Category Archives: MOLISE

Syditaliens længste hyrdevandring udspiller sig lige nu mellem Puglia og Molise

Syditaliens længste transumanza har denne weekend slanget sig fra Puglias Tavoliere-slette til bjergene ved Frosolone i Molise, så 300 køer kan mæske sig i friskt græs henover sommeren. Dyrene var omgivet af ryttere fra familien Colantuono, der som den eneste hyrdeklan stadig flytter deres kvæg de knap 200 kilometer ad de ældgamle tratturi-stier, der i årtusinder har forbundet de 2 regioner. Og flere steder fulgte de lokale med på stien, enten til fods, til hest eller på cykel i en hyldest til den uddøende tradition.

En transumanza er den årstidsbestemte rytme hvormed hyrder verden over leder deres dyr fra sletter til bjerge og omvendt, så deres dyr har adgang til den bedste næring. Mange af de største og vigtigste byer i Molise som Isernia og Campobasso er udsprunget af den livsvigtige nerve, som den årlige trafiik af dyr har udgjort for den lokale økonomi – historisk går traditionen helt tilbage til de oprindelige folkeslag, som boede i Molise-regionen indtil romerne slog dem tilbage.

Romerne overtog deres praksis, for det gav god mening at lede sine dyr fra Puglias varme sletter, hvor græsset hurtigt afsvedes, til Molises køligere og frodigere himmelstrøg i bjergene. Om efteråret ledte man dyrene den modsatte vej, så de kunne komme tilbage og græsse på det nye, grønne græs, der skød op i Puglia i kølvandet på efterårsmånedernes fugtighed.

Et lille lokalt glimt fra årets transumanza 2019, der løb ad stablen den 22 maj – 26 maj.

Igennem tiden er hyrdestierne, i tratturi, blevet forkortet og sløjfet grundet færre dyrehold, færre hyrder og byggeri. Veje, byer og beboelseskomplekser går på tværs af de gamle ruter, men hist og her præger de stadig landskaberne, især i de øde bjerge i Molise, hvor de løber som græstunger igennem markerne.

I Molise kan man som turist selv opleve at gå ad stierne, der på organisk vis følger landskabets naturlige former, og de bruges kun sporadisk af de tilbageblevende hyrder, som bruger dem til kortere færdsel med deres får, geder og køer. Familien Colantuono er de eneste, som stadig tilbagelægger hele ruten fra deres gård ved San Marco in Lamis, hvor dyrene velsignes, til Montagnola Molisana nær Frosolone i Isernia-provinsen, hvor dyrene skal græsse indtil et godt stykke ind i efteråret, indtil de hentes og ledes tilbage igen.

Familiens transumanza er hvert år ventet med spænding af alle de små lokalsamfund, hvor køerne og ryttere kommer igennem. En transumanza er nemlig ikke kun en fysisk begivenhed men også en vigtig lejlighed til kommunikation og socialt samvær, hvor man kommer i kontakt med sine nabobyer, og der diskes op med lækker mad og bløde senge, så der kan spises og hviles ud henover de 5 dage, som hele turen tager. Forårstransumanzaen foregår hvert år i slutningen af maj, og er et tilløbsstykke for tilskuerne på vejen, der både filmer, knipser fotos og råber opmuntre de til rytterne.

Illustration: Maremmana-kvæget kommer oprindeligt fra Toscana, men benyttes til både kød-og mælkeproduktion i Syditalien. Wikipedia, Mike Fabian.

Molise eksisterer!

… Stik imod hvad mange andre tror! For jeg har selv rejst i den bjergrige og stolte region, besøgt middelalderbyen Agnone, boet rigtig godt på Masseria Santa Lucia, og set hvordan man støber bronzeklokker her i en af verdens ældste familievirksomheder.

For nogle ugers tid siden skrev jeg her på min blog om, at den lille, syditalienske region, der ligger klemt inde mellem Abruzzo, Campania, Lazio og Puglia, er ukendt for de fleste. Også for italienere og syditalienere selv. Ligesom Belgien er blevet udråbt til at være et tomt hul på det europæiske kontinent,  som man ikke rigtig ved noget om i Europa, er Molise blevet en slags joke i Støvlelandet, der blandt unge tunger mest er kendt for at rumme Italiens smalleste gyde på 30 centimeter i havnebyen Tremoli – en uvurderlig viden, der blandt andet er at finde i den italienske udgave af matador, Monopoly.

I denne artikel vil jeg gerne råde bod på fordomme om Molise, og lægge sarkasmen på hylden. For helt ærligt, så finder man netop i Molise meget af den oprindelighed, der er gået tab i de allermest turisttunge byer i nord, centrum og endog syd. Og hvem griner så sidst, og bedst?

Krigerfolket der gav romerne tørt på

Regionen Molise er delt ind i provinserne Isernia og Campobasso og er arkæologisk berømt for at rumme ruiner fra det stolte Samnitterfolk, der som nogen af de sidste evnede at modstå romernes invasion i Syditalien. I gamle dage hed området derfor Samnium, eller Sannio på italiensk, og de rigeste områder med ruiner fra samnitterne findes udenfor Agnone – en stemningsfuld middelalderby der ligger i Molises bagland og hænger på en hylde i udkanten af Appenninerne.

Molises Pompei

Samnitterne kan dateres tilbage til de første stammer her, og de opbyggede en forfinet krigerkultur, der faktisk evnede at slå romerne tilbage flere gange, inden herrefolket blev så stærkt, at samnitterne i sidste ende ikke kunne holde stand. Resultatet ser man i ruinbyen Saepinium, der ligger mellem klippestumper og øde sletter udenfor Agnone og står forbløffende velbevaret tilbage.

Der er mange specielle ting med Saepinium: først og fremmest har mennesker ad flere perioder boet her, hvilket gør ruinbyen sært levende og stemningsfuld: Således er stedets amfiteater vokset sammen med middelalderhuse, hvis beboere i bogstavelig forstand har boet på teatrets trapper, og af og til tripper der får og geder her, når de lokale hyrder leder deres flokke igennem ruinerne.

Den arkæologiske park omkring Saepinium er tilgængelig døgnet rundt – og der er gratis adgang. Wikipedia.

Det var i 293, at romerne kom od ryddede det Saepinium med jorden, som samnitterne havde bygget, men de konstruerede derefter denne by med samme navn, og den er virkelig velbevaret, med tydelige mure og buegange fra datidens slagterhaller, butikker og smukke villaer. Selve indgangsporten til byen er stadig intakt og forestiller 2 germanske krigsfanger, der prøver at bryde deres lænker i granit.

Der er heller ikke billethalløj og souvenirbutikker her. Man ankommer ganske enkelt til stedet åbnet døgnet rundt, og helt gratis at besøge. Kan det blive meget bedre?

Lange bånd af græsgange

I Molise minder kulturen mig om Sardiniens, for også her er der masser af hyrder, natur og kvæg, og på tværs af bakkedragene ser man stadig lyse bånd af stier, der går på tværs af markskellene og udgør græsningsstier, de såkaldte tratturi, som hyrderne leder deres dyr ad. Hist og her har man bevaret disse tratturi, og man kan følge dem som turist – visse steder endda til hest.

Agnone, Mamma Emma og den tusindårige bronze

De lokale i Molise ved godt, at de ofte overses som region af det mægtige Abruzzo, som deler bjergkæde med Miolise. Der bor blot lidt over 300.000 mennesker i regionen, hvilket gør den til den mindst befolkede i Syditalien, og skønt Molise altid har haft en selvbevidsthed grundet bla. samnitterne og den meget handel der foregik her under den travle hyrdetrafik med dyr, blev Molise først konstrueret som selvstændig region i 1963. Inden da hørte Molise under Abruzzo.

Agnone ligger i Molises bagland på en hylde i Appenninerbjergene. Wikipedia.

Da jeg sidste gang var i Molise boede jeg enkelt og smukt hos mamma Emma på bondegården Santa Lucia udenfor Agnone. Hun var en dygtig kok, og forkælede mig med hjemmelavet is, lokalt charcuteri, mælk og ost fra bjergene her, og med solmodne grøntsager fra haven.  Her spiser og sover man virkelig godt. Hendes lille agriturismo var et perfekt udgangspunkt for eventyr i bjergene, men hun syntes det var svært at fange turisternes opmærksomhed. Mamma Emma havde masser af ideer til vandreture i bjergene, og hun var den perfekte ’Mamma’ og kom selvfølgelig med i min guide Turen Går Til Syditalien. Jeg brugte i flere dage hendes lille gård som udgangspunkt for ture til blandt andet Agnone:

Agnone kan helt klart anbefales: en lille, hyggelig middelalderby med statelige paladser fra de rige købmænd, som tjente godt på handelen med dyr, skind og ost mellem regionerne i nord og syd. Især var det virkelig interessant at kigge ind på bronzestøberiet Fonderia Marinelli, der siden 1300tallet har tilhørt den samme familie, og laver nogle af Italiens mest kostbare bronzeklokker. De har noget nær monopol på at støbe bronzeklokker til Italiens mest fornemme kirker – blandt andet Peterskirken – og du kan komme med indenfor og gå på opdagelse og opleve, hvordan man støber i sand efter ældgamle metoder.

I forbindelse med støberiet findes et museum med alskens bronzeklokker. Wikipedia.

 

 

 

 

Klokken i det skæve tårn i Pisa er støbt hos Marinelli i Agnone. Wikipedia.

Mamma Emma har desuden et par hyggelige lejligheder i centrum af Agnone kaldet Borgo San Pietro, som hun leger ud sammen med sin datter. Læs mere her – og bliv inspireret: https://santaluciaagnone.com/en

Bliv yderligere inspireret af denne fine, lille film på Youtube, som jeg har fundet om regionen:

 

Hovedfoto: Isernia er sammen med Campobasso de største byer i Molise, og indeholder især museer og monumenter fra regionens lange historie helt tilbage til antikken. Wikipedia.

 

Molise eksisterer ikke!

Jeg har opdaget at der i Italien hærger en stående joke om, at den syditalienske region Molise ikke eksisterer, og at mange italienere end ikke ved, hvor de skal placere Molise på et kort. Den lille region, der ligger klemt inde mellem Abruzzo, Puglia, Lazio og Campania, og som på mystisk vis sjældent optræder hverken i medierne eller i rejsebøgerne.

Journalisten Antonio Leggieri har skrevet om Molise, at problemet ligger i regionens mangel på identitet: ”Molise kan ikke tilskrive sig selv noget, der virkelig adskiller den fra de øvrige regioner”, og citerer en fantomfigur på Facebook, der erklærer, at ingen kender Molises hovedstad, Molises signaturret, Molises sangskat eller regionens dialekt. Derfor: Molise eksisterer ikke!

Men på trods af stor skønhed og en lang historie, er det som om at regionen er blevet Italiens svar på Belgien – et område, der for de fleste italieneres vedkommende går under radaren, og som man tilsidst begynder at gøre lidt grin med. Nettet svømmer over med jokes om Molise, med landkort, hvor regionen er blevet pillet ud, og i stedet rummer Adriaterhavet. Nogle af de ondeste tunger hævder endda, at Molise er mest kendt for at have  Italiens smalleste gyde på blot 30 centimeter. Den skulle befinde sig i havnebyen Termoli, og spørgsmålet findes sågar i Italiens svar på Matador, Monopoly. That’s it.

Fra Darlin.it – tegning lavet af Andrea Scandurra

For at give joken en grotesk kant, så oplever Molise i disse år en slem affolkning af især unge, der rejser til nord eller sågar udlandet for at finde arbejde. Det er som om selv mange i Molise vender deres føderegion ryggen, som med sine små svært fremkommelige landsbyer og sit fokus på landbrug- og hyrdebrug er blevet selve billedet på Italiens periferi.

Jeg overgiver mig i denne artikel til joken, og fremhører her lidt argumenter, der vitterligt stiller spørgsmålstegn ved, om Molise overhovedet eksisterer:

1: Den tidligere, italienske præsident Giordano Napolitano har rejst i og besøgt alle Italiens regioner – undtagen Molise.

2: Molise har både bjerge og hav – men bjergene blegner i forhold til naboregionen Abruzzo i nord, der rummer Syditaliens tag. Og med kun 50 kilometers kystlinje kan Molise på ingen måde hamle op med Puglias brede strande i syd, der varer så langt øjet rækker.

3:  På Facebook findes der en side med titlen Molise Non Esiste, der med cirka 15000 følgere sætter fokus på den underrepræsenterede region og fremdriver beviser på, at Molise blot er et tankeeksperiment.

4: Hollywood går også udenom Molise: selvom Robert di Niros oldeforældre kommer fra landsbyen Ferrazzano i Molise, har skuespilleren aldrig nogensinde besøgt regionen. Til sammenligning nyder Francis Ford Coppola hvert år den syditalienske sommer på sit palæ i Basilicata-regionen nær landsbyen Bernalda, hvor Coppolas egen familie kommer fra.

5: Fra havnebyen Termoli i Molise afgår der færger til paradis-øerne Tremiti. Øerne er små vidundere af blændende hvide kalkmassiver fulde af skyggefulde pinjer. Eneste bagdel for Molise er, at øerne slet ikke tilhører regionen, men derimod Puglia. At have en færgeservice, der udelukkende afgår til en naboregions øer, understreger på finurlig vis Molises egen utilstrækkelighed.

(PS: I min næste artikel vil jeg bevise det modsatte: Molise esiste!)

Hovedfoto: still fra filmen Molise Non Esiste fra Youtube, af Giuliano di Paolo.