I en af Europas tættest befolkede byer var man i november og starten af december hårdere ramt af corona end nogensinde. Men selvom borgerne protesterede i gaderne, nægtede borgmesteren at indsætte hæren mod sine bysbørn. Imens er EU på vej med en kæmpe hjælpepakke til det nødlidende Syditalien, men som næppe vil nå dem, der reelt har brug for hjælp.

I foråret imponerede Napoli resten af landet ved ikke at lade covid-virussen løbe løbsk: med bitre erfaringer fra Italiens sidste kolera-epidemi i 1973, som gjorde tusindvis af napolitanere dødssyge, og med bevidstheden om, at utilsigtet adfærd ville lægge pres på byens sårbare sundhedssystem, holdt napolitanerne epidemien ud i strakt arm. Man blev hjemme, man gav mad til de fattige, man sang til hinanden fra altanerne. Der blev talt om samfundssind og sammenholdskraft i en by, der ellers er notorisk berygtet for sin anarkisme.  Men napolitanerne har historisk set været så vant til at stå imod omkalfatrende trusler fra omverdenen, at de forstår en katastrofe, når de ser den.

Syditalienerne og det mystiske anti-corona-gen

Og så var der det forbløffende studie, der i sommers hævdede, at Syditalien bl.a. var sluppet så let udenom virussen, fordi syditalienerne havde 2 særlige gener. Påstanden kom fra den amerikanske forsker Antonio Giordano fra universitetet i Philadelphia, som havde udpeget generne, undersøgt dem nøje og fundet dem modstandsdygtige overfor særlige vira. Studiet skulle være blevet tilvejebragt sammen med forskere fra Italiens videnskabelige institutter, og dets konklusioner blev endda trykt i tidsskriftet International Journal of Molecular Sciences.

Man var begejstrede.  Lige indtil 2 bølge af coronavirussen ramte i oktober, og hverken gode gener eller det sociale forsvarsværn, som mangt en overlevelse i Syditalien bygger på, kunne forhindre sundhedskrisen i at optrappe. På grund af den er det ikke længere muligt at give kredit til kvarterets fattigste, når købmanden selv er presset på sin overlevelse. Og det sociale netværks ellers så resiliente homogenitet er ved at være strakt til det yderste, fordi hverken familie eller venner længere kan understøtte én med lån og almisser. Pengene fra de begrænsede hjælpepakker, som blev sat i søen i foråret, er kun nået frem til få. Og uden et reelt velfærdssystem har mange i foråret måtte ty til ulovlige lån hos byens kriminelle – lån, der nu skal indfries, og hvis umulighed gøres sværere af 2 bølge.

De syge indlægges i kirkerne

Folk er desperate – I The Guardian den 1 november kunne man læse hjerteskærende øjenvidneberetninger om folk i gaderne, der løber rundt og desperat prøver at praje taxier for at kunne køre deres syge på hospitalet – både dem, der er smittede med corona, og dem, der lider af alt muligt andet, men nu kommer bagerst i køen. Ambulancerne og hospitalerne er så overbebyrdede, at der er kø til begge dele. Man indlægger folk i kirkerne, mens de raske demonstrerer i gaderne mod restriktionerne, som man hævder endegyldigt vil tage livet af det lokale erhvervsliv. Som en af demonstranterne sagde: ”Det er ikke kun virussen, der slår os ihjel!” Med henvisning til byens bureaukrati og manglende hjælp til de nødstedte.

Siden slutningen af oktober er folk gået på gaden i en appel til regionspræsident Vincenzo de Luca om ikke at gøre alvor af en lockdown af regionen Campania, hvor Napoli er hovedby. Indtil videre skal restauranter, barer, fitnesscentre etc. lukke klokken 18 ligesom i resten af Italien, og det har sendt den i forvejen skrøbelige napolitanske økonomi direkte mod afgrunden. Der har også været udgangsforbud i Napoli – noget, der sundhedsmæssigt kan være katastrofalt for især de fattigste i de sørgeligste kvarterer, hvor mange familier lever i étværelseslejligheder med mange børn. Op mod jul er smitten i Campaniaregionen faldet så meget, at området nu er orange istedet for rød, men situationen er stadig yderst prekær, både økonomisk og psykisk for de hårdt prøvede napolitanere.

Er Vestagers hjælpepakke naiv?

Mens det stod værst til, nægtede Napolis energiske borgmester Luigi de Magistris, som ellers har formået at forbedre infrastrukturen og ’rebrande’ Napoli som turistby efter den finansielle krise, at tillade militær intervention. Det var ellers noget, regeringen havde advaret med, hvis folk ikke stopper med at stimle sammen på gaden. De Magistris pegede på at problemet var nationalt og regionalt: ”Borgeren er ikke skyldig i denne situation’, sagde han den 13 november til den italienske avis, La Repubblica.

I starten af oktober forlød det, at EU arbejder på en hjælpepakke til det nødlidende Syditalien, som giver ramte firmaer skattelettelser. Margrethe Vestager udtalte:

”Syditalien er hårdt ramt af de økonomiske konsekvenser af coronavirus. Disse italienske foranstaltninger til en værdi af 1,5 mia. € vil støtte job og hjælpe virksomheder, der er aktive i de sydlige regioner, med at tackle de likviditetsproblemer, de står over for efter epidemien, og dermed opretholde beskæftigelsesniveauet og bevare forretningskontinuiteten.”

Det samlede støttebeløb lyder indtil videre på 1.5 mia euro og vil gå til alle de syditalienske regioner – et kæmpe område, der dækker cirka halvdelen af det italienske areal, men hvis samlede BNP ligger gennemsnitligt 90% lavere end gennemsnittet i EU. Problemet er dog, at støtten først og fremmest vil tilflyde de virksomheder, som har folk ansat på kontrakt. Men i Napoli og resten af Syditalien er mange ansat under prekære forhold uden nogen formel aftale. Vil man arbejde, må man tage, hvad man kan få, og de sorte penge er og har i visse samfund været den bagvedliggende grund til, at hverdagen kunne løbe rundt.

På grund af covid 19 er masse af disse mørke-jobs i turismesektoren, landbruget og servicefagene forsvundet, alt imens den organiserede kriminalitet tjener godt på ulovlige lån og afpresning. Mafiaen vil højst sandsynligt også lukrere på Vestagers støtte – den er mester i at få fingre i EU-subsidier.

Hovedfoto: Folk på gaden i Pavia. Stefano Lodi, Flickr, Wikipedia.