Så er jeg netop kommet hjem fra min research-tur til den næste udgave af Turen Går Til Syditalien, hvor jeg valgte at gå i dybden med trekanten mellem Bari, Brindisi og Taranto, og også stak af til de ukendte grottebyer vest for Matera (mere om alt det i et senere opslag).Hvert sted jeg kom gik jeg også i den lokale boghandler for at lede efter et værk, der både kunne stå som håndfast minde om min tur, når jeg kom tilbage, og oplyse mig om de enkelte byers kompleksitet. Det kom der 3 meget forskellige bog-indkøb ud af, der hver især spejler nogle af de vigtigste indtryk fra min rejse. Hvem ved, måske de også kan inspirere jer? Her kommer de:
AMBIENTE SVENDUTO – il benessere avvelenato del pianeta acciaio, 2021af Angelo Carrier, med forord af Pino Aprile (oversat titel: ‘Miljø på udsalg – stålplanetens forgiftede velfærd’).
Da det gigantiske stålvalseværk ILVA bliver bygget i starten af 1960’erne, håber mange på at det vil føre til social og økonomisk velstand for de tusindvis af bøndere og fiskere, som bor i Taranto, og som nu kan få sig et ‘rigtigt arbejde’ i fremskridtets navn. De forlader deres jorde, sælger dem til pengemændene bag, og oplever hvordan fabrikken godtnok giver arbejde, men også forgifter både dem og deres medborgere, hvoraf mange bor klods opad valseværket.
Op gennem 70’erne fordobles ILVAs areal og fylder efterhånden 3 gange så meget som Taranto, der for romantiske Italiensfarere ellers har været synonym med Syditaliens måske smukkeste beliggenhed mellem det ioniske hav og indsøen Mar Piccolo, vuggende olivenlunde og enorme, arkæologiske skatte fra byens græske fortid.Nu fødes der babyer på byens hospital med ligeså mange giftstoffer i kroppen som en kæderyger, og kræfttilfældene mangedobles, mens fabrikken også får økonomiske problemer i kølvandet på den globale konkurrence på stål fra de langt billigere østlande.
ILVA er stadig en tragisk miljøkatastrofe der har skabt overskrifter i hele Europa, og jeg købte bogen efter et rystende besøg i Tarantos slum, vel vidende at værket er et emotionelt partsindlæg fra en lokal forfatter, der dog grundigt fremlægger sit angreb på de ansvarlige poltikere bag anlægget med kildehenvisninger og et stort note-apparat.Jeg er nået cirka en tredjedel gennem bogen, og bruger den ikke som godnatlæsning. Dertil er den simpelthen for uhyggelig (siger jeg som hardcore Stephen King fan!).
M – L’UOMO DELLA PROVVIDENZA, 2021 – af Antonio Scurati (oversat titel: M – Forsynets Mand)
2 del af romanen om Benito Mussolini, som vandt den prestigefyldte Strega-pris i 2019, og fortsætter hvor del 1 slap, nemlig ved Mussolinis historiske indrømmelse i parlamentet i 1924 om, at han og fascistpartiet stod bag bortførelsen og mordet på generalsekretæren af Partita Socialista Unitario, Giacomo Matteotti. Jeg er stor fan af napolitanske Antonio Scurati og hans koncise fremstilling i del 1 af de historiske begivenheder der lå til grund for Benitos succes, og jeg kom i tanke om at jeg manglede del 2 i min bogreol efter at have set utallige bygninger og referencer til Syditaliens fascistiske periode på min rejse rundt i Puglia.
Begge bøger i serien er oversat til talrige sprog.
LA GUIDA DI BRINDISI, – Itinerario storico artistico, 1995 af Giacomo Carito og Pierluigi Bolognini (Oversat titel: Guiden til Brindisi – en kunstneriske og historisk rute)
“Brindisi er ikke en rigtig by”, fik jeg at vide et par gange under min rejse, når jeg udtrykte begejstring for det hyggelige samfund med sin usædvanlige beliggenhed omkring en smal bugt ca. 30 km nord for Lecce. Måske alluderede folk til Brindisis beherskede størrelse i forhold til Puglias øvrige byer. Men hvad er en by egentlig? For mig handler det ikke så meget om indbyggertal (Brindisi har dog knap 90.000 beboere), som den rodfæstede følelse, et sted kan give én. Hér har man hjemme.Sidstnævnte har Brindisi masser af, både grundet sin lange historie, hvis vidnesbyrd flere steder rager op i bymidten hvor man mindst venter det, men også pga. sin befolkning, der tydeligvis elsker at bo hvor de gør. Jeg har sjældent besøgt en syditaliensk provinsby med så mange historiske og kunstneriske attraktioner samlet på så begrænset et areal.Af samme grund greb jeg straks ind i en reol på byens togstation, da jeg skulle videre til Taranto, hvis bar havde et fint lille udvalg af lokale bøger. Her fandt jeg en alternativ guide, hvor 2 lokalhistorikere leder én rundt i byen ved at følge kunstværker og historiske mindesmærker. Jeg glæder mig til at få byen (for ja, det er den for mig!) med i Turen Går Til!
Det er svært at tale om oprindelighed, når det kommer til ord og sætninger. Men emnet har alligevel optaget mig i disse uger, hvor jeg har siddet i en lydtæt boks på størrelse med et kosteskab, og indtalt ‘Mezzogiorno’ . I en syntetisk duft af sprit (for alt skal jo sprittes af: mikrofon, greb, håndtag og selv stolen) og omsluttet af sort æggebakke-skumgummi fra gulv til loft har jeg talt om sydende mavesafter, danseterapi, dobbelte husporte, nostalgi på Capri og uendelighed på Sicilien og længtes efter at komme ud af den indelukkethed, som det seneste år har hensat os italiens-elskere i.
Jeg har flere grunde til at takke Forlaget Turbine for oplevelsen: først og fremmest ‘tak’, fordi det er sejt og visionært at de satser på lydudgaven af Mezzogiorno – derefter ‘tak’, fordi jeg selv fik lov til at indlæse den (jeg var simpelthen død 100 gange, hvis en anden, stakkels indlæser var kommet til at udtale et italiensk ord forkert), og ‘tak’, fordi jeg nu har genopdaget mine essays: Enhver forfatter ved, at en skreven tekst forvandler sig, både når den printes ud og bliver fysisk istedet for digital, og når den læses op. Det er svært at beskrive, men den får en helt anden krop og insisterende tilstedeværelse af at blive fysisk. Det lyder naturligvis oplagt. Men effekten er ikke desto mindre utrolig slående.
Inden jeg læste mine essays op, læste jeg dem inden mikrofonen blev tændt. Det gjorde jeg for at kende historierne til bunds rent syntaktisk. Måske var der særlige udtryk, indskudte sætninger eller paranteser, som ville volde mig særlig besvær?Ikke desto mindre opdagede jeg, at ordene ved indlæsningen snød mig fuldstændigt: lange, snørklede sætninger, som jeg havde forudset ville få mig til at kløjs og kræve en genoptagelse, flød for det meste uhindret, mens andre helt banale ord drillede.
Af og til blev det pludselig min intonation og ikke selve ordets bogstaver, som jeg kæmpede med. Og dagsformen kunne afgøres af hvorvidt jeg lige havde spist et stykke chokolade (det søde indslag gav jeg åbenbart meget mere spyt i munden, end godt var for indspildningen), og om der var håndværkere i bygningen (en enkelt gang måtte jeg vendte en time på at indlæse videre, fordi man var ved at bryde en væg ned lige under min lydtætte boks.. der i det tilfælde ikke evnede at holde slagene fra de kæmpe bor ude).
Men nu er indlæsningen færdig og jeg glæder mig til at sende lydbogen ud i verden, så alle dem, der hellere vil lytte end læse, og alle dem, der forhåbenlig både kan se glæden ved en fysisk bog og en fortalt bog, kan få deres Mezzogiorno behov opfyldt! Når jeg har en release-dato klar, bliver I de første til at få den at vide.. i mellemtiden kan I nyde lidt stemningsfoto fra lydboksen, hvor en fin, lyserød lampe lyste helt teateragtigt, når optagelsen gik igang, og man skulle træde varsomt i lydstudiet.
Ligesom i Danmark gennemsyrer coronakrisens konsekvenser lige nu det italienske samfund på mange planer, og det er derfor ikke mærkeligt at de bøger, som I 2021 er blevet nomineret til at vinde Italiens fornemste litteraturpris, La Strega, i høj grad spejler et år med indadvendthed, interpersonelle konflikter og indre monologer.
Det konkluderer Melania Mazzucco i en artikel i den italienske avis ilsole24ore. Hun er præsident for Strega-komitéen, der siden 1944 har tildelt Italiens fremmeste forfattere den store ære at vinde Strega-prisen. Hun fortsætter:
”Mange af de udvalgte titler er forbundne med forfatterens
eller forfatterindens eget, levede liv, og handler om hans eller hendes private
og nære verden (venner, forældre, bekendte), om den lokale geografi, den provinsielle og
den i kvarteret. Nogle gange krydser fortællingerne selve den store historie,
men for det meste handler de om intime mikro-historier. Det er familie-krøniker,
hvor modefigurerne dominerer – ofte er de ufølsomme og vrede modstandere – eller
søsterskabet. Fædrene er næsten ikke-eksisterende, de er uønskede, overfladiske
eller gjort tavse. Det er historier om pigebørn uden en barndom, om ensomme
eller marginaliserede teenagere. Følelsen af social eksklusion og vrede gløder
i nogle af bøgerne. De er vidneudsagn om et levet liv, eller næstens.”
”Det er historier fortalt indenfor hjemmets fire vægge, hvor
huset – beboet, hjemsøgt, fortabt, besat og inficeret med ting – bliver den sande
hovedrolleindehaver. I et år med karantæne både indenfor hjemmet og indenfor
vores egne, metaforiske grænser i Italien er det ikke et tilfælde”, siger
Malania Mazzucco.
Donatella Di Pietrantonio. Foto: Udo Weier, Wikipedia.
4 stærke og aktuelle forfatterstemmer fra Syditalien
12 kandidater til Strega-prisen er blevet fundet blandt de 62 nominerede, og den eneste syditaliener mellem dem er Donatella di Pietrantonio fra Abruzzo, som I 2017 havde stor, international succes med L’Arminuta (oversat til ’Pigen de sendte tilbage’ og udgivet af forlaget Grif i 2018). Donatellas nye værk hedder Borgo Sud og er en fortsættelse af L’Arminutas næreste persongalleri – vi møder ’LArminuta’ som teenager og voksen, og især forholdet til hendes søster Adriana udvides, så de to kvinders fattige barndom i Abruzzos bjerge sættes i relief til et nyt liv i havnebyen Pescara og kvarteret ’Borgo Sud’. Jeg var selv rigtig begejstret for L’Arminuta, og håber at ’Borgo Sud’ ligeledes oversættes til dansk.
Skulle du i få mod på Donatella di Pietrantonios nye bog Borgo Sud, er den udgivet hos Einaudi og kan købes her.
Selvom den eneste, syditalienske slutkandidat til dette års Strega-pris altså er Donatella di Pietrantonio, er der flere syditalienske romaner at plukke af, når man dykker ned i både sidste års kandidater, og nogle af de mange værker, der blev anbefalet til prisen i 2021, men ikke gik videre i de øvrige runder.
Jeg har gennemgået de fleste af dem, og finder nedenstående,
aktuelle forfattere og værker særligt interessante, fordi de har Syditalien som
gerningssted og udgangspunkt, både fysisk og mentalt, eller vover sig ud i at
trække kvindelige skæbner frem, der er blevet glemt:
Valeria Parrella (fra Torre del Greco, Campania): Almarina, 2019:
Romanen handler om mødet og
venskabet mellem Almarina, en ung, rumænsk kvinde, og italienske Elisabetta,
der er midaldrende og netop har mistet sin mand. Begge arbejder de som lærerinder
i ungdomsfængslet på den vulkanske ø Nisida, der ligger nord for Napoli og i
årtier har fungeret som detention for unge kriminelle. Romanen kredser om temaer
som venskab, kærlighed og ensomhed, og spørger om det er muligt at blive fri
ved at gå i fængsel?
Citat fra bogen: ”Alt det vi gør
viser sig at være forkert, hvis det gør os triste, og korrekt, hvis det gør os
glade”
Øen Nisida ved Campi Flegrei nord for Napoli. Her har i årtier ligget et ungdomsfængsel, hvor romanen ‘Almarina’ udspiller sig. Foto: Baku, Wikipedia.
Angela Vecchione ( fra Avellino, Campania): La Piazza, 2020:
Napolis hovedbanegård åbner op ud mod Piazza Garibaldi som pladsen tog sig ud på et postkort fra 1981. Ukendt ophav, Wikipedia.
Da Angela som ung arbejdede med at
sælge busbilletter på hovedbanegården i Napoli, mødte hun hver dag spændende, komplekse
og sørgmodige skæbner. Nogle af dem har inspireret hende til at skrive ’La
piazza’, hvor Piazza Garibaldi i Napoli i det fjerne år 1985 er udgangspunkt og
hjemsted for en gruppe mennesker, som vi følger ind og ud af kærlighedsaffærer,
narkotåger og konflikter. Vecchione har erklæret at hun følger i samme
tradition som Napolis største forfattere, hvor genier som Raffaele La Capria,
Ermanno Rea og Elena Ferrante netop går intimt tæt på de mange skæbner, som
befolker Napolis mørkeste steder.
Citat fra bogen: ’Pladsen fungerede
sådan, at når nogen havde fundet sit eget tilholdssted på den, så kæmpede de
for den, og automatisk blev pladsen deres. Ingen kunne gøre noget ved det. Det
var et ejerskab, der ikke var lovmæssigt, men som ikke desto mindre gjaldt alligevel.”
Grazia Pulvirenti (Fra Catania, Sicilien): Non dipingerai i miei occhi.
Jeanne Hebuterne var kendt for sin skønhed og sit mørke, tykke hår. Foto fra Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.
I denne roman vælger digteren Grazia Pulvirenti modigt at fremmane den italienske avantgarde-kunstner, Amedeo Modiglianis elskerinde og muse, Jeanne Hebuterne. Hun begik selvmord dagen efter Amedeos død i 1884 ved at kaste sig ud af et vindue, og er i dag en for mange ukendt kvinde, som ikke desto mindre var forud for sin tid. Historien om Amedeo og Jeanne er spundet ind i et tidsbillede af et brølende Paris fuld af kreative sjæle og voldsomme skæbner, som Grazia gør særligt poetiske og tragiske gennem sin egen digeråre.
Bogens titel betyder:’mal ikke mine øjne’. Du finder værket her.
Hovedfoto: Jeanne Hebuterne, Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.
Jeg tror, det er første gang nogensinde, der er blevet holdt en
foredragsrække om syditaliensk litteratur på et folkeuniversitet – men
nu sker det altså, når jeg den 28 september og 5 oktober står for 2
foredrag med fokus på landsdelens geniale forfattere.
At det
(højst sandsynligt) er første gang, fremhæver det tankevækkende i, at en
landsdel, der har undfanget mastodonter som Pirandello, Deledda, Sciascia og Ferrante, først nu får sit særskilte fokus.
Men det fortæller også om at Syditalien lige nu udgør et spændende og
vedkommende alternativ til de kulturområder, som sædvanligvis har
tiltrukket sig international opmærksomhed, når det kommer til Italiens
vidundere.
Jeg glæder mig til at føre jer gennem Syditaliens
vigtigste strømninger og forfatterskaber fra Antikken frem til nu, hvor I
vil stifte bekendtskab med både kendte og mere ukendte skribenter, der
på hver deres måde har bidraget til den europæiske litteraturs
udvikling.
Og så holder jeg et særligt foredrag med fokus på det
feminine blik i litteraturen, der gennem tiden har tilbudt en anderledes
vinkel på det syditalienske samfund, med vigtige opblomstringer gennem
århundrederne: første gang markant i slutningen af 1800-tallet med
kvinder som Grazia Deledda og Matilde Serao, i efterkrigstiden med Anna
Maria Ortese og Fabrizia Ramondino, og i nutiden med Elena Ferrante,
Michela Murgia og Viola Ardone.
På grund af corona kan foredragene også tilgås digitalt den 3 og 10 november, hvilket jeg især er glad for, fordi folk fra hele landet så kan være med – læs mere og tilmeld dig her:
De er derude – de gemte og glemte mesterværker fra den sardiske renæssance, som af mange grunde har været ukendte i århundreder: dels fordi de blev undfanget under det spanske herredømme og således har haft en anden synlighed end de ikoniske værker fra de selvstændige, italienske republikker i Toscana og Emilia-Romagna; dels fordi de hænger på vægge og står i reoler i hvad man i dag ville kalde byer langt fra alfarvej, og dels fordi de med rødder i den spanske kunst har et helt andet æstetisk udtryk end det vi kender fra Da Vinci, Michelangelo, Giotto og Piero della Francesca og Botticelli.
Da jeg efter gymnasiet flyttede til Firenze, flyttede jeg også ind i renæssancen med Dante, Uffizi-gallerierne og de ikoniske kirker, hvor genier som Masaccio slog hul i væggen ved at skabe sin berømte, hvælvede perspektivgang La Trinità, som nærmeste naboer. Foran maleriet La Trinità måtte florentinerne røre ved kirkevæggen for at sikre sig, at der vitterligt ikke var slået hul på muren, og i de årtier grundlages humanismen med Petrarcas erkendelsesrejse på Mount Ventoux og genopdagelse af Ciceros værker, og Pico della Mirandolas tale om Om Menneskets Værdighed.
Jeg begravede mig i værker af Johannes Sløk og studerede Thomas Moores utopier for at komme renæssancens optimistiske dyrkning af menneskets grænseløshed nærmere. Men da jeg senere begyndte at rejse rundt på Sardinien, fik jeg ikke umiddelbart øje på den tidsalder, jeg var blevet så begejstret for år forinden.
Jeg er dog blevet meget klogere på min yndlingsepoke fordi jeg netop har læst kunsthistoriker Luigi Agus’ digre værk ’Rinascimento in Sardegna’ fra 2009, hvori han gennemgår de oversete malere, forfattere, digtere og tænkere, som dengang plantede og dyrkede renæssancens frø på øen. Det kan godt være at der ikke står en Davidsstatue foran rådhuset i Cagliari, men tidens gang har forskudt og udvisket vigtigheden af de steder, som dengang var centrum for øens identitet. I dag anses byer som Sorgono, Castelsardo og Bonarcado som hyggelige men perifære i forhold til Cagliari, Olbia, Sassari og Alghero. Ikke desto mindre rummer de nogle af Sardiniens vigtigste renæssanceværker og er helt klart en rejse værd, hvis man er indstillet på at gå i dybden med 14- og 1500-talles historie.
Blandt nogle historikere har der ifølge Agus hersket en teori om at Sardinien aldrig rigtig oplevede sin egen genfødsel og videreforarbejdning af den antikke fortid, som blev selve fremkaldevæsken for renæssancens verdenssyn. Med mennesket i centrum og individets ubegrænsede muligheder udi ånd, intellekt og fysik blev idéen om det selvstændigt tænkende menneske født i 1300-tallets Firenze, og bredte sig til resten af det europæiske kontinent, der blev forvandlet for altid. Således også til Sardinien, selvom sporene derpå ikke er lette at finde, hvis man leder de forkerte steder.
Ser man overordnet på de epoker i Sardiniens moderne kulturhistorie, som har tiltrukket sig opmærksomhed igennem årtierne, har forskere især fokuseret på Sardiniens middelalder, hvor øen adskiller sig markant fra Italiens øvrige regioner ved at være opdelt i selvstændige småstater kaldet ’gudicati’, og på perioden lige efter Italiens samling. Agus mener dog at renæssancen på Sardinien er spændende, fordi den får et unikt udtryk på øen, som er værd at undersøge: Renæssanceperioden udenfor det centrale Italien, hvor den blev undfanget, tog tydelige aftryk fra de regioner og lande, hvor den slog rod, og fik således sit helt eget udseende alt efter lokalhistorie, kultur og sprog.
I forhold til den toscanske renæssance fik perioden først sit rigtige gennembrud på Sardinien i 15-tallet af flere grunde: dels blev den stækket af efterdønningerne af krigen med franskmændene i 1527-28, hvor en stor hær bla. nåede at lande på øen og hærge byerne i Logudoro-provinsen i nord, og dels var der pesten i 1529, som især gik hårdt udover Sassari.
Det er også oplagt at nævne at Sardinien i 14-og 1500tallet bruger mange ressourcer på at tilpasse sig et overherredømme fra Spanien, der ekspanderer voldsomt og sætter sig på Syditalien med store økonomiske og historiske konsekvenser for området. Disse faktorer har fået nogle historikere til at hævde, at Sardinien i århundreder stod udenfor den kulturelle udvikling i Middelhavet, men som vi sammen med Agus skal se, er det nærmere en virkelighed med modifikationer.
Agus fremfører forskellige argumenter for at Sardinien tværtimod havde en langt mere central rolle i den iberiske renæssance end troet: rent fysisk udgør øen den syditalienske region, der ligger tættest på kongemagten i Spanien. Sardinien kunne således have udgjort et vigtigt mødested for den kulturelle udveksling mellem det italienske fastland og den iberiske halvø, og Agus fastholder at virkeligheden om den sardiske renæssances udbredelse nok ligger et sted mellem de kilder, der mener, at epoken så godt som ingen indflydelse havde på øens befolkning (Parraguez), og dem, der beskrev sarderne som veluddannede og i fuld kontakt med strømningerne på det europæiske kontinent(Giovanni Francesco Fara).
Agus stiller selv spørgsmålstegn ved de tidssvarende kilder, der generelt anså sarderne som uoplyste og underlagt et styre, der ikke ønskede at udbrede renæssancens nye vinde på øen. Sammen med historikeren Sestan peger han for eksempel på, at en boghandler fra Cagliari i 1573 sendte 312 udgaver af en om bog om den hellige Mauros liv til landsbyen Sorgono i La Barbagia, hvilket går imod argumenterne om analfabetisme på øen. Derudover åbnede der i 15-og 16-tallet flere skoler og universiteter på øen under spansk herredømme, som sammenlignet med den lave befolkningstæthed på Sardinien må sige noget om øens intellektuelle niveau.
Ifølge Agus får renæssancen sit stærkeste udtryk i malerkunsten: Mesteren fra Castelsardo malede blandt andet La Trinità, La Madonna sul trono og San Michele i 1490’erne, og værkerne kan stadig nydes i kirken San’Antonio Abate og dens kælder i selv samme by, hvor man kan forvisse sig om en stærk indflydelse fra malerstilen i Barcelonas renæssancekredse: ansigterne, farverne og arbejdet med perspektivet indskriver malerierne i epoken, men man fornemmer et anderledes æstetisk udtryk end hvad man er vant til at se fra samme periodes genier i Firenze og Rom – højst sandsynligt spejlet af kunstnere som selv var blevet uddannet i den spanske mester Jaime Huguets værksted i Barcelona.
Ærkeenglen Michael portrætteret af den anonyme Mester af Castelsardo, i færd med at bekæmpe Djævlen, fra 1491-92. Mange mener at maleren var Giacchino Cavaro fra en af de vigtigste kunsterfamilier i Cagliari. Fra Wikipedia.
I 14- og 1500-tallet kom mange af øens største kunstnere fra kunstskolen i Stampace, Cagliari: Cavaro-familien var den vigtigste, og stod i generationer for undfangelsen af øens egne malerere, som Pietro og Gioacchino, men også malere som Giovanni del Giglio, Francesco Pinna og Giovanni Sanna udtrykte sig med renæssancens virkemidler. I dag indeholder kunstmuseet Pinacoteca nazionale di Cagliari mange af øens renæssancemotiver, men som nævnt gemmer malerierne sig også i mindre byer, hvis kirker det er værd at besøge hvis man vil se stor kunst i intime omgivelser: udover Mesteren fra Castelsardos værker, der gemmer sig i byens mørke søjlegange under Sant’Antonio Abate-kirken i et bittelille museum, rummer Sassaris egen domkirke og Pinacoteca flere værker af Giovanni del Giglio. Del Giglio finder man også i Ozieris lokale kunstmuseum, mens der i Ardaras kirke Santa Maria del Regno hænger en altertavle fra Pietro Calvanos værksted af en ammende Madonna, og sammestedsfra kommer en bebudelsesscene i en kirke i Bortigali nær Nuoro.
Del Giglios Nedtagning fra korset fra midten af 15-tallet hænger i Ozieri og er et godt eksempel på mannerismen, der sent i renæssanceperioden brugte stærke effekter med svulmende kroppe, dramatiske scenarier, lys og skygge og stærke farver til at fremkalde folks følelser foran kunstværket. Del Giglio var en af de vigtigste kunstnere indenfor mannerismen på Sardinien. Wikipedia.
Nøglepersoner for at sprede renæssancens udtryk og filosofi var blandt andet biskoppen Salvatore Alepus, der i 1530’erne bestilte kunstværker og tiltrak forfattere til Sassari. Genfødslen af byen bredte sig også til Alghero og Bosa, og en historisk begivenhed, der yderligere fik Sardinien til at blomstre kreativt, var ankomsten af vicekongen Carlo Borja til Sassari i 1613, hvis besøg satte hele byen i gang med at dekorere kirker, facader og opbygge en enorm, udskåret velkomstport.
Den voksende elite af rige borgere og adelsfamilier fra Spanien, der bosatte sig og fik besiddelser på øen, var fuldt ud opmærksomme på kunsten som statussymbol og magt: Familier som Santa Cruz og Guzman bestilte alterstykker og portrætter, der kunne hænge i kirkerne i de landsbyer, som lå indenfor deres besiddelser: førstnævnte familie prydede i slutningen af 1400-tallet San Pietro-kirken i Tuili med en overdådig altertavle, muligvis udført af Mesteren af Castelsardo, og som endnu kan ses samme sted, der desuden rummer flere renæssanceværker af lokale, anonyme kunstnere.
Ikke kun lokale kunstnere bidrog til renæssancens udfoldelse på Sardinien: man importerede også malere og værker fra både Spanien og Italien, og i dag kan man blandt andet besigtige Donatellos Madonna con bambino i Bonaccattu-kirken i Bonarcado. Maleriet er sikkert udført af Donatello i Padova i 1447, inden det blev sendt til Sardinien året efter, hvor maleriet har hængt lige siden. Ligesådan kan man aflæse tydelige spor fra den napolitanske håndværkerskole i San Giacomo-kirkens marmorfacade i Cagliari, og listen over napolitanske og spanske kunstnere, der boede og arbejdede i både Cagliari og Sassari, er lang: af de største kan nævnes Bartolomeo Castagnola og Ursino Bonocore, og Pietro Martinez og Francesco Attanasio.
Arkitektur: renæssancens byggerier på øen blev inspireret af øens egne gotiske kirker som katedralen i Sorres, i San Gavino og i Santa Giusta, og fik udtryk i for eksempel Sant’Eulalia og Santa Maria del Monte i Cagliari. Men et af de største arkitektoniske højdepunkter, hvori man ser den tydeligste renæssance-indflydelse fra Spanien, er ifølge Agus kirken San Francesco di Tempio. Heriblandt kommer også de overdådige tabernakler og skulpturer, som bliver undfanget under den sardiske renæssance.
San Francesco-kirken i Tempio Pausania bygget mellem 1543-48 var en af de første kirker i såkaldt pseudo-renæssancestil, hvor påvirkninger fra både italien og Spanien blev blandet med inspiration fra lokale, gotiske kirker. Francesco Careddu, Wikipedia.
Agus remser desuden flere gravører og forfattere op, der gjorde en stor forskel i det poetiske og skønlitterære miljø på øen i renæssancen. Heraf var den største digter uden tvivl Pietro Delitala, der blev kaldt øens Petrarca og skrev sit mest kendte værk Rime Diverse med stor indflydelse fra de store, italienske renæssancepoeter. Derudover var der også Girolama Araolla, som især arbejdede med digterkunsten i spændet mellem de 3 sprog italiensk, spansk og sardisk, der blev talt samtidigt på Sardinien.
Alt i alt konkluderer Agus at der på Sardinien var en fuldt udviklet bevidsthed om en ny tidsalders indtog, som de lærde tog aktivt del i, og som de rige købmænd og adelsfamilier ønskede at bidrage til med hæder og kunst til følge. Hvis renæssancen undfangede det moderne, individuelle menneske i Europa gjorde den det ligeså på Sardinien, og der dukker hele tiden nye spor op fra epoken, hvor kunstnere, arkitekter og forfattere formulerede sine egne, unikke udtryk med afsæt i sardisk kultur, geografi og natur.
Generelt er Luigi Agus bog ’Rinascimento in Sardegna’ interessant hvis man ønsker at blive klog på en strømning, hvis potentiale og indflydelse på det sardiske samfund endnu ikke er blevet fuldt udforsket. Bogen rummer flere dokumenter på spansk fra de vigtigste personligheders hånd. Bagi bogen er der desuden et vægtigt appendiks med de vigtigste malerier og tryk afbilledet.
Hovedfoto: Madonna på tronen af Mesteren af Castelsardo fra 1491-92. Malerier hænger i Sant’Antonio Abate-kirken i Castelsardo. Især madonnaens ansigtstræk og den stærke røde farve afslører inspirationen fra den catalanske kunstskole i Barcelonas renæssanceperiode. Wikipedia.
De 5 finalister til årets Strega-pris, som uddeles den 4 juli, er blevet bekendtgjort, hvoraf 3 er fra Syditalien. Favoritten til prisen er M – il figlio del secolo af Antonio Scurati fra Napoli, som jeg allerede har skrevet om HER, mens de 2 øvrige i feltet af syditalienere er Claudia Durastanti med La Straniera (Den fremmede), og Nadia Terranova med Addio, fantasmi (Farvel, genfærd).
Jeg har før lovet på min blog at jeg ville fortælle om de syditalienske finalister frem til afsløringen af vinderen den 4 juli i Villa Giulia, Rom, og i dag fokuserer jeg på Claudia Durastanti, hvis unikke baggrund og position som expat-italiener har givet hende et helt specielt udgangspunkt for at skrive om sit hjemland.
Claudia Durastanti er født i 1984 i Brooklyn, New York, som datter af immigrant-forældre og bedsteforældre fra Basilicata-regionen. Som 6-årig vender hun tilbage til Syditalien og forældrenes hjemby, og kontrasten mellem den amerikanske metropol og det tyste, storladne og magiske Basilicata gør så stort et indtryk på hende, at hun senere i livet beslutter sig for at bruge sin families historie som baggrund for en roman om det at vende hjem, at have flere fædrelande og være opfostret af døve forældre.
Resultatet blev La Straniera, som udkom i april 2019 og beskæftiger sig med hvordan livet ser ud, når éns udgangspunkt er markant anderledes end ens jævnaldrende. Værket er en blanding af essayistik, memoir, selvbiografi og roman, og Claudias hovedperson er hendes døve mor, som i 70’erne rejser rundt i verden og må balancere mellem flere virkeligheder.
Durastanti fortæller levende om sine egne minder fra det basilicanske bondeland, hvor hun som barn og teenager lærer at træde de traditionelle danse og optræder for de lokale som en næsten mytisk figur med sin italo-amerikanske baggrund.
Jeg har nedenfor fundet et video-interview med Claudia Durastanti, hvor den 35-årige forfatter fortæller om hovedtemaerne i sin bog overfor en journalist fra avisen La Stampa. Her kommer nogle af hendes vigtigste nedslag fra interviewet:
Døvhed:
”Døvheden står helt centralt i La Straniera, fordi jeg ville beskrive mine forældres liv udfra deres handicap og diskutere, hvad et handikap egentlig er. At være barn af døve forældre betyder at man opdrages til at tro, at de aldrig ændrer sig, for selvom de bliver gamle vedbliver de med at have den samme begrænsning.
Men det er også en slags privilegie at være vokset op med døve forældre: jeg har oplevet hvordan de har håndteret deres eget handicap med en utrolig ubevidsthed og frihed, og jeg har prøvet at bruge det princip i min undersøgelse af diversitet. Fordi begrænsninger er noget, der vedrører os alle, prøver jeg at vende tingene på hovedet og kigger på hvordan en handicappet forholder sig til tiden. For tiden er noget, der i sidste ende vedkommende os alle.”
Fremmed:
”Hvad vil det sige at være fremmed? Nogle gange tror vi at følelsen af fremmedgjorthed knytter sig til det faktum, at man ingen rødder har. Men hvad hvis det forholder sig modsat? Hvad hvis det i stedet handler om at have et overskud af rødder? Vores liv bliver stadigt mere mobile, vi bevæger os mere og mere, og det gør at vi skaber flere udgangspunkter rundt omkring i verden.
Det kan godt gøre det svært at være fremmed, men på den anden side rummer det en stor skønhed, fordi overskuddet af rødder og relationer giver os muligheden for at vælge og tænke: hvad elsker jeg mest af alt? Så det handler om virkelig at forholde sig til stederne, hvilket er en central del af min bog. I stedet for at se den fremmed som én uden fædreland, vil jeg hellere tænke på at vedkommende har flere fædrelande på én gang, og frit kan vælge hvor han eller hun ønsker at opholde sig. Det er et privilegie, men også et ansvar.”
Basilicata:
”Jeg vendte tilbage til en lille landsby i starten af 90’erne, og det var som om vi var landet med et rumskib. Sammen med min mor og min bror begyndte vi at gå på opdagelse, næsten som en slags instruktører, der skulle undersøge det fantastiske og det eventyrlige og holde det op mod den modernitet, som vi havde med os fra Amerika. Det ville være let at tro at vi ankom til et sted, som kun repræsenterede fortiden, det arkaiske og Carlo Levis smertefulde kærlighed til området, men i stedet opdagede jeg at magien, som er en stor del af hverdagen i Basilicata.
Magi er en stærk kraft, som ikke underlægger sig historien, men eksisterer og udvikler sig, både i det gamle og i det nye. Jeg voksede op i den slags anarkistiske og magiske rum, der dog også havde noget visionært i sig. Paradoksalt nok tror jeg at vi (de bosiddende i Basilicata, red.), på trods af materialisme og det høje tempo, som efterhånden homogeniserer de steder, vi bor, også har mange lommer fulde af kreative eksperimenter, fordi det at leve og overleve i visse områder kræver visioner. Der er derfor også modernitet i et sådant territorie, og jeg har ikke lyst til at repræsentere det smertefulde Syden, som uden tvivl er en realitet, men også bebos af mennesker, som modstår den.”