårde kår i det spartanske miljø, hvor der ikke var rindende, varmt vand, så hun kunne få sig sit daglige bad, men hvor instruktøren fik slået hul i loftet, så der kunne hældes vand ned gennem et brusehoved til den ventende diva.

Filmen udgør desuden en vigtig antropologisk kulturskat idet flere af værkets scener dokumenterer de lokales autentiske hverdagsliv – for eksempel Strombolis rituelle tunfangst og en virkelig evakuering af befolkningen under et særlig voldsomt udbrud fra vulkanen. Begge begivenheder, der kom med i den færdige film, og  kan ses i klippet nedenfor:

Skandalen brød for alvor ud i lys lue da Ingrid fødte deres fælles kærlighedsbarn, Roberto junior, nogle uger før filmens premiere, og måske var det fordømmelsen, der fik verdens førende aviser til at give værket meget lunkne anmeldelser. Ingrid og Roberto giftede sig efterfølgende og fik 2 børn mere sammen, og dag er Stromboli- Terra di Dio anset som en af den italienske neo-realismes vigtigste film, med nøglescenen helt til sidst, hvor Karin flygter til Strombolis top, besvimer i dampen og vågner som et nyt menneske, et slags urvæsen, der pludselig ser verden for første gang og kan smile over dens guddommelige skønhed.

I 50’erne og 60’erne fik filmen flere italienere fra især Campania til at flytte til Stromboli for at prøve lykken med at lave vin i den ekstremt fertile askejord. Indtil da havde øens perfekte kegleform og dens hyppige ildglimt tjent som fyrtårn for de mange rejsende, der siden antikken navigerede i farvandet mellem Napoli og Sicilien, og blevet befolket og forladt flere gange på grund af sine konstante, eksplosive udbrud. Stromboli betyder ’kegle’ eller ’snurretop’ på oldgræsk, og Homer fortæller, hvordan Odysseus besøger vindguden Aeolus’ øer på sin rejse tilbage til Itacha, og på Stromboli får en lædertaske, der indeholder de gunstige briser, som kan føre ham hjem til den ventende Penelope.

Filmen Stromboli gjorde også stedet berømt hos rige europæere og amerikanere, der tog til øen i efterkrigstiden for at holde ferie, og idag er De æoliske øer en populær turistdestination. Her kan man bo både spartansk på B&B eller på hvidkalkede luksushoteller, og i centrumaf San Vincenzo findes der selvfølgelig i en Bar Ingrid, hvor de lokale holder af at drikke deres morgenkaffe.

Stromboli er stadigvæk ikke til at spøge med: for et par ugers tid siden døde en turist under en voldsom eksplosion fra krateret, og de lokale ‘strombolianere’ vokser op med bevidstheden om, at en evakuering altid kan vente lige om hjørnet.

Hovedfoto: Ingrid bergman vågner op på toppen af vulkanen efter et flugtforsøg fra øen. Wikipedia,  Gawain78.

Den sicilianske finalist til Strega-prisen 2019: Addio fantasmi af Nadia Terranova

Flere italienske anmeldere og forfattere har udnævnt denne bog til den bedste, italienske læseoplevelse i 2018 – blandt andet Domenico Starnone, som egenhændigt kaldte værket ’en dybt bevægende roman’:

Da Ida, hovedpersonen i Nadia Terranovas nyeste roman, Addio, fantasmi, ( Farvel, genfærd) vender hjem til sin fødeby Messina for at hjælpe sin mor med at sætte familiens gamle lejlighed i stand til salg, bliver hun tvunget til at forholde sig til sin barndoms traume om faderens forsvinden. 23 år tidligere forduftede han. Han døde ikke, gik sig bare en tur en morgen og kom aldrig mere tilbage.

Hændelsen vender tilbage til Ida, da hun atter opholder sig i de gamle rum, der både indeholder nye og gamle ting, og hun konfronteres med det faktum, at faderens forsvindingsnummer siden har påvirket hendes liv dybt: Tavsheden overfor moderen, problemerne med at udvikle en identitet baseret på fortielse og anormalitet, selv hendes forhold til ægtemanden, der både er hendes redning og hendes afgrund.

Som dagene går i lejligheden, møder hun sin angst og manglende tillid overfor sine egne ønsker, og omgivet af barndomshjemmets genfærd må hun finde en vej gennem mørket og vække faderens spøgelse til live for at få svar.

Nadia Terranovas bog blev i allerede i december 2018 udråbt som en af årets 12 bedste udgivelser af det valansete tidsskrift La Lettura, og værker er blevet oversat til dansk takket være Forlaget Grif.

Jeg synes, der ligger en spændende dobbelthed mellem temaet om spøgelser og den tragiske lokation, som Messina udgør i den sicilianske bevidsthed. Byen har igennem tiden været voldsomt ramt af jordskælv, blandt andet i 1783 og 1908, hvor tusindvis af mennesker døde, og byen ad flere omgange sank i grus.

Messina er et sted, der er konstant under genopbygning, og indbyggerne bidrager selv til at bryde tingenes tilstand ned: I 1847 brød et af de første Risorgimento-oprør på Syditaliensk jord ud i Messina, og i 2013 gjorde de lokale oprør mod den dybt korrupte kommune og indsatte den barfodede folkeskolelærer Renato Accorinti som borgmester.

Messinas gader rummer et flimret galleri af skygger fra en voldsom fortid, en slags febril rastløshed, der giver byen sin atmosfære, og fuldstændig muliggør et stimulerende bagtæppe for en litteratur fuld af genfærd.

Foto: Vara-processionen i Messina, Wikipedia.