… Stik imod hvad mange andre tror! For jeg har selv rejst i den bjergrige og stolte region, besøgt middelalderbyen Agnone, boet rigtig godt på Masseria Santa Lucia, og set hvordan man støber bronzeklokker her i en af verdens ældste familievirksomheder.

For nogle ugers tid siden skrev jeg her på min blog om, at den lille, syditalienske region, der ligger klemt inde mellem Abruzzo, Campania, Lazio og Puglia, er ukendt for de fleste. Også for italienere og syditalienere selv. Ligesom Belgien er blevet udråbt til at være et tomt hul på det europæiske kontinent,  som man ikke rigtig ved noget om i Europa, er Molise blevet en slags joke i Støvlelandet, der blandt unge tunger mest er kendt for at rumme Italiens smalleste gyde på 30 centimeter i havnebyen Tremoli – en uvurderlig viden, der blandt andet er at finde i den italienske udgave af matador, Monopoly.

I denne artikel vil jeg gerne råde bod på fordomme om Molise, og lægge sarkasmen på hylden. For helt ærligt, så finder man netop i Molise meget af den oprindelighed, der er gået tab i de allermest turisttunge byer i nord, centrum og endog syd. Og hvem griner så sidst, og bedst?

Krigerfolket der gav romerne tørt på

Regionen Molise er delt ind i provinserne Isernia og Campobasso og er arkæologisk berømt for at rumme ruiner fra det stolte Samnitterfolk, der som nogen af de sidste evnede at modstå romernes invasion i Syditalien. I gamle dage hed området derfor Samnium, eller Sannio på italiensk, og de rigeste områder med ruiner fra samnitterne findes udenfor Agnone – en stemningsfuld middelalderby der ligger i Molises bagland og hænger på en hylde i udkanten af Appenninerne.

Molises Pompei

Samnitterne kan dateres tilbage til de første stammer her, og de opbyggede en forfinet krigerkultur, der faktisk evnede at slå romerne tilbage flere gange, inden herrefolket blev så stærkt, at samnitterne i sidste ende ikke kunne holde stand. Resultatet ser man i ruinbyen Saepinium, der ligger mellem klippestumper og øde sletter udenfor Agnone og står forbløffende velbevaret tilbage.

Der er mange specielle ting med Saepinium: først og fremmest har mennesker ad flere perioder boet her, hvilket gør ruinbyen sært levende og stemningsfuld: Således er stedets amfiteater vokset sammen med middelalderhuse, hvis beboere i bogstavelig forstand har boet på teatrets trapper, og af og til tripper der får og geder her, når de lokale hyrder leder deres flokke igennem ruinerne.

Det var i 293, at romerne kom od ryddede det Saepinium med jorden, som samnitterne havde bygget, men de konstruerede derefter denne by med samme navn, og den er virkelig velbevaret, med tydelige mure og buegange fra datidens slagterhaller, butikker og smukke villaer. Selve indgangsporten til byen er stadig intakt og forestiller 2 germanske krigsfanger, der prøver at bryde deres lænker i granit.

Der er heller ikke billethalløj og souvenirbutikker her. Man ankommer ganske enkelt til stedet åbnet døgnet rundt, og helt gratis at besøge. Kan det blive meget bedre?

Lange bånd af græsgange

I Molise minder kulturen mig om Sardiniens, for også her er der masser af hyrder, natur og kvæg, og på tværs af bakkedragene ser man stadig lyse bånd af stier, der går på tværs af markskellene og udgør græsningsstier, de såkaldte tratturi, som hyrderne leder deres dyr ad. Hist og her har man bevaret disse tratturi, og man kan følge dem som turist – visse steder endda til hest.

Agnone, Mamma Emma og den tusindårige bronze

De lokale i Molise ved godt, at de ofte overses som region af det mægtige Abruzzo, som deler bjergkæde med Miolise. Der bor blot lidt over 300.000 mennesker i regionen, hvilket gør den til den mindst befolkede i Syditalien, og skønt Molise altid har haft en selvbevidsthed grundet bla. samnitterne og den meget handel der foregik her under den travle hyrdetrafik med dyr, blev Molise først konstrueret som selvstændig region i 1963. Inden da hørte Molise under Abruzzo.

Da jeg sidste gang var i Molise boede jeg enkelt og smukt hos mamma Emma på bondegården Santa Lucia udenfor Agnone. Hun var en dygtig kok, og forkælede mig med hjemmelavet is, lokalt charcuteri, mælk og ost fra bjergene her, og med solmodne grøntsager fra haven.  Her spiser og sover man virkelig godt. Hendes lille agriturismo var et perfekt udgangspunkt for eventyr i bjergene, men hun syntes det var svært at fange turisternes opmærksomhed. Mamma Emma havde masser af ideer til vandreture i bjergene, og hun var den perfekte ’Mamma’ og kom selvfølgelig med i min guide Turen Går Til Syditalien. Jeg brugte i flere dage hendes lille gård som udgangspunkt for ture til blandt andet Agnone:

Agnone kan helt klart anbefales: en lille, hyggelig middelalderby med statelige paladser fra de rige købmænd, som tjente godt på handelen med dyr, skind og ost mellem regionerne i nord og syd. Især var det virkelig interessant at kigge ind på bronzestøberiet Fonderia Marinelli, der siden 1300tallet har tilhørt den samme familie, og laver nogle af Italiens mest kostbare bronzeklokker. De har noget nær monopol på at støbe bronzeklokker til Italiens mest fornemme kirker – blandt andet Peterskirken – og du kan komme med indenfor og gå på opdagelse og opleve, hvordan man støber i sand efter ældgamle metoder.

Mamma Emma har desuden et par hyggelige lejligheder i centrum af Agnone kaldet Borgo San Pietro, som hun leger ud sammen med sin datter. Læs mere her – og bliv inspireret: https://santaluciaagnone.com/en

Bliv yderligere inspireret af denne fine, lille film på Youtube, som jeg har fundet om regionen:

Hovedfoto: Isernia er sammen med Campobasso de største byer i Molise, og indeholder især museer og monumenter fra regionens lange historie helt tilbage til antikken. Wikipedia.