Der er altid to nøgler i et nøglesæt, når man indlogerer sig i Syditalien: Den ene er til selve det hus eller den lejlighed, hvor man skal bo, mens den anden er til husporten – den store dør der beskytter din baggård fra vind, vejr og ubudne gæster, og indeslutter husenes bagsider i et lukket mini-univers, hvor alt kan ske.
Da jeg boede i Salerno vågnede jeg hver morgen til det diffuse ekko fra beboernes stemmer, som gjaldede rundt i gården. Der blev snakket, leet og grædt. På jorden lå der nedfaldne klemmer fra altanernes vaskesnore, krummer fra de mange duge, der efter hvert måltid blev rystet ud ad vinduet, og menneskehår fra vasketøjet. Om foråret blev lejlighedernes stueplanter sat ned i gården, så de kunne blive vasket rene af regnen efter en vinter indendørs.
Langs baggårdens kant krøb der kakerlakker på størrelse med små mus. De boede også indendørs. Jeg havde min egen, røde kakerlak i lejligheden, som jeg i starten ikke havde noget imod. Jeg oplevede endda at vågne en morgen og med nysgerrighed betragte insektet sidde på oversiden af min dyne få centimeter fra mit ansigt, mens den kiggede på mig, og drejede sine antenner.
Efterhånden udviklede jeg dog en fobi for min lille ledsager, fordi min kæreste Marco selv var strækslagen for den. Han fortalte mig, hvordan han som lille havde leget i sin mors frisørsalon, og løftet et løst trappetrin, hvorunder der havde været en kakerlak-rede. Dyrene væltede udover hans bløde barnehænder, og siden da kunne han ikke se det lille dyr uden at gyse. Marcos angst smittede, og jeg begyndte selv at få hjertebanken, når jeg fik øje på min kakerlak.
Helt slemt blev det en sommeraften, hvor jeg kom sent hjem. Med nattekøligheden kommer kakerlakkerne frem, så da jeg tændte for lyset i køkkenet, så jeg den røde fætter pile henover de hvide fliser. Den var så stor, at jeg kunne høre den klikkende lyd fra de små ben og kroppens underside, hvis glatte skjold ramte gulvet under flugten. Nu var det nok, nu skulle den ud, besluttede jeg, og greb min kost.
Kakerlakken vejrede faren, foretog et skarpt sving og løb ind i mit soveværelse, under sengen. Her blev den fanget i en skotøjsæske. Jeg gyser stadig ved mindet om lyden fra det desperate insekt, som kastede sig rundt i kassen og fik hele mit soveværelse til at skramle. Jeg greb ind under sengen, tog æsken, men var ikke hurtig nok til at lægge låg på. Dyret faldt ud af papæsken og fald med hvad der mindede om et rabalder, og løb atter ud i køkkenet, i retning af badeværelset, hvis dør stod vidt åben. Nåede den derud, hvor underskabe, riste og afløb udgjorde de perfekte gemmesteder for en skræmt kakerlak, var slaget tabt. Så jeg afbød dens rute med kosten, åbnede hoveddøren, og skubbede kakerlakken ud på trappeafsatsen.
Dyret drejede omkring og ville ind i lejligheden igen. Jeg havde bare fødder i mine sandaler og gøs ved tanken om, at den skulle tage flugten henover min fodryg, så jeg gav den et ordentlig slag med kosten, som sendte den ned ad trappetrinene, og hen foran åbningen ud til gården. Nu løb den udenfor – men var dog tøvende, og prøvede hele tiden at dreje, for at løbe tilbage. Den havde øjensynligt knyttet sig ligeså meget til lejligheden som jeg.
Men det skulle være løgn: Jeg skrubbede derfor det genstridige dyr helt hen til husporten, som bestod af kraftige plasticpaneler med glas i, og satte nøglen i døren, for at lukke op. Jeg husker stadig sekunderne, fordi det vitterligt virkede som om, at det lille kræ vidste, at det nu blev sat på gaden. Høfligt afventende og med viftende antenner stod den og kiggede ud på gaden, som en lille, velopdragen hund, der skulle luftes. Så gik døren i husporten op, og kakerlakken gik selv ud på fortovet, og forsvandt ud af mit liv.
Jeg elsker det ekstra lag af intimitet som det giver at have en baggård, og en husport. Når jeg rejser og bor i Syditalien, udgør det et ekstra univers at udforske. Overalt i Europa finder man husporte, men intet andet sted end i Syditalien vokser de sig så enorme, at de bliver groteske i forhold til resten af gadebilledet. De udgør Alice-i-eventyrland-ragtige tableauer, hvor nøgler drejer i en dør i døren, og mennesker forsvinder for at vende ændrede tilbage.
Hovedfoto: Wikipedia.