Skoldhed espresso er en ligeså stor del af den napolitanske identitet som pizza og fodbold, men vidste du at der findes en gratis variant kaldet caffe sospeso, som enhver kan donere ved byens kaffebarer, og som så kan ligge og vente på en værdigt kaffetrængende, der ikke selv har råd til at købe sig en espresso?
Jeg synes det er en genial konstruktion, og jeg har selv uddelt adskillige caffé sospesi rundt omkring i hele Syditalien. Senest på en bar i bjergbyen Aidone i centrum af Sicilien, hvor det blev anset som dagens attraktion at stedets travleste kaffebar fik doneret en kop kaffe af en dansk pige. Men Napoli er kaffens hjemby, og selvfølgelig er det herfra. Il caffé sospeso stammer. Termen betyder direkte oversat ’suspenderet’ eller ’udskudt’ kaffe og dækker over en helt særlig form for barmhjertighed, der bunder i napolitanernes syn på espresso som en menneskeret.
Fænomenet menes at gå tilbage til starten af 1900-tallet, hvor kaffen begynder at blive allemandseje for selv de fattigste i Napoli. At kaffe generelt har så stor betydning i byen menes at tilskrives flere faktorer, blandt andet at Napoli var kongeby fra 1400-1800tallet for det spanske overherredømme, hvis spidser som nogle af de første i Syditalien smagte på den skarpe drik.
Kaffeglæden spredte sig efterhånden til alle sociale klasser, og dens opkvikkende egenskab blev efterhånden anset som livsnødvendig, ligesom det daglige brød. Og så er Napoli kendt for sit rene, kalkfattige vand, hvilket er essentielt for en velsmagende espresso. Nogle af de første historier om den suspenderede kaffe går tilbage til perioden under første verdenskrig, hvor Italiens deltagelse i den europæiske konflikt og sammenfaldet med flere epidemier tærede så meget på Napolis befolkning, at der udbrød regulær hungersnød. Folk, der havde midlerne, begyndte at lægge penge på skranken i kaffebaren, så den næste trængende i køen kunne få sig en kop kaffe – en tradition var født.
Under 2 verdenskrig var il caffé sospeso et udbredt tegn på næstekærlighed, og i årtierne derefter blev det en forankret tradition at kunne betale en kop kaffe forud til en fremmed i nød. Da det økonomiske boom også kom til Syditalien og folk fik flere penge mellem hænderne, levede den suspenderede kaffe videre, og var især noget, man tilbød, hvis man havde en særlig heldig dag. Gestussen med at tilbyde andre en kop kaffe er desuden et af de mest hårdføre ritualer i Syditalien, hvor der kan opstå dramatiske optrin i en vennekreds, fordi én vil give kaffe til alle i slænget, mens alle de andre værger sig og forsikrer den gavmilde om, at det skam er deres tur til at betale for ham eller hende.
På den lille kaffebar Mexico på Piazza Dante i Napolis gamle centrum kan man give en suspenderet kaffe. Pigen ved kassen laver en lille billet som viser, at der er en caffé sospeso at hente.
Fænomenet om den suspenderede kaffe åbner et interessant vindue ind til en helt særlig napolitansk kategori af næstekærlighed. Når man betaler for en gratis kaffe, giver man noget videre til én, man ikke kender. Og idet nogen drikker den donerede espresso, ophæves udskydelsen, og kaffen bliver virkelighed og får funktion som både krops-og sjælevarmer. Der ligger noget eviggyldigt barmhjertigt i at give og tage imod blandt fremmede, og den suspenderede kaffe skaber noget af den sociale lim, som mange napolitanerne i århundreder har været afhængige af, for at kunne overleve.
Som socialt fænomen kan Il caffé sospeso anses som et kompas, der konstant aflæser Napolis og Syditaliens mentale og økonomiske tilstand: i trange tider er der masser af caffé sospesi at nyde rundt omkring på byens barer – det skete for eksempel under finanskrisen, hvor fænomenet blomstrede op efter at have slumret under materialismen i 2000’erne, og spredte sig til andre sektorer. Pizzeriaet Ciro Oliva Concettina ai Tre Santi begyndte at servere suspenderede pizzaer til de hårdest ramte i Sanità-kvarteret, og på flere af Napolis bagerier kunne man købe brød på forskud til nødstedte, der således kunne lægge vejen fordi og få et duftende, nybagt brød udleveret på en andens regning.
I dag drikkes der hver dag dusinvis af suspenderede kaffer i Napoli, fra den mindste, støvede bar til den smukkeste af slagsen, og har man både modet og behovet for det, skal man blot gå op til barista’en bag baren og spørge, om der mon ligger en caffé sospeso klar? Er du heldig, er der bingo, og ikke, kan du selv lægge en kaffebillet klar til den næste i køen. Selv på den fornemste af dem alle, Caffé Gambrinus ved Piazza Plebiscito, skylles de suspenderede kaffer jævnligt ned, og jeg bidrog selv til ritualet ved at donere en suspenderet kaffe, sidste gang jeg var i Napoli – mere præcist på den legendariske Bar Mexico ved Piazza Dante, og jeg syntes, det var så sjovt, at jeg dokumenterede det lille optrin. Billederne kan ses i denne artikel.
Tænker du at det er for sent at tage til Syditalien for at få varmen, så tro om igen, for selvom italienerne nu er forsvundet fra de fleste strande med efterårets komme, betyder det ikke, at man ikke man bade – tværtimod. Især i Campania-regionen, hvor der er stor, vulkansk aktivitet, findes der alskens typer spa-bade, fra det rustikke til det luksuriøse, hvor man godt ind i efteråret kan slange sig i det svovlrige vand fra undergrunden. Og det er her, mange lokale tager hen, for at slappe af og pleje sig selv,
Da jeg boede i Salerno var det en yndet fritidsbeskæftigelse – selv for de helt unge – at tage på et dagligt spa-ophold, og jeg og mine venner nød det i fulde drag. Jeg guider derfor er til nogle af Napoli-områdets bedste spa’er og termalske bade. Jeg har selv besøgt flere af dem og synes det er et fascinerende helle for de kropsbevidste italienere, der forstår at pleje sig selv, og nyde naturens helbredende ressourcer.
1: Giardini Poseidon terme
Vi starter på øen Ischia i Napoli-bugten, der i årtusinder har været et mekka for termalske bade med helbredende effekt, og det behagelige ved traditionen med at tage på spa i Syditalien er, at det bliver anset som en menneskeret – ikke en luksus-ting. Derfor er selv de smukkeste og største, termalske bade ganske billige, og et godt eksempel på dette er Giardini Poseidon Terme, der ligger på Ischias vestkyst nær den kønne, pastelfarvede by, Forio.
Jeg har selv tilbragt en weekend her ved havet, hvor jeg boede i Forio, men havde en flerdagsbillet, så man kunne komme og gå. Poesidon rummer et væld af kilder, der både stammer direkte fra svolvvandet i undergrunden, varme kilder i forskellige temperaturer, og saltvandsbade. Der er også mulighed for et hav af mudder- wellness- og massagebehandlinger, og spa-stedet har adgang til sin egen strand. Prisen i september og oktober (sidste åbningsdag er den 31 okt.) er 33 euro for voksne med adgang til og brug af hele spa-området, og 16.5 for børn fra 4-11 år.
De ældste kabiner hos Cavascusa stammer helt tilbage til romerne, som hakkede sig ind i klipperne for at få adgang til de helbredende dampe.
På Ischias sydkyst langs den store Maronti-strand ligger der flere, ældgamle spa’er, der er op til 2000 år gamle. Spa-traditionen er ældgammel i Syditalien, og grækerne var de første til at etablere bade i hele Napoli-området, og derefter romerne. Campaenia-regionen var grundet sin skønhed og frodighed romernes ferie-destination numero uno, og med ferie kom selvfølgelig afslapning og restituering. Romerne opbyggede termalske bade op omkring de kogende og dampende kilder fra undergrunden, bæandt andet her ved Cavascura, som idag er et lille, lokalt termalsk bad, hvor man stadig kan prøve at svede i de samme kabiner, som romerne gravede ud i klipperne. Cavascura har åbnet indtil oktober og åbner igen i april.
Et helt unikt træk ved Ischia er det høje antal af sprækker ned til undergrunden, hvorfra der konstant damper vulkanske mineraler, og det har flere hotelkomplekser igennem tiden benyttet sig af, så man mange steder på øen kan tjekke ind på et hotel egne, varme kilder. Der ligger ialt 88 såkaldte spa-hoteller på Ischia, og mulighederne spænder fra det helt simple til det luksuriøse. Det gør at man kan gå direkte fra sit eget værelse og ned i badene, uden at skulle udenfor.
Heldigvis findes der rundtomkring varme kilder og damp, som er til fri afbenyttelse på Ischia, og stederne er velbesøgte af de lokale. De er dog små, og man skal vide, hvor man skal lede. Et tip er at begive sig sydpå til Lido di Maronti, hvis vestligste hjørne er berømt for sit brandvarme sand, fordi der damper vulkanske mineraler op lige under overfladen. Graver man en halv meter ned i sandet vil man derfor brænde sig, men manger lokale kommer her for at begrave sig i den øvre overflade, for at lindre hudproblemer, gigt og rheumatiske lidelser. Man finder lettest de såkaldte fumarole ved at tage hen til restaurant Emanuela, der ligger lige ned til det kogende sand, og hvor man også tilbereder maden i den vulkanske damp:
Inde på fastlandet findes et af Italiens mest berømte spa’er, Terme Napoli Stufe Nerone, der ligger nordvest for Napoli nær Pozzuoli og udgør verdens ældste, aktive spa. Stedet blev nemlig grundlagt af romerne og er opkaldt efter kejser Nero, der brugte kilderne, og elskede det. Badet ligger nær den ældgamle og vigtige ferie-by Baia, og den arkæologiske park lige ved siden af er en stor oplevelse, som man også bør unde sig. Der er et væld af muligheder for bade, wellness og skønhedsbehandlinger på Stufe di Nerone, men for mig er det mest fascinerende at man sidder og sveder i de selv samme grotter som kejserne og senatorerne dengang. Stedet er åbent til langt ind i efteråret, og det åbne pool-område kan også bruges om vinteren.
Den 3 oktober 2018 kl 18.30 skete der noget vildt – Italiensk kandidatforening, som jeg er medlem af fordi jeg blev cand. mag. i italiensk i 2006 – afholdt en af sine vanlige tema-aftener, men hvad der var usædvanligt var det utrolige fremmøde. 114 gæster – man kan nemlig sagtens komme til foreningens arrangementer, selvom man ikke selv er uddannet i italiensk – var tilmeldt, men endnu flere væltede uanmeldt ind, og tilsidst var hele auditoriet propfuldt!
Det er som syditalienskender og mangeårig beundrer af Napoli og dens fascinerende befolkning en kæmpe oplevelse at mærke en sådan opbakning, og alle os forelæsere – Gert Sørensen, seniorforsker ved romansk institut og min gamle specialevejleder, Pia Lausten, der fortalte om Ferrantes Napoli-trilogi, og napolitanske Alba Granizio, som præsenterede sin bog om Napolis myter og historier, og tilsidst jeg, der underholdt om femminiello-fænomenet – var komplet blæst bagover af den store interesse.
Under arrangementet holdt jeg et foredrag om den napolitanske femminiello-kultur .
Sådan noget tør man jo næsten ikke håbe på – men nogle gange går drømmene altså i opfyldelse, når ens fagområde pludselig får liv og udfolder sig iblandt så mange vidende og interesserede publikummer.
EN KÆMPE TAK TIL ALLE DER KOM, INKLUSIV DEN ITALIENSKE AMBASSADØR I DANMARK, LUIGI FERRARI! Uden hver og én af jer jer kunne vi jo ikke have gjort det…
Der er efterfølgende blevet skrevet en forskningsartikel, som konkluderede på aftenens indhold – læs den HER.
“Ved du hvad det her er?” Blev jeg spurgt midt på gaden i Salerno, efter at vi havde taget et par ture op og nedad strøget. Corso Vittorio Emanuele, der udgjorde en af de mange færdselsårer i byen. Corso’en var omgivet af borgerhuse fra Italiens Belle Epoque-periode, og de gjorde sig hver dag ligeså statelige som menneskene for deres fødder. ”En gåtur uden mål og med?” svarede jeg ironisk mine italienske venner, for jeg havde allerede både set og deltaget i la passeggiata, inden jeg blev spurgt så direkte, uden egentlig at forstå, hvad vi lavede.
Deres ansigter klarede op:”Netop! Det er en ørkenvandring uden ende. Ned til byparken og tilbage langs havet. Om på hælen, og så gør man det samme igen. Hver dag, hele året, hele livet.” Men selvfølgelig var forklaringen ikke uden ironi. Den lå i måden, de udvekslede blikke på, da beskrivelsen faldt. For enhver syditaliener ved godt, at selvom den ritualiserede spadseretur, som kan betragtes i en hver by, selv den mindste flække, umiddelbart kan virke overfladisk og tilfældig for en udefrakommende, så er den ramme alvor.
Vigtigere end fodbold. Meget vigtigere
For nordeuropæere bliver den italienske kultur mestendels formidlet gennem massemedierne og deres kommercielle vægtning af, hvad der er ægte latinsk adfærd. Det får ofte italienerne til at fremstå karikerede og besatte af ganske få ting: sport, mad, erotik. Og skal man tro den helt store myte om italienerne, som vi bliver fodret med gennem tv-kanalernes snævre underholdningslinse, er FODBOLD den ultimative begivenhed, der samler det italienske folk.
Alt imens jeg ydmygt anerkender sportsgrenens vigtighed vil jeg stadigvæk hævde, at la passeggiata, syditalienernes daglige spadseretur på et nøje udvalgt sted og på et nøje udvalgt tidspunkt i døgnet, suverænt er den kulturelle handling, der involverer flest, og som har mest indflydelse på den enkeltes liv.
Da jeg boede i Italien, var ingen i min kærestes familie tifosi, fodboldfans. Et par af hans venner fulgte det lokale fodboldhold ovrefladisk– en af kom regelmæssigt på stadion, mens min salernitanske veninde en enkelt gang tog mig med til en kamp, dog mere som et påskud for selv at betragte fænomenet på afstand, end for at heppe på sin hjembys helte.
Fra strøget og ned mod havet
Hvor alle imidlertid indfandt sig med regelmæssig punktualitet, var på ruterne for la passeggiata, som i Salerno havde hele 3 færdselsårer til rådighed. Hver og en af dem blev frekventeret efter usagte men fast etablerede regler: Længst inde i byen, På strøget Corso Vittorio Emanuele, promenerede et bredt udsnit af befolkningen – gerne de arbejdsduelige, pensionisterne og de handlende – hver eftermiddag fra 17-20. Samtidigt kunne man shoppe og lige få hilst på sine mange bekendte, på vej til eller fra arbejde.
Jo længere, man rykkede ned mod havet, jo flere regler var der for adfærden under la passeggiata, og jo yngre blev klientellet: Nummer 2 rute gik langs den palmeflankerede havnepromenade Lungomare Trieste, med fejende udsigt til solnedgangen og de første små bjerglandsbyer på Amalfikysten, der som et langt forbjerg rager ud i Middelhavet fra Salerno og først slutter 50 kilometer længere mod nordvest, ved Punta Campanella og Capri.
I modsætning til ruten på strøget, der havde sin start og slutning ved usynlige grænser i begge ender af Corso’en, havde la passeggiata langs vandet klart definerede rammer, nemlig ved den 200 år gamle bypark, omgivet af et ligeså gammelt filigransirligt jernhegn, og fuld af skyggefulde træer. Her ved denne nordligste forpost startede – eller sluttede, alt efter hvilken vej, man kom fra – la passeggiata, mens den i den anden ende af ruten endte ved et krigsmonument, og – meget belejligt – udfor en af byens mest legendariske iskiosker, Bar Nettuno.
Salernos gamle bypark, la villa comunale, er skæringspunktet for mange borgeres passeggiata. Fra Wikipedia.
Gæster udefra med blodsprængt hud
Indenfor denne strækning på cirka 100 meter promenerede især byens forældre med deres børn i klapvogn i weekenderne, de studerende og de helt unge, ofte i selskab med deres søskende. Og længere sydpå hinsides krigsmonumentet kunne italienere fra Salernos bagland finde på at strække benene, i behørig afstand fra de lokale. De kom ofte ned til havnepromenaden efter søndagsfrokosten, satte sig fyldte og mætte ind i deres biler og trillede ned til Salerno, hvor de, på trods af ihærdige forsøg på at ligne byboerne, alligevel altid skilte sig ud.
Mine venner sagde, at man tydeligt kunne se, hvem der kom fra byen og hvem der kom fra bjerglandsbyerne, ud fra deres blodsprængte kinder og grovere hudtone. Og så var der naturligvis deres lave statur og påklædning som altid var for farverig og for overdreven, deres dialekt og deres dårlige manerer.
’Fare la notte in bianco’
Ved Lungomare havde la passeggiata desuden den udbygning, at der bag palmerne og de små plæner løb en ekstra fodgængersti, flankeret af bænke og blomstrende buske. Det var her, man som kærestepar kunne flette fingre og flirte, og hvor det var tilladt at holde i hånd, mens man spadserede. Utallige er de gange, hvor jeg som ved et uhørligt løsen har set hænder blive samlet, knuget og siden sluppet her, alt efter hvor man befandt sig på distancen.
Den tredje og mest farverige rute for la passeggiata, der mere end noget andet skabte rammerne for de unges nocturne gå-ud-rutiner, var strækningen bag byparken, der lå i forlængelse af den trafikerede Via Roma og byens postkortsmukke facader. Her kunne man efter aftensmaden skride forbi Salernos mest chikke barer og restauranter med det formål at se og blive set, og denne passeggiata var især frekventeret i weekenden og i de hede sommermåneder, hvor byens giftemodne ungdom kunne gå i byen og gøre ’natten hvid’, som man siger på italiensk om dem, der hellere vil feste end sove.
Passeggiata som antropologisk studie
Det har igennem tiden ikke skortet på antropologer, som har studeret den syditalienske passeggiata, og det viser sig at spadsereturen har genkendelige træk i hele landsdelen, der foregår henover sædvanlige skel som køn, alder og social status. Mens la passeggiata altid knytter sig til særlige gader og pladser i en given by, eksisterer der derudover en slags nedarvet konsensus, der synes at stamme hinsides tid og sted, og som udspringer af et dybere, kollektivt behov.
En af antropologerne er den italiensk-amerikanske antropolog Giovanna Del Negro , som blev så fascineret af den rituelle spadsereturs anatomi under sine besøg i sin italienske families abruzzesiske hjemstavn, at hun satte sig for at undersøge den metodisk. Resultatet blev bogen La Passeggiata, og indholdet kan på slående vis bruges som en slags koreografisk og antropologisk skabelon for den syditalienske passeggiata, som den tager sig ud i hele landsdelen.
Del Negro fandt ud af at la passeggiata på trods af sin umiddelbart tilfældige spadseren er underlagt strenge, sociale koder. Udover de fastlagte strækninger, der ofte befinder sig indenfor rammerne af naturlige, fysiske afgrænsninger som en piazza, en park eller en kirke – men ikke altid, afgrænsningerne kan også ligge midt i den tomme luft og udgøres af en kollektiv bevidsthed om, hvorfra og hvortil spadsereturen udfolder sig – spiller sammensætningen af byens borgere også en stor rolle under la passeggiata.
Først og fremmest promenerer man aldrig alene, men altid i enten par eller grupper. Og dernæst er det langtfra tilfældigt, hvor folk befinder sig på ruten. På et hovedstrøg som Corso Vittorio Emanuele i Salerno vil midten af vejen indtages af cirka 16-60-årige, som i et hverken for langsomt eller for hurtigt tempo skrider op og ned af den udstukne rute.
Unge mænd og kvinder har hovedrollen
Dem, der er yngre eller ældre, går imidlertid inde ved husfacaderne langs butikkerne, mens de allerældste og dårligt til bens betragter sceneriet fra en balkon, et bord eller en stol udenfor den lokale bar. Bruger man noget tid på at studere la passeggiata fra en af disse udsigtsposter bliver det efterhånden klart for én, hvem der er de egentlige hovedrolleindehavere under spadsereturen: det er de unge kvinder, der viser sig frem og flirter og socialiserer med de unge mænd og deres venner.
Både mændenes og kvindernes opførsel og påklædning kommenteres af tilskuerne, og det bliver tydeligt at gåturens primære funktion er at indføre og fastholde byens borgere i fællesskabet. Bedømmelsen under spadsereturen tjener som hjælpende retningslinjer for kønnenes opførsel, og la passeggiata har endog fysiske koder, som de spadserende indordner sig under: når kvinderne slår ind på ruten, bliver deres gang langsommere og mere vuggende, de går arm i arm med veninderne, mens mændene praktiserer hvad der kan kaldes ’et menneskeligt udråbstegn’, hvor én i gruppen kan finde på at standse brat og begynde at uddybe et synspunkt, mens hans ledsagere fortsætter et par skridt, inden de opdager at han er stoppet.
Et ældgammelt ritual i hele Sydeuropa
Sådanne spadsereture er kendt fra det meste af Sydeuropa – faktisk i de fleste katolske lande, som netop har en forkærlighed for processioner og optog, hvor iscenesættelsen er en stor del af oplevelsen. De foregår i hele Italien, dog ofte med mest entusiasme mod syd, hvor samfundsstrukturerne endnu beror stærkt på de menneskelige relationer.
I Italien menes de at have deres oprindelse i middelalderen og renæssancen, hvor borgerstanden voksede frem og adelen blev rigere grundet handel, hvorfor den rituelle passeggiata var en måde at vise sin magt og status frem på. I takt med at samfundsklasserne blev nedbrudt op igennem historien inkluderede la passeggiata stadigt flere, og efter 2 verdenskrig blev den fuldstændigt demokratiseret og kunne nu favne alle borgere.
Selvom ovenstående fremstilling af Del Negro er både generaliserende og rigid – langtfra alle moderne syditalienere har tid, lyst og mulighed for at deltage i la passeggiata hver dag, og særligt unge syditalienere medgiver, at de af og til kan føle sig hæmmet af de sociale konventioner og presset til at opføre sig og se ud på en bestemt måde under spadsereturen – så er der ingen tvivl om, at la passeggiata udgør en vigtig ramme for menneskelig kontakt, hvor tilhørsforholdet og relationen til landsbyen, vennerne og familien holdes ved lige.
Jeg ser dig – altså eksisterer vi begge
Der hviler et værdifuldt element af syditaliensk ublufærdighed i la passeggiata – en hyldest af det direkte blik og af øjenkontakten, som mange nordeuropæere kan føle sig forlegne ved at møde i Italien, men som bunder i oprigtig interesse for hvad andre mennesker foretager sig i ens nærhed. Det er anderkendelsen af at man eksisterer i den selv samme virkelighed, og dermed har gensidig værdi.
Som en af mine italienske veninder engang sagde til en dansker, som hun havde med på fortovscafé midt i en hektisk passeggiata, og som blev forarget over min venindes kommentar til en forbipasserende mands dristigt opknappede skjorteærmer: ”Er du ikke lidt overfladisk, sådan at kommentere hans udseende?” Spurgte danskeren. Min veninde kiggede måbende på hende:” Hvad mener du? Han gør det jo for vores skyld – holdt jeg mund, ville det være som om jeg ikke havde set ham.”
Hovedillustration: Havnepromenaden Lungomare Trieste i Salerno. Fra Wikipedia.
Er det iorden at skrive i en rejseguide, at turister skal holde sig fra et specielt område, fordi det er inficeret af camorra, og går under navnet ‘dødens trekant’? Øjensynligt ja, når det kommer til den engelske Rough Guide, hvis udgave netop er udkommet på italiensk hos forlaget Feltrinelli.
I rejseguiden “Italia – Sud e isolie – SydItalien og øerne’ befinder der sig nemlig et afsnit, hvor forfatteren i meget ublu vendinger beder de rejsende om at sløjfe om rådet omkring Caserta, og kun tage slottet La Reggia med i sine overvejelser. Og den passager har nu gjort Caserta-provinsen og Campania-regionen overordenligt vrede.
èn ting er at hjælpe de rejsende til de bedste oplevelser i et givent område – noget andet er hvilket ordvalg, der bruges. Jeg har da også selv behandlet emner som camorra og mafia i mine bøger, fordi det er en sammenhæng, der visse steder er bydende nødvendig. Og jeg skriver gerne mine anbefalinger udfra: hvis der ikke er noget at skrive hjem om, så udelad det. Men The Rough Guide har, som Feltrinelli selv undskyldende har sagt det i kølvandet på opråbet, en mere personlig og direkte stil, end lignende bøger med for eksempel italiensk oprindelse, der har en mere behersket ordlyd.
Borgmesteren i Caserta og byens borgere er især blevet vrede over passagen:
“Området lige nord for Napoli er ikke særlig tiltrækkende, det drejer sig for det meste om lavt, grimt byggeri. Næsten det hele er domineret af camorra og kaldes af og til ‘dødens trekant’.
Disse ord kan for et dansk øre måske ikke lyde af meget, men Campania-regionen har af historiske og kulturelle årsager en overfølsomhed overfor den slags domssigelser udefra, og beboerne har igennem årtier – hvis ikke århundreder – fået nok af at blive associeret med kriminalitet og armod. Indtil videre er der lydt en undskyldning fra Feltrinelli, der nu vil bede om at få redigeret i tekstlyden hos The Rough Guide.
