Så er jeg netop kommet hjem fra min research-tur til den næste udgave af Turen Går Til Syditalien, hvor jeg valgte at gå i dybden med trekanten mellem Bari, Brindisi og Taranto, og også stak af til de ukendte grottebyer vest for Matera (mere om alt det i et senere opslag).Hvert sted jeg kom gik jeg også i den lokale boghandler for at lede efter et værk, der både kunne stå som håndfast minde om min tur, når jeg kom tilbage, og oplyse mig om de enkelte byers kompleksitet. Det kom der 3 meget forskellige bog-indkøb ud af, der hver især spejler nogle af de vigtigste indtryk fra min rejse. Hvem ved, måske de også kan inspirere jer? Her kommer de:
AMBIENTE SVENDUTO – il benessere avvelenato del pianeta acciaio, 2021af Angelo Carrier, med forord af Pino Aprile (oversat titel: ‘Miljø på udsalg – stålplanetens forgiftede velfærd’).
Da det gigantiske stålvalseværk ILVA bliver bygget i starten af 1960’erne, håber mange på at det vil føre til social og økonomisk velstand for de tusindvis af bøndere og fiskere, som bor i Taranto, og som nu kan få sig et ‘rigtigt arbejde’ i fremskridtets navn. De forlader deres jorde, sælger dem til pengemændene bag, og oplever hvordan fabrikken godtnok giver arbejde, men også forgifter både dem og deres medborgere, hvoraf mange bor klods opad valseværket.
Op gennem 70’erne fordobles ILVAs areal og fylder efterhånden 3 gange så meget som Taranto, der for romantiske Italiensfarere ellers har været synonym med Syditaliens måske smukkeste beliggenhed mellem det ioniske hav og indsøen Mar Piccolo, vuggende olivenlunde og enorme, arkæologiske skatte fra byens græske fortid.Nu fødes der babyer på byens hospital med ligeså mange giftstoffer i kroppen som en kæderyger, og kræfttilfældene mangedobles, mens fabrikken også får økonomiske problemer i kølvandet på den globale konkurrence på stål fra de langt billigere østlande.
ILVA er stadig en tragisk miljøkatastrofe der har skabt overskrifter i hele Europa, og jeg købte bogen efter et rystende besøg i Tarantos slum, vel vidende at værket er et emotionelt partsindlæg fra en lokal forfatter, der dog grundigt fremlægger sit angreb på de ansvarlige poltikere bag anlægget med kildehenvisninger og et stort note-apparat.Jeg er nået cirka en tredjedel gennem bogen, og bruger den ikke som godnatlæsning. Dertil er den simpelthen for uhyggelig (siger jeg som hardcore Stephen King fan!).
M – L’UOMO DELLA PROVVIDENZA, 2021 – af Antonio Scurati (oversat titel: M – Forsynets Mand)
2 del af romanen om Benito Mussolini, som vandt den prestigefyldte Strega-pris i 2019, og fortsætter hvor del 1 slap, nemlig ved Mussolinis historiske indrømmelse i parlamentet i 1924 om, at han og fascistpartiet stod bag bortførelsen og mordet på generalsekretæren af Partita Socialista Unitario, Giacomo Matteotti. Jeg er stor fan af napolitanske Antonio Scurati og hans koncise fremstilling i del 1 af de historiske begivenheder der lå til grund for Benitos succes, og jeg kom i tanke om at jeg manglede del 2 i min bogreol efter at have set utallige bygninger og referencer til Syditaliens fascistiske periode på min rejse rundt i Puglia.
Begge bøger i serien er oversat til talrige sprog.
LA GUIDA DI BRINDISI, – Itinerario storico artistico, 1995 af Giacomo Carito og Pierluigi Bolognini (Oversat titel: Guiden til Brindisi – en kunstneriske og historisk rute)
“Brindisi er ikke en rigtig by”, fik jeg at vide et par gange under min rejse, når jeg udtrykte begejstring for det hyggelige samfund med sin usædvanlige beliggenhed omkring en smal bugt ca. 30 km nord for Lecce. Måske alluderede folk til Brindisis beherskede størrelse i forhold til Puglias øvrige byer. Men hvad er en by egentlig? For mig handler det ikke så meget om indbyggertal (Brindisi har dog knap 90.000 beboere), som den rodfæstede følelse, et sted kan give én. Hér har man hjemme.Sidstnævnte har Brindisi masser af, både grundet sin lange historie, hvis vidnesbyrd flere steder rager op i bymidten hvor man mindst venter det, men også pga. sin befolkning, der tydeligvis elsker at bo hvor de gør. Jeg har sjældent besøgt en syditaliensk provinsby med så mange historiske og kunstneriske attraktioner samlet på så begrænset et areal.Af samme grund greb jeg straks ind i en reol på byens togstation, da jeg skulle videre til Taranto, hvis bar havde et fint lille udvalg af lokale bøger. Her fandt jeg en alternativ guide, hvor 2 lokalhistorikere leder én rundt i byen ved at følge kunstværker og historiske mindesmærker. Jeg glæder mig til at få byen (for ja, det er den for mig!) med i Turen Går Til!
Det er svært at tale om oprindelighed, når det kommer til ord og sætninger. Men emnet har alligevel optaget mig i disse uger, hvor jeg har siddet i en lydtæt boks på størrelse med et kosteskab, og indtalt ‘Mezzogiorno’ . I en syntetisk duft af sprit (for alt skal jo sprittes af: mikrofon, greb, håndtag og selv stolen) og omsluttet af sort æggebakke-skumgummi fra gulv til loft har jeg talt om sydende mavesafter, danseterapi, dobbelte husporte, nostalgi på Capri og uendelighed på Sicilien og længtes efter at komme ud af den indelukkethed, som det seneste år har hensat os italiens-elskere i.
Jeg har flere grunde til at takke Forlaget Turbine for oplevelsen: først og fremmest ‘tak’, fordi det er sejt og visionært at de satser på lydudgaven af Mezzogiorno – derefter ‘tak’, fordi jeg selv fik lov til at indlæse den (jeg var simpelthen død 100 gange, hvis en anden, stakkels indlæser var kommet til at udtale et italiensk ord forkert), og ‘tak’, fordi jeg nu har genopdaget mine essays: Enhver forfatter ved, at en skreven tekst forvandler sig, både når den printes ud og bliver fysisk istedet for digital, og når den læses op. Det er svært at beskrive, men den får en helt anden krop og insisterende tilstedeværelse af at blive fysisk. Det lyder naturligvis oplagt. Men effekten er ikke desto mindre utrolig slående.
Inden jeg læste mine essays op, læste jeg dem inden mikrofonen blev tændt. Det gjorde jeg for at kende historierne til bunds rent syntaktisk. Måske var der særlige udtryk, indskudte sætninger eller paranteser, som ville volde mig særlig besvær?Ikke desto mindre opdagede jeg, at ordene ved indlæsningen snød mig fuldstændigt: lange, snørklede sætninger, som jeg havde forudset ville få mig til at kløjs og kræve en genoptagelse, flød for det meste uhindret, mens andre helt banale ord drillede.
Af og til blev det pludselig min intonation og ikke selve ordets bogstaver, som jeg kæmpede med. Og dagsformen kunne afgøres af hvorvidt jeg lige havde spist et stykke chokolade (det søde indslag gav jeg åbenbart meget mere spyt i munden, end godt var for indspildningen), og om der var håndværkere i bygningen (en enkelt gang måtte jeg vendte en time på at indlæse videre, fordi man var ved at bryde en væg ned lige under min lydtætte boks.. der i det tilfælde ikke evnede at holde slagene fra de kæmpe bor ude).
Men nu er indlæsningen færdig og jeg glæder mig til at sende lydbogen ud i verden, så alle dem, der hellere vil lytte end læse, og alle dem, der forhåbenlig både kan se glæden ved en fysisk bog og en fortalt bog, kan få deres Mezzogiorno behov opfyldt! Når jeg har en release-dato klar, bliver I de første til at få den at vide.. i mellemtiden kan I nyde lidt stemningsfoto fra lydboksen, hvor en fin, lyserød lampe lyste helt teateragtigt, når optagelsen gik igang, og man skulle træde varsomt i lydstudiet.
Ligesom i Danmark gennemsyrer coronakrisens konsekvenser lige nu det italienske samfund på mange planer, og det er derfor ikke mærkeligt at de bøger, som I 2021 er blevet nomineret til at vinde Italiens fornemste litteraturpris, La Strega, i høj grad spejler et år med indadvendthed, interpersonelle konflikter og indre monologer.
Det konkluderer Melania Mazzucco i en artikel i den italienske avis ilsole24ore. Hun er præsident for Strega-komitéen, der siden 1944 har tildelt Italiens fremmeste forfattere den store ære at vinde Strega-prisen. Hun fortsætter:
”Mange af de udvalgte titler er forbundne med forfatterens
eller forfatterindens eget, levede liv, og handler om hans eller hendes private
og nære verden (venner, forældre, bekendte), om den lokale geografi, den provinsielle og
den i kvarteret. Nogle gange krydser fortællingerne selve den store historie,
men for det meste handler de om intime mikro-historier. Det er familie-krøniker,
hvor modefigurerne dominerer – ofte er de ufølsomme og vrede modstandere – eller
søsterskabet. Fædrene er næsten ikke-eksisterende, de er uønskede, overfladiske
eller gjort tavse. Det er historier om pigebørn uden en barndom, om ensomme
eller marginaliserede teenagere. Følelsen af social eksklusion og vrede gløder
i nogle af bøgerne. De er vidneudsagn om et levet liv, eller næstens.”
”Det er historier fortalt indenfor hjemmets fire vægge, hvor
huset – beboet, hjemsøgt, fortabt, besat og inficeret med ting – bliver den sande
hovedrolleindehaver. I et år med karantæne både indenfor hjemmet og indenfor
vores egne, metaforiske grænser i Italien er det ikke et tilfælde”, siger
Malania Mazzucco.
Donatella Di Pietrantonio. Foto: Udo Weier, Wikipedia.
4 stærke og aktuelle forfatterstemmer fra Syditalien
12 kandidater til Strega-prisen er blevet fundet blandt de 62 nominerede, og den eneste syditaliener mellem dem er Donatella di Pietrantonio fra Abruzzo, som I 2017 havde stor, international succes med L’Arminuta (oversat til ’Pigen de sendte tilbage’ og udgivet af forlaget Grif i 2018). Donatellas nye værk hedder Borgo Sud og er en fortsættelse af L’Arminutas næreste persongalleri – vi møder ’LArminuta’ som teenager og voksen, og især forholdet til hendes søster Adriana udvides, så de to kvinders fattige barndom i Abruzzos bjerge sættes i relief til et nyt liv i havnebyen Pescara og kvarteret ’Borgo Sud’. Jeg var selv rigtig begejstret for L’Arminuta, og håber at ’Borgo Sud’ ligeledes oversættes til dansk.
Skulle du i få mod på Donatella di Pietrantonios nye bog Borgo Sud, er den udgivet hos Einaudi og kan købes her.
Selvom den eneste, syditalienske slutkandidat til dette års Strega-pris altså er Donatella di Pietrantonio, er der flere syditalienske romaner at plukke af, når man dykker ned i både sidste års kandidater, og nogle af de mange værker, der blev anbefalet til prisen i 2021, men ikke gik videre i de øvrige runder.
Jeg har gennemgået de fleste af dem, og finder nedenstående,
aktuelle forfattere og værker særligt interessante, fordi de har Syditalien som
gerningssted og udgangspunkt, både fysisk og mentalt, eller vover sig ud i at
trække kvindelige skæbner frem, der er blevet glemt:
Valeria Parrella (fra Torre del Greco, Campania): Almarina, 2019:
Romanen handler om mødet og
venskabet mellem Almarina, en ung, rumænsk kvinde, og italienske Elisabetta,
der er midaldrende og netop har mistet sin mand. Begge arbejder de som lærerinder
i ungdomsfængslet på den vulkanske ø Nisida, der ligger nord for Napoli og i
årtier har fungeret som detention for unge kriminelle. Romanen kredser om temaer
som venskab, kærlighed og ensomhed, og spørger om det er muligt at blive fri
ved at gå i fængsel?
Citat fra bogen: ”Alt det vi gør
viser sig at være forkert, hvis det gør os triste, og korrekt, hvis det gør os
glade”
Øen Nisida ved Campi Flegrei nord for Napoli. Her har i årtier ligget et ungdomsfængsel, hvor romanen ‘Almarina’ udspiller sig. Foto: Baku, Wikipedia.
Angela Vecchione ( fra Avellino, Campania): La Piazza, 2020:
Napolis hovedbanegård åbner op ud mod Piazza Garibaldi som pladsen tog sig ud på et postkort fra 1981. Ukendt ophav, Wikipedia.
Da Angela som ung arbejdede med at
sælge busbilletter på hovedbanegården i Napoli, mødte hun hver dag spændende, komplekse
og sørgmodige skæbner. Nogle af dem har inspireret hende til at skrive ’La
piazza’, hvor Piazza Garibaldi i Napoli i det fjerne år 1985 er udgangspunkt og
hjemsted for en gruppe mennesker, som vi følger ind og ud af kærlighedsaffærer,
narkotåger og konflikter. Vecchione har erklæret at hun følger i samme
tradition som Napolis største forfattere, hvor genier som Raffaele La Capria,
Ermanno Rea og Elena Ferrante netop går intimt tæt på de mange skæbner, som
befolker Napolis mørkeste steder.
Citat fra bogen: ’Pladsen fungerede
sådan, at når nogen havde fundet sit eget tilholdssted på den, så kæmpede de
for den, og automatisk blev pladsen deres. Ingen kunne gøre noget ved det. Det
var et ejerskab, der ikke var lovmæssigt, men som ikke desto mindre gjaldt alligevel.”
Grazia Pulvirenti (Fra Catania, Sicilien): Non dipingerai i miei occhi.
Jeanne Hebuterne var kendt for sin skønhed og sit mørke, tykke hår. Foto fra Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.
I denne roman vælger digteren Grazia Pulvirenti modigt at fremmane den italienske avantgarde-kunstner, Amedeo Modiglianis elskerinde og muse, Jeanne Hebuterne. Hun begik selvmord dagen efter Amedeos død i 1884 ved at kaste sig ud af et vindue, og er i dag en for mange ukendt kvinde, som ikke desto mindre var forud for sin tid. Historien om Amedeo og Jeanne er spundet ind i et tidsbillede af et brølende Paris fuld af kreative sjæle og voldsomme skæbner, som Grazia gør særligt poetiske og tragiske gennem sin egen digeråre.
Bogens titel betyder:’mal ikke mine øjne’. Du finder værket her.
Hovedfoto: Jeanne Hebuterne, Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.
I en kold til blæser min essay-samling Mezzogiorno en lun, syditaliensk brise indover Danmark, som du man varme dig ved. Bogen udkom den 3 december fra Forlaget Turbine og har allerede fået flot omtale i Jyllands Posten og Politiken.Læs om indholdet her, og køb min bog, hvis du er nysgerrig efter at lære om Syditaliens skjulte potentiale. Bogen kan også bestilles direkte hos mig via mail på cillemarie@gmail.com – skriv til mig og få tilsendt et eksemplar med posten med personlig hilsen indskrevet i bogen fra mig til dig, eller til en bekendt, som du ved elsker Italien.
Meget af det jeg skriver bliver til på en musikalsk klangbund – og mens jeg sad og skabte mine essays til Mezzogiorno, var der hele tiden musik i baggrunden, som var forbundet med historierne, og som jeg lyttede til, for inspiration. Nu deler jeg de vigtigste af dem med jer – alle sangene er enten italienske eller forbundne med italienske universer, og hist og her også krydret med videoklip, hvis udtryk, farver og stemninger matcher kapitlerne i Mezzogiorno.
Måske tonerne også kan give ekstra dybde til mine fortællinger, mens du læser min bog – eller introducere italienske musikere og instruktører, som du aldrig før har hørt om? Jeg har nedenfor anført musikken og videoklippene i en rækkefølge, som matcher bogens indhold. Rigtig god fornøjelse på denne rejse ind i Mezzogiornos symfoniske univers:
’Whispers’ fra HBO-serien L’amica geniale af Max Richter:
Da Elena Ferrantes romantetralogi om veninderne Elenas og
Lilas liv i det fattige Napoli blev filmatiseret i 2018 med HBO-serien ’L’amica
geniale’, skulle verdenssuccesen naturligvis ledsages af et smukt og indfølt
soundtrack. Det lykkedes den tysk-engelske komponist Max Richter at skabe netop
det: et lydtapet, der på dramatisk vis fanger kompleksiteten i historien og det
tilbageholdte åndedrag, som mange af os millionere af læsere har siddet med
under læsningen af romanerne.
Et af Max Ricthers smukkeste bidrag er melodien ’Whispers’, hvis
strygere går som et skæbnesvangert pulsslag gennem kompositionen, og stiger og
falder som et blodtryk midt i det hektiske Napoli.
Det er en melodi, som jeg synes ledsager energien i mit
forord ganske godt – den fremadrettede bevægelse fra Firenze ned mod Syditalien,
der skulle blive afgørende for min udvikling fra barn til voksen, og for alle
de valg, jeg senere skulle træffe om min livsbane:
Fantasticamenteamore af Syria:
Glæde, livsmod, leg og tagfat – og et stænk af melankoli. Da jeg boede i Salerno var en af mine og Marcos yndlingskunstnere Syria. En italiensk sangerinde fra Rom (hendes rigtige navn er faktisk Cecilia!), som vi lyttede rigtig meget til, og som er vedblevet med at være succesfuld i hele Italien.
Syria fik sin debut i 1996 da hun vandt den italienske musikkonkurrence San Remo, og i 2000 udkom så mit yndlingsalbum fra hendes hånd, Come una goccia d’acqua (som en dråbe vand), med alle mine og Marcos yndlingssange på.
’Fantasticamenteamore’ optrådte hun med til Sanremo samme
år, og rummer al den vilde og ungdommelige energi, som mine 20’ere i Salerno
var så fulde af. Men sangen er også fuld
af smerte. Lyt blot ti omkvædet:
”Der var mig, der var dig, altid i evigheden,
Og dine øjne stjal min sol,
på fantastisk vis min kærlighed,
kun min,
indtil himlen kaldte på dig.”
Sangen skulle nemlig handle om en kæreste, Syria engang havde, som døde fra hende.
Lyt for eksempel til sangen, mens du læser Ind i Salerno:
Io, mammeta e tu af Renato Carusone:
En kæmpe klassiker fra den napolitanske sangtradition!
Renato Carosone var ham, der gav os den swingende og gyngende ’tu vo fa’ l’americano
(der faktisk blev et genfødt disco-hit for ikke så mange år siden), og i 50’erne
og 60’erne leverede han det ene romantiske og fængende hit efter det andet med det
folkelige Napoli som romantisk og humoristisk baggrund.
I denne sang synger han om kvalerne med at få sin kæreste
for sig selv. For når han henter hende hjemme hos forældrene, skal hendes mor hele
tiden med – eller hendes søster, eller hendes niece, eller hendes bror! Det er
en sorgløs klagesang, hvor han på napolitansk dialekt beskriver, hvordan de
prøver at spadsere (passeggiare) på byens strøg Via Toledo, men hele tiden
forfølges af svigerfamilien:
”Jeg havde sagt det til dig,
Første gang vi gik ud
I en port tæt på dit hjem:
Jeg gider ikke, at du tager nogen med!
Men nu er de der alligevel:
En bror, en søster og en niece
I stedet for at gå ud alene,
Var vi nu altid 3.
Og du lovede mig:
I morgen ved jeg ikke, men jeg
Kommer kun med mor!
Omkvæd:
Jeg, din mor og dig,
Vi spadserede på Via Toledo
Os foran, din mor bagved,
Det var helt tosset.
Kommer hun også med på bryllupsrejse?”
Sangen er oplagt at lytte til under læsningen af kapitlerne La passeggiata – den livsnødvendige spadseretur, og Assistentens assistent. Sidstnævnt handler selvfølgelig om det faktum, at man sjældent kan være alene i Syditalien uden assistance fra en ledsager:
Dietro casa af Ludovico Einaudi:
Ludovico Einaudi er en af mine absolutte favoritter når det kommer til stemningsfulde melodier. Han er efterhånden blevet verdensberømt for sine soundtracks til alt fra italienske nichefilm til store Hollywood-produktioner, der opbygges på minimalistisk vis omkring hans medrivende klaverspil. Hver gang jeg lytter til hans melankolske komposition Dietro casa, ‘bag huset’, mindes jeg de langsomme, syditalienske eftermiddage, hvor tiden står stille, og der er god tid til refleksion.
Lyt gerne til melodien, når du læser kapitlterne La controra
og Hjemme og ude:
Franco Blandis time-lapse-video fra Siciliens bagland:
Sicilien er myternes ø, hvor menneskene lever i så stærk en
synergi med deres land, at man kan have svært ved at skelne mellem krop og
jord, kultur og natur, fantasi og virkelighed. Det hele vikles sammen i en
uendelighed, der ikke kun forstærkes af landskabernes ruiner og ufærdige
byggerier, men også af de skiftende årstider, hvis gentagen af farver, dufte og
stemninger skaber et cyklisk dejavu.
Dette fanger den lokale filmskaber og siclianer Franco Blandi smukt i denne lille film som han har opbygget ved at filme sin fødeøs bagland de samme steder fra, ubrudt henover et helt år. Med ’de 4 årstider’ i baggrunden oplever man hvordan stederne forandrer sig for hver dag, for blot at ende ved samme udgangspunkt 12 måneder senere. Filmen giver også et intimt glimt af det landlige Sicilien mellem Messina og Enna, som meget få kender, og danner et fint soundtrack til mit kapitel L’arte dell’incompiuto – det ufærdiges kunst:
Capri Rendez Vous af Liberato:
Liberato er Napolis neomelodiske rap-fænomen, der har taget
hele Italien med storm, og med lige dele vildskab og følsomhed viderefører
Syditaliens store musik-arv. Meget få kender den unge fyrs sande identitet, for
Liberato gemmer sig bag sit kunstnernavn for at have frie hænder til at
fortolke Napolis sangskat og til at eksperimentere med nye udtryk.
Personligt er min Liberato-favorit hans poetiske hilsen til Capri, hvor han gennem 5 musikvideoer fra 1960’erne op til 00’erne fortæller en romantisk og bittersød historie om et møde mellem en fransk skuespillerinde, Marì, og en lokal stik-i-rend-dreng, Carmine. De mødes på en sejlbåd, da Marì skal fragtes hjem fra en filmscene til sit hotel. Inden hun stiger på båden, siger hun til filmens italienske instruktør: ”Tiden og det at efterlade mig et aftryk interesserer mig ikke. Man kan ikke spole tiden tilbage. Lev i nuet”.
Det kommer hun til at fortryde bitterligt. På både forelsker
Carmine og Marie sig nemlig i hinanden:
Marie må dog forlade øen dagen efter, og bliver siden verdensberømt.
Senere vender hun tilbage til Capri i 70’erne som diva, og de ser hinanden
flygtigt på en natklub:
Det næste gensyn på Capri er hjerteskærende. Året er 1993,
og Marie må ledsages hjem til sit luksushotel af Carmine, efter hun har drukket
sig fuld på en bar. Hun er ulykkelig over sit tomme liv, men Carmine er gift og
blevet politibetjent. De får dog en enkelt nat sammen, efter at Marì har
tryglet ham om at blive, og spole tiden tilbage:
I den sidste film vender Marie tilbage til et meget forandet
Capri i 2019, som nu mestendels tilhører turisterne. Hvorfor hun er der finder
vi ud af tilsidst – det er for at deltage i Carmens begravelse:
Den elegante video-fortælling ledsaget af Liberatos musik rammer lige præcis den melankolske stemning, som jeg fortæller om i mit essay På tur til den blå ø Capri. Capri og Syditalien er ikke kun skønhed og glæde, men også smerte og længsel.
La figliata fra filmen ’La Pelle’:
Når man læser mit essay Il femminiello – Napolis tredje køn, nævner jeg mandefødslen la figliata. Det ældgamle ritual, hvor en mand får veer og omgivet af andre femminielloer føder en dukker med en enorm fallos. Alt imens mandefødslerne stadig foregår visse steder i Napolis opland, er de ikke lige til at finde og deltage i. Man får dog et glimt af festligheden i filmatiseringen af Curzio Malapartes krigsepos om Napoli, ’La Pelle’:
’O saracino af Renato Carosone:
Ingen bog om Syditalien er komplet uden en hyldest til den
syditalienske mand, som jeg har brugt mange år på at studere: hans posering i
gadebilledet, hans måde at bevæge sig på, tale på og opføre sig, men også hans
hengivenhed og store hjerte rør mig hver gang, jeg stifter et nyt bekendtskab. Den
syditalienske mand er uberettiget blevet latterliggjort af mænd i køligere
lande, der ikke forstår hans særlige kapital af charme, storsindethed og ægte opofrelse
overfor de mennesker, han elsker.
Lyt til denne humoristiske sang om ’O Saracino’ (saraceneren – ordet som i gamle dage ofte blev brugt om personer fra Mellemøsten) af Renato Carosone, når du feks. læser kapitlet Manden, faderen, ridderen og patriarken. Sangen trækker på stereotyperne i sin fortælling om en napolitansk mand, som alle kvinder forelsker sig i:
”Han har krøllet, krøllet hår,
Skinnende og frække øjne
Alle unge piger kommer rendende
Når de ser ham gå forbi
Med en cigaret i munden
Og en hånd i lommen
Går han sådan rundt i hele byen
Saracener, saracener, smukke fyr!
Saracener, saracener, alle kvinder forelsker sig i ham.”
The Taranta Project af Ludovico Einaudi:
Hvorfor går så mange i den vestlige verden rundt med fobier
overfor edderkopper, slanger, trange rum og store pladser? Er det på grund af uforløste
traumer, som man engang kunne håndtere med dans og musik, der nu er glemt, og som
vores moderne verden derfor ikke længere har redskaberne til at hele?
Mit essay il tarantismo – terapien fra Puglias onde
fortid tager udgangspunkt i Ernesto de Martinos antropologiske studier i 50’ernes
Salento, hvor man som det sidste sted i Syditalien kunne opleve ’le tarantate’,
de stakkels kvinder, som var blevet bidt af en giftig edderkop i marken, og nu kun
kunne blive helbredt gennem et ugelangt danseritual fuld af symboler.
De Martino fandt ud af at kvindernes sindssyge ikke stammede
fra edderkoppebiddets gift, men i stedet var et stress-symptom på det hårde
bondelivs kulmination under høsten. Lokalsamfundet havde gennem årtusinder opbygget
en særlig musik og dans, som henover dagene helbredte kvinden og gav hende afløb
for sine frustrationer.
Ernesto filmede det hele og tog med i kirken, når de
helbedte kvinder afsluttede tarantismo-ritualet ved at drikke af den hellige
kilde og bede i San Paolos kapel i byen Galatina. Hvert år afholdes der en stor
musikfestival for folkemusik i Salento, hvor tarantisme-musikken har fået en
står genfødsel, og i den forbindelse bad man komponisten Ludovico Einaudi om at
lave et album inspireret af il tarantismo.
Resultatet er blændende – her kan du opleve en af hans
medrivende melodier, der er krydret med De Martinos filmklip fra dengang, og
hvor Ludovico fortæller om sit arbejde til sidst:
Ruanzu Il cane af Carmine Torchia:
Jeg tror kun det er i Syditalien, at en hund kan blive
ophøjet til noget nær i guddom. Det skete i hvert fald i den calabresiske
landsby Sersale, hvor en gul labrador pludselig dukkede op ud af ingenting. Den
venlige ’vagabond’ blev hurtigt en del af det lille samfund, som fandt ud af,
at Ronzo ikke var en helt normal hund. Den troppede op ved et hus, når en
person var død, og gik lige ind i stuen for at trøste de pårørende. På
kirkegården kunne den finde på at våge over nye grave, og den fulgte stædigt med i optoget, når man
fejrede den lokale helgen.
Mest spektakulært var det dog, at den insisterede på at deltage i møderne på rådhuset, og til gudstjenesterne i kirken. Begge dele fik den lov til. Da hunden blev kørt ned af en flugtbilist, var hele byen i sorg, og gav Ronzo sin helt egen begravelse.
Hunden lever stadig i de lokales bevidsthed – så meget, at hunden nu også har fået sin egen sang, komponeret af bysbarnet Carmine Torchia. Lyt til den nedenfor, når du læser mit essay Ronzos Lære. Omkvædet lyder:
”Jeg hed Ronzo,
Jeg tager med til bryllupperne
Og til hver en begravelse
Jeg er Ronzo
Og de siger, jeg er speciel
Jeg hed Ronzo,
Jeg går med i optogene
Og deltager i møderne på rådhuset
Jeg er Ronzo,
Og de siger, jeg er speciel”:
Napule è af Pino Daniele:
Napoli har mange skjalde, men en af de vigtigste var Pino
Daniele, der om nogen har fanget byens energi i sine både simple og storladne
kompositioner. I sin sang Napule è fra 1977 rammer han mange af de komplekse
følelser, som napolitanerne har overfor deres beskidte, smukke, korrupte, hårde
og bløde hjemby. Selvom Napoli dengang var en af Italiens fattigste byer,
bobler Pino stadig af stolthed i stroferne, når han for eksempel starter sangen
således:
Napoli er 1000 farver
Napoli er 1000 ting at frygte
Napoli er lyden af børnestemmer
Der stiger langsomt
Og du ved, du ikke er alene
Napoli er den hårde sol
Napoli er flammer og hav
Napoli er et beskidt stykke papir
Som alle er ligeglade med
Og alle afventer deres skæbne
Jeg så selv Napolis bagside, da jeg under mit ophold i Salerno
besøgte et af byens fattigste kvarterer. Lyt derfor gerne til sangen, når du
læser mit essay Pasta i Poggioreale:
Giulia e il cuore a pezzetti af Donpasta:
Pugliesiske Daniele De Michele, der
også går under kunstnernavnet Donpasta fordi han elsker at lave mad, har siden
2014 rejst i hele Italien for at filme og vise glimt af den tidløshed, som bor
i den italienske madlavning. Han mener at italienerne er ved at glemme deres
gastronomiske arv, og med sine optagelser hylde han de store, ydmyge måltid,
som holdes i hævd af ildsjæle, som alle har de egne historier at fortælle om de
retter, der laver.
Daniele De Michele anses som værende
en af de mest lovende og nyskabende performance-kunstnere i Italien lige nu,
som både kan ses lave pasta back stage til sit hold af DJ’s hjemme i Otranto,
holde ’Parmigiana Raves’ i New York, og filme i privaten hos bedstemødre, hvor
han laver optagelser om køkkenets visdom.
I forbindelse med mit essay om Mobiltelefonen, hvor jeg beskriver hvorledes mit liv i Salerno langtfra blot var en dans på roser, har jeg flere gange spejlet mig i denne rørende optagelse af Giulia, der laver hakket kalvehjerte med persille og polenta til Donpasta. Imens beretter hun om hvordan hun selv har fået gennemhullet sit eget hjerte mange gange, og tegner det symbolske organ på et stykke papir. ”Hvorfor sidder du ikke bare i sofaen og ser fjernsyn, ligesom andre kvinder”, fortalte hendes mor hende, da hun var ung. Men Giulia ville ud i verden og skabe sit eget liv, og det har kostet på følelseskontoen:
Tra le braccia dell ’angolo af Siria:
Ingen afsked uden Syria – her synger hun en slags vuggesang for kærligheden og om at tage af sted fra sin elskede mellem en engels arme. En værdig udgangssalut til min essaysamling og bogens sidste kapitel, Ud af Salerno:
Hovedillustration: Den pugliesiske gruppe Canzoniere Grecanico Salentino er blevet verdensberømt for sin fortolkning af Puglias tarantismo-musik. Wikipedia.
Jeg tror, det er første gang nogensinde, der er blevet holdt en
foredragsrække om syditaliensk litteratur på et folkeuniversitet – men
nu sker det altså, når jeg den 28 september og 5 oktober står for 2
foredrag med fokus på landsdelens geniale forfattere.
At det
(højst sandsynligt) er første gang, fremhæver det tankevækkende i, at en
landsdel, der har undfanget mastodonter som Pirandello, Deledda, Sciascia og Ferrante, først nu får sit særskilte fokus.
Men det fortæller også om at Syditalien lige nu udgør et spændende og
vedkommende alternativ til de kulturområder, som sædvanligvis har
tiltrukket sig international opmærksomhed, når det kommer til Italiens
vidundere.
Jeg glæder mig til at føre jer gennem Syditaliens
vigtigste strømninger og forfatterskaber fra Antikken frem til nu, hvor I
vil stifte bekendtskab med både kendte og mere ukendte skribenter, der
på hver deres måde har bidraget til den europæiske litteraturs
udvikling.
Og så holder jeg et særligt foredrag med fokus på det
feminine blik i litteraturen, der gennem tiden har tilbudt en anderledes
vinkel på det syditalienske samfund, med vigtige opblomstringer gennem
århundrederne: første gang markant i slutningen af 1800-tallet med
kvinder som Grazia Deledda og Matilde Serao, i efterkrigstiden med Anna
Maria Ortese og Fabrizia Ramondino, og i nutiden med Elena Ferrante,
Michela Murgia og Viola Ardone.
På grund af corona kan foredragene også tilgås digitalt den 3 og 10 november, hvilket jeg især er glad for, fordi folk fra hele landet så kan være med – læs mere og tilmeld dig her: