KOM MED UNDER HUDEN PÅ NAPOLI OG MØD NAPOLITANERNE PÅ VORES RUNDTUR TIL SEPTEMBER 2024.

Det er ganske kort tid siden, at jeg skrev ud i et nyhedsbrev om at en rejse i og omkring Napoli lå i kortene til næste år, og interessen har været overvældende. Mange meldte tilbage om, at de ville skrives på en deltagerliste, og have pris, datoer og program at vide hurtigst muligt. Og da de forelå, blev turen overtegnet på et døgn. Flere på listen tilmeldte sig desuden gentagelsen af Napoli-turen, som vi håber kommer til at ligge i maj 2025.

Sidenhen har vi haft et par afmeldinger til turen i september 2024, og står derfor med 2 ledige pladser. Derfor sender jeg dette nyhedsbrev ud, for at give jer derude en chance for at gribe muligheden, inden jeg teaser for rejsen på Facebook. 

Hvis du vil med på rejsen og få de 2 sidste pladser, eller skrives på ventelisten til enten denne tur eller dens gentagelse i 2025, så skriv til mig på cillemarie@gmail.com. Her kommer alle de detaljer, som vi har om turen pt:

Hvorfor rejse med til Syditalien?

Engang rejste nordeuropæere til Syditalien for at lære om alt det nye indenfor industri, teknik og videnskab. Landsdelen er forandret siden dengang, men er stadig lige innovativ. I dag kan de syditalienske regioner især byde på samværets og nærhedens kunst. Det menneskelige aspekt, som mange steder er gået tabt i globaliseringens og masseturismens navn, og udgør kernen i den udvikling, der lige nu kommer sydfra.  
En ny tid har brug for en ny måde at rejse på, hvor man går udenom de sædvanlige attraktioner og kommer helt tæt på destinationen. Denne tur foregår i Napoli, hvor du sammen med Cecilie Marie Meyer og Filippo Filippeschi møder de mennesker, samfund, planter og dyr, som repræsenterer Syditaliens eviggyldige kraft.

Ramme
Turen går til Napoli i selskab med skribent Cecilie Marie Meyer og bonde og rejsekonsulent Filippo Filippeschi, med fast base i det historiske centrum i Napoli. Vi benytter vores egen mini-bus, når det kræves. Du kan læse mere om dine 2 rejseledsagere i dokumentet nedenfor.

Tid og sted
den 25 september – 02 oktober 2024. Rejsen begynder i lufthavnen i Napoli, hvor vi mødes og kører sammen til vores hotel i Napoli. Ønsker man at komme til Napoli lidt før og bo, kan det arrangeres. Det er muligt at forlænge opholdet i Napoli og på samme hotel Rejsen kan også forlænges ved at bo på samme hotel (Chiaja Hotel de Charme). Netop på de valgte datoer er der gode og billige, direkte fly-afgange mellem Kastrup luftthavn og Napoli.

Pris
13.600 kr / 1.825 € pr person for ophold i dobbelt værelse               Chiaja Hotel de Charme
af hvilke et depositum på 4.100 kr. / 550 € per person som indbetales senest 1 uge efter tilmelding.
Tillæg for dobbelt som enkeltværelse på hotel                                  1.050 kr. / 140 €

Indbetalingen af depositummet bekræfter den endelige tilmelding.
Depositum overføres til AEMMES71 srls
Bank: Credito Cooperativo di Castagneto Carducci
Branch: Rosignano Solvay (LI)
Iban: IT24Z0846125100000010984158

Beløbet inkluderer:
– Al gruppetransport på programmet i gruppens egen mini-bus med vores egen privatchauffør og udgifter til offentlige bus og togbilletter.
– Alle turens adgangsbilletter til oplevelser, feks. til museer, parker, etc.
– 7 overnatninger på Chiaja Hotel de Charme
– Dansk rejseledsager med dybdegående kendskab til destinationen.
– Dansktalende, italiensk rejseledsager med mange års erfaring fra rejsebranchen
– Lokal guide i Quartieri Spagnoli, Scampia, Pignasecca market
– Udvalgte måltider og mad eller vinsmagninger
– Lokal turistskat

Praktisk
Cecilie og Filippo står for formaliteterne og oplevelserne på Sicilien, mens du selv står for at booke din rejse til og fra byen, enten med fly, tog eller båd (luftballon er også accepteret). Dine flybilletter vil være dækket af Rejsegarantifonden, mens din egen rejseforsikring udland (for eksempel gennem Gouda eller Europæiske) vil dække dig på selve rundturen.

I tråd med EU-lovgivningen har vi en teknisk rejsearrangør, der står for alle formaliteterne i forbindelse med rejsen. Rejsearrangøren er
ISS Travel by AEMMES71 srls
Località Bargingo, 28
57016 Rosignano Marittimo (LI)
Momsnummer: IT01974250498
ISS Travel by AEMMES71 srls er tilmeldt den italienske rejsegarantifond, og stiller rejsegaranti i den italienske fond ”Il Salvagente” (se det vedhæftede certifikat)

Tilmelding
For tilmelding send venligst en mail til cillemarie@gmail.com med navn, telefon og fødselsdagsdato på deltagerne samt eventuelle oplysninger om særlige krav / behov for kost.

Sikkerhed
Vi har stor fokus på vores gæsters sikkerhed, helbred og velvære, og vil naturligvis efterleve alle de lokale krav om eventuelle corona-hensyn (afspritning, afstand, mundbind, etc.) både under transporten, på turene og på de steder, vi besøger – naturligvis regner vi stærkt med at dette ikke bliver et problem i 2024. 100% af beløbet for rundturen kan refunderes op til 1 uge før afrejsedato. Hvis turen ikke kan gennemføres, feks. grundet skærpet corona-udbrud, vil hele beløbet enten blive tilbagebetalt, eller rykkes til senere tur, alt efter den rejsendes ønske.

25 september – ankomst til Napoli:

Kl 18: Cecilie og Filippo venter på jer foran Napoli Capodichino-lufthavnen. Når alle, der er kommet med fly, er ankommet, kører vi samlet i transfer til Napolis elegante Santa Lucia-kvartér, hvor vi indkvarteres på Hotel Chiaia i fodgængergaden Via Chiara.

Hotellet er en gammel, statelig ejendom, der før tjente som bordel, men i dag udgør et hyggeligt udgangspunkt for vores uge, med elevator og beliggenhed i udkanten af turistområdet, og nær det officielle centrum med Galleria Umberto, Piazza Plebiscito og Castel dell’Ovo. Her skal vi bo alle dage.

Når alle er kommet på plads på deres værelser, mødes vi til et afslappet velkomstmåltid tæt på hotellet, og får en velkomst til byen og de kommende dage.

Fælles betalt aftensmad.

26 september – Napolis begyndelse og la napolitanità:

Napoli Sotterranea: Vi kommer dybt ned under byens jord- og asfalt-lag på denne tur, der udgår fra Napolis antikke, livlige centrum, og giver et indblik i hvordan byen blev bygget under grækerne og romerne. Vi stiger ned ad udhuggede trapper, og oplever Napolis antikke cisterner.

Julekrybbegaden:  Vi befinder os i Napolis folkelige mylder i Decumani-kvarteret, og besøger her Via S Gregorio Armeno, hvor der året rundt sælges figurer og kulisser til italienernes højt elskede julekrybbedekorationer.

Caravaggio og gadekunst: vi spadserer ad Via Tribunali hen til et lille kapel, der rummer et af Caravaggios hovedværker, De 7 Barmhjertigheder. Caravaggios anses som en af Italiens og Europas vigtigste barokmalere, og en af de mest flamboyante og omdiskuterede.

Fælles betalt frokost.

Spaccanapoli og De spanske kvarterer:

Vi spadserer sydpå til Spaccanapoli og går mod sydøst – her oplever gæsterne en af Napolis ikoniske ‘hovedveje’, der skærer sig ned gennem byen. PÅ vejen fortæller Cecilie om San Gennaro og Vesuvs udbrud med udgangspunkt i de mange obelisker på vejen. Vi rammer strøget Via Toledo, og går ind i De Spanske Kvarterer. Vi besøger Maradonas alter og Cecilie taler om byens fodboldkult.  

Fælles betalt aftensmad.

27 september – at bo og leve på vulkaner

Campi Flegrei: Om morgenen tager vi nordvest for Napoli til en af verdens største og farligste supervulkaner, Campi Flegrei (hele krater-området ligger indenfor den stiplede linje), med bus. Vi besøger det rygende og boblende krater, La Caldera, og Cecilie fortæller om områdets vulkanske aktivitet og vigtighed i Antikken og litteraturen.


Besøg i verdens største romerske cisterner, Piscina Mirabilis. På vej dertil peger Cecilie på Monte Nuovo, som blev skabt i 1500-tallet af et udbrud her, og Lago Averna, der ifølge grækerne var nedgangen til Hades (også citeret i Æneiden). Cecilie fortæller om den romerske periode, og Vesuvs udbrud, hvor Plinio den ældre sejlede netop herfra Capo Misenum mod Pompei for at redde folk, men endte med selv at dø af dampene. Misenum var en vigtig flådehavn for romerne, og cisternerne betjente netop militæret her, og områdets luksusvillaer.

Fælles betalt frokost

Le Terme e Stufe di Nerone: vi slapper af på områdets mest berømte og elegante spa- og wellness-sted, ’Neros sauna’, opkaldt efter kejser Nero, der ifølge legenden nødt de varme, helsegørende og dampende huler og kilder netop her, når han var på ferie udenfor Rom. Dampene kommer direkte fra Campi Flegreis boblende undergrund, og vi blander os med de lokale napolitanere, og får fri adgang til pools, saunaer og faciliteter. Stedet ligger blot et stenkast fra vandet, og er et yndet sted at kurere sygdomme i lunger, fordøjelse, reproduktive organer og hud.

Hen mod aften kører vi sammen tilbage til hotellet. Friaften og aftensmad på egen hånd.

Den 28 september: Napoli som kunst – og handelsby

Mercato di Pignasecca: vi besøger Napolis livlige fiskemarked og oplever byens handelsmiljø og overdådige råvarer.

Antikvitetsforretningerne: byens ældste del har flere butikker med kuriosa, antikviteter og samleobjekter. Vi besøger et par af dem – måske kan du gøre en god handel?

Cristo Velato i Cappella Sansevero: Vi besøger fyrst Sanseveros kapel og Napolis mest berømte skulptur, Den Tilslørede Kristus. Cecilie fortæller om byens barokperiode og kapellets fængslende figurer.

Fælles betalt frokost.

Fri eftermiddag på egen hånd.

Fælles betalt aftensmad ved vandet og foden af Napolis berømte ’Æggeslot’, Castel dell’Ovo.

29 september – Elena Ferrante og Napolis fremskridt og tilbageskridt

Poggioreale og Rione Luzzatti: Vi drager østpå i egen bus til kvartererne bag Napolis hovedbanegård. Vi kommer forbi byens fængsel, Poggioreale, og videre til Rione Luzzati hvor vi mødes vi med en lokal guide, der viser og rundt i kvarteret ud fra Ferrantes romaner. Området illustrerer Napolis efterkrigstid, hvor sletterne her blev bebygget med alment boligbyggeri, for at rumme den voksende befolkning.

Scampia og Le Vele: Efter vi har set nøglestederne i romanen, tager vi i egen bus videre og ser Le Vele i Scampia – Napolis nok mest notoriske og camorra-plagede kvarter. Her fortæller Cecilie om byens udfordringer med sit folkedyb af fattige sjæle, og Vele som symbol på statens falliterklæring. De mange, der før boede i Le Vele er blevet genhuset tætved, og således fortsætter det evige hjul, med fattige, der rykkes rundt, og let inkorporeres i la camorra. 

Fælles betalt frokost.

Fri eftermiddag.

Fælles betalt aftensmad og musikhygge på TWIN COCKTAIL BAR (lille Jazz Club) nær vores hotel. https://www.facebook.com/twinscocktailwineandcoffee/

Den 30 september: camorra, barok og dødskult

Sanitá-kvarteret: Cecilie ledsager gæsterne ind i Sanitá-kvarteret, der i dag er et af Napolis mest forfaldne og mafia-plagede, men engang var state-of-the-art- boligbyggeri, da man i 1600-tallet besluttede at bygge udenfor bymurene, og lave et ’sanitært’ kvarter – deraf navnet. Sanitá er et fascinerende kludetæppe af vild trafik, trange gader og nogle af Italiens smukkeste barokhuse – vi ser mindst ét af dem, Il Palazzo dello Spagnuolo.

Cecilie fortæller desuden om la camorra, som endnu plager kvarteret, og vi ser en statue af den unge dreng Genny på Piazza Sanita, som blev rejst efter at knægten blev likvideret her ved en fejl.

San Gaudiosos katakomber: netop her findes der under jorden nogle af Napolis ældste og smukkeste, kristne grave helt tilbage til 400-tallet, hvor byens vigtigste helgener er blevet begravet, bla. San Gaudioso, San Severo og San Gennaro. Vi stiger ned under jorden og ser de oplyste hvælvinger, religiøse vægmalerier, fresker og hvilesteder.

Il Cimitero delle Fontanelle: i bunden af kvarteret ligger Italiens måske mest særprægede ’kirkegård’, hvor millioner af knogler er stablet ovenpå hinanden inde i enorme tuf-grotter, og hvor man går i (hedensk) forbøn for sine kære i det hinsides hos nogle særligt magiske kranier, som man ’adopterer’. Vi oplever ’kirkegården’ og fornemmer stemningen.

Fælles betalt frokost på et af kvarterets berømte pizzeriaer.

Herefter er der fri eftermiddag og aften på egen hånd – måske kan turen gå til Det Arkæologiske Museum, som ligger på kanten af Sanita, og rummer mange fund fra Pompei.

Den 1 oktober: Napolis tredje køn, il femminiello

Fri formiddag – feks. shoppetur på Via Caracciolo

Betalt fælles frokost.

I årtusinder har Napoli været kendt for sine femminiello’er – oftest biologiske mænd, og oftest homoseksuelle, der flyder mellem det feminine og maskuline, og hverken identificerer sig som mand eller kvinde, men som ’femminiello’. Cecilie fortæller om Napolis femminiello’er – deres oprindelse, historie og kultur, og hvorfor lige Napoli har en rummelig køns/seksualkultur, der stadig er meget åben og inkluderende i forhold til resten af Italien. I løbet af dagen kommer vi også til at møde Napolis femminielloer. Vi besøger:

Ken Rainbow Center i Via Toledo hvor formand Carlo Cremona fortæller om foreningen som beskytter og kæmper for LQBT-rettigheder i Italien, ofte med udgangspunkt i femminiello-kulturen. De fortæller os om byens udfordringer/status i forhold til kønsidentitet og særlige kultur for flydende køn, der i århundreder har været en unik ventil for folk med anden seksuel orientering end den normative.

Om aftenen er der betalt afslutningsmiddag ’en surprise’ med mad og underholdning i bedste femminiello-selskab.  

Den 2 oktober: Napolis industrielle revolution, afsked og hjem til Danmark.

Vi nyder den sidste morgenmad sammen på hotellet, pakker og tjekker ud, og får vores kufferter opmagasineret indtil vi henter dem igen under transferen mod lufthavnen sidst på eftermiddagen.

Portici: vi kører til havnen i den lille by Portici syd for centrum vor Cecilie kort fortæller om at Italiens første jernbanetur som afgik herfra i oktober 1839, med et tog importeret fra Sheffield med flere ‘cirkusvogne’ bag sig, og den spanske kong Ferdinand på en balkon lige over banen. Herfra futtede toget ind til Napoli by som det første lokomotiv på (syd)italiensk jord. Danmark fik sin første jernbane mellem Kbh og Roskilde i 1847. 

Jernbanemuseet Museo Nazionale Ferroviaria di Pietrarsa: Området syd for Napoli var gerningssted for noget af Syditaliens mest avantgarde industri fra 1600-tallet og helt op til verdenskrigene. I Pietrarsa ser vi apropos en kæmpe samling af Italiens lokomotiver og toge gennem tiden, samt en kopi af Sheffield-toget med vogn fra 1839.

Fælles betalt frokost.

Kl 15: Transfer til Napolis lufthavn og afsked.

Slaget ved Civitate: Dengang normannerne slog Paven og fik Syditalien som legeplads

Illustration: Normannerkriger hvor man ser den lanse, der på hesteryg var med til at garantere krigernes sejre. Wikipedia.

Nogle gange kan man simplificere historiens komplicerede gang så meget, at man bevæger sig langt fra sandheden – og jeg indrømmer, at jeg ofte selv falder i samme fælde, når jeg til et af mine foredrag gennemgår Syditaliens historie, og sparer tid ved at fortælle, at ’Paven gav normannerne lov til at jage araberne og byzantinerne ud af landsdelen’.

Nærlæser man hvad der egentlig skete i Europa i det nye årtusind finder man i stedet ud af, at det er en grov forenkling, der på mange måder ikke stemmer helt overens med virkeligheden. I hvert fald hvis men ikke går ind på de pave-sympatiske historieskriveres præmisser, og i stedet dykker ned i fakta. Sidstnævnte har jeg gjort ved at læse om slaget ved San Paolo di Civitate, hvis udfald cementerede normannernes magt og gav dem hidtil usete beføjelser til at underlægge sig hele Syditalien, som de sad på helt frem til 1139. Paven GAV dem lov, ja, men normannerne havde taget Paven i husarrest efter at have slået hans enorme, pavelige koalitionshær i bakkerne nord for Foggia den 18 juni 1053, og tvang ham til at give ’dem tilladelse til at regere’.

Det var ingen nådegave, men et spørgsmål om ren og skær overlevelse for Pave Leo den IX. Med normannernes ridderkultur, love og måder at drive samfundet på forandrede de landsdelen markant, og introducerede en helt ny måde at anskue ressourcer på.

Optakten:

Normannerne, som kom fra og havde aner tilbage til de vikinger, som i 900-tallet bosatte sig i Normandiet, stiftede for første gang bekendtskab med Syditaliens brogede kludetæppe af landskaber og magtstrukturer i starten af 1000-tallet, da de første riddere drog på pilgrimsfærd til landsdelens hellige steder, især Ærkeenglen Mikaels helligdom i Monte sul’Arcangelo sul Gargano – Gargano er den halvø, som udgør Puglias hælspore.

På vejen mødte normannere både saracenere (datidens navn for muslimer fra den arabiske halvø) og de byzantinere, som havde siddet nogenlunde homogent på magten i Puglia, Basilicata og Calabria for at holde hedninge fra Mellemøsten og Germanien stangen. Som veltrænede riddere og dygtige legesoldater havde normannerne intet problem med at forsvare sig, og de tog gerne kampen op mod lokale klaner.

Det blev bemærket af longobarderne (et nordtysk folk, som efter Romerrigets fald bevægede sig ned gennem Italien, blev kristnet og sad på store besiddelser i især Campania og det nordlige Puglia) og Paven, som længe havde døjet med tilstedeværelsen af Byzans og araberne. Paven og longobarderne ansatte normannerne til at drive dem på flugt, men samtidigt lykkedes det samtidigt tidlige normannere som Rainulf Drengot og William Jernarm at blive henholdsvis grever af Aversa i Campania, og hele Puglia.  Jernarm var af den berygtede Hauteville-slægt, hvis yngste slægtninge snart skulle sætte Paven grå hår i hovedet.

Hasten hvormed de nye gæster i Syditalien satte sig på de befriede territorier bekymrede Leo den IX. Var magtbalancen i syd ved at tippe til nye mænd, der godt nok var kristne, men ikke havde nogle problemer med at rane jord og ting til sig, som faktisk ikke tilhørte dem? De lokale italienere var også vrede: De fik røvet deres ejendele og byer af de vilde riddere, og klagede deres nød til magthaverne. De talte foruden Paven i Rom også longobarderne i Abruzzo, Molise, Lazio og det rige hertugdømme i Salerno, fyrsten af Gaeta syd for Rom, ærkebispen af Amalfi og den tysk-romerske kejser, der sendte sine egne tropper til Syditalien for at hjælpe Paven med at jage normannerne ud af Syditalien. Det skulle være nu eller aldrig! Efterhånden havde Leo den IX opbygget en koalitionshær på 6000 ryttere, der også inkluderede en trumf, nemlig den berygtede, longobardiske general Argyrus, der ville lede soldater fra Konstantinopel til Syditalien for at hjælpe Paven ud af kniben.

Normannerne vejrede hurtigt faren, og fik sammensat en hær under Humboldt af Hauteville, Richard Drengot og flere fra Hauteville-familien, blandt andet Robert, som senere ville blive kendt som ’Den Røde Ræv’ Guiscard og den første, suveræne regent af et samlet Syditalien. Tiilsammen havde de kun 3000 ryttere. Halvt så mange som Paven. Til gengæld var de eminente på hesteryg, og frygtløse.

Slaget:

Paven havde udtænkt en knibtangsmanøvre, der skulle overraske normannerne: Han rykkede østover mod Puglia for at nå Fortore-flode, og på den måde presse fjenden ind mellem sin egen hær og de mange, byzantiske soldater, som han vidste var på vej vestpå fra øst, under Argyrus ledelse. Rygtet sagde at normannerne sultede efter en dårlig høst, og at de led af fejlernæring. Ryttere blev sendt ud for at forhandle en våbenhvile med dem, men normannerne nægtede, og insisterede på kamp, der brød ud den 18 juni 1053, mens begge hære stod på hver sin side af en højderyg udenfor Civitate.

Oversigt over hærene under Slaget ved Civitate: Rød: normannere. Blå: den italienske pavekoalition. Grøn: højdedraget. Fra Wikipedia.

Normannerne havde spredt deres ryttere ud på 3 flanker, og normannerfyrsten Richard Drengot af Aversa startede slaget ved at ridde op over bakken og angribe den italienske hær prompte. Italienerne blev rædselsslagne ved udfaldet, og prøvede på at flygte, men blev hugget ned under Richards forfølgelse, mens den tyske hær løb op på bakken, og mødte normannerne. Sidstnævnte bemærkede senere i en skriftlig kilde til slaget, at tyskerne var dygtige til at kæmpe til fods, men næsten ikke kunne styre deres bevægelser, hvis de var til hest. Det var modsat normannernes evner som rytterfolk, deres frygtløshed og evne for taktik, der til sidst sikrede dem sejren. De evnede at holde modstand mod tyskerne, og da Richard støtte til efter at have forfulgt den italienske hær, var slaget afgjort.

Efterspillet:

Der huserer 2 forskellige historier om, hvordan Paven prøvede at slippe ud af nederlaget: den ene, en pavelig kilde, siger, at han straks overgav sig for at forhindre yderligere blodsudgydelser, mens en anden fortæller, hvordan Paven flygtede ind i byen Civitates, da han så krigslykken vende, men blev smidt ud på den anden side af byporten af rasende indbyggere, der frygtede normannernes hævn.

Bagefter kom Leo den IX  i husarrest i Benevento, og ’behandlet respektfuldt’ – han fik godt med mad og drikke, men fik først lov til at gå fri, når han havde givet normannerne lovning på store dele af Syditalien. Paven skulle have prøvet at tie sig ud af kniben i hele 10 måneder, men da det ikke hjalp (og der heller ikke kom militær forstærkning fra Rom), måtte han gå med på normannernes præmisser. Slaget og dets eftervirkninger endte formelt ved traktaten i Melfi i 1059, hvor normannerne fik papir på deres nye herredømmer, og markerede et magtskifte af formel vigtighed på højde med slaget ved Hastings længere oppe i Europa. Den nye ’alliance’ mellem normannerne og Pavedømmet viste sig at føre til et endeligt brud mellem den katolske kirke i Rom og den tysk-romerske kejser, hvilket betød en stækket pavemagt, der dog hellere ville være venner med de farlige normannere, end uvenner.  

Her kan du se en lille film på engelsk om slaget:

  

Stor, Større, Selinunte: verdens største agora er fundet på Sicilien

Det var efter den vilde selleriplante, som groede langs havet her syd for Trapani, at de opkaldte deres by, og sin tids megametropol efter antikke standarter: over 30.000 indbyggere havde Selinunte, den græske koloni på Siciliens sydvestkyst, hvis økonomi, kultur og befolkningstal toppede for 2400 år siden. Som i alle andre græske storbyer på det tidspunkt var l’agora, stadens offentlige plads, hvor der blev afholdt markeder, taler og fester, byens folkelige hjerte: samlingssted, betyder ordet, og pladsen den målestok, som viste den lokale herskers format. Selinunte blev siden angrebet af folk fra Kartago, og er berømt for Le Cave di Cusa, stenbruddene, hvor man stadig idag kan se de ufærdige søjler, som ellers skulle være blevet brugt til byggeriet af Selinuntes monumenter, efterladt på grund af konflikten.

Selinunte har i århundreder været en af Siciliens obligatoriske destinationer for historieinteresserede: byens ruiner ligger ud mod havets kant, og breder sig over Europas største, arkæologiske område. Men ligesom i Pompei, hvor udgravningerne stadigvæk pågår, er Selinunte også under konstant granskning. Derfor var det forleden muligt at bekendtgøre et fund, som man godt kendte, men ikke havde vidst den fulde udstrækning af, nemlig agora’en. Under arkæolog Clemente Marconi havde man for første gang ryddet pladsens vegetation, og det, der kom  til syne, var et tydeligt negativ af en firkant på intet mindre end 3300 kvadratmeter, med et monument i midten – muligvis graven for den konge, som i sin tid lod agoraen og måske selve Selinunte bygge.

Gammel byplan over Selinunte. Agoraen ligger i nord i byens umiddelbare bagland, lige udenfor billedet. Wikipedia.

Denne sommer har man derfor kunne smide en helt særlig, arkæologisk trumf på det globale verdenskort: Verdens største l’agora fra den antikke verden ligger i Selinunte, og vil også være besøgsværdig for de mange turister, der i nærmeste fremtid vil besøge stedet. Opdagelsen er også et eksempel på Siciliens komplekse historie: I juni var arkæologerne begyndt at grave for at se om de kunne fastsætte dateringen af 2 templer, som lå ud til agoraen, og under arbejdet fandt de samtidigt ud af agoraens imponerende udstrækning. Agoraen er større end 3 fodboldbaner lagt sammen, og viser hvordan Sicilien bliver ved med at være evigt aktuel indenfor europæisk historie og kultur, som et løg, der blot afslører nye lag, når det pilles.

Her kan du se en lille film om opdagelsen i det arkæologiske område, hvor man ser agoraen filmet med drone:

Hovedillustration: Selinuntes akropolis – Wikipedia.

Nye kurser om Syditalien på Folkeuniversitetet efterår 2022

Foto: La Sartiglia-festen i Oristano, Sardinien. Wikipedia.

Vidste du, at Syditalien og især Napoli, Catania og Palermo har en mægtig film-arv, der rækker helt tilbage til stumfilmens begyndelse? Og at landsdelens kulturelle og religiøse fejringer er de perfekte spejlinger på den syditalienske folkesjæl? Jeg laver 2 helt spritnye foredrag til efteråret, som handler om Syditalien på det store lærred, og Fest på syditaliensk (online). De rammer ned i nogle tomrum, som bør udfyldes, og som giver rejsende et anderledes perspektiv på landsdelens ressourcer. Læs mere og tilmeld dig via linket HER – jeg håber på at se dig.

Rejsebrev fra Puglia: San Nicola pløjer havene

Den engelske forfatter Lawrence Durrell sagde det ret genialt: os europæere drømmer Middelhavet større end det egentlig er. Med de mange eksplosioner af kulturer, der gennem tiden er opstået langs bassinets kyster, er dets betydning uomtvistelig, ikke mindst i Syditalien, selvom Middelhavets areal ikke er større end Skandinaviens oceaner lagt sammen.  

Jeg har for eksempel opdaget at Middelhavet dikterer min retningssans. Utallige er de gange, hvor jeg har rejst langs Syditaliens tyrrenske kyst, altså den strækning, der løber forbi Napoli og Salerno til Reggio Calabria i syd, og har Spanien som usynlig grænse i horisontlinjen. Sjældent har jeg fulgt Adriaterhavskysten, hvilket jeg nu prøver at råde bod på i min research til den næste udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien. I går kørte jeg mellem Trani og Bari, og i dag fra Bari til Brindisi. Havet plejer at være til venstre, når jeg rejser mod nord, og højre, når jeg rejser mod syd. Her er det omvendt. Bølgerne, der skyller op på stranden nedenfor jernbanen kommer fra Montenegro og Albanien, og jeg bliver svimmel af det, jeg stresser og rejser mig uvilkårligt i de varme kupeer, fordi jeg tror, jeg har taget toget i den forkerte retning.

Selv vandet virker anderledes med en opak, næsten mælket konsistens. Turkis og dovent, mens det Middelhav, jeg kender fra Salerno og Napoli, er dybblåt og i bevægelse. Et sammentræf, I dont know. Regionen har det Syditalienske fastlands længste kyststrækning, og havet dukker op overalt i Puglia, ikke kun fysisk, men også i de lokales bevidsthed.

Da jeg ankommer til Bari, er det weekenden for fejringen af byens helgen, San Nicola – den græske præst, der døde i Myra 343 i det daværende Tyrkiet, og i 1087 fik fragtet sine knogler til Bari af lokale fiskere, som frygtede at San Nicola skulle falde i hænderne på muslimerne. Som San Nikolaus spredte hans kult sig til den slaviske og ortodokse kirke i Østeuropa og Lilleasien, og hans rygte som børnenes beskytter og glad gavegiver har i dag givet ham aliasset ’Julemanden’.

Jeg har allerede fået at vide at jeg er gået glip af ’le freccie tricolori’, de italienske nationalfarver, som en eskadron jægerfly har prydet himlen med over Bari, men jeg kan stadig nå fyrværkeriet og menneskehavet på byens Lungomare, der syder af boder med helstegt pattegris, pandekagebagere, Peroni-sælgere med skummende køleskabe på slæb, mobile Tivoli-forlystelser og stærkmands-konkurrencer. På vej derned passerer jeg sætningen ’San Nicola solca i mari – San Nicola pløjer havene’, der står på en fotostat overfor helgenens kirke og grav, La Basilica di San Nicola. Under ordene hænger et grynet foto af paven sammen med en delegation af præster fra både den ortodokse, katolske og protestantiske kirke. De besøgte for et par år siden San Nicolas jordiske rester og bedte i fællesskab for den kristne samhørighed på tværs af tro og hav. 

San Nicola har tydeligvis stor magt over de pilgrimme, som hver dag året rundt besøger hans grav. Men hvad med de lokale? Næste dag spørger jeg Signora Anna, der gør rent og laver morgenmad på mit B&B i Bari Vecchia. Vi indleder samtalen ved at tale om vejret, for endelig skinner solen efter mange dages regn. Bliver Bari ikke for varm om sommeren? Hun skærer en grimasse og svinger pegefingeren fra side til side. Det er ikke varmen, der slår folk ihjel her, det er fugten, l’umidità. Bydelen ligger klemt inde på et lille forbjerg mellem havet og den nyere stad, hvor man med moderne sanitet prøver at komme den fugtighed til livs, som er et vilkår for mange pugliesere. Regionen består mestendels af ældgammel havbund, og udfordringen med at bo på ryggen af en gigantisk, porøs kalkskorpe, som leder grundvand op til overfladen, har udfordret de lokales kreativitet i årtusinder. Ikke mindst om sommeren, når luftfugtigheden får det hele til at klistre og tøjet til at klæbe mod huden. ”S’appiccica”, vrænger hun, og gnider en hånd op og ned ad armen for at vise ubehaget.

Anna peger ned gennem glasgulvet, som spisebordet og mine fodsåler hviler på. Gennemsigtigheden giver udsigt til en gammel skrivemaskine, en vandpibe og en stok, der står nede i en slags brønd. ”Engang havde de fleste af vores huse en ’pozzo’, som opsamlede regnvandet fra taget og ledte det ned under huset. Det var smart, men med tiden gjorde det husene usunde, så i dag har de fleste fyldt dem med cement”, siger hun, og vrider en klud. 

Jeg nævner San Nicola: gjorde helgenen en forskel under covid-pandemien? Bad de mere til ham end de plejede? Skete der mirakler? Hun ser undrende på mig og ryster på hovedet. ”De første til at få corona her i byen var da præsterne. Gad vide hvad de gik og lavede sammen”, klukker hun, og skummer mælken til min cappuccino så energisk, at den flyder ud over køkkenbordet.

Under festlighederne langs Lungomare stod figuren af San Nicola under en baldakin på Piazza Ferrarese – en kort ferie fra sit permanente ophold i basilikaen, hvorfra hans statue var blevet ført, og hvortil han atter skulle ende, efter et visit i domkirken. Jeg gik forbi Piazza Ferrarese på vejen hjem fra byfesten, og betragtede den lille gruppe af lokale, der havde samlet sig der, nærmest for at holde ham med selskab, alt imens man gumlede pattegris og slikkede fedtet af fingrene.

”For en måneds tid siden fik han stjålet sin ring og 3 guldkugler, men man fandt dem igen”, siger Anna, da jeg spørger ind til den udsatte placering. Kuglerne, som hans helgenstatue altid bærer i venstre hånd, er et symbol fra dengang San Nicola reddede 3 kvinder fra prostitution. En adelsmand var kommet i økonomisk uføre, og kunne ikke længere give sine døtre en medgift. Bordellet var eneste udvej, men San Nicola hørte om den lurende katastrofe, og gav kuglerne til faderen – en detalje siger endda at det skulle være sket ved at komme en guldkugle i hver af døtrenes nyvaskede strømper, som skulle have hængt til tørre foran det vindue, hvor San Nicola ville lægge sine gaver. Muligvis forklaringen på julestrømpen.

Ringen og kuglerne havde man genfundet i en taske i en vejrabat udenfor Bari, og Anna trækker på skuldrene, da jeg spørger til den hellige manna, som ifølge myten skulle dryppe fra San Nicolas knogler. ”Vandet trækker ind i krypten ligesom alle andre steder. Når biskoppen én gang om året åbner kisten med San Nicolas knogler, skraber han væsken af, og laver business ud af den”. Hun tilføjer: ”Vandet kommer ind overalt, det gør vores huse fugtige og giver os gigt.”

Jeg bliver naturligvis nødt til at se San Nicolas knogler, som ligger indesluttet i en fløjlsdækket kiste i hjertet af basilikaen. Røgelse og bønner fylder rummet, kvinder i bondetøj og tørklæder ligger på knæ og beder på slavisk, én af dem rejser sig helt op, bukker og rører jorden flere gange og står derefter stille i en slags trance. Hun er så tynd at de søjler, der hver især ikke er tykkere end et ungt birketræ og med fælles kræfter holder kryptens loft oppe, kan indeslutte hende i enkelt skygge. En anden kvinde falder sammen i armene på en veninde efter at have lagt en seddel ved San Nicolas søjle. Myten siger at helgenen satte støtten som et tegn til kirkebyggerne om hvor de skulle påbegynde hans grav. Den er halvanden meter høj og står i dag i hjørnet af krypten, omsluttet af plexiglas og en bunke bønnesedler. Kvinden jubler i stille gråd, og veninden hjælper hende hen til en bænk for at dele øjeblikket i fælles eftertænksomhed.

Mumien af Santa Colomba fra Sens ligger i Baris katedral, hvor en lufttæt montre sørger for den ideelle temperatur og luftfugtighed.

Deres følelsesudbrud får mig til at tænke på den italienske skoleklasse, der dagen før havde taget mumien af den hellige Santa Colomba i øjesyn i byens katedral. Santa Colomba var en spansk kristen som led martyrdøden i 257 efter at have mistet hovedet for sin tro, og nu boede i Bari i en glasmontre, hvis indre temperatur og luftfugtighed blev omhyggeligt styret af en termostat. Santa Colomba ligger på ryggen iført en imponerende prinsessekjole, ansigtet er vendt mod kryptens loft med et lidende udtryk, læberne er let adskilte og afslører et par blottede fortænder. Hele skikkelsen er ikke meget højere end en pige på 10 år, og går man helt tæt på montren ser man tydeligt hendes knogler gennem den porøse hud, der dog mere end noget kødeligt ligner det finmaskede stof fra et par brune strømpebukser. Meget, endda. Og ligegyldigt hvor meget jeg studerede hendes hals, lod hovedet til aldrig at være blevet skilt fra kroppen.

Jeg var ikke den eneste, der undrede mig over Santa Colombas udseende; udover mig og min kæreste var montren omgivet af skolebørn, der pressede sig helt tæt på den 1765 år gamle mumie, mens en mandlig guide udlagde Santa Colombas martyrium. ”Dette er en privat gruppe, signorina og De er IKKE med”, fik han tilføjet, da jeg lænede mig ind i hans talestrøm. Jeg træder et par skridt tilbage, og en teenage-pige i gruppen spørger med mistænkelig mine: ”Var hun virkelig så lille som voksen? Og hvorfor ser hun så mærkelig ud”? Svaret falder som et stokkeslag: ”DET ER MANGLEN PÅ FUGT, der gør, at hun er tørret ind, Forstår du ikke det? DET ER EN MUMIE!” Ingen havde lyst til at modsige ham, og jeg forlod domkirken.

Syditalieneres pragmatisme overfor det åndelige har altid forbløffet og fascineret mig. De elsker tydeligvis deres helgener, men i et krisesamfund, der hver dag prøver at opretholde den umulige balance mellem det uforståelige, det groteske og det tragiske, kan end ikke troen trumfe de lokales sans for livets realiteter. Det var en street art kunstner så venlig at huske mig på, da jeg efter en frokost ved Baris havnefront vendte næsen hjemad og så San Nicola lave yoga på muren af et vandreservoir. Maleriet forestiller helgenen strække sig henover havet med kroppen i kobra-stilling, og sine 3 guldkugler foran sig på stranden. Bag ham står hans hyrdestav presset ned i sandet, mens et skilt ved hans fødder siger ’WEST’. I baggrunden aner man en kirke, mens den kyst, som San Nicola når med hænderne, prydes af en moské, og skiltet ’EAST’.  Kunstneren har tydeligvis fortolket pavens ord om San Nicola som en, der pløjer havet, og malet ham som brobygger mellem to forskellige verdener på hver sin side af Adriaterhavet.

Bari rummer flere gademalerier, såkaldte ‘murales’, af sin skytshelgen, San Nicola. Her er motivet som jeg så på Piazza Diaz, malet af kunsteren Maupal i 2016 på siden af en bygning fra L’Acquadotto Pugliese.

I min travlhed, i min mangel på eftertænksomhed og med mit blik for det syditalienske, som måske efterhånden er blevet mere blindt end seende efter for mange års fokus havde jeg helt overset den forbindelse til helheden, som syditalieneren mestrer så smukt. San Nicola handler ikke kun om religion. Helgenen vedbliver med at være aktuel, fordi han repræsenterer noget universelt i os mennesker, og selvom Middelhavet ikke er stort, kan vi mentalt godt være langt fra hinanden. At forene i stedet for at adskille er måske den ældste og smukkeste kærlighedshandling af alle, men har vi ikke nogen til at minde os om det, kan vi tabe retningen og tro at vores kyst og horisontlinje er den eneste rigtige.

Hovedillustration: Hagan Snair, Wikipedia – Vue af Bari Vecchia set fra havet.

Friske bøger i min kuffert fra Syditalien

Så er jeg netop kommet hjem fra min research-tur til den næste udgave af Turen Går Til Syditalien, hvor jeg valgte at gå i dybden med trekanten mellem Bari, Brindisi og Taranto, og også stak af til de ukendte grottebyer vest for Matera (mere om alt det i et senere opslag).Hvert sted jeg kom gik jeg også i den lokale boghandler for at lede efter et værk, der både kunne stå som håndfast minde om min tur, når jeg kom tilbage, og oplyse mig om de enkelte byers kompleksitet. Det kom der 3 meget forskellige bog-indkøb ud af, der hver især spejler nogle af de vigtigste indtryk fra min rejse. Hvem ved, måske de også kan inspirere jer? Her kommer de:

AMBIENTE SVENDUTO – il benessere avvelenato del pianeta acciaio, 2021af Angelo Carrier, med forord af Pino Aprile (oversat titel: ‘Miljø på udsalg – stålplanetens forgiftede velfærd’).

Da det gigantiske stålvalseværk ILVA bliver bygget i starten af 1960’erne, håber mange på at det vil føre til social og økonomisk velstand for de tusindvis af bøndere og fiskere, som bor i Taranto, og som nu kan få sig et ‘rigtigt arbejde’ i fremskridtets navn. De forlader deres jorde, sælger dem til pengemændene bag, og oplever hvordan fabrikken godtnok giver arbejde, men også forgifter både dem og deres medborgere, hvoraf mange bor klods opad valseværket.

Op gennem 70’erne fordobles ILVAs areal og fylder efterhånden 3 gange så meget som Taranto, der for romantiske Italiensfarere ellers har været synonym med Syditaliens måske smukkeste beliggenhed mellem det ioniske hav og indsøen Mar Piccolo, vuggende olivenlunde og enorme, arkæologiske skatte fra byens græske fortid.Nu fødes der babyer på byens hospital med ligeså mange giftstoffer i kroppen som en kæderyger, og kræfttilfældene mangedobles, mens fabrikken også får økonomiske problemer i kølvandet på den globale konkurrence på stål fra de langt billigere østlande.

ILVA er stadig en tragisk miljøkatastrofe der har skabt overskrifter i hele Europa, og jeg købte bogen efter et rystende besøg i Tarantos slum, vel vidende at værket er et emotionelt partsindlæg fra en lokal forfatter, der dog grundigt fremlægger sit angreb på de ansvarlige poltikere bag anlægget med kildehenvisninger og et stort note-apparat.Jeg er nået cirka en tredjedel gennem bogen, og bruger den ikke som godnatlæsning. Dertil er den simpelthen for uhyggelig (siger jeg som hardcore Stephen King fan!).

M – L’UOMO DELLA PROVVIDENZA, 2021 – af Antonio Scurati (oversat titel: M – Forsynets Mand)

2 del af romanen om Benito Mussolini, som vandt den prestigefyldte Strega-pris i 2019, og fortsætter hvor del 1 slap, nemlig ved Mussolinis historiske indrømmelse i parlamentet i 1924 om, at han og fascistpartiet stod bag bortførelsen og mordet på generalsekretæren af Partita Socialista Unitario, Giacomo Matteotti. Jeg er stor fan af napolitanske Antonio Scurati og hans koncise fremstilling i del 1 af de historiske begivenheder der lå til grund for Benitos succes, og jeg kom i tanke om at jeg manglede del 2 i min bogreol efter at have set utallige bygninger og referencer til Syditaliens fascistiske periode på min rejse rundt i Puglia.

Begge bøger i serien er oversat til talrige sprog.

LA GUIDA DI BRINDISI, – Itinerario storico artistico, 1995 af Giacomo Carito og Pierluigi Bolognini (Oversat titel: Guiden til Brindisi – en kunstneriske og historisk rute)

“Brindisi er ikke en rigtig by”, fik jeg at vide et par gange under min rejse, når jeg udtrykte begejstring for det hyggelige samfund med sin usædvanlige beliggenhed omkring en smal bugt ca. 30 km nord for Lecce. Måske alluderede folk til Brindisis beherskede størrelse i forhold til Puglias øvrige byer. Men hvad er en by egentlig? For mig handler det ikke så meget om indbyggertal (Brindisi har dog knap 90.000 beboere), som den rodfæstede følelse, et sted kan give én. Hér har man hjemme.Sidstnævnte har Brindisi masser af, både grundet sin lange historie, hvis vidnesbyrd flere steder rager op i bymidten hvor man mindst venter det, men også pga. sin befolkning, der tydeligvis elsker at bo hvor de gør. Jeg har sjældent besøgt en syditaliensk provinsby med så mange historiske og kunstneriske attraktioner samlet på så begrænset et areal.Af samme grund greb jeg straks ind i en reol på byens togstation, da jeg skulle videre til Taranto, hvis bar havde et fint lille udvalg af lokale bøger. Her fandt jeg en alternativ guide, hvor 2 lokalhistorikere leder én rundt i byen ved at følge kunstværker og historiske mindesmærker. Jeg glæder mig til at få byen (for ja, det er den for mig!) med i Turen Går Til!