Hvad betyder coronaen for de syditalienske kvinders ligestilling? Hvordan bliver mafiakonfiskerede ejendomme givet tilbage til lokalsamfundet? Og hvor kan man finde italienske bøger her i Danmark, hvis man ikke vil købe dem over nettet?
Lyder det interessant for dig? Så læs videre:I cirka 2 år har jeg udgivet mit gratis nyhedsbrev om Syditalien, der løbende bliver sendt ud til mine læsere fra min blog om især kulturelle emner. Og det vil jeg fortsætte med. Men jeg har også mærket et stigende behov for endnu mere dybdegående viden, hvor jeg giver mig ekstra god tid til at dvæle ved nyheder og aktuelle emner fra den syditalienske virkelighed, og finder steder, netværk og gode tips til jer, så I kan udvide jeres syditalienske horisont. Flere af jer har skrevet direkte til mig og bedt om muligheden for en sådan service.
Fordybelse tager dog tid – og derfor har jeg besluttet mig for at starte et 3-ugers brev, på italiensk kaldet et ‘trisettimanale’, hvor jeg 17 gange om året udsender en lille avis i word-format til betalende abonnenter via mail. Prisen pr. måned vil være 75kr, og man betaler på årsbasis (ialt 900kr for et årsabonnement). Når betalingen er modtaget, vil man få det senest udsendte trisettimanale, og derefter kunne glæde sig til et helt år med regelmæssige opdateriger om den syditalienske virkelighed. Jeg håber det vil blive godt modtaget af alle jer derude.
Det er min ambition at skabe mit eget, lille medie, der efterhånden kan udvikle sig og skabe en modvægt til den øvrige nyhedsdækning i Danmark, hvor nyheder om Syditalien er begrænset, og de, der er, ofte handler om de samme emner. Jo flere abonnenter, jo mere tid vil jeg have til rådighed, fordi økonomien bag giver mig friheden til at prioritere mit Trisettimanale.
Har du lyst til at blive abonnent på Cecilies Trisettimanale, så send mig en mail på cillemarie@gmail.com, eller send mig en besked bagom med din egen mailadresse – så sender jeg dig de nødvendige betalingsoplysninger på en faktura. Jeg glæder mig til dette helt nye kapitel!
De udgør kulisserne for både filmen Gomorra af Roberto Saviano, der portrætterer den napolitanske camorras kynisme, og hitserien af samme navn, der i flere år har gjort seerne på streaming -tjenesten HBO Nordic bekendt med kriminalitetens ulyksaligheder i bydelen Scampia.
Det drejer sig om de berygtede og ikoniske ‘Vele – sejleskibe’, som bygningerne kaldes på grund af deres usædvanlige konstruktion, som i årtier har rummet Napolis fattigste befolkning. Men hvad de færreste nok ved er, at Le Vele i det seneste årti har haft en dødsdom hængende over hovedet.
Nogle har revet en bygning ned, andre tøvet, og istedet iværksat frugtesløse projekter, der skulle få de unge ud af kriminaliteten. Mangt en borgmester har været rådvilde omkring hvad de skulle gøre ved armodet, men med den nuværende Luigi Magistris, er man nu begyndt at rive Le Vele ned som en del af saneringsprojektet Re-Start Scampia.
Således kunne beboerne se til fra bag afskærmningerne, da de enorme maskiner den 20 februar klokken 11.07 begyndte at bryde deres hjem, La Vela Verde, ned. De fleste klappede og hujede af glæde over, at politikerne nu endelig skrider ind. Som én af tilskuerne skulle have sagt til avisen Il Fatto Quotidiano: “VI er ofte blevet chikaneret, blot for at bo her.”
Planen er, at alle bygninger skal rives ned, med undtagelse af en enkelt, som skal stå tilbage som et slags symbol på Scampias udvikling.
Engang var der 7 ‘Vele’ – idag blot 4, fordi nogle allerede er blevet revet fjernet, mens de tilbageværende har udgjort øer, hvor de hjemløse og fattigste har klumpet sig sammen, ofte på ulovlig vis, for at have tag over hovedet.
Bygningerne blev bygget mellem 1962 of 1975 og har siden drevet som kæmpeskibe, en slags flåde af Noahs arker, gennem betonen nordøst for Napolis centrum. Navnet Le Vele, ’sejlene’, kommer af den trekantede form, som arkitekt Franz Di Salvo gav de 7, gigantiske lejlighedskomplekser, som kunne rumme op til 70.000 napolitanere. I midten af hver bygning rejser højden sig med adskillige etager, og mimer et udspændt skibssejl.
For de mere morbide kunne silhuetterne også ligne buerne på et hjertediagram, der viser pulsslagene på en døende patient.
Ikke desto mindre var politikerne fulde af begejstring, da Le Vele kom på tegnebrættet, og borgmesteren kunne fortælle vidt og bredt om Di Salvos inspiration fra mestre som franske Le Corbusier og japanske Kenzo Tange. Hvor der før havde været marker og græssende får, begyndte Di Salvo nu at konstruere sine skibe.
Tanken var sympatisk: med statsmidler fra den syditalienske pulje, La Cassa del Mezzogiorno, og støtte fra lov 167, der blev indført i 1962 og for første gang i italiensk historie gav landets kommuner lov til at ekspropriere store områder statslig jord til sociale boligbyggerier, var grunden lagt for et napolitansk genhusningsprojekt af hidtil usete proportioner.
Men Di Salvo ville ikke kun bygge nye og sunde lejligheder for den arbejdende klasse – han ville også integrere grønne områder, legepladser og sportsfaciliteter. Samtidigt skulle Le Vele være en hyldest til atmosfæren fra Napolis historiske centrum, der er så kendt for sine hyggelige gyder og baggårde fulde af munter leben. Hvert ’sejlskib’ skulle bygges op omkring en indre, gennemløbende korridor, der var åben mod himlen, og hvortil lejlighedernes hoveddør åbnede op ud mod et svævende gangsystem af trapper i en modernistisk nyfortolkning af Napolis historiske kvarterer.
Ovenfor fortæller de lokale beboere om nedrivningen som en sejr, og som er en del af kampen mod camorraen og Scampias sociale problemer.
Men så begyndte tingene at gå galt. Først og fremmest var der ikke penge nok til at udføre Di Salvos drømme ordenligt. Bygningerne blev bygget af inferiøre materialer; den åbne korridor, som skulle mime den karakteristiske, napolitanske ’vicolo’, blev af sparrehensyn langt smallere end først planlagt, så gyden rettere fremstod mørk og skummel, end lys og venlig. Og flere af elevatorerne kom aldrig til at virke.
Alligevel udviste napolitanerne en stædig tro på, at tingene denne gang ville være anderledes: folk valfartede til de færdigbyggede Vele for at se miraklet med egne øjne, og det blev højeste mode at lade sig fotografere på trinbrættet foran byggerierne – Scampia fik sin egen togstation som en del af projektet.
I dag kan man stadig finde gamle sorthvide fotos af bryllupspar og gæster, der står som myrer for foden af deres betontue, og ser håbefuldt mod kameraet. Folk kom til Scampia fra hele Napoli for at bruge Le Vele som baggrund for deres bryllupsbillede, og nogle fotos forestiller også de hyrder, der langsomt blev presset ud af området, stå perplekse med deres dyr foran det modernistiske betonlandskab.
Priserne på lejlighederne stod desværre ikke mål med en normal arbejderløn. Mange af de flittige borgere, som man håbede ville flytte ind, kom aldrig i nærheden af at have råd til en bolig i Le Vele. Helt galt gik det den 23 november 1980, da jordskælvet ved Irpinia i Napolis bagland gav Syditalien et banesår, som landsdelen aldrig siden er kommet sig rigtigt af. Rystelser på op til 7,3 på Richterskalaen skar en blodig flænge tværs gennem Campanien og Basilicata, hvor tusindvis af mennesker døde i murbrokkerne, de overlevende blev gjort hjemløse, og hele landsbyer jævnet med jorden. De heldigste blev genhuset i blandt andet Le Vele, som efterhånden forvandlede sig til en slumstormerghetto, og et rekrutteringsparadis for den hårdeste kerne af den napolitanske mafia, la camorra.
Der er blevet skrevet bøger og lavet film og tv-serier om Le Veles giftige, sociale miljø, alt imens bygningerne langsomt men sikkert styrter i grus omkring indbyggerne. Politikerne sænker sejlskibene én for én og lover atter ny indkvartering, som deres forgængere har gjort i generationerne og årtierne før dem. Og sådan fortsætter det cykliske bedrag. Napolis fattigste befolkning er nemlig blevet flyttet rundt i århundreder – senest i efterkrigstiden, hvor dem, der mistede deres ydmyge boliger under bombardementerne, blev genhuset i nye kvarterer udenfor Napoli, der som Le Vele egentlig ikke var egnet som menneskeboliger på lang sigt.
I disse år gennemlever Napoli en ny optimisme, bla. affødt af den globale interesse for Elena Ferrantes forfatterskab, af investeringer i infrastrukturen, af masseturismen, der forsigtigt føler byen på tænderne.
Visse fremskridt synes dog kun at være visse mennesker (og klasser) forundt. De fattigste flyttes stadig rundt som en anonym masse af kød, som ingen rigtig ved, hvor man skal gøre af. Derfor hørtes der ikke kun hurra-råb den 20 februar, ved synet af bulldozerne. Nogle græd, og holdt sig for øjnene.
Igår aftes var en af de centrale pladser i Napoli, Piazza Dante, fyldt med over 10.000 napolitanere, der med taler og sange som ‘Bella ciao’ og ‘Napule è’ rejste den kollektive stemme og demonstrerede mod den aktuelle, politiske situation i Italien og Salvinis populistiske paroler.
Med dem er en anderledes, demokratisk manifestation nået til Syditaien, hvor folk fra alle niveauer i samfundet forsøger at vise omverdenen, at Italien ikke kun rimer på nyfascisme, kynisk immigrantpolitik og ‘Italy first’.
Demonstranterne kalder sig ‘sardiner’, og initiativet startede i Bologna i anledningen af Salvinis og Lega-partiets møde i byen den 14 november. De 3 venner Roberto Morotti, ingeGiulia Trappoloni og Andrea Garreffa lå søvnløse i nætterne inden, og græmmede sig over, at deres hjemby, som altid har været Italiens røde, politiske højborg, skulle indtages af ‘leghisti’.
De opfandt idéen om, at folk skulle samles ‘uden noget flag, uden parti, uden fornærmelser’, så mange, at man stod tætte som ‘sardiner i en dåse’ for at vise, at italienerne går imod den populistiske retorik, som ifølge dem er ved at ødelægge deres land.
Den 14 november samledes 15.000 ‘sardiner’ på Bolognas Piazza Maggiore, og bevægelsen bredte sig hurtigt til både Modena og Firenze, hvor sardinerne har demonstreret de sidste par uger. Håbet er at man snart kan samle 100.000 mennesker til en kæmpe demonstration i Rom.
Og igår aftes var turen så kommet til Napoli: i denne artikel kan du nederst se en video af det imponerende skue på Piazza Dante, hvor kommentarerne blandt andet lyder:
” Der findes et Italien, der ikke er enig med højrefløjen, og dem, som nærer hadet.”
“Imorgen må ingen sige, at vi tav i de mørkeste tider.”
“Det er vigtigt at Napoli går på gaden. Hvis det ekstreme højre får magt, er ikke kun demokratiet på spil, men også Syditalien, som vil blive overladt til sig selv.”
Hver dag vokser bevægelsen i det øvrige Syditalien: i større byer som Palermo på Sicilien og Taranto i Puglia har der allerede været demonstrationer, mens flere landsbyer også er ved at mobilisere sig, med samlinger på den lokale piazza. Her kan du følge ‘sardin’-bevægelsen på Facebook.
Netop nu ruller Siciliens hvide barokbyer og forblæste landskaber henover de italienske TV-skærme i form af serien om Kommissær Montalbano, der på tyvende år underholder seere verden over. Den 11 februar blev det nyeste afsnit sendt på La RAI under titlen ’L’altro capo del filo’ (den anden ende af tråden), og mens folk kunne glæde sig over at se seriens kendte skuespillere indtage de sædvanlige pladser i forfatteren Andrea Camilleris ærkesicilianske univers, skabte afsnittet også en del postyr.
Luca Zingaretti har fået stor succes i sin rolle som den både alvorlige og retfærdige Salvo Montalbano, men nu er hans fiktive karakter kommet i modvind grundet de politiske spændinger i Italien. Wikipedia.
57-årige Luca Zingaretti, der siden seriestarten i 1998 har fortolket Montalbano-figuren med stor succes, bliver nemlig konfronteret med en farlig bådflygtningesituation, og må blandt andet springe i havet for at bjerge liget af en marokkaner i land. Bådflygtninge-temaet er gennemgående i det første afsnit, og det har fået sindene i kog i Italien, blandt dels en fløj, der mener, at La Rai således laver bevidst propaganda i mod regeringens holdning overfor immigranterne, mens den anden fløj forsvarer historien.
Ovenfor kan du se de første minutter af afsnittet som gik i luften den 11 februar med titlen ‘laltro capo del filo – den anden ende af tråden’.
For at gøre afsnittet som autentisk som muligt har tv-kanalen gjort et stort forarbejde ved at opsøge statister blandt Siciliens modtagercentre og migrantsamfund, og direktør Teresa De Santis, har svaret således imod anklagerne i avisen La Repubblica: ”La RAI skammer sig ikke over noget som helst, immigration er et kompleks tema som berører mange virkeligheder, og filmen fortæller ud fra sit eget udgangspunkt og inviterer til refleksion. Den aktuelle, politiske polemik har ikke noget med os at gøre.”
Forsvarere af afsnittets indhold har også påpeget at seriens ophavsmand, succesforfatteren Andrea Camilleri, skrev handlingen allerede i 2016, og at han derfor ikke kan have brugt den som en kommentar til Salvini-regeringens hårde immigrantpolitik.
Ovenfor ses en lille film med en sicilianer, der er fan af Montalbano, og som fortæller om hvordan serien har fået sicilianerne til at genopdage deres øs skønhed.
Omkring 11 millioner italienere så afsnittet forleden, som vil blive fulgt op den 18 februar med afnittet ’Un diario del ’43 – en dagbog fra ’43’. Teresa de Santis, som også har været med helt fra starten, er naturligvis begejstret for at Montalbano har så stor succes både ude og hjemme, og begrunder det med Siciliens og Syditaliens skønhed og eviggyldige appel:
”Den verden, som Camilleri har opbygget, fortæller om alle Italiens ansigter og gør Syditalien og især Sicilien central, både når det kommer til det fantastiske (den opfundne by Vigata, hvor Montalbano bor og arbejder) og i repræsentationen af alt det, der sker i den virkelige verden. Montalbano er en styrke for La RAI. Jeg ønsker alle god fornøjelse med serien, men jeg håber også på refleksion, og der mangler så sandelig ikke stikord.”
Hovedfoto: I Montalbano-serien bor og arbejder politikommissæren i den fiktive by Vigata. I virkeligheden udspiller mange af scenerne sig i flere forskellige, gamle barokbyer på det sydøstlige Sicilien, specielt i Scicli, hvis rådhus danner rammen for Montalbanos politstation. Wikipedia.
Store dele af Sardinien er lige nu i oprør, og jorden er farvet hvid. Det er ikke sne, men tonsvis af fåremælk, som hver dag hældes direkte fra jungerne og ud i gaderne i Sardiniens landsbyer. Tusindvis af sardere marcherer i gaderne med bannere, og flere steder i Syditalien mobiliserer hyrder og landmænd sig også i en støtteprotest, som er gået viralt i medierne, og indeholder mange års vrede, vendt mod industrien.
Forleden raslede prisen på fåremælk nemlig ned til undseelige 0,60 euro pr. liter og ramte således den laveste pris i årtier. Hermed har hyrdene, som på Sardinien i århundreder har været stolte af at leve af deres dyr og natur, også ramt smertegrænsen, både mentalt og fysisk, fordi det traditionelle hyrdehverv i lang tid har været under økonomisk pres.
Videoen ovenfor er fra den 12 februar 2019, hvor hyrder i centrum af byen Nuoro hælder deres mælk ud på gaden med støtte og deltagelse fra byens borgmester
De sardiske oste er en hjørnesten i kulturen og gastronomien på øen og bidrager betydeligt til den lokale økonomi. Wikipedia.
Den lave mælkepris truer med at få markedet til at kollapse, og tusindvis af sardere foretrækker nu at hælde mælken, som de hver morgen troligt malker ud af deres dyr, ud på gaderne, istedet for at sælge den til underpris. For at sætte tingene lidt i perspektiv: i 2015 kostede en liter fåremælk – et produkt der er essentielt for den italienske osteindustri, fordi man deraf laver den eftertragtede pecorino romano – 1,20 euro, mens et kilo pecorino kostede 10 euro kiloet. Nu koster en pecorino ost 5 euro kiloet, og prisen er et resultat af det faktum at markedet er oversvømmet med mælk, og at forabejdningsindustrien har lavet alt for mange oste.
Droneoptagelse af sardiske hyrder som mødes i centrum af Fonni for at hælde deres mælk ud
Sardinien er fuld af får og geder, som græsser på de vidtstrakte græsgange i især øens indre. Wikipedia.
Det koster 0.80 euro at producere en liter mælk, men den nye, rekordlave pris gør, at mælk nu er billigere end vand på Sardinien, og at visse hyrder derfor foretrækker at hælde den ud. Men det sker ikke uden smerte, for hyrderne er stolte af deres hverv og udfører det af mange andre grunde end profit: det er nemlig også en kulturarv og en levevis under åben himmel med dyrene, som er truet, når hyrderne pludselig ikke kan betale deres omkostninger og husleje.
Videoklip fra protester over hele øen
Om året laves der 340.000 tons pecorino romano, og flere frygter nu at osten i en nær fremtid kan blive sjælden markedet, hvis ingen vil sælge mælken til industrien. Nogle af hyrderne er gået endnu videre end blot at smide mælk ud: de blokerer vejene og de lastvogne, der henter mælk på øen, og forhindrer dem i at nå færgen videre til osteindustrien inde på fastlandet.
Det har gjort nogle hyrder vrede, som mener, at det er at gå for langt. For ikke alle sardere er enige i, at mælken skal smides ud i protestens navn. Den bør hellere komme de lokale til nytte. Derfor er der også de hyrder, som hellere vil fodre deres grise og høns med mælk, end sælge det, eller ganske enkelt laver deres egne oste istedet. I flere landsbyer er hyrder begyndt at uddele mælk og ost gratis til lokalsamfundene, hvor man har lukket kommunen og butikkerne i solidaritet, og folk samles på piazzaen for at nyde de lækre produkter.
A #Samugheo i pastori in piazza regalano latte e formaggio. Il paese solidarizza chiudendo uffici e attività commerciali ⤵️
Slået op af Videolina i Onsdag den 13. februar 2019
Ovenfor ses sammenholdet på en optagelse fra landsbyen Samugheo, hvor de lokale hyrder deler mælk og ost ud, og hvor børnene meget rørende siger, at de vil være hyrder, når de bliver store – trods alt. I Samugheo er der 126 små hyrdevirksomheder, der tilsammen opdrætter og passer 17.000 får og geder.
Problematikken er kompleks, og den sardiske afdeling af arbejdsgiverforeningen Confindustria har indtil videre forgæves prøvet at tale hyrdernes sag overfor forarbejdningsindustrien.
På de sociale medier erklærer italienere og sardere i hele verden deres solidaritet med hyrderne under tagget ‘io sto con i pastori sardi – jeg holder med de sardiske hyrder’, også her i Danmark.
Der findes omkring 12 tusind små hyrdevirksomheder på Sardinien, der årligt leverer ca. 3 millioner tons fåremælk til osteproduktion af især pecorino romano.
Mens vi i Danmark fejrer kyndelmisse i de første dage af februar, fester man i Napoli og bagland for den fascinerende, Sorte Madonna af Montevergine. Festlighederne den 2 februar kaldes La Candelora eller ‘La juta dei femminielli’ og er blandt de mest specielle i hele Syditalien. Mamma Schiavona, som hun også kærligt kaldes af italienerne, hyldes nemlig af homoseksuelle, transseksuelle og de såkaldte napolitanske femminielli fordi hun er deres beskytter.
Hvert år trækker La Candelora tusindvis af tilbedere fra hele Italien og den katolske verden, der ser Madonnaen som en trøst og et lys i et samfund, som mange i Italien mener er blevet markant mindre rummeligt igennem de seneste år.
En femminiello er en såkaldt ’feminiseret mand’, der tiltrækkes af andre mænd, og er i særlig kontakt med sin kvindelige side. Dog er det alt for forhastet blot at kalde ham homoseksuel. En femminiello udmærker sig ved forskellige karaktértræk, der helt udelukker ham fra sædvanlige kategorier som transkønnet og transvestit: i stedet glider en femminiello uhindret frem og tilbage mellem sin maskuline og feminine pol og kan bedre karakteriseres som et flydende køn, der hverken definerer sig selv som mand eller kvinde, men benytter sine attributter efter humør, temperament og situation. Af samme, neutrale grund er han umådeligt populær i private hjem, hvor femminiello’en ofte går til hånde som hushjælp og hjælper med børn, madlavning og rengøring uden at udgøre en seksuel trussel.
Femminielloen Pardadeda fra sidste halvdel af 1800-tallet, klædt i kvindetøj. Fra Wikipedia/Abele de Blasio.
Forskere mener at femminiello-figuren har tydelige rødder tilbage til Magna Gracia, da grækerne indtog Puglia, Basilicata, Calabria og Campania og grundlagde Neapolis som deres nye by i deres nye land. Med sig havde de Kybele – den universelle moderfigur med mudder på kinderne, symbolet på frugtbarhed og kærlighed, der også matchede de syditalienske stammers kultdyrkelse af Moder Jord. For 2500 år siden var Middelhavsområdet religiøst orienteret mod den hellige femininitet, og Kybele blev især populær i Napolis bagland, hvor kønsløse eunukker i kvindetøj og makeup tilbad hendes mørke statue. Tvetydigheden var en vigtig del af den græske spiritualitet – en af deres guder, Hermaphroditus, var åbenlyst tvekønnet, og Napoli har lige siden også været associeret med havfruemyter – et væsen med et diffust køn, der er halvt menneske, halvt dyr.
Romerne overtog med tiden kulten, og med kristendommens sejr gled Kybele over i Madonnaen af Montevergine – den vigtigste Maria-figur i Avellino-bjergene, som i dag bor ovenpå resterne af det græske Kybele-tempel og hvis grå ansigt indskriver hende i den katolske tro på ’sorte Madonnaer’ og arven fra Moder Jord, hvis ansigt var farvet mørkt af den selv samme muld, hun skulle befrugte.
En legende, der ifølge nogen stammer fra 1200-tallet, ifølge andre er en legende om en legende, som nogen senere har fundet på i ekstatisk kærlighed til jomfru Maria, fortæller hvordan Madonnaen af Montevergine – også kaldet Mamma Shiavona, Moder Slave – engang reddede to homoseksuelle fra at fryse ihjel. Mændene var blevet jaget op i et træ i Avellino-bjergene midt om vinteren for at bøde for deres forbudte kærlighed. Her frøs de fast til kronen, men Madonnaen så deres lidelser og smeltede isen med en solstråle, så de faldt varmede til jorden og kunne flygte hjem i sikkerhed.
Maleriet af Mamma Schiavona, som hvert år under la Juta bæres rundt i landsbyen Ospedaletto, hvor hendes kirke ligger. Fra Wikipedia.
Hvad enten hændelsen bunder i et virkeligt oplevet Madonna-mirakel, eller om historien blot er et af de utallige, mentale kærlighedsornamenter, som syditalienerne fra tidernes morgen har dekoreret deres elskede Mamma Schiavona med, spiller egentlig ingen rolle, for begge dele fortæller om den respekt, som omgærder denne bøsse-elskende Madonna. I folkloren er hun de homoseksuelles beskytter, og hendes barmhjertighed kulminerer hvert år den 2 februar, når byen Ospedaletto nedenfor Montevergine-bjerget fejrer La Candelora og befolkningen bærer maleriet af Madonnaen rundt på de snævre bjergveje. Festlighederne tiltrækker hvert år tusindvis af italienere fra LGBT-miljøet, der hylder deres beskytter med tamburiner, orgiastisk dans og kastagnetter.
For et par år siden mente den katolske kirke dog at festlighederne blev en kende for hedenske, og forbød La Candelora. Der rejste sig et ramaskrig, og de lokale gejstlige måtte give en undskyldning. Ligesom borgmesteren i Ospedaletto, der efter bortvisningen af et mandligt kærestepar underskrev et offentligt dekret og i stedet gjorde dem til æresborgere. I dag kalder Ospedaletto sig for Italiens mest åbne by, og har endda indviet Italiens første kønsneutrale toilet. ”Madonnaen modtager og tilgiver alt”, siger man i landsbyerne omkring Montevergine-bjerget, hvor man i århundreder har taget imod homoseksuelle pilgrimme, og respekten for dem og deres Madonna har sammen med femminiello-begrebet skabt en forbløffende rummelig kønskultur i hele Campania-regionen.
Den berømte italienske transpersonlighed Vladimir Luxuria optræder ofte i italiensk fjernsyn og har gjort et stort arbejde for at sætte fokus på køn og seksualitet i Italien. I denne video ovenfor appellerer han og andre under La Candelora 2019 om at stoppe vold og chikane mod seksuelle minoriteter i landet, og der faldt også direkte, politiske bemærkninger: “Vi beder til at Mamma Schiavona fjerner den sorte sky af intolerance, der lige nu hænger over vores land og Europa, at hun frelser menneskeliv, og viser os den bamhjertighed at Salvini imorgen ikke længere er vores indenrigsminister.”
