Vil du med mig til Sicilien og opleve Syditaliens virkelige vidundere?

På et eller andet tidspunkt sker det – nok i 2020: at jeg laver mine helt egne ture til Syditalien, som ikke bekræfter det gængse billede af landsdelen, de fleste ser i medierne, og som ej heller går til de sædvanlige attraktioner. Der findes nemlig et Syditalien, som undslipper de sædvanlige statistikker, og som handler om udvikling, håb, innovation og ganske enkelt, kunsten at leve livet, mens man har det.

Jeg har aldrig prøvet at lave rejser for folk før, men det her bliver i forvejen ulig alt, du ellers har været med til – højst sandsynligt. Så forvent det skøreste, det smukkeste, det mærkeligste, og det mest uventede! På min tur skal det være VORES tur. VORES kærlighed til Syditalien, det skal handle om.

Turen gå til de usynlige vidundere, som også er en del af den syditalienske virkelighed: Lokale helte, som på trods af fattigdom og bureaukrati dyrker antikke kornsorter langt ude på landet, og som har startet en revolution udenom storindustrien, hvor bønderne rent faktisk kan få det til at løbe rundt; bjergfolk, der holder grise, køer og får, og laver himmelske produkter. Mennesker, som gør drømmen til virkelighed og laver verdens bedste vin på vulkanske skråninger, der før var ejet af spekulanter, men nu er sat fri. Og gæstfrie sjæle, der åbner teatre, restauranter, bagerier og små hoteller på steder, hvor ingen havde troet det muligt.

Det her er bare en føler for at fornemme, om der overhovedet er interesse: kunne du tænke dig at være med? Eller forestille dig det, på et tidspunkt, når jeg ved mere? Tænk over det. send mig en besked, skriv en kommentar, en mail, hvis det ikke lyder tosset. Eller, igen: gem min idé i baghovedet, og giv lyd hvis det stadig lyder sjovt, når jeg dukker frem med mere nyt.

Jeg forestiller mig at det skal foregå på Sicilien i en uges tid, til forår/efterår. I flyver selv derned, og så mødes vi der, og tager videre sammen til en by, hvor I højst sandsynligt aldrig har været før. Der skal vi bo, derfra vores rejser skal udgå til hele øen. Vi skal ikke kun på gæstebesøg hos de lokale, se vilde landskaber og spise utrolig mad, men også fornemme og dvæle ved de små og store ting, der skaber Syditalien: spadsereturene på hovedgaden. Den evige eftermiddag. Fordøjelsen. In vino veritas. Den elastiske tid. Madonnaen – enhver syditalieners geniale veninde. Helbredet. De kulturelle spor fra normannere, arabere og spanioler, som gemmer sig steder, de færreste ser.

Jeg tegner og fortæller på vejen. Måske læser jeg op under morgenmaden af en siciliansk forfatter, som sætter dagens stemning. Måske nogen kommer forbi og spiller musik.

Jeg glæder mig.

Cecilie.

In the Food for Love – multikunstneren Donpasta viser os skønheden i det ydmyge italienske måltid

”Når jeg går i gang, føler jeg mig som en 20-årig”, fortæller bedstemor Clara, og tripper fra haven og ind i sit køkken, hvor hun påbegynder det møjsommelige mirakel at lave perfekte cannoli-kager. Kameraet viser hende drøne rundt bag rattet i Favignanas smalle gader, og klipper så til kvindens krogede fingre, der hælder rødvinseddike i melet på bordet, og samler dejen med hurtige bevægelser.

Clara har lavet cannoli siden 1946, og fik håndværket lært af en 90-årig. Hun kan lave flere hundrede på en dag. Cannoli er mørdejsrør, der fyldes med sødet ricotta og kandiseret frugt, og udgør en af Siciliens mest ikoniske desserter.

Clara er en af de mange heltinder, der hver dag holder den syditalienske madtradition i hævd. Hun bor på en ø vest for Sicilien, men har aldrig optrådt i hverken Masterchef eller Italys Got Talent. Alligevel er hun med til at fylde koncertsale, når manden bag kameraet, dj’en, kokken og performancekunstneren Daniele de Michele, viser sine optagelser fra et glemt Italien, der ligger langt fra storbyernes michelin-restauranter og hippe boheme-kvarterer.

Det pugliesiske multi-talent er netop nu aktuel med sin dokumentarfilm I Villani (de uopdragne. Ordet betyder også ‘bonde’ på italiensk), der henover en arbejdsdag beskriver 4 italienere, som på trods af et hårdt liv på landet i den syditalienske periferi, en hverdag fuld bureaukratisk chikane og uigennemskuelige EU-regler og en evig kamp mod elementerne, alligevel har valgt at blive på deres jord. Her dyrker de grøntsager, opdrætter dyr og fisker, fordi den største lykke er at dø mens man laver det, man elsker. Trods alt:

 

Trailer til filmen I Villani fra 2018, der er blevet vist ved adskillige filmfestivaler i Italien og udlandet.

”Det her er et ulovligt produkt”, fortæller bonden Salvatore Fundaró i filmen I Villani, mens han hopper og danser omkring en flaske tomatsauce, som han ikke må sælge, fordi den ikke lever op til EU-kravene om fødevarer. ”Hvis du skal spise sundt, skal du altså spise ulovligt”:

De medvirkende repræsenterer en lille gruppe modige italienere, der går mod den massive trend med affolkning og udhuling af de små samfund i landets periferi, og budskabet passer perfekt ind i De Micheles mission om at dokumentere den italienske bonde- og arbejderklasses liv, som så ofte overses i den officielle historie om Støvlelandets tilstand, men som repræsenterer en værdifuld kontinuitet og kulturbærer.

Som kok var det naturligt for instruktøren at bruge de kulinariske traditioner som sit udgangspunkt for at vise de menneskelige ressourcer, som gemmer sig i køkkenerne, ombord på fiskebådene, på havnene, i markerne. Og De Michele, der meget apropos også går under kunstnernavnet Donpasta, har siden 2014 rejst i hele landet for at filme og vise glimt af den tidløshed, som bor i den italienske madlavning.

I en artikel fra New York Times fortæller Donpasta om sin aktivistiske tilgang til madlavning: om hvordan han sammen med de mange andre, som er utilfredse med den tiltagende industrialisering, udvanding og kommercialisering af den italienske madkultur, føler et behov for at komme tilbage til det enkle liv, til stoltheden ved de ydmyge råvarer: ”Jeg møder personer, der er stolte af at stege ansjoser og hvidløg. Det er ikke den fortælling, man finder hos Masterchef. Der får man at vide at det ikke er nok, at man skal gøre noget cool”, siger Daniele De Michele.

Her i filmen nedenfor kan man se hvordan Donpastas visninger opføres som et miks mellem lyd og billede, og bliver til et kunstværk i sig selv. Bagved tilskuerne står De Michele og akkompagnerer fortællingerne med musik, og af og til stiller han sig selv op og laver pasta til folk bagefter:

Daniele De Michele anses som værende en af de mest lovende og nyskabende performance-kunstnere i Italien lige nu, som både kan ses lave pasta back stage til sit hold af DJ’s hjemme i Otranto, holde ’Parmigiana Raves’ i New York, og filme i privaten hos bedstemødre, hvor han laver nye optagelser om køkkenets visdom.

Donpasta har siden han var 14 år arbejdet som dj, og elsker at lave mad til musik. Han har udgivet bøgerne Artusi Remix, Food sound system, Wine sound system og La parmigiana e la rivoluzione, og har i samarbejde med Corriere della sera lavet web tv-serien Le nonne d’Italia, hvor han rejser rudt og besøger italienerne i deres køkkener.

Læs mere om Donpasta på hans hjemmeside her.

Hovedillustration: Donpasta under en performance med mad og musik. Fra hans Facebook-profil. Copyright: Michele De Daniele.

Immigranter laver mad med duft af Senegal, Gambia og Afghanistan: I Palermos historiske Ballaró-marked ligger vidunderet Ristorante Moltivolti

Da immigrantkrisen i Middelhavet for et par år siden var på sit højeste, ankom der cirka 200.000 bådflygtninge til Sicilien om året, og mens en del af dem blev forflyttet til Italiens øvrige regioner eller Europa, var Palermo en af de byer, der blev ikonisk for sin modtagelse af de udmattede flygtninge: borgmester Leoluca Orlando stod mange gange selv ved kajen, for at hive immigranterne i land, og frivillige borgere kom spontant ned til havnen for at hjælpe med mad og tøj.
Idag har immigranterne spredt sig til hele Sicilien og har for de flestes vedkommende gået en usikker fremtid i møde, men rundt omkring er der også positive historier at fortælle: blandt andet i Palermos historiske Ballaro-marked, der i over 1000 år har været centrum for handel og møder mellem folk fra hele verden, der kom til byen.
I 2014 åbnede restauranten og kontorfællesskabet Moltivolti i Via Giuseppe Mario Puglia på initiativ af både lokale palermitanere og immigranter, der havde lyst til at lave noget sammen, og vise Italien og Europa, at integration også kan være bæredygtig. Idag er det aflange, travle lokale fuld af liv, farver og ikke mindst dufte fra den lækre mad, som bæres rundt til bordene.

I den lille film ovenfor besøger et tv-hold Moltivolti og giver et indtryk af det dynamiske sted, som i sin stemning både er eksotisk og ærke-siciliansk.
Moltivolti drives af folk fra 7 lande – blandt andet Gambia, Senegal, Afghanistan og Zambia, hvilket gør stedet til en kulturel smeltedigel og et eksempel på hvordan man genfortolke immigrationsudfordringen ved at se immigranterne som en ressource, og ikke et problem.
I centrum befinder maden sig, der med udgangspunkt i de bugnende boder udenfor i Ballaro-markedet den ene dag er arabisk inspireret, den anden afrikansk, den tredje måske palermitansk. Grundlæggerne af Moltivolti mener nemlig, at måltidet er det bedste sted at socialisere starte en dialog, og man er ikke bange for at eksperimentere med nye smage.
Desuden tilbyder Moltivolti også kontorpladser for de udenlandske gæster udefra, der ikke har et netværk til at starte en virksomhed op, eller blot har brug for et netværk eller et udgangspunkt til at søge arbejde.
Palermo er i forvejen berømt for sin multikulturelle historie, og byen er bygget på skuldrene af udvekslinger med Tunesien, Marokko, Grækenland og Mellemøsten, der både aflæses i gastronomien, arkitekturen og i de mange sprog, der tales her.
Jeg glæder mig til at komme til Palermo næste gang, hvor jeg uden tvivl skal prøve at spise på Moltivolto – ‘de mange ansigter’. Besøg stedet via linket her.
Moltivoltis kontakoplysninger:
  • Via G.M. Puglia, 21 – 90138 – Palermo
  • info@moltivolti.org
  • www.moltivolti.org
  • 091 2710285 | 327 2377487 | 347 9776306

Stregaprisen 2019: Antonio Scuratis kontroversielle bog ’M – en søn af århundredet’ beskriver for første gang Mussolini og fascismen i en roman. Hvor intet er opdigtet.

Er det genialt eller katastrofalt? Er han fascist eller anti-fascist? Og er det overhovedet muligt at give Benito Mussolini et menneskeligt ansigt? Den napolitanske forfatter Antonio Scurati er indstillet til Italiens største, litterære pris, Premio Strega, der siden 1988 har hædret Italiens bedste forfattere. Men både indstillingen og hans værk: ’M – il figlio del secolo’  har vækket forargelse i Støvlelandet. Scurati gør nemlig det, ingen før har turdet: det 839 siders lange værk, der faktisk kun udgør første bind i en trilogi om Benitos liv og levned i magtens greb fra 1919-1943,  beskriver Il Duce via fiktionen, med alle romanens sproglige træk og finesser, som gør den fattige mand fra Romagna til kød og blod.

Således beskrives Scuratis mission på bogens første side:

”Han er som et dyr, der opsnuser den tid, der kommer, han lugter til den, og det han lugter, er et ødelagt Italien, som er træt af den politiske kaste, det lidende demokrati, de uduelige og medskyldige moderater. Så han gør sig til leder af de uregerlige, de håbløse, pyromanerne, de ’rene’, de dummeste og de hårdeste. I en rapport fra 1919 bliver han selv beskrevet som ’intelligent, med et stærkt helbred på trods af sin syfilis, sensuel, følsom, modig, let ved både at vække sympati og antipati, meget ambitiøs, bund-sentimental.’ Han er Benito Mussolini, forhenværende, afsat formand af det socialistiske parti, en ubeskyttet, politisk agitator og leder af en lille modstandsavis. Han ville have været en romanfigur hvis ikke han havde været den mand, der mere end nogen andet har plettet Italien med blod. Essayisterne har dissekeret hvert et øjeblik af hans liv. Men ingen har behandlet parablen om Mussolini og fascismen som en roman. En roman – og dette er det afgørende punkt – hvori intet er opdigtet.”

For Antonio Scurati har taget sine forholdsregler og insisterer igennem hele værket på udelukkende at basere sin fortælling på kildemateriale, utallige historieoptegnelser, notater, billedmateriale og vidneudsagn, som Scurati har pløjet sig igennem inden han satte sig til tasterne. Det er også sådan, romanen grafisk set er opbygget: af breve, optegnelser, digte, referencer og citater fra datidens største og mindste deltagere i historiens gang, som via førstehåndsberetninger har beskrevet Mussolini.

Når alt dette er sagt er det usædvanligt at læse romanens første linjer, hvor Scurati bruger Mussolini som fortæller i første person. Første kapitel starter således:

”VI står og kigger ud på Piazza San Sepolcro. der står 100 spredte personer, alle mennesker, der ikke tæller. Vi er få, og vi er døde. De venter på, at jeg taler, men jeg har ikke noget at sige. Scenen er tom, oversvømmet af 11 millioner lig, et hav af kroppe – stinkende og rådne og hevet op af skyttegravene  i Carso, Ortigara, Isonzo. Vores helte er allerede blevet slået ihjel, og de vil blive det. Vi elsker dem lige til det sidste, uden forskel. Vi sidder ovenpå den hellige bunke af døde. Den realisme, der altid følger i kølvandet på en oversvømmelse, har åbnet mine øjne: Europa er efterhånden en scene uden roller.”

I et interview i New York Times har Antonio Scurati udtalt, at hans roman søger at trække Mussolini ud af den fiktion, som historien i sig selv repræsenterer: ”I den italienske bevidsthed er Mussolini blevet en slags totem, et menneske med stor karisma, en slags pervers fædrelandsfigur, som vi har undertrykt. Denne bog har trukket ham ud af den undertrykkelse.”

Romanen er højaktuel i kølvandet på den nationalistiske højredrejning, som lige nu foregår i både Italien og andre lande i Europa, og Jonathan Collins, direktøren for forlaget HarperCollins, der har købt de engelske rettigheder af forlaget Bompiani, glæder sig til at oversætte værket, der ifølge ham ”er pligtlæsning for enhver, der interesserer sig for det 20 århundrede (…). Bogen er en tidløs undersøgelse af hvordan fascisme kan slå rod i et samfund.”

’M – il figlio del secolo’ er så meget i vælten at værket nu også bliver lavet til en tv-serie af det selv samme produktionsselskab, som har haft stor succes med filmatiseringen af Elena Ferrantes Napoli-romaner. Men inden det sker kan vi glæde os til den 3 juli, hvor vinderen af Strega-prisen bliver afsløret i Rom. Du kan høre et interview på italiensk med Scurati om hans kontroversielle værk HER.

Antonio Scurati er født i Napoli i 1969 og uddannet i filosofi ved universitetet i Milano. Idag arbejder han som forfatter, underviser og forsker ved universitet i Bergamo og koordinator ved centret for krigslingvistik og vold.

Strega-prisen 2019 – 4 syditalienske værker er nomineret:

12 finalister er blevet nomineret til den prestige-fyldte Strega romanpris, der siden 1947 er blevet uddelt i Rom, og hylder årets bedste, italienske prosa. I 2019 er følgende værk udvalgt:

  • Valerio Aiolli, Nero ananas (Voland)
  • Paola Cereda, Quella metà di noi (Perrone)
  • Benedetta Cibrario, Il rumore del mondo (Mondadori)
  • Mauro Covacich, Di chi è questo cuore (La nave di Teseo)
  • Claudia Durastanti, La straniera (La nave di Teseo)
  • Pier Paolo Giannubilo, Il risolutore (Rizzoli)
  • Marina Mander, L’età straniera (Marsilio)
  • Eleonora Marangoni, Lux (Neri Pozza)
  • Cristina Marconi, Città irreale (Ponte alle Grazie)
  • Marco Missiroli, Fedeltà (Einaudi)
  • Antonio Scurati, M. Il figlio del secolo (Bompiani)
  • Nadia Terranova, Addio fantasmi (Einaudi)

Jeg vil frem til prisuddelingen den 3 juli tage fat i de 4 syditalienske forfattere – understreget ovenfor – og deres nominerede værker, og give et kort rids af deres spændende bidrag til den italienske litteraturhistorie.

Historien bag Strega-prisen går helt tilbage 1944, hvor ægteparret Bellonci begyndte at holde litterære saloner i deres hjem i Rom, og med hjem fra ejeren af Liquore Strega-fabrikkerne, der producerer den safrangule og søde Strega-likør i Napolis bagland nær Benevento, fik de kapital til at stifte en pris. I dag er Strega-prisen Italiens vigtigste af sin slags, hvis vinderfelt baseres på tilbagemeldingerne ’Søndagsvennerne’ – en læsergruppe sammensat af folk fra hele landet, der siden 1947  med vidt forskellige baggrunde men med stor kærlighed til den italienske skønlitteratur, indstiller  i alt 72 forfattere til prisen. Ud af dem vælges 12, som i sidste ende bliver til én den første tirsdag i juli under ceremonien i Villa Giulia, i Rom.

Foto: LetteratudineNews

”Jeg kradser også for dig”

Han tog sig prompte i skridtet, og sagde:”Gratto anche per te”. Tonefaldet var humoristisk i en erkendelse af øjeblikkets groteskhed: her stod vi i en nøjsom, protestantisk kirke med en anonym kiste imellem os, helt alene, overrumplede.  Men under hans forsikringer lå der alligevel en alvor, en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig. Døden udlignes med livet og den frugtbarhed, der bæres mellem benene.

Syditalien kom  jævnligt til Danmark, nærmere sagt til Allerød, i form af min kæreste Marco, der betragtede den nordsjællandske orden med ligeså forbløffede øjne, som jeg havde beskuet det modsatte i hans hjemby.

Første gang han var på besøg ringede min svigermor spændt og ubønhørligt: det var sommer, og man kunne nærmest fornemme heden emme ud af røret på fastnettelefonen, når hun med læspende istemte råbte (ikke talte): ”Vi er i helvede, Marco, vi er i helvede, vi brænder op!”

Hun fortsatte med at spørge (råbe), indtil Marco roligt sænkede telefonrøret og kvalte talestrømmen, der spruttede, indtil røret ramte afbryderen, og lagde sig til hvile ovenpå telefonens hus. Så gik han ud af havedøren, lagde sig på det kølige parcelhusgræs, og afsatte aftrykket fra Salernos kaos på overfladen af gammel havbund.

Marco var ankommet til en anden dimension, hvor himlen kunne være så uigennemtrængelig blygrå, at det gav ham jetlag; hvor der ingen skodder var for vinduerne, skønt junilyset trængte ind gennem ruderne selv om natten, og hvor han derfor måtte surre tøjstykker om hovedet, for at kunne sove. Det var landet, hvor man spiste en klistret grå masse til morgenmad kaldet havregrød, og hvor en af mine veninders fædre serverede et stykke Gamle Ole med sky, så Marcos fordøjelse gik komplet i stå.  Og så oplevede han, hvordan dansken ( i hvert fald hjemme hos mig) kunne finde på at bruge ruller af toiletpapir på bordet, i stedet for servietter. Han fortalte (heldigvis ikke uden humor), at han aldrig havde oplevet noget lignende.

Marco fik slem halsbetændelse, da vi en kold sommernat cyklede hjem fra Allerød station uden jakker på, og hans mandler hævede så meget, at han knap kunne tale, og vi måtte købe citroner, som han på bedste syditalienske vis skulle gurgle mund i, for at dræbe bakterierne.  Min mor kogte pasta i lange baner for at trøste, og han oplevede den eksotiske, danske pastakultur, hvor spaghettien kommer ind på middagsbordet i sin egen skål som et nøgent og sårbart spædbarn, uden forinden at blive vendt i sauce.

Men det største indtryk, Allerød gjorde på Marco, indprentede sig et så forbløffende sted som i kirken: et af de steder, jeg er kommet mindst gange, men som jeg ikke desto mindre ville vise ham, fordi det meste af den gamle by er blevet fjernet i parcelhusenes og indkøbscentrenes navn, og fordi Lillerød Kirke, med sine røde mursten og solide kampestensvæg, indeholder en særlig, nøjsom skønhed, der ligger langtfra Syditaliens svulstige baroktabernakler.

Jeg aner faktisk ikke hvordan vi fik så let adgang til kisten, som vi gjorde. Måske man aldrig låser af i timerne omkring en bisættelse, men lader den hvide kasse stå oppe ved alteret, inden gæsterne ankommer? I hvert fald kunne vi gå gik direkte ind i kirkeskibet, der var komplet øde, for pludselig at stå ansigt til ansigt med en lukket kiste. Det spartanske, hvidkalkede rum og mørket udenfor gjorde sit til at fremhæve det groteske fund, men mens jeg blot syntes det var mærkeligt og lettere upassende, blev Marco med ét bleg. Så greb han sig i skridtet og udtalte de magiske ord, som var det en besværgelse: ”jeg kradser også for dig.”

I Syditalien er døden omgærdet af en særlig kraft. Af samme grund har man indhyllet den i ritualer og overtro, som kan holde de onde kræfter stangen, der især handler om at neutralisere døden med dens modsætning: livet. Menneskets genitalier er symbolet på frugtbarhed, og derfor har mænd i århundreder taget sig til skridtet, når de på sin vej mødte et begravelsesoptog, eller når man trådte ind i et lokale, hvor en afdød lå til skue. Det er den selv samme ikonografi, der ligger bag brugen af vædderhorn som amuletter i byer som især Napoli og Palermo. De bæres enten om halsen som smykker, hænges under bilerne eller pynter væggene og spejles i den ultimative gestus mod det onde, nemlig den knyttede hånd, der med stiv pege-og lillefinger løftes mod den besværgende, ’per fare le corna’.

At opleve overtroen i fuld vigør, indsat som en betydningsbærer i den uigennemskuelige hverdag, som Syditalien stadigvæk er præget af, giver god mening i øjeblikket, ligegyldig hvor grotesk det virker. Selvom mange af ritualerne stammer helt tilbage til de grækere, som indtog Syditalien for 2500 år siden, har tingene på nogen planer ikke forandret sig en tøddel: dengang sikrede man sig mod ulykker i kølvandet på krige, epidemier og naturkatastrofer. I dag hidkalder man Madonnaen, kradser sig i skridtet og kaster salt over skulderen for at lempe sig igennem et liv, hvor mysterierne stadig står i kø, udløst af Statens og korruptionens lunefulde djævelskab.

Det ultimative syditalienske vidunder er det faktum, at ingenting er, hvad det synes.

Illustration: I Napoli har såkaldte ‘scaramantici’ i århundreder gået rundt i gaderne og med vædderhorn, hvidløgsranker og dåser med rygende røgelse fjernet forbandelser fra butikker og indbyggere. Billedet er taget i 60’erne. Fra Wikipedia.

Pizza og pizzo i Via Tribunali: Bagerne i Napolis pizzagade bryder tavsheden om børne-mafiabanderne der ‘afpresser dem som citroner’

De kommer og kræver 100 euro om ugen i støtte til kvarterets familier med fængslede slægtninge, så er der de 5000-10.000 euros, som pizzabagerne presses til at betale til jul og påske, og falder pengene ikke prompte, bliver der skudt mod pizzeriaernes vinduer og udløst bomber i gyderne.

I omkring et årti har nogle af Napolis mest berømte pizzeriaer kæmpet med undertrykkelse fra ‘la paranza dei bambini’ – en helt særlig gren af den napolitanske mafia, hvor teenagere helt ned til 13-15 års-alderen agerer mafiosi og terroriserer handelen i byens gamle centrum. Trods den unge alder er de ikke blege for at slå ihjel, og derfor har de kunnet chikanere agtværdige etablissementer som Pizzeria Di Matteo og endog selveste Pizzeria Sorbillo – to steder, der er verdensberømte for deres originale pizzaer, og som i årtier har ligget i Napolis absolutte gastronomiske elite hvad angår folklore, historie og tradition.

Via Tribunali har også navnet Decumanus Maximus og stammer fra det over 2000 år gamle vejnet fra dengang grækerne grundlagde Neapolis, ‘den nye by’.

Men nu er det kommet frem at stederne i lang tid har været afpresset af de såkaldte ‘baby-gangs’ – dråben, der fik bægeret til at flyde over, var hændelsen natten mellem den 25 og 26 februar, hvor der blev affyret adskillige skud mod di Matteos metal-persienner. Det fik butiksindehaverne til at bryde tavsheden, den såkaldte omertá, som i årtier har været et nøgle-begreb i mafiaens fortsatte overlevelse. Holder man mund, overlever man, men nu gider pizzabagerne i Via Tribunali ikke længere at betalte pizzo, beskyttelsespenge: “Vi bliver afpresset som citroner”, siger en af ejerne hos di Matteo, og fortæller hvordan de såkaldte baby-gangs chikanerer dem ved pludselig at dukke op og hærge og røve al maden på disken: pizzaerne, panzerotti, panini.

Politiet blev tilkaldt og der er nu blevet foretaget afskillige anholdelser i ‘la paranza dei bambini’, hvilket ligger i forlængelse af byens indsats mod netop de hærgende babygangs, som flere steder har taget kontrollen over Napolis underverden.

Via dei Tribunali er personligt en af mine absolutte yndslingsgader i Napoli, skønt den sidste gang, jeg var i byen, tydeligvis har undergået den uundgåelige forandring, som altid skyller ind over et sted, når det kommer ‘in vogue’: i århundreder har Napoli svunget som et pendul mellem optur og nedtur – tydeligst illustreret med byens berømmelse som dannelsesdestination i Guldalderen, hvor blandt andet H C Andersen og Bryggeren valfartede til Napoli for at opleve den oplyste kongeby, der næst efter Paris og London var Europas mest industrialiserede metropol. Napolis nedtur startede ved Italiens samling, og accelererede dels efter 2 verdenskrig, og dels efter det voldsomme jordskælv i 1980, hvor camorraen tjente fedt på bolispekulation og tvivlsomme entreprenøraftaler.

Via Tribunali er fuld af små butikker, pizzeriaer og konditorier, hvoraf flere er blevet presset til at betale beskyttelsespenge til den napolitanske mafia, la camorra.

Via Tribunali ligger i Napolis næstældste bydel I Decumani – kun området omkring Pizzo Falcone nær Chiaia-kvarteret er ældre – der ligger ovenpå det ældgamle, græske vejnet, som blev etableret her for over 2000 år siden, og sammen med nabogyderne udgør et af de mest ikoniske områder i Napoli fuld af forfaldne kirker, små butikker, julekrybbeværksteder og selvfølgelig også pizzeriaer.

I Via Tribunali findes der døre ned til de arkæologiske udgravninger og løbegange under brostenene, som helt op til 2 verdenskrig blev brugt som beskyttelsesrum mod invasioner og bombardementer. Og indtil for blot et par år siden var det det lokale liv, der især karakteriserede stemningen her, mens de få turister, som byen modtog, promenerede ad strøget Spaccanapoli i gaden Via S. Biagio dei Librai ved siden af.

I februar havde filmen ‘La Paranza dei bambini’ premiere, baseret på bogen af samme navn af Roberto Saviano, som tidligere har skrevet om den napolitanske mafia med livet som indsats.

Siden sidste år har ildsjæle som blandt andet pizzabageren Gino Sorbillo stået bag en opfriskning af Via Tribunali, som har resulteret i flere restauranter med turistmenuer på engelsk, vejskilte, der kan hjælpe udlændingene på vej, og nymalede facader. Det er tveægget sværd – for alt imens jeg under napolitanerne at Napoli atter er kommet på folks læber som spændende turistdestination, ønsker jeg jo også, at tingene skal forblive, som de var engang.

Og så alligevel: det er jo netop den dynamiske bevægelse mellem optur og nedtur, der tegner Napolis skæbne, og napolitanerne gør forståeligvis blot hvad de har gjort i århundreder, nemlig udnyttet øjeblikkets potentiale. Det er en distinkt del af napolitaniteten og vil intet grundlæggende forandre, blot understrege byens konstant, som vi elsker, men hvori den kyniske camorra i århundreder har påtvunget sig en rolle med vold og magt. Den vigtige forskel ligger i, at nogen endelig er begyndt at sige tydeligt fra overfor kriminalitetens groteske normalitet.