Tom & Jerry besøger Napoli anno 1954

Napoli har været kulisse til nogle af Italiens vigtigste film, men vidste du at de legendariske tegnefilmshelte, katten Tom og musen Jerry, også har drønet rundt i millionbyen? I 1950’erne var Napoli indbegrebet af den italienske sjæl for de mange amerikanere, som fik øjnene op for byens identitet efter 2 verdenskrig. Det økonomiske efterkrigsboom, som især blev afstedkommet af amerikanernes Marchall-hjælp og eksport til det krigshærgede Europa, skabte en arbejder-og middelklasse på begge kontinenter, der ville underholdes.

Filmselskabet Metro-Goldwyn Mayer var så heldige at have manuskriptforfatterne William Hanna og Jospeh Barbara i deres stald, og de fik global succes med Tom & jerry-figurerne, som blev vist for første gang i USA i 1940, og i 1954 også optrådte i en knap 7 minutters lang tegnefilm med det umage par i Napoli.

Tegnefilmen hedder ‘The Neapolitan Mouse’ og handler om katten og musen, der ledsaget af mandolinmusik og skønsang ankommer til Napoli om bord på et krydstogtskib (med et skønt kig til hele bugten, Piazza Municipio og havnen, hvor der endnu er grønt og fuld af træer). De går i land i et stiliseret Napoli, der både afslører alle fordommende, fascinationen og kærligheden til den ærkeitalienske by, hvor den napolitanske mus bor i et musehul oplyst af en romantisk gadelampe, og taler et uimodståeligt muse-italiensk, mens den viser sine nye venner rundt:

Her ovenfor kan du se den knap 7 minutter lange tegnefilm fra 1954: ‘The Neapolitan Mouse’, produceret af Metro-Goldwyn Mayer i Hollywood.

På en måde er Napoli fuldstændig genkendelig, og samtidigt kan man se, hvor meget byen har ændret sig siden da; For eksempel da Tom og Jerry jagter først hinanden rundt i De Spanske Kvarterer, falder over tomater og kurve med blåmuslinger og kommer op at toppes med en bandit-hund, der i bedste, syditalienske stil er blevet udstyret med rød charmeklud.

Den street wise, napolitanske mus kommer dem heldigvis til undsætning, og viser Tom & Jerry Galleria Umberto, som også idag er et af byens epicentre, propper pølse og provolone-ost ned i halsen på dem, og slår hånden ud mod Vesuvio, der fejlagtigt har en røgsky stående opad hatten.

Vulkanen gik nemlig i slumretilstand i 1943 og har ikke været i udbrud siden, men det tilgiver man selvfølgelig tegnerne, der tilsidst lader den napolitanske mus give havnens hunde bøllebank, og sender Tom og Jerry hjem til USA med krydstogtskibet.

Nogle ganske få minutter i tegnefilmshistorien – og alligevel et uvurderligt glimt af det Napoli, som også for mig er en genial, smuk, tidløs og seværdig ‘cartoon’.

Hovedillustration: Wikipedia.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *