KOM MED UNDER HUDEN PÅ NAPOLI OG MØD NAPOLITANERNE PÅ VORES RUNDTUR TIL SEPTEMBER 2024.

Det er ganske kort tid siden, at jeg skrev ud i et nyhedsbrev om at en rejse i og omkring Napoli lå i kortene til næste år, og interessen har været overvældende. Mange meldte tilbage om, at de ville skrives på en deltagerliste, og have pris, datoer og program at vide hurtigst muligt. Og da de forelå, blev turen overtegnet på et døgn. Flere på listen tilmeldte sig desuden gentagelsen af Napoli-turen, som vi håber kommer til at ligge i maj 2025.

Sidenhen har vi haft et par afmeldinger til turen i september 2024, og står derfor med 2 ledige pladser. Derfor sender jeg dette nyhedsbrev ud, for at give jer derude en chance for at gribe muligheden, inden jeg teaser for rejsen på Facebook. 

Hvis du vil med på rejsen og få de 2 sidste pladser, eller skrives på ventelisten til enten denne tur eller dens gentagelse i 2025, så skriv til mig på cillemarie@gmail.com. Her kommer alle de detaljer, som vi har om turen pt:

Hvorfor rejse med til Syditalien?

Engang rejste nordeuropæere til Syditalien for at lære om alt det nye indenfor industri, teknik og videnskab. Landsdelen er forandret siden dengang, men er stadig lige innovativ. I dag kan de syditalienske regioner især byde på samværets og nærhedens kunst. Det menneskelige aspekt, som mange steder er gået tabt i globaliseringens og masseturismens navn, og udgør kernen i den udvikling, der lige nu kommer sydfra.  
En ny tid har brug for en ny måde at rejse på, hvor man går udenom de sædvanlige attraktioner og kommer helt tæt på destinationen. Denne tur foregår i Napoli, hvor du sammen med Cecilie Marie Meyer og Filippo Filippeschi møder de mennesker, samfund, planter og dyr, som repræsenterer Syditaliens eviggyldige kraft.

Ramme
Turen går til Napoli i selskab med skribent Cecilie Marie Meyer og bonde og rejsekonsulent Filippo Filippeschi, med fast base i det historiske centrum i Napoli. Vi benytter vores egen mini-bus, når det kræves. Du kan læse mere om dine 2 rejseledsagere i dokumentet nedenfor.

Tid og sted
den 25 september – 02 oktober 2024. Rejsen begynder i lufthavnen i Napoli, hvor vi mødes og kører sammen til vores hotel i Napoli. Ønsker man at komme til Napoli lidt før og bo, kan det arrangeres. Det er muligt at forlænge opholdet i Napoli og på samme hotel Rejsen kan også forlænges ved at bo på samme hotel (Chiaja Hotel de Charme). Netop på de valgte datoer er der gode og billige, direkte fly-afgange mellem Kastrup luftthavn og Napoli.

Pris
13.600 kr / 1.825 € pr person for ophold i dobbelt værelse               Chiaja Hotel de Charme
af hvilke et depositum på 4.100 kr. / 550 € per person som indbetales senest 1 uge efter tilmelding.
Tillæg for dobbelt som enkeltværelse på hotel                                  1.050 kr. / 140 €

Indbetalingen af depositummet bekræfter den endelige tilmelding.
Depositum overføres til AEMMES71 srls
Bank: Credito Cooperativo di Castagneto Carducci
Branch: Rosignano Solvay (LI)
Iban: IT24Z0846125100000010984158

Beløbet inkluderer:
– Al gruppetransport på programmet i gruppens egen mini-bus med vores egen privatchauffør og udgifter til offentlige bus og togbilletter.
– Alle turens adgangsbilletter til oplevelser, feks. til museer, parker, etc.
– 7 overnatninger på Chiaja Hotel de Charme
– Dansk rejseledsager med dybdegående kendskab til destinationen.
– Dansktalende, italiensk rejseledsager med mange års erfaring fra rejsebranchen
– Lokal guide i Quartieri Spagnoli, Scampia, Pignasecca market
– Udvalgte måltider og mad eller vinsmagninger
– Lokal turistskat

Praktisk
Cecilie og Filippo står for formaliteterne og oplevelserne på Sicilien, mens du selv står for at booke din rejse til og fra byen, enten med fly, tog eller båd (luftballon er også accepteret). Dine flybilletter vil være dækket af Rejsegarantifonden, mens din egen rejseforsikring udland (for eksempel gennem Gouda eller Europæiske) vil dække dig på selve rundturen.

I tråd med EU-lovgivningen har vi en teknisk rejsearrangør, der står for alle formaliteterne i forbindelse med rejsen. Rejsearrangøren er
ISS Travel by AEMMES71 srls
Località Bargingo, 28
57016 Rosignano Marittimo (LI)
Momsnummer: IT01974250498
ISS Travel by AEMMES71 srls er tilmeldt den italienske rejsegarantifond, og stiller rejsegaranti i den italienske fond ”Il Salvagente” (se det vedhæftede certifikat)

Tilmelding
For tilmelding send venligst en mail til cillemarie@gmail.com med navn, telefon og fødselsdagsdato på deltagerne samt eventuelle oplysninger om særlige krav / behov for kost.

Sikkerhed
Vi har stor fokus på vores gæsters sikkerhed, helbred og velvære, og vil naturligvis efterleve alle de lokale krav om eventuelle corona-hensyn (afspritning, afstand, mundbind, etc.) både under transporten, på turene og på de steder, vi besøger – naturligvis regner vi stærkt med at dette ikke bliver et problem i 2024. 100% af beløbet for rundturen kan refunderes op til 1 uge før afrejsedato. Hvis turen ikke kan gennemføres, feks. grundet skærpet corona-udbrud, vil hele beløbet enten blive tilbagebetalt, eller rykkes til senere tur, alt efter den rejsendes ønske.

25 september – ankomst til Napoli:

Kl 18: Cecilie og Filippo venter på jer foran Napoli Capodichino-lufthavnen. Når alle, der er kommet med fly, er ankommet, kører vi samlet i transfer til Napolis elegante Santa Lucia-kvartér, hvor vi indkvarteres på Hotel Chiaia i fodgængergaden Via Chiara.

Hotellet er en gammel, statelig ejendom, der før tjente som bordel, men i dag udgør et hyggeligt udgangspunkt for vores uge, med elevator og beliggenhed i udkanten af turistområdet, og nær det officielle centrum med Galleria Umberto, Piazza Plebiscito og Castel dell’Ovo. Her skal vi bo alle dage.

Når alle er kommet på plads på deres værelser, mødes vi til et afslappet velkomstmåltid tæt på hotellet, og får en velkomst til byen og de kommende dage.

Fælles betalt aftensmad.

26 september – Napolis begyndelse og la napolitanità:

Napoli Sotterranea: Vi kommer dybt ned under byens jord- og asfalt-lag på denne tur, der udgår fra Napolis antikke, livlige centrum, og giver et indblik i hvordan byen blev bygget under grækerne og romerne. Vi stiger ned ad udhuggede trapper, og oplever Napolis antikke cisterner.

Julekrybbegaden:  Vi befinder os i Napolis folkelige mylder i Decumani-kvarteret, og besøger her Via S Gregorio Armeno, hvor der året rundt sælges figurer og kulisser til italienernes højt elskede julekrybbedekorationer.

Caravaggio og gadekunst: vi spadserer ad Via Tribunali hen til et lille kapel, der rummer et af Caravaggios hovedværker, De 7 Barmhjertigheder. Caravaggios anses som en af Italiens og Europas vigtigste barokmalere, og en af de mest flamboyante og omdiskuterede.

Fælles betalt frokost.

Spaccanapoli og De spanske kvarterer:

Vi spadserer sydpå til Spaccanapoli og går mod sydøst – her oplever gæsterne en af Napolis ikoniske ‘hovedveje’, der skærer sig ned gennem byen. PÅ vejen fortæller Cecilie om San Gennaro og Vesuvs udbrud med udgangspunkt i de mange obelisker på vejen. Vi rammer strøget Via Toledo, og går ind i De Spanske Kvarterer. Vi besøger Maradonas alter og Cecilie taler om byens fodboldkult.  

Fælles betalt aftensmad.

27 september – at bo og leve på vulkaner

Campi Flegrei: Om morgenen tager vi nordvest for Napoli til en af verdens største og farligste supervulkaner, Campi Flegrei (hele krater-området ligger indenfor den stiplede linje), med bus. Vi besøger det rygende og boblende krater, La Caldera, og Cecilie fortæller om områdets vulkanske aktivitet og vigtighed i Antikken og litteraturen.


Besøg i verdens største romerske cisterner, Piscina Mirabilis. På vej dertil peger Cecilie på Monte Nuovo, som blev skabt i 1500-tallet af et udbrud her, og Lago Averna, der ifølge grækerne var nedgangen til Hades (også citeret i Æneiden). Cecilie fortæller om den romerske periode, og Vesuvs udbrud, hvor Plinio den ældre sejlede netop herfra Capo Misenum mod Pompei for at redde folk, men endte med selv at dø af dampene. Misenum var en vigtig flådehavn for romerne, og cisternerne betjente netop militæret her, og områdets luksusvillaer.

Fælles betalt frokost

Le Terme e Stufe di Nerone: vi slapper af på områdets mest berømte og elegante spa- og wellness-sted, ’Neros sauna’, opkaldt efter kejser Nero, der ifølge legenden nødt de varme, helsegørende og dampende huler og kilder netop her, når han var på ferie udenfor Rom. Dampene kommer direkte fra Campi Flegreis boblende undergrund, og vi blander os med de lokale napolitanere, og får fri adgang til pools, saunaer og faciliteter. Stedet ligger blot et stenkast fra vandet, og er et yndet sted at kurere sygdomme i lunger, fordøjelse, reproduktive organer og hud.

Hen mod aften kører vi sammen tilbage til hotellet. Friaften og aftensmad på egen hånd.

Den 28 september: Napoli som kunst – og handelsby

Mercato di Pignasecca: vi besøger Napolis livlige fiskemarked og oplever byens handelsmiljø og overdådige råvarer.

Antikvitetsforretningerne: byens ældste del har flere butikker med kuriosa, antikviteter og samleobjekter. Vi besøger et par af dem – måske kan du gøre en god handel?

Cristo Velato i Cappella Sansevero: Vi besøger fyrst Sanseveros kapel og Napolis mest berømte skulptur, Den Tilslørede Kristus. Cecilie fortæller om byens barokperiode og kapellets fængslende figurer.

Fælles betalt frokost.

Fri eftermiddag på egen hånd.

Fælles betalt aftensmad ved vandet og foden af Napolis berømte ’Æggeslot’, Castel dell’Ovo.

29 september – Elena Ferrante og Napolis fremskridt og tilbageskridt

Poggioreale og Rione Luzzatti: Vi drager østpå i egen bus til kvartererne bag Napolis hovedbanegård. Vi kommer forbi byens fængsel, Poggioreale, og videre til Rione Luzzati hvor vi mødes vi med en lokal guide, der viser og rundt i kvarteret ud fra Ferrantes romaner. Området illustrerer Napolis efterkrigstid, hvor sletterne her blev bebygget med alment boligbyggeri, for at rumme den voksende befolkning.

Scampia og Le Vele: Efter vi har set nøglestederne i romanen, tager vi i egen bus videre og ser Le Vele i Scampia – Napolis nok mest notoriske og camorra-plagede kvarter. Her fortæller Cecilie om byens udfordringer med sit folkedyb af fattige sjæle, og Vele som symbol på statens falliterklæring. De mange, der før boede i Le Vele er blevet genhuset tætved, og således fortsætter det evige hjul, med fattige, der rykkes rundt, og let inkorporeres i la camorra. 

Fælles betalt frokost.

Fri eftermiddag.

Fælles betalt aftensmad og musikhygge på TWIN COCKTAIL BAR (lille Jazz Club) nær vores hotel. https://www.facebook.com/twinscocktailwineandcoffee/

Den 30 september: camorra, barok og dødskult

Sanitá-kvarteret: Cecilie ledsager gæsterne ind i Sanitá-kvarteret, der i dag er et af Napolis mest forfaldne og mafia-plagede, men engang var state-of-the-art- boligbyggeri, da man i 1600-tallet besluttede at bygge udenfor bymurene, og lave et ’sanitært’ kvarter – deraf navnet. Sanitá er et fascinerende kludetæppe af vild trafik, trange gader og nogle af Italiens smukkeste barokhuse – vi ser mindst ét af dem, Il Palazzo dello Spagnuolo.

Cecilie fortæller desuden om la camorra, som endnu plager kvarteret, og vi ser en statue af den unge dreng Genny på Piazza Sanita, som blev rejst efter at knægten blev likvideret her ved en fejl.

San Gaudiosos katakomber: netop her findes der under jorden nogle af Napolis ældste og smukkeste, kristne grave helt tilbage til 400-tallet, hvor byens vigtigste helgener er blevet begravet, bla. San Gaudioso, San Severo og San Gennaro. Vi stiger ned under jorden og ser de oplyste hvælvinger, religiøse vægmalerier, fresker og hvilesteder.

Il Cimitero delle Fontanelle: i bunden af kvarteret ligger Italiens måske mest særprægede ’kirkegård’, hvor millioner af knogler er stablet ovenpå hinanden inde i enorme tuf-grotter, og hvor man går i (hedensk) forbøn for sine kære i det hinsides hos nogle særligt magiske kranier, som man ’adopterer’. Vi oplever ’kirkegården’ og fornemmer stemningen.

Fælles betalt frokost på et af kvarterets berømte pizzeriaer.

Herefter er der fri eftermiddag og aften på egen hånd – måske kan turen gå til Det Arkæologiske Museum, som ligger på kanten af Sanita, og rummer mange fund fra Pompei.

Den 1 oktober: Napolis tredje køn, il femminiello

Fri formiddag – feks. shoppetur på Via Caracciolo

Betalt fælles frokost.

I årtusinder har Napoli været kendt for sine femminiello’er – oftest biologiske mænd, og oftest homoseksuelle, der flyder mellem det feminine og maskuline, og hverken identificerer sig som mand eller kvinde, men som ’femminiello’. Cecilie fortæller om Napolis femminiello’er – deres oprindelse, historie og kultur, og hvorfor lige Napoli har en rummelig køns/seksualkultur, der stadig er meget åben og inkluderende i forhold til resten af Italien. I løbet af dagen kommer vi også til at møde Napolis femminielloer. Vi besøger:

Ken Rainbow Center i Via Toledo hvor formand Carlo Cremona fortæller om foreningen som beskytter og kæmper for LQBT-rettigheder i Italien, ofte med udgangspunkt i femminiello-kulturen. De fortæller os om byens udfordringer/status i forhold til kønsidentitet og særlige kultur for flydende køn, der i århundreder har været en unik ventil for folk med anden seksuel orientering end den normative.

Om aftenen er der betalt afslutningsmiddag ’en surprise’ med mad og underholdning i bedste femminiello-selskab.  

Den 2 oktober: Napolis industrielle revolution, afsked og hjem til Danmark.

Vi nyder den sidste morgenmad sammen på hotellet, pakker og tjekker ud, og får vores kufferter opmagasineret indtil vi henter dem igen under transferen mod lufthavnen sidst på eftermiddagen.

Portici: vi kører til havnen i den lille by Portici syd for centrum vor Cecilie kort fortæller om at Italiens første jernbanetur som afgik herfra i oktober 1839, med et tog importeret fra Sheffield med flere ‘cirkusvogne’ bag sig, og den spanske kong Ferdinand på en balkon lige over banen. Herfra futtede toget ind til Napoli by som det første lokomotiv på (syd)italiensk jord. Danmark fik sin første jernbane mellem Kbh og Roskilde i 1847. 

Jernbanemuseet Museo Nazionale Ferroviaria di Pietrarsa: Området syd for Napoli var gerningssted for noget af Syditaliens mest avantgarde industri fra 1600-tallet og helt op til verdenskrigene. I Pietrarsa ser vi apropos en kæmpe samling af Italiens lokomotiver og toge gennem tiden, samt en kopi af Sheffield-toget med vogn fra 1839.

Fælles betalt frokost.

Kl 15: Transfer til Napolis lufthavn og afsked.