Find rundt i Syditalien: Tips og tricks til at tyde vejkortenes mysterier

“Du skal bare fortsætte ned ad vejen her, så langt du kan komme, så når du til en spinkel bro, hvor du må LOVE mig at holde dig inde i midten, og bagefter ser du en afkørsel, som du FOR GUDS SKYLD ikke må tage! Fortsæt istedet til højre, og kør så langt du kan komme. Så er du fremme!”

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har fået velmenende råd fra søde syditalienere, når jeg har bevæget mig rundt i regionerne syd for Rom. Alle er utrolig hjælpsomme, når jeg spørger om vej, men alligevel er det som om, de har et helt andet vejkort inde i hovedet end mig. Man kan støde på alt på vejen: fåreflokke, flækkede veje, ja selv æsler, der søger skygge nær ens parkerede bil!

I april og maj i år drønede jeg rundt i Siciliens midte for at opdatere den seneste udgave af Turen Går Til Sicilien – et område der er notorisk kendt for sin mangelfulde skiltning og dårlige infrastruktur. Og jeg kom konstant på afveje. Det er nemlig sjældent nok at kende en adresse, når man skal fra A til B i Syditalien, og selv med et vejnummer, kan man bruge timer på at finde frem til sit hus eller sin lejlighed. Oveni er mange kort over Syditaliens regioner fulde af navne og henvisninger, der kan være svære at forstå, hvis man ikke er rigtig ferm til Italiensk.

Hvad er for eksempel forskellen på en contrada og en frazione? På en borgo og en paese, et quartiere eller en rione? Og hvad med ude på landet, hvor man ofte inddeler zonerne i contrada og localitá? Her kommer derfor en lille guide til alle jer, der skal til Syditalien, og godt kan trænge til lidt hjælp bag rettet:

Inde i byen: Citta, quartiere og rione

Vi starter oppefra, i faldende orden, alt efter størrelse. På italiensk betyder città en by, som vi forstår det på dansk: altså en bebyggelse af en hvis pondus, med et stort antal indbyggere, en midte og et opland. Byen er så inddelt i quartieri, kvartérer, der igen er inddelt i mindre kvarterer, ofte kaldet rioni. Den inddeling er for eksempel almindelig i Napoli, med det gamle kvartér Rione Sanitá.

Ude i udkanten: Frazione og mercato

Frazioni kan ofte ses indikeret i udkanten af byen, og er navnet på de mindre bebyggelser, som støder op til og omkrander selve byen. De kan kaldes en slags forstæder, og har ofte deres eget navn. Vanen med at opdele byens ydre zoner i frazioni stammer fra fascismen, hvor man ønskede at sætte de urbane områder i Italien i system.

Et mercato derimod er en forstad et led længere ude, som grænser op til en landszone, og har sit helt eget bypræg. Et eksempel er byen Mercato San Severino i Salerno-provinsen.

I landzonen: borgo paese, contrada og localitá

Her er vi, bogstavelig talt, rigtig ude på landet med mere diffuse begreber, der ofte rimer på, at man skal et stykke væk fra alfarvej, Til gengæld er det også her, de sjoveste oplevelser gemmer sig. En borgo er en gammel, befæstet by af lille størrelse, gerne højtliggende, på et bjerg. En paese er en landsby, gerne i et landbrugsområde – sjovt er det, at det selv samme ord betyder ‘land’ på italiensk, altså som i ‘landet Italien’. Måske lige netop derfor rummer landsbyerne rigtig meget ukendt kultur, som det er værd at køre efter.

Mens ordet contrada i Siena er navnet på byens kvarterer, er contrada mestendels brugt i Syditalien, når det gælder et nybebygget område med et landligt præg. Ofte er her små klynger af huse, eller enkelte højhuse, de såkaldte palazzi, men der vil ofte være en forbindelse med landzonen.

Og endelig, min yndlingslokation i den syditalienske toponomi: Località! Støder man på det ord i sin adresse, kan man godt glæde sig, og afsætte lidt ekstra tid i gps’en. Det indikerer nemlig en lokalitet rettere end et bestemt sted, og bruges ude i landet, i bjergene og i tyndbefolkede markområder, hvor der ofte ikke er tilknyttet et postnummer, ej heller en vej eller et vejnummer. Af samme grund er de steder, som indikeres località, blandt de smukkeste overhovedet.

Hovedfoto: På Altopiano del Golgo på Sardinien kan dyrene finde på at søge skygge nær de parkerede biler.

Salernos lysshow er blevet en af Syditaliens mest besøgte juleattraktioner

6 kilometer ledninger og millioner af led-lys indhylder lige nu Salernos gader og pladser i kunstfærdige figurer og mønstre. Det imponerende skue er blevet døbt ‘Luci d’artista – kunsterlys’ og har siden 2005 været et af de mest gennemførte juleshows i Syditalien. Jeg boede selv i byen i starten af det nye årtusinde, og skønt man allerede dengang snorede lsykæder omkring byens mange palmer, kan det slet ikke måle sig med de kæmpe installationer, som nu præger julemåneden.

Den store og travle handelsby Salerno med 135.000 indbyggere ligger i bunden af Amalfikysten og er en oplagt by at besøge, hvis man både vil have en pause fra Amalfis og Sorrentos turistmylder, nyde et uberørt, historisk centrum, og opleve syditalienernes egen hverdag.

Fra den 9 november til 20 januar kan man som gæst nyde de oplyste strøg, parker og gader, hvor udvalgte kunstnere hvert år får lov til at opføre figurer, huse og scenerier fra Biblen, Brødrene Grimms eventyr og moderne kunst i lys. Nogle figurer kan bevæge sig, andre ikke, og der er endda kunstnere, der udspænder store net med lys, stjerner og farver henover det gamle centrums middelaldergyder, så man som gæst går under et regulært juletæppe.

Byen har lavet et kort over Salernos gader, hvor man kan finde de forskellige lysshows.

Juleinstallationerne er en del af Campania-regionens strategi for at markedsføre de store kulturskatte i området syd for Napoli. Rundt omkring i byen kan man for eksempel se de græske templer i Paestum syd for Salerno opført i lys, og byens borgmester Vincenzo Napoli håber med lysenes skønhed både at hjælpe byens økonomi og turismeindustrien på vej. I en omskiftelig verden har man også i Syditalien brug for håb og glæde, og de lokale ser hvert år frem til at se, hvad kunsterne nu har fundet på.

se mere på www.lucidartistasalerno.com

På rejse i Lilas og Elenas barndomskvarter: sådan blev kulisserne lavet

Det er altid en udfordring at filmfatisere en roman, men verden over er folk bredt enige om, at instruktør Costanzo Saverio er lykkedes rigtig godt med Elena Ferrantes ‘Min Geniale Veninde’, som lige nu både vises på HBO Nordic og italienske RAI.

En ting, der har fanget manges opmærksomhed, er opbygningen af de to pigers barndomskvartér Rione Luzzatti øst for Napolis hovedbanegård: nogen synes at kvarteret fremstår lige lovlig karikeret og kulisseagtigt uden den typiske leben og de mange farver, som man ofte forbinder Napoli med.

Men det er helt overlagt, at Saverio har valgt en så stringent scenografi: udover at vise armoden og trøstesløsheden i det nybyggede kvartér, der skød op efter krigen for at huse Napolis hastigt voksende arbejderklasse, har det været vigtigt for ham at give Lila og Elena en scene at stå på, der næsten virker teatralsk. Og det har han gjort ved at genskabe det hele udfra gamle fotografier og kort, og henlægge filmingen til en 60.000 kvm stort filmset i en glemt industri-kvarter udenfor byen Caserta nord for Napoli.

I videoen, som jeg linker til nedenfor, fortælles historien om kulisserne, som blev opbygget ned til millimeter-detaljer og henlagt til de lukkede Pisani Saint Gobain-fabrikshaller, der i sig selv fortæller en historie om storhed og forfald: fabrikken blev bygget i kølvandet på det øonomiske boom i 60’erne, men virksomheden bag gik efterfølgende bankerot. Hallerne har stået uvirksomme hen siden da, indtil teamet bag ‘My Brilliant Friend’ besluttede sig til at bruge området som filmset.

Jeg vil selv tage forbi næste gang jeg er i Caserta, der ellers er verdensberømt for sit gigantiske Reggia-slot fra barokken. Nu kan byen så fremvise endnu et mirakel:

https://video.repubblica.it/socialnews/nel-rione-di-elena-e-lila-viaggio-sul-set-de-l-amica-geniale/320865/321492

 

 

Kom med og mød Sardiniens 100-årige:”Det er altså min mor, ikke min søster!”

Fredag den 30 november kl 19.00 rykker mysteriet om Sardiniens ældgamle mennesker ind på kulturinstituttet i Hellerup i form af BIANCO E NERO, en forestilling, der indeholder billeder, ord og lyd fra Sardinien. Det er øens mange hundrede-årige, der er i kunstnerisk fokus, og som ofte rejsende på øen tæller jeg blandt en af de mange, der er yderst fascinerede af sardernes ’longevita’ – altså deres evne til at leve længe og godt. Sarderne hører blandt verdens 5 superseniorfolk, hvoraf en markant høj procentdel lever i et århundrede eller mere, og det er ikke uden grund, at man ofte drikker på den høje alder: ”A Kent’annos!” udbryder man på Sardinien, når glasset med en god passito hæves i en skål: ”Må du leve i 100 år!”.

Jeg har selv mødt adskillige af dem – Sardiniens gamle – og det er vitterligt slående, hvor friske og anerledes de er fra andre ældre i Syditalien. Både mænd og kvinder bliver i visse dele af øen godt over 100 år, og der findes en familie i Perdadesfogu, en landsby i Sardiniens barske Ogliastra-region, som flere gange har haft deres navn i Guiness rekordbog, fordi de talt sammen på deres alder sammenlagt var verdens ældste.

Og der er altså noget om det, for Sardinien er nok den syditalienske region, hvor jeg har sværest ved at gætte folks alder. Det er desuden en stående joke, og noget, man ofte driller udefrakommende med. Sarderne prøver at få én til at gætte nogens alder – og ofte skyder man mindst 10 år forkert, og bedømmer ens mor til at være en søster, eller en far til at være en bror.

Det er især i Sardinien indre, hvor generne ikke er blevet synderligt blandet, og hvor kosten tæller ganske lidt animalsk protein, at sarderne bliver meget gamle. Både i landsbyerne nord for Cagliari og i Barbagia-regionen, hvor man spiser masser af bælgfrugter, grøntsager, supper, lagret ost og drikker den gode, mørke cannonau-vin, som skulle være fuld af sunde antioxidanter, finder man ’superseniorlandsbyer’ – Villagrande Strisaili, Arzana, Talana, Baunei, Urzulei, UlassaiFonni, Mamoiada, Orgosolo og Oliena er blot nogle af dem.

På Sardinien er de ældre en tydelig del af gadebilledet, men i stedet for at nyde deres otium på en bænk i skyggen, er de ofte i fuldt vigør til langt over 100: Jeg har personligt set meget gamle mennesker jogge i vejkanten i selv de mest ufremkommelige bjergegne, hyrde deres får og geder på tværs af meget store afstande, og så er de skarpe i hovedet: Da jeg engang boede i byen Dorgali, der ligger på på grænsen til det kridhvide Supramonte-massiv blot få kilometer fra Orosei-bugtens blå, fik jeg fornøjelsen af at møde min værtindes mor. Jeg spurgte ikke til hendes alder, men hun indskrev sig i den store gruppe af enker, der i centrum af Sardinien stadig klæder sig helt i sort. Som i helt, helt sort: sort uldsjal, sort bluse, sort nederdel, sorte strømper – og sorte silkesløjler på særligt festlige dage.

Når jeg kom hjem om aftenen stod hun klar i entréen med te i en sølvkande. Jeg spurgte til hendes lange, kunstfærdigt opsatte hår, der sad i så stram en knold, at de fleste af hendes hårstrå havde løsnet sig og efterhånden gjort hende skallet i en perfekt cirkel omkring knuden.

”Det vasker jeg hver morgen, og så folder jeg det over et stykke pap, kommer en elastik omkring, og dækker det hele med et stykke stof.” Hun vendte ryggen til mig og pegede på sit eget baghoved, hvor frisuren ganske rigtigt var omsluttet af et stykke sort bomuld.

Vi talte sammen ganske længe: hun viste mig et frønnet bryllupsbillede af sig selv og sin afdøde mand. Hun havde valgt ham især på grund af hans velformede, atletiske ben, fnes hun, og gennede mig så ind i hendes soveværelse for at vise mig sin brudekjole: Dorgalis nationaldragt , komplet med slør, guldfiligran og røde og grønne farver, som tog flere timer at tage på. ”Ingen vidste det, men på bryllupsdagen havde jeg de højeste hæle på inde under. Skoene havde jeg bestilt fra Amerika”, sagde hun, og pegede ned i bunden af klædeskabet på et par frække pumps.

”Næste gang, du kommer på besøg, tager jeg det hele på”, fortalte morlillen mig. For hun havde ikke taget så meget som et kilo på siden dengang, og kunne stadig passe kjolen perfekt.

Jeg er endnu ikke vendt tilbage til Dorgali, men måske jeg snart burde gøre det. Det er alligevel noget af en invitation at have liggende. Imens vil jeg glæde mig til udstillingen i Hellerup, og jeg opfordrer jer til at tage med.

De første anmeldelser af serien ‘Min Geniale Veninde’ på HBO Nordic spænder fra begejstring til mistro

Så skete det: den 19 og 20 november kunne man på HBO Nordic – over en uge før serien løber over skærmen i Italien – se de to første afsnit af ‘My Brilliant Friend’, og modtagelsen af filmatiseringen af Elena Ferrantes første Napoli-roman har fra kritikernes side været rigtig god.

Med mit kendskab til Napoli som by og ‘napolitaniteten’ som begreb har det været uhyre spændende at se omverdenens begejstring for den bog-serie, der suverænt har sat byen på det moderne, litterære verdenskort, overført til lærredet. Vi var mange der var spændte på, om instruktør Saverio Costanzo kunne stå distancen, og i traileren til serien blev jeg faktisk nervøs for, om de tarvelige by-kulisser, der tydeligvis udgør de første rammer om de to pigers første leveår, vitterligt ikke var lidt for karikerede.

Samme bekymring havde mange anmeldere, både i England, USA og her i Danmark. Men da jeg så de 2 første afsnit forleden gav det hele så meget mening, og jeg giver Costanzo så meget ret i, at netop den kulisse-agtige stemning bidrager til at spændingerne mellem karaktererne virkelig står frem, som stod Lenu og Lila på en enorm teater-scene, lige foran publikum uden en tv-skærm mellem dem og os.

Desuden er jeg rigtig glad for det langsomme tempo, hvor kameraet tager sig god tid til at dvæle ved et ansigt og et landskab. Det er visuelt kræs, og føles virkelig luksusagtigt i en medievirkelighed, hvor mange film ellers er fuld af hurtige klip.

Både i The Guardian og i New York Times har anmelderne måtte overgive sig – sidstnævnte havde nogle interesante pointer, fordi hun mener, at serien visse steder taber noget ved at være lidt for tro mod sit forlæg: at Lenus ældre stemme fortæller ind over- ligesom hun jo gør i bogen i sit lange tilbageblik på de to pigers venskab – bliver af og til for insisterende. Istedet for skulle Costanzo have stolet på det ældgamle råd, dont tell it , show it, især fordi de to hovedrolleindehavere spiller så uforligneligt.

Den måske mest interessante kritik hørte jeg fra Eva Eiztrup, der i sin anmeldelse i Information syntes, at settingen var for romantiseret og kulisse-agtig, og skuespillet, som de beskrev det i radio24Syv, hvor hun var gæst, ‘en karikatur af skrigende madonna’er”.

Det bliver jeg selvfølgelig nødt til at kommentere på:

Kvarteret, som beskrives i serien, er en genopbyggelse af det dengang spritnye Rione Luzzati, der blev opført øst for hovedbanegården som en del af Poggioreale-kvartéret. Stedet findes endnu, men er blevet komplet opslugt af storbyen Napoli. Rione Luzzati vedbliver dog ligesom resten af Poggioreale med at være et barskt slumkvartér præget af de ‘case popolari’, huse til arbejderklassen, som er blevet opført i Italien igennem umindelige tider, og som i efterkrigstiden blev lavet af billige materialer.

Jeg har selv færdedes i Poggioreale, og det var en depressiv oplevelse, der vil sidde i mig resten af livet på grund af trøstesløsheden, den subtile atmosfære af vold og en meget mærkelig følelse af, at et eller andet ubehageligt og skæbnesvangert hele tiden skulle til at indtræffe.

Det er en stemning, der understreges af de beskidte slumkvarterer – byggerier, der får én til at føle sig sært fremmedgjort i selv den travleste gade – og hvis det har været Costanzos intention at formidle lige netop dette, er det lykkedes ham over evne.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage Eva Eistrup med til Poggioreale en dag, for så vil hun kunne forstå, hvorfor kvinderne skriger og slås her, og hvorfor kvarteret både i virkeligheden og på film undslipper enhver identifikation med det romantiske billede af det smukke, barokke og vasketøjsdryppende Napoli, som mange af os bærer rundt på. At kalde filmen en karikatur er netop en karikatur på de fordomme, som vi alle indeholder, især om steder, hvor vi ikke selv har været.

Måske siger anmelderen det fra New York Times bedst når hun skriver, at serien udgør den hidtil vigtigste beskrivelse af et kvindeligt venskab, som vi har ventet mange år på. I langt de fleste tilfælde er kvinder, og især pigebørn, hvis de altså overhovedet optræder på lærrredet, statister, og blot iagttagere af mændenes drama.

Med Ferrante oplever vi et revolutionerende skift i perspektiv. Godt gået, Elena, jeg vil ha mer’! Anmeldelsen i New York Times kan du finde HER.

Anmeldelsen fra Information befinder sig HER.

Hovedfoto: Copyright HBO Nordic.

Sardiniens pizza-revolution og historien om hvordan øens hyrdemad blev gourmet

Forleden var jeg så heldig at møde Pierluigi Fais på Københavns Madhus – han er om nogen en af de kokke, der har forstået at løfte Sardiniens spændende mad-arv ind i det nye årtusinde, og i min bog Turen Går Til Sardinien har jeg både nævnt hans restaurant Josto og hans vilde pizza-bageri Framento, hvor han fortolker den syditalienske pizza-kærlighed og kombinerer den med sardernes smagsløg.

Begge steder ligger i Cagliari, og jeg linker til stederne nederst i denne artikel, så I kan besøge dem næste gang i er på Sardinien.

Rammen for mit møde med Pierluigi var en invitation til en 6 retters middag, hvor det italienske handelskammer ville give journalister fornemmelsen for det særlige Sardinien, og jeg var rigtig glad for både at komme og smage på hans mad.

Hvad får man serveret på tallerkenen på Sardinien?

Lidt længere nede vil jeg fortælle lidt om kombi’en pizza og Sardinien, men inden da vil jeg bruge forledens menu som udgangspunkt for at fortælle lidt om hvordan man spiser på Sardinien, og hvad man kan forvente at møde på øens rustikke madsteder:

Giardinera – hjemmelavet pickles:

Hvis der er noget, der kendetegner sarderne, er det deres kærlighed til at opholde sig i naturen. Jeg husker flere gange, hvor jeg er kørt igennem et bjergrigt terræn på øen, og har set sardiske familier høste urter, blomster og vilde asparges og vild fennikel i vejsiden.

Giardinera er egentlig en hjemmelavet pickles lavet på spæde grøntsager fra haven (som navnet antyder), helst kombineret med vilde urter fra bjerge og marker. Denne Giardinera havde den perfekte kombination af syre og sødme. Og netop det syrlige er vigtigt for sarderne, der går meget op i at ’åbne’ maven inden de spiser, hvilket syreholdige småretter krydret med citronsaft eller eddike er meget effektive til.

Zuppa di finocchietto – suppe på vild fennikel

Hvis der er en grøntsag, som karakteriserer sarderne, er det helt klat den vilde fennikel. Dens pebrede og krydrede anis-smag bliver flittigt brugt i masser af retter: Fenniklerne, der høstes om foråret og står med lange stængler rundt omkring i naturen, kan koges og henkoges, syltes og steges og for eksempel serveres i pastaretter med kød eller bare vegetarisk. Planten er også lækker at lave snaps og likør på.

I denne ret var fenniklens stængler hovedrolleindehaver i en helt enkel suppe fuld af saft og kraft, og med syltede, små tomater på toppen.

Pasta ai granchi – pasta med krabber

Pierluigi kommer selv fra byen Oristano, der ligger på Sardiniens flade vestside, og hvis indsøer og brakvand huser nogle af Italiens lækreste, marine delikatesser. Her syd for Alghero finder man de lækreste blåmuslinger, multer, søpindsvin og krabber – og alt forvandles til enkle og saftige retter, der nydes langs hele vestkysten.

Linguine pasta med skaldyr fra fjordene ved Oristano. Foto: Josto.

Jeg fik serveres en typisk ret fra vestkysten, nemlig pasta med granchi, krabber – ikke store, majestætiske skaldyr, men små strandkrabber, der lever i det lave vand og små fjorde, og som man koger fonder på. Pastaen var vendt med den duftende sauce, hvor krabberne er siet fra og har givet masser af smag, tilsat svampe fra området, hvilket var efterårets måde at spille en hovedrolle på i retten.

Pastaen med krabbe, som vi fik den serveret på Københavns Madhus. Pastatypen var ‘mezzo dito’ – halvfinger-pasta, som oftest bruges i supper.

Risotti ai capperi – kapers-risotto

Sardernes grundelement er jorden, ikke vandet. I gamle dage var det farligt at leve langs kysten pga. piratinvasioner og naturkatastrofer, og derfor er det relativt nyt at spise mad fra havet. Kapers er om noget indbegrebet af det bjergrige bagland, hvor buskene vokser på de tørreste, vertikale steder, og med sin kraftige smag matcher sardernes kærlighed til enkle, aromatiske råvarer.

Pecora bollita – kogt får

Når man bor på en ø med 4 gange så mange får som mennesker – der bor cirka 1,5 mio sardere på øen, hvis 5mio. får er en stor del af den lokale økonomi – bliver kød selvfølgelig en vigtig del af kosten, og i tråd med Sardiniens nøjsomme hyrdekultur, nøjes man ikke kun med at mæske sig i lam. Voksne dyr sættes også til livs, og noget af det mest lokale og velsmagende, man kan få serveret som hovedret, er enten ged eller får, langtidssimret og krydret med oliven , hvidløg eller friske krydderurter som rosmarin eller oregano. Vi fik serveret fåret som en slags terrin, hvor kødet var plukket fra benet og serveret med syrlig mælk og friske, hakkede urter.

Panna cotta – flødedessert med kvæde og rosmarin

Pierluigi sluttede af med en genial dessert. Sarderne er glade for mælkeprodukter – husk at den romerske pecorino laves på sardisk fåremælk – og panna cotta er elsket på øen, gerne krydret med urter – her rosmarin – bær og årstidens frugt.

Pierluigi og den sardiske pizza-revolution

Framentos pizzaer hæver på hjemmelavet gær, en såkaldt lievito madre. Foto: Framento.

Med sin restaurant Josty, der indtil for nyligt lå i Oristano men nu er rykket til Sardiniens hovedstad Cagliari, har Pierluigi Fais været en af de vigtigste ambassadører for den såkaldte kilometer 0-politik, hvor alle råvarer skal være lokale og vokse så tæt på restauranten som muligt.

Selvom maden på Josto for mange anses som gourmet, har Pierluigi altid en direkte kontakt til sine rødder og den traditionelle, sardiske mad, som stammer fra øens ældgamle hyrdekultur, med friske urter fra marken, kød, ost og brød. Det kan også ses ud fra den menu, jeg lige har beskrevet, og på Josto kan man nyde en 3 retters menu for rørende 35 euro, og 5 retter for 53 euro, som priserne ser ud lige nu – men tjek dem selv på deres facebook-side.

Men Pierluigi har også opnået at blive en af Italiens mest hyldede pizza-bagere, hvilket er noget af en bedrift på en ø, hvis yndlings-brød er papirstyndt og hedder pan carasau. Ikke desto mindre flokkes folk til hans pizzeria Framento, der bla. er blevet døbt et af Italiens bedste steder at spise pizza lige nu af bla. Gambero Rosso.

Sardinien er ligesom resten af Italien begejstret for pizza, og med en stor brødtradition har man for længst forfinet produktet, der oprindeligt kommer fra Napoli, med egne gærtyper og råvarer. Det er også tilfældet på Framento. Pizzeriaets navn er det sardiske udtryk for surdej, og stedet har kombineret et urbant, æstetisk udtryk med den mættende pizza, som laves af lokale ingredienser fra hele landet. Framento har gourmetfaktor og er da også nævnt i den italienske madbibel Gambero Rosso, og bag disken står Pierluigi Fais ham selv, og hans to søstre Chiara og Elisabetta, som driver stedet.

Her finder du Pierluigis to restauranter:

Josto

Via Sassari 25-26
09123 Cagliari, Italy

+39 070 351 0722

www.ufficialejosto.it

 

Framento

Corso Vittorio Emanuele II, 82,

09123 Cagliari CA, Italy

+39 070 667 0370

www.framento.it

Hovedfoto: Josto.