Category Archives: BØGER

Cecilies Nytårshilsen anno 2021: bekendelser fra et Excel-ark

Hvordan sætter man et år – eller flere – i relief? Måske du har en stabel af kalendere, som du tager frem, og sammenligner. Eller et fotoalbum,  der minder dig om årets gang. For mit vedkommende har jeg noget så usexet som 5 Excell-ark, der hver især rummer regnskabet for de år, jeg samlet set har været selvstændig journalist, forfatter og foredragsholder med fokus på Syditalien.


Tro mig, det er ikke bare tallene, jeg morer mig med at se på, det er også de jobs, der står ude i venstre margin, og er ordnet efter måneder. For de er det konkrete bevis på, hvor udfordrende, varieret, skønt og skørt det kan være at give sig i kast som iværksætter indenfor et humanistisk felt. 


Når jeg lader blikket løbe nedover listen med opgaver for bare 2 år siden, bliver jeg forbløffet over, hvor anderledes mit arbejdsliv var i forhold til nu: jeg skrev langt flere artikler, rejste mere, og havde 3 Turen Går Til-titler, som jævnligt skulle opdateres. Og så havde jeg endnu ikke holdt så meget som ét online-foredrag. Havde man sagt ‘Zoom’, havde jeg svaret: “Hvad?” Uskyldig var tiden før corona!

Nu kan jeg se tilbage på 2 corona-år, hvor jeg måtte arbejde hårdt for at tilpasse min virksomhed til en virkelighed, der på samme tid blev indadvendt, og innovativ: endelig fik jeg ro til at skjrive min essay-samling ‘Mezzogiorno’, og komme ikast med at lave mine egne online-fordrag. Min forretning gik i højere grad digitalt, hvilket betyder, at jeg i fremtiden får flere strenge at spille på, når jeg skal sammensætte en portefølje af opgaver, som er mulige at leve af.


Det er ikke for meget at sige, at jer følgere både på Facebook, via mit nyhedsbrev og min blog gjorde en stor forskel: det var en enorm lettelse at mærke den positive feedback fra folk, der havde læst Mezzogiorno, og nu kunne rejse til Syditalien fra læsestolen. At se tilmeldingerne tikke ind, når jeg lancerede et online-foredrag. Og ikke mindst var det rørende at møde flere af jer, da vi i løbet af 2021 løsnede op for restriktionerne, og kunne begynde at mødes.


At min virksomhed mere eller mindre skulle genopfindes grundet corona gjorde også, at jeg ikke fik lavet ligeså mange Facebook-opslag og historier på min blog til jer, som jeg havde ønsket. Det undskylder jeg for, netop fordi det ofte var JERES opmuntringer og deltagelse, som gjorde 2020 og 2021 mulige at navigere i. Sammen bekræftede vi hinanden i at Syditalien er mulighedernes. relationernes og potentialets land, ISÆR i en coronatid.

Udover lanceringen af ‘Mezzogiorno’ var det faktum, at min første læserrejse blev en realitet, nok den største, profesionelle tilfredsstillelse i 2021. Jeg og Filippo (tidligere stifter og indehaver af rejsebureauet In-Italia) havde en tur i støbeskeen allerede i 2019, men grundet travlhed rykkede vi planlægningen. Foråret 2021 var pga. covid for usikkert, men i september skete det: med bureauet Hideaways som teknisk rejsearrangør stod vi klar i Palermo lufthavn og tog imod en gruppe modige rejsende, der henover de næste 8 dage kom til at møde indbegrebet af Sicilien: sicilianerne selv!


Sidst men ikke mindst skete der også 2 skelsættende ting i mit privatliv: jeg fandt mig verdens sødeste kæreste, der aldrig havde været i Italien(!); og så blev jeg besat af at svømme i Københavns havn. Noget, jeg ej heller ville have forudset i 2019. Når man tænker på, at jeg har været noget nær vandskræk, er det et stort skridt, men også et bevis på, at fysiske erindringer og nedlejrede traumer ofte halter efter ens psykiske udvikling, der kan være nået meget længere, end kroppen selv husker. Jeg messede i hvert fald til mig selv, at “kulde er mental”, da jeg kravlede ned i bassinet den 15 juni, og pjaskede rundt i det 14 grader varme (kolde!) vand.  

Hvad står 2022 så på? Først og fremmest skal jeg ENDELIG opdatere Turen Går Til Napoli til foråret, med publicering i februar 2023. Mine rejsebøger plejer jo at være et regelmæssigt pulsslag henover året, der pludselig blev gjort tavst af corona. Jeg glæder mig helt vildt, for jeg elsker mine TGT-bøger!


Læserrejserne fortsætter i september, hvor vi står for hele 3 ture (Vestsicilien, Cefalu og Madonie-reservatet og De Æoliske Øer og Nebrodi-reservatet). Og så skal jeg være lærer for en god håndfuld amerikanske studerende, der kommer til DIS Copenhagen her i januar, og skal lære om Travel Writing. 

Personligt drømmer jeg om at kunne dykke endnu mere ned i den syditalienske litteratur, og måske lave flere forelæsninger og en læsekreds derom. Og så er der min roman om Cefalù, der egentlig er skrevet i kladde, men stadig skal forbi en redaktør og et forlag, som forhåbenligt vil udgive historien.

Jeg ønsker dig et fredeligt nytår, og skylder dig et stort TAK – på forhåbenligt gensyn i 2022!

Min bog Mezzogiorno kommer snart som lydbog

Det er svært at tale om oprindelighed, når det kommer til ord og sætninger. Men emnet har alligevel optaget mig i disse uger, hvor jeg har siddet i en lydtæt boks på størrelse med et kosteskab, og indtalt ‘Mezzogiorno’ . I en syntetisk duft af sprit (for alt skal jo sprittes af: mikrofon, greb, håndtag og selv stolen) og omsluttet af sort æggebakke-skumgummi fra gulv til loft har jeg talt om sydende mavesafter, danseterapi, dobbelte husporte, nostalgi på Capri og uendelighed på Sicilien og længtes efter at komme ud af den indelukkethed, som det seneste år har hensat os italiens-elskere i.

Jeg har flere grunde til at takke Forlaget Turbine for oplevelsen: først og fremmest ‘tak’, fordi det er sejt og visionært at de satser på lydudgaven af Mezzogiorno – derefter ‘tak’, fordi jeg selv fik lov til at indlæse den (jeg var simpelthen død 100 gange, hvis en anden, stakkels indlæser var kommet til at udtale et italiensk ord forkert), og ‘tak’, fordi jeg nu har genopdaget mine essays: Enhver forfatter ved, at en skreven tekst forvandler sig, både når den printes ud og bliver fysisk istedet for digital, og når den læses op. Det er svært at beskrive, men den får en helt anden krop og insisterende tilstedeværelse af at blive fysisk. Det lyder naturligvis oplagt. Men effekten er ikke desto mindre utrolig slående.

Inden jeg læste mine essays op, læste jeg dem inden mikrofonen blev tændt. Det gjorde jeg for at kende historierne til bunds rent syntaktisk. Måske var der særlige udtryk, indskudte sætninger eller paranteser, som ville volde mig særlig besvær?Ikke desto mindre opdagede jeg, at ordene ved indlæsningen snød mig fuldstændigt: lange, snørklede sætninger, som jeg havde forudset ville få mig til at kløjs og kræve en genoptagelse, flød for det meste uhindret, mens andre helt banale ord drillede.

Af og til blev det pludselig min intonation og ikke selve ordets bogstaver, som jeg kæmpede med. Og dagsformen kunne afgøres af hvorvidt jeg lige havde spist et stykke chokolade (det søde indslag gav jeg åbenbart meget mere spyt i munden, end godt var for indspildningen), og om der var håndværkere i bygningen (en enkelt gang måtte jeg vendte en time på at indlæse videre, fordi man var ved at bryde en væg ned lige under min lydtætte boks.. der i det tilfælde ikke evnede at holde slagene fra de kæmpe bor ude).

Men nu er indlæsningen færdig og jeg glæder mig til at sende lydbogen ud i verden, så alle dem, der hellere vil lytte end læse, og alle dem, der forhåbenlig både kan se glæden ved en fysisk bog og en fortalt bog, kan få deres Mezzogiorno behov opfyldt! Når jeg har en release-dato klar, bliver I de første til at få den at vide.. i mellemtiden kan I nyde lidt stemningsfoto fra lydboksen, hvor en fin, lyserød lampe lyste helt teateragtigt, når optagelsen gik igang, og man skulle træde varsomt i lydstudiet.

Dystopier, vilde kvinder og autobiografiske afsløringer: 2021 er året hvor Italiens fornemste bogpris blev ’dark’

Ligesom i Danmark gennemsyrer coronakrisens konsekvenser lige nu det italienske samfund på mange planer, og det er derfor ikke mærkeligt at de bøger, som I 2021 er blevet nomineret til at vinde Italiens fornemste litteraturpris, La Strega, i høj grad spejler et år med indadvendthed, interpersonelle konflikter og indre monologer.

Det konkluderer Melania Mazzucco i en artikel i den italienske avis ilsole24ore. Hun er præsident for Strega-komitéen, der siden 1944 har tildelt Italiens fremmeste forfattere den store ære at vinde Strega-prisen. Hun fortsætter:

”Mange af de udvalgte titler er forbundne med forfatterens eller forfatterindens eget, levede liv, og handler om hans eller hendes private og nære verden (venner, forældre, bekendte),  om den lokale geografi, den provinsielle og den i kvarteret. Nogle gange krydser fortællingerne selve den store historie, men for det meste handler de om intime mikro-historier. Det er familie-krøniker, hvor modefigurerne dominerer – ofte er de ufølsomme og vrede modstandere – eller søsterskabet. Fædrene er næsten ikke-eksisterende, de er uønskede, overfladiske eller gjort tavse. Det er historier om pigebørn uden en barndom, om ensomme eller marginaliserede teenagere. Følelsen af social eksklusion og vrede gløder i nogle af bøgerne. De er vidneudsagn om et levet liv, eller næstens.”

”Det er historier fortalt indenfor hjemmets fire vægge, hvor huset – beboet, hjemsøgt, fortabt, besat og inficeret med ting – bliver den sande hovedrolleindehaver. I et år med karantæne både indenfor hjemmet og indenfor vores egne, metaforiske grænser i Italien er det ikke et tilfælde”, siger Malania Mazzucco.

Donatella Di Pietrantonio. Foto: Udo Weier, Wikipedia.

4 stærke og aktuelle forfatterstemmer fra Syditalien

12 kandidater til Strega-prisen er blevet fundet blandt de 62 nominerede, og den eneste syditaliener mellem dem er Donatella di Pietrantonio fra Abruzzo, som I 2017 havde stor, international succes med L’Arminuta (oversat til ’Pigen de sendte tilbage’ og udgivet af forlaget Grif i 2018). Donatellas nye værk hedder Borgo Sud og er en fortsættelse af L’Arminutas næreste persongalleri – vi møder ’LArminuta’ som teenager og voksen, og især forholdet til hendes søster Adriana udvides, så de to kvinders fattige barndom i Abruzzos bjerge sættes i relief til et nyt liv i havnebyen Pescara og kvarteret ’Borgo Sud’.  Jeg var selv rigtig begejstret for L’Arminuta, og håber at ’Borgo Sud’ ligeledes oversættes til dansk.

Skulle du i få mod på Donatella di Pietrantonios nye bog Borgo Sud, er den udgivet hos Einaudi og kan købes her.

Selvom den eneste, syditalienske slutkandidat til dette års Strega-pris altså er Donatella di Pietrantonio, er der flere syditalienske romaner at plukke af, når man dykker ned i både sidste års kandidater, og nogle af de mange værker, der blev anbefalet til prisen i 2021, men ikke gik videre i de øvrige runder.  

Jeg har gennemgået de fleste af dem, og finder nedenstående, aktuelle forfattere og værker særligt interessante, fordi de har Syditalien som gerningssted og udgangspunkt, både fysisk og mentalt, eller vover sig ud i at trække kvindelige skæbner frem, der er blevet glemt:

Valeria Parrella (fra Torre del Greco, Campania): Almarina, 2019:

Romanen handler om mødet og venskabet mellem Almarina, en ung, rumænsk kvinde, og italienske Elisabetta, der er midaldrende og netop har mistet sin mand. Begge arbejder de som lærerinder i ungdomsfængslet på den vulkanske ø Nisida, der ligger nord for Napoli og i årtier har fungeret som detention for unge kriminelle. Romanen kredser om temaer som venskab, kærlighed og ensomhed, og spørger om det er muligt at blive fri ved at gå i fængsel?

Citat fra bogen: ”Alt det vi gør viser sig at være forkert, hvis det gør os triste, og korrekt, hvis det gør os glade”

Øen Nisida ved Campi Flegrei nord for Napoli. Her har i årtier ligget et ungdomsfængsel, hvor romanen ‘Almarina’ udspiller sig. Foto: Baku, Wikipedia.

Bogen kan feks. købes her.

Angela Vecchione ( fra Avellino, Campania): La Piazza, 2020:

Napolis hovedbanegård åbner op ud mod Piazza Garibaldi som pladsen tog sig ud på et postkort fra 1981. Ukendt ophav, Wikipedia.

Da Angela som ung arbejdede med at sælge busbilletter på hovedbanegården i Napoli, mødte hun hver dag spændende, komplekse og sørgmodige skæbner. Nogle af dem har inspireret hende til at skrive ’La piazza’, hvor Piazza Garibaldi i Napoli i det fjerne år 1985 er udgangspunkt og hjemsted for en gruppe mennesker, som vi følger ind og ud af kærlighedsaffærer, narkotåger og konflikter. Vecchione har erklæret at hun følger i samme tradition som Napolis største forfattere, hvor genier som Raffaele La Capria, Ermanno Rea og Elena Ferrante netop går intimt tæt på de mange skæbner, som befolker Napolis mørkeste steder.

Citat fra bogen: ’Pladsen fungerede sådan, at når nogen havde fundet sit eget tilholdssted på den, så kæmpede de for den, og automatisk blev pladsen deres. Ingen kunne gøre noget ved det. Det var et ejerskab, der ikke var lovmæssigt, men som ikke desto mindre gjaldt alligevel.”

Find og køb bogen her.

Grazia Pulvirenti (Fra Catania, Sicilien): Non dipingerai i miei occhi.

Jeanne Hebuterne var kendt for sin skønhed og sit mørke, tykke hår.
Foto fra Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.

I denne roman vælger digteren Grazia Pulvirenti modigt at fremmane den italienske avantgarde-kunstner, Amedeo Modiglianis elskerinde og muse, Jeanne Hebuterne. Hun begik selvmord dagen efter Amedeos død i 1884 ved at kaste sig ud af et vindue, og er i dag en for mange ukendt kvinde, som ikke desto mindre var forud for sin tid. Historien om Amedeo og Jeanne er spundet ind i et tidsbillede af et brølende Paris fuld af kreative sjæle og voldsomme skæbner, som Grazia gør særligt poetiske og tragiske gennem sin egen digeråre.

Bogens titel betyder:’mal ikke mine øjne’. Du finder værket her.

Hovedfoto: Jeanne Hebuterne, Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.

Syditalien i dit øre: rejs med på denne podcast hvor jeg er i studiet hos Colosseum

Som William, der inviterede mig i studiet for at bidrage til hans spændende podcast-serie om Italien, Colosseum, skriver i sin beskrivelse af udsendelsen:

“Syditalien er fuld af liv og livsvisdom, men også mismod og misforståelser. Find ud af, hvorfor Madonnaen er syditalienernes geniale veninde, hvorfor Syditalien er landets sociale lim og hør om en mafiaboss, der er machogangster om dagen og trans-trækkerdreng om natten. Dagens gæst er Cecilie Marie Meyer.”

Jeg og William havde den sjoveste eftermiddag sammen i studiet i fredags, og som du nok kan høre, måtte vi begge bryde ud i latter flere gange. Ikke på grund af hinanden, men på grund af de til tider overraskende historier jeg kunne fortælle om mit liv i Italien, som jeg beskriver i min bog ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol.’Rejs med på en lytter til det varme syden og lyt med HER. rigtig god weekend!

Foto: Colosseum, William Schou.

Køb min bog ‘Mezzogiorno’ på nettet eller i boghandlen – eller køb den direkte fra mig og få en personlig hilsen med

I en kold til blæser min essay-samling Mezzogiorno en lun, syditaliensk brise indover Danmark, som du man varme dig ved. Bogen udkom den 3 december fra Forlaget Turbine og har allerede fået flot omtale i Jyllands Posten og Politiken. Læs om indholdet her, og køb min bog, hvis du er nysgerrig efter at lære om Syditaliens skjulte potentiale. Bogen kan også bestilles direkte hos mig via mail på cillemarie@gmail.com – skriv til mig og få tilsendt et eksemplar med posten med personlig hilsen indskrevet i bogen fra mig til dig, eller til en bekendt, som du ved elsker Italien.

Her er soundtracket til min bog ’Mezzogiorno’

Meget af det jeg skriver bliver til på en musikalsk klangbund – og mens jeg sad og skabte mine essays til Mezzogiorno, var der hele tiden musik i baggrunden, som var forbundet med historierne, og som jeg lyttede til, for inspiration. Nu deler jeg de vigtigste af dem med jer – alle sangene er enten italienske eller forbundne med italienske universer, og hist og her også krydret med videoklip, hvis udtryk, farver og stemninger matcher kapitlerne i Mezzogiorno.

Måske tonerne også kan give ekstra dybde til mine fortællinger, mens du læser min bog – eller introducere italienske musikere og instruktører, som du aldrig før har hørt om? Jeg har nedenfor anført musikken og videoklippene i en rækkefølge, som matcher bogens indhold. Rigtig god fornøjelse på denne rejse ind i Mezzogiornos symfoniske univers:

 ’Whispers’ fra HBO-serien L’amica geniale af Max Richter:

Da Elena Ferrantes romantetralogi om veninderne Elenas og Lilas liv i det fattige Napoli blev filmatiseret i 2018 med HBO-serien ’L’amica geniale’, skulle verdenssuccesen naturligvis ledsages af et smukt og indfølt soundtrack. Det lykkedes den tysk-engelske komponist Max Richter at skabe netop det: et lydtapet, der på dramatisk vis fanger kompleksiteten i historien og det tilbageholdte åndedrag, som mange af os millionere af læsere har siddet med under læsningen af romanerne.

Et af Max Ricthers smukkeste bidrag er melodien ’Whispers’, hvis strygere går som et skæbnesvangert pulsslag gennem kompositionen, og stiger og falder som et blodtryk midt i det hektiske Napoli.

Det er en melodi, som jeg synes ledsager energien i mit forord ganske godt – den fremadrettede bevægelse fra Firenze ned mod Syditalien, der skulle blive afgørende for min udvikling fra barn til voksen, og for alle de valg, jeg senere skulle træffe om min livsbane:

Fantasticamenteamore af Syria:

Glæde, livsmod, leg og tagfat – og et stænk af melankoli. Da jeg boede i Salerno var en af mine og Marcos yndlingskunstnere Syria. En italiensk sangerinde fra Rom (hendes rigtige navn er faktisk Cecilia!), som vi lyttede rigtig meget til, og som er vedblevet med at være succesfuld i hele Italien.  

Syria fik sin debut i 1996 da hun vandt den italienske musikkonkurrence San Remo, og i 2000 udkom så mit yndlingsalbum fra hendes hånd, Come una goccia d’acqua (som en dråbe vand), med alle mine og Marcos yndlingssange på.

’Fantasticamenteamore’ optrådte hun med til Sanremo samme år, og rummer al den vilde og ungdommelige energi, som mine 20’ere i Salerno var så fulde af.  Men sangen er også fuld af smerte. Lyt blot ti omkvædet:

”Der var mig, der var dig, altid i evigheden,

Og dine øjne stjal min sol,

på fantastisk vis min kærlighed,

kun min,

indtil himlen kaldte på dig.”

Sangen skulle nemlig handle om en kæreste, Syria engang havde, som døde fra hende.

Lyt for eksempel til sangen, mens du læser Ind i Salerno:

Io, mammeta e tu af Renato Carusone:

En kæmpe klassiker fra den napolitanske sangtradition! Renato Carosone var ham, der gav os den swingende og gyngende ’tu vo fa’ l’americano (der faktisk blev et genfødt disco-hit for ikke så mange år siden), og i 50’erne og 60’erne leverede han det ene romantiske og fængende hit efter det andet med det folkelige Napoli som romantisk og humoristisk baggrund.

I denne sang synger han om kvalerne med at få sin kæreste for sig selv. For når han henter hende hjemme hos forældrene, skal hendes mor hele tiden med – eller hendes søster, eller hendes niece, eller hendes bror! Det er en sorgløs klagesang, hvor han på napolitansk dialekt beskriver, hvordan de prøver at spadsere (passeggiare) på byens strøg Via Toledo, men hele tiden forfølges af svigerfamilien:

”Jeg havde sagt det til dig,

Første gang vi gik ud

I en port tæt på dit hjem:

Jeg gider ikke, at du tager nogen med!

Men nu er de der alligevel:

En bror, en søster og en niece

I stedet for at gå ud alene,

Var vi nu altid 3.

Og du lovede mig:

I morgen ved jeg ikke, men jeg

Kommer kun med mor!

Omkvæd:

Jeg, din mor og dig,

Vi spadserede på Via Toledo

Os foran, din mor bagved,

Det var helt tosset.

Kommer hun også med på bryllupsrejse?”

Sangen er oplagt at lytte til under læsningen af kapitlerne La passeggiata – den livsnødvendige spadseretur, og Assistentens assistent. Sidstnævnt handler selvfølgelig om det faktum, at man sjældent kan være alene i Syditalien uden assistance fra en ledsager:

Dietro casa af Ludovico Einaudi:

Ludovico Einaudi er en af mine absolutte favoritter når det kommer til stemningsfulde melodier. Han er efterhånden blevet verdensberømt for sine soundtracks til alt fra italienske nichefilm til store Hollywood-produktioner, der opbygges på minimalistisk vis omkring hans medrivende klaverspil. Hver gang jeg lytter til hans melankolske komposition Dietro casa, ‘bag huset’, mindes jeg de langsomme, syditalienske eftermiddage, hvor tiden står stille, og der er god tid til refleksion.

Lyt gerne til melodien, når du læser kapitlterne La controra og Hjemme og ude:

Franco Blandis time-lapse-video fra Siciliens bagland:

Sicilien er myternes ø, hvor menneskene lever i så stærk en synergi med deres land, at man kan have svært ved at skelne mellem krop og jord, kultur og natur, fantasi og virkelighed. Det hele vikles sammen i en uendelighed, der ikke kun forstærkes af landskabernes ruiner og ufærdige byggerier, men også af de skiftende årstider, hvis gentagen af farver, dufte og stemninger skaber et cyklisk dejavu.

Dette fanger den lokale filmskaber og siclianer Franco Blandi smukt i denne lille film som han har opbygget ved at filme sin fødeøs bagland de samme steder fra, ubrudt henover et helt år. Med ’de 4 årstider’ i baggrunden oplever man hvordan stederne forandrer sig for hver dag, for blot at ende ved samme udgangspunkt 12 måneder senere. Filmen giver også et intimt glimt af det landlige Sicilien mellem Messina og Enna, som meget få kender, og danner et fint soundtrack til mit kapitel L’arte dell’incompiuto – det ufærdiges kunst:

Capri Rendez Vous af Liberato:

Liberato er Napolis neomelodiske rap-fænomen, der har taget hele Italien med storm, og med lige dele vildskab og følsomhed viderefører Syditaliens store musik-arv. Meget få kender den unge fyrs sande identitet, for Liberato gemmer sig bag sit kunstnernavn for at have frie hænder til at fortolke Napolis sangskat og til at eksperimentere med nye udtryk.

Personligt er min Liberato-favorit hans poetiske hilsen til Capri, hvor han gennem 5 musikvideoer fra 1960’erne op til 00’erne fortæller en romantisk og bittersød historie om et møde mellem en fransk skuespillerinde, Marì, og en lokal stik-i-rend-dreng, Carmine. De mødes på en sejlbåd, da Marì skal fragtes hjem fra en filmscene til sit hotel. Inden hun stiger på båden, siger hun til filmens italienske instruktør: ”Tiden og det at efterlade mig et aftryk interesserer mig ikke. Man kan ikke spole tiden tilbage. Lev i nuet”.

Det kommer hun til at fortryde bitterligt. På både forelsker Carmine og Marie sig nemlig i hinanden:

Marie må dog forlade øen dagen efter, og bliver siden verdensberømt. Senere vender hun tilbage til Capri i 70’erne som diva, og de ser hinanden flygtigt på en natklub:

Det næste gensyn på Capri er hjerteskærende. Året er 1993, og Marie må ledsages hjem til sit luksushotel af Carmine, efter hun har drukket sig fuld på en bar. Hun er ulykkelig over sit tomme liv, men Carmine er gift og blevet politibetjent. De får dog en enkelt nat sammen, efter at Marì har tryglet ham om at blive, og spole tiden tilbage:

I den sidste film vender Marie tilbage til et meget forandet Capri i 2019, som nu mestendels tilhører turisterne. Hvorfor hun er der finder vi ud af tilsidst – det er for at deltage i Carmens begravelse:

Den elegante video-fortælling ledsaget af Liberatos musik rammer lige præcis den melankolske stemning, som jeg fortæller om i mit essay På tur til den blå ø Capri. Capri og Syditalien er ikke kun skønhed og glæde, men også smerte og længsel.

 La figliata fra filmen ’La Pelle’:

Når man læser mit essay Il femminiello – Napolis tredje køn, nævner jeg mandefødslen la figliata. Det ældgamle ritual, hvor en mand får veer og omgivet af andre femminielloer føder en dukker med en enorm fallos. Alt imens mandefødslerne stadig foregår visse steder i Napolis opland, er de ikke lige til at finde og deltage i. Man får dog et glimt af festligheden i filmatiseringen af Curzio Malapartes krigsepos om Napoli, ’La Pelle’:

’O saracino af Renato Carosone:

Ingen bog om Syditalien er komplet uden en hyldest til den syditalienske mand, som jeg har brugt mange år på at studere: hans posering i gadebilledet, hans måde at bevæge sig på, tale på og opføre sig, men også hans hengivenhed og store hjerte rør mig hver gang, jeg stifter et nyt bekendtskab. Den syditalienske mand er uberettiget blevet latterliggjort af mænd i køligere lande, der ikke forstår hans særlige kapital af charme, storsindethed og ægte opofrelse overfor de mennesker, han elsker.

Lyt til denne humoristiske sang om ’O Saracino’ (saraceneren – ordet som i gamle dage ofte blev brugt om personer fra Mellemøsten) af Renato Carosone, når du feks.  læser kapitlet Manden, faderen, ridderen og patriarken. Sangen trækker på stereotyperne i sin fortælling om en napolitansk mand, som alle kvinder forelsker sig i:

”Han har krøllet, krøllet hår,

Skinnende og frække øjne

Alle unge piger kommer rendende

Når de ser ham gå forbi

Med en cigaret i munden

Og en hånd i lommen

Går han sådan rundt i hele byen

Saracener, saracener, smukke fyr!

Saracener, saracener, alle kvinder forelsker sig i ham.”

The Taranta Project af Ludovico Einaudi:

Hvorfor går så mange i den vestlige verden rundt med fobier overfor edderkopper, slanger, trange rum og store pladser? Er det på grund af uforløste traumer, som man engang kunne håndtere med dans og musik, der nu er glemt, og som vores moderne verden derfor ikke længere har redskaberne til at hele?

Mit essay il tarantismo – terapien fra Puglias onde fortid tager udgangspunkt i Ernesto de Martinos antropologiske studier i 50’ernes Salento, hvor man som det sidste sted i Syditalien kunne opleve ’le tarantate’, de stakkels kvinder, som var blevet bidt af en giftig edderkop i marken, og nu kun kunne blive helbredt gennem et ugelangt danseritual fuld af symboler.

De Martino fandt ud af at kvindernes sindssyge ikke stammede fra edderkoppebiddets gift, men i stedet var et stress-symptom på det hårde bondelivs kulmination under høsten. Lokalsamfundet havde gennem årtusinder opbygget en særlig musik og dans, som henover dagene helbredte kvinden og gav hende afløb for sine frustrationer.

Ernesto filmede det hele og tog med i kirken, når de helbedte kvinder afsluttede tarantismo-ritualet ved at drikke af den hellige kilde og bede i San Paolos kapel i byen Galatina. Hvert år afholdes der en stor musikfestival for folkemusik i Salento, hvor tarantisme-musikken har fået en står genfødsel, og i den forbindelse bad man komponisten Ludovico Einaudi om at lave et album inspireret af il tarantismo.

Resultatet er blændende – her kan du opleve en af hans medrivende melodier, der er krydret med De Martinos filmklip fra dengang, og hvor Ludovico fortæller om sit arbejde til sidst:

Ruanzu Il cane af Carmine Torchia:

Jeg tror kun det er i Syditalien, at en hund kan blive ophøjet til noget nær i guddom. Det skete i hvert fald i den calabresiske landsby Sersale, hvor en gul labrador pludselig dukkede op ud af ingenting. Den venlige ’vagabond’ blev hurtigt en del af det lille samfund, som fandt ud af, at Ronzo ikke var en helt normal hund. Den troppede op ved et hus, når en person var død, og gik lige ind i stuen for at trøste de pårørende. På kirkegården kunne den finde på at våge over nye grave,  og den fulgte stædigt med i optoget, når man fejrede den lokale helgen.

Mest spektakulært var det dog, at den insisterede på at deltage i møderne på rådhuset, og til gudstjenesterne i kirken. Begge dele fik den lov til. Da hunden blev kørt ned af en flugtbilist, var hele byen i sorg, og gav Ronzo sin helt egen begravelse.

Hunden lever stadig i de lokales bevidsthed – så meget, at hunden nu også har fået sin egen sang, komponeret af bysbarnet Carmine Torchia. Lyt til den nedenfor, når du læser mit essay Ronzos Lære. Omkvædet lyder:

”Jeg hed Ronzo,

Jeg tager med til bryllupperne

Og til hver en begravelse

Jeg er Ronzo

Og de siger, jeg er speciel

Jeg hed Ronzo,

Jeg går med i optogene

Og deltager i møderne på rådhuset

Jeg er Ronzo,

Og de siger, jeg er speciel”:

Napule è af Pino Daniele:

Napoli har mange skjalde, men en af de vigtigste var Pino Daniele, der om nogen har fanget byens energi i sine både simple og storladne kompositioner. I sin sang Napule è fra 1977 rammer han mange af de komplekse følelser, som napolitanerne har overfor deres beskidte, smukke, korrupte, hårde og bløde hjemby. Selvom Napoli dengang var en af Italiens fattigste byer, bobler Pino stadig af stolthed i stroferne, når han for eksempel starter sangen således:

Napoli er 1000 farver

Napoli er 1000 ting at frygte

Napoli er lyden af børnestemmer

Der stiger langsomt

Og du ved, du ikke er alene

Napoli er den hårde sol

Napoli er flammer og hav

Napoli er et beskidt stykke papir

Som alle er ligeglade med

Og alle afventer deres skæbne

Jeg så selv Napolis bagside, da jeg under mit ophold i Salerno besøgte et af byens fattigste kvarterer. Lyt derfor gerne til sangen, når du læser mit essay Pasta i Poggioreale:

Giulia e il cuore a pezzetti af Donpasta:

Pugliesiske Daniele De Michele, der også går under kunstnernavnet Donpasta fordi han elsker at lave mad, har siden 2014 rejst i hele Italien for at filme og vise glimt af den tidløshed, som bor i den italienske madlavning. Han mener at italienerne er ved at glemme deres gastronomiske arv, og med sine optagelser hylde han de store, ydmyge måltid, som holdes i hævd af ildsjæle, som alle har de egne historier at fortælle om de retter, der laver.

Daniele De Michele anses som værende en af de mest lovende og nyskabende performance-kunstnere i Italien lige nu, som både kan ses lave pasta back stage til sit hold af DJ’s hjemme i Otranto, holde ’Parmigiana Raves’ i New York, og filme i privaten hos bedstemødre, hvor han laver optagelser om køkkenets visdom.

I forbindelse med mit essay om Mobiltelefonen, hvor jeg beskriver hvorledes mit liv i Salerno langtfra blot var en dans på roser, har jeg flere gange spejlet mig i denne rørende optagelse af Giulia, der laver hakket kalvehjerte med persille og polenta til Donpasta. Imens beretter hun om hvordan hun selv har fået gennemhullet sit eget hjerte mange gange, og tegner det symbolske organ på et stykke papir. ”Hvorfor sidder du ikke bare i sofaen og ser fjernsyn, ligesom andre kvinder”, fortalte hendes mor hende, da hun var ung. Men Giulia ville ud i verden og skabe sit eget liv, og det har kostet på følelseskontoen:

Tra le braccia dell ’angolo af Siria:

Ingen afsked uden Syria – her synger hun en slags vuggesang for kærligheden og om at tage af sted fra sin elskede mellem en engels arme. En værdig udgangssalut til min essaysamling og bogens sidste kapitel, Ud af Salerno:

Hovedillustration: Den pugliesiske gruppe Canzoniere Grecanico Salentino er blevet verdensberømt for sin fortolkning af Puglias tarantismo-musik. Wikipedia.