Artikler og essays om Syditalien - Cecilie Marie Meyer

Syditalien rummer masser af gode historier, som sjældent bliver fortalt. På denne side kan du finde anderledes artikler og essays om Syditalien og de sydlige regioner Campania, Molise, Abruzzo, Puglia, Basilicata, Calabria, Sardinien og Sicilien. Måske som inspiration til din næste ferie eller rejse til Sydeuropa, eller som anderledes indgang til Italiens historie og samfund.

Nedenfor bringer jeg min seneste artikel, og længere nede links mine øvrige artikler og essays om Syditalien her på siden. Jeg bringer desuden også artikler om Syditalien på Point of View International.

MADONNAEN I MIT SOVEVÆRELSE:

Maleri af jomfru Maria som illustration til min artikel om Syditaliens madonna — *Mater dolorosa – den lidende madonna – er et yndet religiøst motiv i Syditaliensk kunst. Carlo Dolci, Wikipedia.*

Når vi ikke kan tage til Syditalien, må ting herhjemme minde os om landsdelen. eg har derfor fået lyst til at dele mit kæreste (jordiske) eje med jer – maleriet af La Madonna Addolorata. Den lidende Madonna, som jeg købte som 24-årig, da jeg i 2003 skulle vende hjem til Danmark efter at have boet og læst i Salerno.

Jeg vidste, at jeg skulle have et minde for livet med mig tilbage. At det skulle være noget ærke-syditaliensk. Men jeg forventede SLET IKKE a være så heldig, som jeg var, taget genstandens sjældenhed i betragtning. Og mit meget begrænsede SU-budget.

Et blik fuld af visdom

På vejen fra min lejlighed i Via Salvatore Calenda ned til Salernos centrum, som jeg altid gik til fods, havde jeg flere gange lagt mærke til en lille antikvitetsbutik, lidt nede ad en sidegade. Jeg havde aldrig besøgt den, men nu skulle det være. Inde i butikken var der alskens ting og sager: Spejle, lamper, møbler, tingel tangel. Og en overflod af russiske ikoner, som ejerne havde en forkærlighed for.

Pludselig så jeg et par beskidte øjne stirre frem bag en række malerier, der var blevet stablet op mod en væg. De gjorde mig nysgerrig, og jeg bad ejeren om at hive motivet frem. Det gjorde hun med møje. Det viste sig, at øjnene var malet på et halvandet meter højt lærred, som lå i en gammel, forgyldt ramme, og sad i ansigtet på en kontemplativ og venlig madonna.

Det var dog svært at se, hvor kvinden startede og sluttede. Maleriet var så beskidt, at ingen farver trådte frem, og man kunne kun skimte hendes kappe og blondekanter på kjolen. To steder var lærredet så ødelagt, at der gik to dybe flænger lige gennem hendes krop. Et af dem sad horisontalt i ansigtet, og skilte hendes øjne og næse fra munden.

Ejeren af forretningen fortalte, at hun havde maleriet i kommission for ejeren, som havde fundet det i et fattigt, nedlagt vejkapel i Salento, Puglias nederste hæl. “Hun har et meget vist blik”, sagde antikvitetshandleren. Hun nikkede anderkendende til mig.

Jeg faldt pladask for min vej-madonna, og begyndte en forhandling, som spændte henover uger, alt imens jeg ind imellem besøgte mine Madonna, som var hun en lidende patient på et hospital, som jeg skulle redde fra døden.

Endelig landede vi på en pris. Jeg husker ikke, hvad den var, men maks. 200 euro er et godt bud, og jeg begyndte at spekulere på, hvordan i alverden jeg skulle få hende hjem til Danmark. Jeg kunne på ingen måde have hende med i lufthavnen selv.

Hun endte med at tage rejsen alene, ombord på et godstog, pakket ind i pap og plastik. Da jeg afleverede hende på stationen i Salerno, var jeg bekymret. Men cirka en uge efter ringede jeg hjem og fik af mine undrende forældre bekræftet, at der var ankommet en gigantisk pakke hos dem i Allerød.

Min madonna på operationsbordet

Da jeg selv kom hjem vidste jeg straks, at min Madonna behøvede lægehjælp. Gennem min svigerinde, som arbejdede på Frederiksborg Slot, fik jeg anbefalet en dygtig konservator. Hun hjalp ofte museet med at ordne deres historiske malerier.

Jeg husker, hvordan jeg og min far kørte til Jægerspris, og læssede Madonnaen af foran et bondehus langt ude i en skov, alt imens hun blot lå og kiggede tålmodigt op i trækronerne fra sit leje i rammen.

Vi bar hende ind i konservatorens værksted, der lignede en efterforskers laboratorium i en krimi, aftalte, at vi skulle tales ved, og forlod Jægerspris og Madonnaen alene tilbage på operationsbordet.

Et par dage efter ringede konservatoren: “Er du klar over, at der er et maleri på bagsiden?”, spurgte hun. Nej det anede jeg ikke. “Det er et stort hjerte, omgivet af en tornekrone. Hvad vil du have, skal vende fremad – Madonnaen eller hjertet?”

Jeg foretrak naturligvis min madonna. Da jeg endelig tog til Jægerspris for at hente maleriet, fik vi hele den historie, som konservatoren kunne læse ud af kunstværket:

Først og fremmest havde lærredet været så beskadiget, at hun havde været nødt til først at varme det op. På den måde blev malingen og skidtet flydende, og hun kunne trække blidt i det, for at rette underlaget ud. Så påbegyndte hun sammensyningen af flængerne. Derefter skulle det renses, og det havde taget en krig. Hun havde taget en prøve af skidtet, og opdaget, at hele maleriets forside havde været dækket af et tykt lag aske og svinefedt. Uden tvivl fra de kærter, som havde stået foran madonnaen, og brændt under messerne og de bedendes besøg fra vejen.

Mit maleri af den sørgende Madonna fra Puglia — *Her er min madonna i mit soveværelse – i sin rensede og lappede udgave, parat til at komme op på væggen.*

Nu lyste maleriet med sin fortidige pragt, og smukke nuancer af turkis, rød og grøn skinnede os i møde. Det viste sig, at min madonna var ‘addolorata’. En populær skikkelse i Maria-kulten, som går cirka 800 år tilbage, og som hylder Madonnaens lidelser. Og pludselig kunne konservatoren hjælpe mig med at aflæse hendes symboler og klædedragt.

De 2 nøgler, hun bærer i sit bælte, er til Himmerige. Sværdet, som peger mod hendes hjerte, er omgivet af en tornekrone. Hun er klædt i sort sørgedragt, og i hænderne bærer hun et lommetørklæde. Konservatoren sagde også, at hun ville datere hende til midten af 1800-tallet, og det passer fint med, at det især var på dette tidspunkt, den sørgende Madonna blev særligt tilbedt i Puglia.

En fattigmands-madonna

Jeg har aldrig været et uroligt menneske, men da hun ankom til min lejlighed i sin nye stand, faldt der alligevel en ekstra velsignelse over mit hjem, som har fulgt det lige siden, og som uden tvivl komme fra min Madonna. Som hos mange andre ‘Madonne Addolorate’ er hendes øjne ikke triste, tværtimod, de er fulde af mildhed, og om munden er der et lille smil.

Hun har været malet til en fattig kirke, hvor man har genbrugt lærredet – som konservatoren iøvrigt foralte mig var sækkelærred! – til at have to motiver, Madonnaen eller det flammende hjerte. Maleriet må være blevet vendt på alteret, alt efter behov.

Den forgyldte ramme, maleriet lå i, da jeg købe det i Salerno, lavede jeg om til et spejl, som nu hænger over min sofa i stuen.

Jeg elsker min Madonna, fordi hun i den primitive stil, hvormed hun er malet fremstår menneskelig, og med et stort nærvær. Hun hænger i mit soveværelse, og skulle mit hjem brænde, ville hun være den genstand, som skulle med mig udover altankanten.

Flere artikler og essays om Syditalien – tryk på linket eller billedet: