Syditalien er ikke kun lig med Elena Ferrante: landsdelen bugner af spændende forfattere, og en af mine yndlingsskribenter har i lang tid været Michela Murgia, der om nogen forstår at vække Sardiniens mytiske landskaber og fascinerende befolkning til live i sine bøger.
Murgia er af mange anset som en af de vigtigste, kvindelige forfattere fra Sardinien siden Grazia Deledda i 1936 vandt Nobelprisen i litteratur som den første italienske kvinde nogensinde. Begge forstår de på smukkeste vis at formidle øens både ældgamle og yderst vitale kultur, hvor bjergene befolkes af sortklædte kvinder med historier på læberne og hvor “stilheden er den mest talte dialekt”, som Michela Murgia selv udtrykker det i sit værk, Viaggio in Sardegna – 11 percorsi nell’isola che non c’é”, fra 2008. Blot titlen: På rejse på Sardinien – 11 ruter på øen, som man ikke ser” slår tonen an i et værk, hvor de læsere, der tror at Sardinien kun er lig med ressort og luksusturisme, får slået døren ind til en stor overraskelse.
Michela Murgia er født i 1972 i Cabras på Sardinien og blev som 18-årig til et fillus d’anima – et såkaldt ’sjælebarn’, hvilket i århundreder har været betegnelsen for børn, der i en høj alder adopteres bort til enten nær familie eller andre bekendte i omgangskredsen. Hun læste teologi på universitetet i Oristano men fandt efterhånden en karriere i bøgernes verden, da hendes gennembrud ’Il Mondo deve sapere’ tog Italien med storm med sin hudfletning af arbejdsforholdene på et call center.
Men det er Murgias værker, der tager deres udgangspunkt i det sardiske univers som en verden fuld af historier og myter, som ifølge min egen smag står stærkest hos Michela Murgia. Derfor elsker jeg Viaggio in Sardegna, som jeg på det kraftigste kan anbefale alle dem, som ønsker at udforske det sardiske bagland – også hvis det kun er hjemme fra lænestolen (desværre er den endnu ikke oversat til dansk). Murgia har selv påpeget at Sardinien har det højeste antal læsere af skønlitteratur sammenlignet med de øvrige italienske regioner:
”Sardinien er en stærk tradition for litteratur, engang var der mindst 3-4 poeter i selv den mindste landsby, det var helt normalt. Sardinien er en fortællende kultur, det ligger i vores DNA.”
I Viaggio in Sardegna lærer vi om sardernes nære forhold til øens klipper, underjordiske kilder, mad og overtro. Kort sagt, som der står i bogens forord:
”Der er huller i Sardinien, som er lavet af feer, dødsfald, som sker på grund af kvindelige vampyrer, hellige dampe, som helbreder mareridt og hemmelige vandspejl, som afslører fremtiden og dens bedrag, når månen spejler sig i dem.”
Et andet mesterværk er Murgia hidtil største succes, bogen Accabadora fra 2009 for hvilken hun vandt dem prestigefyldte Mondello-pris. Bogen er oversat til dansk med undertitlen ”dødsenglen fra Soreni”, og forlaget skriver selv om bogen:
”I Soreni på Sardinien har tzia Bonaria Urrai, landsbyens gamle syerske, i snart mange måneder ligget på sit yderste, ”fanget i sig selv, som ophængt i en ståltråd så tynd at man ikke kunne se den, men så stærk at den ikke knækkede.” Den unge kvinde Maria, der som 6-årig er blevet adopteret af Bonaria, passer hende, men er desperat over at være vidne til de lidelser hun gennemgår, og føler sig mere og mere fristet til at gøre noget for at bringe det til en afslutning.
For skønt man står på tærsklen til en ny tid, er gamle sardiske traditioner med rod i det arkaiske bondesamfund endnu nærværende, og dødsenglen, accabadora, ’hende der afslutter’, betragtes med respekt som en kærlig og barmhjertig person.”
Så hvis du er nysgerrig efter at fordybe dig i Syditaliens bedste litteratur giver disse to værker af Michela Murgia et sjældent indblik i et Sardinien, som både er hypermoderne og evigt relevant.
Michela Murgia er ved siden af sit forfatterskab gået ind i lokalpolitik og arbejder for det sardiske separatistparti, Progetu Republica de Sardigna.
(Hovedfoto: Alec Cane)