Deltagerrekord og ambassadørbesøg: tema-aftenen om Napoli på Københavns Universitet var en stor succes

Den 3 oktober 2018 kl 18.30 skete der noget vildt – Italiensk kandidatforening, som jeg er medlem af fordi jeg blev cand. mag. i italiensk i 2006 – afholdt en af sine vanlige tema-aftener, men hvad der var usædvanligt var det utrolige fremmøde. 114 gæster – man kan nemlig sagtens komme til foreningens arrangementer, selvom man ikke selv er uddannet i italiensk – var tilmeldt, men endnu flere væltede uanmeldt ind, og tilsidst var hele auditoriet propfuldt!

Det er som syditalienskender og mangeårig beundrer af Napoli og dens fascinerende befolkning en kæmpe oplevelse at mærke en sådan opbakning, og alle os forelæsere – Gert Sørensen, seniorforsker ved romansk institut og min gamle specialevejleder, Pia Lausten, der fortalte om Ferrantes Napoli-trilogi, og napolitanske Alba Granizio, som præsenterede sin bog om Napolis myter og historier, og tilsidst jeg, der underholdt om femminiello-fænomenet – var komplet blæst bagover af den store interesse.

Under arrangementet holdt jeg et foredrag om den napolitanske femminiello-kultur .

Sådan noget tør man jo næsten ikke håbe på – men nogle gange går drømmene altså i opfyldelse, når ens fagområde pludselig får liv og udfolder sig iblandt så mange vidende og interesserede publikummer.

EN KÆMPE TAK TIL ALLE DER KOM, INKLUSIV DEN ITALIENSKE AMBASSADØR I DANMARK, LUIGI FERRARI! Uden hver og én af jer jer kunne vi jo ikke have gjort det…

Der er efterfølgende blevet skrevet en forskningsartikel, som konkluderede på aftenens indhold – læs den HER.

For 75 år siden drev napolitanerne de sidste nazister ud af deres by og Napolis tredje køn var med i første række

Den 30 september 1943 sluttede ‘Napolis 4 dage’, som er gået over i historien som en af byens mest historiske begivenheder i nyere tid. De 4 døgn under 2 verdenskrig, der startede med et oprør den 27 september i forbindelse med tilfangetagningen af 8000 napolitanere, rummede de sidste krampetrækninger fra Det Tredje Rige, som havde taget kontrollen i Italien og nu massakrerede, voldtog og røvede sine tidligere italienske allierede inden englænderne og amerikanerne nåede Napoli.

Byens borgere blev senere hædret for sit mod, men hvad der udover mands- og kvindemodet gjorde ligestort indtryk på De Allierede var de mange bevæbnede og kæmpende femminielli i kvindetøj – de specielle, homoseksuelle mænd, der udgjorde Napolis tredje køn.

I mange andre italienske byer dengang var den slags absolut tabu, men i Napoli var – og er – femminelli’er omgærdet med respekt og anses endda som lykkebringende. En feminiello er en mand der er i særlig kontakt med sin kvindelige side, men under fascismen var det forbudt at være homoseksuel og ‘feminiseret’ som mand.

Derfor var der endnu mere grund til at femminelli’erne under krigens sidste dage gik på gaden og skulder ved skulder med de øvrige mænd og kvinder greb til våben og ofrede sit liv for at befri Napoli. De havde i den grad noget at kæmpe for, og især i kampene omkring Piazza Carlo 3 udgjorde femminiello’erne og deres våben en vigtig bastion i modstandskampen.

‘Napolis 4 dage’ udspillede sig i et politisk og ideologisk tomrum med en stækket værnemagt og et sammenbrudt fascistisk regime, men selvom mange af herrefolkets tropper flygtede fra Syditalien i takt med de fremrykkende allierede tropper, som var gået i land i Salerno og på Sicilien, forsøgte de stadigvæk at likvidere så mange italienere som muligt, inden byen faldt til amerikanerne.

En af konsekvenserne var henrettelsen af omkring 500 napolitanske modstandsfolk, utallige voldtægter og destruktionen af Napolis kostbare statsarkiv.

Iøvrigt menes  fotoet ovenover at illustrere en palmebladsbeklædt vogn, der efter de 4 dages afslutning og De Allieredes ankomst rullede igennem Napolis gader med nogle af de overlevende femminielli ombord.

Fotos: Gayburg samt Vesuvio Live

MINDRE JORDSKÆLV RUNDT OMKRING I EUROPA – OGSÅ I SOLFATARA-KRATERET NÆR VESUV, POMPEI OG NAPOLI

Da der forleden var jordskælv i Jylland rejste det øjenbryn herhjemme, fordi skælv så sjældent ses på vores breddegrader. Men faktisk har der i de seneste par uger været flere mindre skælv rundt omkring i Europa, især i Grækenland, Tyrkiet og i Syditalien – sidstnævnte sted var skælvene koncentreret til det vulkanske område omkring Solfatara-krateret, som ligger nord for Napoli og under sin skorpe rummer Europas største og farligste supervulkan.

I tirsdags kunne jeg se at flere af mine Facebook-venner i Napoli skrev på deres væg:”MÆRKEDE I DET? TINGENE RYSTEDE I MIN LEJLIGHED”. Der var to af slagsen lige efter hinanden, men heldigvis er disse småskælv harmløse og en integreret del af det at bo i jordskælvsplagede regioner som Campania, Molise og Abruzzo. Lokalbefolkningen har dog samtidigt lært at være fornuftigt vågne overfor den fare, som de potentielt bor lige op og nedad. Napoli (og Etna længere mod syd på Sicilien) ligger nemlig lige på grænsen mellem den afrikanske og europæiske kontinentalplade, der med mellemrum bevæger sig når førstnævnte maser sig ind under Europa. Og i maj måned blev der målt et mindre skælv direkte nede i Vesuvs krater.

Begge skælv blev i tirsdag målt til cirka 2.5 på Richterskalaen og havde deres epicenter i Pozzuoli, blot 2 kilometer under jorden lige der, hvor Solfatara-krateret ligger. Pozzuoli har igennem århundreder været påvirket af det faktum, at byen ligger lige ovenpå supervulkanen, der breder sig ud under hele Napolibugten. Havet kan koge og slippe svovlgasser op til vandoverfladen, og der åbner sig løbende nye sprækker ned til lavaen, hvilket er helt normalt for slumrende vulkaner.

Foto: Et af Vesuvs udbrud cirka 1775, set fra Portici, malet af Joseph Wright of Derby. Wikipedia.

TEMA-AFTEN OM NAPOLI

Onsdag den 3 oktober klokken 18.30 samles der en nørdet gruppe på Københavns Universitet Amager for at fortælle, lytte og lære mere om den fascinerende by Napoli. Arrangementet er stablet på benene af italiensk kandidatforening, som jeg er medlem af, og ALLE er velkomne, OGSÅ dem uden en uni-grad i italiensk – og jeg vil som en af de 4 oplægsholdere fortælle om Napolis fantastiske femminiello-fænomen, hvor mænd på helt særlig vis udlever deres kvindelige side i tråd med en ældgammel tradition, der overraskende nok også har med Madonnaen at gøre. Nysgerrig? så kom med!

Du finder mere info HER – personligt glæder jeg mig rigtig meget til både at møde min gamle specialevejleder, dygtige Gert Sørensen, som skal fortælle om Napolis udvikling fra hovedstad til udkantsområde, og Pia Laustsens analyse af byen Napolis rolle i Elena Ferrantes nu verdensberømte romanserie derfra. Det hele koster rørende 20 kr person, som kan betales i døren. Jeg håber at vi ses!

MATILDE SERAO OG NAPOLIS UBESKREVNE KVINDELIV

Hvis man tror at Elena Ferrante er den eneste napolitanske forfatterinde med punch, så skulle man beskæftige sig med journalisten, essayisten og forlæggeren Matilde Serao, som i det 19 og 20 århundrede var en af Napolis vigtigste skribenter og stadig udgør en kæmpe inspiration for kvindelige forfattere fra Syditalien. 4 gange var hun nomineret, og ligeså mange gange gik hun glip af en Nobelpris i litteratur – blandt andet fordi fascisterne trak Matildes kandidatur tilbage grundet hendes glødende kritik af regimet.

Matilde blev født i Grækenland i 1856 af napolitanske forældre og flyttede som ung tilbage til Napoli for at undervise. Her oplevede hun den dybe forarmethed, som mange napolitanere levede i, og hun havde især et blik for kvindernes og børnenes kår og den sociale uretfærdighed, der ikke var blevet mindre siden Italiens samling. Inspireret af den syditaliens realisme-bevægelse indenfor litteraturen kaldet Verismo, satte hun sig for at beskrive folkedybets realiteter, og hendes noveller og artikler blev både udgivet i bog-og avisformat.

I 1892 grundlagde hun sammen med sin mand avisen Il Mattino, der endnu idag er en af Syditaliens mest læste, og sin egen avis Il Giorno, hvilket gjorde hende til verdens første kvindelige avisejer.

Jeg har selv stiftet bekendtskab med Matilde Seraos både smukke og gribende historier i hendes nok mest berømte værk til dato, nemlig Il Ventre di Napoli – Napolis Mave – fra 1884, hvor hun efter en buldertale i indledningen mod de italienske politikere, der ignorerer og udnytter byens fattigdom, på næsten antropologisk vis beskriver de fattiges hverdag.

Som kvinde giver hun et unikt indblik i en feminin hverdag, som dengang var ikke-eksisterende i den italienske litteratur, og beskriver på finurlig vis byens kvindesammenhold som den egentlige sociale lim mellem størstedelen af af Napolis miserable befolkning.

il ventre

Mest gribende måske er hendes ord i afsnittet ‘Barmhjertighed’, hvor hun beskriver hvordan der eksisterer forskellige grader af fattigdom, og hvor den mindre fattige kvinde hjælper den, der har det værre end hende – også når det kommer til modermælk:

“Ingen kvinde, der går og spiser i gaderne, kan se et barn standse og betragte hende, uden at give det noget at spise. Når en gravid kvinde standser på vejen, får hun straks tilbudt føde af de forbipasserende, uden at hun har spurgt om det. Hvis en fattig kvinde spiser macceroni med stærk ost på, vil hun straks tilbyde sit kogevand til en endnu fattigere medsøster, som så kan hælde vandet udover sit hårde brød og derved få lidt smag af pasta.”

“En anden type barmhjertighed er denne: en moder var alt for svag til at få mælk i sin barm. Men der var altid en veninde eller en fremmed, der kunne amme det alligevel. Tre gange om dagen bar kvinden med det tørre bryst barnet til den lykkelige mor, og så satte de sig begge ned på dørtrinet og betragtede babyen, der sugede livet til sig. Man skal have set sådan en scene for at forstå dens storhed, have hørt den lave stemme, hvormed den tørlagte moder hvisker sin velsignelse til sin medsøster:”Må Herren velsigne dig for den barmhjertighed, du viser dette barn”. Pludselig en dag er der ikke længere brug for ammemoderens mælk, og hun lider ved ikke at se barnet, så hun opsøger det mens det vokser, nogle gange har hun et stykke frugt med til det, eller en amulet. Et barn har to mødre. “

FORLAGET FELTRINELLI KRITERES FOR AT BRUGE TARVELIGT SPROG I GUIDE OM SYDITALIEN,

Er det iorden at skrive i en rejseguide, at turister skal holde sig fra et specielt område, fordi det er inficeret af camorra, og går under navnet ‘dødens trekant’? Øjensynligt ja, når det kommer til den engelske Rough Guide, hvis udgave netop er udkommet på italiensk hos forlaget Feltrinelli.

I rejseguiden “Italia – Sud e isolie – SydItalien og øerne’ befinder der sig nemlig et afsnit, hvor forfatteren i meget ublu vendinger beder de rejsende om at sløjfe om rådet omkring Caserta, og kun tage slottet La Reggia med i sine overvejelser. Og den passager har nu gjort Caserta-provinsen og Campania-regionen overordenligt vrede.

èn ting er at hjælpe de rejsende til de bedste oplevelser i et givent område – noget andet er hvilket ordvalg, der bruges. Jeg har da også selv behandlet emner som camorra og mafia i mine bøger, fordi det er en sammenhæng, der visse steder er bydende nødvendig. Og jeg skriver gerne mine anbefalinger udfra: hvis der ikke er noget at skrive hjem om, så udelad det. Men The Rough Guide har, som Feltrinelli selv undskyldende har sagt det i kølvandet på opråbet, en mere personlig og direkte stil, end lignende bøger med for eksempel italiensk oprindelse, der har en mere behersket ordlyd.

Borgmesteren i Caserta og byens borgere er især blevet vrede over passagen:

“Området lige nord for Napoli er ikke særlig tiltrækkende, det drejer sig for det meste om lavt, grimt byggeri. Næsten det hele er domineret af camorra og kaldes af og til ‘dødens trekant’.

Disse ord kan for et dansk øre måske ikke lyde af meget, men Campania-regionen har af historiske og kulturelle årsager en overfølsomhed overfor den slags domssigelser udefra, og beboerne har igennem årtier – hvis ikke århundreder – fået nok af at blive associeret med kriminalitet og armod. Indtil videre er der lydt en undskyldning fra Feltrinelli, der nu vil bede om at få redigeret i tekstlyden hos The Rough Guide.