Syditaliensk hverdag: En ode til den hellige fordøjelse

Taget i betragtning hvor mange bøger, der efterhånden er skrevet om italiensk gastronomi, kan det forbløffe én, at der endnu ikke forelægger én om fordøjelse. For fordøjelsen er et af de emner, som suverænt optager italienerne mest i hverdagen omkring deres køkken.

Fra selv den mindste snack og kaffe på gadehjørnet over den daglige skål pasta til de store middage i familien ligger der dette konstante ledemotiv, som handler om hvordan man får kroppen lettest og bedst igennem måltiderne. Og koderne er så nedarvede, at italienere ikke stiller spørgsmålstegn ved dem, ja jeg tror faktisk, at de ser dem som en slags universel viden, som hele verden deler. Det gør den, desværre, ofte ikke.

Mødet med det italienske fordøjelseskodeks møder man derfor ofte først som udlænding, når det går galt. For mit vedkommende skete det dengang jeg boede i Salerno syd for Napoli og fik et unikt indblik i den syditalienske viden om maveorganernes hemmelige liv.

Den livsfarlige peberfrugt

Her skulle jeg engang bidrage til en svulmende buffet under min italienske kærestes fødselsdag, og grønsagsmarkederne bugnede af peberfrugter. Jeg ville lave noget enkelt, og derhjemme i Danmark havde jeg allerede eksperimenteret med marinerede peberfrugter – i ved, den opskrift, hvor man kommer grøntsagerne i en plasticpose i ovnen, hvorved skrællen løsner sig, og man kan ’flå’ peberfrugterne og marinere dem i olie, eddike og hvidløg.

Jeg lavede en kæmpe portion i mit lille køkken under det blinkende lyststofrør, og fragtede retten med til festen, sammen med en stor bradepande flødekartofler. Jeg havde med møje anskaffet mig frisk fløde, for min kæreste Marco elskede den fede, saftige ret, som jeg krydrede med løg og hvidløg, på bedste, danske manér.

”Det dufter meget af løg”, fik jeg at vide, da jeg lettede på sølvpapiret, som omsluttede flødekartoflerne. Folk smilede og besigtigede denne eksotiske ret fra det høje nord, og jeg tog nysgerrigheden som et kompliment. Peberfrugterne blev der dog kastet forfærdede blikke efter, og de led en krank skæbne – festen begyndte, og gæsterne kastede sig over buffeten, men da festen sluttede langt ud på natten og vi skulle rydde op, havde ingen – som I INGEN – så meget som stukket til min ret. Flødekartoflerne stod også jomfrueligt tilbage, og jeg skal selv være den første til at indrømme, at dansk mad sjældent kan måle sig med det italienske. Italiensk mad ER bare superlækkert, og selvfølgelig kunne jeg ikke tillade mig at tro, at jeg kunne lave marinerede peberfugter som ’mamma’ derhjemme.

Jeg konkluderede derfor, at det sløje engagement ved buffeten nok bare bundede i, at jeg i sidste ende ikke var en særlig god kok, fred være med det. Men efter længere tid fandt jeg dog ud af den egentlige grund: peberfrugter er nemlig en af de mest frygtede grøntsager i Italien, når det kommer til fordøjelsen, og enhver italiener er flasket op med at gå langt udenom en peberfrugt, hvis den serveres til aftensmaden. Kun til frokost – og til nøds i en panino ud på eftermiddagen – bør peberfrugter spises, eller laver den kuk i systemet og resulterer i mavepine og dårlig søvn.

Et perfekt samtaleemne på tværs af sociale skel

Det var en fascinerende verden fuld af hensyn til mavesafter og fordøjelsesorganer, som jeg nu blev en del af i Syditalien, og lektionen om peberfrugtens fortrædeligheder var kun en dråbe i havet – der findes talrige råvarer, som dels hjælper på fordøjelsen, og dels sætter den i stå, og jeg nævner her kun en brøkdel af den nedarvede viden om dette emne, som næsten synes uudtømmeligt i Italien, og som mere end noget andet nedbryder barrierer mellem generationer og sociale skel.

For hvad enten du befinder dig til højbords mellem professorer eller snupper en kaffe med et par borebisser på en autogrill, vil samtalen ofte ende med en snak om de tilstedeværendes aktuelle fordøjelsestilstand. Hele tiden søger man viden hos hinanden om hvordan man får sendt det sidst nydte måltid videre igennem systemet uden mavepine, og netop peberfrugterne er drilagtige. Udover rådet om aldrig at spise denne grøntsag til aften, bør man altid skære den over på tværs for at bryde de fibre i kødet, som er så svære at fordøje. Og mødre kan i timevis diskutere, hvornår det mon er bedst at præsentere peberfrugt for deres børn, for at undgå søvnløse nætter med en blokeret fordøjelse.

Løg anses også for at være svært fordøjelige og ’pesanti’ – tunge. Det var måske også grunden til, at mine flødekartofler ikke imponerede i den italienske buffet. I Italien har jeg endda set nogle kokke slå skilte op på døren til deres restauranter hvor det bekendtgøres, at deres retter er fri for løg, i fordøjelsens navn.

Ingen appelsiner i turbanen

En anden alvorlig synder er appelsiner. En bekendt fortalte mig engang, at hendes svigermor havde en talemåde: ”Appelsinjuice om morgenen er guld, til frokost sølv, og om aftenen bly”. Med andre ord er indtagelsen af appelsiner til aften så godt som lig med ond mavepine og en sløv fordøjelse i mange dage efter. I researchen til en roman stødte jeg engang på en obduktionsrapport fra en siciliansk doktor, der kundgjorde, at et mystisk dødsfald på øen i 1923 hang direkte sammen med komplikationerne fra ’ufordøjede appelsiner’. Man kan altså dø af at spise appelsiner på de forkerte tidspunkter.

Nu er det som udlænding ganske let at trække på smilebåndet af alle disse uskrevne regler. Jeg gjorde det også selv da jeg under mit liv i Salerno blev konstant formanet og irettesat under måltiderne. Men nogle gange opdagede jeg på egen krop, at der rent faktisk var noget om snakken. Åbenbaringerne fandt ofte sted under de utallige frokoster ved min svigerfamilies spisebord, hvor jeg næsten altid spiste. Engang var vi var godt i gang med at nyde pølse, ost og rødvin. Pludselig råber Marcos far op, da han ser mig føre et glas rødvin til munden. ”Osten skal du spise før salamien”, tordner han. Og kan du drikke rødvinen bagefter. Du må aldrig drikke rødvin før de to ting, vin skal drikkes ovenpå maden, ellers går din fordøjelse i stå!” Jeg gjorde naturligvis som han sagde, paf over den alvor, hvormed forbuddet var blevet udstedt.

Det samme optrin skete engang jeg ville tage mig en slurk rødvin efter at jeg havde sat i kæmpe skålfuld blåmuslinger til livs. ”Stop!” lød ordren angstfyldt fra hele familien. ”Det der vil give dig frygtelig mavepine!”

Din krop er dit tempel – respektér den

De mange potentielle mavepiner udeblev da også. Lige indtil jeg en dag var alene hjemme og med et snert af anarkisme forbrød mig mod reglementet ved at drikke et godt glas rødvin ovenpå en skål blåmuslinger, som jeg lige havde dampet og sat til livs med citron og persille. Jeg tænkte: ”hva’ pokker?”, og lagde mig så ind på sengen til den obligatoriske eftermiddagslur, for senere at blive vækket med en af de ondeste mavepiner i kvindes minde.

Og jeg kunne fortsætte listen i en uendelighed med ting, der skal spises i særlige rækkefølger og på særlige tidspunkter af døgnet: undgå overmodne tomater i maden, de kan være giftige, kombinér aldrig fisk og mejeriprodukter, drik aldrig mælk efter middagstid, og hold igen med artiskokker til aften. Listen ville på ingen måde være komplet, for ligeså uendeligt det italienske køkken er udi mundvandsdrivende retter, ligeså bundløst er det af ritualer og formaninger, der søger at tage vare på det uerstattelige tempel, som vores krop jo er.

I en nordeuropæisk madkultur, hvor den spisende ofte synes sært afkoblet fra sin egen krop, kan vi lære overmåde meget af italienernes respekt for maden og dens påvirkning af det legeme, som vi bevæger os i fra vugge til død. Og ja, man må godt more sig på vejen og trække på smilebåndet, når mavesafterne syder og galskaben melder sig blandt gryderne.

 

KENDER DU DET NÅR SICILIEN TAGER FUSEN PÅ EN?

Mød Calascibetta, den hemmelige oase som jeg ikke havde hørt om før forleden:

Til maj 2018 tager jeg på research-tur for at opdatere min bog Turen Går Til Sicilien, og jeg bliver gang på gang overrasket over alle de vilde hemmeligheder, som den lille ø rummer. Har du for eksempel nogensinde hørt om Calascibetta? Jeg havde ikke, før jeg i går satte mig ned for at begynde på forårets rute. Jeg vil nemlig gerne vide mere om Siciliens centrum på min næste rejse derned, og pludselig stødte jeg på denne ældgamle juvel af en by, der blev grundlagt i 800-tallet af araberne i bakkerne nord for Enna og Caltanissetta, og idag har 4.500 indbyggere.

Med sine smalle gader, krogede middelalderhuse og skæve kirker er der grund nok i sig selv til at besøge byen, som jeg glæder mig til at berette mere om til foråret. Men der er flere ting, som gør Calascibetta til meget mere end blot et kønt postkort:

– Fra byen går der antikke 3 veje (som oprindeligt var imponerede 36 meter brede) i hver deres retning mod havet. Calascibetta ligger nemlig placeret således, at der er lige langt til både syd, nord- og østkysten, og det var smart for de mange handelsfolk og royale spidser, der siden normannerne udbyggede fæstningen til en egentlig by, kom til Calascibetta. Stedet var nemlig ’kongelig privilegeret’ og havde tætte bånd til den royale familie på øen.

– Calascibetta havde en af Siciliens mest vitale, jødiske befolkningsgrupper, der boede i deres eget kvarter udenfor centrum, og bidrog til byens handelsliv. Ruinerne fra ’la giudecca’ kan stadig ses.

– Cirka 4 kilometer fra Calascibetta finder man ’den byzaninske landsby’ – il villaggio bizantino’ – hvor de allerførste byzantiske tilflyttere slog sig ned i 500-og 600tallet. ’Byen’ er hugget ud i klipperne i en dalsænkning, og man kan selv udforske hulerne, der indeholder kirker og gravkamre i form af hylder hvor man for 1500 år siden placerede de døde. Eventyret venter!

Fotos: Davide Mauro og Yulca Lucia, Wikipedia

HULEKUNST I HJERTET AF CALABRIA

Da hulemanden så sin første urokse og tegnede den på væggen.

Udover mad er intet der tager én så vidt rundt i Syditalien som kunst, og derfor laver jeg her en lille serie på Facebook om de kunstværker, jeg beundrer mest fra landsdelen. Kapitel 1 udspiller sig i en af de mest fascinerende egne af Calabria, hvor jeg for 2 år siden stod ansigt til ansigt med det nok smukkeste hulemotiv, jeg nogensinde har set, nemlig uroksen i Romito-grotten.

For cirka 14.000 år siden blev dyret ridset ind i en stor klippeblok i hjertet af regionens Pollino-park af en bevæget stenaldermand. Man mener at motivet har fastfrosset det øjeblik, hvor han så dyret for første gang, for uroksens tilstedeværelse i det dramatiske bjerglandskab var et resultat af klimaændringerne efter istiden, hvor vejret blev lunere og ændrede hele Syditaliens fauna.

Motivationen til kunstværket menes derfor at være emotionel og en slags bearbejdning af den undren og frygt, som stenaldermennesket uden tvivl har følt ved at se det fremmede, gigantiske dyr, og jeg blev især slået af motivets umiddelbare skønhed. Det viser en forbløffende æstetisk kunnen hos fortidsmennesket, der med et rent og uforurenet blik har formået at nedfælde dyrets linjer med en sådan livagtighed, at man næsten fornemmer det bevæge sig henover stenen.

Romito-grotten blev på grund af sin placering dybt inde i bjergkæden først opdaget i 1961, da en hyrde søgte tilflugt her med sine dyr under en storm. Han alarmerede de lokale arkæologer om sit fund, og snart strømmede eksperter til, der især blev slået af STEDETS velbevarethed. Det viste sig at grotten var fuld af spor fra stenaldermennesket, og endnu i dag kan man som gæst se syv grave, skeletter og rester fra bopladsen både i selve grotten og på det tilstødende, lille museum, der ligger i den samme hytte, hvor man køber sin billet.

Og grotten er ældgammel: fra cirka 24.000 år før vor tid til år 1000 brugte man aktivt hulen, først som bosted under istiden, og siden som refugium for eremitter. Besøg gerne stedet udenfor højsæsonen i enten foråret eller efteråret, for det er magisk at trisse alene rundt om grotten, som ligger under et gigantisk klippeudhæng, og mærke historiens vingesus.

 

SYDITALIENS BRUNE BJØRNE HAR SÆRLIGT MILDE GENER

”Flyt jer!” råber manden til sine venner, da bjørnen Amarena styrter forbi. Det sker nemlig af og til at en af Abruzzos store bamser dumper ind i en landsby for at finde mad, eller ganske simpelt skyder genvej på tværs af gader og mennesker. Mødet mellem befolkningen og det store dyr afstedkommer ofte frygt og undren, for bjørnen kan være livsfarlig, og alle i regionen er vokset op med stor respekt for l’orso marsicano, som racen hedder.

Den syditalienske brune bjørn, som har fundet sit sidste levested i Abruzzos vidtstrakte nationalparker, er nemlig helt sin egen, og kun i den norditalienske Alto Adige-region findes der også brunbjørne – cirka 20 styks, mens Abruzzos dramatiske bjerge huser 50 af slagsen. På trods af at regionens indbyggere bliver forskrækkede, når en bjørn løber igennem landsbyen, er der i de sidste hundrede år ikke blevet registreret hverken dødsfald eller overfald på mennesker, og forskerne mener at grunden kan findes i bjørnens gener.

https://video.repubblica.it/natura/levatevi-la-corsa-dell-orsa-amarena-in-mezzo-alla-festa-di-paese/283117/283730

Engang var Syditalien fuld af bjørne, men de blev efterhånden fortrængt og slået ihjel af mennesker, og de sidste eksemplarer gemte sig i hvad der nu er nationalparkerne Abruzzo og Majella. Men selv i disse dybe bjerge er der mennesker, og forskeren Luigi Boitani fortalte i oktober i La Repubblica, at de få dramatiske møder med voldelig udgang skyldes en genetisk mutation: ”Vi har en hypotese om at bjørnens særlige mildhed skyldes en evolution gennem de sidste årtusinder, hvor bjørnen har vænnet sig til at leve side om side med Abruzzos befolkning.”

Og abruzzeserne er med rette stolte af deres forbavsende milde bjørne, som mange anser som en majestætisk maskot, og som følges tæt af lokalpressen, især når der kommer nye unger til verden. Bjørnens føde består for 90% vedkommende af bær og rødder, mens resten kommer fra døde dyr og ådsler. Her om vinteren er bjørnen gået i hi, men til foråret vil den atter boltre sig i Abruzzos bjerge og måske komme på besøg for at plyndre hønsehuse og forrådskamre. Alle bjørnene følges tæt af skovvæsnet, som har chippet dem, og som passer på at krybskytter og jægere ikke tager livet af Syditaliens sidste kæmper.

 

Siciliens bønder kæmper for renere jord og tager kampen op mod de multinationale selskaber

Efter flere vandværker herhjemme har fundet høje doser af sprøjtegift i vores grundvand har debatten bølget frem og tilbage om måden vi behandler vores landbrugsjord på, men et af de steder, hvor de lokale landmænd virkelig har taget kampen op mod kemien, er i centrum af Sicilien, hvor der har udviklet sig et spændende fællesskab af ildsjæle, som er begyndt at dyrke øens ældgamle kornsorter.

Der er tale om en revolution. Hvorfor? Dels fordi et rekordhøjt antal italienere i disse år bliver dødssyge af glutenallergi grundet de genmanipulerede kornsorter, som i årtier har præget det italienske landbrug, og som har et voldsomt gliutenindhold i forhold til de gamle kornsorter, og dels fordi disse ‘kunstige’ frø kun kan overleve ved hjælp af sprøjtemidler. Brugen af de moderne kornsorter har desuden tvunget den sicilianske bonde ind i en destruktiv cyklus, for såsæden skal købes af de multinationale selskaber hvert år, da man ikke kan genså de gamle grundet deres ødelagte dna.

At genså de meget sundere, antikke kornsorter er derfor også et oprør mod en kornindustri, der fjerner bønderne fra deres egen jord og gør dem afhængige af sprøjtemidler, gunstgødning og glyfosat, da disse korn ofte ikke kan modne ved egen hjælp, men skal ‘udtørres’ med kemi.

Ildsjælen, der startede oprøret, er Giuseppe Li Rosi, som på sin gård Terre Frumentarie vest for Etna har startet en vigtig revolution. Jeg interviewede ham sidste forår, hvor han fortalte mig om hvordan overvågningsfly fløj over Sicilien, og han gemte sig, ‘som om han solgte marihuana’. Idag har han lov til at dyrke sine frø, men kun fordi det kan lade sig gøre under lovgivningen for økologisk jordbrug.

Giuseppe passer desuden på den lokale genbank, som opbevarer og udvikler på de antikke korn, og som er blevet centrum i et livligt bytteri af frø. Disse kornsorter betyder nemlig nyt liv for bønderne, som nu har fået et bedre økonomisk markedsgrundlag i hele Europa, for mange lande har fået øjnene op for det sundere og mere bæredygtige korn fra Sicilien.

Syditaliensk hverdagsliv: når dødsannoncerne hænger på gadehjørnet

De er overalt, dødsannoncerne.

Flere steder hænger de tætte som drageskel: de italienske dødsannoncer, som i resten af Europa gemmes væk i den lokale avis, men som i Syditalien dukker op hvor man mindst venter dem: på husmure, døre, lygtepæle – selv på telefonbokse, busstoppesteder og elskabe. Et hvilket som helst sted i gadebilledet, hvor der er en taknemmelig flade, kan man støde på disse ’necrologi’, der mere end noget andet manifesterer et dødsfald i lokalområdet, og fungerer som effektive hastetelegrammer til den kollektive erindring.

Og det er ikke blot frimærker, vi taler om: annoncerne har en standardstørrelse på hvad der svarer til et A3-format, og i nogle italienske storbyer kan de tilsammen dække husmurene på adskillige gader med deres filigranagtige vendinger, dybfølte hilsner og formelle informationer om den afdøde, så man til sidst bevæger sig igennem en regulær kløft af sorg på print.

At bære følelserne udenpå

Dødsannoncer i gadebilledet er noget, de fleste besøgende vesterlændinge skal vende sig til, for Italien er et af de eneste lande i Europa, der på denne måde krænger sin befolknings allermest intime familieliv ud i det offentlige rum. Kun i Polen og i de baltiske lande findes der en lignende tradition, og I Italien har man kendt til ’graffiti’ i årtusinder: I de udgravede gader i Pompei flammer de nu så forvitrede husmure endnu af politiske slogans og reklamer fra romertiden, og netop romerne var kendte for deres lange begravelsestaler, som blev udtalt i fuld offentlighed.

Århundreder før det dækkede La Magna Grecia både Puglia, Calabria og Campania. Med grækerne kom tragedierne og de dionysiske ceremonier til Italien og prægede lokalbefolkningens emotionelle hverdag omkring liv og død, og med Støvlelandet som centrum for den katolske kirke har det uden tvivl ikke afhjulpet fænomenet, at Italiens statsreligion selv benytter sig af visuelle tabernakler, følelsesudbrud og sirligt elaborede ritualer, der har til mål at involvere og berøre tilskueren – for eksempel i forbindelse med et dødsfald.

Mere end nogen andre i Støvlelandet bærer syditalienerne deres følelser udenpå, så hvorfor ikke også på husmurene?

Sorgen stilles offentligt til skue

Overalt i Italien benytter man sig af dødsannoncer. De indrykkes også i de lokale aviser og går under navne som manifesti funebri, necrologio, luttini, carta dei morti og pregati alt efter hvilken region man befinder sig i, men fænomenet med at klæbe annoncerne op i gaderne øges jo længere man kommer sydpå, i takt med at lokalsamfundenes vigtighed forstærkes. Nogle ikke-italienere kan finde på at brokke sig over den explicitte facon og hævde, at sorg hører hjemme i intimsfæren blandt den tætteste familie i stedet for på gaden, men med den syditalienske ’necrologio’ sker der lige nøjagtigt det modsatte: sorgen stilles offentligt til skue, og skal man følge traditionerne til punkt og prikke, lyder proceduren nogenlunde således:

Så snart en slægtning er gået bort, ringer et fremstående familiemedlem, gerne det ældste, til den lokale bedemand, som straks sætter opsætningen og trykningen af dødsannoncen i gang. Man bliver enige om indholdet af dødsannoncen, som altid starter med patosfyldte sætninger, der beklager bortgangen af vedkommende, så afdødes navn og alder og til sidst hilsner fra den pårørende familie med informationer om den kommende bisættelse.  Man bestiller så et antal – standard er som oftest cirka 25 ’plakater’ per person – og bedemanden bliver så informeret om i hvilke gader og på hvilke pladser, afdøde holdt af at færdes, i en for mig fascinerende kortlægning af et menneskes sociale territorie.

Samme dag bliver ’il necrologio’ opklæbet med beskeden om vedkommendes bortgang, så de lokale kan få nyheden og komme til begravelsen. Dødsannoncen kan desuden ses som en lille, selvstændig bøn i sig selv, som de forbipasserende automatisk kommer til at bede, når de læser ordene, og på den måde inddrages også fremmede mennesker i den afdødes univers.

Er døden fysisk eller psykisk?

Når jeg går igennem en af disse syditalienske gader omgivet af dødsannoncer, der flere steder hænger i lag på særligt opstillede plancher og udgør sociale jordlag over kvarterets menneskelige fortid, kan jeg ikke lade være med at tænke på dødens beskaffenhed: for hvornår er et menneske egentlig dødt?

Er det, når kroppens funktioner ophører med at fungere, eller er døden først en realitet, når omgivelserne bliver bevidste om dødsfaldet, og tomrummet fra den afdøde dannes af sorgen blandt de pårørende?

I vestens kollektive erindring lader vi til at have glemt hvordan døden blev formidlet dengang vi hverken havde telefoner, internet eller sågar aviser. Få steder i Europa går der endnu tråde tilbage til dengang, hvor kendsgerningen om et dødsfald ligeså meget blev skabt af den fælles bevidsthed, som af den fysiske, afsjælede krop.

En af undtagelserne er Syditalien, men i Danmark, hvor søfartens spøgelser i århundreder har præget kystbyerne og skabt robuste samfund befolket af græsenker, manifesterede døden sig også engang ved hjælp af stiltiende koder. I min familie eksisterer der glimt fra denne praksis, historier nedarvet fra den gren af min slægt, som boede i Marstal, og var stolte skippere på mægtige skibe, der rejste ’på varmen’, som man sagde. Vilde historier om mine forfædre, der surrede sig fast til masten, når stormene ved Ækvator forhindrede dem i at stå fast på dækket. Stædige djævle var de, der hellere styrede deres skibe op på stranden, end lod dem gå på grund.

Min farfar og hans brødre var den sidste generation i min familie, der voksede op i den verdensberømte søfartsby, og de var alle 4 født med 2 års mellemrum, og som oftest i august måned. Det passede nemlig med, at min oldefar hvert andet år nåede hjem op til jul efter 18 måneder på oceanerne og blev indtil foråret åbnede havet, og man atter kunne stikke til søs.

Min oldemor levede imidlertid med den konstante frygt for, at hendes mand aldrig skulle vende tilbage. Det var et levehvilkår for kvinderne dengang, men det gjorde det ikke lettere, og af og til skete katastrofen. At have et lig til rådighed, som kunne fastnagle ægtemandens bortgang, var en luksus få var forundt. Mere sandsynligt var det, at en mand i uniform kom for at aflevere telegrammet om, at et skib fra Marstal var gået ned ’med mand og mus’. Men ligeså mange gange kom der intet brev. I sådanne tilfælde var det en social mekanisme, som samfundet havde udviklet, der havde til opgave at forvandle den forladte kvinde fra hustru til enke.

Uden minder er døden blot et tomt udsagn

I datidens tidsperspektiv var det helt normalt at en skipper blev væk i halvandet til to år. Gik der et halvt år mere end dette, var det ej heller usædvanligt: rejsen hjem kunne blive forhalet af storme, sygdom eller en omlagt rute. Var manden ikke vendt hjem efter 3 år, begyndte kvinderne at skæve til hinanden, og gik der et halv år mere, kunne én finde på at lade en sætning falde, a la ”er det ikke ved at være omkring disse tider, at Johannes skulle have været hjemme?”

Når de ord blev udtalt, meldte døden sig i de lave stuer. De var et slags løsen, som satte en række ritualer i gang, og som markerede den forladte hustrus nye status som enke. Nu var dødsfaldet en kendsgerning, og byens kvinder fyldte det pågældende skipperhjem med småkager, kaffe og trøstende ord, mens det omkringliggende lokalsamfund indstillede sig på den nye balance.

Kan de syditalienske dødsannoncer have den samme, udløsende funktion? Alt imens der i dag (som oftest) er et lig involveret, når et dødsannoncer1familiemedlem går bort, er de opklæbede plakaters insisterende tilstedeværelse alligevel et tegn på, at døden ikke kun kan begrænses til noget fysisk. Det er længslen, smerten, sorgen, det er tomrummet, det er manglen af vedkommende i den evige gadekonversation om dette og hint, der endegyldigt tegner silhuetten af et fælles tab. Uden folk til at mindes er døden blot et tomt udsagn.

Hovedillustration: opslag med dødsannoncer på en dertil indrettet planche i bybilledet. Foto: Charlotte Sylvestersen