Rejser til Syditalien i foråret 2020 – en servicemeddelelse

jeg bliver i disse dage kontaktet af folk og læsere, som havde planlagt at rejse til Syditalien her i foråret, men nu spørger mig, hvordan de skal gribe situationen an. Her kommer derfor de råd, som jeg i disse dage har fået efter at have konsulteret gode venner i Syditaliens turistbranche:

Din kontaktperson i Syditalien tænker på dig og dit helbred:

Uden at kunne tale for langtfra alle hotelejere etc. i Syditalien, er min klare fornemmelse, at han/hun først og fremmest tænker på deres gæsters velbefindende. Og man ønsker som det sidste i verden at være skyldig i, at nogen bliver syge på syditaliensk jord – det er de meldinger, jeg får. Hensynet for sin egen situation som forretningsdrivende kommer umiddelbart i anden række.

Indgå i en konstruktiv dialog:

Overvejer man at tage til Syditalien her til foråret, eller har man bestilt et ophold i Syditalien, og overvejer at afbestille sin rejse, er der flere scenarier, som jeg har prøvet at opstille i nedenstående flow chart:

1) Skal jeg rejse i marts / april / maj?
Nej = gør ikke noget
Ja = spørgsmål 2

2) er min booking rufendérbar?
Nej = kontakt hotel og spørg om du kan flytte dit ophold til anden dato
Ja = spørgsmål 3

3) vil jeg flytte rejse til en senere periode?
Nej = afbestil din rejse
Ja = kontakt hotel og spørg om at flytte datoer

Som I kan se er det en god idé at etablere en dialog med sit hotel og sin hotelejer, i fald ens booking ikke kan refunderes. På den måde får man måske tilbudt at få udskudt sit ophold, feks. til næste år – en win win situation for begge parter. Tag dig tiden til at skrive en mail, hvori du beskriver dine tanker og planer, og giv din syditalienske vært lidt tid til at svare.

Jeg håber, disse informationer kan bruges og gøre tingene lettere, både for jer som rejsende, og overfor de mange syditalienere, som lige nu prøver at gøre deres bedste i en svær situation.

Foto: Castellammare del Golfo, Sicilien. Wikipedia.

Napolis berygtede ghettobyggeri Le Vele er ved at blive revet ned

De udgør kulisserne for både filmen Gomorra af Roberto Saviano, der portrætterer den napolitanske camorras kynisme, og hitserien af samme navn, der i flere år har gjort seerne på streaming -tjenesten HBO Nordic bekendt med kriminalitetens ulyksaligheder i bydelen Scampia.

Det drejer sig om de berygtede og ikoniske ‘Vele – sejleskibe’, som bygningerne kaldes på grund af deres usædvanlige konstruktion, som i årtier har rummet Napolis fattigste befolkning. Men hvad de færreste nok ved er, at Le Vele i det seneste årti har haft en dødsdom hængende over hovedet.

Nogle har revet en bygning ned, andre tøvet, og istedet iværksat frugtesløse projekter, der skulle få de unge ud af kriminaliteten. Mangt en borgmester har været rådvilde omkring hvad de skulle gøre ved armodet, men med den nuværende Luigi Magistris, er man nu begyndt at rive Le Vele ned som en del af saneringsprojektet Re-Start Scampia.

Således kunne beboerne se til fra bag afskærmningerne, da de enorme maskiner den 20 februar klokken 11.07 begyndte at bryde deres hjem, La Vela Verde, ned. De fleste klappede og hujede af glæde over, at politikerne nu endelig skrider ind. Som én af tilskuerne skulle have sagt til avisen Il Fatto Quotidiano: “VI er ofte blevet chikaneret, blot for at bo her.”

Planen er, at alle bygninger skal rives ned, med undtagelse af en enkelt, som skal stå tilbage som et slags symbol på Scampias udvikling.

Engang var der 7 ‘Vele’ – idag blot 4, fordi nogle allerede er blevet revet fjernet, mens de tilbageværende har udgjort øer, hvor de hjemløse og fattigste har klumpet sig sammen, ofte på ulovlig vis, for at have tag over hovedet.

Bygningerne blev bygget mellem 1962 of 1975 og har siden drevet som kæmpeskibe, en slags flåde af Noahs arker, gennem betonen nordøst for Napolis centrum. Navnet Le Vele, ’sejlene’, kommer af den trekantede form, som arkitekt Franz Di Salvo gav de 7, gigantiske lejlighedskomplekser, som kunne rumme op til 70.000 napolitanere. I midten af hver bygning rejser højden sig med adskillige etager, og mimer et udspændt skibssejl.

For de mere morbide kunne silhuetterne også ligne buerne på et hjertediagram, der viser pulsslagene på en døende patient.

Ikke desto mindre var politikerne fulde af begejstring, da Le Vele kom på tegnebrættet, og borgmesteren kunne fortælle vidt og bredt om Di Salvos inspiration fra mestre som franske Le Corbusier og japanske Kenzo Tange. Hvor der før havde været marker og græssende får, begyndte Di Salvo nu at konstruere sine skibe.

Tanken var sympatisk: med statsmidler fra den syditalienske pulje, La Cassa del Mezzogiorno, og støtte fra lov 167, der blev indført i 1962 og for første gang i italiensk historie gav landets kommuner lov til at ekspropriere store områder statslig jord til sociale boligbyggerier, var grunden lagt for et napolitansk genhusningsprojekt af hidtil usete proportioner.

Men Di Salvo ville ikke kun bygge nye og sunde lejligheder for den arbejdende klasse – han ville også integrere grønne områder, legepladser og sportsfaciliteter. Samtidigt skulle Le Vele være en hyldest til atmosfæren fra Napolis historiske centrum, der er så kendt for sine hyggelige gyder og baggårde fulde af munter leben. Hvert ’sejlskib’ skulle bygges op omkring en indre, gennemløbende korridor, der var åben mod himlen, og hvortil lejlighedernes hoveddør åbnede op ud mod et svævende gangsystem af trapper i en modernistisk nyfortolkning af Napolis historiske kvarterer.

Ovenfor fortæller de lokale beboere om nedrivningen som en sejr, og som er en del af kampen mod camorraen og Scampias sociale problemer.

Men så begyndte tingene at gå galt. Først og fremmest var der ikke penge nok til at udføre Di Salvos drømme ordenligt. Bygningerne blev bygget af inferiøre materialer; den åbne korridor, som skulle mime den karakteristiske, napolitanske ’vicolo’, blev af sparrehensyn langt smallere end først planlagt, så gyden rettere fremstod mørk og skummel, end lys og venlig. Og flere af elevatorerne kom aldrig til at virke.

Alligevel udviste napolitanerne en stædig tro på, at tingene denne gang ville være anderledes: folk valfartede til de færdigbyggede Vele for at se miraklet med egne øjne, og det blev højeste mode at lade sig fotografere på trinbrættet foran byggerierne – Scampia fik sin egen togstation som en del af projektet.

I dag kan man stadig finde gamle sorthvide fotos af bryllupspar og gæster, der står som myrer for foden af deres betontue, og ser håbefuldt mod kameraet. Folk kom til Scampia fra hele Napoli for at bruge Le Vele som baggrund for deres bryllupsbillede, og nogle fotos forestiller også de hyrder, der langsomt blev presset ud af området, stå perplekse med deres dyr foran det modernistiske betonlandskab.

Priserne på lejlighederne stod desværre ikke mål med en normal arbejderløn. Mange af de flittige borgere, som man håbede ville flytte ind, kom aldrig i nærheden af at have råd til en bolig i Le Vele. Helt galt gik det den 23 november 1980, da jordskælvet ved Irpinia i Napolis bagland gav Syditalien et banesår, som landsdelen aldrig siden er kommet sig rigtigt af. Rystelser på op til 7,3 på Richterskalaen skar en blodig flænge tværs gennem Campanien og Basilicata, hvor tusindvis af mennesker døde i murbrokkerne, de overlevende blev gjort hjemløse, og hele landsbyer jævnet med jorden. De heldigste blev genhuset i blandt andet Le Vele, som efterhånden forvandlede sig til en slumstormerghetto, og et rekrutteringsparadis for den hårdeste kerne af den napolitanske mafia, la camorra.

Der er blevet skrevet bøger og lavet film og tv-serier om Le Veles giftige, sociale miljø, alt imens bygningerne langsomt men sikkert styrter i grus omkring indbyggerne. Politikerne sænker sejlskibene én for én og lover atter ny indkvartering, som deres forgængere har gjort i generationerne og årtierne før dem. Og sådan fortsætter det cykliske bedrag. Napolis fattigste befolkning er nemlig blevet flyttet rundt i århundreder – senest i efterkrigstiden, hvor dem, der mistede deres ydmyge boliger under bombardementerne, blev genhuset i nye kvarterer udenfor Napoli, der som Le Vele egentlig ikke var egnet som menneskeboliger på lang sigt.

I disse år gennemlever Napoli en ny optimisme, bla. affødt af den globale interesse for Elena Ferrantes forfatterskab, af investeringer i infrastrukturen, af masseturismen, der forsigtigt føler byen på tænderne.

Visse fremskridt synes dog kun at være visse mennesker (og klasser) forundt. De fattigste flyttes stadig rundt som en anonym masse af kød, som ingen rigtig ved, hvor man skal gøre af. Derfor hørtes der ikke kun hurra-råb den 20 februar, ved synet af bulldozerne. Nogle græd, og holdt sig for øjnene.

Foto: Federica Zappalà, Wikipedia.

Thomas Bartholin – den danske livlæge i Syditalien

I 1600-tallet var Napoli og Sicilien ikke kun et sted man tog hen for at suge til sig af den sidste nye kultur, mode og ingeniørkunst. Også lægevidenskaben var langt fremme ved barok-hoffet under de spanske kongers herredømme, og Europas klogeste hoveder tog til Syditalien for at opleve avancerede eksperimenter indenfor kirurgi, anatomi og medicinering.

En af dem var Thomas Bartholin. Han var født 1616 i Malmø, og kom ud af en agtværdig videnskabsfamilie, der i 3 generationer fik placeret intet mindre end 12 professorer på Københavns Universitet. Bartholinerne udførte det absolutte pionérarbejde indenfor tidens medicinstudier i Danmark. For eksempel udgav hans far, Caspar Bartholin, Danmarks første anatomiske værk i 1611 – en bog,  som Thomas senere selv udbyggede med hvad der skulle vise sig at blive hans speciale om blodkarrenes funktion og lymfesystemet.

Af Frederik 3. fik Thomas Bartholin overladt ligene af forbrydere, som var henrettet kort efter et stort måltid, så lymfen var fedtholdig og mælkelignende. Han påviste herved brystgangen, ductus thoracicus, hvori lymfekarrene fra ben og krop samles.

Senere blev Thomas udnævnt til Christian den femtes livlæge. Han gik i sin fars og brødres fodspor og uddannede sig til ‘medicus’, men det var især hans årelange studier i Syditalien, der satte trumf på hans virke. I 1644 tog hans til Messina for at besøge den anerkendte botaniker, Pietro Castelli,  for at lære mere om sydens healende medicinplanter. Castelli var blandt andet en af de første til at foreslå plante-ekstrakt og bark (kinin) til forebyggelse og bekæmpelse af malaria. Bartholin fortsatte sin rejse rundt på det nordøstlige Sicilien, hvor han faldt i svime over øens geologi, havdyr, koraller og unikke lavaformationer.

En af Castellis tegninger af Syditaliens medicinske planter fra 1627. Daniel Rabel, Wikipedia.

 

 

 

Rejsen fortsatte til Napoli, hvor Thomas mødte en af periodens mest berømmede læger, Marco Aurelio Severino, der på det tidspunkt eksperimenterede flittigt med såkaldt ‘fryse-anæstesi’. Aurelio fik bragt is og sne ned fra Syditaliens bjerge, og lavede forsøg med patienter, der skulle opereres, og forinden fik det syge område bedøvet med kulde, for at skåne dem mod smerten på en tid, hvor operationer blev udført uden anæstesi.

Marco Aurelio Severino blev født i 1580 i Tarsia, Calabria, og skulle siden blive en af Syditaliens fremmeste botanikere. Han døde i 1656 i Napoli under et pestudbrud. Wikipedia.

Thomas var så fascineret af metoden, at han i 1646 skrev sine observationer ned og tog praksissen med hjem til Danmark, hvor den var hidtil ukendt. Men Syditalien skulle også vise sig at åbenbare andre opdagelser. Da Bartholin er i Campania-regionen på sin Italienstur, bryder der nemlig en voldsom difteri-epidemi ud blandt de lokale børn. Han omtaler kvælningshalsbetændelsen, der siden 1618 har hærget Syditalien, og især slår børn ihjel. Sygdommen rammer dem som en pest, og de får høj feber og tykke belægninger i halsen, der får svælget til at hæve så meget, at mange dør af kvælning. Når betændelsen løsner sig fra mandlerne, resultererer det i voldsomme blødninger, der rummer difteri-virussen, som hurtigt breder sig til organerne og fører til lammelser.

Severino havde forinden forgæves prøvet af helbrede børnene ved hjælp af gurglemidler, rosensirup og honning, men Bartholin gjorde sine egne observationer og endte med at skrive en hel afhandling om emnet undet navnet ‘Undersøgelser vedrørende en difteriepidemi blandt børn i Campania og på Sicilien’.
Den lille bog på 140 sider udgav han i 1646 i Paris på sin vej hjem til Danmark, og uden at vide det havde Bartholin dermed bidraget signifikant til Europas pædiatri – læren om børnesygdomme – som i takt med folkesundhedsreformerne først blev et anerkendt studie i løbet af 1800-tallets Danmark.

Thomas Bartholin døde i 1680 og blev begravet i Vor Frue Kirke. Idag kan man tænke på Bartholinslægten og deres forskning, når man slentrer nedad Bartholinsgade nær Botanisk Have i det indre København. Gaden er opkaldt efter Bartholinerne og rummer i sit navn en passende hyldest til pionérfamilien.

Hovedfoto: Wikipedia.

2 Sæson af Min Geniale Veninde er i fuld gang og hovedrolleindehaverne er hot stuff

Den 3 februar blev de første afsnit af 2 sæson i hitserien ‘Min Geniale Veninde’ vist på italiensk tv, og siden har episoderne også kunne nydes på HBO Nordic hver mandag.

Men de dygtige skuespillerinder, der spiller Lila og Lenù i filmatiseringen af Elena Ferrantes verdensomspændende romansucces, er forlængst blevet superstjerner i deres hjemland, og er her, der og alle vegne i Italien. Blandt andet var de på scenen, da Italien forleden afholdt deres årlige melodi grand prix, Sanremo.

“I er så smukke og dygtige!” Råber studieværten Mara Vernier i dette fine klip nedenfor, for selvfølgelig har Gaia Girace, den voksne Lila, og Magherita Mazzucco, den voksne Lenù, også været forbi hele Italiens ultimative søndagshyggeprogram, Domenica In. Det skete forleden i anledningen af starten på 2 sæson i serien, hvori de to veninder stadig kæmper for at finde fodfæste i den komplekse voksenverden, og hvor vi både kommer til de borgerlige kvarterer i Napoli, til Ischia og til Firenze.

Serien har fået en ny intro, hvor farveladerne er skiftet fra de mørke og dystre halvtredsernuancer til pastelfarverne, som prægede 60’ere æstetisk, og med flimrende filmklip fra et Italien, der koger af ungdomsoprør og terror.

Og i de 4 nye afsnit, jeg indtil videre har set, spiller de to kvinder stadig helt fantastisk, med Lila som den desperate og mishandlede hustru, der knokler i sin mands butik men samtidigt græmmes over ‘de beskidte penge’, som hun putter i kasseapperatet. Og Lenù bliver for alvor både skiftevis fordrejet og svigtet af sin bedste veninde, og Nino, der for alvor og fatalt kommer ind i billedet.

Da jeg boede i Italien så jeg Domenica In hver søndag med min svigerfamilie, og jeg er nærmest vokset op med den karismatiske og moderlige Mara Vernier, der i det rørende klip slet ikke kan lade være med at rejse sig og kærtegne de to kvinders ansigter, mens hun taler med dem. I interviewet fortæller Gaia og Margherita om hinandens bedste sider:

“Hun er så elegant og raffineret”, siger Gaia om sin medspiller, mens Margherita modsat roser Gaia for sin ærlighed. Og så afslører Gaia at hun foretrækker ikke at øve sine replikker for meget. “ellers bliver det hele for mekanisk”, erklærer hun.

Netop det sidste blev grunden til at Gaia og Margherita kom lidt op at skændes til filmfestivalerne i Venedig og Los Angeles, fortæller de i klippet. “Jeg er en meget spontan person”, siger Gaia, mens Margherita betror os at det for hende er vigtigt at øve og være disciplineret i forhold til skuespillet.

Desuden skal man nyde klippet, fordi det viser den helt særlige afslappede stil, som ofte karakteriserer denne slags italienske programmer, der er meget mere håndholdte end mange tilsvarende shows i Danmark. Mara råber i starten:””Skru så op for de mikrofoner!” og “Er er den, der kan tage og slukke for den air condition!” Hun er slemt forkølet og må på et tidspunkt bryde grinende sammen, og sige “tante her skal lige pudse næse!”, hvorefter hun drejer sig rundt på stolen og får styr på sagerne.

Tak, Mara, for at være vores sjove og skøre tv-Mamma!. Jeg glæder mig til de næste afsnit af My Brilliant Friend.

Klippet fra Domenica In den 16 februar kan du se ved at klikke her.

Hovedfoto: Titelkort fra HBO-serien. Wikipedia.

Nyt instruktørtalent går tæt på Napolis fodboldkultur i filmen ‘Ultras’

Når Napolis San Paolo-fodboldstation fyldes af fodboldsfans til bristepunktet, der skal støtte deres lokale fodboldhold, kan man opleve eufori, glæde og stolthed på tribunerne: fodbold har en næsten mytisk status i byen, men ligesom i andre af Italiens (og Europas) stolte klubbyer har der igennem tiden udviklet sig en patriotisk fankultur, som i visse tilfælde rækker udover normal kuldyrkelse af sine helte på grønsværen.

Jeg taler naturligvis om den italienske Ultras-bevægelse, der i 60’erne udsprang af den engelske hooliganisme, og er kendt for at skabe kaos blandt publikum, med romerlys, slagsange og dans. Ind imellem prøver Ultras-tilhængerne at gennemtvinge sig magt i de lokale klubber, og det kan føre til sammenstød, især når rivaliserende hold mødes på både græsset og i tilskuerrækkerne.

Ultras er den mest udbredte fankultur i Sydeuropa, og i Syditalien har de forlængst gjort sig gældende på stadioner og til kampe, hvor deres konfrontationer og provokationer endda kan føre til voldelige sammenstød.

Trailer til Ultras på Netflix:

Få har taget et grundigt og granskende blik på Ultras-tilhængerne, men det bliver der lavet om på nu med den napolitanske instruktør Francesco Lettieri fra Pozzuoli, der med sin første store film ‘Ultras’ får premiere på Netflix dette forår. Med sin film dykker han dybt ind i den napolitanske hard core fankultur for at fortælle en anderledes historie om de mennesker, der af forskellige, personlige grunde bliver en del af ‘Ultras’-kulturen.

Filmen bliver vist i udvalgte biografer den 9, 10 og 11 marts i Italien, og desuden på Netflix fra den 20 marts.

Til soundtracket har blandt andet Liberato bidraget med sangen ‘We come from Napoli’ – Liberato er en af Napolis hotteste kunstnere lige nu, skønt ingen ved hvordan han ser ud. Med sin hættetrøje og maske udgør han lige nu den kreative spydspids i en revitalisering af byens århundredegammel sangkultur, hvor der synges på dialekt, og hvor stemmer fra byens fattige periferi får lov at sætte ord på deres følelser og frustationer.

Liberato har som altid øje for menneskene i Napolis udkant, og jeg er personlig stor fan af Liberato og synes, han har fået lavet en utrolig smuk musikvideo, hvor lokale ultras drøner rundt på scooter, nyder udsigten udover Napolis havn og tager grådigt for sig af napolitansk gademad af indvolde og bløddele fra svin og kalv.

Og så viser han at han kender sin hjembys sangskat med sin hilsen til singer songwriteren Pino Daniele midt i sangteksten: «Terra mia, terra mia, this is where I wanna be, neh, ma chi sfaccimma sì, but we come from Napoli.” Se med her:

Hovedfoto: Ultras til en kamp i Sofia. Biso, Wikipedia.

Franciskanermunke i Napolis og Siciliens udkant bor i togvogne og har dedikeret deres liv til Syditaliens fattige

De laver deres egne måltider af rester, som grønthandlerne ikke har kunnet sælge, og bruger deres liv på at bede, lave gratis mad til byens udsatte, og hjælpe dem, der er i nød, skønt de ingenting har selv.

På den måde efterlever de den hellige Frans af Assisis doktriner om næstekærlighed, barmhjertighed og askede i en virkelighed, der langtfra ligner et Paradis, og hvor flere og flere mennesker i det Syditalienske samfund presses ud i periferien af arbejdsløshed, dårlige, sociale tilbud og et sundhedssystem i knæ.

Jeg er netop selv stødt på munke-ordenen ‘Frati Minori Rinnovati’ ved et tilfælde, og er blevet nysgerrig på denne gren af den romersk-katolske kirke, hvor mænd (og også kvinder – søstrene ‘Sorelle Minori Rinnovati’ udbreder det samme budskab i deres klostre udenfor Messina og Palermo) tager Francesco d’Assis ord meget bogstavelige.

Ordenen blev indstiftet i 1972 i bispesædet i Monreale (en by i Palermos bagland der i århundreder har været berømt for sin gigantiske og forgyldte normannerkirke) i forbindelse med et såkaldt barmhjertighedsdekret fra Vatikanet, hvor det blev gjort muligt at hylde Den Hellige Frans’ måde at virke og leve på i sin helt oprindelige form.

Denne ‘back to basic’-tilgang efterleves idag af cirka 60 Minori Rinnovati-munke, hvoraf 8 styks lige nu bor i et rustent kloster sammenflikket af et par 3-klasses togvogne i Napolis slumkvarter, Scampia. Her har man praktiseret munkelivet siden starten af 70’erne, hvor man besluttede sig til at slå sig ned i millionbyen.

Mens munkene ventede på at få tilsendt et par containere, som de kunne bo i, dukkede nogle lokale op og tilbød dem de udrangerede togvogne istedet. De er blevet forvandlet til munkenes hjem, og hver lille kupé indrettet til isolationsceller med en seng og et skrivebord, hvor munkene kan bo ‘in clausura’.

Besøg i tog-klostret er begrænset, men enhver der har brug for omsorg, et måltid, en velsignelse eller et tag over hovedet kan bo her hos munkene, når brødrene ikke beder eller er ude i Napoli for at lave frivilligt arbejde.

Munkene tilbyder for eksempel deres hjælp på ungdomsfængslet på den aflåste ø Nisida nord for Napolis centrum, hvor der i årtier har boet kriminelle, eller på hospitalerne rundt omkring i Napoli, for at pleje de syge og aflaste sygeplejerskerne.

Munkene nægter at modtage hjælp men tager til takke med togvognene, der ligger i et buskads med en mur omkring, og en lille have med de mest nødtørftige planter og frugttræer. Maden laver de over åben ild, og retterne er selvfølgelig vegetariske, for Den Hellige Frans elskede dyr.

Udover brødrene i Scampia, der bor lige midt i en af Napolis mest camorra-inficerede bydele, opholder resten af ordenen sig i lignende, perifære slumklostre udenfor byerne Corleone og Palermo, samt i Colombia og Tanzania, hvor de ligeledes hjælper de fattigste med fysisk og psykisk bistand.

På denne høje klippe i Corleone ligger ruinerne af Castello Sottano-slottet, hvor den lokale gren af Minori Rinnovati-munkene bor. Wikimapia.org

Du kan læse mere om ordenen her:
https://www.fratiminoririnnovati.org/

Hovedillustration: Franciscanermunk på  vej op til sit kloster i ruinerne af Castello Sottano i Corleone, Sicilien. Wikimapia.org.