Tunfangst på øen San Pietro er nærmest andægtig

dsc_0061Jeg bliver ved med at vende tilbage til San Pietro i Sardiniens sydvestligste hjørne – senest i juni i år, hvor jeg deltog under øens årlige Girotonno-festival som dommer på et højt flot podie. Her skulle jeg sammen med en håndfuld italienske journalist-kolleger bedømme retter bestående af øens numero uno luksus-råvare, tun. Hvor lækker maden end var, så bestod højdepunktet på min rejse af en flere timer lang bådtur med selveste Il Rais – den chef-fisker, der i århundreder har styret slagets gang på havet, når øens dygtigste mænd drager ud over bølgerne for at fange de blåglinsende fisk.

dsc_0073

Og ja, jeg ved det, tunfangst er omgærdet af (ofte) misforståede idéer om, at fiskere, der lever af at fange tun, er de rene slagtere. Min oplevelse beviste det modsatte: at man i hvert fald her på San Pietro fanger, behandler og håndterer de store dyr med den største respekt. Alt blev gjort i hånden, med mænd ved årene, og dykkere, der svømmede ned for at lokalisere fiskene i de udspændte net.

dsc_0100

Da de var fundne, bandt man et reb om deres haler, og trak dem så op i båden, lagde en hånd over deres øjne, og stak en kniv direkte i hjertet, hvorved tunene døde øjeblikkeligt.

dsc_0091

En lille bøn blev af og til udtalt, og ialt fik vi vel fanget 7 tun, inden tuen stilfærdigt gik hjemad mod frysehuset. Fiskerne elsker vitterligt deres arbejde, som i sæsonen bliver afsluttet med en god lille tun-bøf af fantastisk kvalitet.

dsc_0025

San Pietro er et af de eneste steder i Italien, hvor fiskerne endnu må fange tun på traditionel manér, men kvoten er bittelille og evner lige at holde fiskeriet på fode og til at fylde de lokale konservesdåser med en fænomenal ‘tonno sott’olio’.

dsc_0022

Nyd et par af de billeder, som jeg tog af det historiske men forsvindende erhverv, de dufter af saltvand, høj sol og grillet fisk i verdensklasse.

Britiske skolers spørgeskemaer virker diskriminerende

IDENTITET OG SYDITALIEN – identità e Suditalia:
Mange napolitanere og sicilianere er i disse dage forargede efter det netop er kommet frem, at man på skoler i Storbrittanien spørger mere end normalt nysgerrigt ind til de italienske elevers ophav. Et spørgeskema, som er blevet sendt online til nye elever, er usædvanligt specifikt når det kommer til den syditalienske identitet. Det spørger: ”Er du italiener, siciliansk-italiener eller napolitansk-italiener?”, og det har startet en debat om hvad mange anser som en slet skjult deskrimination overfor visse dele af den syditalienske befolkning. Det britiske udenrigsministerium er blevet bedt om at komme med en undskyldning, og både borgmestrene fra Catania og Napoli har reageret på sagen. Miserens kerne skal ses i forlængelse af denældgamle opdeling mellem nord, centrum og syd i Italien, der har historiske og økonomiske rødder, og stadig i mange tilfælde får den syditalienske befolkning til at føle sig inferiørt behandlet. Denne situation gnider salt i såret, selvom skolerne nu har undskyldt sig med, at skemaet blot skulle imødekomme eventuelle sproglige udfordringer.

Du kan læse mere om sagen via The Italian Insider her.

 

 

 

Kæleørne og diktatorens hjerne

I september 2014 var jeg i Mussolinis fødeby Predappio for at opleve den lille soveby i hjertet af Romagna, hvor man i årtier har levet side om side med den fascistiske arv. Jeg beskrev byen i en artikel til Politiken, der udkom 15 dec 2015, med fokus på Predappios spændende bygninger og den skam, som lige nu er ved at blive omdannet til noget konstruktivt:

http://politiken.dk/rejser/storbyogkultur/ECE2972101/kaeleoerne-og-diktatorhjerne-gaa-paa-opdagelse-i-mussolinis-foedeby/

predappio1_989239y

Se Napoli fra skraldebunkens top

En storbys periferi er ofte mere skrabet end pæn, og spejler derfor ofte befolkningens karaktér bedre end i det polerede centrum.  Uventede landskaber dukker op, og på landevejsdistancen mellem Napoli og byens lufthavn får miljøet endda et surrealistisk twist, når bunker af funklende, junglebegroede bilkirkegårde tårner sig op over trafikken. Den 26 april 2015 bragte Politiken min reportage derfra.

http://politiken.dk/rejser/storbyogkultur/ECE2639303/det-sidste-hvilested-for-napolis-biler-er-et-surrealistisk-sceneri/

bilkirkegård

 

Forfatter-refugie på Hald Hovedgård

Jeg er lige vendt tilbage fra en uges forfatterrefugie på Det Danske Forfatter- og Oversættercenter Hald Hovedgaard udenfor Viborg, hvor jeg har skrevet på mit skønlitterære projekt med arbejdstitlen “Dyret fra Cefalù”. Projektet har indtil videre stået på i 3 år, og vokser vildt omkring sig. Det er 3 gang, jeg besøger Hald Hovedgaard med mit manuskript bag pandebenet, og bliver altid stormende modtaget af centerlederne og de øvrige forfattere, hvis sparring er helt uvurderlig.

Du kan læse mere om Hald Hovedgaard her

Hald2015

Om bookingkultur og forkælede gæster

Som journalist på sitet Spiseliv bragte jeg den 13 februar en yderst debatteret artikel om restaurantbranchens katastrofale tilstand grundet gæsternes stigende tendens til at udeblive fra en bordreservation. Denne nye form for bookingkultur koster hvert år spisestederne en formue i tabte lønninger og uspist mad, og artiklen vakte stor interesse især på de sociale medier, hvor den blev delt et rekordhøjt antal gange. Læs hvad jeg skrev her: Millioner af gæster udebliver fra deres bordreservation