De er overalt, dødsannoncerne.

Flere steder hænger de tætte som drageskel: de italienske dødsannoncer, som i resten af Europa gemmes væk i den lokale avis, men som i Syditalien dukker op hvor man mindst venter dem: på husmure, døre, lygtepæle – selv på telefonbokse, busstoppesteder og elskabe. Et hvilket som helst sted i gadebilledet, hvor der er en taknemmelig flade, kan man støde på disse ’necrologi’, der mere end noget andet manifesterer et dødsfald i lokalområdet, og fungerer som effektive hastetelegrammer til den kollektive erindring.

Og det er ikke blot frimærker, vi taler om: annoncerne har en standardstørrelse på hvad der svarer til et A3-format, og i nogle italienske storbyer kan de tilsammen dække husmurene på adskillige gader med deres filigranagtige vendinger, dybfølte hilsner og formelle informationer om den afdøde, så man til sidst bevæger sig igennem en regulær kløft af sorg på print.

At bære følelserne udenpå

Dødsannoncer i gadebilledet er noget, de fleste besøgende vesterlændinge skal vende sig til, for Italien er et af de eneste lande i Europa, der på denne måde krænger sin befolknings allermest intime familieliv ud i det offentlige rum. Kun i Polen og i de baltiske lande findes der en lignende tradition, og I Italien har man kendt til ’graffiti’ i årtusinder: I de udgravede gader i Pompei flammer de nu så forvitrede husmure endnu af politiske slogans og reklamer fra romertiden, og netop romerne var kendte for deres lange begravelsestaler, som blev udtalt i fuld offentlighed.

Århundreder før det dækkede La Magna Grecia både Puglia, Calabria og Campania. Med grækerne kom tragedierne og de dionysiske ceremonier til Italien og prægede lokalbefolkningens emotionelle hverdag omkring liv og død, og med Støvlelandet som centrum for den katolske kirke har det uden tvivl ikke afhjulpet fænomenet, at Italiens statsreligion selv benytter sig af visuelle tabernakler, følelsesudbrud og sirligt elaborede ritualer, der har til mål at involvere og berøre tilskueren – for eksempel i forbindelse med et dødsfald.

Mere end nogen andre i Støvlelandet bærer syditalienerne deres følelser udenpå, så hvorfor ikke også på husmurene?

Sorgen stilles offentligt til skue

Overalt i Italien benytter man sig af dødsannoncer. De indrykkes også i de lokale aviser og går under navne som manifesti funebri, necrologio, luttini, carta dei morti og pregati alt efter hvilken region man befinder sig i, men fænomenet med at klæbe annoncerne op i gaderne øges jo længere man kommer sydpå, i takt med at lokalsamfundenes vigtighed forstærkes. Nogle ikke-italienere kan finde på at brokke sig over den explicitte facon og hævde, at sorg hører hjemme i intimsfæren blandt den tætteste familie i stedet for på gaden, men med den syditalienske ’necrologio’ sker der lige nøjagtigt det modsatte: sorgen stilles offentligt til skue, og skal man følge traditionerne til punkt og prikke, lyder proceduren nogenlunde således:

Så snart en slægtning er gået bort, ringer et fremstående familiemedlem, gerne det ældste, til den lokale bedemand, som straks sætter opsætningen og trykningen af dødsannoncen i gang. Man bliver enige om indholdet af dødsannoncen, som altid starter med patosfyldte sætninger, der beklager bortgangen af vedkommende, så afdødes navn og alder og til sidst hilsner fra den pårørende familie med informationer om den kommende bisættelse.  Man bestiller så et antal – standard er som oftest cirka 25 ’plakater’ per person – og bedemanden bliver så informeret om i hvilke gader og på hvilke pladser, afdøde holdt af at færdes, i en for mig fascinerende kortlægning af et menneskes sociale territorie.

Samme dag bliver ’il necrologio’ opklæbet med beskeden om vedkommendes bortgang, så de lokale kan få nyheden og komme til begravelsen. Dødsannoncen kan desuden ses som en lille, selvstændig bøn i sig selv, som de forbipasserende automatisk kommer til at bede, når de læser ordene, og på den måde inddrages også fremmede mennesker i den afdødes univers.

Er døden fysisk eller psykisk?

Når jeg går igennem en af disse syditalienske gader omgivet af dødsannoncer, der flere steder hænger i lag på særligt opstillede plancher og udgør sociale jordlag over kvarterets menneskelige fortid, kan jeg ikke lade være med at tænke på dødens beskaffenhed: for hvornår er et menneske egentlig dødt?

Er det, når kroppens funktioner ophører med at fungere, eller er døden først en realitet, når omgivelserne bliver bevidste om dødsfaldet, og tomrummet fra den afdøde dannes af sorgen blandt de pårørende?

I vestens kollektive erindring lader vi til at have glemt hvordan døden blev formidlet dengang vi hverken havde telefoner, internet eller sågar aviser. Få steder i Europa går der endnu tråde tilbage til dengang, hvor kendsgerningen om et dødsfald ligeså meget blev skabt af den fælles bevidsthed, som af den fysiske, afsjælede krop.

En af undtagelserne er Syditalien, men i Danmark, hvor søfartens spøgelser i århundreder har præget kystbyerne og skabt robuste samfund befolket af græsenker, manifesterede døden sig også engang ved hjælp af stiltiende koder. I min familie eksisterer der glimt fra denne praksis, historier nedarvet fra den gren af min slægt, som boede i Marstal, og var stolte skippere på mægtige skibe, der rejste ’på varmen’, som man sagde. Vilde historier om mine forfædre, der surrede sig fast til masten, når stormene ved Ækvator forhindrede dem i at stå fast på dækket. Stædige djævle var de, der hellere styrede deres skibe op på stranden, end lod dem gå på grund.

Min farfar og hans brødre var den sidste generation i min familie, der voksede op i den verdensberømte søfartsby, og de var alle 4 født med 2 års mellemrum, og som oftest i august måned. Det passede nemlig med, at min oldefar hvert andet år nåede hjem op til jul efter 18 måneder på oceanerne og blev indtil foråret åbnede havet, og man atter kunne stikke til søs.

Min oldemor levede imidlertid med den konstante frygt for, at hendes mand aldrig skulle vende tilbage. Det var et levehvilkår for kvinderne dengang, men det gjorde det ikke lettere, og af og til skete katastrofen. At have et lig til rådighed, som kunne fastnagle ægtemandens bortgang, var en luksus få var forundt. Mere sandsynligt var det, at en mand i uniform kom for at aflevere telegrammet om, at et skib fra Marstal var gået ned ’med mand og mus’. Men ligeså mange gange kom der intet brev. I sådanne tilfælde var det en social mekanisme, som samfundet havde udviklet, der havde til opgave at forvandle den forladte kvinde fra hustru til enke.

Uden minder er døden blot et tomt udsagn

I datidens tidsperspektiv var det helt normalt at en skipper blev væk i halvandet til to år. Gik der et halvt år mere end dette, var det ej heller usædvanligt: rejsen hjem kunne blive forhalet af storme, sygdom eller en omlagt rute. Var manden ikke vendt hjem efter 3 år, begyndte kvinderne at skæve til hinanden, og gik der et halv år mere, kunne én finde på at lade en sætning falde, a la ”er det ikke ved at være omkring disse tider, at Johannes skulle have været hjemme?”

Når de ord blev udtalt, meldte døden sig i de lave stuer. De var et slags løsen, som satte en række ritualer i gang, og som markerede den forladte hustrus nye status som enke. Nu var dødsfaldet en kendsgerning, og byens kvinder fyldte det pågældende skipperhjem med småkager, kaffe og trøstende ord, mens det omkringliggende lokalsamfund indstillede sig på den nye balance.

Kan de syditalienske dødsannoncer have den samme, udløsende funktion? Alt imens der i dag (som oftest) er et lig involveret, når et familiemedlem går bort, er de opklæbede plakaters insisterende tilstedeværelse alligevel et tegn på, at døden ikke kun kan begrænses til noget fysisk. Det er længslen, smerten, sorgen, det er tomrummet, det er manglen af vedkommende i den evige gadekonversation om dette og hint, der endegyldigt tegner silhuetten af et fælles tab. Uden folk til at mindes er døden blot et tomt udsagn.

Hovedillustration: opslag med dødsannoncer på en dertil indrettet planche i bybilledet. Foto: Charlotte Sylvestersen

Jeg husker endnu hvordan hun holdt sig på ærbødig afstand af paradis-stranden Is Arutas, som hører blandt Sardiniens smukkeste. Forestil dig lysende, gennemsigtige perler af kvarts på størrelse med ukogte risottoris, som dækker kysten, og fortsætter ud under havoverfladen så saltvandet spiller som en diamant.

Trods skønheden var det nok for Claudia at iagttage synet fra forreste klitrække. ”Er her ikke skønt, Cecilie”, råbte hun til mig igennem blæsten, og jeg skreg bekræftende tilbage til den sardiske kvinde, hos hvem jeg boede, og begravede tæerne i et brus af kvarts.

Is Arutas hører blandt de strande, der siden 1960’erne er blevet plyndret af såkaldte ’sandrøvere’.  De dukker op i nattens mulm og mørke med deres poser, sække, eller endog gravkøer, og pløjer igennem det sjældne kvartssand, for at tage det med sig for altid. I årtier har den lille strand fodret indkørslerne, stierne og haveanlæggene i Costa Smeralda med sine funklende sandskorn, for sandet blev solgt videre til luksusbyggerierne på nordøstkysten, indtil lokalområdet fik nok, og man fik fredet Is Arutas.

Sandtyverierne fortsætter dog, ikke så meget på grund af kommercielle interesser som af romantiske. I dag er det nemlig øens stigende antal udenlandske turister, der fylder kufferten med sand fra Sardiniens mange eventyr-strande, for at føre det ud af landet som souvenirs. Deres sandskorn ender som pynt i potteplanter, krukker og vindueskarme eller sågar på loftet, indtil en eller anden glemmer hvor de kommer fra, og smider dem ud.

Og vi taler ikke kun diskrete portioner: jeg har set billeder af åbne kufferter, hvor over 20 kilo sand er forsøgt fragtet ud af øen i 2 liters plastic flasker med sirlige, påskrevne navne i tusch, alt efter hvilken strand sandet er stjålet fra. På ét år beslaglægger alene lufthavnen i Cagliari 5 tons sand, og så har man endnu ikke talt de portioner med, som man finder i lufthavnene i Alghero og Olbia.

Når jeg kigger på disse groteske billeder slår det mig, at motivet ikke ligger langt fra den virkelighed, man ser, når politiet beslaglægger kufferter fulde af narko fra alverdens obskure lufthavne. Det foruroligende syn af en kuffert fuld af poser med hvidt indhold, hvis påskrift fortæller om kokain og heroin, og hvor hvert enkelt stof giver en overjordisk oplevelse, et rush, et sus.

Da jeg kørte tilbage fra stranden i bilen sammen med Claudia, fortalte hun mig om området, vi gled igennem: om hendes hjemstavn her nord for Cabras, om multen ude i marskens brakvand, der gyder i det lave hav, og hvis tørrede æg bliver brugt som krydderi. Om Sinis-halvøens forblæste kirker, der er ældre her end noget andet sted i Italien, og om de lave pilgrimshuse, de såkaldte cumbessias, hvortil pilgrimme en gang om året kommer løbende på nøgne, blodige fødder, for at søge frelse i det prærieagtige landskab, hvor sollyset er pink som i Sydamerika.

”Is Arutas består af kvarts fra øen Mal di Ventre, som ligger ude i havet foran stranden. Igennem årtusinder har bølgerne gnavet krystaller af klipperne derude, det er en slags udveksling af energier. Vidste du, at der har boet en eremit derude, som trykte sin egen møntfod? Han erklærede øen for sin egen”, fortæller Claudia, og tager et øjeblik øjnene fra vejen, for at se min reaktion.

Jeg husker endnu silhuetten af Mal di Ventre, øen lå som en smal stribe ude i horisonten og dengang som nu madede den Is Arutas med sine kvartskrystaller. Hvert af disse korn er unikke smykker, og de tilhører Sardinien og Claudia. Så når jeg ser billederne af de opslåede kufferter fulde af strandsand tænker jeg over det sus af frihed, som vi længes efter, når vi vender tilbage fra ferie, og som vi naivt tror at vi kan tage med os hjem i bagagen. Det er et narkotikum, som ingen nytte tjener udenfor sit eget element, og som alligevel falmer i vindueskarmen, når hverdagen indfinder sig.

Den sande frihed bor i stedet i hovedet på hende eller ham, der kan betragte skønheden uden at skulle bemægtige sig den, og stille sig i behørig afstand til dens storhed.

Har du lyst til at læse mere specifikt om problematikkerne på Sardinien, har jeg udtalt mig til Politiken i en artikel som ligger HER

Coverfoto: det berømte sand fra Is Arutas taget fra sitet Sardegna Turismo

Du er blevet italieniseret”, siger Matteo, idet jeg møder ham på strøget midt i Salerno – den livlige syditalienske havneby i bunden af Amalfi-kysten, hvor jeg i 2003 og 2004 bor for at gå på universitetet. Han er min italienske kærestes bedste ven, og det er ikke første gang, at jeg hører den bemærkning fra folk, der endnu husker, hvordan jeg kom til byen med forblæst frisure iklædt praktiske bukser og flade sko. Nu står jeg så her med lyse striber i det nyglattede hår, og i en lang, figursyet frakke. Indenunder har jeg en bluse på med indvævede perler og lædersnore. Noget ganske andet end den noget enklere garderobe, jeg benyttede hjemme i Danmark.

Italienere elsker at pynte sig, og på én eller anden måde havde jeg taget den noget mere feminine stil til mig, uden at vide det. Ingen havde tvunget mig til det eller peget fingre. Det var bare blevet sådan, fandt jeg med ét ud af, da jeg der på Strøget fik set rigtig ned af mig selv. ”Er jeg virkelig ved at blive som en Italiener?” Spurgte jeg mig selv med lige dele undren og spænding.

Historien om mobiltelefonen

Spørgsmålet er naturligvis komplekst. For hvad vil det sige at være enten det ene eller det andet? Man tør jo næsten ikke spørge i disse tider, hvor der visse steder hersker en hel grotesk diskussion om den enkeltes ret (og især mangel på samme) til at påberåbe sig en national tilknytning.

Indtil jeg flyttede til Italien havde jeg egentlig aldrig oplevet mig selv som værende særligt dansk. Jeg så nærmere mig selv som en europæer, der skulle ud og opleve verden, og uden problemer ville kunne respektere og tilpasse mig de normer, som jeg fandt.

Men jeg blev snart meget klogere. Vidunderligt illustreret i en hændelse, jeg kalder ”Historien om Mobiltelefonen”, og som jeg endnu ynder at fortælle til mine nærmeste, fordi den på både smukkeste og kyniske vis viste mig, at jeg bar rundt på noget så indgroet dansk, at jeg indtil da slet ikke havde fået øje på det.

Hændelsen tog sin begyndelse en aften, da jeg og min kæreste var på vej hjem fra byen. Vi spadserede henad fortovet, da jeg pludselig så noget rødt ligge og blinke på flisen foran mig. ”Det er jo en helt ny mobiltelefon”, udbrød min kæreste begejstret. ”Din egen er jo efterhånden så gammel, og nu behøver du ikke at købe en ny. Den kan du beholde”. Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det, men samlede forsigtigt telefonen op, tog den i lommen og fortsatte.

Målløs, lamslået, chokeret

Næste dag begyndte samvittigheden dog at nage mig. Jeg havde jo slet ikke lyst til at tage mobiltelefonen selv, for en eller anden derude gik jo lige nu rundt og ærgrede sig gul og blå. Vedkommende havde tilmed mistet alle sine kontakter og alle sine sms’er foruden den dyre telefon, som var sidste skrig dengang i 2003. Så jeg pillede sim-kortet ud af den, satte det ind i min egen mobil, og begyndte at kigge i kontaktlisten efter folk, jeg kunne ringe til for at levere telefonen tilbage. Hurtigt fik jeg snakket med en god ven af ejeren, der så fik vedkommende til at ringe mig op. Han var målløs, lamslået, chokeret. Aldrig havde han forventet at få sin mobiltelefon igen, og da vi aftalte, at jeg ville mødes med ham om aftenen for at give ham hans tabte ejendom tilbage, tilbød han mig adskillige kontanter for tjenesten. Penge jeg dog ikke ville tage imod. Det ville være nok belønning at se hans glade ansigt.

Lidt senere fortæller jeg så kæresten om min beslutning – det gør jeg lidt henkastet, fordi der jo i bund og grund ikke var noget odiøst i, at jeg havde besluttet mig for at levere mobiltelefonen tilbage. Jeg havde dog fuldstændig fejlvurderet hans og omverdenens reaktion: ingen, og her mener jeg hverken min svigerfamilie, skolekammeraterne og mine italienske veninder, forstod mit rationale. Hvordan i alverden kunne jeg levere noget tilbage til én, jeg ikke kendte? Jeg forsøgte at forklare mig, men ligemeget nyttede det. Sværest var forståelsen fra min kærestes og svigerfamilies side. Det gav mig rigtig dårlig samvittighed, fordi de jo havde taget mig ind som en datter, og vitterlig gjorde alt for, at jeg skulle have det godt under mit studieår i Salerno. Jeg syntes faktisk, at mine svigerforældre var cool og elskelige, fordi de havde et ret moderne mindset og var afslappede omkring ting, som andre syditalienske forældre aldrig ville have tilladt deres børn og deres respektive partnere at gøre.

Lykken står den tillidsfulde bi

Men det her, det var alligevel for mærkeligt, og to verdener stødte frontalt sammen: Den danske mentalitet, hvor en høj grad af tillid til omverdenen har skabt en reciprok mekanisme af hjælpsomhed overfor selv dem, man ikke kender, og så den syditalienske, der præget af århundreders historie med magthaveres udnyttelse af befolkningen og et korrupt statsapparat har gjort, at man helst meler sin egen kage, og derfor gør bedst i kun at stole på den nærmeste omgangskreds.

Det er naturligvis en grov generalisering, som man ikke kan tillade sig at lægge så firkantet nedover en nationalitet, og selvfølgelig kan man finde mange syditalienere, der ville have gjort præcis som jeg.  Men der var alligevel noget kulturelt på spil, det kunne jeg mærke, og sjældent har jeg følt mig så alene og ‘anderledes’ som i de dage.

Sagen med mobilen udviklede sig. Jeg holdt stædigt på, at telefonen skulle leveres tilbage, mens mit italienske bagland for sin part insisterede på, at jeg enten skulle give min svigermor telefonen, eller betale halvdelen af mobilens værdi til min kæreste, hvis jeg leverede den tilbage, fordi vi nu engang havde fundet mobilen sammen.

Jeg gjorde ingen af delene, men mødtes med mobiltelefonens ejermand, der – stadigvæk chokeret over sit held – fik sin ejendel tilbage. Og så tog jeg hjem til min lejlighed og dagen efter på besøg hos min svigerfamilie, hvor hverdagen efter lidt indledende tavshed atter snart indfandt sig. Vi havde mange dejlige stunder sammen efterfølgende, og syditalienerne står stadigvæk mit hjerte uendelig nært. Allermest taknemmelig er jeg dem faktisk for at have blotlagt den betingelsesløse tillid, der er så specielt dansk, og som jeg indtil da aldrig havde anset som noget særligt, men som pludselig blev afgørende for vores vidt forskellige måder at anskue verden på.

Det er sidenhen blevet dokumenteret af adskillige lykkeforskere, at tilliden er en af de mest afgørende faktorer for et menneskes trivsel, og at denne tillid har en af verdens højeste forekomster i Danmark. Når disse undersøgelser jævnligt kommer op og vende i medierne, har de fleste – inklusiv mig selv – tendens til at slå det hen med sarkasme. Vi fortæller os selv: jamen, det passer jo slet ikke, danskere er både stressede, sure og smålige. Men så husker jeg på historien fra Salerno og kan pludselig se, hvor heldig jeg er. At jeg kan gå igennem livet med så stor og selvfølgelig en tillid til mine omgivelser, at jeg slet ikke stiller spørgsmålstegn ved den. Det er da lykkeligt.