Sebastiano Satta og Dommens Dag: I en coronatid kan ‘ensomhedens roman’ lære os noget om at være alene hver for sig

Det er langt fra noget nyt, at mennesket har brug for nærhed for at kunne leve – ikke blot den fysiske nærhed, men også den psykiske. Det bliver jeg mindet om i disse dage, hvor jeg er i færd med at læse en af Sardiniens vigtigste, skønlitterære værker, ’Il giorno del giudizio’ – Dommens Dag, fra 1979 af Sebastiano Satta, hvor hyrdebyen Nuoro bliver et mikrokosmos på verdens forgængelighed og den ensomhed, som til alle tider har omsluttet den menneskelige eksistens.


I romanen følger vi hyrder, bønder og rige borgere i en af Sardiniens mest omskiftelige perioder fra slutningen af 1800-tallet til tiden efter 1 verdenskrig. Moderniteten og industrialismen banker på – ligeså gør de revolutionære tanker fra Rusland, og en krig, der koster utallige sardere livet.


Alt dette på trods gør indbyggerne i Nuoro, Sardiniens sjette største by, som ligger indesluttet mellem de barske bjerge nord for Sopramonte, deres bedste for at opretholde en hverdag, hvor de sociale skel er enorme, hvor fattigdommen og sulten hele tiden truer, og hvor ægteskabet leves efter ældgamle forskrifter.


Romanen kaldes ’et mesterværk indenfor italiensk ensomhed og litteratur’ – historien følger nemlig familien Sanna, hvis overhoved, notaren Don Sebastiano, sammen med sin kone, Donna Vincenza, har fået opbygget en familie med 7 syv sønner, som han venter sig meget af.

Sebastiano Satta blev født i Nuoro den 9 august 1902, og uddannet jurist i byen Sasssari. Han skrev flere juridiske værker og medvirkede til at forny Italiens straffelovgivning efter fascismens fald. Dommens dag blev udgivet posthumt, og manuskriptet fundet mellem hans papirer, da familien ryddede op i hans hjem efter Sattas død i 1975. Wikipedia.


Men Don Sebastiano er også en kold, kalkulerende og verdensfjern hustyran, der terroriserer sin kone: ”Du er kun sat i verden, fordi der var plads”, er en af hans yndlingssætninger, der får Donna Vincenza til at trække sig endnu længere ind i sin depression – konen er blot i midten af 40’erne, men så fed og gigtbesværet, at hun må tilbringe hele dagen i en enorm lænestol, i smertelig meditation over sit spildte liv.


Som Don Sebastianos hustru er hun på grund af sit handikap og af sine nederlag i den psykiske kamp med sin mand låst inde i det store hus i Nuoro, der nok er det smukkeste i byen, men hvis værelser og gård er et regulært fængsel for Sebastianos familie. Don Sebastiano er som notar og med en position i samfundets øverste top ligeså fastlåst som Donna Vincenza, og konventionerne får ham til at kæmpe sin egen kamp for at holde ensomheden på afstand.


I denne corona-tid er det gribende at læse beskrivelserne af Donna Vincenzas tiltagende desperation, i takt med at sønnerne bliver større, og rejser bort. Hun er ladt tilbage alene i sin evige karantæne som hustru og mandens ejendom. Hun får kun besøg af sin tante Gonaria, der er nonne, og et par af de andre kvinder, i de lange dage, hvor Don Sebastiano rider tidligt bort for at tilse sine jorde, og kommer så sent tilbage, at hun kun kan skimte ham i aftenmørket gennem sine halvblinde øjne. Her er min egen oversættelse af nogle gribende linjer, som beskriver hende på side 170:

“Donna Vincenza kendte intet til filosofi. Hun havde heller aldrig hørt ordet. Men hun levede fastsømmet til sin lænestol, og det fik hende til at meditere. Når Don Sebastiano i bunden af gårdspladsen satte sig op på sin hest og forsvandt ud af porten uden at sige farvel til hende, var det en scene, som gentog sig hver dag efter eftermiddagshvilen.

Donna Vincenza forblev alene, og sank ned på bunden af tidens dyb, der også var ubevægelig ligesom hende, og omsluttede hendes stakkels person som vindruerne, der hang ned fra pergolaen, og som hun hvert år så forme sig og vokse, enorme stalagtitter i en blind grotte. Hun talte dem én for én, ti, hundrede gange, for at holde spøgelserne på afstand, der overfaldt hende fra alle sider.”


Satta har på side 167 en meget smuk beskrivelse af, hvordan folk, der bor alene i byen, mødes, ikke for at konversere, men blot for at være sammen, hver for sig, som en slags trøst i isolationen. Jeg har prøvet at oversætte linjerne her:


”Et hus med 4 ugifte søstre er aldrig alene. Med regelmæssig rytme kom også de gamle, ugifte kvinder, der boede tæt på, i deres dragter, når de forlod deres egne huse, puttede nøglerne ned i den store, rødbroderede lomme, og gik indenfor i stuen uden at banke på. Her sad de så ubevægelige i mørket, som invaderede rummet, for de ville spare på lyset, og til sidst var de blot skygger, stumme vidner i en ligegyldig venten.


Lyset blussede først op, når mørket havde udvisket skyggerne, og det eneste levende var skæret fra ilden, hvis det var vinter. Gonaria hældte af og til lidt sukker på flammerne, fordi det skabte en dejlig duft, men også fordi røgen derfra så kunne tjene som en slags røgelse.


Når lampen endelig blev tændt, rejste de besøgende sig, og gik, én for én, af den samme grund, som de var kommet: De havde fået to timer i deres liv til at gå, og de havde hjulpet hinanden med det. De vidste det ikke, men det var også en barmhjertighedsgerning i sig selv.”

Dommens dag er blevet oversat til dansk og udgivet i 1989.

Hovedillustration: Traditionelle dragter fra Sardinien i 1880erne, Gallerie Bassenge, Wikipedia.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *