Category Archives: CAMPANIA

NU KAN DU TILMELDE DIG MINE KURSER PÅ FOLKEUNIVERSITETET I KBH VINTER/FORÅR 2022

5 er lykket-tallet for Syditalien i den første del af 2022 – jeg holder nemlig 2 forelæsningsrækker á hver især 5 dobbetltimer, hvor vi dels går i dybden med Napoli (en gentagelse af min forelæsningsrække om byen i foråret 2021), og dels dykker ned i de Syditalienske regioner på selve fastlandet. Sidstnævnte afsluttede jeg her i december, men gentages grundet et helt fyldt hold både fysisk og online, så hele landet kan være med.Jeg har pillet præsentationen af begge hold ud af kataloget, så I kan læse om dem her:

NAPOLI – ELSKET, UDSKÆLDT OG GENFØDT – mandage fra den 21 feb – 21 martsSyditaliens største by har i årtier været Italiens sorte får med kriminalitet, forfaldne bygninger og affald i gaderne. Men takket være Elena Ferrantes bestseller-romaner, investeringer i infrastruktur og et øget fokus på bevarelse af byens mange kulturskatte, har verden atter fået øjnene op for Napoli som spændende og anderledes destination. Byen har en fortid som international metropol og var et obligatorisk stop på fortidens dannelsesrejser, den bugner af verdenskunst, unikke traditioner og arkitektoniske perler. Kom med til Napoli og genopdag det genfødte vidunder.

Napolis historie: Antik storhed og Europas dannelsesby

Napolis historie: Fra international yndling til landets sorte får

Den napolitanske genfødsel: Kunst, litteratur og autenticitet

Napoli og la camorra – den napolitanske mafia

I femminielli – Napolis tredje køn

Du kan tilmelde dig ved at følge dette link: https://www.fukbh.dk/…/napoli-elsket-udskaeldt-og-genfodt

FOD PÅ DEN ITALIENSKE SKO (både fysisk og online) – fredage fra den 11 marts – 8 april:

Den nederste del af støvlehalvøen Italien rummer seks regioner, som meget få kender til bunds, men som ikke desto mindre har vidt forskellige landskaber, byer og attraktioner, og har udviklet deres helt egen kultur, ofte i synergi med unikke påvirkninger udefra.I denne forelæsningsrække kommer vi helt til bunds i de sydlige regioner Campania, Puglia, Basilicata, Calabria, Abruzzo og Molise, som udgør Italiens sko, og deres historie, der spejler hele Italiens.

Campania: Vulkaner, konger og anarkisme

Calabria: Råvarer, immigranter og dobbelte byer

Basilicata: Tempelriddere, grotteliv og kildevand

Puglia: Oliven, grækere og dinosaurer

Abruzzo og Molise: Bjørne, bjerge og eremitter

Online-holdet afholdes klokken 10.15-12, mens det fysiske hold afvikles kl 12.15-14. Tilmelding til online-hold: https://www.fukbh.dk/…/historie/fod-pa-italiens-sko-online

Tilmelding til fysisk hold: https://www.fukbh.dk/…/kulturhistorie/fod-pa-italiens-sko

BONUS-INFO: Grundet corona er den italienske højskole, som jeg skulle have undervist fysisk på i næste uge, aflyst. Men som et plaster på såret afholder jeg istedet de to forelæsninger, Turen Går Til Syditalien + De Syditalienske Mafier, online. For at kompensere yderligere for aflysningen har jeg desuden aftalt med Folkeuniversitetet at gribe i posen og afholde 1 forelæsning pr dag, så jeg fra den 3-7 januar fra kl 13-14.45 udover de 2 ovenstående forelæsnnger også holder foredrag om den syditalienske hverdag (med udgangspunkt i forelæsningsrækken ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som jeg også holdt her i efteråret), og om syditaliensk litteratur (en genoplivning af mine tidligere forelæsninger om dette emne, med fokus på kvindelige forfattere, især Elena Ferrante).

Læs mere om holdet i næste uge her, og tilmeld jer samme sted:https://www.fukbh.dk/…/turen-gar-til-syditalien-online

Akvadukten udenfor Caserta er et industrielt vidunder fra Syditaliens sidste storhedstid

Den var sin tids ‘talk of the town’ blandt Europas arkitekter og ingeniører, og rygter om projektet rejste som en løbeild mellem kontinentets fornemste universiteter – nord for Napoli var den spanske kong Carlo nemlig igang lægge planerne for en akvadukt, hvis lige Italien ikke havde set siden romertiden: ‘L’Acquedotto Carolino’  skulle løbe hele 38 kilometer fra Taburno-bjerget og dets kilder i øst til kongens pragtslot, La reggia di Caserta, i vest, og på den måde føde de mange springvand i slotshaven, samt levere vigtigt vand til San Leuco-komplekset samme sted.

Jern fra Calabrias undergrund

Året er 1753, og kongen har været regent af kongeriget Napoli siden 1734. Indtil sin død i 1788 kommer han til at anlægge adskillige, storstilede projekter i Syditalien, der fastnagler landsdelen som et af Europas vigtigste centre for industri: udover slottet La Reggia di Caserta, der skulle forsøge at overgå Versailles i størrelse og pragt og idag er Europas største palads målt på volumen, anlagde han adskillige stålvalseværker i Calabria, der udvandt jernmalm lokalt og forarbejdede den til at passe ind i den sindrige mekanik, som kom til at drive fabrikkerne og infrastrukturen i det meste af Syditalien.  Jernrørene, der sammen med murstenene og højdeforskellene skulle sørge for at Acquedotto Carolinos vand flød uhindret, kom netop fra de 8 ‘ferriere’ i Calabria. 

Landevejen fører lige gennem akvaduktens ben

Men mens La Reggia di Caserta er kendt verden over, er de færreste bekendte med den imponerende akvadukt, der på sit højeste sted hæver sig 60 meter. Mest markant fremstår ‘Acquedotto Carolino’, når man som bilist kører ad landevejen i Maddaloni-dalen, og pludselig ser akvaduktens gigantiske ben plantet på hver side af asfalten. Buegangene løfter monumentets højeste punkt – den 1,2 meter brede rende, der leder kildevandet fra øst mod vest –  effektivt over den slugt, som landevejen også gennemløber. Monumentet er erklæret UNESCO verdensarv sammen med San Leuco (et lille mirakel i sig selv: landsbyen blev også bygget af kong Carlo som et silkespinderi – men mere om dette sted i en senere historie!)  og fremstår idag i rigtig fin stand.

Istwanka, Wikipedia.

Datidens hotteste arkitekt lagde grundstenen

Den hovedansvarlige for at tegne Acquedotto Carolino var datidens Bjarke Ingels, nemlig Luigi Vanvitelli, der som en af Sydeuropas hotteste arkitekter afsatte tydelige spor i hele Syditalien. Barokken var i det hele taget en storhedstid for landsdelens arkitektoniske udvikling, også på Sicilien, hvor jordskælvet i 1693 krævede en total genopbygning af Iblei-bjergenes landsbyer og ikke mindst Catania, der blev til på ny på Giovanni Battista Vaccarinis tegnebræt. Vanvitelli havde allerede opført uforlignelige ‘palazzi’ i Napolis nyeste bydel, Sanità, men udover ham krævede akvadukt-projektet en hær af ingeniører. Det var en kraftpræstation at gennemtænke hele det hydrauliske system både hvad angik akvadukten og selve Caserta-slottets springvand – sidstnævnte skulle kunne springe i bassiner med hidtil usete højdeforskelle, hvilket krævede uhyre sindrig og stærk mekanik. Læg oveni de mange slugter, bakkekamme og floder, som vandtransporten skulle gennemløbe på sin vej, og den sideløbende konstruktion af møller og damme og støttende mure, der blev annekteret langs ruten for at opretholde tempoet, og endnu idag kan ses i landskabet.

Slottet kunne indvies i 1774, mens akvadukten stod færdig i 1762, og sidstnævnte var så robust, at end ikke 3 kraftige jordskælv målt i området har kunnet skade den imponerende konstruktion. Husk at lægge vejen forbi næste gang du er omkring Caserta – byggeriet er et af de bedste beviser på hvorfor Napoli og Syditalien dengang var Europas 3 mest industrialiserede land næst efter Frankrig og England.

Du kan læse hele fortællingen i detaljer her på Wikipedia (italiensk).

Hovedillustration: akvadukten set i fugleperspektiv. Fra Wikipedia, ElfQrin.

From Naples with love – om Napoli og den russiske forbindelse

Kender du historien om Lenin, der ofte kom på Capri, og yndede at spille skak med andre, russiske intellektuelle, mens de nød udsigten udover havet og planlagde den sovjetiske revolution? Og vidste du, at en af Rusland ypperste malere fra Romantikken, Ivan Aivazowsky, forelskede sig så højt i Napolibugtens scenerier, at han malede flere værker derfra?

Få udlændinge ved, at Napoli fra slutningen af 1700-tallet og frem til starten af 1920’erne tiltrak en koloni af Ruslands vigtigste tænkere og kreative sjæle. Drevet af periodens nationalistiske og politiske strømninger var Napoli dengang et vigtigt stoppested for Europas elite, når de skulle uddanne sig. Grundstenen til den napolitanske og russiske relation blev lagt dengang spanierne havde herredømmet i Syditalien, og den borbonske kongefamilie havde hovedsæde i Napoli, og inviterede de russiske zarer til byen for at få vigtige allierede.

Det åbnede en bred kommunikation og rejseaktivitet mellem kongebyerne Napoli og Sankt Petersborg. I den russiske hovedstad var det intet mindre end den napolitanske arkitekt og byplanlægger Carlo Rossi, som tegnede det meste af Sankt Petersborgs officielle boulevarder, borgerhuse og paladser. Med sig tog han burbonernes neoklassiske stil, som var blevet højeste mode siden fundet af Pompeji i slutningen af 1700-tallet, og allerede sprudlede i Syditalien.  Det var ikke tilfældigt, at Rossi kom fra Napoli til Rusland. Hans mor havde været en russisk ballerina, og han døde i Rusland og efterlod sig et monumentalt minde i form af en regulær bymidte inspireret af kongernes arkitektur i Napoli.  Blandt andet skulle facaden på byens hofteater, Teatro Aleksandrinskij, være så godt som identisk med San Carlo-operaen i Napoli.

En anden vigtig, kulturel udveksling skete, da napolitaneren Edoardo Capurro rejste til det dengang russiske Ukraine. I en voldsom energiudladning af hjemvé komponerede han i byen Odessa verdenshittet O Sole Io, fordi han længdes efter Napoli. Og sangen blev endda sunget af russiske Juri Gagarin, da han som det første menneske i rummet svævede rundt i sin Sputnik i 1961.   Som en hyldest til astronauten malede den napolitanske street art kunstner Jorit i 2017 et vægmaleri af Juri Gagarin i Moskva.

Kunsten har været en vigtig parallel mellem Rusland og Napoli. Takket være den tætte alliance mellem de russiske og napolitanske konger blev der malet flittigt, når russiske malere gæstede Napoli og faldt i svime over byens bugt. Brjullov, Silvestr Ščedrin og Ivan Ajvazovskij var et par af dem, og sidstnævnte lavede så følsomme fortolkninger af farverne og stemningerne omkring byens havn, at selveste J.M.W. Turner, Englands dengang absolutte kunstnerstjerne, blev dybt påvirket af maleriet ’Napolis bugt’, som mere end noget andet fastslog Ivan som Ruslands fremmeste, marine maler. Hvis man sammenligner Turner og Ivans malerier, kan man tydeligt ses Turners inspiration, især i hans lette og luftige morgen-malerier fra både London og Venedig.

Napoli-bugten var et yndet motiv for Rusland største marinekunstner i midten af 1800-tallet, Ajvazovskij. Her er det morgenrøden fra Napoli i et maleri fra 1841, som inspirerede ham. Wiki-art.

En anden forbløffende, russisk forbindelse var dén mellem Lenin og Napoli. Den startede gennem forfatteren Maksim Gorki, der i 1905 tog i politisk eksil på Capri for at slippe for forfølgelse efter man havde opdaget hans propaganda for bolsjevisme. Han blev straks fascineret af øens idyl, og fik idéen til at starte en ’Capri-skole’, hvor han kunne oplære revolutionære i sine doktriner.

Gorki inviterede Vladimir Lenin til Capri, og husede den unge politiker i Villa Blaesus (I dag Villa Krupp) hvorfra der var en svimlende udsigt udover Middelhavet, og hvor de kunne diskutere planerne om den russiske revolution. Det er også her, at der er taget flere, berømte billeder af Gorki og Lenin, der spiller skak med den russiske forfatter Bokdanov, som også lagde vejen forbi Capri. I denne artikel kan man se et fotografi fra 1908, hvor den tydeligt temperamentsfulde Lenin brøler af frustration over et parti, som tydeligvis ikke går ham godt.  Lenin vendte i øvrigt tilbage til Capri i 1910, hvor han lærte at fiske af de napolitanske fiskere, og i dag står der en buste af ham i Villa Augustus blot et stenkast fra Capris berømte klippefigurer, I faraglioni. Her kan I se en lille film om Gorkis og Lenins ophold på Capri:

Hovedillustration: ‘Napolibugten’ af den russiske maler Ivan Ajvazovskij i 1848. Wiki-art.

”Jeg kradser også for dig”

Han tog sig prompte i skridtet, og sagde:”Gratto anche per te”. Tonefaldet var humoristisk i en erkendelse af øjeblikkets groteskhed: her stod vi i en nøjsom, protestantisk kirke med en anonym kiste imellem os, helt alene, overrumplede.  Men under hans forsikringer lå der alligevel en alvor, en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig. Døden udlignes med livet og den frugtbarhed, der bæres mellem benene.

Syditalien kom  jævnligt til Danmark, nærmere sagt til Allerød, i form af min kæreste Marco, der betragtede den nordsjællandske orden med ligeså forbløffede øjne, som jeg havde beskuet det modsatte i hans hjemby.

Første gang han var på besøg ringede min svigermor spændt og ubønhørligt: det var sommer, og man kunne nærmest fornemme heden emme ud af røret på fastnettelefonen, når hun med læspende istemte råbte (ikke talte): ”Vi er i helvede, Marco, vi er i helvede, vi brænder op!”

Hun fortsatte med at spørge (råbe), indtil Marco roligt sænkede telefonrøret og kvalte talestrømmen, der spruttede, indtil røret ramte afbryderen, og lagde sig til hvile ovenpå telefonens hus. Så gik han ud af havedøren, lagde sig på det kølige parcelhusgræs, og afsatte aftrykket fra Salernos kaos på overfladen af gammel havbund.

Marco var ankommet til en anden dimension, hvor himlen kunne være så uigennemtrængelig blygrå, at det gav ham jetlag; hvor der ingen skodder var for vinduerne, skønt junilyset trængte ind gennem ruderne selv om natten, og hvor han derfor måtte surre tøjstykker om hovedet, for at kunne sove. Det var landet, hvor man spiste en klistret grå masse til morgenmad kaldet havregrød, og hvor en af mine veninders fædre serverede et stykke Gamle Ole med sky, så Marcos fordøjelse gik komplet i stå.  Og så oplevede han, hvordan dansken ( i hvert fald hjemme hos mig) kunne finde på at bruge ruller af toiletpapir på bordet, i stedet for servietter. Han fortalte (heldigvis ikke uden humor), at han aldrig havde oplevet noget lignende.

Marco fik slem halsbetændelse, da vi en kold sommernat cyklede hjem fra Allerød station uden jakker på, og hans mandler hævede så meget, at han knap kunne tale, og vi måtte købe citroner, som han på bedste syditalienske vis skulle gurgle mund i, for at dræbe bakterierne.  Min mor kogte pasta i lange baner for at trøste, og han oplevede den eksotiske, danske pastakultur, hvor spaghettien kommer ind på middagsbordet i sin egen skål som et nøgent og sårbart spædbarn, uden forinden at blive vendt i sauce.

Men det største indtryk, Allerød gjorde på Marco, indprentede sig et så forbløffende sted som i kirken: et af de steder, jeg er kommet mindst gange, men som jeg ikke desto mindre ville vise ham, fordi det meste af den gamle by er blevet fjernet i parcelhusenes og indkøbscentrenes navn, og fordi Lillerød Kirke, med sine røde mursten og solide kampestensvæg, indeholder en særlig, nøjsom skønhed, der ligger langtfra Syditaliens svulstige baroktabernakler.

Jeg aner faktisk ikke hvordan vi fik så let adgang til kisten, som vi gjorde. Måske man aldrig låser af i timerne omkring en bisættelse, men lader den hvide kasse stå oppe ved alteret, inden gæsterne ankommer? I hvert fald kunne vi gå gik direkte ind i kirkeskibet, der var komplet øde, for pludselig at stå ansigt til ansigt med en lukket kiste. Det spartanske, hvidkalkede rum og mørket udenfor gjorde sit til at fremhæve det groteske fund, men mens jeg blot syntes det var mærkeligt og lettere upassende, blev Marco med ét bleg. Så greb han sig i skridtet og udtalte de magiske ord, som var det en besværgelse: ”jeg kradser også for dig.”

I Syditalien er døden omgærdet af en særlig kraft. Af samme grund har man indhyllet den i ritualer og overtro, som kan holde de onde kræfter stangen, der især handler om at neutralisere døden med dens modsætning: livet. Menneskets genitalier er symbolet på frugtbarhed, og derfor har mænd i århundreder taget sig til skridtet, når de på sin vej mødte et begravelsesoptog, eller når man trådte ind i et lokale, hvor en afdød lå til skue. Det er den selv samme ikonografi, der ligger bag brugen af vædderhorn som amuletter i byer som især Napoli og Palermo. De bæres enten om halsen som smykker, hænges under bilerne eller pynter væggene og spejles i den ultimative gestus mod det onde, nemlig den knyttede hånd, der med stiv pege-og lillefinger løftes mod den besværgende, ’per fare le corna’.

At opleve overtroen i fuld vigør, indsat som en betydningsbærer i den uigennemskuelige hverdag, som Syditalien stadigvæk er præget af, giver god mening i øjeblikket, ligegyldig hvor grotesk det virker. Selvom mange af ritualerne stammer helt tilbage til de grækere, som indtog Syditalien for 2500 år siden, har tingene på nogen planer ikke forandret sig en tøddel: dengang sikrede man sig mod ulykker i kølvandet på krige, epidemier og naturkatastrofer. I dag hidkalder man Madonnaen, kradser sig i skridtet og kaster salt over skulderen for at lempe sig igennem et liv, hvor mysterierne stadig står i kø, udløst af Statens og korruptionens lunefulde djævelskab.

Det ultimative syditalienske vidunder er det faktum, at ingenting er, hvad det synes.

Illustration: I Napoli har såkaldte ‘scaramantici’ i århundreder gået rundt i gaderne og med vædderhorn, hvidløgsranker og dåser med rygende røgelse fjernet forbandelser fra butikker og indbyggere. Billedet er taget i 60’erne. Fra Wikipedia.

En times kørsel syd for Napoli finder du det landlige og græske Campania

Syditalien bugner  af storladne landskaber og små landsbyer fulde af historie, der hver især udgør et paradis for den, der finder, hvad han eller hun søger. Her har jeg lavet en lille guide til den, der opholder sig i for eksempel Napoli, i Sorrento eller Amalfi, og gerne vil på afstand og menneskemylderet.

Til vedkommende lyder mit råd: drag sydpå i Campania-regionen og udforsk det meget specielle område Cilento, som man når efter en times kørsel enten i bil eller tog fra Napoli, og hvor man får en forståelse for, hvorfor romerne i sin tid gav Campania sit navn. Også i dag betyder la campagna ’landet’ på italiensk, hvilket kan synes forbløffende, når man mestendels forbinder regionen med de tætbefolkede og bebyggede områder omkring Napoli-bugten.

Paestum – bøfler, mejerier og templer

Tager man toget fra Napoli mod det sydlige Campania, forbløffes man over den vidtstrakte slette, der åbenbarer sig udenfor vinduet. Dette område er igennem århundreder blevet drænet og brugt til dyrehold, især den sorte bøffel med den kridhvide mælk, der laver Italiens bedste mozzarella. Byen Battipaglia ligger her og er kendt for sine lækre oste, som syditalienere kommer langvejs fra for at købe med hjem, helst så tidligt som muligt på dagen. Jo friskere, osten er, jo bedre smager den nemlig.

Længere sydpå kan man stå af på stationen Paestum, der naturligvis er opkaldt efter de templer, som ligger blot et par minutters gang fra perronen. Engang stod de enorme bygninger glemte  midt i sumpen, men de omkringliggende ruiner er fulde af spor fra den græske by Poseidonia, i hvilken templerne var det absolutte, åndelige centrum.

 

Først i 1700-tallet blev templerne genopdagede grundet Pompeis berømmelse, og udag anses de tre templer dedikeret til henholdsvis Athene og Hera for de bedst bevarede af sin art udenfor Grækenland. Der er desuden tilknyttet et fint museum, hvor man blandt andet kan se den berømte, antikke mosaik ’il tuffatore’ – en nøgen mand, der springer fra en vippe ned i et svalt bassin. Kysten langs Paestum er desuden kendt for sine mange, brede strande med blødt, gyldent sand, og for sine mejerier, hvor man kan købe mozzarella og spise pizza.

Cilento – dybe skove og middelalderbyer i miniformat

Kastagner er en stor delikatesse i Cilento nationalparken og vokser i kæmpe plantager.

Syd for Paestum bliver landskabet pludselig dramatisk. Her begynder nationalparken Cilento, hvor skarpe bjerge skyder til vejrs på grænsen til Calabria og rummer vidtstrakte lunde med korkege og skove fulde af kastanjer, der hvert år plukkes nidkært af de lokale.

Cilento er et grønt pusterum der blev reddet i 1997 da man besluttede at frede bjergene og deres natur fra at blive ryddet til fordel for betonbyggeri og boligspekulation. Resultatet er en oase fuld af små middelalderbyer. Besøg for eksempel Roccadaspide, der putter sig omkring sit imponerende slot, eller lille Cicerale højt på en bjerghylde, der er berømt i Italien for sine kikærter og sine figner.

Cilento er flere steder jungleagtig. Her ved vandfandet Capelli di Venere – Venus’ hår. Foto: Francescomassaro, Wikipedia

Agropoli – sand, vand og promenader med de lokale

Ude ved kysten er Cilento også værd at besøge. Her ligger nemlig en hemmelig ferielomme, som om sommeren besøges af lokale fra Salerno og opland, der vil mod syd og nyde havet og strandene. Byerne Agropoli og Palinuro er højt elskede for deres gamle bydel og flotte beliggenhed med skuldrene vendt mod bjergene, og selv i højsæsonen er byerne adstadig og fuld af liv på den gode måde.

Cilento er fuld af smukke men glemte middelalderbyer, der opfordrer til udforskning. Her Rosigno Vecchia.

Fotos: Wikipedia

Salernos lysshow er blevet en af Syditaliens mest besøgte juleattraktioner

6 kilometer ledninger og millioner af led-lys indhylder lige nu Salernos gader og pladser i kunstfærdige figurer og mønstre. Det imponerende skue er blevet døbt ‘Luci d’artista – kunsterlys’ og har siden 2005 været et af de mest gennemførte juleshows i Syditalien. Jeg boede selv i byen i starten af det nye årtusinde, og skønt man allerede dengang snorede lsykæder omkring byens mange palmer, kan det slet ikke måle sig med de kæmpe installationer, som nu præger julemåneden.

Den store og travle handelsby Salerno med 135.000 indbyggere ligger i bunden af Amalfikysten og er en oplagt by at besøge, hvis man både vil have en pause fra Amalfis og Sorrentos turistmylder, nyde et uberørt, historisk centrum, og opleve syditalienernes egen hverdag.

Fra den 9 november til 20 januar kan man som gæst nyde de oplyste strøg, parker og gader, hvor udvalgte kunstnere hvert år får lov til at opføre figurer, huse og scenerier fra Biblen, Brødrene Grimms eventyr og moderne kunst i lys. Nogle figurer kan bevæge sig, andre ikke, og der er endda kunstnere, der udspænder store net med lys, stjerner og farver henover det gamle centrums middelaldergyder, så man som gæst går under et regulært juletæppe.

Byen har lavet et kort over Salernos gader, hvor man kan finde de forskellige lysshows.

Juleinstallationerne er en del af Campania-regionens strategi for at markedsføre de store kulturskatte i området syd for Napoli. Rundt omkring i byen kan man for eksempel se de græske templer i Paestum syd for Salerno opført i lys, og byens borgmester Vincenzo Napoli håber med lysenes skønhed både at hjælpe byens økonomi og turismeindustrien på vej. I en omskiftelig verden har man også i Syditalien brug for håb og glæde, og de lokale ser hvert år frem til at se, hvad kunsterne nu har fundet på.

se mere på www.lucidartistasalerno.com