Dystopier, vilde kvinder og autobiografiske afsløringer: 2021 er året hvor Italiens fornemste bogpris blev ’dark’

Ligesom i Danmark gennemsyrer coronakrisens konsekvenser lige nu det italienske samfund på mange planer, og det er derfor ikke mærkeligt at de bøger, som I 2021 er blevet nomineret til at vinde Italiens fornemste litteraturpris, La Strega, i høj grad spejler et år med indadvendthed, interpersonelle konflikter og indre monologer.

Det konkluderer Melania Mazzucco i en artikel i den italienske avis ilsole24ore. Hun er præsident for Strega-komitéen, der siden 1944 har tildelt Italiens fremmeste forfattere den store ære at vinde Strega-prisen. Hun fortsætter:

”Mange af de udvalgte titler er forbundne med forfatterens eller forfatterindens eget, levede liv, og handler om hans eller hendes private og nære verden (venner, forældre, bekendte),  om den lokale geografi, den provinsielle og den i kvarteret. Nogle gange krydser fortællingerne selve den store historie, men for det meste handler de om intime mikro-historier. Det er familie-krøniker, hvor modefigurerne dominerer – ofte er de ufølsomme og vrede modstandere – eller søsterskabet. Fædrene er næsten ikke-eksisterende, de er uønskede, overfladiske eller gjort tavse. Det er historier om pigebørn uden en barndom, om ensomme eller marginaliserede teenagere. Følelsen af social eksklusion og vrede gløder i nogle af bøgerne. De er vidneudsagn om et levet liv, eller næstens.”

”Det er historier fortalt indenfor hjemmets fire vægge, hvor huset – beboet, hjemsøgt, fortabt, besat og inficeret med ting – bliver den sande hovedrolleindehaver. I et år med karantæne både indenfor hjemmet og indenfor vores egne, metaforiske grænser i Italien er det ikke et tilfælde”, siger Malania Mazzucco.

Donatella Di Pietrantonio. Foto: Udo Weier, Wikipedia.

4 stærke og aktuelle forfatterstemmer fra Syditalien

12 kandidater til Strega-prisen er blevet fundet blandt de 62 nominerede, og den eneste syditaliener mellem dem er Donatella di Pietrantonio fra Abruzzo, som I 2017 havde stor, international succes med L’Arminuta (oversat til ’Pigen de sendte tilbage’ og udgivet af forlaget Grif i 2018). Donatellas nye værk hedder Borgo Sud og er en fortsættelse af L’Arminutas næreste persongalleri – vi møder ’LArminuta’ som teenager og voksen, og især forholdet til hendes søster Adriana udvides, så de to kvinders fattige barndom i Abruzzos bjerge sættes i relief til et nyt liv i havnebyen Pescara og kvarteret ’Borgo Sud’.  Jeg var selv rigtig begejstret for L’Arminuta, og håber at ’Borgo Sud’ ligeledes oversættes til dansk.

Skulle du i få mod på Donatella di Pietrantonios nye bog Borgo Sud, er den udgivet hos Einaudi og kan købes her.

Selvom den eneste, syditalienske slutkandidat til dette års Strega-pris altså er Donatella di Pietrantonio, er der flere syditalienske romaner at plukke af, når man dykker ned i både sidste års kandidater, og nogle af de mange værker, der blev anbefalet til prisen i 2021, men ikke gik videre i de øvrige runder.  

Jeg har gennemgået de fleste af dem, og finder nedenstående, aktuelle forfattere og værker særligt interessante, fordi de har Syditalien som gerningssted og udgangspunkt, både fysisk og mentalt, eller vover sig ud i at trække kvindelige skæbner frem, der er blevet glemt:

Valeria Parrella (fra Torre del Greco, Campania): Almarina, 2019:

Romanen handler om mødet og venskabet mellem Almarina, en ung, rumænsk kvinde, og italienske Elisabetta, der er midaldrende og netop har mistet sin mand. Begge arbejder de som lærerinder i ungdomsfængslet på den vulkanske ø Nisida, der ligger nord for Napoli og i årtier har fungeret som detention for unge kriminelle. Romanen kredser om temaer som venskab, kærlighed og ensomhed, og spørger om det er muligt at blive fri ved at gå i fængsel?

Citat fra bogen: ”Alt det vi gør viser sig at være forkert, hvis det gør os triste, og korrekt, hvis det gør os glade”

Øen Nisida ved Campi Flegrei nord for Napoli. Her har i årtier ligget et ungdomsfængsel, hvor romanen ‘Almarina’ udspiller sig. Foto: Baku, Wikipedia.

Bogen kan feks. købes her.

Angela Vecchione ( fra Avellino, Campania): La Piazza, 2020:

Napolis hovedbanegård åbner op ud mod Piazza Garibaldi som pladsen tog sig ud på et postkort fra 1981. Ukendt ophav, Wikipedia.

Da Angela som ung arbejdede med at sælge busbilletter på hovedbanegården i Napoli, mødte hun hver dag spændende, komplekse og sørgmodige skæbner. Nogle af dem har inspireret hende til at skrive ’La piazza’, hvor Piazza Garibaldi i Napoli i det fjerne år 1985 er udgangspunkt og hjemsted for en gruppe mennesker, som vi følger ind og ud af kærlighedsaffærer, narkotåger og konflikter. Vecchione har erklæret at hun følger i samme tradition som Napolis største forfattere, hvor genier som Raffaele La Capria, Ermanno Rea og Elena Ferrante netop går intimt tæt på de mange skæbner, som befolker Napolis mørkeste steder.

Citat fra bogen: ’Pladsen fungerede sådan, at når nogen havde fundet sit eget tilholdssted på den, så kæmpede de for den, og automatisk blev pladsen deres. Ingen kunne gøre noget ved det. Det var et ejerskab, der ikke var lovmæssigt, men som ikke desto mindre gjaldt alligevel.”

Find og køb bogen her.

Grazia Pulvirenti (Fra Catania, Sicilien): Non dipingerai i miei occhi.

Jeanne Hebuterne var kendt for sin skønhed og sit mørke, tykke hår.
Foto fra Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.

I denne roman vælger digteren Grazia Pulvirenti modigt at fremmane den italienske avantgarde-kunstner, Amedeo Modiglianis elskerinde og muse, Jeanne Hebuterne. Hun begik selvmord dagen efter Amedeos død i 1884 ved at kaste sig ud af et vindue, og er i dag en for mange ukendt kvinde, som ikke desto mindre var forud for sin tid. Historien om Amedeo og Jeanne er spundet ind i et tidsbillede af et brølende Paris fuld af kreative sjæle og voldsomme skæbner, som Grazia gør særligt poetiske og tragiske gennem sin egen digeråre.

Bogens titel betyder:’mal ikke mine øjne’. Du finder værket her.

Hovedfoto: Jeanne Hebuterne, Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.