Et stort uhyre springer op og ned på stedet, så de kæmpe klokker, man har spændt fast til hans pelsede ryg med et bælte, skælder og smælder. Monstret virrer med hovedet og munden er trukket nedad i et stumt brøl, mens et andet væsen pisker ham, og får ham til at løbe ud af landsbyen, til tilskuernes store jubel.

Sardinien er kendt for sine hede og farvestrålende somre, men det er midt om vinteren, at øen virkelig åbner sit kulturelle hjerte. I januar og februar er det godtnok koldere, ja, men selv i de mindste landsbyer udspiller der sig i disse måneder uforgemmelige optog, der mest af alt ligner noget taget ud af filmene ”Ringenes Herre”.

 

For mens karnevalstraditionen de fleste steder i Italien er blevet til kæmpe, kommercielle udstyrsstykker fulde af farver og leben, oplever man stadig højtidens monstrøse rødder på Sardinien, hvor tingenes tilstand virkelig afgjorde forskellen på liv og død. Det er sammenholdet og den fælles historie, som er centrum for landsbyernes egne karneval, og man mødes om stedets myter, farver og overleveringer, og ofte knytter der sig særlige, lokale delikatesser og drikke til karnevalsdagene.

Her går traditionerne tusindvis af år tilbage, og spejler karnevallets aner i oldtiden, måske endda bronealderen, hvor Sardinien var befolket af de mystiske nurgahe-stammer. Omgivet af en barsk natur og en hård hverdag var det nødvendigt at tøjle og jage det onde ud af byen mindst én gang om året. Man mener det er det, der sker, når mænd i byer i Barbagia-regionen som Mamoiada, Nuoro Ulassai, Samugheo, Olzai og Oniferi og Ottana iklæder sig dyrepelse, horn, masker og klokker, går i optog og siden piskes og jages ud af byen, eller indfanges i reb og tugtes.

Andre mener at optoget symboliserer årstidernes skiften. Frugtbarhed og forplantning kan også  have været centrale emner hos den kultur, der opfandt de sære, pelsede skikkelser. Pelsmændene skal flere steder ligne tyre, et dyr, der i nuraghekulturen var helligt på grund af sin fertilitet og styrke. Optogene ender i hvert fald nogle steder med at i de pelsede mænd gør sig fri og overfalder landsbyens unge kvinder for at indlade sig med dem, og ofte bygger man tilsidst bål i gyderne, der med deres flammer oplyser selv de mørkeste kroge. Mest berømte er bålene til ære for Sant’Antonio.

Det er en helt særlig oplevelse at befinde sig i de små bjerglandsbyer og opleve de lokales spænding ved de dramatiske optog, der selvfølgelig altid afsluttes i fredsommelighed og ledsaget af masser af god vin og mad, bål, musik og dans. Mange små børn iklæder sig pelse for at efterligne de voksne, og tegner sig med kul i ansigterne, for at skræmme hinanden og forberede sig på engang selv at deltage i optogene.

Hver lille landsby har ofte deres helt egne traditioner, som bunder i ældgammel overtro, men generelt handler om det godes kamp mod det onde. I I Ottana ledsages pelsmændene også af endnu en ældgammel figur, nemlig Sa Filonzana, der så vidt vides er den eneste hovedrolleindehaver i karnevallet med et kvindeligt udseende på hele øen. Det drejer sig om en mystisk heksefigur der i virkeligheden er en udklædt mand med sort kappe og maske. Under optoget er hun i gang med at spinde uld på en ten, og man mener at uldtråden repræsenterer selve livet, som hun er klar til at klippe over med en saks, hvis udvalgte af tilskuerne ikke giver hende noget at drikke.

I Gavoi er musikken i centrum, hvor monstrene i optoget spiller på tamburiner, mens det er ‘Is Cerbus’, som er hovedrolleindehaverne i byen Sinnai nær Serrabus-nationalparken øst for Cagliari. De pelsede og hornede mænd klædes ud for at efterligne de hjorte, som i årtusinder har været det vigtigste jagtbytte for de lokale, og dermed det primære fødegrundlag for hele det ældgamle samfund her.

Så hvis du tror at Sardinien går i vinterhi, så tro om igen og se at komme afsted til øens bagland. Det er koldt og det er barskt, men det er også en oplevelse for livet.

Hovedfoto: Maske fra væsnet Ainu Orriadore, der i årtusinder har hørt hjemme i landsbyen Scanos folklore.