3 sicilianske vidundere jeg gik glip af dette forår

Corona-situationen har vendt op og ned, ikke kun på mine egne rejserplaner i det syditalienske, men hos de mange tusinde turister, som havde glædet sig til at opholde sig i landsdelen henover sommeren. Jeg havde selv planer om at komme til bla. Sicilien denne sæson, men af respekt for risicien har jeg skubbet det hele lidt.
Ikke desto mindre kan jeg stadig drømme, og hvem ved, måske strege nedenstående vidundere af fra min besøgsliste senere på året? Her kommer de 3 ting, jeg er gået glip af, til inspiration for alle jer, der før eller siden kommer til Sicilien:

Artisti di sicilia – overdådig udstilling med det 19 århundredes største sicilianske kunstnere:

Bruno Carusos issælger fra 1953. Bruno Caruso, Wikipedia.

Noto, som ligger i Iblei-bjergene på Siciliens sydøstlige hjerne, er i forvejen berømt for flere ting: byens gader bliver hvert forår dækket med fantasifulde mønstre og billeder lavet af rigtige blomster og blade. Begivenheden bliver kaldt ‘L’infiorata’. Og så er der de utrolige barokhuse, som svulmer i honninggul limsten, med byens domkirke som den ultimative ‘honningkage’ i centrum af den gamle by.

Men den figurative kunst er nu også kommet til Noto i form af udstillingen ‘Artisti siciliani del Novecento – 1900-tallets sicilianske kunstnere’, kurateret af ingen ringere end Vittorio Sgarbi, Italiens førende kunsthistoriker. Det er øens hidtil største udstilling med hjemmehørende kunstnere, der nu samles i museet Museo Convitto delle Arti Noto.

Renato Guttuso var en af Siciliens mest ikoniske malere og blev især berømt for sit motiv, ‘Vucciria’. Fra Wikipedia.

Udstillingen er allerede åbnet og løber indtil 30 oktober, hvor man kan nyde værker af genier som bla. Fausto Pirandello, Bruno Caruso og Renato Guttuso. Sgarbi har i forbindelse med udstillingens åbning udtalt, at hvor resten af Italien op gennem 1900-tallet var optaget af avantgardens nihilisme og postmodernismens sortsyn, var og er Siciliens kunstnere optagede af en hylde livet. Tag med rundt på udstillingen her:

https://www.rainews.it/tgr/sicilia/video/2020/02/sic-mostra-artisti-siciliani-noto-Sgarbi-b12d7cb1-e07d-4147-a6a6-daa5329dd00f.html

Renato Guttusos ‘stranden’. Parma nationalgalleri, Wikipedia.

La camera delle meraviglie – det mystiske blå værelse i Palermo

Man kan kun se værelse, hvis man ringer til et privat mobilnummer, eller slutter sig til nogle af de meget sjældne, årlige byvandringer, som fører til ‘La camera delle meraviglie’ i nummer 239, Via Porta di Castro, Palermo. Besværligheden gør det dog ikke mindre lokkende, tværtimod, og jeg har længe drømt om at komme ind og se et af Palermos mest enigmatiske rum – det nyligt restaurerede raritetskabinet, undrekammer, kunstkammer eller ‘wunderkammer’, som familien Cadili ved et tilfælde opdagede, da de renoverede en gammel herskabslejlighed, de lige havde købt.


I nedenstående video fortæller et af familimedlemmerne op hvordan de opdagede rummet ved en tilfældighed: lidt af den gamle maling var skallet af, og inde under fornemmede de så koboltblå nuancer, at de tilkaldte en konservator, som langsomt begyndte at fjerne malingen og blotlægge et værelse dekoreret i orientalsk stil, med arabiske beskeder i sølvskrift, olielamper og fugle på væggene:

https://www.youtube.com/watch?v=-tJaMaqRiuA

Siciliansk ‘wunderkammer’ fra 1600-tallet, hvor man opbevarede sjældne figurer og naturobjekter. Wikipedia.

Historikere gætter på, at værelset engang i 17-eller 1800-tallet har rummet et broderskab, som mødtes her for at dele den arabiske spiritualitet, og lade sig inspirere af koranen. Og måske dyrke det okkulte – nogle af sætningerne er nemlig ganske mystiske, idet de fra højre til venstre læses på arabisk, men bagvendt, fra venstre til højre, fremstår på latin. Palermo har en årtusindårig forbindelse til Mellemøsten, og man skulle føle sig hensat til 1001 nats eventyr, når man træder ind i rummet. Hold øje med opdateringer og rundvisninger på værelsets egen facebookside:

https://www.facebook.com/lacameradellemeraviglie/

Moltivolti og smagen af solidaritet – immigranternes egen restaurant

I samme by kan man ligeledes blive hensat til et andet kontinent når man besøger den multikulturelle restaurant, Moltivolti. Navnet betyder ‘de mange ansigter’ og drives da også af immigranter, som i deres søgen efter et bedre liv er landet på Sicilien, og nu serverer deres livretter på spisestedet.
Restauranten er blevet en realitet i samarbejde med lokale kræfter, og rummer også et kontorfællesskab for start ups og en summende, livlig stemning, der flyder naturligt sammen med Ballarò-markedets farverige boder lige udenfor.

Besøg www.moltivolti.org og hold øje med hvornår de åbner igen efter corona-lukningen.

3 nye bøger på dansk om og fra Syditalien tager dig med til Napoli og Sicilien

Der dukker flere og flere spændende værker op i Danmark, der enten skønlitterært eller akademisk beskæftiger sig med Syditalien – og alt imens mange af Syditaliens største forfattere kan findes og læses på engelsk, er det en stor glæde for mig at stadig flere af dem oversættes til dansk. Hvad enten du er til krimi, byvandringer eller romaner, er der lige nu ny, oversat litteratur at mæske sig i fra landsdelen – her kommer mine 3 favoritter lige nu, der hver især tager dig med til Napoli og Sicilien:


Drengen fra Napoli af Viola Ardone – udkommer på Gyldendal den 5 juni 2020. Pris: 249,95kr.

Den sensibilitet, man som læser kunne stifte bekendtskab med gennem Elena Ferrantes forfatterskab, hang især sammen med forfatterindens geniale beskrivelser af to små pigers venskab. Og barnets perspektiv er blevet et nyt og anderledes glughul ind i det syditalienske samfund, som vækker genkendelse og glæde hos rigtig mange læsere af skønlitteratur.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at endnu et episk værk om barndommens dramaer har fundet vej fra Napoli til Danmark takket være Gyldendal, som nu udgiver Viola Ardones ‘Il treno dei bambini’ – børnetoget. På dansk har romanen fået navnet ‘Drengen fra Napoli, og beskrivelsen fra forlaget lyder således (under billedet):

Foto: Gyldendal.

Et barns uforglemmelige beretning om kærligheden til familien, sorgen over at miste og glæden ved at få en ny chance i livet. Napoli 1946. Syvårige Amerigo hutler sig igennem til­værelsen sammen med sin mor i et af Napolis fattigste kvarterer. Men da hans mor får mulighed for at sende ham nordpå vinteren over, slår hun til. Amerigo bliver sat på et tog til Bologna, og da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid.40 år senere vender han tilbage til Napoli for at be­grave sin mor og finde svar på de spørgsmål, han har båret rundt på siden barndommen. Drengen fra Napoli giver stemme til de 70.000 børn, der i tog krydsede den italienske halvø efter krigen. I Norditalien fik børnene mulighed for et bedre liv, men adskillelsen havde også store menneskelige konse­kvenser.

HER finder du et interview med Viola Ardone på italiensk, hvor hun fortæller om sin egen, fattige opvækst i Napolikvartererne Sanità og Arenella og om hvordan barndomsoplevelserne dèr fik hende til at skrive. Og HER en artikel om hende på dansk i Alt for damerne.

Napoli. Liv, død og mirakler af Andreas Rude – er udkommet på Forlaget Orbis. Pris: 200kr.

Denne kulturarvsguide til Napoli hilsner jeg virkelig velkommen – og som akademiker kan jeg ikke få armene ned, når nogle bruger deres faglighed, og går i dybden med et sted som Napoli. Byen er jo en skattekiste af utrolige og hemmelige steder. ‘Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler’, som det står i forlagets beskrivelse. Og det er den perfekte indgang, hvis man vil forstå napolitanerne bedre, og i selskab med Andreas Rude gå gennem Napoli og møde unik kulturarv. Jeg siger tak til forlaget Orbis, som ihærdigt udgiver bøger og magasinet Sfinx om Middelhavslandenes store historier – hermed beskrivelsen fra forlaget:

Foto: Forlaget Orbis.

Afrika begynder i Napoli, siger man længere nordpå i Italien, og selv om det ikke er ment som en kompliment, kan man også som turist se mere end et gran af sandhed i den pointe. Havets nærhed, solen, menneskemylderet, de ramponerede paladser og gadehandlerne peger mere i retning af Marseilles, Tanger og Algier end de gængse europæiske destinationer.

Napoli er Italiens tredjestørste by kun overgået i indbyggerantal af Rom og Mila­no og fuld af trestjernede seværdigheder, der ikke er meget kendt i Danmark. Men det er også en by, der i størstedelen af sit næsten 3000-årige liv er blevet stedmoderligt behandlet. Napoli har også fået sin rigelige del af naturkatastrofer og anden modgang. Mest berømt er Vesuvs udbrud i år 79 e. Kr., der ødelagde de nærliggende byer Pompeji og Herculanum.

Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler. Som altid i Europas gamle byer er kirkerne oplagte som afsæt, hvis man gerne vil vide noget om topografi og historie, og hvis man er nysgerrig efter kunstens klassiske temaer og de store personligheder, der i ældre tid var beslutningstagere, meningsdannere og smagsdommere. Der er nok at undres over. Og nok at overraskes af.

Bogen kan købes online HER.

Ridderen og døden af Leonardo Sciascia – er udkommet på forlaget Palomar. Pris: 159,95kr.

Foto: Forlaget Palomar.

Da jeg læste italiensk på universitetet, var Leonardo en litterær mastodont, som af god grund ikke var til at komme udenom. Jeg husker især hans krimi om fysikeren Ettore Marjoranas mystiske forsvinden, ‘La scomparsa di Marjorana’, og fra 50’erne og 4 årtier frem op skrev han nogle af Italiens mest fængslende krimier, som sidenhen har besat tusindvis af læsere, der sværger til hans præcise stil. Sciascia blev født i Racalmuto på Sicilien, og er i sit forfatterskab optaget af at finde frem til sandheden – gerne med udgangspunkt i komplekse sager om politik og mafia.

Her teaseren for Ridderen og døden fra forlaget:

”I en af Sandoz’ lommer fandt vi den her seddel,” sagde
kommissæren og fiskede den lille elfenbensfarvede lap op af en
af sine egne lommer. ”På den ene side står Deres navn skrevet på
maskine: Ingeniør Cesare Aurispa, præsident for F. I. På den
anden side står der med håndskrift Jeg slår dig ihjel … Et
bordkort er til at forstå, men hvad med Jeg slår dig ihjel?”
”En trussel der straks blev omsat til handling, tænker De. Og
selvfølgelig udført af mig.” Præsidenten slog forbitret og
samtidig overbærende en hånlatter op.
Skyldes mordet på Sandoz mon at de to efterstræber den samme
kvinde? Eller ligger der noget andet bag? Hvem repræsenterer
for eksempel organisationen med det kryptiske navn Børnene af
89?

Besøg forlaget HER, der løbende udgiver italienske værker oversat til dansk – blandt andet af sardiske Michela Murgia og pugliesiske Nicola Lagioia.

Hovedfoto: Forlaget Orbis.

Når du tager en hovedpinepille, så send en venlig tanke til Raffaello Piria

Før corona-krisen var det nok de færreste, der tænkte over de mange ofre og det hårde arbejde, som læger og kloge koner i århundreder har lagt for dagen i udviklingen af lindring til syge mennesker. Med covid-19 bliver det tydeligt, at effektiv medicin ikke er noget, man bare kan tage for givet. Engang kunne man for eksempel dø af en simpel feber, hvis man ikke fik den rette behandling.

Corona-krisen har fået mig til at læse lidt op på den medicinske historie i Syditalien, og pludselig dukker Raffaello Piria op som en af de vigtigste pionérer indenfor opdagelsen og udnyttelsen af den salicylsyre, som i dag er den vigtigste komponent i hovedpinepillen Aspirin og Kodimagnyl.

Mennesket har i årtusinder vidst, at barken fra piletræet indeholder et stof, som kan slå feber ned: man har fundet beskrivelser af det på lertavler i det antikke Ægypten, og 400 år før vor tid anbefalede Hippokrates te på urtebark, hvis man havde feber. Brugen fortsatte op gennem middelalderen, og i 1800-tallet begyndte man at kigge på, hvad det egentlig var, planterne rummede.

I 1834 opdagede den schweiziske farmakolog Johann Pagenstecher en smertelindrende substans, som kunne udvindes fra mjødurteblomster, spiraea ulmaria. Stoffet blev kaldt salicin, og i 1838 tog den syditalienske kemiker Raffaello Piria – Piria kom fra Scilla i Calabria, og tog sin eksamen i medicin og kirurgi i Napoli – det næste skridt og fandt ud af, at man kunne få et endnu stærkere præparat ved at udvinde salicinens syreekstrakt fra piletræet, og isolere dele af dets molekyler:

Stoffet salicin gjorde han til sukker og fik dermed adgang til stoffets anden komponent, som ved iltning blev til salicylsyre. Dermed kunne Piria give stoffet sit navn, acetyl (’pil’) salicylsyre, som senere det bærende element i aspirinen, der i dag lindrer hovedpiner og muskelsmerter hos millioner verden over.

Det var pionerer som for eksempel Hermann Kolbe , der i 1859 tog Pirias arbejde til det næste niveau ved at opdage, hvordan man udvikler acetyl salicylsyren syntetisk, og endelig kunne medicinalfirmaet Bayer efter yderligere forskning lancere aspirinen i 1899.

Foto: Raffaello Piria, Museo Galileo – Istituto e Museo di Storia della Scienza, Wikipedia.

Alene hjemme med en høflig kakerlak

Der er altid to nøgler i et nøglesæt, når man indlogerer sig i Syditalien: Den ene er til selve det hus eller den lejlighed, hvor man skal bo, mens den anden er til husporten – den store dør der beskytter din baggård fra vind, vejr og ubudne gæster, og indeslutter husenes bagsider i et lukket mini-univers, hvor alt kan ske.

Da jeg boede i Salerno vågnede jeg hver morgen til det diffuse ekko fra beboernes stemmer, som gjaldede rundt i gården. Der blev snakket, leet og grædt. På jorden lå der nedfaldne klemmer fra altanernes vaskesnore, krummer fra de mange duge, der efter hvert måltid blev rystet ud ad vinduet, og menneskehår fra vasketøjet. Om foråret blev lejlighedernes stueplanter sat ned i gården, så de kunne blive vasket rene af regnen efter en vinter indendørs.

Langs baggårdens kant krøb der kakerlakker på størrelse med små mus. De boede også indendørs. Jeg havde min egen, røde kakerlak i lejligheden, som jeg i starten ikke havde noget imod. Jeg oplevede endda at vågne en morgen og med nysgerrighed betragte insektet sidde på oversiden af min dyne få centimeter fra mit ansigt, mens den kiggede på mig, og drejede sine antenner.

Efterhånden udviklede jeg dog en fobi for min lille ledsager, fordi min kæreste Marco selv var strækslagen for den. Han fortalte mig, hvordan han som lille havde leget i sin mors frisørsalon, og løftet et løst trappetrin, hvorunder der havde været en kakerlak-rede. Dyrene væltede udover hans bløde barnehænder, og siden da kunne han ikke se det lille dyr uden at gyse. Marcos angst smittede, og jeg begyndte selv at få hjertebanken, når  jeg fik øje på min kakerlak.

Helt slemt blev det en sommeraften, hvor jeg kom sent hjem. Med nattekøligheden kommer kakerlakkerne frem, så da jeg tændte for lyset i køkkenet, så jeg den røde fætter pile henover de hvide fliser. Den var så stor, at jeg kunne høre den klikkende lyd fra de små ben og kroppens underside, hvis glatte skjold ramte gulvet under flugten. Nu var det nok, nu skulle den ud, besluttede jeg, og greb min kost.

Kakerlakken vejrede faren, foretog et skarpt sving og løb ind i mit soveværelse, under sengen. Her blev den fanget i en skotøjsæske. Jeg gyser stadig ved mindet om lyden fra det desperate insekt, som kastede sig rundt i kassen og fik hele mit soveværelse til at skramle. Jeg greb ind under sengen, tog æsken, men var ikke hurtig nok til at lægge låg på. Dyret faldt ud af papæsken og fald med hvad der mindede om et rabalder, og løb atter ud i køkkenet, i retning af badeværelset, hvis dør stod vidt åben.  Nåede den derud, hvor underskabe, riste og afløb udgjorde de perfekte gemmesteder for en skræmt kakerlak, var slaget tabt. Så jeg afbød dens rute med kosten, åbnede hoveddøren, og skubbede kakerlakken ud på trappeafsatsen.

Dyret drejede omkring og ville ind i lejligheden igen. Jeg havde bare fødder i mine sandaler og gøs ved tanken om, at den skulle tage flugten henover min fodryg, så jeg gav den et ordentlig slag med kosten, som sendte den ned ad trappetrinene, og hen foran åbningen ud til gården. Nu løb den udenfor – men var dog tøvende, og prøvede hele tiden at dreje, for at løbe tilbage. Den havde øjensynligt knyttet sig ligeså meget til lejligheden som jeg.

Men det skulle være løgn: Jeg skrubbede derfor det genstridige dyr helt hen til husporten, som bestod af kraftige plasticpaneler med glas i, og satte nøglen i døren, for at lukke op. Jeg husker stadig sekunderne, fordi det vitterligt virkede som om, at det lille kræ vidste, at det nu blev sat på gaden. Høfligt afventende og med viftende antenner stod den og kiggede ud på gaden, som en lille, velopdragen hund, der skulle luftes. Så gik døren i husporten op, og kakerlakken gik selv ud på fortovet, og forsvandt ud af mit liv.

Jeg elsker det ekstra lag af intimitet som det giver at have en baggård, og en husport. Når jeg rejser og bor i Syditalien, udgør det et ekstra univers at udforske.  Overalt i Europa finder man husporte, men intet andet sted end i Syditalien vokser de sig så enorme, at de bliver groteske i forhold til resten af gadebilledet. De udgør Alice-i-eventyrland-ragtige tableauer, hvor nøgler drejer i en dør i døren, og mennesker forsvinder for at vende ændrede tilbage.

Hovedfoto: Wikipedia.

Sebastiano Satta og Dommens Dag: I en coronatid kan ‘ensomhedens roman’ lære os noget om at være alene hver for sig

Det er langt fra noget nyt, at mennesket har brug for nærhed for at kunne leve – ikke blot den fysiske nærhed, men også den psykiske. Det bliver jeg mindet om i disse dage, hvor jeg er i færd med at læse en af Sardiniens vigtigste, skønlitterære værker, ’Il giorno del giudizio’ – Dommens Dag, fra 1979 af Sebastiano Satta, hvor hyrdebyen Nuoro bliver et mikrokosmos på verdens forgængelighed og den ensomhed, som til alle tider har omsluttet den menneskelige eksistens.


I romanen følger vi hyrder, bønder og rige borgere i en af Sardiniens mest omskiftelige perioder fra slutningen af 1800-tallet til tiden efter 1 verdenskrig. Moderniteten og industrialismen banker på – ligeså gør de revolutionære tanker fra Rusland, og en krig, der koster utallige sardere livet.


Alt dette på trods gør indbyggerne i Nuoro, Sardiniens sjette største by, som ligger indesluttet mellem de barske bjerge nord for Sopramonte, deres bedste for at opretholde en hverdag, hvor de sociale skel er enorme, hvor fattigdommen og sulten hele tiden truer, og hvor ægteskabet leves efter ældgamle forskrifter.


Romanen kaldes ’et mesterværk indenfor italiensk ensomhed og litteratur’ – historien følger nemlig familien Sanna, hvis overhoved, notaren Don Sebastiano, sammen med sin kone, Donna Vincenza, har fået opbygget en familie med 7 syv sønner, som han venter sig meget af.

Sebastiano Satta blev født i Nuoro den 9 august 1902, og uddannet jurist i byen Sasssari. Han skrev flere juridiske værker og medvirkede til at forny Italiens straffelovgivning efter fascismens fald. Dommens dag blev udgivet posthumt, og manuskriptet fundet mellem hans papirer, da familien ryddede op i hans hjem efter Sattas død i 1975. Wikipedia.


Men Don Sebastiano er også en kold, kalkulerende og verdensfjern hustyran, der terroriserer sin kone: ”Du er kun sat i verden, fordi der var plads”, er en af hans yndlingssætninger, der får Donna Vincenza til at trække sig endnu længere ind i sin depression – konen er blot i midten af 40’erne, men så fed og gigtbesværet, at hun må tilbringe hele dagen i en enorm lænestol, i smertelig meditation over sit spildte liv.


Som Don Sebastianos hustru er hun på grund af sit handikap og af sine nederlag i den psykiske kamp med sin mand låst inde i det store hus i Nuoro, der nok er det smukkeste i byen, men hvis værelser og gård er et regulært fængsel for Sebastianos familie. Don Sebastiano er som notar og med en position i samfundets øverste top ligeså fastlåst som Donna Vincenza, og konventionerne får ham til at kæmpe sin egen kamp for at holde ensomheden på afstand.


I denne corona-tid er det gribende at læse beskrivelserne af Donna Vincenzas tiltagende desperation, i takt med at sønnerne bliver større, og rejser bort. Hun er ladt tilbage alene i sin evige karantæne som hustru og mandens ejendom. Hun får kun besøg af sin tante Gonaria, der er nonne, og et par af de andre kvinder, i de lange dage, hvor Don Sebastiano rider tidligt bort for at tilse sine jorde, og kommer så sent tilbage, at hun kun kan skimte ham i aftenmørket gennem sine halvblinde øjne. Her er min egen oversættelse af nogle gribende linjer, som beskriver hende på side 170:

“Donna Vincenza kendte intet til filosofi. Hun havde heller aldrig hørt ordet. Men hun levede fastsømmet til sin lænestol, og det fik hende til at meditere. Når Don Sebastiano i bunden af gårdspladsen satte sig op på sin hest og forsvandt ud af porten uden at sige farvel til hende, var det en scene, som gentog sig hver dag efter eftermiddagshvilen.

Donna Vincenza forblev alene, og sank ned på bunden af tidens dyb, der også var ubevægelig ligesom hende, og omsluttede hendes stakkels person som vindruerne, der hang ned fra pergolaen, og som hun hvert år så forme sig og vokse, enorme stalagtitter i en blind grotte. Hun talte dem én for én, ti, hundrede gange, for at holde spøgelserne på afstand, der overfaldt hende fra alle sider.”


Satta har på side 167 en meget smuk beskrivelse af, hvordan folk, der bor alene i byen, mødes, ikke for at konversere, men blot for at være sammen, hver for sig, som en slags trøst i isolationen. Jeg har prøvet at oversætte linjerne her:


”Et hus med 4 ugifte søstre er aldrig alene. Med regelmæssig rytme kom også de gamle, ugifte kvinder, der boede tæt på, i deres dragter, når de forlod deres egne huse, puttede nøglerne ned i den store, rødbroderede lomme, og gik indenfor i stuen uden at banke på. Her sad de så ubevægelige i mørket, som invaderede rummet, for de ville spare på lyset, og til sidst var de blot skygger, stumme vidner i en ligegyldig venten.


Lyset blussede først op, når mørket havde udvisket skyggerne, og det eneste levende var skæret fra ilden, hvis det var vinter. Gonaria hældte af og til lidt sukker på flammerne, fordi det skabte en dejlig duft, men også fordi røgen derfra så kunne tjene som en slags røgelse.


Når lampen endelig blev tændt, rejste de besøgende sig, og gik, én for én, af den samme grund, som de var kommet: De havde fået to timer i deres liv til at gå, og de havde hjulpet hinanden med det. De vidste det ikke, men det var også en barmhjertighedsgerning i sig selv.”

Dommens dag er blevet oversat til dansk og udgivet i 1989.

Hovedillustration: Traditionelle dragter fra Sardinien i 1880erne, Gallerie Bassenge, Wikipedia.

Syditalienske forfattere: Anna Maria Ortese

Hvor New York havde danske Johannes Friis til at dokumentere de fattiges kår med sit kamera, havde Napolis efterkrigstid Anna Maria Ortese. Dog var hun ikke fotograf, men journalist og forfatter, og med sin skarpe og sarkastiske pen er hun idag mest kendt for at have dokumenteret forholdene for byens ‘anden halvdel’ i sin fænomentale samling af fortællinger i ‘Il mare non Bagna Napoli’ fra 1953.

Anna Maria Ortese blev født den 14 juni 1914 i Rom, men tilbragte det meste af sin opvækst i Sydtalien og i Tripoli. Hendes far arbejdede for den italienske regering, og familien måtte derfor ofte følge med ham rundt i hele landet. Da Anna Marias bror, Emmanuel, som hun var tæt knyttet til, dør i Martinique i 1933, har Anna Maria et sammenbrud, der får hende til at flygte ind i skriveprocessens terapeutiske rum.

I årene herefter begynder hun at få trykt digte og noveller i italienske aviser og litteraturmagasiner, blandt andet Angelici dolori – ‘Englesmerter’ – som får god kritik. Hun begynder dog at miste gejsten og inspirationen, og flytter til Firenze i en periode, for at arbejde som korrekturlæser. Men da krigen bryder ud, rejser hun tilbage til sin familie i Napoli, og det er her, hun oplever byens intense balance mellem overlevelse og overgivelse, som får hende til at skrive sine egne tekster igen, blandt andet for det syditalienske magasin, SUD. 

Enhver tid har brug for sine egne dokumentarister til at afdække epokens uhyrligheder – og Anna Maria Ortese var det perfekte vidne til de sociale katastrofer, som 2 verdenskrig bragte med sig. Med både indlevelse, empati og skønhed beskriver hun leveforholdene for Napolis fattigste, når hun trænger helt ind i deres grotter og skabsbefængte senge for at fortælle en historie, de fleste dengang helst ville glemme.

I 1953 udgiver hun det værk, som gør hende verdensberømt, nemlig Il mare non bagna Napoli, som rummer Orteses vidneberetninger fra sin bombede hjemby i de kaotiske år efter 2 verdenskrig. Direkte oversat til dansk ville bogens titel lyde: ”Havet væder ikke Napoli”, og bogen findes på tysk med navnet: ’Der er intet hav i Napoli’. Nogen er endnu ikke oversat til dansk, men kan findes på engelsk med titlen: ‘Neapolitan Chronicles’.

Ortese vinder den prestigefyldte Viareggio Pris for bogen, hvis første historie, un paio di occhiali – et par briller – anses for at være en af Italiens bedste noveller nogensinde. Den er desuden blevet filmatiseret  af Carlo Damasco i 2001, og handler om hvad der sker, når en fattig og næsten blind pige i den napolitanske slum for mulighed for at se sin omverden klart:

Det er nok hævet over enhver tvivl at Ferrante blev inspireret af Orteses sammenligninger, da hun 40 år senere skulle skrive sine Napoli-romaner og vise Elena og Lias begrænsede råderum i det kvarter, de voksede op i, ved at skrive, at pigerne aldrig havde set havet, skønt de boede i en havneby.

I Orteses bog beskriver forfatterinden i fortællingen ’Guld i Forcella’ hvordan hun fra Via Duomo, der løber som en rygrad med adskillige ribben ned gennem Napolis ældste bydel, bevæger sig mod øst gennem Forcella-kvarterets mylder. Folkedybets armod åbenbarer sig omkring hende med en genkendelig fandenivoldskhed, der virker karakteristisk for alle, der selv har oplevet napolitanernes energi, selv, eller måske endda netop, på livets yderste bastion, dansende på tåspidserne, med udsigt til en slugt af desperation:

”Her væder havet ikke Napoli. Jeg var sikker på, at ingen her havde set det, og heller ikke huskede det. I denne bælgmørke kløft skinnede kun seksualitetens lys under ovetroens sorte himmel.”

Senere kulminerer fortællingen om napolitanernes armod i kapitlet ’Den ufrivillige by’, hvor Ortese besøger Il Palazzo dei Granili. Den enorme magasinbygning, der i slutningen af 1700-tallet blev bygget syd for Napoli af de spanske konger, der ved kysten, hvor havnebassinet rammer de første forstæder ved Vesuvios fod, og med sine mastodontiske dimensioner på 560 meter i længden og 30 meter i højden skulle rumme Napolis kornforsyninger.

Inde i bygningen løb for sin tid endeløse korridorer forbi store rum på 3 etager, hvor man kunne opbevare forskellige varer, der op igennem århundrederne varierede fra korn over bælgfrugter til jern, våben og mennesker. Bygningen blev slemt beskadiget af bombardementerne under 2 verdenskrig, og da Ortese lægger vejen forbi ruinerne af den dystre bygning ved stranden, er den for længst blevet et slumstormersted for Napolis mest miserable befolkning.

Palazzo dei Granili set fra stranden og med Vesuvio i baggrunden, fra før bygningen blev bombarderet under 2 verdenskrig. Fra et gammel postkort. Wikipedia.

Ortese beskriver hvordan hun har fået skrevet et navn ned på en tændstikæske. En kvindelig læge, der skulle bo inde i Il Palazzo dei Granili – signora Lo Salvio. Lægen har inviteret Ortese på besøg, og da forfatteren ankommer til udørkenen med en sporvogn, beskriver hun synet af den engang så imposante men nu uhyggelige arkitektur som et skaldet bjerg, sammensunket og gennemborret af termitter.

Hun går undrende ind i ruinens mørke, hvor de hjemløse har blændet alle vinduerne med brædder, og hvor syfilisbefængte, skorpede og magre kroppe kravler frem imod hende. Hun spørger sig frem til Lo Savio, der sidder i et af de store rum ved et sammenflikket skrivebord, og som nu tager hende med på en tour de force ned gennem Granili-bygningens dødsrigeagtige cirkler:

”Jeg vil gerne vise dig et barn, sagde hun. Hun førte mig ned mod bunden af korridoren, hvor en lille smule grønt lys, som trængte ind gennem en sprække, lod os vide, at nu var det blevet aften i Napoli. Der var en dør, hvorfra man hverken hørte lyde eller stemmer. Lo Savio bankede sagte på, og gik så lige ind, uden at have fået nogen tilladelse, som én, der føler sig hjemmevant.

Det var et stort, rent værelse, der lå mellem templet og grotten. Havde det ikke været for lyset fra en lillebitte lampe, der skinnede et sted så højt oppe, at det irriterede mere end det gav glæde, ville rummet have mindet om en antik og glemt ruin. Her var, stærkere og dybere end noget andet sted, en stank af fugt, blandet med lugten af råd. En kvinde, der stadig var ung, og med et ekstatisk udtryk, kom os i møde.

”Hvordan har Deres Nunzia det?” Spurgte Lo Savio. ”Kom med.” Hun førte os hen til en bette vugge, som var blevet flikket sammen af en Coca Cola-kasse, den så lille og elendig ud som den stod der nedenfor et af de mange, hermetisk blændede vinduer i bygningen. I den lille seng, uden linned, på en lille pude, under en herrejakke, forhærdet og fuld af skorper, lå en nyfødt med et bizart, venligt og voksent ansigt: et delikat ansigt, kridhvidt, oplyst af to intelligente og blide øjne, fra hvilke det blå aftenlys skinnede, og som barnet drejede fra side til side mens det observerede det hele med en opmærksomhed, som man ikke ville tilskrive et barn på blot få måneder. Da øjnene så os, hvilede de på os begge, så på mig, på min pande, de kørte rundt, ledte efter moderen, som om de ville spørge om noget.

Med sin hånd løftede moderen på frakken, og vi så en lille krop, der kun var på størrelse med en håndsbredde, et perfekt skelet. Knoglerne var tynde som blyanter, fødderne var helt indtørrede, små som fugleben. Da benene kom i kontakt med den kolde luft, trak barnet dem stille til sig. Moderen lod jakkedynen falde ned over det.

Jeg havde ikke taget fejl da jeg ved synet af barnet gættede på, at Nunzia Faiella allerede kendte en del til livet, og at hun så og forstod alt, uden dog at kunne tale. ”Dette barn er 2 år gammelt”, fortalte Lo Savio mig sagte. ”Der er noget med dets indvolde, der gør, at det ikke vokser længere… smukke lille Nunzia”, kaldte hun stille. Da det lille menneske hørte de ord, smilede det svagt. 

Engang tog jeg hende med udenfor, til lægen”, sagde den unge kvinde, hun talte med en tyk, maskulin stemme i et toneleje mellem det ekstatiske og det resignerende (og sådan fandt jeg ud af, at Nunzia Faiella i det mindste én gang i sit liv havde set solen, måske en bleg vintersol), ”hun kiggede rundt i luften, på solen, helt overrasket”.

Også nu var Nunzia Faiella overrasket: hendes søde øjne granskede af og til det høje loft, de muggrønne vægge, blikket rykkede så væk, tilbage til lampens lys, som om det mindede hende om noget. Øjnene rummede hverken tristhed eller smerte, men forventningen om en straf, der blev udholdt i et helt liv og i stilhed, og som kunne komme fra den anden side af disse enorme mure, fra det høje, blændede vindue, fra mørket, fra denne stank, fra denne lugt af død.

”Nunzia”, kaldte Lo Savio igen, idet hun bøjede sig over kassen og talte kærligt til det lille menneske: ”Hvad laver du? Vil du forlade din mor? Vil du gerne op i himlen og holde jul med Jesusbarnet?”

Og så skete der noget, jeg aldrig ville have forventet. Barnet drejede hovedet og så på sin mor med et usikkert smil, der pludselig blev til en grimasse, og begyndte at græde med en lyd, som om den kom inde fra et møbel, så svag var gråden, halvkvalt, let, som hos én, der græder for sig selv, og hverken har kræfter til eller håb om at blive hørt.” 

I den nyeste udgave af ’Il mare non bagna Napoli’, som jeg har læst, har Ortese tilføjet et forord (hun døde i 1998), der ligger årtier fra den kaotiske efterkrigstid. Her reflekterer hun over den hårde medfart, som hendes værk fik af mange af samtidens intellektuelle napolitanere. Det var ulideligt for dem at blive konfronteret med Orteses ubærlige øjenvidneberetninger, i stedet ville man se fremad og håbede, at den nye tid kunne udslette byens ar.  

Il Palazzo dei Granili blev jævnet med jorden i 1953 – Vejen Via dei Granili, som løber forbi det sted, hvor bygningen stod, er det eneste fysiske tegn på, at det har eksisteret –  og på stedet byggede man almene boligbyggerier, såkaldte ’case popolari’, i en kraftanstrengelse, der skulle matche den nye tids optimisme om et økonomiske mirakel. Her i Napolis periferi skød anonyme huse efterhånden op foran hinanden, indtil man ikke længere kunne se direkte til havet. Det er disse huse, Lila og Elena vokser op i, uden dog at fremmedgørelsen overfor staten og omverdenen forsvinder af den grund. Tværtimod.


Anna Maria Ortese har udgivet flere romaner og noveller, blandt andet de mest kendte: L’infanta Sepolta i 1950, Poveri e semplici fra 1967, og L’iguana fra 1965. Hun dør i 1998, 84 år gammel, i Rapallo udenfor Genova, og er siden blevet kendt som en af Napolis mest betydningsfulde, kvindelige forfattere.

Hovedillustration: Anna Maria Ortese. Af Fabio Matteo, Wikipedia.