Den var sin tids ‘talk of the town’ blandt Europas arkitekter og ingeniører, og rygter om projektet rejste som en løbeild mellem kontinentets fornemste universiteter – nord for Napoli var den spanske kong Carlo nemlig igang lægge planerne for en akvadukt, hvis lige Italien ikke havde set siden romertiden: ‘L’Acquedotto Carolino’ skulle løbe hele 38 kilometer fra Taburno-bjerget og dets kilder i øst til kongens pragtslot, La reggia di Caserta, i vest, og på den måde føde de mange springvand i slotshaven, samt levere vigtigt vand til San Leuco-komplekset samme sted.
Jern fra Calabrias undergrund
Året er 1753, og kongen har været regent af kongeriget Napoli siden 1734. Indtil sin død i 1788 kommer han til at anlægge adskillige, storstilede projekter i Syditalien, der fastnagler landsdelen som et af Europas vigtigste centre for industri: udover slottet La Reggia di Caserta, der skulle forsøge at overgå Versailles i størrelse og pragt og idag er Europas største palads målt på volumen, anlagde han adskillige stålvalseværker i Calabria, der udvandt jernmalm lokalt og forarbejdede den til at passe ind i den sindrige mekanik, som kom til at drive fabrikkerne og infrastrukturen i det meste af Syditalien. Jernrørene, der sammen med murstenene og højdeforskellene skulle sørge for at Acquedotto Carolinos vand flød uhindret, kom netop fra de 8 ‘ferriere’ i Calabria.
Landevejen fører lige gennem akvaduktens ben
Men mens La Reggia di Caserta er kendt verden over, er de færreste bekendte med den imponerende akvadukt, der på sit højeste sted hæver sig 60 meter. Mest markant fremstår ‘Acquedotto Carolino’, når man som bilist kører ad landevejen i Maddaloni-dalen, og pludselig ser akvaduktens gigantiske ben plantet på hver side af asfalten. Buegangene løfter monumentets højeste punkt – den 1,2 meter brede rende, der leder kildevandet fra øst mod vest – effektivt over den slugt, som landevejen også gennemløber. Monumentet er erklæret UNESCO verdensarv sammen med San Leuco (et lille mirakel i sig selv: landsbyen blev også bygget af kong Carlo som et silkespinderi – men mere om dette sted i en senere historie!) og fremstår idag i rigtig fin stand.
Datidens hotteste arkitekt lagde grundstenen
Den hovedansvarlige for at tegne Acquedotto Carolino var datidens Bjarke Ingels, nemlig Luigi Vanvitelli, der som en af Sydeuropas hotteste arkitekter afsatte tydelige spor i hele Syditalien. Barokken var i det hele taget en storhedstid for landsdelens arkitektoniske udvikling, også på Sicilien, hvor jordskælvet i 1693 krævede en total genopbygning af Iblei-bjergenes landsbyer og ikke mindst Catania, der blev til på ny på Giovanni Battista Vaccarinis tegnebræt. Vanvitelli havde allerede opført uforlignelige ‘palazzi’ i Napolis nyeste bydel, Sanità, men udover ham krævede akvadukt-projektet en hær af ingeniører. Det var en kraftpræstation at gennemtænke hele det hydrauliske system både hvad angik akvadukten og selve Caserta-slottets springvand – sidstnævnte skulle kunne springe i bassiner med hidtil usete højdeforskelle, hvilket krævede uhyre sindrig og stærk mekanik. Læg oveni de mange slugter, bakkekamme og floder, som vandtransporten skulle gennemløbe på sin vej, og den sideløbende konstruktion af møller og damme og støttende mure, der blev annekteret langs ruten for at opretholde tempoet, og endnu idag kan ses i landskabet.
Slottet kunne indvies i 1774, mens akvadukten stod færdig i 1762, og sidstnævnte var så robust, at end ikke 3 kraftige jordskælv målt i området har kunnet skade den imponerende konstruktion. Husk at lægge vejen forbi næste gang du er omkring Caserta – byggeriet er et af de bedste beviser på hvorfor Napoli og Syditalien dengang var Europas 3 mest industrialiserede land næst efter Frankrig og England.
Du kan læse hele fortællingen i detaljer her på Wikipedia (italiensk).
Hovedillustration: akvadukten set i fugleperspektiv. Fra Wikipedia, ElfQrin.