Scicli er Siciliens glemte barokby og filminstruktørernes taknemmelige kulisse

Da jeg forleden skrev om kommissær Montalbanos genkomst på italiensk tv, kunne jeg ikke lade være med at tænke på byen, hvor hans politstation ligger – nemlig i Scicli (det fiktive Vigata), der i Montalbano-universet sammen med langt mere berømte byer som Ragusa og Modica udgør kulisserne for den nu 20 år gamle hit-serie.

Jeg kender alle de verdenskendte barokbyer – Ragusa, Noto, Modica – der ligger som kunstfærdige konditorkager i de elfenbenshvide Ibleo-bjerge i Siciliens fjerne, sydøstlige hjørne. De er resultaterne af det gruopvækkende jordskælv, der i 1693 med en kæmpe krampetrækning forvandlede områdets landsbyer til støv, og som måtte genopbygges på et tidspunkt, hvor barokken befandt sig i sin allermest svulstige periode. På dette tidspunkt havde Sicilien været under spansk herredømme i århundreder, og var hjemsted for vicekonger og senatorer, der virkelig sværgede til pomp og pragt.

Idag er barokbyerne i Ibleo.bjergene udnævnt til verdens kulturarv af Unesco, og det er blandingen af landskabernes dramatik, byernes tæhed og varme farver, og de enkelte bygningers finurlige skønhed, der gør området så spændende at besøge. Netop mødet mellem den italienske og spanske barok på øen har gjort at siciliansk barok er blevet sin helt egen stilart, med ansigter, dyr og symboler udhugget i den specielle kalksten fra Ibleo-bjergene, der viste sig særlig blød at hugge i, og særlig stærk at bygge med.

Det er ikke kun borgerhusene fra barokken, der er fulde af kunstfærdigheder – også kirkerne, som her San Bartolomeo. Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor langt de fleste valfarter til de førnævnte byer, har så godt som ingen opdaget Scicli, der ligger 26 kilometer fra Ragusa og balancerer på en bjergvæg, omkring hvilken 3 enorme kløfter skærer sig ned i det bløde kalkmassiv. Bjergenes dramatik er igennem millioner af år blevet understreget af erosion, og det klukker og bobler overalt af kilder og floder, der gør de tørre klipper forbløffende frodige.

Jeg synes Scicli er et oplagt alternativ til især Ragusa – sidstnævnte er den mest berømte og besøgte af barokbyerne, men skønt dens gamle Ibla-bydel skam er smuk og velbevaret, synes jeg også, at den virker ret museumsagtig, og mennesketøm. I Scicli er de gamle gader fulde af barok også fulde af indbyggere, der handler, bor og arbejder her, og det giver de gamle bygninger et uimodståeligt liv.

Scicli opleves bedst enten vinter eller det spæde forår, hvor det endnu ikke er blevet for hedt, og gaderne er grønne af terrasser med blomster, citrontræer og olivengrene. Alle gader i det gamle centrum er fuld af imponerende borgerhuse fra barokperioden, men særligt Via Mormino Penna er berømt for sine karakteristiske facader. Palazzo Beneventano, Palazzo Fava, Palazzo Spadaro og Palazzo di Citta viser udviklingen fra den vilde barok til den lettere stil i starten af 1800tallet – sidstnævnte er byens rådhus, som på film er Montalbanos politistation.

Detalje fra Palazzo Beneventano.Wikipedia.

Men det er ikke kun barok, der gør Scicli markant: ligesom i slugterne udenfor byen er mange af bjergskrænterne her gennemhullet af grotter, nogle naturlige, andre menneskeskabte, hvor man har boet i tusindvis af år. Og langs nogle af byens indfaldsveje udnyttes disse huler idag af ældre håndværkere, som kommer her hver dag og hamrer på stål og træ i deres værksteder, når vejret er godt. Det billede herunder er fra min sidste tur til Scicli, hvor jeg mødte en af smedene, og købte en lille petroleumslampe i blik.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *