Hvad sker der, hvis man bevæger sig væk fra centrum og ud i kanterne af den destination, man besøger? Den rejse har forfatter Cecilie Marie Meyer og kunstner Malene Lundén begge foretaget i udforskningen af steder, der er ukendte for mange, men som ikke desto mindre rummer et overraskende menneskeligt potentiale.
Mens alverdens hovedstæder er centre for økonomisk vækst og fremdrift, ligger der en anderledes kraft i de geografiske yderområder, som er med til at holde sammen på det hele gennem relationerne, fødevareproduktionen og landskabernes cykliske gentagelser.
Med udgangspunkt i Samsø som anderledes kraftcenter for en global samfundsforandring vil Cecilie og Malene tage kursisterne med på rejse udi øens forskellige stemninger, og inspirere dem til at få øje på steder, hvor et stærkt HER giver udsigt til refleksion.
Tidspunkt og pris: Højskoledagene afholdes den 16-17 oktober 2021. Prisen er 1200kr per person inkl. 2 x frokost og hyggelig festmiddag lørdag aften hos grisehobbyavleren og den unge, kreative bondekvinde Rikke Blicher i Onsbjerg, undervisning og eftermiddagskaffe. Du tilmelder dig ved at sende en sms til Malene Lundén på 20 96 44 58. Betalingen kommer også til at foregå via Mobile Pay til samme nummer. Du kan se højskoledagene og undervisningsprogrammet nærmere beskrevet her på akademiets hjemmeside, nederst.
Malene Annikki Lundén: født 1968. Uddannet dokumentarfotograf, kunstner og adfærdsdesigner. Malene har i forbindelse med sit virke især rejst i verdens periferi og besøgt øer og småsamfund over hele kloden. Malene bor på Samsø og er til daglig projektleder på Energiakademiet. Stedet er en vigtig drivkraft bag øens omstilling til vedvarende og cirkulær energi, og vores weekend sammen er netop en del af akademiets initiativ ‘Højskoledage på Samsø’. Du kan læse mere om Energiakademiet HER.
Malene Lundén afholder kurset sammen med mig og har et mangeårigt virke som facliitator af folkemøder, kurser, etc.
Cecilie Marie Meyer: født 1978, cand. Mag. i italiensk og forfatter til essay-samlingen Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol, der handler om Italiens mere ukendte landsdele. Cecilie kommer jævnligt på Samsø og freelancer for Energiakademiet som journalist, og ser mange sammenhænge og lighedspunkter mellem samfundet på henholdsvis Samsø og i Syditalien.
Jeg glæder mig til at vise en anderledes side af Samsø frem for jer.
Det er svært at tale om oprindelighed, når det kommer til ord og sætninger. Men emnet har alligevel optaget mig i disse uger, hvor jeg har siddet i en lydtæt boks på størrelse med et kosteskab, og indtalt ‘Mezzogiorno’ . I en syntetisk duft af sprit (for alt skal jo sprittes af: mikrofon, greb, håndtag og selv stolen) og omsluttet af sort æggebakke-skumgummi fra gulv til loft har jeg talt om sydende mavesafter, danseterapi, dobbelte husporte, nostalgi på Capri og uendelighed på Sicilien og længtes efter at komme ud af den indelukkethed, som det seneste år har hensat os italiens-elskere i.
Jeg har flere grunde til at takke Forlaget Turbine for oplevelsen: først og fremmest ‘tak’, fordi det er sejt og visionært at de satser på lydudgaven af Mezzogiorno – derefter ‘tak’, fordi jeg selv fik lov til at indlæse den (jeg var simpelthen død 100 gange, hvis en anden, stakkels indlæser var kommet til at udtale et italiensk ord forkert), og ‘tak’, fordi jeg nu har genopdaget mine essays: Enhver forfatter ved, at en skreven tekst forvandler sig, både når den printes ud og bliver fysisk istedet for digital, og når den læses op. Det er svært at beskrive, men den får en helt anden krop og insisterende tilstedeværelse af at blive fysisk. Det lyder naturligvis oplagt. Men effekten er ikke desto mindre utrolig slående.
Inden jeg læste mine essays op, læste jeg dem inden mikrofonen blev tændt. Det gjorde jeg for at kende historierne til bunds rent syntaktisk. Måske var der særlige udtryk, indskudte sætninger eller paranteser, som ville volde mig særlig besvær?Ikke desto mindre opdagede jeg, at ordene ved indlæsningen snød mig fuldstændigt: lange, snørklede sætninger, som jeg havde forudset ville få mig til at kløjs og kræve en genoptagelse, flød for det meste uhindret, mens andre helt banale ord drillede.
Af og til blev det pludselig min intonation og ikke selve ordets bogstaver, som jeg kæmpede med. Og dagsformen kunne afgøres af hvorvidt jeg lige havde spist et stykke chokolade (det søde indslag gav jeg åbenbart meget mere spyt i munden, end godt var for indspildningen), og om der var håndværkere i bygningen (en enkelt gang måtte jeg vendte en time på at indlæse videre, fordi man var ved at bryde en væg ned lige under min lydtætte boks.. der i det tilfælde ikke evnede at holde slagene fra de kæmpe bor ude).
Men nu er indlæsningen færdig og jeg glæder mig til at sende lydbogen ud i verden, så alle dem, der hellere vil lytte end læse, og alle dem, der forhåbenlig både kan se glæden ved en fysisk bog og en fortalt bog, kan få deres Mezzogiorno behov opfyldt! Når jeg har en release-dato klar, bliver I de første til at få den at vide.. i mellemtiden kan I nyde lidt stemningsfoto fra lydboksen, hvor en fin, lyserød lampe lyste helt teateragtigt, når optagelsen gik igang, og man skulle træde varsomt i lydstudiet.
Corona-situationen har vendt op og ned, ikke kun på mine egne rejserplaner i det syditalienske, men hos de mange tusinde turister, som havde glædet sig til at opholde sig i landsdelen henover sommeren. Jeg havde selv planer om at komme til bla. Sicilien denne sæson, men af respekt for risicien har jeg skubbet det hele lidt. Ikke desto mindre kan jeg stadig drømme, og hvem ved, måske strege nedenstående vidundere af fra min besøgsliste senere på året? Her kommer de 3 ting, jeg er gået glip af, til inspiration for alle jer, der før eller siden kommer til Sicilien:
Artisti di sicilia – overdådig udstilling med det 19 århundredes største sicilianske kunstnere:
Bruno Carusos issælger fra 1953. Bruno Caruso, Wikipedia.
Noto, som ligger i Iblei-bjergene på Siciliens sydøstlige hjerne, er i forvejen berømt for flere ting: byens gader bliver hvert forår dækket med fantasifulde mønstre og billeder lavet af rigtige blomster og blade. Begivenheden bliver kaldt ‘L’infiorata’. Og så er der de utrolige barokhuse, som svulmer i honninggul limsten, med byens domkirke som den ultimative ‘honningkage’ i centrum af den gamle by.
Men den figurative kunst er nu også kommet til Noto i form af udstillingen ‘Artisti siciliani del Novecento – 1900-tallets sicilianske kunstnere’, kurateret af ingen ringere end Vittorio Sgarbi, Italiens førende kunsthistoriker. Det er øens hidtil største udstilling med hjemmehørende kunstnere, der nu samles i museet Museo Convitto delle Arti Noto.
Renato Guttuso var en af Siciliens mest ikoniske malere og blev især berømt for sit motiv, ‘Vucciria’. Fra Wikipedia.
Udstillingen er allerede åbnet og løber indtil 30 oktober, hvor man kan nyde værker af genier som bla. Fausto Pirandello, Bruno Caruso og Renato Guttuso. Sgarbi har i forbindelse med udstillingens åbning udtalt, at hvor resten af Italien op gennem 1900-tallet var optaget af avantgardens nihilisme og postmodernismens sortsyn, var og er Siciliens kunstnere optagede af en hylde livet. Tag med rundt på udstillingen her:
La camera delle meraviglie – det mystiske blå værelse i Palermo
Man kan kun se værelse, hvis man ringer til et privat mobilnummer, eller slutter sig til nogle af de meget sjældne, årlige byvandringer, som fører til ‘La camera delle meraviglie’ i nummer 239, Via Porta di Castro, Palermo. Besværligheden gør det dog ikke mindre lokkende, tværtimod, og jeg har længe drømt om at komme ind og se et af Palermos mest enigmatiske rum – det nyligt restaurerede raritetskabinet, undrekammer, kunstkammer eller ‘wunderkammer’, som familien Cadili ved et tilfælde opdagede, da de renoverede en gammel herskabslejlighed, de lige havde købt.
I nedenstående video fortæller et af familimedlemmerne op hvordan de opdagede rummet ved en tilfældighed: lidt af den gamle maling var skallet af, og inde under fornemmede de så koboltblå nuancer, at de tilkaldte en konservator, som langsomt begyndte at fjerne malingen og blotlægge et værelse dekoreret i orientalsk stil, med arabiske beskeder i sølvskrift, olielamper og fugle på væggene:
Siciliansk ‘wunderkammer’ fra 1600-tallet, hvor man opbevarede sjældne figurer og naturobjekter. Wikipedia.
Historikere gætter på, at værelset engang i 17-eller 1800-tallet har rummet et broderskab, som mødtes her for at dele den arabiske spiritualitet, og lade sig inspirere af koranen. Og måske dyrke det okkulte – nogle af sætningerne er nemlig ganske mystiske, idet de fra højre til venstre læses på arabisk, men bagvendt, fra venstre til højre, fremstår på latin. Palermo har en årtusindårig forbindelse til Mellemøsten, og man skulle føle sig hensat til 1001 nats eventyr, når man træder ind i rummet. Hold øje med opdateringer og rundvisninger på værelsets egen facebookside:
https://www.facebook.com/lacameradellemeraviglie/
Moltivolti og smagen af solidaritet – immigranternes egen restaurant
I samme by kan man ligeledes blive hensat til et andet kontinent når man besøger den multikulturelle restaurant, Moltivolti. Navnet betyder ‘de mange ansigter’ og drives da også af immigranter, som i deres søgen efter et bedre liv er landet på Sicilien, og nu serverer deres livretter på spisestedet. Restauranten er blevet en realitet i samarbejde med lokale kræfter, og rummer også et kontorfællesskab for start ups og en summende, livlig stemning, der flyder naturligt sammen med Ballarò-markedets farverige boder lige udenfor.
Besøg www.moltivolti.org og hold øje med hvornår de åbner igen efter corona-lukningen.
Rigtig mange har spurgt ind til info om min første læserrejse til Syditalien, og I skal vide at jeg arbejder i kulisserne med forberedelserne, så jeg forhåbenligt kan tage afsted med den første lille gruppe til Vestsicilien en uge i oktober 2020.
Jeg holder jer orienteret og vil udsende program og priser via nyhedsbrev (du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev på forsiden af min blog) og min profil på Facebook – det bliver ikke billigt, men heller ikke dyrt – når og hvis alt kommer til at klappe til tiden.
Det er jo første gang, at jeg prøver sådan noget, og heldigvis får jeg professionel hjælp. Men skriv til mig hvis i mister tålmodigheden;-)
På turen kommer vi til at gå i dybden med det overordnede tema, som min blog og det, jeg skriver, altid beskæftiger sig med: Det Andet Syditalien, som man sjældent hører om, men som ikke desto mindre rummer et kæmpe potentiale af mennesker og lokalsamfund, der kæmper for at gøre en forskel i et fjernt hjørne af Europa fuld af uendelige muligheder og uendelige udfordringer.
Hvis alt går i orden, så vi kan nå at komme afsted til oktober, kan I glæde jer til en tur, der spejler journalisten og forfatterens Marcello Venezianis ord: “Hvis norden driver verden fremad, holder syden den oppe”.
Og se lige på billedet… det er her i Castellammare del Golfo, at jeg rigtig gerne vil have vores faste base under turen. Mica male! Cecilie.
Foto: Castellammare del Golfo ligger vest for Palermo og er en spændende kulturby fuld af minder fra Siciliens arabiske og normanniske periode. Wikipedia, Yulka Lucia.
( … og det er også den tragiske historie om barnebarnet til verdens rigeste mand, der blev bortført til en hule i Syditalien, og fik skåret øret af):
At sætte USA og Syditalien op imod hinanden afslører stærke kontraster: mens mange syditalienerne sætter en ære i originalitet – at kulturbærende ting som gastronomi, arkitektur og fund fra den italienske fortid ikke må laves om, men rettere skal fremstå skal autentiske som muligt uden modificeringer – har amerikanerne det generelt omvendt: På min rejse langs den amerikanske vestkyst denne sensommer oplevede jeg guldgraverbyer scenarier fra 50’erne langs Route 66 og cowboyfilmskulisser, der alle var rekonstruerede, men som ikke desto mindre blev formidlet, som om de vitterligt var lige så værdifulde som originalerne.
Det er fascinerende, og ét sted gik kontrasterne op i en højere enhed i noget, der kunne ligne et paradoks. For hvad sker der, når en kopi fremstår så meget mere gennemført end originalen, at man må overgive sig til bedraget, ganske enkelt på grund af dens skønhed?
Indgangspartiet til selve Getty-museet er lavet i modernistisk stil og er en smuk kontrast til den pompejanske æstetik, der præger resten af villen og haven. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.
Det skete for mig da jeg besøgte den nyrenoverede Getty Villa i de frodige bakker lige nord for Los Angeles med udsigt til palmer, surfere, figenbuskadser, granatæbletræer og Stillehav. Ikke blot var vegetationen, temperaturen og duftene identisk med det klima, man kan finde langs mange af Syditaliens kyster; The Getty er også modeleret over en tilnærmet kopi af La Villa dei Papiri – den berømte, romerske pragtvilla i Herculaneum, der i år 79 blev dækket af aske under Vesuvios udbrud sammen med det nærliggende Pompei, og endnu ikke er fuldt udgravet. Villaens navn har den fået da man i selve bygningen fandt resterne af et imponerende bibliotek fuld af papyrusruller.
Derfor er villaen, som åbnede i 1974, en slags arkitektonisk drømme-hybrid, hvis færdiggørelse også trak på inspiration fra andre tilstødende luksushuse og haver i Pompei og Herculaneum: Man går igennem en enorm port ind i villaen, hvis fløje følger en atrium flankeret af søjler og statuer, og hvor der om hvert et hjørne afsløres rislende vandfald, kunstfærdigt klippede buske og blomster i dybe farver.
Getty-villaen er fantasifuldt modelleret over den endnu ikke fuldt udgravede pragtvilla i Herculaneum, La Villa dei Papiri, opkaldt efter stedets bibliotek med papyrusruller. Her mimer bygningen, der ligger lige nord for Los Angeles i Pacific Palisades, en romersk have med bassin og kolonader. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.
The Getty Villa er et resultat af millionæren og olimagnaten John Paul Gettys ønske om at vise oprindelig kunst – ikke kopier – fra Antikkens glorværdige periode i Middelhavet. Amerikanerne skulle dannes indenfor originalitet og føle suset ved at stå helt tæt ved det autentiske. Og paradoksalt nok skulle det gøres i rammerne af en gigantisk efterligning, efter at hans eget, private galleri, der ligger et stenkast herfra, hurtigt blev for småt til hans voksende kunstsamling.
Og jeg må indrømme at jeg overgav mig totalt til Gettys fake-fantasi om et fortidigt Pompei: The Getty Villa kan med lidt god vilje kaldes for et californisk Louisiana, med en utrolig smuk museumsbygning, der hviler midt i en kæmpe have, hvor man kan gå på opdagelse på små stier, og opleve moderne kunst undervejs. Overfor selve villaen ligger et indgangsparti opført i moderne snit, der tjener som køligt loungeområde fra den haglende sol, og hvor man kan spise frokost og nyde et glas vin.
Jeg var heldig på flere planer: dels var The Getty Villa lige blev renoveret og fremstod splinterny. Dels havde man netop fået besøg af nogle af Pompeis vigtigste fund, som det arkæologiske museum i Napoli havde udlånt med kærlig hilsen, og dels åbenbarede villaen en fascinerende bredde af helt egne værker fra både Pompei, Herculaneum og den for mange kendte udgravning ved Boscoreale nord for Pompei, hvor en gruppe huse også blev begravet i år 79.
Selve Getty-villaens hovedbygning rummer flere etager med udstillede kunstværker fra det gamle Grækenland, Italien og Ægypten. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.
I villaen kan man især beundre nogle smukke vægpaneler fulde af fresker fra Numerius Popidius Florus’ hus i Boscoreale. Og så har The Getty også en stor, fast samling af kunst og fund fra hele Syditalien dengang landsdelen var en stor, græsk koloni under navnet Magna Gracia, grupperet i afdelingen ’The Greeks in southern Italy and Sicily’.
Du kan besøge villaens hjemmeside og se flere flotte fotos fra stedet HER.
Udstillingerne rummer størrelser fra det gigantiske til det minutiøse. Her er det fra et montre fuld af kunstfærdig glaskunst fra romertiden. Alijava, Wikipedia.
Getty-familien er i øvrigt tragisk forbundet med Syditalien: Paul Gettys barnebarn, John Paul Getty III, blev kidnappet på Piazza Farnese i Rom i juli 1973. Han var 16 år gammel, og kidnapperne, som man senere fandt ud af havde forbindelser til den calabresiske mafia, N’drangheta, forlangte en løsesum på 17 millioner dollar, som John Paul Getty, dengang verdens rigeste mand nægtede at betale, angiveligt fordi han mente, at hans barnebarn havde levet et utugtigt liv, og selv havde været ude om affæren. Hvis han gav efter, ville han sikkert også få kidnappet sine øvrige 13 børnebørn, skulle han tørt have sagt.
Der gik rygter om at John Paul III forinden havde flirtet med idéen om at konstruere sin egen kidnapping for at få penge ud af sin rige bedstefar. Denne gang var det dog ramme alvor, og Paul III fik bind for øjnene, bastet og bundet og placeret i en hule et sted i Syditalien – højst sandsynligt i Basilicata eller Calabria – af sine bortførere. Som tiden gik terroriserede de deres fange ved at tvinge til ham russisk roulette, og slå en fugl ihjel, som han havde gjort til sit kæledyr i hulen.
Tiden gik uden lyd fra bedstefar. I november 1973 sendte kidnapperne en lok af John Paul IIIs hår sammen med hans øre i en konvolut til Getty-familien med ordene om, at hvis man ikke betalte, ville fangens krop blive ved med at ankomme i små bidder, med posten. Getty’erne begyndte at forhandle, og man blev enige om en løsesum på 2.2 mio dollar.
Imens det stod på var Paul den III ved at dø i sin fugtige og mørke hule. Han fik lungebetændelse og infektion i sit sår fra det afskårne øre, og hans kidnappere proppede ham så meget med brandy og penicillin, at han bagefter udviklede allergi overfor antibiotika. Endelig kom pengesagerne i orden, og familien kunne afhente den forhutlede fange den 13 december 1973 på en benzinstation udenfor Potenza i den syditalienske region Basilicata.
John Paul den III havde et trist liv: han blev bagefter narkoman og alkoholiker, og skønt han fik sig et nyt øre opereret på kraniet i 1977, genvandt han aldrig hverken sit fysiske og psykiske helbred efter bortførelsen. Han døde i 2011 af et hjerteanfald, højst sandsynligt i kølvandet på komplikationerne af en narko-overdosis i 81, der gjorde ham delvist lam resten af livet.
Hovedillustration: The Getty Villa i Pasific Palisades nord for Los Angeles stod færdig i 1974, og er blevet renoveret i 2018. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.
I juni 2001 måtte de fleste palermitanere knibe sig i armen – i hvert fald dem der løftede blikket mod Ballolampo-bjergene over byen, som indtil den dag blot havde været en støvet barriere for byens ophobende losseplads. I stedet var de nu blevet dekoreret med 9 enorme bogstaver, der hver var 22 meter høje og med en samlet længde på cirka 180 meter var svære at overse. Sammen stavede bogstaverne ’HOLLYWOOD’, og skiltet, som de udgjorde, var en kopi af det verdensberømte Hollywood-skilt fra Los Angeles, der siden 1923 havde tronet over den californiske millionby på Mount Lee.
Oprindeligt læste skiltet navnet ’HOLLYWOODLAND’ og var en reklame for et boligprojekt i området, der kun var ment til at stå opført i halvandet år. Men samtidigt med skiltet begyndte den amerikanske filmindustri at udvikle sig voldsomt, og hjørnet af Los Angeles blev hurtigt så kendt for sine film, at skiltet hurtigt blev synonym med stjernerne og stjernestøvet, der fulgte i de feterede skuespilleres fodspor.
Hollywood-skiltet på Mount Lee har siden 1923 tronet over Los Angeles og bliver både brugt som turistattraktion, ikon og politisk statement. Wikipedia, Thomas Wolf.
Skiltet over Palermo blev opført før nogen havde tænkt på sociale delingstjenester som Facebook og Instagram. Alligevel spredte rygtet sig som en løbeild i hele byen og nåede på rekord-tid resten af Italien, der netop havde taget hul på sin 49 kunstbiennale i Venedig. Og det var netop kunstbiennalen, som Hollywoodskiltet var en del af. Kunstværket – for det var det, det var – var blevet udtænkt af det famøse enfant terrible i den italienske kunstbranche, Maurizio Cattelan (født 1960), der dengang som stadigvæk skandaliserer landets high society klasse og politiske elite med obskøne, satiriske skulpturer, der pirker til den kapitalistiske verdens groteske misfostre.
Da Maurizio Cattelan blev indbudt til at deltage i biennalen var det hans fjerde medvirken, og rygtet siger at han var så træt af Venedigs overfladiske kunstsnobberi, at han hellere ville flytte festen til et sted langtfra festfotografernes lynende blitzlys. Valget faldt på Palermo, og da selve Venedigs kunstbiennale åbnede, inviterede han 150 kunstkritikere, samlere og kuratorer til at tage flyet fra dogernes by til Palermo (dengang en by plaget af 22% arbejdsløshed) , hvor det festklædte slæng med møje blev transporteret til Bellolampo-bjergene, hvor der blev serveret drinks og cocktails foran det nyopførte skilt. På flyet modtog gæsterne et katalog lavet af Vanity Fair, der viste nogle af Hollywoods største filmstjerner, og på coveret så man et billede af det falske Hollywood skilt, som ventede dem.
Maurizio Cattelan på Piazza della Borsa i Milano foran sit kunstværk L.O.V.E. Wikipedia, espyyyy.
Der er ingen tvivl om at Cattelan ønskede at bruge sin kunstinstallation til at gøre grin med det system, der undfanger og ødelægger de mange filmstjerner, som har passeret igennem Hollywoods grooming. Men skiltet var også ment som en hilsen til den arv, som Hollywood har modtaget fra Sicilien i form af talentfulde instruktører og skuespillere: tænk bare på Al Pacino i film som Scarface og Godfather, Martin Scorsese med et imponerende bagkatalog af film som Taxi Driver og Goodfellas, crooneren over dem alle Frank Sinatra, John Travolta og endog Lady Gaga (hendes bedsteforældre stammer fra Sicilien), som netop er slået igennem som skuespiller i A Star is Born.
Og apropos skraldeplads, så er der hele dobbeltheden med Palermos skyggeside. For gad vide om Hollywood, Palermo og Sicilien havde været det samme uden hinanden og de mafiafilm, som er blevet lavet igennem årtierne, og som på grotesk vis reproducerer, romantiserer og glorificerer et kriminelt system, der har mange liv og skæbner på samvittigheden? Myten om Sicilien og myten om Hollywood har flere fællestræk, der både fascinerer og frastøder, og får én til at spørge sig selv om hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi.
Selv sagde Cattelan om sit værk: ”Det er som at smide en håndfuld stjernestøv henover det sicilianske landskab. Det er en konstrueret drøm, en copy paste. (Filmens) billeder er kun en spejling af vores længsler. Jeg har prøvet at stille to vidt forskellige verdner op foran hinanden, Sicilien og Hollywood, og at udviske grænserne mellem dem. ’Hollywood’ er ikke en provokation, det er måske en parodi, men det er også en hyldest.”
Værket HIM forestiller en drengefigur med Hitlers ansigt, der knæler i en baggård i den tidligere jødiske ghetto i Waszawa. Wikipedia, Maciej Szczepańczyk.
Det falske Hollywood-skilt blev stående på Bellolampo-bjerget i 6 måneder, før det blev pillet ned og gled ind i Cattelans kæmpe bagkatalog af tankevækkende kunstinstallationer. Og Cattelan er værd at gå på opdagelse i, hvis man er til provokerende og dobbelttydige kunstnere: nogle af hans mest opsigtsvækkende værker tæller blandt andet L.O.V.E fra 2011, som forestiller en gigantisk, hvid hånd, der med front mod den italienske børs i Milano stritter med sin langefinger i en obskøn gestus mod kapitalismen, og installationen HIM, hvor en knælende og bedende drengefigur med Hitlers ansigt blev placeret i baggården i den tidligere jødiske ghetto i Warshawa.
Det virkelige Hollywoodskilt i Los Angeles er i dag blevet et kulturelt ikon og landemærke, som også spejler begivenhederne i det omkringliggende samfund: Da Paven besøgte Los Angeles i 1987 havde nogen ændret på bogstaverne, så der i stedet stod HOLYWOOD. Det samme skete i 1977 i anledning af Påsken, mens skiltet i januar 2017 blev ændret til HOLLYWeeD i anledning af lovliggørelsen af cannabis i staten Californien.
Endelig har Hollywood-skiltet mindst ét liv på samvittigheden: I september 1932 begik den 24-årige skuespiller Peg Entwistle nemlig selvmord ved at kravle op på og kaste sig ud fra skiltets H.
Du kan se fotos af Hollywood-skiltet i Palermo HER.
Hovedillustration: Al Pacino i stykket ‘The Basic training of Pavlo Hummel’ i 1971, Wikipedia, Theater Company of Boston.
