Sardinerne er nået til Napoli: kæmpe anti-Salvinidemonstration i Syditaliens største by

Igår aftes var en af de centrale pladser i Napoli, Piazza Dante, fyldt med over 10.000 napolitanere, der med taler og sange som ‘Bella ciao’ og ‘Napule è’ rejste den kollektive stemme og demonstrerede mod den aktuelle, politiske situation i Italien og Salvinis populistiske paroler.

Med dem er en anderledes, demokratisk manifestation nået til Syditaien, hvor folk fra alle niveauer i samfundet forsøger at vise omverdenen, at Italien ikke kun rimer på nyfascisme, kynisk immigrantpolitik og ‘Italy first’.

Demonstranterne kalder sig ‘sardiner’, og initiativet startede i Bologna i anledningen af Salvinis og Lega-partiets møde i byen den 14 november. De 3 venner Roberto Morotti, ingeGiulia Trappoloni og Andrea Garreffa lå søvnløse i nætterne inden, og græmmede sig over, at deres hjemby, som altid har været Italiens røde, politiske højborg, skulle indtages af ‘leghisti’.

De opfandt idéen om, at folk skulle samles ‘uden noget flag, uden parti, uden fornærmelser’, så mange, at man stod tætte som ‘sardiner i en dåse’ for at vise, at italienerne går imod den populistiske retorik, som ifølge dem er ved at ødelægge deres land.

Den 14 november samledes 15.000 ‘sardiner’ på Bolognas Piazza Maggiore, og bevægelsen bredte sig hurtigt til både Modena og Firenze, hvor sardinerne har demonstreret de sidste par uger. Håbet er at man snart kan samle 100.000 mennesker til en kæmpe demonstration i Rom.

Og igår aftes var turen så kommet til Napoli: i denne artikel kan du  nederst se en video af det imponerende skue på Piazza Dante, hvor kommentarerne blandt andet lyder:

” Der findes et Italien, der ikke er enig med højrefløjen, og dem, som nærer hadet.”

“Imorgen må ingen sige, at vi tav i de mørkeste tider.”

“Det er vigtigt at Napoli går på gaden. Hvis det ekstreme højre får magt, er ikke kun demokratiet på spil, men også Syditalien, som vil blive overladt til sig selv.”

Hver dag vokser bevægelsen i det øvrige Syditalien: i større byer som Palermo på Sicilien og Taranto i Puglia har der allerede været demonstrationer, mens flere landsbyer også er ved at mobilisere sig, med samlinger på den lokale piazza. Her kan du følge ‘sardin’-bevægelsen på Facebook.

Foto: sardinflok. Fra Wikipedia, Tanaka Yuuyoh. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *