Category Archives: ESSAY

Rejsebrev fra Puglia: San Nicola pløjer havene

Den engelske forfatter Lawrence Durrell sagde det ret genialt: os europæere drømmer Middelhavet større end det egentlig er. Med de mange eksplosioner af kulturer, der gennem tiden er opstået langs bassinets kyster, er dets betydning uomtvistelig, ikke mindst i Syditalien, selvom Middelhavets areal ikke er større end Skandinaviens oceaner lagt sammen.  

Jeg har for eksempel opdaget at Middelhavet dikterer min retningssans. Utallige er de gange, hvor jeg har rejst langs Syditaliens tyrrenske kyst, altså den strækning, der løber forbi Napoli og Salerno til Reggio Calabria i syd, og har Spanien som usynlig grænse i horisontlinjen. Sjældent har jeg fulgt Adriaterhavskysten, hvilket jeg nu prøver at råde bod på i min research til den næste udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien. I går kørte jeg mellem Trani og Bari, og i dag fra Bari til Brindisi. Havet plejer at være til venstre, når jeg rejser mod nord, og højre, når jeg rejser mod syd. Her er det omvendt. Bølgerne, der skyller op på stranden nedenfor jernbanen kommer fra Montenegro og Albanien, og jeg bliver svimmel af det, jeg stresser og rejser mig uvilkårligt i de varme kupeer, fordi jeg tror, jeg har taget toget i den forkerte retning.

Selv vandet virker anderledes med en opak, næsten mælket konsistens. Turkis og dovent, mens det Middelhav, jeg kender fra Salerno og Napoli, er dybblåt og i bevægelse. Et sammentræf, I dont know. Regionen har det Syditalienske fastlands længste kyststrækning, og havet dukker op overalt i Puglia, ikke kun fysisk, men også i de lokales bevidsthed.

Da jeg ankommer til Bari, er det weekenden for fejringen af byens helgen, San Nicola – den græske præst, der døde i Myra 343 i det daværende Tyrkiet, og i 1087 fik fragtet sine knogler til Bari af lokale fiskere, som frygtede at San Nicola skulle falde i hænderne på muslimerne. Som San Nikolaus spredte hans kult sig til den slaviske og ortodokse kirke i Østeuropa og Lilleasien, og hans rygte som børnenes beskytter og glad gavegiver har i dag givet ham aliasset ’Julemanden’.

Jeg har allerede fået at vide at jeg er gået glip af ’le freccie tricolori’, de italienske nationalfarver, som en eskadron jægerfly har prydet himlen med over Bari, men jeg kan stadig nå fyrværkeriet og menneskehavet på byens Lungomare, der syder af boder med helstegt pattegris, pandekagebagere, Peroni-sælgere med skummende køleskabe på slæb, mobile Tivoli-forlystelser og stærkmands-konkurrencer. På vej derned passerer jeg sætningen ’San Nicola solca i mari – San Nicola pløjer havene’, der står på en fotostat overfor helgenens kirke og grav, La Basilica di San Nicola. Under ordene hænger et grynet foto af paven sammen med en delegation af præster fra både den ortodokse, katolske og protestantiske kirke. De besøgte for et par år siden San Nicolas jordiske rester og bedte i fællesskab for den kristne samhørighed på tværs af tro og hav. 

San Nicola har tydeligvis stor magt over de pilgrimme, som hver dag året rundt besøger hans grav. Men hvad med de lokale? Næste dag spørger jeg Signora Anna, der gør rent og laver morgenmad på mit B&B i Bari Vecchia. Vi indleder samtalen ved at tale om vejret, for endelig skinner solen efter mange dages regn. Bliver Bari ikke for varm om sommeren? Hun skærer en grimasse og svinger pegefingeren fra side til side. Det er ikke varmen, der slår folk ihjel her, det er fugten, l’umidità. Bydelen ligger klemt inde på et lille forbjerg mellem havet og den nyere stad, hvor man med moderne sanitet prøver at komme den fugtighed til livs, som er et vilkår for mange pugliesere. Regionen består mestendels af ældgammel havbund, og udfordringen med at bo på ryggen af en gigantisk, porøs kalkskorpe, som leder grundvand op til overfladen, har udfordret de lokales kreativitet i årtusinder. Ikke mindst om sommeren, når luftfugtigheden får det hele til at klistre og tøjet til at klæbe mod huden. ”S’appiccica”, vrænger hun, og gnider en hånd op og ned ad armen for at vise ubehaget.

Anna peger ned gennem glasgulvet, som spisebordet og mine fodsåler hviler på. Gennemsigtigheden giver udsigt til en gammel skrivemaskine, en vandpibe og en stok, der står nede i en slags brønd. ”Engang havde de fleste af vores huse en ’pozzo’, som opsamlede regnvandet fra taget og ledte det ned under huset. Det var smart, men med tiden gjorde det husene usunde, så i dag har de fleste fyldt dem med cement”, siger hun, og vrider en klud. 

Jeg nævner San Nicola: gjorde helgenen en forskel under covid-pandemien? Bad de mere til ham end de plejede? Skete der mirakler? Hun ser undrende på mig og ryster på hovedet. ”De første til at få corona her i byen var da præsterne. Gad vide hvad de gik og lavede sammen”, klukker hun, og skummer mælken til min cappuccino så energisk, at den flyder ud over køkkenbordet.

Under festlighederne langs Lungomare stod figuren af San Nicola under en baldakin på Piazza Ferrarese – en kort ferie fra sit permanente ophold i basilikaen, hvorfra hans statue var blevet ført, og hvortil han atter skulle ende, efter et visit i domkirken. Jeg gik forbi Piazza Ferrarese på vejen hjem fra byfesten, og betragtede den lille gruppe af lokale, der havde samlet sig der, nærmest for at holde ham med selskab, alt imens man gumlede pattegris og slikkede fedtet af fingrene.

”For en måneds tid siden fik han stjålet sin ring og 3 guldkugler, men man fandt dem igen”, siger Anna, da jeg spørger ind til den udsatte placering. Kuglerne, som hans helgenstatue altid bærer i venstre hånd, er et symbol fra dengang San Nicola reddede 3 kvinder fra prostitution. En adelsmand var kommet i økonomisk uføre, og kunne ikke længere give sine døtre en medgift. Bordellet var eneste udvej, men San Nicola hørte om den lurende katastrofe, og gav kuglerne til faderen – en detalje siger endda at det skulle være sket ved at komme en guldkugle i hver af døtrenes nyvaskede strømper, som skulle have hængt til tørre foran det vindue, hvor San Nicola ville lægge sine gaver. Muligvis forklaringen på julestrømpen.

Ringen og kuglerne havde man genfundet i en taske i en vejrabat udenfor Bari, og Anna trækker på skuldrene, da jeg spørger til den hellige manna, som ifølge myten skulle dryppe fra San Nicolas knogler. ”Vandet trækker ind i krypten ligesom alle andre steder. Når biskoppen én gang om året åbner kisten med San Nicolas knogler, skraber han væsken af, og laver business ud af den”. Hun tilføjer: ”Vandet kommer ind overalt, det gør vores huse fugtige og giver os gigt.”

Jeg bliver naturligvis nødt til at se San Nicolas knogler, som ligger indesluttet i en fløjlsdækket kiste i hjertet af basilikaen. Røgelse og bønner fylder rummet, kvinder i bondetøj og tørklæder ligger på knæ og beder på slavisk, én af dem rejser sig helt op, bukker og rører jorden flere gange og står derefter stille i en slags trance. Hun er så tynd at de søjler, der hver især ikke er tykkere end et ungt birketræ og med fælles kræfter holder kryptens loft oppe, kan indeslutte hende i enkelt skygge. En anden kvinde falder sammen i armene på en veninde efter at have lagt en seddel ved San Nicolas søjle. Myten siger at helgenen satte støtten som et tegn til kirkebyggerne om hvor de skulle påbegynde hans grav. Den er halvanden meter høj og står i dag i hjørnet af krypten, omsluttet af plexiglas og en bunke bønnesedler. Kvinden jubler i stille gråd, og veninden hjælper hende hen til en bænk for at dele øjeblikket i fælles eftertænksomhed.

Mumien af Santa Colomba fra Sens ligger i Baris katedral, hvor en lufttæt montre sørger for den ideelle temperatur og luftfugtighed.

Deres følelsesudbrud får mig til at tænke på den italienske skoleklasse, der dagen før havde taget mumien af den hellige Santa Colomba i øjesyn i byens katedral. Santa Colomba var en spansk kristen som led martyrdøden i 257 efter at have mistet hovedet for sin tro, og nu boede i Bari i en glasmontre, hvis indre temperatur og luftfugtighed blev omhyggeligt styret af en termostat. Santa Colomba ligger på ryggen iført en imponerende prinsessekjole, ansigtet er vendt mod kryptens loft med et lidende udtryk, læberne er let adskilte og afslører et par blottede fortænder. Hele skikkelsen er ikke meget højere end en pige på 10 år, og går man helt tæt på montren ser man tydeligt hendes knogler gennem den porøse hud, der dog mere end noget kødeligt ligner det finmaskede stof fra et par brune strømpebukser. Meget, endda. Og ligegyldigt hvor meget jeg studerede hendes hals, lod hovedet til aldrig at være blevet skilt fra kroppen.

Jeg var ikke den eneste, der undrede mig over Santa Colombas udseende; udover mig og min kæreste var montren omgivet af skolebørn, der pressede sig helt tæt på den 1765 år gamle mumie, mens en mandlig guide udlagde Santa Colombas martyrium. ”Dette er en privat gruppe, signorina og De er IKKE med”, fik han tilføjet, da jeg lænede mig ind i hans talestrøm. Jeg træder et par skridt tilbage, og en teenage-pige i gruppen spørger med mistænkelig mine: ”Var hun virkelig så lille som voksen? Og hvorfor ser hun så mærkelig ud”? Svaret falder som et stokkeslag: ”DET ER MANGLEN PÅ FUGT, der gør, at hun er tørret ind, Forstår du ikke det? DET ER EN MUMIE!” Ingen havde lyst til at modsige ham, og jeg forlod domkirken.

Syditalieneres pragmatisme overfor det åndelige har altid forbløffet og fascineret mig. De elsker tydeligvis deres helgener, men i et krisesamfund, der hver dag prøver at opretholde den umulige balance mellem det uforståelige, det groteske og det tragiske, kan end ikke troen trumfe de lokales sans for livets realiteter. Det var en street art kunstner så venlig at huske mig på, da jeg efter en frokost ved Baris havnefront vendte næsen hjemad og så San Nicola lave yoga på muren af et vandreservoir. Maleriet forestiller helgenen strække sig henover havet med kroppen i kobra-stilling, og sine 3 guldkugler foran sig på stranden. Bag ham står hans hyrdestav presset ned i sandet, mens et skilt ved hans fødder siger ’WEST’. I baggrunden aner man en kirke, mens den kyst, som San Nicola når med hænderne, prydes af en moské, og skiltet ’EAST’.  Kunstneren har tydeligvis fortolket pavens ord om San Nicola som en, der pløjer havet, og malet ham som brobygger mellem to forskellige verdener på hver sin side af Adriaterhavet.

Bari rummer flere gademalerier, såkaldte ‘murales’, af sin skytshelgen, San Nicola. Her er motivet som jeg så på Piazza Diaz, malet af kunsteren Maupal i 2016 på siden af en bygning fra L’Acquadotto Pugliese.

I min travlhed, i min mangel på eftertænksomhed og med mit blik for det syditalienske, som måske efterhånden er blevet mere blindt end seende efter for mange års fokus havde jeg helt overset den forbindelse til helheden, som syditalieneren mestrer så smukt. San Nicola handler ikke kun om religion. Helgenen vedbliver med at være aktuel, fordi han repræsenterer noget universelt i os mennesker, og selvom Middelhavet ikke er stort, kan vi mentalt godt være langt fra hinanden. At forene i stedet for at adskille er måske den ældste og smukkeste kærlighedshandling af alle, men har vi ikke nogen til at minde os om det, kan vi tabe retningen og tro at vores kyst og horisontlinje er den eneste rigtige.

Hovedillustration: Hagan Snair, Wikipedia – Vue af Bari Vecchia set fra havet.

Ny dato: den 3 december udkommer min bog ‘Mezzogiorno’ – tid og sted for bogsignering følger

Forleden sendte Marco mig dette foto, som jeg ikke anede, eksisterede: af mig og hans mor, der renser grøntsager, og min svigerinde, Luisa, overfor. I de sidste ugers tid har jeg sat hele Syditalien i bevægelse for at indhente illustrationer til bogen. Inklusiv min svigerfamilie i Salerno, og min ekskæreste Marco, der nu bor i Dublin, har rodet deres skuffer igennem efter fotos fra den tid, hvor man stadig fremkaldte og gemte sine billeder, efter de var blevet afhentet i en fotoforretning. Set på afstand bliver det ofte hverdagsscenarierne, der siger mest om en periode. Ikke de opstillede familiefotos.

De ting, jeg erindrer, er mestendels de bombastiske situationer, følelsesudbruddene, og de skelsættende begivenheder. Jeg har haft en forestilling om, at jeg mest var iagttager. Og jeg havde næsten glemt min svigermors smukke profil, med den let konvekse næse, den stærke overkrop og hendes koncentration, som det krævedes, når man var centrum i en husholdning med begrænsede midler:

på bordet foran os bliver alle bladene sorterede (spinat? Bladbede?Palmekål?), selv dem i bunden af plastikposen, for intet måtte gå til spilde.  

På billedet er det mig, der taler energisk, mens min svigerfamilie lytter, fordybet i tanker. Vi sidder ved familiens spisebord, som står i en lille karnap med plastik-vinduer i et udhæng udover Salernos jernbane, hvor togene dampede forbi, og fik hele lejligheden til at ryste imens. Gad vide, hvad jeg siger, eller fortæller? Gad vide, hvilket indtryk, jeg egentlig efterlod? Og har jeg egentlig nogensinde takket dem for, at jeg, (så godt som) dag ud og dag ind, blev bespist og passet og plejet, som det mest selvfølgelige i verden?  

Billedet nåede ikke med i bogen, men jeg beholder det selv for at mindes kærligheden i en hverdag, som jeg tog for givet. Og glæder mig til at kunne fortælle hele historien i ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som udkommer den 3 december. Se den på forlagets hjemmeside her.

Den 28 oktober udkommer min essaysamling ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ fra Forlaget Turbine

En stor drøm er netop gået i opfyldelse: Til efteråret får jeg simpelthen udgivet en hel bog med essays om Syditalien, som jeg har arbejdet på i de sidste par år – den røde tråd bliver mit liv i Salerno med kæreste og svigerfamilie, som også knyttes op på de mange indsigter, jeg senere har fået om landsdelen gennem mit arbejde som forfatter og skribent.

‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ bliver en tour de force gennem en for mange ukendt del af Italien, hvor jeg beskriver en eksotisk hverdag fuld af anderledes ressourcer. Et par af teksterne kender I måske allerede fra min blog, og ved, hvad jeg mener;-)

Faktisk tror jeg ikke, denne essay-samling var blevet til noget, hvis jeg ikke havde haft JER til at læse med på min blog, og til at bekræfte mig i, at os danskere er nysgerrige og villige til at lære om Syditaliens mirakler.

Og så er jeg selvfølgelig taknemmelig for at Forlaget Turbine tør bide skeer med en for dem ukendt destination, som de (så vidt jeg ved) aldrig har udgivet noget om før.

Da jeg kom til Syditalien for første gang, boede jeg i Firenze – Italiens ultimative by for kunst, kultur og historie. Men hvad jeg fandt syd for Rom var en åbenbaring af vidundere, jeg sjældent havde hørt om, men som ikke desto mindre virkede utrolig vedkommende. Udover at finde græske templer, barokbyer bygget i lava og landskaber skabt af levende vulkaner, oplevede jeg et Syditalien, hvor de menneskelige relationer, og det at bo, leve og dø sammen, blev ophøjet til en kunstart.

Følg linket nedenfor og læs mere om ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som allerede nu kan bestilles fra forlaget, og hos Saxo. Jeg håber selvfølgelig på mange solgte eksemplarer, så vi kan vise verden, at Syditalien er relevant og et (vildt, vidunderligt, skørt) sted, som man kommer til at høre meget mere fra i fremtiden.

Alene hjemme med en høflig kakerlak

Der er altid to nøgler i et nøglesæt, når man indlogerer sig i Syditalien: Den ene er til selve det hus eller den lejlighed, hvor man skal bo, mens den anden er til husporten – den store dør der beskytter din baggård fra vind, vejr og ubudne gæster, og indeslutter husenes bagsider i et lukket mini-univers, hvor alt kan ske.

Da jeg boede i Salerno vågnede jeg hver morgen til det diffuse ekko fra beboernes stemmer, som gjaldede rundt i gården. Der blev snakket, leet og grædt. På jorden lå der nedfaldne klemmer fra altanernes vaskesnore, krummer fra de mange duge, der efter hvert måltid blev rystet ud ad vinduet, og menneskehår fra vasketøjet. Om foråret blev lejlighedernes stueplanter sat ned i gården, så de kunne blive vasket rene af regnen efter en vinter indendørs.

Langs baggårdens kant krøb der kakerlakker på størrelse med små mus. De boede også indendørs. Jeg havde min egen, røde kakerlak i lejligheden, som jeg i starten ikke havde noget imod. Jeg oplevede endda at vågne en morgen og med nysgerrighed betragte insektet sidde på oversiden af min dyne få centimeter fra mit ansigt, mens den kiggede på mig, og drejede sine antenner.

Efterhånden udviklede jeg dog en fobi for min lille ledsager, fordi min kæreste Marco selv var strækslagen for den. Han fortalte mig, hvordan han som lille havde leget i sin mors frisørsalon, og løftet et løst trappetrin, hvorunder der havde været en kakerlak-rede. Dyrene væltede udover hans bløde barnehænder, og siden da kunne han ikke se det lille dyr uden at gyse. Marcos angst smittede, og jeg begyndte selv at få hjertebanken, når  jeg fik øje på min kakerlak.

Helt slemt blev det en sommeraften, hvor jeg kom sent hjem. Med nattekøligheden kommer kakerlakkerne frem, så da jeg tændte for lyset i køkkenet, så jeg den røde fætter pile henover de hvide fliser. Den var så stor, at jeg kunne høre den klikkende lyd fra de små ben og kroppens underside, hvis glatte skjold ramte gulvet under flugten. Nu var det nok, nu skulle den ud, besluttede jeg, og greb min kost.

Kakerlakken vejrede faren, foretog et skarpt sving og løb ind i mit soveværelse, under sengen. Her blev den fanget i en skotøjsæske. Jeg gyser stadig ved mindet om lyden fra det desperate insekt, som kastede sig rundt i kassen og fik hele mit soveværelse til at skramle. Jeg greb ind under sengen, tog æsken, men var ikke hurtig nok til at lægge låg på. Dyret faldt ud af papæsken og fald med hvad der mindede om et rabalder, og løb atter ud i køkkenet, i retning af badeværelset, hvis dør stod vidt åben.  Nåede den derud, hvor underskabe, riste og afløb udgjorde de perfekte gemmesteder for en skræmt kakerlak, var slaget tabt. Så jeg afbød dens rute med kosten, åbnede hoveddøren, og skubbede kakerlakken ud på trappeafsatsen.

Dyret drejede omkring og ville ind i lejligheden igen. Jeg havde bare fødder i mine sandaler og gøs ved tanken om, at den skulle tage flugten henover min fodryg, så jeg gav den et ordentlig slag med kosten, som sendte den ned ad trappetrinene, og hen foran åbningen ud til gården. Nu løb den udenfor – men var dog tøvende, og prøvede hele tiden at dreje, for at løbe tilbage. Den havde øjensynligt knyttet sig ligeså meget til lejligheden som jeg.

Men det skulle være løgn: Jeg skrubbede derfor det genstridige dyr helt hen til husporten, som bestod af kraftige plasticpaneler med glas i, og satte nøglen i døren, for at lukke op. Jeg husker stadig sekunderne, fordi det vitterligt virkede som om, at det lille kræ vidste, at det nu blev sat på gaden. Høfligt afventende og med viftende antenner stod den og kiggede ud på gaden, som en lille, velopdragen hund, der skulle luftes. Så gik døren i husporten op, og kakerlakken gik selv ud på fortovet, og forsvandt ud af mit liv.

Jeg elsker det ekstra lag af intimitet som det giver at have en baggård, og en husport. Når jeg rejser og bor i Syditalien, udgør det et ekstra univers at udforske.  Overalt i Europa finder man husporte, men intet andet sted end i Syditalien vokser de sig så enorme, at de bliver groteske i forhold til resten af gadebilledet. De udgør Alice-i-eventyrland-ragtige tableauer, hvor nøgler drejer i en dør i døren, og mennesker forsvinder for at vende ændrede tilbage.

Hovedfoto: Wikipedia.

Essay-uddrag: Sarderne er Italiens stenfolk

Sarderne er Italiens stenfolk. Det oplevede jeg første gang i Maddalena-skærgården, der består af en håndfuld forblæste øer omgivet af posidonia-vandplanter og et hav, der presses gennem Bonifacio-strædet af mistralen og pisker kysternes lyserøde klipper bløde langs Sardiniens nordligste rand. Jeg var netop ankommet på hovedøen Maddalena. Den er på størrelse med Fanø, og huser en stolt, verdensfjern befolkning, der kalder Sardinien et fastland, og har god grund til aldrig at forlade deres paradis.

Mit første måltid fik jeg på Osteria da Liò i en smøge i Maddalenas eneste by, der hedder det samme som øen. Borgmesteren stod oppe ved barens marmorskænk lige ved indgangsdøren, og spillede kort med sine bysbørn. Os spisende sad så tæt på havnen, at saltet på ens læber krydrede maden, skønt hvert et vindue i timevis havde været stænget mod den stærke vind, der fik klemmerne på gydens tørresnore til at rotere med en raslen.

Jeg husker at spise ravioli med kartoffelfyld og mynte, da restaurantens ejer kommer hen imod mig. Hun hviler sine hænder mod en stoleryg, og spørger, om jeg nyder maden? Ganske meget, bekræfter jeg. Alt imens det aldrig er en synd at spise alene i Syditalien, har kvinden alligevel villet henvende sig med et par høflige ord, og min notesblok gør hende nysgerrig. ”Hvad laver De?” Jeg forklarer hende at jeg er rejsejournalist og er på øen som en del af min research for at blive klogere på Sardinien. Hun læner sig frem over stoleryggen, ser mig i øjnene, og siger: ”Kender du den magiske sten syd for Palau?”

Det gjorde jeg desværre ikke. Palau er den havneby, hvorfra man tager færgen ud til Maddalena fra Sardinien, og jeg var rejst direkte hertil fra lufthavnen i Olbia uden at stoppe op i landskabet, og uden at tale med nogen af de lokale. Ikke før nu. ”Hvis du lægger dine håndflader på stenen, kan du se din egen aura lyse.”

Stenen skulle stå langt inde på en mark i Palaus bagland. Der var ingen indikationer langs vejene, man skulle spørge sig frem. Jeg kom aldrig hen til det magiske sted, men stenen i sig selv var heller ikke vigtigst. Det var tværtimod restauratørens umiddelbarhed og insisterende tone. At dele sin kærlighed til lokale aurasten med andre er åbenbart ligeså selvfølgeligt som ravioli og gæstfrihed. I hvert fald hvis man bor på Sardinien.

At øen er helt sin egen i forhold til resten af Italien, og at fornemmelsen synes at have sin oprindelse i grundfjeldet, havde den engelske forfatter D.H. Lawrence også et øje for. Ligesom mange andre bohemer fra den eksperimenterende kunstnerklasse i London drog han til Syditalien i starten af 1900-tallet for at komme på afstand af industrialiseringens og kapitalismens forbandelser.

Panorama af Cagliaris ældste bydel Castello fra 1895, hvor enorme mure og bastioner præger kvarterets atmosfære. Tegnet af Gustavo Strafforello. Wikipedia, Giuseppe Barberis.

Men hvor de fleste rejste til Napolibugten eller Sicilien og blev der, tog Lawrence videre til Sardinien. Øen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og i sin bog Sea and Sardinia fra 1921 beskriver han Sardiniens sortklædte kvinder, nøjsomme hyrdekultur og den omnipotente natur som var han kommet til en præmordial verden, der svævede udenfor tid og sted.

Allerede ved ankomsten til Cagliari, Sardiniens største by, fornemmer han øens egenart. Han ser op på fæstningsmuren, der indeslutter middelalderbyen i en gullig elfenbenskrone af kalksten, og beskriver synet med ærefrygt:

”Mærkelige, stenede Cagliari (..) Henover dens bastion fortsætter byen længere op, stejlt i retning af domkirken og fæstningen. Det, der er så mærkeligt, er, at denne terrasse eller bastion er så stor, at den er næsten foruroligende, og man forstår ikke hvordan den kan hænge her, fristvævende i luften.(…)

Det er et mærkeligt landskab, som om verden har forladt det. (…) Cagliari er tabt mellem Europa og Afrika uden at høre hjemme på nogen af kontinenterne. Byen hører faktisk slet ikke til noget sted, og har aldrig gjort det. Hører ikke til noget eller nogen steds. Mest til spanierne og araberne og fønikerne. Men har aldrig rigtig haft en skæbne. Ingen skæbne. Udeladt fra tiden og historien.” 

Hovedillustration: Gade i byen Maddalena. Foto: Marek Slusarczyk, Wikipedia.

Turen Går Til: Rejsejournalistens nye dogmer

For fem år siden ville gletsjeren have fyldt hele billedet. Om femten år er den måske væk. Som “Turen Går Til”-forfattere bliver vi stadigt mere optaget af, hvordan man kan skrive troværdig og ansvarlig rejsejournalistik i en verden med klimaforandringer og overturisme. Kunne et sæt dogmeregler være en del af løsningen?

af Lisbeth Nebelong og Cecilie Marie Meyer. Hovedfoto: Lisbeth Nebelong.

Et øjeblik tror vi, at vi er vidner til et modeshow ved Solheimajökull. Men kvinden til højre i billedet er alene – og har klædt sig ud for at tage selfies foran den smeltende gletsjer.

Som led i researchen til en novelle med Islands turisme som kulisse deltog vi for nylig i flere af landets populæreste udflugter. Men det, der var tænkt som en skønlitterær inspirationstur, blev ikke mindst en faglig erkendelsesrejse.

Forfærdelsen over, hvor drastisk masseturismen allerede har ødelagt oplevelsen af rejsemålets store naturattraktioner, affødte en diskussion om, hvordan man som rejsejournalist kan forholde sig til klimakrise og overturisme.

Ønskes: Selvransagende rejsejournalistik

Siden 2010 har vi skrevet rejsebøger om henholdsvis Syditalien og Færøerne. To rejsemål, der har udviklet sig fra at være relativt ukendte til flere steder at lide under turisttilstrømningen. I de seneste udgaver har vi forsøgt at fremhæve de mindre besøgte sider af landene, så turisterne ikke kun valfarter til de sædvanlige steder.

Men hvordan videreudvikler man rejsejournalistikken i takt med klimaforandringer og lokalbefolkningernes ambivalens over for den støt stigende turisme?

Fjernøstlige strande, der lukker for at beskytte faunaen, og norske bygder, der overrendes af krydstogtturister, hører vi nu jævnligt om i nyhederne. Det samme gælder byer som Venedig, Barcelona og Amsterdam –  og vores eget “Turisthelvede: Nyhavn er tabt for københavnerne”, som det hed på en Berlingske-sektionsforside for nylig.

Senest har det sigende foto af selfiekøen til Mount Everest, hvor mennesker omkom på vejen til toppen, bidraget til en berettiget mediedebat om, hvordan det dog er kommet så vidt.

Selvransagelsen har tilsyneladende endnu ikke spredt sig til rejsejournalistikken, hvor en kritisk tilgang også burde være en selvfølge. Men i en verden, hvor stadigt flere rejser, skal der skrives stadigt mere, hurtigere – og dårligere honoreret – rejsejournalistik.

Resultatet er et væld af artikler, baseret på ensidig vinkling og klichéfyldt sprog. Ofte tilsat stereotype bureaubilleder, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det er journalistik  eller reklame for rejsemål, baseret på presseture arrangeret af et rejsebureau, en turistorganisation eller andre partskilder.

Når vi efterlyser en troværdig og ansvarlig rejsejournalistik, skyldes det ikke mindst massemediernes dobbeltrolle i nutidens senmoderne samfund, hvor de på én gang spejler og medskaber tidsånden. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad og hvordan der kommunikeres om det at rejse.

På Capri udenfor Napoli er strømmen af udenlandske turister steget med 50% siden 2014. Øen er et så berømt rejsemål, at man som journalist hurtigt henfalder til de samme ord og historier, når Capri skal beskrives. Går man i dybden rummer Capri dog mange andre sider, som kan udforskes og fortælles. For eksempel har Kejser Augustus præget øens arkitektur og stemning, og Den Blå Grotte har været inspiration for både H.C. Andersen og August Bournonville. Her er grotten foreviget af Jakob Alt i 1836. Foto: Wikipedia.

At overveje hvorfor man rejser

Før i tiden drog mennesker afsted for at blive klogere på verden. I renæsssancen sendte den nordeuropæiske elite sin ungdom ned gennem Tyskland til Middelhavsområdet for undervejs at lære om malerkunst, litteratur og videnskab.

Senere kunne personligheder som H.C. Andersen, Oehlenschlæger og J.C. Jacobsen opleve den industrielle tidsalder forandre Europa.

Datidens rejsende havde ofte også et metaperspektiv på selve det at rejse. Da Francesco Petrarca, der i dag anses som humanismens grundlægger, i 1336 besteg det franske Mount Ventoux, blev han både overvældet over udsigten og fik moralske anfægtelser.

På bjergtoppen greb han Augustinus’ Bekendelser fra år 400, der var med i bagagen, og slog op på sætningen:

“Folk bevæges af bjergtoppenes vidundere, af havenes udstrakte bølger, af de brede vandfald ved floderne, af oceanernes omfavnende udstrækning, af stjernernes bevægelser. Men om sig selv kerer de sig ej.”

Ikke mindst med Petrarca og hans erkendelse af ikke at “kere sig” om eget indre, blev det moderne menneske født.

Selv omtalte han sig som den første siden Antikken, der besteg Mount Ventoux, ikke af nødvendighed, men “for egen fornøjelses skyld”.  Og under nedstigningen fra bjerget grublede han over sit forfængelige ønske om at erobre bjergtoppen for at skue udad – frem for at se indad.

Også senere har store forfattere problematiseret det at rejse. I 1926 skriver Stefan Zweig i essayet “At rejse eller blive rejst”, der handler om forrige århundredes begyndende masseturisme:

“Rejsen er allerede forberedt og planlagt med matematisk præcision, ingen behøver lede efter noget, ingen behøver regne på noget, motoren starter, man transporteres til en fremmed by, middagsmaden (indregnet i prisen) står og venter sammen med sengen om aftenen.”

I 1960’erne og 70’erne eskalerede charterturismen. I 80’erne og 90’erne drog back pack’erne til fjerne kontinenter. Siden da har stadigt flere individuelt rejsende jagtet “autenciteten”.

Og i takt med globalisering, befolkningsvækst og stigende velstand indtages dele af kloden nu af samtlige rejseformer på én gang. Hvor længe kan det fortsætte?

På Islandsrejsen blev det for alvor tydeligt for os, at rejsejournalisten ideelt set har en vigtig funktion som tillidsrepæsentant for såvel de rejsende som det land, der besøges:

At være bevidste om blikket, rejsemålet betragtes med. Indgå i ligeværdig dialog med de lokale. Ikke at forfalde til klichéer, aldrig at overdrive, forskønne eller fortie. Eller, som gode journalister på andre stofområder, at benytte sig af “tilstræbt objektivitet”, hvor man lader objektet, her destinationen, komme til syne som sig selv.

Regler for en ny rejsefortælling

Som led i vores overvejelser har vi udarbejdet følgende “dogmeregler” for vores egne fremtidige rejsefortællinger:

  • Undgå at tage udgangspunkt i dit rejsejournalist-jeg  “in medias res”.
  • Brug aldrig lokalbefolkningen som staffage eller”ædle vilde”. Inddrag dem som ligeværdige dialogpartnere, der validerer og perspektiverer din fortælling.
  • Overvej om dit sprog er tidssvarende. Se fx hvordan The Guardian nyligt har opdateret deres “style guide” for at skabe et mere præcist og troværdigt sprog på kilmaområdet. Her vil de fremover bruge termer som “climate emergency” frem for “climate change” og “global heating” i stedet for “global warming”.
  • Brug så få adjektiver som muligt. Undgå overdrivelser og klichéer som  “autentisk”,  “eksotisk”, “unikt” ,   “ikonisk”, “fantastisk”, “enestående”, “spændende”. Og døde metaforer som “perle”, “oase”, “smeltedigel” og  “smørhul”.
  • Forsyn så vidt muligt dine fortællinger med fotos, taget af en fotograf eller dig selv på stedet. Vend linsen mod andre motiver end de mest gængse. Redigér dem mindst muligt, og brug aldrig filtre, der forstærker stedets farver eller på anden måde manipulerer med virkeligheden.