Tag Archives: Syditalien

KENDER DU DET NÅR SICILIEN TAGER FUSEN PÅ EN?

Mød Calascibetta, den hemmelige oase som jeg ikke havde hørt om før forleden:

Til maj 2018 tager jeg på research-tur for at opdatere min bog Turen Går Til Sicilien, og jeg bliver gang på gang overrasket over alle de vilde hemmeligheder, som den lille ø rummer. Har du for eksempel nogensinde hørt om Calascibetta? Jeg havde ikke, før jeg i går satte mig ned for at begynde på forårets rute. Jeg vil nemlig gerne vide mere om Siciliens centrum på min næste rejse derned, og pludselig stødte jeg på denne ældgamle juvel af en by, der blev grundlagt i 800-tallet af araberne i bakkerne nord for Enna og Caltanissetta, og idag har 4.500 indbyggere.

Med sine smalle gader, krogede middelalderhuse og skæve kirker er der grund nok i sig selv til at besøge byen, som jeg glæder mig til at berette mere om til foråret. Men der er flere ting, som gør Calascibetta til meget mere end blot et kønt postkort:

– Fra byen går der antikke 3 veje (som oprindeligt var imponerede 36 meter brede) i hver deres retning mod havet. Calascibetta ligger nemlig placeret således, at der er lige langt til både syd, nord- og østkysten, og det var smart for de mange handelsfolk og royale spidser, der siden normannerne udbyggede fæstningen til en egentlig by, kom til Calascibetta. Stedet var nemlig ’kongelig privilegeret’ og havde tætte bånd til den royale familie på øen.

– Calascibetta havde en af Siciliens mest vitale, jødiske befolkningsgrupper, der boede i deres eget kvarter udenfor centrum, og bidrog til byens handelsliv. Ruinerne fra ’la giudecca’ kan stadig ses.

– Cirka 4 kilometer fra Calascibetta finder man ’den byzaninske landsby’ – il villaggio bizantino’ – hvor de allerførste byzantiske tilflyttere slog sig ned i 500-og 600tallet. ’Byen’ er hugget ud i klipperne i en dalsænkning, og man kan selv udforske hulerne, der indeholder kirker og gravkamre i form af hylder hvor man for 1500 år siden placerede de døde. Eventyret venter!

Fotos: Davide Mauro og Yulca Lucia, Wikipedia

HULEKUNST I HJERTET AF CALABRIA

Da hulemanden så sin første urokse og tegnede den på væggen.

Udover mad er intet der tager én så vidt rundt i Syditalien som kunst, og derfor laver jeg her en lille serie på Facebook om de kunstværker, jeg beundrer mest fra landsdelen. Kapitel 1 udspiller sig i en af de mest fascinerende egne af Calabria, hvor jeg for 2 år siden stod ansigt til ansigt med det nok smukkeste hulemotiv, jeg nogensinde har set, nemlig uroksen i Romito-grotten.

For cirka 14.000 år siden blev dyret ridset ind i en stor klippeblok i hjertet af regionens Pollino-park af en bevæget stenaldermand. Man mener at motivet har fastfrosset det øjeblik, hvor han så dyret for første gang, for uroksens tilstedeværelse i det dramatiske bjerglandskab var et resultat af klimaændringerne efter istiden, hvor vejret blev lunere og ændrede hele Syditaliens fauna.

Motivationen til kunstværket menes derfor at være emotionel og en slags bearbejdning af den undren og frygt, som stenaldermennesket uden tvivl har følt ved at se det fremmede, gigantiske dyr, og jeg blev især slået af motivets umiddelbare skønhed. Det viser en forbløffende æstetisk kunnen hos fortidsmennesket, der med et rent og uforurenet blik har formået at nedfælde dyrets linjer med en sådan livagtighed, at man næsten fornemmer det bevæge sig henover stenen.

Romito-grotten blev på grund af sin placering dybt inde i bjergkæden først opdaget i 1961, da en hyrde søgte tilflugt her med sine dyr under en storm. Han alarmerede de lokale arkæologer om sit fund, og snart strømmede eksperter til, der især blev slået af STEDETS velbevarethed. Det viste sig at grotten var fuld af spor fra stenaldermennesket, og endnu i dag kan man som gæst se syv grave, skeletter og rester fra bopladsen både i selve grotten og på det tilstødende, lille museum, der ligger i den samme hytte, hvor man køber sin billet.

Og grotten er ældgammel: fra cirka 24.000 år før vor tid til år 1000 brugte man aktivt hulen, først som bosted under istiden, og siden som refugium for eremitter. Besøg gerne stedet udenfor højsæsonen i enten foråret eller efteråret, for det er magisk at trisse alene rundt om grotten, som ligger under et gigantisk klippeudhæng, og mærke historiens vingesus.

 

SYDITALIENS BRUNE BJØRNE HAR SÆRLIGT MILDE GENER

”Flyt jer!” råber manden til sine venner, da bjørnen Amarena styrter forbi. Det sker nemlig af og til at en af Abruzzos store bamser dumper ind i en landsby for at finde mad, eller ganske simpelt skyder genvej på tværs af gader og mennesker. Mødet mellem befolkningen og det store dyr afstedkommer ofte frygt og undren, for bjørnen kan være livsfarlig, og alle i regionen er vokset op med stor respekt for l’orso marsicano, som racen hedder.

Den syditalienske brune bjørn, som har fundet sit sidste levested i Abruzzos vidtstrakte nationalparker, er nemlig helt sin egen, og kun i den norditalienske Alto Adige-region findes der også brunbjørne – cirka 20 styks, mens Abruzzos dramatiske bjerge huser 50 af slagsen. På trods af at regionens indbyggere bliver forskrækkede, når en bjørn løber igennem landsbyen, er der i de sidste hundrede år ikke blevet registreret hverken dødsfald eller overfald på mennesker, og forskerne mener at grunden kan findes i bjørnens gener.

https://video.repubblica.it/natura/levatevi-la-corsa-dell-orsa-amarena-in-mezzo-alla-festa-di-paese/283117/283730

Engang var Syditalien fuld af bjørne, men de blev efterhånden fortrængt og slået ihjel af mennesker, og de sidste eksemplarer gemte sig i hvad der nu er nationalparkerne Abruzzo og Majella. Men selv i disse dybe bjerge er der mennesker, og forskeren Luigi Boitani fortalte i oktober i La Repubblica, at de få dramatiske møder med voldelig udgang skyldes en genetisk mutation: ”Vi har en hypotese om at bjørnens særlige mildhed skyldes en evolution gennem de sidste årtusinder, hvor bjørnen har vænnet sig til at leve side om side med Abruzzos befolkning.”

Og abruzzeserne er med rette stolte af deres forbavsende milde bjørne, som mange anser som en majestætisk maskot, og som følges tæt af lokalpressen, især når der kommer nye unger til verden. Bjørnens føde består for 90% vedkommende af bær og rødder, mens resten kommer fra døde dyr og ådsler. Her om vinteren er bjørnen gået i hi, men til foråret vil den atter boltre sig i Abruzzos bjerge og måske komme på besøg for at plyndre hønsehuse og forrådskamre. Alle bjørnene følges tæt af skovvæsnet, som har chippet dem, og som passer på at krybskytter og jægere ikke tager livet af Syditaliens sidste kæmper.