Syditalienske vidundere: Manden, faderen, ridderen og patriarken

Den syditalienske mands hjerte er gjort af et sjældent stof, jeg har selv set det, selv mærket det. Min italienske sproglærer i Salerno sagde det lige ud, da vi engang talte om kulturelle forskelle: ”den syditalienske mands hjerte er større end de flestes”, og hun forkyndte det med en alvor, der dengang forbløffede mig.

Nu hvor årene er løbet igennem tidens store sandur ved jeg naturligvis, at det er sådan: at den syditalienske mands hjerte svulmer og oftere end andres løber over at følelser. Jeg ved at denne påstand er stik imod den fordom, der generelt florerer om italienske mænd. Men hvor påstande jo blot beror på ubegrundede ytringer, hviler min fortælling på et grundfjeld af fakta.

I årtier har jeg studeret ham, både som partner, svigerfar, patriark, vejviser og fortrolig. Og selvom det nu er mange år siden, at jeg var fast bosat i Salerno, er det den samme hengivenhed, der rammer mig, når jeg sætter fod i de syditalienske regioner og møder ham ansigt til ansigt. Det er gensynet med det maskuline, ligestillede blik, der i årtusinder har aflæst de rejsende på sin vej, det er den medmenneskelige konstatering af at jeg eksisterer i et andet menneskes verden og en almengyldig anerkendelse af, at vi lever i den samme virkelighed, blottet for fordomme og køn.

Mandekærlighed på åben gade

Med den syditalienske mand ved sin side er man aldrig alene, aldrig usynlig. For ja, han føler vitterligt mere end de fleste i synergi med det nedarvede, social system, der igennem generationer har pålagt ham ansvaret for familien: det er synet af fædrene på gaden, der spontant overkysser børnenes kinder og hinandens, det er broderen, der som den førstefødte overtager den skrantende familieforretning for ikke at skuffe og såre, det er mindet om min syditalienske ekskæreste, der engang lod tårerne dryppe spontant ved mindet om sin killing Leo, som ikke ville tage imod kattemodermælk. Er der smerte i familien vil en syditaliensk mand altid være den bedste trøster. Som dengang jeg fortalte en kollega at min mor lå på operationsbordet, og han som det naturligste i verden lod mig begrave min snotnæse i sin cashmere-sweater.

Det anatomiske studie af mandens hjerte

Selv den nyeste forskning indenfor menneskets fysiognomi interesserer sig for den syditalienske mands svulmende hjerte. I en hvælvet kælder et par meter under Napolis fortov befinder der sig to, menneskelige silhuetter så mystiske, at de i århundreder er blevet kaldt for ’anatomiske maskiner’. Egentlig udgør de et kuriøst appendix til adressens suverænt mest berømte attraktion, nemlig Den tilslørede Kristus’, der oppe i stueetagen ligger stedt til hvile i midten af den minimale Cappella Sansepolcro-kirke med sit liglagen så mesterligt udhugget i marmor, at gæster selv i dag må række ud efter profetens ansigt under klædet for at forvisse sig om, at det vitterligt er af sten, og ikke silke.

Alligevel udgør et møde med de to avatar-agtige figurer i fuld menneskestørrelse et uforglemmeligt klimaks på en anderledes form for rejse, som de står der ret op og ned i deres glasmontrer og iagttager én med deres kraniesmil.

’De anatomiske maskiner’ var i 2014 stadig en af Napolis største mysterier, for ingen havde indtil da evnet at gennemskue metoden med hvilken Fyrst Raimondo di Sangro i sidste halvdel af 1700-tallet så effektivt havde balsameret hvad der ifølge rygtet var 2 lokale tjenere fra hans egen husholdning, en mand og en kvinde, fra hvilke han pertentligt havde fjernet hele deres kardiovaskulære system. Netværket af alt fra store arterier til minimale blodårer opløb sig i adskillige meter af violette tråde, som fyrsten og hans videnskabsmænd evnede at bevare og sidenhen hænge op på de to skeletter, der nu står i kirkekrypten, som var de brynjer af ståltråd. For Raimondo di Sangro var en af Napolis største excentrikere, der elskede at lege med det morbide og til stor morskab for byens bedre borgerskab opfandt dampmaskineagtige både, fyrværkeri og kuriøse medikamenter. Så hvorfor skulle han ikke også have fundet en metode, der på så forbløffende effektiv måde kunne bevare noget så skrøbeligt som et komplet, menneskeligt kredsløb?

I 2014 samledes forskere og hjerte-eksperter imidlertid sig om de to, anatomiske maskiner og kunne gennem diverse prøver endelig konkludere, at blodårene var rekonstruerede, og ikke lavet af menneskeligt materiale. Og jeg tror dem på deres ord. For den syditalienske mands hjerte er som sagt gjort af noget særligt, skønt organet hos de fleste blot er på størrelse med en knyttet hånd og vejer omkring 300 gram.

En syditaliensk mand står aldrig – han poserer

Men der er også andre vidundere, der knytter sig til den syditalienske mands fysiognomi: for eksempel bliver jeg aldrig træt af at observere hans krop i det offentlige rum. For en syditaliensk mand står aldrig ret op og ned, for blot at stå. Han poserer. Opad lygtepæle, hjørner, biler, døre. Og denne stationære form for catwalk udgør en helt særlig kategori, når han læner sig opad en anden syditaliensk mand. En favorit-stilling er at lægge sin ene arm op på den andens skulder, og bøje knæet på det modsatte ben ud til siden, gerne med den overskyende hånd i hoften, så han fylder så meget som muligt i gadebilledet, og ligner et fastfrossent balletspring, lige inden danseren letter. Ingen stilling er spontan, alt er koreografi i følelsernes vold, ligesom de kærtegn, der så ofte udveksles mellem syditalienske mænd, og målrettes kinder, hager og pande, til glæde for vores andres blik for det teatralske.

Det skulpturelle krop i kunsten

Den syditalienske mand har da også et imponerende arsenal af monumentale forbilleder at trække på, der igennem årtusinder har dikteret det syditalienske kropsideal for tidens mand: De syditalienske regioner indeholder en perlerække af verdensberømte silhuetter fra kunstens verden, hvor alt fra muskelsvulmende giganter til bly ynglinge fremstiller mandekroppen som et tempel, der skal stilles til skue:

tag for eksempel de to 2500 år gamle og knap 2 meter høje bronzestatuer, der i 1972 blev bjærget fra havbunden udfor havnebyen Riace Marina i Calabria. Statuerne regnes for at være blandt verdens bedst bevarede bronzefigurer fra det antikke Grækenland, og kroppene er lydefrie og skabt af en kunstner, som har evnet at overføre en særlig, kødelig elasticitet til det ellers hårde materiale.

Bronestatuerne fra Riace, der nu befinder sig på det arkæologiske museum i Reggio Calabria. Wikipedia.
Bronestatuerne fra Riace, der nu befinder sig på det arkæologiske museum i Reggio Calabria. Wikipedia.

Det samme kan siges om Den Dansende Satyr, der også blev trukket op af Middelhavet udfor den sydsicilianske by Mazara del Vallo i 1997, og hvis vridende krop i dag kan beskues i det lokale museum. Af samme kvalitet er den noget mindre, men af historisk betydning langtfra klejne faun, der griber efter himlen og selv efter vulkankatastrofen i år 72 endnu pryder atriummet i Faunens Hus i Pompei.

Fatter fikser alt

Langtfra alle syditalienske mænd kan prale af at have de samme, atletiske kroppe, som fortidens forbilleder. Alligevel fylder de i landskabet. I det familiære, hvor man sydpå endnu aner silhuetten af den klassiske, italienske patriark, der engang vågede over sin familie, og hvis forsvinden i moderniseringens navn ikke kun begrædes af de nostalgiske. Mod syd kan man stadig finde ham for enden af spisebordet, hvor han sørger for at maden fordeles ligeligt, og at alle er til stede. Det er ham, der møder op på kommunekontoret og slidsomt sørger for en anbefaling fra en fjern, indflydelsesrig onkel, når bureaukratiet forstener og tilladelserne ikke kommer. Og han har en hær af unavngivne venner på den lokale piazza, der ofte involveres i spørgsmål om stort og småt, og med hvem han gerne tilbagelægger kilometervis af diskussioner på hovedgaden, hvor han animeret vender verdenssituationen og sin families kvaler.

Han fylder i det erotiske, hvor hans kærtegn af og til kan være så indfølte og intuitive, at de minder om en kvindes. Og i det offentlige rum, hvor han agerer tidløs ridder. Utallige er de gange, hvor jeg er draget igennem et syditaliensk landskab, og har spurgt en mand efter vej. Næst efter en gammel morlil er de bedste hjælpere nemlig en klynge syditalienske mænd,  den slags grupper, der siden tidernes morgen har fyldt de lokale piazza’er som dansende, heliumfyldte balloner af maskuline ressourcer, og synes strategisk placeret for netop at hjælpe en fortabt sjæl videre.

På besøg i en siciliansk beduinlejr

Engang tog jeg en umulig vej gennem Siciliens centrum for sammen med en dansk veninde at nå Castello di Pietratagliata, der endnu står ret op og ned som en brækket tand i baglandet omkring byerne Enna og Piazza Armerina. Slottet fungerede siden normannertiden som livsvigtig bavne,  der som et pulsslag i en lang række af forbundne fæstninger kunne kommunikere krig, nød og fred ved at lade et bål flamme op på landskabets højeste punkt.

Ruten dertil var dog så strabadserende, at vejene end ikke var tegnet ind på google. Vi holdt en vandingspause i en sval by navn Aidone, der var sidste, civiliserede stop inden ruinen, men jeg havde brug for vejledning. Den kom i overdådighed fra et improviseret plastiktelt, der lå midt  på hovedpiazzaen og i det skarpe middagslys lignede en beduinlejr udenfor tid og sted. Den rummede imidlertid en forbløffende veludstyret kaffebar, hvis indre myldrede af førsteklasses fuldblodseksemplarer af den syditalienske manderace.

Den ridderlige vejviser

Knapt havde jeg og min veninde stukket hovederne ind i teltet, før en tyk, men elegant manicureret finger blev boret ned i de sørgelige rester af mit michelinkort. Den var landet oveni et grønt felt langtfra det sted, hvor jeg egentlig troede, at bavnen befandt sig: ”Du kommer aldrig derud uden hjælp. Nu kalder vi på Antonio”, lød en mandestemme, og imens jeg blev beværtet med espresso, blev Antonio tilkaldt af et råbekor aktiveret fra baren, der bar budskabet videre til pladsen, som igen blev videregivet til gaderne længere væk. I løbet af et par minutter skred Antonio ind i teltet, og de ophidsede stemmer, der beskæftigede sig med mit problem, blev ved et trylleslag formindsket til mumleri ned i espressokoppernes porcelæn.

Antonio lænede sig roligt mod kaffebarens kant og tog mit kort i øjesyn. Tålmodigt prøvede han at forklare mig den bedste vej til ruinen, akkompagneret af rigelige formaninger om jordskred, floder og eroderede veje, der ville udgøre forhindringer for mit forehavende. Men da han så mig tøve et kort øjeblik, var det overbevisning nok: ”Jeg kører dig og din veninde derud. Ville i være utrygge ved det?” Vi rystede på hovedet. Og heldigvis for det, for Antonio brugte derefter 2 stive timer af sin uforklarligt elastiske fritid til at køre os til verdens ende, og tilbage igen. På turen nåede vi Pietratagliata, og synet af bavnen og dalen, der var dyb som et enormt, omvendt syltetøjsglas og gennemfløjet af rovfugle, blev et af højdepunkterne på min Sicilienstur.

Fra slottet Pietratagliata har man udsigt til den dybe dal mellem Aidone og Raddusa.
Fra slottet Pietratagliata har man udsigt til den dybe dal mellem Aidone og Raddusa.

Bagefter kørte han os tilbage og satte os af ved sin yndlingsrestaurant, hvor kokkefamilien tydeligvis kendte ham. ”Nå, Antonio, har du hjulpet de to søde piger godt på vej?” Jeg forventede at finde skælmskhed i deres blikke, men i stedet var de fulde af taknemmelighed. Det viste sig nemlig at to turister sidste år havde forvildet sig i retning af Pietratagliata og var blevet så meget væk, at man måtte alarmere en helikopter, der til sidst fandt de tabte sjæle et sted på halvvejen.

Verdens smukkeste kompliment

Det er blandt andet til den syditalienske mand, at mit håb henrinder, når jeg funderer over verdens fortrædeligheder. Når kloden brænder af populisme, klimakatastrofer og alt for høje temperaturer, vender jeg tilbage til det nære, til det altruistiske standpunkt om, at vi alle i bund og grund vil hinanden det godt, trods alt. Som dengang, jeg kom gående henad strøget i Salerno, med en stor buket blomster i favnen. Den var købt for at muntre min syge svigermor op, og på vejen tiltrak jeg og den enorme buket duftende liljer, roser og tulipaner en del opmærksomhed. Folk vendte sig op, nogle stoppede i bilerne for at nyde farverne, og roste mig med tilråb for valget af sorter. Og smukkest blev det, da en ældre mand tog sit hat af, bukkede med et lille knæfald, og gav mig mit livs kompliment: ”Quel mazzo di fiori é degno di te – den buket blomster er dig værdig.”

Hovedillustration: motorcykelkøreren Giacomo Agostini, Wikipedia.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *