Dystopier, vilde kvinder og autobiografiske afsløringer: 2021 er året hvor Italiens fornemste bogpris blev ’dark’

Ligesom i Danmark gennemsyrer coronakrisens konsekvenser lige nu det italienske samfund på mange planer, og det er derfor ikke mærkeligt at de bøger, som I 2021 er blevet nomineret til at vinde Italiens fornemste litteraturpris, La Strega, i høj grad spejler et år med indadvendthed, interpersonelle konflikter og indre monologer.

Det konkluderer Melania Mazzucco i en artikel i den italienske avis ilsole24ore. Hun er præsident for Strega-komitéen, der siden 1944 har tildelt Italiens fremmeste forfattere den store ære at vinde Strega-prisen. Hun fortsætter:

”Mange af de udvalgte titler er forbundne med forfatterens eller forfatterindens eget, levede liv, og handler om hans eller hendes private og nære verden (venner, forældre, bekendte),  om den lokale geografi, den provinsielle og den i kvarteret. Nogle gange krydser fortællingerne selve den store historie, men for det meste handler de om intime mikro-historier. Det er familie-krøniker, hvor modefigurerne dominerer – ofte er de ufølsomme og vrede modstandere – eller søsterskabet. Fædrene er næsten ikke-eksisterende, de er uønskede, overfladiske eller gjort tavse. Det er historier om pigebørn uden en barndom, om ensomme eller marginaliserede teenagere. Følelsen af social eksklusion og vrede gløder i nogle af bøgerne. De er vidneudsagn om et levet liv, eller næstens.”

”Det er historier fortalt indenfor hjemmets fire vægge, hvor huset – beboet, hjemsøgt, fortabt, besat og inficeret med ting – bliver den sande hovedrolleindehaver. I et år med karantæne både indenfor hjemmet og indenfor vores egne, metaforiske grænser i Italien er det ikke et tilfælde”, siger Malania Mazzucco.

Donatella Di Pietrantonio. Foto: Udo Weier, Wikipedia.

4 stærke og aktuelle forfatterstemmer fra Syditalien

12 kandidater til Strega-prisen er blevet fundet blandt de 62 nominerede, og den eneste syditaliener mellem dem er Donatella di Pietrantonio fra Abruzzo, som I 2017 havde stor, international succes med L’Arminuta (oversat til ’Pigen de sendte tilbage’ og udgivet af forlaget Grif i 2018). Donatellas nye værk hedder Borgo Sud og er en fortsættelse af L’Arminutas næreste persongalleri – vi møder ’LArminuta’ som teenager og voksen, og især forholdet til hendes søster Adriana udvides, så de to kvinders fattige barndom i Abruzzos bjerge sættes i relief til et nyt liv i havnebyen Pescara og kvarteret ’Borgo Sud’.  Jeg var selv rigtig begejstret for L’Arminuta, og håber at ’Borgo Sud’ ligeledes oversættes til dansk.

Skulle du i få mod på Donatella di Pietrantonios nye bog Borgo Sud, er den udgivet hos Einaudi og kan købes her.

Selvom den eneste, syditalienske slutkandidat til dette års Strega-pris altså er Donatella di Pietrantonio, er der flere syditalienske romaner at plukke af, når man dykker ned i både sidste års kandidater, og nogle af de mange værker, der blev anbefalet til prisen i 2021, men ikke gik videre i de øvrige runder.  

Jeg har gennemgået de fleste af dem, og finder nedenstående, aktuelle forfattere og værker særligt interessante, fordi de har Syditalien som gerningssted og udgangspunkt, både fysisk og mentalt, eller vover sig ud i at trække kvindelige skæbner frem, der er blevet glemt:

Valeria Parrella (fra Torre del Greco, Campania): Almarina, 2019:

Romanen handler om mødet og venskabet mellem Almarina, en ung, rumænsk kvinde, og italienske Elisabetta, der er midaldrende og netop har mistet sin mand. Begge arbejder de som lærerinder i ungdomsfængslet på den vulkanske ø Nisida, der ligger nord for Napoli og i årtier har fungeret som detention for unge kriminelle. Romanen kredser om temaer som venskab, kærlighed og ensomhed, og spørger om det er muligt at blive fri ved at gå i fængsel?

Citat fra bogen: ”Alt det vi gør viser sig at være forkert, hvis det gør os triste, og korrekt, hvis det gør os glade”

Øen Nisida ved Campi Flegrei nord for Napoli. Her har i årtier ligget et ungdomsfængsel, hvor romanen ‘Almarina’ udspiller sig. Foto: Baku, Wikipedia.

Bogen kan feks. købes her.

Angela Vecchione ( fra Avellino, Campania): La Piazza, 2020:

Napolis hovedbanegård åbner op ud mod Piazza Garibaldi som pladsen tog sig ud på et postkort fra 1981. Ukendt ophav, Wikipedia.

Da Angela som ung arbejdede med at sælge busbilletter på hovedbanegården i Napoli, mødte hun hver dag spændende, komplekse og sørgmodige skæbner. Nogle af dem har inspireret hende til at skrive ’La piazza’, hvor Piazza Garibaldi i Napoli i det fjerne år 1985 er udgangspunkt og hjemsted for en gruppe mennesker, som vi følger ind og ud af kærlighedsaffærer, narkotåger og konflikter. Vecchione har erklæret at hun følger i samme tradition som Napolis største forfattere, hvor genier som Raffaele La Capria, Ermanno Rea og Elena Ferrante netop går intimt tæt på de mange skæbner, som befolker Napolis mørkeste steder.

Citat fra bogen: ’Pladsen fungerede sådan, at når nogen havde fundet sit eget tilholdssted på den, så kæmpede de for den, og automatisk blev pladsen deres. Ingen kunne gøre noget ved det. Det var et ejerskab, der ikke var lovmæssigt, men som ikke desto mindre gjaldt alligevel.”

Find og køb bogen her.

Grazia Pulvirenti (Fra Catania, Sicilien): Non dipingerai i miei occhi.

Jeanne Hebuterne var kendt for sin skønhed og sit mørke, tykke hår.
Foto fra Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.

I denne roman vælger digteren Grazia Pulvirenti modigt at fremmane den italienske avantgarde-kunstner, Amedeo Modiglianis elskerinde og muse, Jeanne Hebuterne. Hun begik selvmord dagen efter Amedeos død i 1884 ved at kaste sig ud af et vindue, og er i dag en for mange ukendt kvinde, som ikke desto mindre var forud for sin tid. Historien om Amedeo og Jeanne er spundet ind i et tidsbillede af et brølende Paris fuld af kreative sjæle og voldsomme skæbner, som Grazia gør særligt poetiske og tragiske gennem sin egen digeråre.

Bogens titel betyder:’mal ikke mine øjne’. Du finder værket her.

Hovedfoto: Jeanne Hebuterne, Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.

Cecilies trisettimanale: abonnement med nyhedsanalyser og aktuel viden om Syditalien

Hvad betyder coronaen for de syditalienske kvinders ligestilling? Hvordan bliver mafiakonfiskerede ejendomme givet tilbage til lokalsamfundet? Og hvor kan man finde italienske bøger her i Danmark, hvis man ikke vil købe dem over nettet?

Lyder det interessant for dig? Så læs videre:I cirka 2 år har jeg udgivet mit gratis nyhedsbrev om Syditalien, der løbende bliver sendt ud til mine læsere fra min blog om især kulturelle emner. Og det vil jeg fortsætte med. Men jeg har også mærket et stigende behov for endnu mere dybdegående viden, hvor jeg giver mig ekstra god tid til at dvæle ved nyheder og aktuelle emner fra den syditalienske virkelighed, og finder steder, netværk og gode tips til jer, så I kan udvide jeres syditalienske horisont. Flere af jer har skrevet direkte til mig og bedt om muligheden for en sådan service.

Fordybelse tager dog tid – og derfor har jeg besluttet mig for at starte et 3-ugers brev, på italiensk kaldet et ‘trisettimanale’, hvor jeg 17 gange om året udsender en lille avis i word-format til betalende abonnenter via mail. Prisen pr. måned vil være 75kr, og man betaler på årsbasis (ialt 900kr for et årsabonnement). Når betalingen er modtaget, vil man få det senest udsendte trisettimanale, og derefter kunne glæde sig til et helt år med regelmæssige opdateriger om den syditalienske virkelighed. Jeg håber det vil blive godt modtaget af alle jer derude.

Det er min ambition at skabe mit eget, lille medie, der efterhånden kan udvikle sig og skabe en modvægt til den øvrige nyhedsdækning i Danmark, hvor nyheder om Syditalien er begrænset, og de, der er, ofte handler om de samme emner. Jo flere abonnenter, jo mere tid vil jeg have til rådighed, fordi økonomien bag giver mig friheden til at prioritere mit Trisettimanale.

Har du lyst til at blive abonnent på Cecilies Trisettimanale, så send mig en mail på cillemarie@gmail.com, eller send mig en besked bagom med din egen mailadresse – så sender jeg dig de nødvendige betalingsoplysninger på en faktura. Jeg glæder mig til dette helt nye kapitel!

From Naples with love – om Napoli og den russiske forbindelse

Kender du historien om Lenin, der ofte kom på Capri, og yndede at spille skak med andre, russiske intellektuelle, mens de nød udsigten udover havet og planlagde den sovjetiske revolution? Og vidste du, at en af Rusland ypperste malere fra Romantikken, Ivan Aivazowsky, forelskede sig så højt i Napolibugtens scenerier, at han malede flere værker derfra?

Få udlændinge ved, at Napoli fra slutningen af 1700-tallet og frem til starten af 1920’erne tiltrak en koloni af Ruslands vigtigste tænkere og kreative sjæle. Drevet af periodens nationalistiske og politiske strømninger var Napoli dengang et vigtigt stoppested for Europas elite, når de skulle uddanne sig. Grundstenen til den napolitanske og russiske relation blev lagt dengang spanierne havde herredømmet i Syditalien, og den borbonske kongefamilie havde hovedsæde i Napoli, og inviterede de russiske zarer til byen for at få vigtige allierede.

Det åbnede en bred kommunikation og rejseaktivitet mellem kongebyerne Napoli og Sankt Petersborg. I den russiske hovedstad var det intet mindre end den napolitanske arkitekt og byplanlægger Carlo Rossi, som tegnede det meste af Sankt Petersborgs officielle boulevarder, borgerhuse og paladser. Med sig tog han burbonernes neoklassiske stil, som var blevet højeste mode siden fundet af Pompeji i slutningen af 1700-tallet, og allerede sprudlede i Syditalien.  Det var ikke tilfældigt, at Rossi kom fra Napoli til Rusland. Hans mor havde været en russisk ballerina, og han døde i Rusland og efterlod sig et monumentalt minde i form af en regulær bymidte inspireret af kongernes arkitektur i Napoli.  Blandt andet skulle facaden på byens hofteater, Teatro Aleksandrinskij, være så godt som identisk med San Carlo-operaen i Napoli.

En anden vigtig, kulturel udveksling skete, da napolitaneren Edoardo Capurro rejste til det dengang russiske Ukraine. I en voldsom energiudladning af hjemvé komponerede han i byen Odessa verdenshittet O Sole Io, fordi han længdes efter Napoli. Og sangen blev endda sunget af russiske Juri Gagarin, da han som det første menneske i rummet svævede rundt i sin Sputnik i 1961.   Som en hyldest til astronauten malede den napolitanske street art kunstner Jorit i 2017 et vægmaleri af Juri Gagarin i Moskva.

Kunsten har været en vigtig parallel mellem Rusland og Napoli. Takket være den tætte alliance mellem de russiske og napolitanske konger blev der malet flittigt, når russiske malere gæstede Napoli og faldt i svime over byens bugt. Brjullov, Silvestr Ščedrin og Ivan Ajvazovskij var et par af dem, og sidstnævnte lavede så følsomme fortolkninger af farverne og stemningerne omkring byens havn, at selveste J.M.W. Turner, Englands dengang absolutte kunstnerstjerne, blev dybt påvirket af maleriet ’Napolis bugt’, som mere end noget andet fastslog Ivan som Ruslands fremmeste, marine maler. Hvis man sammenligner Turner og Ivans malerier, kan man tydeligt ses Turners inspiration, især i hans lette og luftige morgen-malerier fra både London og Venedig.

Napoli-bugten var et yndet motiv for Rusland største marinekunstner i midten af 1800-tallet, Ajvazovskij. Her er det morgenrøden fra Napoli i et maleri fra 1841, som inspirerede ham. Wiki-art.

En anden forbløffende, russisk forbindelse var dén mellem Lenin og Napoli. Den startede gennem forfatteren Maksim Gorki, der i 1905 tog i politisk eksil på Capri for at slippe for forfølgelse efter man havde opdaget hans propaganda for bolsjevisme. Han blev straks fascineret af øens idyl, og fik idéen til at starte en ’Capri-skole’, hvor han kunne oplære revolutionære i sine doktriner.

Gorki inviterede Vladimir Lenin til Capri, og husede den unge politiker i Villa Blaesus (I dag Villa Krupp) hvorfra der var en svimlende udsigt udover Middelhavet, og hvor de kunne diskutere planerne om den russiske revolution. Det er også her, at der er taget flere, berømte billeder af Gorki og Lenin, der spiller skak med den russiske forfatter Bokdanov, som også lagde vejen forbi Capri. I denne artikel kan man se et fotografi fra 1908, hvor den tydeligt temperamentsfulde Lenin brøler af frustration over et parti, som tydeligvis ikke går ham godt.  Lenin vendte i øvrigt tilbage til Capri i 1910, hvor han lærte at fiske af de napolitanske fiskere, og i dag står der en buste af ham i Villa Augustus blot et stenkast fra Capris berømte klippefigurer, I faraglioni. Her kan I se en lille film om Gorkis og Lenins ophold på Capri:

Hovedillustration: ‘Napolibugten’ af den russiske maler Ivan Ajvazovskij i 1848. Wiki-art.

Syditalien i dit øre: rejs med på denne podcast hvor jeg er i studiet hos Colosseum

Som William, der inviterede mig i studiet for at bidrage til hans spændende podcast-serie om Italien, Colosseum, skriver i sin beskrivelse af udsendelsen:

“Syditalien er fuld af liv og livsvisdom, men også mismod og misforståelser. Find ud af, hvorfor Madonnaen er syditalienernes geniale veninde, hvorfor Syditalien er landets sociale lim og hør om en mafiaboss, der er machogangster om dagen og trans-trækkerdreng om natten. Dagens gæst er Cecilie Marie Meyer.”

Jeg og William havde den sjoveste eftermiddag sammen i studiet i fredags, og som du nok kan høre, måtte vi begge bryde ud i latter flere gange. Ikke på grund af hinanden, men på grund af de til tider overraskende historier jeg kunne fortælle om mit liv i Italien, som jeg beskriver i min bog ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol.’Rejs med på en lytter til det varme syden og lyt med HER. rigtig god weekend!

Foto: Colosseum, William Schou.

Her er soundtracket til min bog ’Mezzogiorno’

Meget af det jeg skriver bliver til på en musikalsk klangbund – og mens jeg sad og skabte mine essays til Mezzogiorno, var der hele tiden musik i baggrunden, som var forbundet med historierne, og som jeg lyttede til, for inspiration. Nu deler jeg de vigtigste af dem med jer – alle sangene er enten italienske eller forbundne med italienske universer, og hist og her også krydret med videoklip, hvis udtryk, farver og stemninger matcher kapitlerne i Mezzogiorno.

Måske tonerne også kan give ekstra dybde til mine fortællinger, mens du læser min bog – eller introducere italienske musikere og instruktører, som du aldrig før har hørt om? Jeg har nedenfor anført musikken og videoklippene i en rækkefølge, som matcher bogens indhold. Rigtig god fornøjelse på denne rejse ind i Mezzogiornos symfoniske univers:

 ’Whispers’ fra HBO-serien L’amica geniale af Max Richter:

Da Elena Ferrantes romantetralogi om veninderne Elenas og Lilas liv i det fattige Napoli blev filmatiseret i 2018 med HBO-serien ’L’amica geniale’, skulle verdenssuccesen naturligvis ledsages af et smukt og indfølt soundtrack. Det lykkedes den tysk-engelske komponist Max Richter at skabe netop det: et lydtapet, der på dramatisk vis fanger kompleksiteten i historien og det tilbageholdte åndedrag, som mange af os millionere af læsere har siddet med under læsningen af romanerne.

Et af Max Ricthers smukkeste bidrag er melodien ’Whispers’, hvis strygere går som et skæbnesvangert pulsslag gennem kompositionen, og stiger og falder som et blodtryk midt i det hektiske Napoli.

Det er en melodi, som jeg synes ledsager energien i mit forord ganske godt – den fremadrettede bevægelse fra Firenze ned mod Syditalien, der skulle blive afgørende for min udvikling fra barn til voksen, og for alle de valg, jeg senere skulle træffe om min livsbane:

Fantasticamenteamore af Syria:

Glæde, livsmod, leg og tagfat – og et stænk af melankoli. Da jeg boede i Salerno var en af mine og Marcos yndlingskunstnere Syria. En italiensk sangerinde fra Rom (hendes rigtige navn er faktisk Cecilia!), som vi lyttede rigtig meget til, og som er vedblevet med at være succesfuld i hele Italien.  

Syria fik sin debut i 1996 da hun vandt den italienske musikkonkurrence San Remo, og i 2000 udkom så mit yndlingsalbum fra hendes hånd, Come una goccia d’acqua (som en dråbe vand), med alle mine og Marcos yndlingssange på.

’Fantasticamenteamore’ optrådte hun med til Sanremo samme år, og rummer al den vilde og ungdommelige energi, som mine 20’ere i Salerno var så fulde af.  Men sangen er også fuld af smerte. Lyt blot ti omkvædet:

”Der var mig, der var dig, altid i evigheden,

Og dine øjne stjal min sol,

på fantastisk vis min kærlighed,

kun min,

indtil himlen kaldte på dig.”

Sangen skulle nemlig handle om en kæreste, Syria engang havde, som døde fra hende.

Lyt for eksempel til sangen, mens du læser Ind i Salerno:

Io, mammeta e tu af Renato Carusone:

En kæmpe klassiker fra den napolitanske sangtradition! Renato Carosone var ham, der gav os den swingende og gyngende ’tu vo fa’ l’americano (der faktisk blev et genfødt disco-hit for ikke så mange år siden), og i 50’erne og 60’erne leverede han det ene romantiske og fængende hit efter det andet med det folkelige Napoli som romantisk og humoristisk baggrund.

I denne sang synger han om kvalerne med at få sin kæreste for sig selv. For når han henter hende hjemme hos forældrene, skal hendes mor hele tiden med – eller hendes søster, eller hendes niece, eller hendes bror! Det er en sorgløs klagesang, hvor han på napolitansk dialekt beskriver, hvordan de prøver at spadsere (passeggiare) på byens strøg Via Toledo, men hele tiden forfølges af svigerfamilien:

”Jeg havde sagt det til dig,

Første gang vi gik ud

I en port tæt på dit hjem:

Jeg gider ikke, at du tager nogen med!

Men nu er de der alligevel:

En bror, en søster og en niece

I stedet for at gå ud alene,

Var vi nu altid 3.

Og du lovede mig:

I morgen ved jeg ikke, men jeg

Kommer kun med mor!

Omkvæd:

Jeg, din mor og dig,

Vi spadserede på Via Toledo

Os foran, din mor bagved,

Det var helt tosset.

Kommer hun også med på bryllupsrejse?”

Sangen er oplagt at lytte til under læsningen af kapitlerne La passeggiata – den livsnødvendige spadseretur, og Assistentens assistent. Sidstnævnt handler selvfølgelig om det faktum, at man sjældent kan være alene i Syditalien uden assistance fra en ledsager:

Dietro casa af Ludovico Einaudi:

Ludovico Einaudi er en af mine absolutte favoritter når det kommer til stemningsfulde melodier. Han er efterhånden blevet verdensberømt for sine soundtracks til alt fra italienske nichefilm til store Hollywood-produktioner, der opbygges på minimalistisk vis omkring hans medrivende klaverspil. Hver gang jeg lytter til hans melankolske komposition Dietro casa, ‘bag huset’, mindes jeg de langsomme, syditalienske eftermiddage, hvor tiden står stille, og der er god tid til refleksion.

Lyt gerne til melodien, når du læser kapitlterne La controra og Hjemme og ude:

Franco Blandis time-lapse-video fra Siciliens bagland:

Sicilien er myternes ø, hvor menneskene lever i så stærk en synergi med deres land, at man kan have svært ved at skelne mellem krop og jord, kultur og natur, fantasi og virkelighed. Det hele vikles sammen i en uendelighed, der ikke kun forstærkes af landskabernes ruiner og ufærdige byggerier, men også af de skiftende årstider, hvis gentagen af farver, dufte og stemninger skaber et cyklisk dejavu.

Dette fanger den lokale filmskaber og siclianer Franco Blandi smukt i denne lille film som han har opbygget ved at filme sin fødeøs bagland de samme steder fra, ubrudt henover et helt år. Med ’de 4 årstider’ i baggrunden oplever man hvordan stederne forandrer sig for hver dag, for blot at ende ved samme udgangspunkt 12 måneder senere. Filmen giver også et intimt glimt af det landlige Sicilien mellem Messina og Enna, som meget få kender, og danner et fint soundtrack til mit kapitel L’arte dell’incompiuto – det ufærdiges kunst:

Capri Rendez Vous af Liberato:

Liberato er Napolis neomelodiske rap-fænomen, der har taget hele Italien med storm, og med lige dele vildskab og følsomhed viderefører Syditaliens store musik-arv. Meget få kender den unge fyrs sande identitet, for Liberato gemmer sig bag sit kunstnernavn for at have frie hænder til at fortolke Napolis sangskat og til at eksperimentere med nye udtryk.

Personligt er min Liberato-favorit hans poetiske hilsen til Capri, hvor han gennem 5 musikvideoer fra 1960’erne op til 00’erne fortæller en romantisk og bittersød historie om et møde mellem en fransk skuespillerinde, Marì, og en lokal stik-i-rend-dreng, Carmine. De mødes på en sejlbåd, da Marì skal fragtes hjem fra en filmscene til sit hotel. Inden hun stiger på båden, siger hun til filmens italienske instruktør: ”Tiden og det at efterlade mig et aftryk interesserer mig ikke. Man kan ikke spole tiden tilbage. Lev i nuet”.

Det kommer hun til at fortryde bitterligt. På både forelsker Carmine og Marie sig nemlig i hinanden:

Marie må dog forlade øen dagen efter, og bliver siden verdensberømt. Senere vender hun tilbage til Capri i 70’erne som diva, og de ser hinanden flygtigt på en natklub:

Det næste gensyn på Capri er hjerteskærende. Året er 1993, og Marie må ledsages hjem til sit luksushotel af Carmine, efter hun har drukket sig fuld på en bar. Hun er ulykkelig over sit tomme liv, men Carmine er gift og blevet politibetjent. De får dog en enkelt nat sammen, efter at Marì har tryglet ham om at blive, og spole tiden tilbage:

I den sidste film vender Marie tilbage til et meget forandet Capri i 2019, som nu mestendels tilhører turisterne. Hvorfor hun er der finder vi ud af tilsidst – det er for at deltage i Carmens begravelse:

Den elegante video-fortælling ledsaget af Liberatos musik rammer lige præcis den melankolske stemning, som jeg fortæller om i mit essay På tur til den blå ø Capri. Capri og Syditalien er ikke kun skønhed og glæde, men også smerte og længsel.

 La figliata fra filmen ’La Pelle’:

Når man læser mit essay Il femminiello – Napolis tredje køn, nævner jeg mandefødslen la figliata. Det ældgamle ritual, hvor en mand får veer og omgivet af andre femminielloer føder en dukker med en enorm fallos. Alt imens mandefødslerne stadig foregår visse steder i Napolis opland, er de ikke lige til at finde og deltage i. Man får dog et glimt af festligheden i filmatiseringen af Curzio Malapartes krigsepos om Napoli, ’La Pelle’:

’O saracino af Renato Carosone:

Ingen bog om Syditalien er komplet uden en hyldest til den syditalienske mand, som jeg har brugt mange år på at studere: hans posering i gadebilledet, hans måde at bevæge sig på, tale på og opføre sig, men også hans hengivenhed og store hjerte rør mig hver gang, jeg stifter et nyt bekendtskab. Den syditalienske mand er uberettiget blevet latterliggjort af mænd i køligere lande, der ikke forstår hans særlige kapital af charme, storsindethed og ægte opofrelse overfor de mennesker, han elsker.

Lyt til denne humoristiske sang om ’O Saracino’ (saraceneren – ordet som i gamle dage ofte blev brugt om personer fra Mellemøsten) af Renato Carosone, når du feks.  læser kapitlet Manden, faderen, ridderen og patriarken. Sangen trækker på stereotyperne i sin fortælling om en napolitansk mand, som alle kvinder forelsker sig i:

”Han har krøllet, krøllet hår,

Skinnende og frække øjne

Alle unge piger kommer rendende

Når de ser ham gå forbi

Med en cigaret i munden

Og en hånd i lommen

Går han sådan rundt i hele byen

Saracener, saracener, smukke fyr!

Saracener, saracener, alle kvinder forelsker sig i ham.”

The Taranta Project af Ludovico Einaudi:

Hvorfor går så mange i den vestlige verden rundt med fobier overfor edderkopper, slanger, trange rum og store pladser? Er det på grund af uforløste traumer, som man engang kunne håndtere med dans og musik, der nu er glemt, og som vores moderne verden derfor ikke længere har redskaberne til at hele?

Mit essay il tarantismo – terapien fra Puglias onde fortid tager udgangspunkt i Ernesto de Martinos antropologiske studier i 50’ernes Salento, hvor man som det sidste sted i Syditalien kunne opleve ’le tarantate’, de stakkels kvinder, som var blevet bidt af en giftig edderkop i marken, og nu kun kunne blive helbredt gennem et ugelangt danseritual fuld af symboler.

De Martino fandt ud af at kvindernes sindssyge ikke stammede fra edderkoppebiddets gift, men i stedet var et stress-symptom på det hårde bondelivs kulmination under høsten. Lokalsamfundet havde gennem årtusinder opbygget en særlig musik og dans, som henover dagene helbredte kvinden og gav hende afløb for sine frustrationer.

Ernesto filmede det hele og tog med i kirken, når de helbedte kvinder afsluttede tarantismo-ritualet ved at drikke af den hellige kilde og bede i San Paolos kapel i byen Galatina. Hvert år afholdes der en stor musikfestival for folkemusik i Salento, hvor tarantisme-musikken har fået en står genfødsel, og i den forbindelse bad man komponisten Ludovico Einaudi om at lave et album inspireret af il tarantismo.

Resultatet er blændende – her kan du opleve en af hans medrivende melodier, der er krydret med De Martinos filmklip fra dengang, og hvor Ludovico fortæller om sit arbejde til sidst:

Ruanzu Il cane af Carmine Torchia:

Jeg tror kun det er i Syditalien, at en hund kan blive ophøjet til noget nær i guddom. Det skete i hvert fald i den calabresiske landsby Sersale, hvor en gul labrador pludselig dukkede op ud af ingenting. Den venlige ’vagabond’ blev hurtigt en del af det lille samfund, som fandt ud af, at Ronzo ikke var en helt normal hund. Den troppede op ved et hus, når en person var død, og gik lige ind i stuen for at trøste de pårørende. På kirkegården kunne den finde på at våge over nye grave,  og den fulgte stædigt med i optoget, når man fejrede den lokale helgen.

Mest spektakulært var det dog, at den insisterede på at deltage i møderne på rådhuset, og til gudstjenesterne i kirken. Begge dele fik den lov til. Da hunden blev kørt ned af en flugtbilist, var hele byen i sorg, og gav Ronzo sin helt egen begravelse.

Hunden lever stadig i de lokales bevidsthed – så meget, at hunden nu også har fået sin egen sang, komponeret af bysbarnet Carmine Torchia. Lyt til den nedenfor, når du læser mit essay Ronzos Lære. Omkvædet lyder:

”Jeg hed Ronzo,

Jeg tager med til bryllupperne

Og til hver en begravelse

Jeg er Ronzo

Og de siger, jeg er speciel

Jeg hed Ronzo,

Jeg går med i optogene

Og deltager i møderne på rådhuset

Jeg er Ronzo,

Og de siger, jeg er speciel”:

Napule è af Pino Daniele:

Napoli har mange skjalde, men en af de vigtigste var Pino Daniele, der om nogen har fanget byens energi i sine både simple og storladne kompositioner. I sin sang Napule è fra 1977 rammer han mange af de komplekse følelser, som napolitanerne har overfor deres beskidte, smukke, korrupte, hårde og bløde hjemby. Selvom Napoli dengang var en af Italiens fattigste byer, bobler Pino stadig af stolthed i stroferne, når han for eksempel starter sangen således:

Napoli er 1000 farver

Napoli er 1000 ting at frygte

Napoli er lyden af børnestemmer

Der stiger langsomt

Og du ved, du ikke er alene

Napoli er den hårde sol

Napoli er flammer og hav

Napoli er et beskidt stykke papir

Som alle er ligeglade med

Og alle afventer deres skæbne

Jeg så selv Napolis bagside, da jeg under mit ophold i Salerno besøgte et af byens fattigste kvarterer. Lyt derfor gerne til sangen, når du læser mit essay Pasta i Poggioreale:

Giulia e il cuore a pezzetti af Donpasta:

Pugliesiske Daniele De Michele, der også går under kunstnernavnet Donpasta fordi han elsker at lave mad, har siden 2014 rejst i hele Italien for at filme og vise glimt af den tidløshed, som bor i den italienske madlavning. Han mener at italienerne er ved at glemme deres gastronomiske arv, og med sine optagelser hylde han de store, ydmyge måltid, som holdes i hævd af ildsjæle, som alle har de egne historier at fortælle om de retter, der laver.

Daniele De Michele anses som værende en af de mest lovende og nyskabende performance-kunstnere i Italien lige nu, som både kan ses lave pasta back stage til sit hold af DJ’s hjemme i Otranto, holde ’Parmigiana Raves’ i New York, og filme i privaten hos bedstemødre, hvor han laver optagelser om køkkenets visdom.

I forbindelse med mit essay om Mobiltelefonen, hvor jeg beskriver hvorledes mit liv i Salerno langtfra blot var en dans på roser, har jeg flere gange spejlet mig i denne rørende optagelse af Giulia, der laver hakket kalvehjerte med persille og polenta til Donpasta. Imens beretter hun om hvordan hun selv har fået gennemhullet sit eget hjerte mange gange, og tegner det symbolske organ på et stykke papir. ”Hvorfor sidder du ikke bare i sofaen og ser fjernsyn, ligesom andre kvinder”, fortalte hendes mor hende, da hun var ung. Men Giulia ville ud i verden og skabe sit eget liv, og det har kostet på følelseskontoen:

Tra le braccia dell ’angolo af Siria:

Ingen afsked uden Syria – her synger hun en slags vuggesang for kærligheden og om at tage af sted fra sin elskede mellem en engels arme. En værdig udgangssalut til min essaysamling og bogens sidste kapitel, Ud af Salerno:

Hovedillustration: Den pugliesiske gruppe Canzoniere Grecanico Salentino er blevet verdensberømt for sin fortolkning af Puglias tarantismo-musik. Wikipedia.

Kaskelot-hvalerne danser atter i Taranto-bugten: “VI har en sjælden oase af biodiversitet her, som bør beskyttes”.

Hovedfoto: Kaskelothval med sin unge. Af Gabriel Barathie, Wikipedia.

Den pugliesiske havneby Taranto har i de sidste årtier været mest kendt for sit berygtede stålvalseværk Ilva – Europas største – der siden 1915 har fodret den italienske bilindustri med metal, men ligget faretruende nær det ioniske hav i Italiens støvlesvang. Stedet kom under lup i 1995 grundet økonomisk og miljømæssig krise i sektoren, og trækker stadig lange spor i form af forurenet jord, atmosfære og havmiljø. Giftigt affald fra valseværket er blevet dumpet her i årevis, men måske naturen er ved at komme sig mod alle odds. Og det med overraskende hastighed.

Stålværket ILVA i Taranto-bugten ligger faretruende nær havet og dets skrøbelige dyreliv. Wikipedia.

I hvert fald har marinebiologer og lokale i de sidste par år kunne spotte den sjældne kaskelothval springe i havoverfladen i Taranto-bugten, der som Italiens største breder sig over et stort areal det sted, hvor den italienske støvlehæls inderste kant rammer svangen. Forleden kunne biologen Stefano Bellomo bekræfte, at man nu havde set den hidtil største flok af den enorme hval på 14 eksemplarer i Taranto-bugten: Det var en  flok af både hanner, hunner og unger. De svømmede sammen, og viste fine stråler fra deres åndehuller, mens de legede i havoverfladen.


Havbiologer har indtil videre talt 117 eksemplarer, der holder til lokalt. Og det er noget af en sensation: Kaskelothvalen er fredet og udrydningstruet i hele Middelhavet, hvor hvalen grundet overfiskeri og forurening er så godt som forsvundet.  Den store fisk lever næsten udelukkende af blæksprutter, en føde, der også er under hårdt pres i havet omkring Italien. Men at der kommer flere og flere kaskelothvaler netop her vidner om, at havmiljøet øjensynligt er blevet renere i det ioniske hav, og at det marine liv drager nytte og beskyttelse i bugtens dybe Taranto-dal – en undersøisk kløft der er 1500 meter dyb, og udgør et vigtigt helle for både kaskelothvalerne og andre dyr. I denne grav kan fiskene gemme sig, yngle og finde føde.

Taranto-bugten er Italiens største og giver støvlen sin afrundede svang. Foto: Nasa, Wikipedia.

Men alene kan graven ikke sikre bestandens fortsatte vækst – der skal politisk handling bag: Havbiologen Stefano Bellomo fra miljø-initiativet Jonian Dolphin Conservation peger på, at der må en fredning til for at dæmme op for de eventuelle katstrofale følger, som stålværksindustrien stadig kan have for havet her. Miljøgruppen har navn efter den endemiske delfin-art, der i årtusinder har levet omkring Taranto, og endda befinder sig i Tarantos bys våbenskjold.  Udover kaskelothvalen er delfinen også kommet tilbage i større antal, ligesom havskildpadder og store fisk. Bellomo og JDC går nu efter at give Taranto-bugtens og dens undersøiske grav det ‘Blå Oase’-stempel, som rent formelt giver havet her miljøbeskyttelse.
“Vi står med en sjælden oase af biodiversitet, som vi skal passe på”, siger han til den italienske avis La Repubblica’, der i slutningen af november kunne bringe den positive nyhed om kaskelothvalens øgede trivsel i Taranto-bugten. Se hvalen boltre sig her:

https://www.youtube.com/watch?v=qOluXZRrTbU