Vil du med mig til Sicilien og opleve Syditaliens virkelige vidundere?

På et eller andet tidspunkt sker det – nok i 2020: at jeg laver mine helt egne ture til Syditalien, som ikke bekræfter det gængse billede af landsdelen, de fleste ser i medierne, og som ej heller går til de sædvanlige attraktioner. Der findes nemlig et Syditalien, som undslipper de sædvanlige statistikker, og som handler om udvikling, håb, innovation og ganske enkelt, kunsten at leve livet, mens man har det.

Jeg har aldrig prøvet at lave rejser for folk før, men det her bliver i forvejen ulig alt, du ellers har været med til – højst sandsynligt. Så forvent det skøreste, det smukkeste, det mærkeligste, og det mest uventede! På min tur skal det være VORES tur. VORES kærlighed til Syditalien, det skal handle om.

Turen gå til de usynlige vidundere, som også er en del af den syditalienske virkelighed: Lokale helte, som på trods af fattigdom og bureaukrati dyrker antikke kornsorter langt ude på landet, og som har startet en revolution udenom storindustrien, hvor bønderne rent faktisk kan få det til at løbe rundt; bjergfolk, der holder grise, køer og får, og laver himmelske produkter. Mennesker, som gør drømmen til virkelighed og laver verdens bedste vin på vulkanske skråninger, der før var ejet af spekulanter, men nu er sat fri. Og gæstfrie sjæle, der åbner teatre, restauranter, bagerier og små hoteller på steder, hvor ingen havde troet det muligt.

Det her er bare en føler for at fornemme, om der overhovedet er interesse: kunne du tænke dig at være med? Eller forestille dig det, på et tidspunkt, når jeg ved mere? Tænk over det. send mig en besked, skriv en kommentar, en mail, hvis det ikke lyder tosset. Eller, igen: gem min idé i baghovedet, og giv lyd hvis det stadig lyder sjovt, når jeg dukker frem med mere nyt.

Jeg forestiller mig at det skal foregå på Sicilien i en uges tid, til forår/efterår. I flyver selv derned, og så mødes vi der, og tager videre sammen til en by, hvor I højst sandsynligt aldrig har været før. Der skal vi bo, derfra vores rejser skal udgå til hele øen. Vi skal ikke kun på gæstebesøg hos de lokale, se vilde landskaber og spise utrolig mad, men også fornemme og dvæle ved de små og store ting, der skaber Syditalien: spadsereturene på hovedgaden. Den evige eftermiddag. Fordøjelsen. In vino veritas. Den elastiske tid. Madonnaen – enhver syditalieners geniale veninde. Helbredet. De kulturelle spor fra normannere, arabere og spanioler, som gemmer sig steder, de færreste ser.

Jeg tegner og fortæller på vejen. Måske læser jeg op under morgenmaden af en siciliansk forfatter, som sætter dagens stemning. Måske nogen kommer forbi og spiller musik.

Jeg glæder mig.

Cecilie.

19 thoughts on “Vil du med mig til Sicilien og opleve Syditaliens virkelige vidundere?”

  1. Kære Cecilia
    Min veninde og jeg er meget interesseret!
    Hilsen Linda-Maria

    PS. Igen tak for spændende foredrag om Sardinien.

    1. Kære Linda-Maria, det lyder alletiders! Jeg noterer mig jeres interesse – de bedste hilsner fra Cecilie.

  2. Wouw… Det bliver en rejse uden lige med dig ved roret. Magen til engagement og indsigt, som du har, i det ukendte syd-Italien, er jo uvurderligt!
    Hvis vi får mulighed, skal vi med dig på eventyr!
    Bedste hilsner fra Sabina og Michael

  3. Hej Cecilie. Vi er to det er meget interesseret. Og jeg glæder mig til de nye foredrage i efteråret. Deborah

  4. Hej Cecilie, Min mand og jeg er meget interesseret i din Siciliens rejse. Glæder os til at høre mere om det, når det bliver aktuelt.
    Mange hilsner
    pia og jens

  5. Hej Cecilie!
    Vi er interesseret i at høre mere.
    Venlig hilsen
    Jørgen og Else-Marie Olsson

  6. Kære Cecilie
    Umiddelbart synes jeg, det bare lyder SÅ godt, men om jeg kan deltage på din tur i 2020 , det afhænger jo ikke mindst af tidspunkt og økonomi, men interessen er der bestemt.
    Mange hilsner
    Gitte

    1. Kære Gitte, tak for dejlig tilbagemelding, og selvfølgelig er faktorer som økonomi og tidspunkt essentielle;-) De bedste hilsner fra Cecilie

  7. Det lyder ikke så tosset…..faktisk meget interessant!!! Jeg hører rigtig gerne mere om dine ture til Sicilien – kunne godt tænke mig at deltage….
    Bedste hilsner Inger.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *