Category Archives: SYDITALIENSKE FORFATTERE

Friske bøger i min kuffert fra Syditalien

Så er jeg netop kommet hjem fra min research-tur til den næste udgave af Turen Går Til Syditalien, hvor jeg valgte at gå i dybden med trekanten mellem Bari, Brindisi og Taranto, og også stak af til de ukendte grottebyer vest for Matera (mere om alt det i et senere opslag).Hvert sted jeg kom gik jeg også i den lokale boghandler for at lede efter et værk, der både kunne stå som håndfast minde om min tur, når jeg kom tilbage, og oplyse mig om de enkelte byers kompleksitet. Det kom der 3 meget forskellige bog-indkøb ud af, der hver især spejler nogle af de vigtigste indtryk fra min rejse. Hvem ved, måske de også kan inspirere jer? Her kommer de:

AMBIENTE SVENDUTO – il benessere avvelenato del pianeta acciaio, 2021af Angelo Carrier, med forord af Pino Aprile (oversat titel: ‘Miljø på udsalg – stålplanetens forgiftede velfærd’).

Da det gigantiske stålvalseværk ILVA bliver bygget i starten af 1960’erne, håber mange på at det vil føre til social og økonomisk velstand for de tusindvis af bøndere og fiskere, som bor i Taranto, og som nu kan få sig et ‘rigtigt arbejde’ i fremskridtets navn. De forlader deres jorde, sælger dem til pengemændene bag, og oplever hvordan fabrikken godtnok giver arbejde, men også forgifter både dem og deres medborgere, hvoraf mange bor klods opad valseværket.

Op gennem 70’erne fordobles ILVAs areal og fylder efterhånden 3 gange så meget som Taranto, der for romantiske Italiensfarere ellers har været synonym med Syditaliens måske smukkeste beliggenhed mellem det ioniske hav og indsøen Mar Piccolo, vuggende olivenlunde og enorme, arkæologiske skatte fra byens græske fortid.Nu fødes der babyer på byens hospital med ligeså mange giftstoffer i kroppen som en kæderyger, og kræfttilfældene mangedobles, mens fabrikken også får økonomiske problemer i kølvandet på den globale konkurrence på stål fra de langt billigere østlande.

ILVA er stadig en tragisk miljøkatastrofe der har skabt overskrifter i hele Europa, og jeg købte bogen efter et rystende besøg i Tarantos slum, vel vidende at værket er et emotionelt partsindlæg fra en lokal forfatter, der dog grundigt fremlægger sit angreb på de ansvarlige poltikere bag anlægget med kildehenvisninger og et stort note-apparat.Jeg er nået cirka en tredjedel gennem bogen, og bruger den ikke som godnatlæsning. Dertil er den simpelthen for uhyggelig (siger jeg som hardcore Stephen King fan!).

M – L’UOMO DELLA PROVVIDENZA, 2021 – af Antonio Scurati (oversat titel: M – Forsynets Mand)

2 del af romanen om Benito Mussolini, som vandt den prestigefyldte Strega-pris i 2019, og fortsætter hvor del 1 slap, nemlig ved Mussolinis historiske indrømmelse i parlamentet i 1924 om, at han og fascistpartiet stod bag bortførelsen og mordet på generalsekretæren af Partita Socialista Unitario, Giacomo Matteotti. Jeg er stor fan af napolitanske Antonio Scurati og hans koncise fremstilling i del 1 af de historiske begivenheder der lå til grund for Benitos succes, og jeg kom i tanke om at jeg manglede del 2 i min bogreol efter at have set utallige bygninger og referencer til Syditaliens fascistiske periode på min rejse rundt i Puglia.

Begge bøger i serien er oversat til talrige sprog.

LA GUIDA DI BRINDISI, – Itinerario storico artistico, 1995 af Giacomo Carito og Pierluigi Bolognini (Oversat titel: Guiden til Brindisi – en kunstneriske og historisk rute)

“Brindisi er ikke en rigtig by”, fik jeg at vide et par gange under min rejse, når jeg udtrykte begejstring for det hyggelige samfund med sin usædvanlige beliggenhed omkring en smal bugt ca. 30 km nord for Lecce. Måske alluderede folk til Brindisis beherskede størrelse i forhold til Puglias øvrige byer. Men hvad er en by egentlig? For mig handler det ikke så meget om indbyggertal (Brindisi har dog knap 90.000 beboere), som den rodfæstede følelse, et sted kan give én. Hér har man hjemme.Sidstnævnte har Brindisi masser af, både grundet sin lange historie, hvis vidnesbyrd flere steder rager op i bymidten hvor man mindst venter det, men også pga. sin befolkning, der tydeligvis elsker at bo hvor de gør. Jeg har sjældent besøgt en syditaliensk provinsby med så mange historiske og kunstneriske attraktioner samlet på så begrænset et areal.Af samme grund greb jeg straks ind i en reol på byens togstation, da jeg skulle videre til Taranto, hvis bar havde et fint lille udvalg af lokale bøger. Her fandt jeg en alternativ guide, hvor 2 lokalhistorikere leder én rundt i byen ved at følge kunstværker og historiske mindesmærker. Jeg glæder mig til at få byen (for ja, det er den for mig!) med i Turen Går Til!

Syditaliensk litteratur på Folkeuniversitetet – også online

Jeg tror, det er første gang nogensinde, der er blevet holdt en foredragsrække om syditaliensk litteratur på et folkeuniversitet – men nu sker det altså, når jeg den 28 september og 5 oktober står for 2 foredrag med fokus på landsdelens geniale forfattere.

At det (højst sandsynligt) er første gang, fremhæver det tankevækkende i, at en landsdel, der har undfanget mastodonter som Pirandello, Deledda, Sciascia og Ferrante, først nu får sit særskilte fokus.

Men det fortæller også om at Syditalien lige nu udgør et spændende og vedkommende alternativ til de kulturområder, som sædvanligvis har tiltrukket sig international opmærksomhed, når det kommer til Italiens vidundere.

Jeg glæder mig til at føre jer gennem Syditaliens vigtigste strømninger og forfatterskaber fra Antikken frem til nu, hvor I vil stifte bekendtskab med både kendte og mere ukendte skribenter, der på hver deres måde har bidraget til den europæiske litteraturs udvikling.

Og så holder jeg et særligt foredrag med fokus på det feminine blik i litteraturen, der gennem tiden har tilbudt en anderledes vinkel på det syditalienske samfund, med vigtige opblomstringer gennem århundrederne: første gang markant i slutningen af 1800-tallet med kvinder som Grazia Deledda og Matilde Serao, i efterkrigstiden med Anna Maria Ortese og Fabrizia Ramondino, og i nutiden med Elena Ferrante, Michela Murgia og Viola Ardone.

På grund af corona kan foredragene også tilgås digitalt den 3 og 10 november, hvilket jeg især er glad for, fordi folk fra hele landet så kan være med – læs mere og tilmeld dig her:

https://www.fukbh.dk/program/historie/kulturhistorie/syditaliensk-litteratur?fbclid=IwAR1ygxCmTgUY0g_76ZLoE22wQblnmlDGtbgmeRg1g3L0NDUcbQN_cDer79ohttps://www.fukbh.dk/program/historie/kulturhistorie/syditaliensk-litteratur?fbclid=IwAR1ygxCmTgUY0g_76ZLoE22wQblnmlDGtbgmeRg1g3L0NDUcbQN_cDer79o

Hovedfoto: Johannes Jansson, Wikipedia

På rejse i Lilas og Elenas barndomskvarter: sådan blev kulisserne lavet

Det er altid en udfordring at filmfatisere en roman, men verden over er folk bredt enige om, at instruktør Costanzo Saverio er lykkedes rigtig godt med Elena Ferrantes ‘Min Geniale Veninde’, som lige nu både vises på HBO Nordic og italienske RAI.

En ting, der har fanget manges opmærksomhed, er opbygningen af de to pigers barndomskvartér Rione Luzzatti øst for Napolis hovedbanegård: nogen synes at kvarteret fremstår lige lovlig karikeret og kulisseagtigt uden den typiske leben og de mange farver, som man ofte forbinder Napoli med.

Men det er helt overlagt, at Saverio har valgt en så stringent scenografi: udover at vise armoden og trøstesløsheden i det nybyggede kvartér, der skød op efter krigen for at huse Napolis hastigt voksende arbejderklasse, har det været vigtigt for ham at give Lila og Elena en scene at stå på, der næsten virker teatralsk. Og det har han gjort ved at genskabe det hele udfra gamle fotografier og kort, og henlægge filmingen til en 60.000 kvm stort filmset i en glemt industri-kvarter udenfor byen Caserta nord for Napoli.

I videoen, som jeg linker til nedenfor, fortælles historien om kulisserne, som blev opbygget ned til millimeter-detaljer og henlagt til de lukkede Pisani Saint Gobain-fabrikshaller, der i sig selv fortæller en historie om storhed og forfald: fabrikken blev bygget i kølvandet på det øonomiske boom i 60’erne, men virksomheden bag gik efterfølgende bankerot. Hallerne har stået uvirksomme hen siden da, indtil teamet bag ‘My Brilliant Friend’ besluttede sig til at bruge området som filmset.

Jeg vil selv tage forbi næste gang jeg er i Caserta, der ellers er verdensberømt for sit gigantiske Reggia-slot fra barokken. Nu kan byen så fremvise endnu et mirakel:

https://video.repubblica.it/socialnews/nel-rione-di-elena-e-lila-viaggio-sul-set-de-l-amica-geniale/320865/321492

 

 

De første anmeldelser af serien ‘Min Geniale Veninde’ på HBO Nordic spænder fra begejstring til mistro

Så skete det: den 19 og 20 november kunne man på HBO Nordic – over en uge før serien løber over skærmen i Italien – se de to første afsnit af ‘My Brilliant Friend’, og modtagelsen af filmatiseringen af Elena Ferrantes første Napoli-roman har fra kritikernes side været rigtig god.

Med mit kendskab til Napoli som by og ‘napolitaniteten’ som begreb har det været uhyre spændende at se omverdenens begejstring for den bog-serie, der suverænt har sat byen på det moderne, litterære verdenskort, overført til lærredet. Vi var mange der var spændte på, om instruktør Saverio Costanzo kunne stå distancen, og i traileren til serien blev jeg faktisk nervøs for, om de tarvelige by-kulisser, der tydeligvis udgør de første rammer om de to pigers første leveår, vitterligt ikke var lidt for karikerede.

Samme bekymring havde mange anmeldere, både i England, USA og her i Danmark. Men da jeg så de 2 første afsnit forleden gav det hele så meget mening, og jeg giver Costanzo så meget ret i, at netop den kulisse-agtige stemning bidrager til at spændingerne mellem karaktererne virkelig står frem, som stod Lenu og Lila på en enorm teater-scene, lige foran publikum uden en tv-skærm mellem dem og os.

Desuden er jeg rigtig glad for det langsomme tempo, hvor kameraet tager sig god tid til at dvæle ved et ansigt og et landskab. Det er visuelt kræs, og føles virkelig luksusagtigt i en medievirkelighed, hvor mange film ellers er fuld af hurtige klip.

Både i The Guardian og i New York Times har anmelderne måtte overgive sig – sidstnævnte havde nogle interesante pointer, fordi hun mener, at serien visse steder taber noget ved at være lidt for tro mod sit forlæg: at Lenus ældre stemme fortæller ind over- ligesom hun jo gør i bogen i sit lange tilbageblik på de to pigers venskab – bliver af og til for insisterende. Istedet for skulle Costanzo have stolet på det ældgamle råd, dont tell it , show it, især fordi de to hovedrolleindehavere spiller så uforligneligt.

Den måske mest interessante kritik hørte jeg fra Eva Eiztrup, der i sin anmeldelse i Information syntes, at settingen var for romantiseret og kulisse-agtig, og skuespillet, som de beskrev det i radio24Syv, hvor hun var gæst, ‘en karikatur af skrigende madonna’er”.

Det bliver jeg selvfølgelig nødt til at kommentere på:

Kvarteret, som beskrives i serien, er en genopbyggelse af det dengang spritnye Rione Luzzati, der blev opført øst for hovedbanegården som en del af Poggioreale-kvartéret. Stedet findes endnu, men er blevet komplet opslugt af storbyen Napoli. Rione Luzzati vedbliver dog ligesom resten af Poggioreale med at være et barskt slumkvartér præget af de ‘case popolari’, huse til arbejderklassen, som er blevet opført i Italien igennem umindelige tider, og som i efterkrigstiden blev lavet af billige materialer.

Jeg har selv færdedes i Poggioreale, og det var en depressiv oplevelse, der vil sidde i mig resten af livet på grund af trøstesløsheden, den subtile atmosfære af vold og en meget mærkelig følelse af, at et eller andet ubehageligt og skæbnesvangert hele tiden skulle til at indtræffe.

Det er en stemning, der understreges af de beskidte slumkvarterer – byggerier, der får én til at føle sig sært fremmedgjort i selv den travleste gade – og hvis det har været Costanzos intention at formidle lige netop dette, er det lykkedes ham over evne.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage Eva Eistrup med til Poggioreale en dag, for så vil hun kunne forstå, hvorfor kvinderne skriger og slås her, og hvorfor kvarteret både i virkeligheden og på film undslipper enhver identifikation med det romantiske billede af det smukke, barokke og vasketøjsdryppende Napoli, som mange af os bærer rundt på. At kalde filmen en karikatur er netop en karikatur på de fordomme, som vi alle indeholder, især om steder, hvor vi ikke selv har været.

Måske siger anmelderen det fra New York Times bedst når hun skriver, at serien udgør den hidtil vigtigste beskrivelse af et kvindeligt venskab, som vi har ventet mange år på. I langt de fleste tilfælde er kvinder, og især pigebørn, hvis de altså overhovedet optræder på lærrredet, statister, og blot iagttagere af mændenes drama.

Med Ferrante oplever vi et revolutionerende skift i perspektiv. Godt gået, Elena, jeg vil ha mer’! Anmeldelsen i New York Times kan du finde HER.

Anmeldelsen fra Information befinder sig HER.

Hovedfoto: Copyright HBO Nordic.

På jagt efter Syditalien på Bogforum: Elena Ferrantes Napoli-romaner er kommet med i ny bog over verdenslitteraturens højdepunkter

Igår var jeg et smut på bogforum i Bella Center i København, og selvfølgelig var jeg på udgik efter bøgen om Italien og syditaliensk litteratur blandt de mange nye titler.

En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig, var et interview på Aarhus Universitetsforlags stand, hvor Jakob Ladegaard og Mads Rosendahl Thomsen, som er henholdsvis lektor og professor MSO i Litteraturhistorie, Aarhus Universitet, fortalte om forlagets nye bog, 50 VÆRKER. HØJDEPUNKTER I VERDENSLITTERATUREN.

Min veninde Hanne Roer, som er lektor i retorik ved Københavns Universitet, havde bidraget med et kapitel om Dantes Guddommelige Komedie, og med på listen sammen med forfattere som Homer og H.C. Andersen stod minsandten også Elena Ferrante og hendes Napoli-serie.

Det var jeg naturligvis meget begejstret for at se, og jeg interviewede derfor kort Mads om hvorfor de havde valgt at tage Ferrante med i deres antologi:

“Først og fremmest er det jo en utrolig stærk historie, som er overmåde godt fortalt. Ferrante har ramt noget hos folk over hele jorden, der kan se sig spejlet i hendes hovedpersoner og univers. Og så er der noget med bøger i serier, som vi kan mærke har et stort appel. Ligesom Karl Ove Knausgård, der også er med på listen på grund af hans selvbiografiske værk, Min Kamp.

Det er faktisk overraskende, fordi man skulle tro, at meget lange historier, hvor man skal gå og vente på fortsættelsen, ikke har nogen plads i vores travle hverdag. Men der er vi altså blevet klogere. Godt nok har Napoli-trilogien endnu ikke stået tidens prøve som de ældre værker på listen, men vi ville omvendt gerne have noget helt nyt med, og der faldt valget altså på Elena Ferrante”, fortalte Mads Rosendahl Thomsen.

Du kan læse mere om bogen HER.

TEMA-AFTEN OM NAPOLI

Onsdag den 3 oktober klokken 18.30 samles der en nørdet gruppe på Københavns Universitet Amager for at fortælle, lytte og lære mere om den fascinerende by Napoli. Arrangementet er stablet på benene af italiensk kandidatforening, som jeg er medlem af, og ALLE er velkomne, OGSÅ dem uden en uni-grad i italiensk – og jeg vil som en af de 4 oplægsholdere fortælle om Napolis fantastiske femminiello-fænomen, hvor mænd på helt særlig vis udlever deres kvindelige side i tråd med en ældgammel tradition, der overraskende nok også har med Madonnaen at gøre. Nysgerrig? så kom med!

Du finder mere info HER – personligt glæder jeg mig rigtig meget til både at møde min gamle specialevejleder, dygtige Gert Sørensen, som skal fortælle om Napolis udvikling fra hovedstad til udkantsområde, og Pia Laustsens analyse af byen Napolis rolle i Elena Ferrantes nu verdensberømte romanserie derfra. Det hele koster rørende 20 kr person, som kan betales i døren. Jeg håber at vi ses!