Er du nysgerrig efter at vide hvorfor Sardinien er unik i italiensk og sydeuropæisk sammenhæng, og ønsker du dybdegående og akademisk viden om øens fortid, nutid og fremtid? Så er dette første onlinekursus noget for dig.
Forelæsningerne bliver holdt som et alternativ til de fysiske møder hos foreninger, læreanstalter, etc., som jeg naturligvis også gerne gennemfører for dem, der har lyst til at få besøg. Men med Zoom når jeg ud i ’alle hjørner’ i Danmark og sikrer mig, at alle er på corona-afstand og trygge ved at mødes.
Alle mine foredrag vil som udgangspunkt være de samme, som jeg har afholdt på Folkeuniversitetet i København, og prisen vil nogenlunde matche, hvad der opkræves fra deltagerne der.
Selvfølgelig vil jeg sørge for, at I er trygge ved at bruge Zoom (I behøver ikke selv have en konto for at kunne være med), og jeg vil sende link til jer i god tid, så vi sammen kan få jer online, inden foredragene begynder. Planen er at det skal være både hyggeligt og afslappet at være med, men først og fremmest lærerigt for jer. Af samme grund vil mine ’hold’ være ganske små.
Den første forelæsningsrække rummer 4 lektioner og vil handle om SARDINIEN: ITALIENS HEMMELIGE Ø.
Foredragene vil blive afholdt om onsdagen den 21 oktober samt den 4, 11 og 18 november fra klokken 19-21 – og husk at du kan være med online fra hele verden, blot du har en skærm og en internetopkobling;-) Den fulde pris for denne forelæsningsrække er 640kroner per person.
SÅDAN FOREGÅR DET:
1: Ønsker du at være med, sender du mig en mail på cillemarie@gmail.com, hvor du bekræfter, at du gerne vil deltage.
2: Derefter modtager du dine betalingsmuligheder via mail – der kan godt lige gå et par timer, jeg gør det hele selv, og manuelt;-), og du kan betale enten via Mobile Pay eller bankoverførsel. Ved begge betalingsmuligheder vil du modtage en faktura fra mig.
3: Ved betaling bedes du oplyse dit for- og efternavn, og jeg sender dig en bekræftelse via mail, når betalingen er modtaget. Du kan aflyse din deltagelse op til 24 timer før start, og få pengene refunderet.
4: 3 dage før den første forelæsning begynder, vil du via din oplyste mailadresse modtage et link til det Zoom-møde, hvor forelæsningen vil foregå, sammen med en lille hilsen fra mig og en manual-hjælp til Zoom, hvis du er usikker på, hvordan du bruger programmet. Husk at du altid kan ringe mig op, hvis du har brug for hjælp – mine kontaktoplysninger vil være i det tilsendte materiale.
5: På selve dagen vil Zoom-linket kunne tilgås allerede fra klokken 18.30. Jeg vil bruge tiden på at tage godt imod jer, og hjælpe, hvis der skulle være vanskeligheder med teknikken.
6: Klokken 19 går den første forelæsningstime i gang. Efter 45 minutter holder vi et kvarters pause, hvorefter den sidste time foregår til klokken cirka 20.45. Derefter er der tid til spørgsmål, indtil vi siger farvel og på gensyn klokken 21. Et par dage efter vil du modtage et nyt link til den næste forelæsning, indtil vi endeligt siger farvel og afslutter forelæsningsrækken den 18 november.
7: Efter hver endt forelæsning vil I dagen efter modtage mine noter på mail, så I ikke skal bruge tiden foran skærmen med at skrive, men kan følge med i ro og mag. Skulle du af nogen grund blive forhindret, eller måske have tekniske problemer den pågældende dag, optager jeg hver forelæsning, så I alle kan gå tilbage via et link og finde og gense forelæsningen. Linket ligger bag Zooms egen digitale ’væg’, og vil blive slettet 7 dage efter optagelsen, af sikkerheds- og privatlivshensyn.
Jeg glæder mig og er rigtig spændt! Her kan du læse lidt mere om forelæsningsrækken:
SARDINIEN: ITALIENS HEMMELIGE Ø
De fleste kender Sardinien som et badeparadis, men øen udgør også et for mange ukendt univers med sit helt eget sprog, sin unikke fortid og sin ligeså specielle befolkning.
Er man berejst i resten af Italien, bliver man derfor forbløffet over Sardiniens bagland, hvis kontrastfyldte virkelighed fuld af både vildskab, kunst og kultur udgør en vigtig brik i forståelsen af den syditalienske identitet.
Hinsides strandene møder man nemlig nogle af verdens ældste mennesker, unikke naturfænomener og innovative hyrdelandsbyer. Tag med til Sardiniens ukendte bagland og se, hvorfor øen udgør en af Syditaliens mest dynamiske regioner.
Forelæsningerne handler om:
21 oktober: Den sardiske bronzealder og nuraghe¬folket
4 november: Vil du leve i 100 år? På sporet af den sardiske livsstil og identitet
11 november: La Barbagia-regionen: Banditter, anarkisme og verdenskunst
18 november: Fra all inclusive til grøn oase: Sardinien for den rejsende.
Gennem de sidste to år har jeg rejst rundt i Danmark og holdt
foredrag og mødt utrolig mange sjælefrænder – landet er fuld af ildsjæle
og netværk med Italien og centrum, hvor I alle medvirker til at holde
den italienske kultur i live med middage, arrangementer og udflugter.
Utrættelige ildsjæle – hvad skulle jeg gøre uden jer!
Men jeg har
også været frustreret over at vide, at der sidder ligeså mange derude,
der gerne ville, men IKKE har overskud eller tid til at møde op i
foreningerne og på folkeuniversiteterne, enten pga arbejde, et travlt
familieliv, eller pga helbredet. Måske sidder I på de små danske øer
derude, eller meget langt væk fra min hverdag i København, hvorfra jeg
gerne rejser med tog, men hvorfra der også er langt til feks.
Nordjylland.
Så nu har jeg fået den idé at holde mine foredrag på et tidspunkt og i en form, som forhåbentligt er tilgængelig for de fleste – nemlig 2×45 minutters foredrag om torsdagen (eller onsdagen – den endelige ugedag beslutter jeg alt efter hvornår de øvrige aftenskoler i Danmark afholder deres lektioner) fra klokken 19-21 på nogle givne datoer.
Foredragene vil blive holdt som foredragsrækker omkring et tema – for eksempel Sardinien (dette efterår), Napoli (vinter 2021) eller Sicilien, og hver foredragsrække koste cirka det samme som på et Folkeuniversitet. Betalingen vil foregå via MobilePay eller bankoverførsel og gå direkte til mig, selvfølgelig med afbestillingsrettigheder og tilbagebetaling, hvis jeg for eksempel bliver syg, eller teknikken går ned.
Hvis du er interesseret kan du skrive det under denne blog-post, eller vente til du får flere informationer fra mig, hvis du er tilmeldt mit nyhedsbrev. Du kan også skrive direkte til mig på cillemarie@gmail.com med eventuelle spørgsmål.
Hovedfoto: Madonna med pistol af Banksy. Wikipedia.
Det er langt fra noget nyt, at mennesket har brug for nærhed for at kunne leve – ikke blot den fysiske nærhed, men også den psykiske. Det bliver jeg mindet om i disse dage, hvor jeg er i færd med at læse en af Sardiniens vigtigste, skønlitterære værker, ’Il giorno del giudizio’ – Dommens Dag, fra 1979 af Sebastiano Satta, hvor hyrdebyen Nuoro bliver et mikrokosmos på verdens forgængelighed og den ensomhed, som til alle tider har omsluttet den menneskelige eksistens.
I romanen følger vi hyrder, bønder og rige borgere i en af Sardiniens mest omskiftelige perioder fra slutningen af 1800-tallet til tiden efter 1 verdenskrig. Moderniteten og industrialismen banker på – ligeså gør de revolutionære tanker fra Rusland, og en krig, der koster utallige sardere livet.
Alt dette på trods gør indbyggerne i Nuoro, Sardiniens sjette største by, som ligger indesluttet mellem de barske bjerge nord for Sopramonte, deres bedste for at opretholde en hverdag, hvor de sociale skel er enorme, hvor fattigdommen og sulten hele tiden truer, og hvor ægteskabet leves efter ældgamle forskrifter.
Romanen kaldes ’et mesterværk indenfor italiensk ensomhed og litteratur’ – historien følger nemlig familien Sanna, hvis overhoved, notaren Don Sebastiano, sammen med sin kone, Donna Vincenza, har fået opbygget en familie med 7 syv sønner, som han venter sig meget af.
Sebastiano Satta blev født i Nuoro den 9 august 1902, og uddannet jurist i byen Sasssari. Han skrev flere juridiske værker og medvirkede til at forny Italiens straffelovgivning efter fascismens fald. Dommens dag blev udgivet posthumt, og manuskriptet fundet mellem hans papirer, da familien ryddede op i hans hjem efter Sattas død i 1975. Wikipedia.
Men Don Sebastiano er også en kold, kalkulerende og verdensfjern hustyran, der terroriserer sin kone: ”Du er kun sat i verden, fordi der var plads”, er en af hans yndlingssætninger, der får Donna Vincenza til at trække sig endnu længere ind i sin depression – konen er blot i midten af 40’erne, men så fed og gigtbesværet, at hun må tilbringe hele dagen i en enorm lænestol, i smertelig meditation over sit spildte liv.
Som Don Sebastianos hustru er hun på grund af sit handikap og af sine nederlag i den psykiske kamp med sin mand låst inde i det store hus i Nuoro, der nok er det smukkeste i byen, men hvis værelser og gård er et regulært fængsel for Sebastianos familie. Don Sebastiano er som notar og med en position i samfundets øverste top ligeså fastlåst som Donna Vincenza, og konventionerne får ham til at kæmpe sin egen kamp for at holde ensomheden på afstand.
I denne corona-tid er det gribende at læse beskrivelserne af Donna Vincenzas tiltagende desperation, i takt med at sønnerne bliver større, og rejser bort. Hun er ladt tilbage alene i sin evige karantæne som hustru og mandens ejendom. Hun får kun besøg af sin tante Gonaria, der er nonne, og et par af de andre kvinder, i de lange dage, hvor Don Sebastiano rider tidligt bort for at tilse sine jorde, og kommer så sent tilbage, at hun kun kan skimte ham i aftenmørket gennem sine halvblinde øjne. Her er min egen oversættelse af nogle gribende linjer, som beskriver hende på side 170:
“Donna Vincenza kendte intet til filosofi. Hun havde heller aldrig hørt ordet. Men hun levede fastsømmet til sin lænestol, og det fik hende til at meditere. Når Don Sebastiano i bunden af gårdspladsen satte sig op på sin hest og forsvandt ud af porten uden at sige farvel til hende, var det en scene, som gentog sig hver dag efter eftermiddagshvilen.
Donna Vincenza forblev alene, og sank ned på bunden af tidens dyb, der også var ubevægelig ligesom hende, og omsluttede hendes stakkels person som vindruerne, der hang ned fra pergolaen, og som hun hvert år så forme sig og vokse, enorme stalagtitter i en blind grotte. Hun talte dem én for én, ti, hundrede gange, for at holde spøgelserne på afstand, der overfaldt hende fra alle sider.”
Satta har på side 167 en meget smuk beskrivelse af, hvordan folk, der bor alene i byen, mødes, ikke for at konversere, men blot for at være sammen, hver for sig, som en slags trøst i isolationen. Jeg har prøvet at oversætte linjerne her:
”Et hus med 4 ugifte søstre er aldrig alene. Med regelmæssig rytme kom også de gamle, ugifte kvinder, der boede tæt på, i deres dragter, når de forlod deres egne huse, puttede nøglerne ned i den store, rødbroderede lomme, og gik indenfor i stuen uden at banke på. Her sad de så ubevægelige i mørket, som invaderede rummet, for de ville spare på lyset, og til sidst var de blot skygger, stumme vidner i en ligegyldig venten.
Lyset blussede først op, når mørket havde udvisket skyggerne, og det eneste levende var skæret fra ilden, hvis det var vinter. Gonaria hældte af og til lidt sukker på flammerne, fordi det skabte en dejlig duft, men også fordi røgen derfra så kunne tjene som en slags røgelse.
Når lampen endelig blev tændt, rejste de besøgende sig, og gik, én for én, af den samme grund, som de var kommet: De havde fået to timer i deres liv til at gå, og de havde hjulpet hinanden med det. De vidste det ikke, men det var også en barmhjertighedsgerning i sig selv.”
Dommens dag er blevet oversat til dansk og udgivet i 1989.
Hovedillustration: Traditionelle dragter fra Sardinien i 1880erne, Gallerie Bassenge, Wikipedia.
Sarderne er Italiens stenfolk. Det oplevede jeg første gang i Maddalena-skærgården, der består af en håndfuld forblæste øer omgivet af posidonia-vandplanter og et hav, der presses gennem Bonifacio-strædet af mistralen og pisker kysternes lyserøde klipper bløde langs Sardiniens nordligste rand. Jeg var netop ankommet på hovedøen Maddalena. Den er på størrelse med Fanø, og huser en stolt, verdensfjern befolkning, der kalder Sardinien et fastland, og har god grund til aldrig at forlade deres paradis.
Mit første måltid fik jeg på Osteria da Liò i en smøge i Maddalenas eneste by, der hedder det samme som øen. Borgmesteren stod oppe ved barens marmorskænk lige ved indgangsdøren, og spillede kort med sine bysbørn. Os spisende sad så tæt på havnen, at saltet på ens læber krydrede maden, skønt hvert et vindue i timevis havde været stænget mod den stærke vind, der fik klemmerne på gydens tørresnore til at rotere med en raslen.
Jeg husker at spise ravioli med kartoffelfyld og mynte, da restaurantens ejer kommer hen imod mig. Hun hviler sine hænder mod en stoleryg, og spørger, om jeg nyder maden? Ganske meget, bekræfter jeg. Alt imens det aldrig er en synd at spise alene i Syditalien, har kvinden alligevel villet henvende sig med et par høflige ord, og min notesblok gør hende nysgerrig. ”Hvad laver De?” Jeg forklarer hende at jeg er rejsejournalist og er på øen som en del af min research for at blive klogere på Sardinien. Hun læner sig frem over stoleryggen, ser mig i øjnene, og siger: ”Kender du den magiske sten syd for Palau?”
Det gjorde jeg desværre ikke. Palau er den havneby, hvorfra man tager færgen ud til Maddalena fra Sardinien, og jeg var rejst direkte hertil fra lufthavnen i Olbia uden at stoppe op i landskabet, og uden at tale med nogen af de lokale. Ikke før nu. ”Hvis du lægger dine håndflader på stenen, kan du se din egen aura lyse.”
Stenen skulle stå langt inde på en mark i Palaus bagland. Der var ingen indikationer langs vejene, man skulle spørge sig frem. Jeg kom aldrig hen til det magiske sted, men stenen i sig selv var heller ikke vigtigst. Det var tværtimod restauratørens umiddelbarhed og insisterende tone. At dele sin kærlighed til lokale aurasten med andre er åbenbart ligeså selvfølgeligt som ravioli og gæstfrihed. I hvert fald hvis man bor på Sardinien.
At øen er helt sin egen i forhold til resten af Italien, og at fornemmelsen synes at have sin oprindelse i grundfjeldet, havde den engelske forfatter D.H. Lawrence også et øje for. Ligesom mange andre bohemer fra den eksperimenterende kunstnerklasse i London drog han til Syditalien i starten af 1900-tallet for at komme på afstand af industrialiseringens og kapitalismens forbandelser.
Panorama af Cagliaris ældste bydel Castello fra 1895, hvor enorme mure og bastioner præger kvarterets atmosfære. Tegnet af Gustavo Strafforello. Wikipedia, Giuseppe Barberis.
Men hvor de fleste rejste til Napolibugten eller Sicilien og blev der, tog Lawrence videre til Sardinien. Øen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og i sin bog Sea and Sardinia fra 1921 beskriver han Sardiniens sortklædte kvinder, nøjsomme hyrdekultur og den omnipotente natur som var han kommet til en præmordial verden, der svævede udenfor tid og sted.
Allerede ved ankomsten til Cagliari, Sardiniens største by, fornemmer han øens egenart. Han ser op på fæstningsmuren, der indeslutter middelalderbyen i en gullig elfenbenskrone af kalksten, og beskriver synet med ærefrygt:
”Mærkelige, stenede Cagliari (..) Henover dens bastion fortsætter byen længere op, stejlt i retning af domkirken og fæstningen. Det, der er så mærkeligt, er, at denne terrasse eller bastion er så stor, at den er næsten foruroligende, og man forstår ikke hvordan den kan hænge her, fristvævende i luften.(…)
Det er et mærkeligt landskab, som om verden har forladt det. (…) Cagliari er tabt mellem Europa og Afrika uden at høre hjemme på nogen af kontinenterne. Byen hører faktisk slet ikke til noget sted, og har aldrig gjort det. Hører ikke til noget eller nogen steds. Mest til spanierne og araberne og fønikerne. Men har aldrig rigtig haft en skæbne. Ingen skæbne. Udeladt fra tiden og historien.”
Hovedillustration: Gade i byen Maddalena. Foto: Marek Slusarczyk, Wikipedia.
I Syditalien hersker der en næsten mytisk status omkring søpindsvinenes koralrøde kød (kønsorganer!), som man skraber ud af dyrets skal og enten spiser råt eller kommer på panden og vender med spaghetti til en himmelsk mundfuld for feinschmeckere.
Men nu er den gastronomiske besættelse ved at gå ud over de ravnsorte søpindsvin, som bor langs Italiens reneste kyster: Det er nonprofit-organisationen QuiEtica, der rejser bekymringen og samtidigt med søpindsvine-sæsonen den 1 november har startet kampagnen ‘Lasciamoli in mare’ – lad dem blive i havet.
Faktum er nemlig at efterspørgslen på især de søde pindsvin, der bor langs Syditaliens frodige kyster og er en stor delikatesse i de regionale køkkener, er rekordhøj. Det får fiskere til at fiske ulovligt og ureguleret, og man anslår at der på blot en weekend kan blive opsamlet over en million søpindsvin ad gangen med kæmpe net, der også ødelægger bunden og dyrenes levesteder.
Især i Puglia er fiskeriet gået over gevind. Her oplever man at også de fiskere, der har tilladelse til at fiske, langt overstiger deres kvoter. Indtil videre siger de eneste officielle regler, at søpindsvinet er ‘fredet’ i maj og juni, og at de ikke må fanges, hvis de er under 5cm i bredde. Begge ting, som det ulovlige fiskeri lader hånt om, og som har ødelagt store dele af økosystemet under vandet syd for Bari langs Ostunis og Brindisis kyster.
Et andet sted hvor søpindsvin er kult er på Sardinien, hvor man især i Oristano-bugten og langs kysten omkring Alghero sætter tonsvis af søpindsvin til livs. Også her er man blevet opmærksom på problemet, og flere restauranter har besluttet at boycotte det lille, stikkende dyr i år, og istedet servere andre skaldyr for deres gæster, så søpindsvinet kan komme til hægterne igen.
Jeg tror selv at jeg springer over ‘spaghetti ai ricci di mare’ i den nærmeste fremtid.
Foto: Det sorte Middelhavssøpindsvin er under pres af glubske munde i den syditalienske restaurationsbranche. Det er æggene og kønsdelene, som spises fra hunpindsvinene. Frederic Ducarme, Wikipedia.
De er derude – de gemte og glemte mesterværker fra den sardiske renæssance, som af mange grunde har været ukendte i århundreder: dels fordi de blev undfanget under det spanske herredømme og således har haft en anden synlighed end de ikoniske værker fra de selvstændige, italienske republikker i Toscana og Emilia-Romagna; dels fordi de hænger på vægge og står i reoler i hvad man i dag ville kalde byer langt fra alfarvej, og dels fordi de med rødder i den spanske kunst har et helt andet æstetisk udtryk end det vi kender fra Da Vinci, Michelangelo, Giotto og Piero della Francesca og Botticelli.
Da jeg efter gymnasiet flyttede til Firenze, flyttede jeg også ind i renæssancen med Dante, Uffizi-gallerierne og de ikoniske kirker, hvor genier som Masaccio slog hul i væggen ved at skabe sin berømte, hvælvede perspektivgang La Trinità, som nærmeste naboer. Foran maleriet La Trinità måtte florentinerne røre ved kirkevæggen for at sikre sig, at der vitterligt ikke var slået hul på muren, og i de årtier grundlages humanismen med Petrarcas erkendelsesrejse på Mount Ventoux og genopdagelse af Ciceros værker, og Pico della Mirandolas tale om Om Menneskets Værdighed.
Jeg begravede mig i værker af Johannes Sløk og studerede Thomas Moores utopier for at komme renæssancens optimistiske dyrkning af menneskets grænseløshed nærmere. Men da jeg senere begyndte at rejse rundt på Sardinien, fik jeg ikke umiddelbart øje på den tidsalder, jeg var blevet så begejstret for år forinden.
Jeg er dog blevet meget klogere på min yndlingsepoke fordi jeg netop har læst kunsthistoriker Luigi Agus’ digre værk ’Rinascimento in Sardegna’ fra 2009, hvori han gennemgår de oversete malere, forfattere, digtere og tænkere, som dengang plantede og dyrkede renæssancens frø på øen. Det kan godt være at der ikke står en Davidsstatue foran rådhuset i Cagliari, men tidens gang har forskudt og udvisket vigtigheden af de steder, som dengang var centrum for øens identitet. I dag anses byer som Sorgono, Castelsardo og Bonarcado som hyggelige men perifære i forhold til Cagliari, Olbia, Sassari og Alghero. Ikke desto mindre rummer de nogle af Sardiniens vigtigste renæssanceværker og er helt klart en rejse værd, hvis man er indstillet på at gå i dybden med 14- og 1500-talles historie.
Blandt nogle historikere har der ifølge Agus hersket en teori om at Sardinien aldrig rigtig oplevede sin egen genfødsel og videreforarbejdning af den antikke fortid, som blev selve fremkaldevæsken for renæssancens verdenssyn. Med mennesket i centrum og individets ubegrænsede muligheder udi ånd, intellekt og fysik blev idéen om det selvstændigt tænkende menneske født i 1300-tallets Firenze, og bredte sig til resten af det europæiske kontinent, der blev forvandlet for altid. Således også til Sardinien, selvom sporene derpå ikke er lette at finde, hvis man leder de forkerte steder.
Ser man overordnet på de epoker i Sardiniens moderne kulturhistorie, som har tiltrukket sig opmærksomhed igennem årtierne, har forskere især fokuseret på Sardiniens middelalder, hvor øen adskiller sig markant fra Italiens øvrige regioner ved at være opdelt i selvstændige småstater kaldet ’gudicati’, og på perioden lige efter Italiens samling. Agus mener dog at renæssancen på Sardinien er spændende, fordi den får et unikt udtryk på øen, som er værd at undersøge: Renæssanceperioden udenfor det centrale Italien, hvor den blev undfanget, tog tydelige aftryk fra de regioner og lande, hvor den slog rod, og fik således sit helt eget udseende alt efter lokalhistorie, kultur og sprog.
I forhold til den toscanske renæssance fik perioden først sit rigtige gennembrud på Sardinien i 15-tallet af flere grunde: dels blev den stækket af efterdønningerne af krigen med franskmændene i 1527-28, hvor en stor hær bla. nåede at lande på øen og hærge byerne i Logudoro-provinsen i nord, og dels var der pesten i 1529, som især gik hårdt udover Sassari.
Det er også oplagt at nævne at Sardinien i 14-og 1500tallet bruger mange ressourcer på at tilpasse sig et overherredømme fra Spanien, der ekspanderer voldsomt og sætter sig på Syditalien med store økonomiske og historiske konsekvenser for området. Disse faktorer har fået nogle historikere til at hævde, at Sardinien i århundreder stod udenfor den kulturelle udvikling i Middelhavet, men som vi sammen med Agus skal se, er det nærmere en virkelighed med modifikationer.
Agus fremfører forskellige argumenter for at Sardinien tværtimod havde en langt mere central rolle i den iberiske renæssance end troet: rent fysisk udgør øen den syditalienske region, der ligger tættest på kongemagten i Spanien. Sardinien kunne således have udgjort et vigtigt mødested for den kulturelle udveksling mellem det italienske fastland og den iberiske halvø, og Agus fastholder at virkeligheden om den sardiske renæssances udbredelse nok ligger et sted mellem de kilder, der mener, at epoken så godt som ingen indflydelse havde på øens befolkning (Parraguez), og dem, der beskrev sarderne som veluddannede og i fuld kontakt med strømningerne på det europæiske kontinent(Giovanni Francesco Fara).
Agus stiller selv spørgsmålstegn ved de tidssvarende kilder, der generelt anså sarderne som uoplyste og underlagt et styre, der ikke ønskede at udbrede renæssancens nye vinde på øen. Sammen med historikeren Sestan peger han for eksempel på, at en boghandler fra Cagliari i 1573 sendte 312 udgaver af en om bog om den hellige Mauros liv til landsbyen Sorgono i La Barbagia, hvilket går imod argumenterne om analfabetisme på øen. Derudover åbnede der i 15-og 16-tallet flere skoler og universiteter på øen under spansk herredømme, som sammenlignet med den lave befolkningstæthed på Sardinien må sige noget om øens intellektuelle niveau.
Ifølge Agus får renæssancen sit stærkeste udtryk i malerkunsten: Mesteren fra Castelsardo malede blandt andet La Trinità, La Madonna sul trono og San Michele i 1490’erne, og værkerne kan stadig nydes i kirken San’Antonio Abate og dens kælder i selv samme by, hvor man kan forvisse sig om en stærk indflydelse fra malerstilen i Barcelonas renæssancekredse: ansigterne, farverne og arbejdet med perspektivet indskriver malerierne i epoken, men man fornemmer et anderledes æstetisk udtryk end hvad man er vant til at se fra samme periodes genier i Firenze og Rom – højst sandsynligt spejlet af kunstnere som selv var blevet uddannet i den spanske mester Jaime Huguets værksted i Barcelona.
Ærkeenglen Michael portrætteret af den anonyme Mester af Castelsardo, i færd med at bekæmpe Djævlen, fra 1491-92. Mange mener at maleren var Giacchino Cavaro fra en af de vigtigste kunsterfamilier i Cagliari. Fra Wikipedia.
I 14- og 1500-tallet kom mange af øens største kunstnere fra kunstskolen i Stampace, Cagliari: Cavaro-familien var den vigtigste, og stod i generationer for undfangelsen af øens egne malerere, som Pietro og Gioacchino, men også malere som Giovanni del Giglio, Francesco Pinna og Giovanni Sanna udtrykte sig med renæssancens virkemidler. I dag indeholder kunstmuseet Pinacoteca nazionale di Cagliari mange af øens renæssancemotiver, men som nævnt gemmer malerierne sig også i mindre byer, hvis kirker det er værd at besøge hvis man vil se stor kunst i intime omgivelser: udover Mesteren fra Castelsardos værker, der gemmer sig i byens mørke søjlegange under Sant’Antonio Abate-kirken i et bittelille museum, rummer Sassaris egen domkirke og Pinacoteca flere værker af Giovanni del Giglio. Del Giglio finder man også i Ozieris lokale kunstmuseum, mens der i Ardaras kirke Santa Maria del Regno hænger en altertavle fra Pietro Calvanos værksted af en ammende Madonna, og sammestedsfra kommer en bebudelsesscene i en kirke i Bortigali nær Nuoro.
Del Giglios Nedtagning fra korset fra midten af 15-tallet hænger i Ozieri og er et godt eksempel på mannerismen, der sent i renæssanceperioden brugte stærke effekter med svulmende kroppe, dramatiske scenarier, lys og skygge og stærke farver til at fremkalde folks følelser foran kunstværket. Del Giglio var en af de vigtigste kunstnere indenfor mannerismen på Sardinien. Wikipedia.
Nøglepersoner for at sprede renæssancens udtryk og filosofi var blandt andet biskoppen Salvatore Alepus, der i 1530’erne bestilte kunstværker og tiltrak forfattere til Sassari. Genfødslen af byen bredte sig også til Alghero og Bosa, og en historisk begivenhed, der yderligere fik Sardinien til at blomstre kreativt, var ankomsten af vicekongen Carlo Borja til Sassari i 1613, hvis besøg satte hele byen i gang med at dekorere kirker, facader og opbygge en enorm, udskåret velkomstport.
Den voksende elite af rige borgere og adelsfamilier fra Spanien, der bosatte sig og fik besiddelser på øen, var fuldt ud opmærksomme på kunsten som statussymbol og magt: Familier som Santa Cruz og Guzman bestilte alterstykker og portrætter, der kunne hænge i kirkerne i de landsbyer, som lå indenfor deres besiddelser: førstnævnte familie prydede i slutningen af 1400-tallet San Pietro-kirken i Tuili med en overdådig altertavle, muligvis udført af Mesteren af Castelsardo, og som endnu kan ses samme sted, der desuden rummer flere renæssanceværker af lokale, anonyme kunstnere.
Ikke kun lokale kunstnere bidrog til renæssancens udfoldelse på Sardinien: man importerede også malere og værker fra både Spanien og Italien, og i dag kan man blandt andet besigtige Donatellos Madonna con bambino i Bonaccattu-kirken i Bonarcado. Maleriet er sikkert udført af Donatello i Padova i 1447, inden det blev sendt til Sardinien året efter, hvor maleriet har hængt lige siden. Ligesådan kan man aflæse tydelige spor fra den napolitanske håndværkerskole i San Giacomo-kirkens marmorfacade i Cagliari, og listen over napolitanske og spanske kunstnere, der boede og arbejdede i både Cagliari og Sassari, er lang: af de største kan nævnes Bartolomeo Castagnola og Ursino Bonocore, og Pietro Martinez og Francesco Attanasio.
Arkitektur: renæssancens byggerier på øen blev inspireret af øens egne gotiske kirker som katedralen i Sorres, i San Gavino og i Santa Giusta, og fik udtryk i for eksempel Sant’Eulalia og Santa Maria del Monte i Cagliari. Men et af de største arkitektoniske højdepunkter, hvori man ser den tydeligste renæssance-indflydelse fra Spanien, er ifølge Agus kirken San Francesco di Tempio. Heriblandt kommer også de overdådige tabernakler og skulpturer, som bliver undfanget under den sardiske renæssance.
San Francesco-kirken i Tempio Pausania bygget mellem 1543-48 var en af de første kirker i såkaldt pseudo-renæssancestil, hvor påvirkninger fra både italien og Spanien blev blandet med inspiration fra lokale, gotiske kirker. Francesco Careddu, Wikipedia.
Agus remser desuden flere gravører og forfattere op, der gjorde en stor forskel i det poetiske og skønlitterære miljø på øen i renæssancen. Heraf var den største digter uden tvivl Pietro Delitala, der blev kaldt øens Petrarca og skrev sit mest kendte værk Rime Diverse med stor indflydelse fra de store, italienske renæssancepoeter. Derudover var der også Girolama Araolla, som især arbejdede med digterkunsten i spændet mellem de 3 sprog italiensk, spansk og sardisk, der blev talt samtidigt på Sardinien.
Alt i alt konkluderer Agus at der på Sardinien var en fuldt udviklet bevidsthed om en ny tidsalders indtog, som de lærde tog aktivt del i, og som de rige købmænd og adelsfamilier ønskede at bidrage til med hæder og kunst til følge. Hvis renæssancen undfangede det moderne, individuelle menneske i Europa gjorde den det ligeså på Sardinien, og der dukker hele tiden nye spor op fra epoken, hvor kunstnere, arkitekter og forfattere formulerede sine egne, unikke udtryk med afsæt i sardisk kultur, geografi og natur.
Generelt er Luigi Agus bog ’Rinascimento in Sardegna’ interessant hvis man ønsker at blive klog på en strømning, hvis potentiale og indflydelse på det sardiske samfund endnu ikke er blevet fuldt udforsket. Bogen rummer flere dokumenter på spansk fra de vigtigste personligheders hånd. Bagi bogen er der desuden et vægtigt appendiks med de vigtigste malerier og tryk afbilledet.
Hovedfoto: Madonna på tronen af Mesteren af Castelsardo fra 1491-92. Malerier hænger i Sant’Antonio Abate-kirken i Castelsardo. Især madonnaens ansigtstræk og den stærke røde farve afslører inspirationen fra den catalanske kunstskole i Barcelonas renæssanceperiode. Wikipedia.
